Den, der lever stille af Leonora Christina Skov

Børn kan sige de sjoveste ting til deres forældre, og forældre kan sige de værste ting til deres børn. Forfatteren Leonora Christina Skovs mor mente, at det var al den stress, datteren forårsagede, da hun sprang ud som lesbisk, der var grunden til, at moren fik kræft.

Historien om det dysfunktionelle forhold mellem Leonora Christina Skov og hendes forældre, udgiver hun nu i en selvbiografisk roman, der vil vække genklang hos alle, der har siddet ”skævt på potten” omme bag parcelhusets prydelige facade. Og den vil ryste dem, der er opvokset i en kernefamilie, der ligner noget fra et IKEA-katalog. Svære og komplicerede relationer mellem børn og forældre er ikke så usædvanlige, men Leonora Christina Skovs historie er helt speciel.

Forældrene er ikke dårlige mennesker. De holder af datteren på deres egen besynderlige måde, men det er en kærlighed på betingelser. Hun skal helst ligne dem og være som dem under parolen: Den, der lever stille lever godt, men Christina, som hun hedder på det tidspunkt, lever ikke stille, når først hun bliver voksen. Og moren har det slet ikke godt, selvom hun lever stille og isoleret fra omverden uden at kende andre end sin faste støttepæl hendes mand, den nærmeste familie og en kollega eller to.

Da Christina i en alder af 21 bryder ud af sin skal og fortæller forældrene, hvem hun er og altid har været inderst inde, kan de slet ikke håndtere det. Hun flytter fra Helsinge til København og folder sit selv ud som litteraturstuderende og forfatter med nyt fornavn, Leonora, og hun møder sin første kvindelige kæreste i det lesbiske miljø, en glamourøs præst, der hjælper hende med både storbydannelsen, selvagtelsen og modet til at blomstre ud i make-up og fine kjoler, som vi kender hende i dag.

Forældrene nægter helt frem til morens død i 2015, tolv år efter kræftdiagnosen, at have noget med kæresterne at gøre, ikke engang Leonoras store kærlighed, Anette, som hun gifter sig med. Det resulterer i mange års adskillelse med kun sporadisk og overfladisk kontakt.

Moren var psykisk skrøbelig og eminent til at manipulere med omgivelserne og få sin vilje ved at lægge sig ned og græde og true med selvmord og død. Faren valgte udelukkende at støtte moren, for som han senere begrunder det, var Leonora den stærkeste af de to, og kun hun ville overleve hans svigt. Leonora bliver vred, ensom og forbitret i de første år på egne ben, mens hun kæmper for at etablere den vision, hun altid har haft for sit liv og slår igen i mediedebatten på en måde, hun aldrig har formået overfor sine forældre. For tænk nu hvis moren døde af det.

I familien bebrejder man ved de få sammenkomster hinanden i iskolde vendinger for dernæst at lade som ingenting og gå videre med det praktiske. Som den dag forældrene sviner Leonora til på det groveste i hendes nykøbte lejlighed på Amager, forlader hende og vender tilbage med en videomaskine, som de lige faldt over og hellere måtte købe, for den mangler hun jo. Den slags bizarre scener er der en del af. Kram er der ingen af. Heller ikke de store forsøg på at forstå og tale igennem med hinanden.

Leonora skriver sin historie med enorm fortællerglæde og velkendt bid og humor, men dog en del nedtonet, forståeligt da stoffet er så sårbart.

Romanen springer i tid og lægger stærkt ud med Leonoras mors dødsleje på hospice. I et par år forinden har de nærmet sig hinanden igen. Christina har strakt hånden ud mod sin terminalt syge mor og søgt forsoningen og forklaringerne. Hun har begivet sig helhjertet ind i rollen som pårørende i sundhedsvæsenet og støvsuget nettet for viden om kemo og kure, der kan hjælpe hendes mor.

Men et klart svar på hvordan forældrene kan ignorere hendes eksistens i så mange år, får hun ikke. Der er antydninger her og der, som læsere kan fortolke på egen vis, men Leonora lærer aldrig sin mor at kende eller at forstå hende helt, og det er en sorg, der aldrig kan forsvinde.

Leonora Christina Skov har siden hun var helt ung skrevet dagbog og dermed også noteret sig ord for ord, hvad der er blevet sagt mellem hende og forældrene. Hun har tidligt haft en vision for sit liv og altid vidst, at hun ville skrive sin historie. Det kan mærkes i romanens præcise dialoger og eksakte beskrivelser, der fremstår helt ægte. Lidt af et særsyn i en selvbiografisk roman.

Som læser er man næsten ligeså anspændt, som de involverede må have været, når de en sjælden gang mødes under en anstrengt og trykkende stemning. Man kan dårligt få luft, da Leonora efter års adskillelse pludselig bliver inviteret på tur i tre dage med Norgesbåden af sin mor, der pludselig har noget, hun vil sige. Hvordan skal det dog gå?

For denne læser er det relationen til forældrene, der er det helt centrale og interessante i bogen. Også kærlighedshistorierne om forholdene til Ingrid og Anette er fine og sætter Leonoras Christina Skovs liv i perspektiv. Det er som om, at de har haft afgørende betydning for hendes egen evne til at elske.

Der er flere spor, som givetvis også er spændende, men som der enten bliver kørt for let henover, for eksempel forholdene til mænd, deltagelsen i debatten – eller dvælet for meget i, såsom processen både med denne og alle de tidligere romaner. Der er så meget stof i Leonora Christina Skov, at hun med fordel kunne have gemt noget af det til en anden roman.

Jeg savner lidt refleksion og selvfortolkning af, hvad forældrene egentlig mener, når de siger vanvittige ting, hvad ligger der bag? Skal alle de hårde ord tages så bogstaveligt? Hvorfor er de så homofobiske, som de er, når flere andre i familien og den indre missionske mormor accepterer det? Og hvordan kan det være, at forfatteren selv er så modsætningsfyldt et menneske med både en ekstrem power og slagkraftig evne til at argumentere enhver ned af stolen i et tv-studie, samtidig med at hun ikke kan konfrontere forældrene med deres svigt. Hvor kom styrken fra til at krydse klinger i den offentlige debat?

Uanset at flere spørgsmål dukkede op undervejs, så strøg jeg gennem bogen på få timer. Det er en både gribende, nedslående og slagkraftig erindringsbog om, hvad der sker med selvværdet, når et menneske ikke kan blive elsket uden betingelser og aldrig kan få svar på hvorfor.

Som psykoanalytikeren Alice Miller citeres for i romanen:

– Hvis en mor ikke elsker og støtter sit barn betingelsesløst, fortrænger barnet sine følelser og skaber et omverdenstilpasset selv.

Den, der lever stille er også en vedkommende og inspirerende bog for alle med og uden forældre-issues om at blive udslettet fra familiealbummet og rejse sig selv igen. Den er smuk udenpå og indeni, rammende og fængende fortalt, en læseoplevelse jeg klart kan anbefale.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag.

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s