Syv Sind af Lotte Kaa Andersen

Syv Sind er tredje del af Lotte Kaa Andersens fortællinger om liv og skæbner i det velstillede Nordsjælland. Igen følger vi de syv personer, vi har lært at kende i først Hambros Allé 7-9-13 og 100 dage, begge bøger jeg er meget begejstret for.

Jeg læste Syv Sind kort før jul og lige i rap efter 100 dage, og det var måske en fejl, for den vist nok sidste del af serien, der er benævnt Hellerup-trilogien, rammer mig ikke lige så hårdt i hjertet, som 100 dage  – men velskrevet og delvist underholdende er den.

Der er sket markante skred i den personlige udvikling, og flere af karaktererne er dårligt til at genkende. Det er lige før, der er tale om karakterafvigelser i forhold til de tidligere romaner, og jeg engagerer mig ikke rigtigt i dem på samme vis. Det ærgrer mig. Måske havde det været anderledes, hvis jeg først havde læst Syv Sind et års tid efter 100 dage, som de fleste andre og meget begejstrede anmeldere har. Jeg vil ikke give konkrete eksempler på de nævnte karakterbrud, da det afslører for meget af handlingen. Har du læst de to første, skal du naturligvis også læse afslutningen her og kan selv bedømme.

Et kort resume skal der dog være plads til. Som titlen antyder, er der krisestemning, og alle er i syv sind. Cille har fået et spændende jobtilbud i Aalborg, men hendes mand konsulenten Ask er meget lidt forstående for en forestående flytning eller pendlen fra Hellerup. Konflikten får Cille til at forlade mand og børn på vej til ferie i Sydfrankrig og i stedet begive sig ud på Caminoen. Selve den tur er godt beskrevet, man får næsten lyst til at prøve vandringen selv, og Cille møder nogle sjove typer undervejs, mens hun tager sit liv og sin fremtid op til revision.

Line, som åbenbart er født til at være holdt rigmandshustru, selv om hun har en uddannelse er taget med “romanlægen” Peter til Dubai. Han kører karriere, og hun keder sig på ekstravagante hotelværelser, shopper mærkevarer, mens hun kæmper med sig selv og sin uforløste skrivetrang. Skildringen af det syntetiske overklasseliv i Dubai er også god, og jeg får bekræftet alle mine fordomme og min overbevisning om, at det er et sted, jeg aldrig skal hen. Samtidig har en ny chef i medicinalfonden fået øje for Peters lidt for lemfældige omgang med fondens penge.

Stjerneadvokaten Caroline og ejendomsspekulanten Kaare har langt om længe set lyset og indset, at de ikke har en fremtid sammen. En skilsmisse er på vej, og den bliver dyr på flere planer. Imens er deres stakkels ensomme søn Lukas henvist til en forældrekøbt lejlighed i Nyhavn, hvor han bliver udnyttet af sine hensynsløse venner.

Desværre er der i denne bog lidt for langt fra Amager til Hellerup til, at jeg rigtig interesserer mig for det, i modsætning til Hambros Allé 7-9-13 og 100 dage, hvor jeg følte mig meget tæt på.

★★★☆☆☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Rosinante.