Der er virkelig noget på spil i Hanne Højgaard Viemoses tredje roman, som tager begrebet autofiktion til et helt nyt niveau. I et rablende, fabulerende og vanvittigt velskrevet miks af prosa og poesi kommer læseren med på en sindsoprivende rejse i hovedpersonens nutid og fortid. Stilen er en slags stream of consciousness, hvor det levede liv blandes med fiktive elementer og forskellige identiteter, der hopper mellem tid og sted. Fra Frederikshavn til København, Peru og Island. Som læser kan man kun håbe, at de passager, der er ret hårde og nogle steder helt forskrækkelige, hører til den fiktive del. Men i al sin gru er det også et morsomt, underholdende og ironisk værk med rørende og sjove dialoger mellem fortælleren og hendes børn.
Mest af alt er det voldsomt, provokerende og oprørende, hvad forfatteren udsætter sit selv for, ligesom det er stærkt og modigt at skrive om det.
Hanne, Anita, Anne, Hannah, HHV vokser op i Frederikshavn som en rastløs muligvis overset teenager med selvdestruktive tendenser, som ung antropolog tager hun på studierejse i Peru, rejser ind i junglen med store idealer og kommer ud af et mareridt et halvt år senere med traumer for livet, hun er en kvinde der keder sig let, ikke kan sætte grænser og svigter sig selv, fylder tomheden ud med håbefulde og håbløse mænd, knalder sågar sin psykolog, der mener, at hun bruger sin seksualitet som et middel til overlevelse. Hun er også en sårbar, kærlig mor til to søde og sjove drenge, hun kæmper alene med økonomi, depression, bolig og forfatterskab, mens hendes islandske eksmand slås med en psykose. Hun bliver en voksen kvinde der forsøgsvis vover at reflektere over sit liv, da fyrreårs dagen nærmer sig, kalder sig selv en dramahystade og en arrig heks der er faldet af sin kost, og en naiv sjæl der forelsker sig ustyrligt i en gift mand, hun ikke rigtigt kan få og et følsomt væsen der oveni hatten skal bebyrdes med en stalker ved navn Henning. Hun rejser til Island for at skrive og besøge børnenes far, mens hun stikker ud i naturen, udforsker nordlys og vulkaner, taler med spøgelser, finder historier og måske sig selv.
Hver eneste sætning er skrevet med omhu og nerve, et godt skvæt humor og ikke mindst et tempo, der gør det svært at stoppe op, og som læser ræser man igennem. Hvilket er synd. Romanen fortjener en dvælen ved ordene. Og i hvertfald en genlæsning.
Det er også en oplysende roman, mest om emner man ikke har lyst til at vide noget om. Jeg har selv rejst de samme steder i Peru som fortælleren, men som en af de benævnte dumme turister der kun så overfladen og ikke tilnærmelsesvis har oplevet det, hun kan berette om og heldigvis for det. Det er barske sager.
HHV, FRSHWN Dødsknaldet i Amazonas er en af de vildeste romaner, jeg har læst. Det er den første, jeg læser af Hanne Højgaard Viemose men absolut ikke den sidste. Hvis du kun skal læse én roman i år, så tør jeg godt mene, at det skal være denne, selvom vi kun er nået til februar. Jeg håber, den får en bred opmærksomhed og kommer med i opløbet til en masse priser i den kommende tid. Den har en originalitet, en følelsesmæssig substans og et mod til at udstille sin hovedperson for både godt og skidt, som er stærkt beundringsværdig. En rasende god roman.
★★★★★★
Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gyldendal.
Isabel Fluxá Rosado 
You must be logged in to post a comment.