Alle der gik i byen i København i 90’erne husker med gru mordet på 18-årige Stine Geisler i Teglgårdsstræde i indre by. Det skete under karnevallet i pinsen 1990 og blev i årene derefter omtalt som ’karnevalsmordet’. Det er snart 30 år siden, og mordet er ulykkeligvis stadig på listen over uopklarede og uforklarlige mord i Danmark, og dem var der en del af i slutfirserne og starthalvfemserne. Derfor var det heller ikke med nonchalant tankeløshed, man bevægede sig ene rundt i gaderne midt om natten efter en festlig aften, men snarere med en vis anspændthed i kroppen, hvor alle de småberusede antenner strakte sig i alarmberedskab, når man hørte skridt bag sig. Over 4000 mennesker blev afhørt under efterforskningen, der efterlod meget få uberørte, enten fordi man var i nærheden, eller kendte nogen, der var.
Journalist og forfatter Søren Baastrup, der også er min gamle klassekammerat og hovedopgavemakker fra Journalisthøjskolen, var dengang 14 år og fulgte med store øjne sagen gennem avisernes spektakulære omtale fra drengeværelset i Silkeborg. Nu har han oprullet hele forløbet her mange år efter i sin dokumentariske bog i håb om at finde svar på spørgsmålet: Hvem myrdede Stine Geisler?
Baastrup har talt med politiet, der efterforskede, med de mistænkte og afhørte og med pårørende som Stine Geislers mor. Ved hjælp af deres udsagn genfortæller han hele forløbet og rekonstruerer sagen, så det er som at rejse tilbage til dengang og være tilstede i det nu og her.
Under læsningen vokser mystikken, for Stine Geisler var ikke en helt almindelig gymnasieelev men en ung kvinde, der kastede sig ud i livet tidligere end de fleste og hemmeligholdt det for de nærmeste. Den måde hun forlod verden på var skræmmende og bestialsk, og mordet skete i kælderen i baggården til hendes hjemmeadresse. Om forbrydelsen var møntet på hende, eller hun var et tilfældigt offer, er ikke til at vide, men spekulationerne myldrer frem under læsningen, og ja det er spændende som en krimi og tiltagende ubehageligt, fordi det er på bekostning af et virkeligt liv, der ikke fik lov til at udfolde sig på anden vis end som mordgåde.
True Crime genren har vokset sig kæmpestor, og den har også fascineret mig i adskillige filmdokumentarer og podcasts som Making a Murderer, Serial, S-Town og The Jinx, men jeg har ikke læst mange bøger indenfor genren. Måske fordi man ved, at når det er et journalistisk projekt vil man til forskel fra fiktionen sidde tilbage med en bunke ubesvarede spørgsmål, og så er virkeligheden som bekendt altid mere grusom og uforståelig end fantasien, hvor der oftest er en slags forløsning og en forklaring, uanset hvor skidt det måtte ende.
Men når en historie er så velskrevet som En Djævel i den lyse nat, vil jeg gerne læse mere. Bogen er ikke blot underholdning men har et klart formål, og så er den velredigeret, har alt det vigtige med, er sprogligt præcis og undgår at gå amok i detaljer eller prætentiøs poesi eller overdramatisering. Den bidrager både med ny viden om selve sagen men også med refleksioner over tiden, over kulturen men især over manglerne i politiets efterforskningsarbejde, blandt andet fordi redskaber som DNA-sporing ikke var tilgængelige dengang.
Der er netop udkommet en podcast på Politiken, som supplerer bogen rigtigt fint med interviews med flere af de personer, der også medvirker i bogen, blandt andet politiets efterforsker på sagen Ove Dahl, som nævner, at hvis mordet var sket blot få år senere, var det med stor sandsynlighed lykkedes at fælde morderen. Bogen spekulerer i flere mulige gerningsmænd, hvoraf nogle sidder fængslet i dag for andre forbrydelser, men et entydigt svar får man ikke. Til gengæld får man en god læseoplevelse og en del at tænke over.
★★★★★☆
Bogen er venligst tilsendt af forlaget People’s Press.
Isabel Fluxá Rosado 
You must be logged in to post a comment.