Kategori: Bog bobler

Drown af Junot Díaz

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-07-01 kl. 12.50.56

“Motherfuckers will read a book that is 1/3 elvish, but put two sentences in Spanish and they think we’re taking over” – citat Junot Díaz

Jeg har endnu ikke læst en eneste bog, der indeholder elversprog eller elver for den sags skyld, men at læse Junot Díaz’s på en gang slagkraftige og poetiske engelske prosa krydret med spanske gloser på såkaldt Spanglish sætter hver gang mit blod i kog på den helt puta fede måde. For min skyld må den sproglige stil han kører med sit formfuldendte engelsk tilsat latino slang gerne overtage den litterære verden. Díaz er uden tvivl en af mine all time favorit forfattere.

Junot Díaz skal ikke kun læses for hans særegne sproglige stil men så sandelig også for de både rørende og oprørende historier, han har at dele ud af.

Díaz’s noveller er et smukt sammensurium af erindringer og fiktion. Karaktererne optræder i flere værker, og dermed lærer vi dem bedre at kende for hver fortælling. Jeg ved ikke, hvor meget af det, han fortæller, der er selvoplevet, men det er nok en del.

Jeg har tidligere anbefalet This is how you loose her og bliver da nødt til at gentage, at jeg også er fuldstændig ellevild med Junot Díaz’ ene roman til dato The Brief Wondrous Life of Oscar Wao, som jeg læste for en fem år siden og som iøvrigt fik Pullitzer-prisen. Der kommer forhåbentlig flere romaner fra Díaz. Men da han er kendt for at gøre sig umage og var elleve år om den første, der udkom i 2008, kan der nok gå lidt tid endnu.

Indtil da har jeg endelig haft hans debut Drown fra 1995 i hænderne, og alene det elegante cover gør, at jeg er helt loca med den. Men det er selvfølgelig ikke det vigtigste ved denne eminente samling af noveller. Ej heller sproget, beatet, varmen eller rytmen. Det vigtigste er de ti historier om at være barn og ung i latino-ghettoen, om familien, kærligheden, desillusionen, de første seksuelle erfaringer, svigtet, håbet og ikke mindst konstant hårdt arbejde for at opnå bare en lille bid af den amerikanske drøm. En drøm der aldrig bygger på lige forudsætninger, når den udspringer fra et latino perspektiv med brun hud og lange sorte øjenvipper, der nok kan score et par chicas blancas men på ingen måde undslippe ghetto-stemplet.

Díaz’s alter ego Yunior er den gennemgående figur, og i Drown følger vi ham, hans familie og venner fra barndommen og op i teenageårene. Først de tidlige år i hjemlandet Den Dominikanske Republik sammen med hans stærke mor og hårdkogte storbror Rafa i el barrio i Santo Domingo og så de første år, som immigranter i New Jersey, USA. Faren, som er lidt af en slubbert, rejser til Staterne et par år i forvejen og er gennem Yuniors barndom enten fuldstændig fraværende eller tenderende tyrannisk. Inden han henter sin familie til USA har han lige nået at være gift med en anden kvinde og få et barn mere, mest for at få papirerne i orden.

Da Yunior som teenager bliver lidt for kæphøj sammen med vennerne og stjæler smart tøj, som han gemmer i skabene, får han denne besked fra sin far:

You’re going to get caught, he told me one day. Just you wait. When you do I’ll show them everything you’ve taken and then they’ll throw your stupid ass away like a bad piece of meat.

He was a charmer my pop, a real asshole, but he was right. Nobody can stay smooth forever, especially kids like us. 

Som lille lider Yunior af køresyge, og det er, når faren prøver at vænne ham af med det med lange køreture, de har noget sammen.

These were the only times me and Papi did anything together. When we were alone he treated me much better, like maybe I was his son or something.

De noveller i Drown, der gør stærkest indtryk på mig er, Fiesta, Drown, No Face og Negocios. Historien i No Face om den lille dreng, der blev bidt i hovedet af en gris som baby, og som siden har båret maske eller rettere en sæk over hovedet for ikke at skræmme livet af de andre børn, der mobber ham på det grusommeste, er ganske enkelt hjerteskærende.

Her også et lille uddrag fra titelnovellen Drown. Yunior beretter om de natlige dykke- og svømmeture med ghettodrengene i en swimming pool, hvor der er adgang forbudt.

I can still go far without coming up. While everything above is loud and bright, everything below is whispers. And always the risk of coming up to find the cops stabbing their searchlights out across the water. And then everyone running, wet feet slapping against the concrete, yelling, Fuck You, officers, you puto sucios, fuck you.

Kvaliteten taler for sig selv. Hvis du endnu ikke har læst Díaz, har du i den grad noget at glæde dig til. Basta Ya. Enough said.

 

Hvis det er af Helle Helle

~ isabelrosado

Helle_Hvis_det_er_300dpiForfatteren Helle Helle kan noget helt særligt med ord. Jeg ved ikke, hvad det er, og hvordan hun gør. Det ser så nemt ud. Det er det ikke. Men det virker. Hver gang. Også i hendes seneste roman Hvis det er.

Jeg har tidligere haft fornøjelsen af at læse Dette burde skrives i nutid, Ned til hundene og Rødby-Puttgarden. Hver især fortrinlige og stærkt anbefalelsesværdige romaner. Korte og koncise i form. Simple og suveræne i sprog. Enkle og til tider banale i handling. Eller uden handling. Men aldrig uden mening. Små underspillede dialoger der sætter følelser i spil. Savn, sorg, svig og sjov.

Helle Helle er kendt som minimalismens mester, og hun formår om nogen at sætte stærke aftryk hos sin læser ved at betragte tilværelsen fra helt almindelige menneskers synsvinkel. Når jeg læser hendes romaner har jeg ofte et lille skævt smil på læben eller et svagt stik i maven.

Personerne er oftest kvinder, gerne introverte typer med et lidt anstrengt forhold til mænd. De bor i provinsen, hvor bussen kører tre gange om dagen og affinder sig pænt og civiliseret med den smule, livet har at byde på, hvilket ikke er særligt meget. De har svært ved at gribe ud efter det, de vil have. De forventer ikke rigtig noget. De kræver ikke ret meget. De er lidt ulykkelige, måske lidt ensomme, men ikke så meget at det gør noget, fuldt bevidste om deres utilstrækkelighed men flyder altid oven vande.

Der er et engelsk udtryk resilience, som er ret populært i debatten, om alt det vi går og mangler for tiden. På dansk vil man vel sige modstandsdygtig, ukuelig eller robust. Ikke til at slå ud på trods af egne begrænsninger. Det er sådan, jeg opfatter Helle Helles karakterer. De er robuste.

Umiddelbart er de ikke særlig interessante men med forfatterens udefinerbare og unikke skrivestil, bliver man som læser meget hurtigt utroligt interesseret i dem. For eksempel kan jeg huske, at da jeg læste Dette burde skrives i nutid, fik jeg lyst til at hoppe ind i bogen og ruske i hovedpersonen for at flå passiviteten ud af hende. Indtil hun selv fandt ud af det.

Som den og de forrige romaner skal også Hvis det er nydes i små bidder. Hver eneste perfekte og præcise sætning fra forfatterens pen er en nøje udført konstruktion, der i al sin enkelhed fortæller læseren en hel del mere om bogens personer, end den umiddelbart udtrykker ved første øjekast. Enhver anden forfatter ville måske bruge 300 sider til at fortælle den samme historie og danne de billeder i læserens hoved, som Helle Helle kan nøjes med at bruge 144 sider til. Hun har om nogen styr på show it – don’t tell it princippet.

For mig når Hvis det er alligevel ikke helt de samme højder, som de tidligere romaner, men den er absolut værd at læse.

Vi møder to løbere, der farer vild i en stor jysk skov. En kvinde og en mand. De kender ikke hinanden men er tvunget til at tilbringe to døgn sammen i det danske vildnis uden mad og drikke, udsat for vabler, regnvejr, kulde og dårlig mave. Hver især fortæller de den anden lidt om sig selv. Snart står det klart, at der nok ikke er nogen, der savner dem, om de så forsvandt for altid.

Det er sikkert slet ikke det, der er pointen. Jeg ved ikke, hvad den er. Måske er der ikke nogen.

Jeg ved bare, at Helle Helles romaner rammer rent hver gang. Det er mere end minimalisme. Det er magisk.

 

Storhed og fald af Tom Rachman

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-09-01 kl. 13.29.34De der påstår, at journalister ikke kan skrive stor litteratur, bliver i den grad sat til vægs med udgivelsen af Storhed og Fald skrevet af tidligere journalist nu forfatter på fuld tid Tom Rachman.

Som de fleste journalister var jeg vældig begejstret for Rachmans første roman De Ufuldkomne, læs anbefalingen her, som handler om den hensygnende avisbranche og en række ulykkelige og ret så troværdige skæbner omkring den.

Allerede da jeg hørte, at Storhed og Fald handler om en kvinde, der lever et stille liv som boghandler i ly fra en traumatisk fortid, var jeg solgt. Jeg har glædet mig længe til denne bog, og jeg må sige, at selv om den slet ikke er i nærheden af, hvad jeg troede, så overgår den alle mine forventninger.

I Storhed og Fald sætter Rachman spot på bogens position og fremtid i en digital verden, der har udviklet sig med rasende fart med fare for at frarøve al fokus, fordybelse og IRL fællesskab.

Men Storhed og Fald handler om så afsindigt meget andet og det på både mikro- og makro-niveau, fra den kolde krig og frem til nu. The Rise and Fall of Great Powers er den originale titel på Rachmans ekstremt ambitiøse og vanvittigt vellykkede roman. Store samfundsmæssige kræfter influerer på menneskers liv og identitet, og som konsekvens deraf møder vi i denne fuldendte historie menneskelig storhed, når det er størst og det dybeste fald, når det er værst. I psykologisk forstand vel at mærke.

I centrum af det hele står en kvinde Tooley Zylberberg, som elsker bøger og har åbnet en antikvarisk boghandel ved navn World’s End langt ude på landet i Wales. Hun vil hellere fordybe sig i sine bøger end at skaffe kunder i butikken og forsøger også at aflede sig selv med ukulele timer og aftenundervisning for at undgå at tænke på sin mystiske fortid, som har efterladt hende med en bunke uafklarede spørgsmål.

En dag bliver Tooley kontaktet af en ekskæreste på facebook, som fortæller, at hun må komme til New York, da hendes far er alvorligt syg. Hvem mon han mener? Er hendes første tanke.

Tooley er et rodløst barn af globaliseringen, som har levet sit liv på flere kontinenter. Hun er som ganske ung blevet kidnappet og på sin vis frarøvet sit sande jeg. Hun er et barn, der i utraditionel forstand er blevet svigtet og gjort fortræd, vokset op blandt svindlere og skæve eksistenser, opdraget til at leve en omflakkende tilværelse i total frihed med litteraturen som eneste faste følgesvend men også med en eksistentiel tomhed, hvor man ikke knytter sig til nogen og betaler med ensomhed og følelsen af ikke at passe ind nogen steder.

Mens Tooley opsøger skeletterne fra fortiden og gradvist genfinder sig selv og sin personlighed, følger vi hendes historie i tre årtier og i spring mellem fortid og nutid i de skelsættende år 1988, 1999 og 2011. Vi møder de mennesker, der har påvirket hendes liv, og undervejs bliver vi ligeså overraskede over sagernes sammenhæng som Tooley selv.

Tom Rachman brillerer endnu engang som storslået storyteller med et fantastisk overblik og en hel unik evne for karakterer og komposition. Lige fra starten har han fuldstændig hånd i hanke med sine personer, hvilket også er en stor nødvendighed med en roman, der er struktureret som Storhed og Fald. Romanen havde formentlig ikke haft den samme storhed i sig selv, hvis den var skrevet kronologisk. Dertil kommer så de mange skarpe observationer om menneskets natur og om tiden og tilværelsen, som man har lyst til at klippe ud og sætte i glas og ramme.

I bogens første halvdel har jeg mindst ligeså mange spørgsmål som Tooley, og det kræver en vis tålmodighed at overvinde den indledende forvirring, når den ene person efter den anden rulles op for læseren. Det er som om, Rachman bevidst vil udfordre sin læser med spørgsmålet: – nå, er det interessant nok til, at du hænger på, eller vil du hellere på facebook? Det vil jeg ikke, for som læser vil jeg fra side et kende svarene og sandheden om Tooley. Hvis du skulle gå lidt i stå undervejs – så hold ud, for belønningen kommer og hele meningen med dette værk og den måde, det er skruet sammen på, er intet mindre end genial.

Fornylig havde jeg den fornøjelse at møde Tom Rachman til en frokost i godt selskab med andre bog-entusiaster. Det var en særdeles hyggelig, interessant og berigende samtale om bogens fremtid, om overgangen fra at skrive journalistik til litteratur, om at foretrække bøger fremfor tv-serier midt i seriernes guldalder og meget andet. Hvis du vil læse mere om Tom Rachmans forfatterskab, har Politiken bragt et godt interview her.

Storhed og Fald er udkommet på dansk på Politikens Forlag.

 

 

Min mands hemmelighed af Liane Moriarty

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-08-23 kl. 20.24.55I 90’erne blev begrebet chick lit introduceret på bogmarkedet med Bridget Jones i front for en lang række humoristiske romaner, der handlede om singelivets glæder og kvaler. For et par år siden kom  husmor-porno så på banen med Fifty Shades of Grey og en masse erotiske efterligninger – jeg vil nødig rubricere Liane Moriartys meget fine og underholdende roman Min mands hemmelighed i nogen form for tilsvarende kategori, men jeg tillader mig alligevel at betegne den som chick lit for kvinder med år på bagen og ar på sjælen, og det er så absolut ment som en kompliment!

Det er en morsom, velfortalt og faktisk så bevægende historie, at den flere steder skærer i hjertet, om tre helt almindelige kvinder med job, familie og forpligtelser. Deres liv bliver viklet ind i hinanden på en måde, de aldrig vil glemme og udfordrer i høj grad deres evne til at tilgive.

Vi er i Sydney, Australien hvor Cecilia lever det tilsyneladende perfekte liv som hustru til en skøn mand, overskudsmor til tre dejlige døtre og forrygende succes som festarrangør og Tupperware sælger. En dag finder Cecilia ved et tilfælde et brev, som afslører hendes mands dybeste hemmelighed, og glansbilledet krakelerer for evigt. Imens opdager reklamekvinden Tess i Melbourne, at hendes ellers bundsolide mand er forelsket i hendes bedste veninde og kusine i øvrigt, så hun flygter med deres lille søn til Sydney og indlogerer sig hos sin mor. På skolen hvor børnene går, arbejder den noget ældre og ensomme Rachel, som bærer rundt på den helt ubærlige sorg. I løbet af få uger kommer de tre kvinder tæt på hinanden, og det viser sig, at der er en højere mening med det hele.

Liane Moriarty har skrevet en virkelig god historie med karakterer man føler med, en stærk dialog, et sikkert sprog og et flot sammensat plot, der udover at underholde, more og røre så dybt at man flere steder dvæler over ordene og tænker over, hvad man selv ville gøre, også er så spændende, at den simpelthen er svær at lægge fra sig. Min mands hemmelighed er middelklassedrama af højeste kaliber.

Jeg glæder mig allerede til at læse Moriartys næste roman Big, Little Lies som for tiden er i toppen af New York Times Bestsellerliste.

Jeg vil så tilføje, at det nok er fjerde gang, jeg læser en roman som e-bog, og der er altså noget om det, de aktuelle undersøgelser viser. Det kan godt være, at den sparer hyldeplads, men en e-bog sidder simpelthen ikke ligeså godt fast i hukommelsen som en papirbog. Derfor er der kun at sige: længe leve papirbogen og så af sted for at købe flere hylder!

Stoner af John Williams

~ isabelrosado

Stoner“Den bedste bog, du aldrig har hørt om.“ “Den bedste bog i årtier.“

“Et overset mesterværk” “Mere sjælden end en god bog – det er en perfekt bog.”

Der blev ikke sparet på superlativerne i omtalen af romanen Stoner, da den udkom på dansk tidligere i år. Stoner er skrevet af amerikanske John Williams og udkom første gang i 1965 uden at modtage særlig opmærksomhed. Først da den blev genudgivet i 2006 blev den opdaget for alvor, og har siden stille og roligt bevæget sig op af bestsellerlisterne i flere lande. Desværre nåede forfatteren ikke at opleve den enorme anerkendelse, bogen siden har fået, da han døde i 1994.

Og ja det er en utroligt god bog. Først og fremmest fordi den er så enkelt og smukt skrevet.

Det er også en trist bog. Sørgelig. På grænsen til det deprimerende. Men på sin vis alligevel opløftende. Nogle mener, at den ikke rigtig handler om noget. Det er jeg ikke enig i. Der er en historie, og flere gange får den blodet i kog hos denne læser.

Den handler om et levet liv, om at følge sit kald uden at give afkald på sin integritet, om at stå ved sine valg i livet, erkende fejl og mangler og acceptere sin skæbne med værdigheden i behold.

I et roligt, afdæmpet tempo fortælles historien om William Stoner. Han bliver født i starten af det nittende århundrede og vokser op i en fattig bondefamilie. Stoner kommer på landbrugsskole og opdager litteraturen og en helt ny verden. Som mønsterbryder distancerer han sig snart fra sin baggrund og sin familie, men uden at kunne bryde med den ydmyghed, der ofte følger med, når man begiver sig opad den sociale stige.

Stoner bliver gift og får barn, men det bliver kærligheden langtfra nemmere af. Han lander sit drømmejob som collegeprofessor i litteratur men må finde sig i uretfærdig og uretmæssig behandling af kollegaer og overordnede, og det kommer til at påvirke resten af hans liv.

Jeg tror, at en af grundene til at denne bog slår igennem hos så mange – nok især midaldrende læsere er den høje grad af identifikation med bogens hovedperson. Vi er i høj grad vores valg i livet, og vores karakter formes også af, hvordan vi forholder os til udefra kommende omstændigheder, men vores personlighed har vi med os fra fødslen, og nogle gange spænder den ben for os.

Uanset hvor man er vokset op, hvad man beskæftiger sig med, og hvem man omgås med, vil man kunne genkende Stoners følelsesmæssige udfordringer og hans indre og ydre kamp i det stille for at bevare sin ære og stolthed og være tro mod sig selv.

Jeg kan nok ikke finde på et nyt superlativ om denne bog, som ikke allerede er sagt. Men jeg kan sige, at du snyder dig selv, hvis du ikke får læst den.

Stoner er en meget rørende og fantastisk velskrevet roman.

 

Hændelsen af Anne Sofie Allarp

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-07-27 kl. 18.51.26Indimellem bliver jeg lidt overvældet af min alenlange must read liste med alle de bøger, jeg gerne vil læse eller genlæse, og så hjælper det lidt at trodse sig selv med en overspringshandling, for eksempel ved at gribe fat i en bog, der slet ikke er med på listen.

Jeg faldt lige over denne hurtigt læste gyser på biblioteket, og den er ganske god. Den er skrevet af forfatteren Anne Sofie Allarp, som bor i Madrid og har stiftet familie med en spansk mand. Historien tager udgangspunkt i samme situation, så der er nogle erfaringer at trække på.

Danske Cecilie Holmgaard er flyttet ind i en flot gammel lejlighed i det centrale Madrid med sin mand Gabriel, klar til barsel og deres første barn. Men livet i det sydlandske bliver ikke helt som forventet. Vejret er måske varmt, men menneskene er kolde.

Først bliver fødslen en dårlig oplevelse i et ubehageligt hospitalsmiljø med nedladende læger og hårdhændede jordmødre. Svigermor er fra helvede med konstante negative bemærkninger og irettesættelser, typen der bliver møgfornærmet, når hun ikke får sin vilje. Veninder er der heller ikke mange af. De spanske kvinder er ikke så åbne overfor en smuk, blond en af slagsen fra det høje nord.

Værst af alt Gabriel begynder at ændre sig. Fra at være den elskelige, forstående mand bliver han snart til et alkoholiseret monster. Det meste af tiden er Cecilie alene med sin søn i den kæmpestore lejlighed, og her begynder der at ske mystiske ting og sager.

Ud fra balkonen har hun udsigt til den smukke by men også en masse larm fra baren og de rumænske gademusikanter på torvet nedenfor, som hun heller ikke har meget til overs for.

Gennem klip med politi- og nyhedsrapporter bliver læseren snart bekendt med, at der kommer til at ske noget frygteligt på netop dette torv. Noget der har forbindelse til Cecilies bopæl. Brrr.

Fantasien har fået frit spil, mens forfatteren vist nok selv har kedet sig lidt i en stor lejlighed i Madrid i løbet af sin egen barsel. Resultatet er en langt ude men alligevel ret så spændende pageturner med en uventet slutning.

Læs den også for Allarps skarpe portræt af spansk kultur, visse spanieres nostalgi over Franco-fascismen og gammeldags børneopdragelse med sukker bombardementer og hårde “Godnat og Sov Godt” – metoder. Jeg kan godt genkende noget af det, men det er alligevel et ensidigt og fordomsfuldt billede i forhold til det Spanien, jeg selv kender. På den anden side behøver der jo ikke altid være plads til de store kulturelle og menneskelige nuancer i en roman – og slet ikke i en gyser. Og så har Allarp jo noget at have det i. Hun har boet i Spanien meget længere, end jeg har, og hun er blond fuldblodsdansker, mens jeg er mørk halvspanier, så kulturkløften har nok været til at tage og føle på.

 

Hvad skal vi læse i ferien?

~ isabelrosado

De her tre er nøje udvalgt til min læsesommer, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang. Hvad med jer? Hvilke bøger får æren af at udfylde jeres sparsomme læsetid i år?

Nyd det uanset og hav en herlig sommer!

StonerSkærmbillede 2014-07-01 kl. 12.48.58Skærmbillede 2014-07-01 kl. 13.14.19

 

Den Hemmelige Historie af Donna Tartt

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-06-26 kl. 11.50.24Efter at have læst Donna Tartts fantastiske mesterværk The Goldfinch, på dansk Stillidsen, som hun fornylig vandt Pullitzer-prisen for, har jeg sat mig for at læse hele Tartts forfatterskab. Det består indtil videre af tre værker, så det burde være en overkommelig opgave, også selv om hun skriver laaange romaner. Stillidsen er på cirka 800 sider, og det er ikke én side for meget, og jeg kedede mig ikke et eneste sekund, da jeg læste den, som jeg skriver i min anbefaling her.

The Secret History, Den Hemmelige Historie på dansk, er Donna Tartts debutroman fra 1992, og den fik også strålende anmeldelser verden over, da den udkom.

Som i Stillidsen følger vi en ung mands hårrejsende dannelseshistorie, og her bør enhver sammenligning mellem de to romaner så også stoppe.

Den unge Richard får studieplads på det finere Hampden college i Vermont ved hjælp af et uddannelseslegat. Han kommer fra en underklasse baggrund i Californien hos et par forældre, der får ham til at tænke på at træde ind i cockpittet på et fly, hvor piloterne er besvimet af druk, ingen har kontrol over flyet, og ingen ved, hvor det er på vej hen. Richard er en begavet og belæst fyr, der forstår at klare sig selv men savner en familie. Den finder han blandt en lille gruppe højintellektuelle, yderst velhavende, sære snegle, der studerer oldgræsk og klassisk filologi med en overbevisning om, at det er det eneste saliggørende i verden.

Deres karismatiske lærer og faderfigur Julian Morrow kræver 110 procents dedikation til faget, og det samme gør gruppens magnetiske, magtfulde og mystiske leder Henry, der har de andre i sin hule hånd. Der er kun seks studerende på holdet, og de danner snart et helt særligt sammenhold, der kommer til at besegle deres skæbne på linje med en græsk tragedie.

Gruppen holder sig mest for sig selv og langt væk fra campuslivets udskejelser. Det betyder dog ikke, at de lever et stille asketisk liv med snuden nede i bøgerne. De har derimod ry for at være en gruppe filosofinørder, der dyrker okkulte ritualer i fritiden. Og det viser sig snart, at der er noget om snakken.

Som den nye dreng i klassen bliver Richard lidt efter lidt indviet i studiekredsens hemmeligheder, og da der bliver begået et mord, er der ingen vej tilbage. Engagementet i studierne og i fællesskabet kommer til at koste på alle tænkelige planer.

Den Hemmelige Historie er en fremragende litterær thriller på “kun” lidt over 600 sider. Alligevel bliver den flere steder for langtrukken for mig med de mange indgående beskrivelser af alting samt gentagelser af personernes gøren, laden og laster. Følelsesmæssigt investerer jeg heller ikke i personerne. Karaktererne er interessante og nuancerede men for distancerede for læseren, og jeg kommer ikke rigtigt til at forstå dem. Det ændrer dog ikke ved, at Den Hemmelige Historie i sin helhed er en stærk og ret så uhyggelig historie i al sin langsommelige men sikre, snigende suspense, og at Donna Tartt var en ligeså blændende forfatter og storslået skribent, da hun debuterede, som hun er i dag.

Læs Den Hemmelige Historie for sproget og den subtile, nærmest gotiske uhygge men læs The Goldfinch først – uden i øvrigt at sammenligne.

 

 

Forfølgerne af A.J. Kazinski

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-06-26 kl. 11.47.14Sommertid er lig med krimitid og dasedage under solen. Varme dage med behov for læse-let bøger med sider, der næsten vender sig selv – måske med lidt hjælp fra en svag brise. Det gør så heller ikke noget, at pulsen kommer lidt op under al dovneriet, og at læsningen er så spændende, at man sørger for at holde armene og bogen oppe, i stedet for at nappe endnu en lur under palmerne.

Sådan en krimi er Forfølgerne. Selv om vi nok bør kalde den en thriller, men who cares, så længe det virker, for det gør det.

Der er så mange dygtige krimiforfattere derude, der virkelig kæmper for at skabe originale, overraskende og nytænkende plots med interessante karakterer, der i form af deres handlinger leverer isnende spænding. Nogle lykkedes bedre end andre, og så er der dem på toppen. Blandt dem hører så absolut A.J. Kazinski, et forfatter pseudonym der dækker over makkerparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. Deres succesfulde samarbejde begyndte med krimien Den Sidste Gode Mand, som jeg (og resten af verden) var ret begejstret for, da den udkom i 2010. Her stillede de filosofisk anlagte forfattere spørgsmålet: Hvad vil det egentlig sige at være et godt menneske?

Forfølgerne er de erfarne forfatteres fjerde udgivelse sammen, og i den her heftige historie griber de fat i et vigtigt og højaktuelt tema nemlig: overvågning. Og det der er endnu værre: stalking. Altså personlig forfølgelse. En problematik der er så udbredt, at der fornylig blev indført en anti-stalking lov.

Det er ikke ligefrem en hemmelighed, at den digitale tidsalder giver os mulighed for at snage i hinandens liv som aldrig før. Men en ting er, hvad globale mekanismer som Snowden afsløringen af NSA-overvågningen gør ved os. En anden ting er, hvordan det at kunne følge med i de andres liv kan udvikle sig til ren og skær forfølgelse, der overskrider alle grænser?

For de fire hovedpersoner synes grænsen ingen ende at have, og det får selvfølgelig konsekvenser for dem selv og ikke mindst de personer de hver især er besat af.

De er naboer og mødes til en vejfest, hvor den forsmåede enlige mor Julie i sin brandert viser et lummert billede på sin telefon, som hun har taget af kvinden, hun hader men ikke kender. Kvinden der fik eks’en til at forlade familien. Da Julie tilfældigvis ser hende i Magasin begynder besættelsen og forfølgelsen. Julie har ét mål. Hun vil have magten over denne kvinde. Hun vil ødelægge hende. Hun vil have hende til at føle samme smerte som hun selv. De andre tre er først forargede men bliver snart inspirerede til at optage deres egen forfølgelse af mennesker for at forløse deres indre dæmoner, som bunder i håbet om kærlighed, hævn og hurtige penge.

Intet er selvfølgelig som det ser ud til at være, og i hvert eneste kapitel møder de fire nye overraskelser og mere modstand, der blot bringer stædigheden frem i stedet for at få dem til at opgive forfølgelsen. Det, der i starten får de fires handlinger til at fremstå som idioti for typer, der ikke har andet at lave, udvikler sig til nærmest skæbnebestemte heltegerninger.

Det er altså virkelig godt skruet sammen af Kazinski symbiosen. Det er imponerende, hvordan de fires historier væves ind og ud af hinanden i et sammenhængende stærkt plot uden at tabe en eneste tråd. Det hele kammer så en smule over mod slutningen, hvilket, jeg også syntes, var tilfældet med plottet i Den Sidste Gode Mand. Men det vælger jeg som læser at bære over med og siger i stedet tak for god og solid underholdning, der ovenikøbet giver noget at tænke over.

 

Kantslag af Dorthe Nors

~ isabelrosado

Nors__Dorthe_Kantslag_300Det er tid til at slå et slag for novellerne, der ligesom digtsamlinger alt for ofte bliver overset til fordel for romanerne. Det er synd, for novellers skarptskårne form indeholder, når de er allerbedst, nogle sindsoprivende historier, der er mindst lige så stærke som i de bedste romaner. Hvis de var skrevet som romaner, ville flere af dem faktisk ikke være til at holde ud, for noveller kan være ret hård kost, der skal indtages i små bidder sætning for sætning og tygges godt igennem, inden man kaster sig over den næste.

Af nogle af de bedste og mest anbefalelsesværdige novellesamlinger jeg har læst – og det er desværre alt for få, vil jeg lige nævne Bavian af Naja Marie Aidt og Jan Sonnergaards trilogi Radiator, Sidste søndag i oktober og Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen (det er jeg også). Det er virkelig psykologisk horror forklædt som hverdagsfortællinger, der graver dybt og ondt i de mindst flatterende sider af menneskesindet. Historier der både er vildt originale, foruroligende, og helt fantastiske.

Det samme gør sig gældende med denne lille, fine sart rosa sag med den hårdtslående titel, Kantslag, som Dorthe Nors har skrevet. Dobbeltheden mellem det sarte, skrøbelige og det knaldhårde går igen i novellerne. Historierne er skrevet i et enkelt, jordnært sprog, de er korte og afdæmpede og komplet uforudsigelige. Hver gang man tror, man har regnet pointen ud, bliver det hele vendt på hovedet. Nors noveller overrasker for hver sætning. De er simpelthen geniale.

Som selveste Oprah har beskrevet det:

I denne bog fremstår dansk skønlitteratur som dansk møbeldesign: enkel og sublim.

Danske Nors har nemlig fået strålende anmeldelser worldwide og er blevet et stort navn i USA. Hun har som den første danske forfatter nogensinde haft en af sine noveller i The New Yorker, og det er faktisk en bedrift som i sig selv burde få flere til at læse med herhjemme.

Hvad handler historierne så om? Det vurderer du bedst selv som læser. Men for mig handler de i sin helhed om følelser og om handlinger som følge deraf. Kærlighed der begynder. Kærlighed der dør. Overgreb, forstillelse, selvbedrag, opløsning, magtesløshed, resignation, ensomhed, håb og ikke mindst grusomhed. De er subtile og livskloge men ikke for sarte sjæle. Det skal du på ingen måde lade dig skræmme af.

Så tag denne lille lyserøde sag med det dystre og tankevækkende indhold med i sommertasken og læs Nors noveller i parken, på stranden eller på caféen. Hold en lang pause mellem hver og kig på menneskene omkring dig. Hvad mon der foregår bag facaden?