Kategori: Bog bobler

Sandheden om Harry Quebert sagen af Joël Dicker

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-03-31 kl. 13.05.12Hvem myrdede Nola Kellergan? Det spørgsmål er motoren, der får læseren til at fræse igennem de knap 700 sider i den stærkt hypede verdensomspændende bestseller-roman Sandheden om Harry Quebert sagen.

Den unge succesforfatter Marcus Goldman er gået helt i stå med at få skrevet den svære to’er. Han opsøger sin gamle mentor Harry Quebert også en forfatter, som har været berømt i mange år for sine romaner og lever et stille liv i den lille fredelige by Aurora i New Hampshire. Idyllen bliver brudt, da der en dag bliver fundet et lig i Harry Queberts baghave. Det viser sig at være resterne af den unge Nola, som forsvandt 33 år tidligere og var forfatterens store kærlighed. Harry Quebert bliver anholdt for mordet men nægter sig skyldig. Marcus Goldman sætter sig for at undersøge sagen til bunds og rense sin vens navn. Han dykker ned i en guldgrube af en historie, der leverer alt stoffet til hans næste store roman – ja flere endda, for i Aurora er ingen, hvad de giver sig ud for at være. Med velkonstruerede spring i tid og sted får vi serveret en kærlighedshistorie, løst mordgåden samt et indblik i forfattergerningens kvaler og glæder.

Selv om hovedpersonerne er store litterater, er der dog ikke meget at komme efter hverken sprogligt eller litterært. Sproget er jævnt og lige ud af landevejen. Dialogen er stærkt svingende mellem det interessante og troværdige og det håbløst klichéfyldte. Karaktererne er flade, og især kvinderne fremstår komplet idiotiske og karikerede. Beskrivelsen af 15-årige Nola som den mandlige våde forfatterdrøm om den hengivne muse, opvarter og dørmåtte er lige til at skære tænder over. Heldigvis overrasker hun som en af de få undervejs.

Handlingen pløjer derudaf uden for mange sidespring, hvilket er en god ting, når det mest er plottet, der fænger. Jeg kan nu også godt lide historien om Harrys og Marcus venskab, og hvordan forfatterspiren suger til sig af den erfarnes gode råd. Det er mange af de samme råd man kan finde i fagbøger om kreativ skrivning, men det er fornyende at få lidt genopfriskning i romanform.

Sandheden om Harry Quebert sagen er absolut ikke det mesterværk, den i mange, især udenlandske, medier er udråbt til, men den er i sin helhed en top underholdende krimi med et forrygende plot, der tager utallige overraskende drejninger undervejs og holder læseren fanget helt frem til sidste side. Det er romanens store styrke. Jeg kan godt forstå, at den kun 29-årige schweiziske debutant Joël Dicker har høstet mange roser for at holde styr på sine plot twists og binde alle de løse tråde sammen i en flot buket. Det er ret godt gået.

Anden Person Ental af Daniel Dencik

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-03-21 kl. 12.40.52Historien i Anden Person Ental er oprørende læsning, og det er den især, fordi vi ved, den er baseret på forfatterens egne erfaringer. Der står godt nok roman på omslaget, men hovedtrækkene er fra virkelighedens verden, og det gør, at man som læser i den grad kommer op af stolen og får trang til at gøre oprør mod det system, som hovedpersonen Alexander er oppe imod. Han er delefar til tvillinger, som bor hos deres mor i Sverige, og han selv bor i Danmark. Samvær og samarbejde fungerer tilsyneladende upåklageligt, indtil den dag børnenes mor beslutter sig for, at Alexander ikke længere skal se sine børn med beskyldninger om, at han har været voldelig mod dem.

Et bureaukratisk mareridt og en følelsesmæssig nedtur der strækker sig over måneder og år tager sin begyndelse og står den dag i dag uforløst. Daniel Dencik har som sin fortællerstemme Alexander ikke set sine børn i næsten to år. Forfatteren beskriver sit følelsesmæssige kaos, der svinger fra håb og optimisme til total magtesløshed og selvmordstanker. Han formår gennem hele forløbet at opføre sig civiliseret og efter reglerne, selv om hans indre rebel bliver vækket og fremmaner tanker om kidnapning og hævn samt forståelse for de værste massemordere, der føler sig snydt af systemet. Trods det at hans venner kalder ham for skvattet, holder han fast i sig selv. Han har som de fleste af os ikke personlighed til bøllemetoder og ved, at det intet nytter i det lange løb. Han bliver nødt til at spille efter reglerne, kæmpe for sin sag via rettens vej og holde ud. Processen med at skrive sig igennem smerten med denne uhyrlige og højt roste roman hjælper ham formentlig med at bevare sin forstand.

Som læser bliver man hurtigt overbevist om, at Alexander er uskyldig i anklagerne, blandt andet fordi han bliver renset for dem af anklagemyndighederne i løbet af historien. Det hjælper ham bare ikke, for da han endelig får mulighed for at se sine børn, er meldingen, at det ønsker de ikke. Alexander mener, de er underlagt en form for hjernevask, og at de siger det for at undgå konflikter med moren. Vi ved reelt intet om, hvad der foregår hos modparten, og det er bogens eneste svaghed. Vi hører kun historien fra hovedpersonens side. Den mulige forklaring, vi får, på morens besynderlige opførsel er, at hun gentager et svigt, hun selv har været udsat for i barndommen. Men selv om der skulle være det mindste hold i anklagerne mod Alexander, er det en fuldstændig urimelig modstand og mangel på forståelse, der venter, da han står overfor de svenske myndigheder i sagen.

– Åh hvor kommunalt, siger vi, når noget bliver for bureaukratisk, trækker i langdrag eller er for rigidt i system-Danmark. I Sverige har stadsdelsförvaltningen åbenbart fået den pædagogiske, politiske og regelrette korrekthed så galt i halsen, at man har lyst til at skrige. Man kan kun håbe, at romanen maner til eftertanke hos de implicerede parter, der sikkert vil kunne genkende sig selv. Daniel Denciks roman er ligeså vigtig, som den er velskrevet, og jeg vil kraftigt anbefale den til alle, der har børn, arbejder med børn eller med forældres rettigheder,  – såvel som til alle andre.

Den Hemmelige Socialdemokrat

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-04-04 kl. 14.08.30Man kan sige meget om den stærkt medieomtalte bog Den Hemmelige Socialdemokrat. Men kedelig er den i hvert fald ikke.

Det er en afslørende bog for de, der ikke til dagligt interesserer sig voldsomt for spillet bag kulisserne på Borgen. Selv er jeg ikke en af de journalister, der dækker Christiansborg og hænger ud med partimedlemmer i baren på kongresserne. Faktisk er jeg en af de (sikkert få), der ikke bryder sig om det politiske spil, spin, strategier, magtkampe, intriger og afledningsmanøvrer. Jeg interesserer mig mere for det, som de fleste almindelige vælgere gør: Den konkrete politik der bliver gennemført, og de konsekvenser den har for befolkningen og for Danmark som helhed.

Og måske netop derfor synes jeg, at Den Hemmelige Socialdemokrat er en dybt underholdende men også foruroligende bog. For hvis det, den fortæller mig, er sandt, så får jeg i den grad bekræftet mine værste fordomme om politikere, og hvordan ambitioner spænder ben for idealisme. Folketingsmedlemmer vil åbenbart sælge deres sjæl for at tage del i magten. Under pseudonymet Mefisto beskriver den anonyme forfatter, som angiveligt er et medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe, de interne stridigheder i partiet fra 2005 og frem til nu. Og især tiden efter regeringsdannelsen i 2011, hvor Socialdemokratiet med statsminister Helle Thorning-Schmidt i spidsen måtte give køb på ja faktisk alt, hvad de havde lovet vælgerne inden valget for at danne regering med de nu så magtfulde Radikale og et amputeret SF, der stille og roligt er blevet flået for ethvert selvstændigt synspunkt sidenhen.

Bogens forfatter, som anser sig selv som whistleblower, fortæller lystigt om konflikterne mellem de enkelte i ledelsen i partiet, alliancer, kaffeklubber og netværk i gruppen, problemer med baglandet og vælgerne og ikke mindst om magtspil og kynisme af værste skuffe. Bortset lige fra det med at begå mord for at nå i mål er de fleste politikere åbenbart helt på linje med superskurken Frank Underwood fra tv-serien House of Cards. Der er vitterligt ikke den store forskel. De, der har lederskabet dikterer, hvad de menige medlemmer må mene og sige og ve den, der vover at tale fra hjertet, når en fastlagt strategi med regeringspartneren skal køres i stilling overfor pressen. Det bliver påtalt og straffet. De stakkels MF’ere må dårligt nok have en selvstændig mening eller stille kritiske spørgsmål internt i partiet. Det må virkelig være en flad fornemmelse, når man endelig er valgt ind i Folketinget for at gøre en forskel og repræsentere sine vælgeres interesser. Men sådan er det jo.

Politik handler om kompromiser diktatorisk bestemt af de stærkeste. De der ikke retter ind med det samme kommer til at makke ret som små drenge og piger i matrostøj, når de mærker konsekvenser som udfrysning, decideret voksenmobning eller i visse tilfælde underhåndslevering af de skeletter de selv har i skabene til den altid velvillig presse.

Bogen fortæller ikke noget nyt, siger de garvede politiske journalister. Det er bare fiktion og fri fantasi siger andre – dog mest de politikere den handler om. Flere respekterede analytikere er enige om, at det, der beskrives, i store træk holder, selv om det hele er spicet gevaldigt op med kulørte metaforer og sladder fra tredje geled. Det er top underholdende, særdeles velskrevet men i bund og grund også ret så nedslående læsning. Hvis jeg nogensinde skulle have haft en naiv og idealistisk drøm om at gå ind i politik, så er den da slået helt til jorden nu. Bortset fra det, er det en god bog, men den gør ikke noget godt for den aktuelle vælgerlede – tværtimod.

Den Danske Borgerkrig 2018-24 af Kaspar Colling Nielsen

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-03-27 kl. 21.29.57Så er jeg også hoppet med på en bogbølge og har netop afsluttet Kaspar Colling Nielsens vilde og meget roste fortælling om en kommende borgerkrig i Danmark. Hvis man tog de virkeligt negative briller på, kunne den godt lure lige henne om hjørnet ovenpå grådighedens årti med finanskrise, umoralske banker, naive låntagere, lammede politikere og den gradvise afvikling af velfærdsstaten tilsat massearbejdsløshed og oprør, hvor politikere bliver halshugget foran Borgen og erhvervsbosserne torteret i deres Strandvejsvillaer. Det er ret så uhyggeligt, og hvis alt ender galt, kvalmende realistisk med tanke på de krige, der faktisk finder sted i verden, hvis det ikke lige var fordi, at historien bliver fortalt langt ude i fremtiden af en 475-årig gammel rigmand, der lever det evige liv som en af de få udvalgte i et stamcelleprogram. Han fortæller om krigen, der fandt sted i hans unge dage som hipster på Nørrebro og om sin nutidige overdådige tilværelse med luksus og jævnlig gruppesex i det globale jetset. Det gør han lidt på samme måde som Snobberne i Rytteriet fortæller om udnyttelse af deres au-pair piger som den mest naturlige ting i verden, og så har han en talende og tænkende hund ved navn Geoff. Hans eneste sande ven, der som et reflekterende og nu ofte ulykkeligt væsen må igennem de samme livskriser som sin herre.

Historien om tiden før, under og efter den danske borgerkrig er krydret med en række fuldstændigt langt ude og grumme men også helt fantastiske historier og fabler, man ikke lige umiddelbart kan gennemskue meningen med, udover at de er ret opfindsomme. Fra en suicidal grønlænder der belaster sundhedssystemet til en psykisk syg bjørn, der savner sin honningkrukke på en lukket afdeling. Den historie, der gjorde mest indtryk på mig, er beskrivelsen af en tomats personlige holocaust. Jeg kommer nok ikke til at åbne en dåse flåede tomater med samme ligegyldighed som før lige foreløbig. Man må så sandelig tage hatten af for forfatterens fabelagtige fantasi og ikke mindst hans formidable sprog. Romanen Den Danske Borgerkrig 2018-24 er en skønsom blanding af grum realisme og surrealistisk satire, der smækker nogle sandheder om menneskelig dårskab lige op i hovedet på os. Nogle ret så skræmmende sider af menneskeheden, vi ikke vil kendes ved, men som kommer til udtryk, når mennesket er under pres eller i krig eller bare keder sig og derfor er nødt til at skabe en eller anden form for krig eller drama i tilværelsen. Der er flere pointer i historien, der giver stof til eftertanke. Forestil dig for eksempel at alle de intelligente men ofte ret så voldelige tv-serier, mange af os jubler over i dette årti, leverer inspiration til den sadisme, der uundgåeligt rammer, hvis en krig bryder ud i et samfund, der ikke er vant til krig. Ikke en rar tanke, vel? Den her roman er så original, fantasifuld men også så uhyggeligt vedkommende og samfundsrelevant, at du bare skulle tage at læse den. Jeg håber også, at politikerne læser med.

Stærke journalistiske fortællinger 1

~ isabelrosado

IMG_2204Jeg har ikke nået at blive færdig med så mange bøger i denne måned, selv om jeg er i gang med et par stykker. I stedet vil jeg berige din digitale læsehylde med links til nogle af de bedste longreads, jeg har læst i det sidste års tid. Det er lange journalistiske fortællinger af høj kvalitet. Også kaldet non-fiktion. Yderst læsværdige historier fra den virkelige verden baseret udelukkende på fakta og skrevet af nogle af verdens dygtigste og mest ihærdige journalister og kreative ildsjæle, der skriver så godt, at man kan høre violinerne i baggrunden. Og som de fleste, der interesserer sig for verden nok ved, overgår virkeligheden altid fantasien i en grad, at man tror, det er løgn.

De Utilregnelige af Ander Legarth Schmidt i Politiken

Der er langt om længe fokus på psykiatrien i de danske medier. Politikens Anders Legarth Schmidt rapporterer i serien De Utilregnelige fra en retspsykiatrisk lukket afdeling og tager læserne med ind i en verden og ind i sindet hos nogle mennesker, vi som udenforstående ved meget lidt om og har svært ved at rumme. Det er intens læsning samtidig med, at det er sobert, nøgternt og velskrevet journalistik af højeste klasse. Det lyder måske nemt at være fluen på væggen et sted i en uge og så bare beskrive, hvad man ser og hører. Det er det ikke, og det kræver en særlig fintføling og respekt for sine medmennesker at få accept og åbenhed fra så sårbare og ja utilregnelige personer, at de godt tør fortælle deres historie, så vi andre kan blive bedre til at forstå.

Amager For Evigt af Palle Strøm i Euroman

Som inkarneret amagerkaner, der skal bæres herfra, når tiden kommer, er det altid sjovt og bekræftende at læse artikler med lidt pladderromantik om det særlige sammenhold, at Amager er ved at blive hipt som kreaklassens nye åndehul midt i al råheden og den slags. Palle Strøm har skrevet et herligt portræt af “lorteøen”, der meget fint viser, hvorfor amagerkanere ikke er til at rokke.  – Vi er ingenting sammen, siger komikeren Christian Fuhlendorff, og det tror jeg opsummerer det meget godt. Kan godt være at vi har en smart café eller to, og at der var opløb til mere hiphed før 2008 med nyrenoveret strand og det hele, men efter finanskrisen er Amager stort set spillet tilbage til start. Se bare hvordan størstedelen af forretningsgaden Amagerbrogade er henlagt som totalt skod. Det må man godt sige, når man bor her selv. Jeg er nu sikker på, at Amager vil rejse sig og blomstre igen uden at ødelægge det autentiske, råheden, mangfoldigheden og sammenholdet. Man har vel lov at håbe.

Me & My Girls af David Carr i New York Times.

David Carr er en af de mest profilerede og dygtigste journalister fra The New York Times. Du kan blandt andet se ham folde sig ud i dokumentaren Page One: Inside the New York Times, som jeg også kraftigt kan anbefale. Den handler om krisen på verdens bedste avis og kan blandt andet ses på Netflix. Men Carr har også en utrolig stærk og rystende personlig historie, som mangeårig stofmisbruger og enlig far til to døtre.

Læs Carrs personlige essay Me & My Girls og følg evt. op med bogen The Night of The Gun.

Marie Colvins Private War af Marie Brenner i Vanity Fair

Allerede fra starten af den ufattelige og forfærdelige borgerkrig i Syrien, der nu har varet i tre år, mistede nogle af verdens modigste journalister livet. Marie Colvin var en af de mest markante udenrigskorrespondenter i verdenspressen. Måske husker du hende fra oprøret på den ægyptiske Tahrir plads, hvor hun rapporterede midt i menneskemylderet med sin karakteristiske klap for øjet. Hun mistede synet på det ene øje, da hun blev ramt af en granatsplint, mens hun mange år tidligere rapporterede fra borgerkrigen i Sri Lanka. Alligevel fortsatte hun ufortrødent og beundringsværdigt som krigskorrespondent. Hun var som mange af hendes slags drevet af en helt særlig journalistisk støbning, og det koster både fagligt og privat. Læs hendes historie her.

Hyperboleandahalf – Depression Part Two

Hos www.longreads.com finder du et udvalg af de bedste featureartikler i verden. For eksempel et bud på de ti bedste i 2013 her

Jeg vil fremhæve en lidt usædvanlig fortælling, som longreads har på 2. pladsen nemlig bloggeren hyperboleandahalf, som har fremstillet en af de fineste og mest rammende fortællinger om, hvordan det er at lide af depression. Kvinden bag har fortalt sin historie i en skønsom blanding af grafik og tekst på bedste Jørgen Clevin manér. Hvis læsere ikke fattede noget om depressioner før, så gør de det forhåbentlig nu. Og der er flere fine, skæve og rørende historier fra forfatterens liv med et helt særligt kunstnerisk udtryk. Bloggen har meget forståeligt masser af læsere verden over.

Nadjas historie – stemmen fra Tøndersagen af Janni Gjersen Hansen i Politiken

Det er ikke til at holde ud, men jeg synes, at man som borger i samfundet har pligt til at læse historien om den misbrugte pige fra Tøndersagen. Her fortæller hun med sine egne ord – og det er artiklens absolutte styrke, nøgternt om hvad der skete, og hvordan det har påvirket hende. Det er hård læsning, og man bliver vred og dybt frustreret over, at et menneske kan blive svigtet så hårdt af sine syge forældre men også af systemet i velfærdsdanmark, som skulle have hjulpet hende og søsteren ud af helvede flere år tidligere. Nadja, som hun kalder sig i artiklen, levner heldigvis håb hos læseren om, at det forhåbentlig og måske nok skal bedre sig for hende alligevel, selv om det aldrig kan blive helt godt med alle de ar på sjælen. Hun fremstår stærk og reflekterende og indstillet på at komme videre. Det, og at politikere og kommuner lærer af denne sag, så noget lignende aldrig kan ske igen, er måske nok for naivt at håbe på. Men de har denondelyneme pligt til at gøre et meget ihærdigt forsøg.

 

 

The Goldfinch – af Donna Tartt

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-01-23 kl. 15.58.02Hvis jeg kunne, ville jeg betale dig for at læse denne roman. Så god er den. Den svæver øverst på New York Times bestseller liste, og jeg kan med sindsro sige, at den har indtaget førstepladsen på min personlige hitliste over de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Kan være fordi jeg er håbløst bagud med alle klassikerne og mest bruger min tid på nyere litteratur. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at det her er et krystalklart mesterværk.

The Goldfinch er noget helt for sig selv. Uden at være litteraturekspert er jeg fuldstændig overbevist om, at langt ude i fremtiden vil lige præcis denne murstensroman stå tilbage som en af de store litterære klassikere fra det 21. århundrede.

Theo Decker er kun tretten, da han med nød og næppe overlever et terrorangreb på Metropolitan museet i New York. Det gør hans højtelskede mor og eneste støttepæl i livet til gengæld ikke. Da socialrådgiverne spørger, hvem de kan ringe til, som holder af ham og kan tage ham til sig, står det snart klart, at svaret er ingen. Faren, en falleret C-skuespiller og gambler, er stukket af for længe siden, og bedsteforældrene har ikke “overskud”. De er fuldkommen ligeglade. Theo har mistet sin mor og er nu helt alene i verden. I en langvarig tilstand af chok, sorg og savn bliver Theo en semi-zombie og passiv tilskuer til sin egen tilværelse. Han bor først hos en kammerat på den dyreste del af Manhattan, men da han så småt er ved at falde til, bliver verden vendt på hovedet igen, og han bliver tvunget til at flytte til et usselt liv i Las Vegas. Theo bliver kostet rundt til den ene uholdbare situation efter den anden, indtil han som voksen endelig tager skeen i egen hånd og finder sin egen ikke helt ufarlige vej.

Det eneste, der holder ham kørende under opvæksten er, udover et eskalerende stofmisbrug og et par livsvigtige venskaber, det uvurderlige maleri af en lænket guldfinke, han kommer til at tage med sig ud af museet, efter bomberne er sprunget. The Goldfinch er Theos trøst, et smukt værk der får hans mørke hjerte til at lyse og forstærker mindet om hans mor. Men maleriet er også hans skæbne. Samtidig med at det lærer ham, hvordan stor kunst kan give alt mening i verden for den enkelte – selv når livet er meningsløst, bringer det også en helvedes masse bekymringer med sig og sender ham direkte i uføre i den kriminelle underverden.

Der er visse ligheder med Jonathan Safran Foers Ekstremt højt og utroligt tæt på, også en virkelig god roman, men bortset fra afsættet og det følelsesmæssige kaos efter tabet af en forældre, er den alligevel helt sin egen og efter min mening bedre.

The Goldfinch er en roman, hvor man holder vejret hele vejen igennem. Donna Tarrt har været ti år om at skrive den, og der er da heller ikke sat et eneste ord forkert eller for meget på de knap 771 sider. Den er så smukt og sanseligt skrevet, at man bare må bøje sig i støvet over hver eneste sætning. Det bliver aldrig påtaget, indforstået, højpandet eller værst af alt kedeligt. Ikke et eneste sekund. Det her er stor litterær kunst, der både gør dig klogere på livet og konstant skaber levende, klare billeder og sætter hele følelsesregisteret i spil, så man griner og græder. Bedst af alt er det en voldsomt medrivende, vild og vidunderlig fortælling om tab, sorg, frygt, besættelse, søgen efter mening, venskab og stor kærlighed i det moderne Amerika. Og oven i købet er det en højt begavet thriller, der kan få enhver skribent til at lægge pennen fra sig af bar benovelse og utilstrækkelighed. Det er der dog ingen grund til, for hvis The Goldfinch skulle sætte standarden, ville der kun udkomme en lille håndfuld romaner i verden hvert år. Den her fantastiske historie, og den visdom den strør om sig, har gjort næsten lige så stort indtryk på mig som læser, som Theos maleri gør på ham, og det er første gang, jeg har den holdning, at en roman på knap 800 sider godt må være længere. Du bliver simpelthen bare nødt til at læse den.

The Goldfinch er på vej i en dansk oversættelse med titlen Stillidsen fra Lindhardt og Ringhoff

Forbandede Yngel af Anne-Cathrine Riebnitzsky

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-01-27 kl. 12.17.24Først et stort tillykke til Anne-Cathrine Riebnitzsky som netop har  vundet boghandlernes pris De Gyldne Laurbær for sin tredje roman Forbandede Yngel. Det gav også mig tilskyndelse til at få læst bogen, som jeg har haft på hylden et stykke tid, og jeg kan kun tilslutte mig koret af de mange roser. Det er klart den bedste bog, jeg har læst af en dansk forfatter i lang tid. Den er så velskrevet og fornemt komponeret med et smukt, enkelt og poetisk sprog, der aldrig forsøger at være mere end det er, men som alligevel rager højt op i skyerne. Handlingen springer i tid og sted men på en yderst elegant måde, så man som læser aldrig er i tvivl om, hvor man er, og hvad det handler om.

Romanen afspejler som tidligere nævnt Riebnitzskys eget liv og fortæller historien om Lisa og hendes tre søskende, der vokser op i et dysfunktionelt hjem på landet med en afstumpet, voldelig far og en psykisk syg mor. De lever i konstant frygt for forældrenes utilregnelige opførsel og ved aldrig, hvad dagen byder på af tæsk, skænderier, psykisk terror, løgne og fortielser, eller om det lejlighedsvis bliver en god dag til alles overraskelse. De fire søskende har heldigt for dem et tæt sammenhold og hver deres overlevelsesmekanisme, selv om den grumme barndom præger dem for altid. Lisa og hendes ældste bror flygter ind i militæret og finder fred og frihed som udsendte i Afghanistan. Lisa kan samle et gevær, hoppe i faldskærm ti gange om dagen og foretage afhøringer, der skræmmer hende selv, men inderst inde kæmper hun med et temmelig dårligt selvværd.Den yngste søster hengiver sig til klaverspil men bryder som voksen sammen og bliver indlagt efter et selvmordsforsøg. I flyet på vej hjem for at besøge sin søster sidder Lisa sammen med en mand, hun tilfældigvis er forelsket i, og hun beslutter sig for at fortælle hele sin historie til ham. Måske som et forsøg på at overgive sig til kærligheden og sætte alt på spil, for at se om det vil briste eller bære. Om hun er værd at elske, når alle familiehemmelighederne er lagt på bordet.

Den her bog kan kun ramme enhver, der har siddet bare en smule “skævt på potten” og levet med frygt for sine forældres reaktioner, tvivlet på deres kærlighed og eget værd. Det handler ikke om misbrug og myndigheder, der burde have fjernet børnene. Men om et af de sikkert mange hjem hvor alt ser tilforladeligt ud på overfladen, men hvor forældrene svigter big time, fordi de ikke magter andet, uanset om det er af ond vilje eller ej.  Den form for dysfunktionalitet som udspiller sig bag kulisserne og som gør ondt, men som desværre nok er meget mere udbredt og genkendelig, end man lige skulle tro. Uanset om man er opvokset i den rene idyl eller det modsatte, vil bogen ramme rent hos de fleste. Det er en grum fortælling, men heldigvis er der også både humor og håb at løfte sig op ved. Så læs den. Læs den nu.

Bemærk så også lige det flotte omslag begået af knalddygtige grafiske designer og multitalent Henriette Mørk, der har skabt et fint billede på det skønne, der trods alt også er i Lisas opvækst på forsiden men med diskrete detaljer om det grumme, især på bagsiden – af livet kunne man tilføje.

Bryllupsintrigen af Jeffrey Eugenides

~ isabelrosado

Skærmbillede 2013-12-31 kl. 14.43.52Hvor er jeg glad for, at jeg langt om længe fik læst Bryllupsintrigen, som er en perle af en dannelses-/kærlighedsroman. Den er skrevet af græsk-amerikanske Jeffrey Eugenides, der tidligere har vundet Pulitzerprisen for romanen Middlesex, og som også står bag The Virgin Suicides. Dem har jeg begge til gode.

Vi befinder os på Brown college i Providence, Rhode Island, USA i 1982 og følger netop dimitterede Madeleine, som elsker victoriansk og romantisk litteratur og derfor skriver hovedopgave om bryllupsintrigen, som man finder den i værker af Jane Austen. Ligesom en hovedperson i en Austen roman finder Madeleine snart sig selv som midtpunkt i et humoristisk men også en hel del mere realistisk og tidssvarende trekantsdrama, hvor hun må vælge mellem dragende, højtbegavede og maniodepressive Leonard med “det smuldrende sind” eller jordnære, søgende, intellektuelle Mitchell, der vil vide “hvorfor han er her, og hvordan han skal leve”. Der er Soft Cells Tainted Love i højtalerne, og hvis man vil vide, om fyren har tænkt sig at ringe, må man pænt vente hjemme med en rystende hånd på fastnettelefonen.

Vi følger de tre det første år efter college, og de kommer til at lære mere om meningen med livet og kærlighedens sande natur på det år, end de fleste når på en dekade. Romanen er fyldt med litterære og kulturhistoriske referencer, og så er den helt fantastisk velskrevet. Læsningen stryger bare af sted samtidig med, at man næsten på hver eneste side får mere substans til hjernearkivet i form af  simple men ikke desto mindre interessante, filosofiske og religiøse betragtninger, der er svære at modsige. For eksempel: “At alle kunstnere kun skaber for at fodre deres egen narcisisme. At ethvert brev der bliver skrevet fra en person til en anden er et kærlighedsbrev. At Guds rige ikke er et sted men en sindstilstand.” Og meget mere i samme dur. Derudover er sidehistorien om at leve som og med en maniodepressiv så indlevende og smertefuldt beskrevet, at det ikke bare gør ondt at læse men også giver et solidt indblik og en bedre forståelse.The Marriage Plot er historiens originale titel, og kærlighedshistorien mellem de tre er meget mere plot end intrige, i hvert fald ligeså spændende som en pageturner med et absolut veldrejet, uforudsigeligt plot og flere aha-oplevelser både undervejs og til sidst. Kort sagt og til både voksne drenge og piger, der gerne vil reflektere lidt over deres egen coming of age historie: læs den.

 

Sort sne falder af Michael Katz Krefeld

~ isabelrosado

Skærmbillede 2013-12-28 kl. 10.50.27Det blev til to halvdårlige og en helgod krimi op mod julen, og da bog bobler jo kun handler om bøger, jeg vil anbefale, kommer her et par linjer om den helt gode: Sort sne falder af Michael Katz Krefeld er en dansk thriller af klassisk, internationalt format. Spændende, velskrevet, detaljeret og med et originalt og flot konstrueret plot, der holder hele vejen igennem de mere end 600 sider.

En lettere depraveret politiker bliver udsat for et attentat under et valgmøde. Det ligner aktivisme fra den yderste venstrefløj men viser sig at være en del af en større konspiration begået af kræfter i magtens inderste korridorer. PET-Chef Nikolaj Storm og vicekriminalkommissær Kathrine Bergman fra politiets drabsafdeling er det usædvanlige makkerpar, der skal efterforske sagen, som snart spinder tråde ind i deres personlige liv og fortid. Sporene peger mod hemmelige, skrinlagte koldkrigsprojekter på Grønland og en mystisk magtfuld loge, som Storms nyligt afdøde far, en berømt arkitekt, viser sig at have været en del af. Målet er i bedste James Bond stil at opnå den totale magtfaktor og verdensherredømmet, uden at midlet på noget tidspunkt synes alt for langt ude. Tværtimod er der researchet igennem for at skabe en gedigen og troværdig historie. Karaktererne er solide og nuancerede omend typiske for genren. Kathrine balancerer på kanten af klichéen som den hårdkogte enspænder af en politikvinde, der benytter sig af ureglementerede metoder, har et iltert temperament og altid er klar med en slagkraftig replik. Hun er selvfølgelig jaget af indre dæmoner efter misbrug i barndommen og er derfor på konstant hævntogt mod alverdens forbrydere. Men indenunder læderjakken og det smukke men ikke-forfængelige og lidt punk-agtige ydre banker naturligvis et hjerte af guld. Personligt kunne jeg godt tænke mig lidt nytænkning i stedet for Lisbeth Salander version 37.2. På den anden side tror jeg, at det er lige præcis sådan traditionelle krimielskere vil have deres helte og heltinder, samtidig med at de kræver kvalitet, spænding og uforudsigelighed. Hvis du kan se dig selv i den gruppe, kan jeg kun opfordre til at lægge dig godt til rette i sofaen og gribe fat i Sort sne falder.

The Circle af Dave Eggers

~ isabelrosado

Skærmbillede 2013-11-29 kl. 09.19.15“Fremtiden tilhører dem der deler.” Det kunne man læse i en kommentar på facebook forleden. Det vidner om, at Dave Eggers nye fremragende roman The Circle er uhyggelig relevant. For hvad gør det ved os, når vi bruger en stigende mængde af vores tid på de sociale medier, og hvad skal det hele så ende med? I The Circle ender det så galt, at jeg efter endt læsning havde lyst til at droppe ud af al digital aktivitet.

Den unge Mae Holland lander drømmejobbet hos software giganten The Circle, som har opslugt google, facebook, Twitter, LinkedIn og alle de andre og opnået monopol status på de sociale medier. TruYou hedder din konto og her er intet livsøjeblik for uinteressant til ikke at blive dokumenteret. Det er tværtimod et krav. ALL THAT HAPPENS MUST BE KNOWN er firmaets mantra. For hvis du ikke deler, så snyder du andre, der går glip af din oplevelse, uanset om det er en formidabel udsigt over Himalaya, eller når din syge far skider i sofaen. For tænk på alle dem, der ikke selv kan rejse, eller har lignende problemer der hjemme. De har brug for din erfaring. Og hvis du ikke deler, så deltager du jo ikke i fællesskabet. Så er du en asocial egoist.

The Circle er verdens mest attraktive arbejdsplads, hvor kun de bedste får job og i den påståede fritid kan boltre sig på firmaets enorme campus. Et Disneyland af fryns og personalegoder: fitness, golfbaner, teater, koncerter, comedy, you name it – they got it. Imens bliver de stille og roligt hjernevasket af firmaets stiftere De Tre Vise Mænd, der som snedige prædikanter og lumske diktatorer vender enhver lille fjerbold af kritik på hovedet med dygtige argumenter og kriminelle aktiviteter. Mae stiger hurtigt i graderne med sine spontane indfald af slogans til firmaets branding: SECRETS ARE LIES, SHARING IS CARING, PRIVACY IS THEFT. Imens mister hun kontakten til sine nærmeste og ikke mindst sig selv.

The Circle er dystopi, samfundskritik og satire i skønsom blanding. Det er også en thriller, der får dig til at sidde med stigende puls og ondt i maven af stress på personernes vegne i deres kamp for at bevare status og anseelse i firmaet med konstante ratings, vanvittige performance krav og overvågning i alle døgnets timer. Firmaets mission er at fuldende cirklen i logoet, og for at det kan ske, skal verden være 100 procent transparent. Hvordan det skal foregå, må du læse dig til, men det er temmelig skræmmende  – især fordi det er så pokkers vedkommende. Scenariet er overdrevet og komplet urealistisk – vil nogen sige. Men tænk på hvor meget der er sket på de sociale medier bare indenfor de sidste par år? Det er jo et krav, at vi deltager. “Gå digital eller dø”, læste jeg fornylig i mit fagblad. The Circles skræmmescenarie kunne meget vel vente lige om hjørnet og ikke i en fjern fremtid. Så læs The Circle, grib fat i egen tast og husk hvad der er vigtigt i dit liv, inden det er for sent.

Dave Eggers er en af USA’s allerbedste forfattere med en lang række romaner bag sig. For mange år siden læste jeg den selvbiografiske Et hjertegribende værk af overvældende genialitet. En af mine top ti romaner til dato. Den handler om, hvordan Eggers i en meget ung alder mister begge forældre og må tage sig af sin bror, mens han finder fodfæste i tilværelsen som ung og lidt for hurtigt voksen. Den er fantastisk og lever i den grad op til sin selvironiske titel.