Ofrene af Morten Brask

Skærmbillede 2016-06-20 kl. 16.38.29Det er et ubehageligt emne, forfatter Morten Brask behandler i sin seneste roman Ofrene.

Slet ikke et emne jeg havde lyst til at fordybe mig i og især ikke efter at have fulgt med i Informations fremragende journalistiske serie, Jeg blev voldtaget. Her står en række kvinder offentligt frem og fortæller dybt personlige historier om at være offer for voldtægt.

Brasks roman handler om en voldtægt beskrevet fra en mandlig synsvinkel. Ikke som voldtægtsmand eller offer men som ofrets kæreste. Hun er det oplagte offer. Men han er også et offer for den krænkelse, hun er blevet udsat for. Han lider som hende under konsekvenserne af traumet og døjer med tanker om hævnlyst, magtesløshed, skyld, skam og utilstrækkelighed. Og de er muligvis ikke de eneste ofre i denne sag.

Jeg skal ærligt indrømme, at hvis ikke jeg var blevet inviteret til bloggermøde hos Politikens forlag for at møde Morten Brask, havde jeg nok ikke orket at gå i gang med en roman om så tungt et tema, selv om jeg havde hørt godt om den.

Efter et vældigt interessant og inspirerende møde gik jeg hjem med bogen og ville lige skimme et par sider, inden den forventeligt røg over i bunken af halvt læste bøger, så jeg kunne gå videre med en anden. Men jeg kunne ikke slippe den og blev færdig over weekenden. Ofrene handler faktisk om meget mere end voldtægt, og så er den ualmindelig velskrevet.

Brask skriver i en minimalistisk stil med skarptskårne, intense dialoger krydret med sirlige poetiske elementer, der beskriver omgivelser og sindsstemninger. Det er godt, og det bløder op for de brutale og detaljerede passager om selve voldtægten, der fremstår råt for usødet, fortalt i en nøgtern men ikke desto mindre kvalmende, dokumentarisk stil både under afhøringen af politiet, da parret netop har anmeldt voldtægten og senere under retssagen, hvor den formodede gerningsmand står tiltalt.

Vi var de sidste der kom ind i salen, en bevægelse gik gennem de andre, ikke som noget forstyrrende, mere som den slørede bevægelse man så ofte har set i film om koralrev, sløret, forsinket. Som søanemoners tentakler. Stilhed.

Parret har kun kendt hinanden i et halvt år, da det sker, og alting forandres. De er fornylig flyttet sammen, og på årets hedeste sommernat er hun i byen med veninderne, mens han venter derhjemme. Hun kommer hjem næste morgen, fuld, i chok, forslået og med tydelige mærker af kvælertag på halsen. Han tager hende med til Rigshospitalets traumecenter og sørger for, det bliver anmeldt. Hun får foretaget de nødvendige retsmedicinske undersøgelser og bliver afhørt af politiet. Han må ikke være med under afhøringen men lytter ved døren. Læserne er med helt tæt på i det private rum, og selv om vi som ofrene helst vil stikke af fra det hele, er vi fastlåst i situationen og romanens jerngreb og bliver nødt til at blive.

Derfra springer handlingen mellem tiden før og efter voldtægten. Med de stramme og til tider irriterende og øretæveindbydende dialoger fra forholdets begyndelse, opdager læserne hurtigt, at parret har andre problemer. Brask er en mester i at vise, hvad der er galt mellem de to uden at fortælle det.

Det er således ikke kun en barsk fortælling om realiteterne omkring en voldtægt men også en lille ’gyser’ om et dysfunktionelt parforhold, der bygger på forskruede forestillinger om kærlighed som en afhængighed. Om en kvinde med psykiske problemer, en mand der ikke kan finde ud af at sige fra, og et par der ikke er ærlige overfor hinanden. En yderst læsværdig roman.

Ofrene er Morten Brasks tiende udgivelse. Det er den første, jeg læser men absolut ikke den sidste. Tidligere har han blandt andet udgivet den selvbiografiske og meget roste En pige og en dreng. Den handler om et ungt par, der mister deres for tidligt fødte tvillinger. Bestemt heller ikke en historie jeg frivilligt vil opsøge med så ubærligt og angstprovokerende et tema. Men efter at have læst Ofrene bliver jeg nødt til det.

Bogen er venligst tildelt af Politikens Forlag.

Stenslag af Anna Pia Holmgaard

Skærmbillede 2016-05-26 kl. 11.17.57Det er altid en glæde, når en kollega lykkes med sine forfatterdrømme. Jeg kender ikke Anna Pia Holmgaard personligt og har aldrig mødt hende, men på mange måder tror jeg, at vi ligner hinanden. Uddannede journalister der lever af journalistik og kommunikation og har skønlitterære ambitioner. Nu er Holmgaard debuteret med romanen Stenslag på forlaget Turbine, og den kan hun godt være stolt af.

Det er sommer og ferietid, da en række skæbner fletter sig ind og ud af hinandens livsbaner, mens de drøner ud af motorvejen. Hver for sig er eller bliver de forbundne under kørslen, og turen bliver et vendepunkt i hver persons liv.

Stærkest er historien om Lars og Lotte og deres to børn på vej mod ferie i Skagen. Prototypen på en kernesund superfamilie anno 2016 med styr på det hele, men under overfladen er der giga-krise.

De elskede hinanden. Men de elskede allermest de bedste versioner af hinanden, ferieudgaven af Lotte og Lars. Solbrune, glade, veludhvilede, og allerhelst ved pool, langt væk hjemmefra, hvor IKEA-indkøbene støvede til. Den bedste version af dem hver især var desværre gået i hi for at passe på sig selv i den brandstorm af krav, de begge stod i.

For Lotte og Lars intensiverer det ægteskabelige drama sig på turen. Lars får for lidt og har været utro med karrierekvinden Carin. Hun udviser stalkeradfærd på telefonen og følger efter mod Skagen i overbevisning om, at Lars snart vil forlade sin kone. Lotte opdager en sms på hans telefon, fanden er løs på den jyske motorvej, og det går selvfølgelig værst udover børnene. Forældrene farer løs på hinanden og års indestængte aggressioner bliver sluppet ud og æltet udover den anden i et infantilt raseri.

Da de når i feriemål, må svigermor træde til. Lars’ mor Inga synes de begge er nogle fjolser men støtter op for børnenes skyld. Inga har ellers nok at se til med en døende veninde på hospice, der tilfældigvis er karriere-Carins mor, men de har ikke kontakt. Inga sætter Lars og Lottes perfektionisme og høje forventninger til hinanden i perspektiv. Hun er fra en generation, der tager ansvar. Deres historier er hver især fængende og indlevende og flere steder rørende beskrevet. Men der er mange flere i persongalleriet, hvis liv bliver viklet ind i hinanden i bedste Short Cuts-stil, og nogle gør mere indtryk end andre.

Svagest står historien om Jos og Lilla. To unge piger på eventyr, der ender som en flugt fra egen idioti. Deres handlinger fører til gengæld et andet par sammen og danner en fin lille kærlighedshistorie. Og så er der unge Stine hvis møde med den afdankede rockstjerne Luffe sætter evige spor.

Stenslag er et samlet set yderst velfungerende, velskrevet og flot anlagt puslespil af historier og personer, der bindes sammen omkring et veldrejet plot, der kulminerer i Skagen, hvor alle ramler ind i hinanden. Et afdæmpet drama med hverdagshistorier sat helt ud på spidsen. Jeg kunne godt have undværet et par af personerne og deres historier. Det bliver lidt overfladisk hist og pist. Men det er svært at sige hvilke, da alle har en funktion for helheden. Uanset er det en flot, ambitiøs og vellykket debut.

Bogen er venligst tilsendt af Turbines forlag.

 

Pigen uden navn af Christina Baker Kline

Skærmbillede 2016-05-26 kl. 11.15.34Nr. 1 på New York Times’ bestsellerliste er som oftest en varedeklaration, der siger god for kvaliteten af en roman. Det gælder måske ikke ligefrem Fifty Shades of Grey (ved ikke, har ikke læst den) men Pigen uden navn eller Orphan Train, som er originaltitlen er en særdeles velskrevet og rørende historie, og jeg kan godt forstå, den har solgt over 2 millioner eksemplarer i USA.

Den beskriver et stykke amerikansk historie, som der kun er ganske få vidner tilbage til at berette om. I perioden 1854 til 1929 blev mere end 200.000 forældreløse og fattige børn fragtet tværs gennem USA i togvogne. Børn helt ned til 2 år blev sat på disse tog alene, overladt til de andre børns nåde og med en uvis fremtid forude. Et stop i hver by hvor de blev sat frem til skue i håb om adoption af kærlige forældre men oftest med udsigt til sult, snavs og slavearbejde.

Romanen har to spor: I nutiden følger vi 17-årige utilpassede Molly, som selv er plejebarn, da faren er død og moren psykisk syg. Som et led i samfundstjenesten efter at have stjålet en laset kopi af Jane Eyre på biblioteket, bliver Molly sat til at hjælpe 91-årige Vivian med at rydde op på sit loft. Her bugner kasserne af minder fra Vivians lange liv, og snart ruller historien om Vivians fortid som et af de forældreløse togbørn op i levende billeder.

De to kvinders historie som forældreløse er vidt forskellige. Der er trods alt forskel på at være fattig og alene under depressionen i 30’erne og plejebarn under finanskrisen i 00’erne, men selvom Vivians barndomshistorie er grummere end Mollys, er følelserne ved det at miste sin familie, være forældreløs og overladt til fremmede, der ikke har samme grad af naturlig kærlighed som forældre vanligvis har, de samme.

Da Vivian beskriver, hvordan det føltes at være underkastet fremmedes nåde og barmhjertighed, nikker Molly. Hun ved kun alt for godt, hvordan det er at undertrykke sit naturlige jeg, at fremtvinge et smil, når man er komplet følelsesløs. Efter et stykke tid ved man ikke mere, hvad ens egne behov er. Man er taknemmelig for det mindste strejf af venlighed, men når man bliver ældre, er man mistænksom. Hvorfor skulle nogen gøre noget for én uden at vente noget til gengæld? Det gør de for det meste heller ikke. I de fleste tilfælde oplever man mennesker fra deres værste side. Man lærer, at de fleste voksne lyver. At de kun tænker på sig selv. At man kun er interessant i det omfang, man er til nytte.

De to kvinders møde hjælper dem med at blomstre op på ny og genfinde fodfæstet i tilværelsen og tilliden til andre. Det har man brug for, uanset om man er 17 eller 91. Romanen er klassisk feel good men usentimental og nøgternt fortalt med en bred appel til både voksne læsere og YA kendere. Sproget er ligetil og lettilgængeligt. Historien er vedkommende, slutningen er happy (tør jeg godt røbe), og engang i mellem er det helt ok – ja ligefrem tiltrængt, så længe det ikke klistrer med honning ned af siderne. Jeg kan rigtigt godt lide den.

Bogen er venligst tilsendt af Gads Forlag.

Orkansæsonen og stilheden af Anne-Cathrine Riebnitzsky

Skærmbillede 2016-04-21 kl. 18.27.23Ethvert valg i et menneskes liv har konsekvenser for personen selv såvel som for andre. Derfor må vi som individer tage ansvar for vores valg. Det bliver på fornem vis fremstillet i Orkansæsonen og stilheden den seneste roman af Anne-Cathrine Riebnitzsky. En række menneskers liv bliver viklet ind i hinanden i denne højt anlagte og dybt ambitiøse fortælling, hvor en lang række karakterers plottråde er spundet sammen i et net og viser sommerfugleeffekten i aktion. Altså forestillingen om at en sommerfugls vingeslag på den ene side af kloden kan starte en orkan på den anden side. Lidt ligesom i film som Short Cuts, Crash, Magnolia og Babel, hvis du husker dem. Film hvor en række liv og skæbner bundet sammen af fælles temaer flettes ind i hinanden, og det hele går op i en højere enhed og bliver til én historie, der hænger sammen på forunderlig vis. I denne roman kommer vi omkring temaer som blandt andet tro, sorg, kærlighed, selvtægt, retfærdighed, drab og tilgivelse.

Det er ikke så lidt, og jeg må indrømme, jeg var skeptisk, da jeg gik i gang med bogen, samtidig med at jeg havde skyhøje forventninger, idet Riebnitzskys seneste og selvbiografiske roman Forbandede yngel var så forbasket god. Læs min anbefaling her

Man kan tydeligt mærke, at Riebnitzsky vil noget helt andet men også ualmindeligt meget i denne roman. Det vildeste er, at det rent faktisk lykkedes.

De primære personer er præsten Monica, som er god til at give gode råd til andre og påvirke dem til at ændre deres liv. Det gør hun med en selvhøjtidelig skråsikkerhed, der ser ud til at virke. Hun er gift med Johan, der som astronom og videnskabsmand er modpolen til hendes uomtvistelige tro. Menigheden søger mod Monica, når de er i krise, er ved at miste hus og hjem, og når barnet er på vej ind i en kriminel løbebane. Hun giver dem klar besked.

“Jamen Beate, jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med den slags mennesker. Det er altså ikke Guds skyld, når folk forbruger mere, end de har. Eller når de forsømmer deres børn og bagefter beklager sig over deres opførsel. Det er som om ideen om, at ethvert valg har konsekvenser er sat helt ud af spil.” Øjnene gløder. Monica er et kraftværk, en drage, en orkan af aktivitet og røre og diskussioner. Men inderst inde i Monica er der altid et fredeligt sted, som kommer frem til sidst. Det må være dér, Gud sidder i Monica. Lige midt i orkanens øje.

Beate er forsvarsadvokat og nedlægger rådyr med bue og pil. Det gør forfatteren også selv, hvilket er ret tydeligt i de fine og sanselige beskrivelser af jagten, som ellers er en aktivitet, der interesserer mig meget lidt. Hendes mand er død i en trafikulykke, og siden da har hun kæmpet med skyld og ikke været i stand til at skyde et stykke vildt, selvom hun ønsker at finde tilbage til sit tidligere selv. Oveni det bliver hun udfordret af en dominerende og bitter mor og en forelsket politimand og jagtkollega. Beate og Monica finder hinanden i et venskab, der muligvis ikke var blevet det samme uden de omstændigheder, der involverer en række personer i lokalområdet og bringer dem sammen.

Der er mange flere personer med her og et spindelvæv af sidehistorier og dramatiske brudstykker. Jeg tabte ikke tråden undervejs, og det hele er fortalt med et overmål af sanselighed og en indlevelse udover det sædvanlige, der gør at man bliver hængende. Forfatteren forstår at sætte sig overbevisende og troværdigt i sine karakteres sted, uanset om det er den selvstændige, karrierebevidste Beate i sorg, den sydamerikanske gadepige Nory der søger lykken i Nordamerika, eller de unge, danske fløse Marcus og Benjamin, der  roder sig ud i noget snavs med rockere og narkogangstere og en ulykkelig forelskelse oveni.

Et umiddelbart uoverskueligt projekt lykkedes til fulde, især fordi Riebnitzsky både formår at gøre en fortælling, der kunne have været unødvendigt kompliceret til relativ enkel og overskuelig uden at gå på kompromis med de litterære kvaliteter. Det er ret godt gået.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

 

 

Alene Hjemme af Kirsten Hammann

Skærmbillede 2016-04-21 kl. 18.26.24For noget tid siden efterlyste jeg jeres bud på, hvem der er de sjoveste kvindelige forfattere i Danmark. Se mere her

Kirsten Hammann er utvivlsomt en af dem. Men som jeg også var inde på, er hendes sans for satire af den mere ondsindede tragikomiske slags. Den der tager fat om menneskers ømmeste punkter og ryster igennem. Hendes personer er ofte helt uudholdelige og alt, alt for meget, og alligevel vil man gerne se, at de klarer sig igennem de trængsler, de stiller op for sig selv.

Kirsten Hammann skriver så godt, at det gør ondt at læse. Ikke på grund af handlingen men mere det præcise og lammetæskende sprog. Hun prikker hul lige der, hvor der er allergrimmest i mennesker. Og hun gør det med en subtil humor, der er så skarp, at det ikke er tilladt at grine, men det er svært at lade være.

Hvis Hammann var en mand, havde hun formentlig været udskældt af mange feminister, men det er hun ikke, så hun må godt. Hun må godt udlevere kvinder i det moderne velfærdssamfund, når de er svagest som de selvoptagede, pinlige, neurotiske og ynkelige stakler de (vi?) indimellem er og sætte det hele lidt på spidsen.

De kvindelige hovedpersoner i Hammans bøger har ofte nul selvværd. Vi finder aldrig rigtigt ud af hvorfor, det står så skidt til bortset fra et par små hints. Men i deres tankestrømme er de virkelig gode til at spænde ben for sig selv. Sådan er det også for Sara i parforholdsgyseren Alene Hjemme, og sådan var det for Julie i Hammanns forrige roman Se på mig – bare på en helt anden måde. Den er i øvrigt stærkt anbefalelsesværdig. Det er dog længe siden, jeg har læst den, så jeg ikke har skrevet om den her på bloggen.

Sara er freelancejournalist og er flyttet ind hos Philip i en herskabslejlighed i København. Philip har travlt med sit firma og to døtre, som kommer besøg hver anden uge. Sara har svært ved at tage sig sammen til at finde arbejde og realisere sine drømme som børnebogsforfatter. Hendes tanker arbejder på højtryk med at bearbejde verdenssituationen, den er sort som kul og med dystre udsigter. Hun er sig uhyggeligt bevidst om flygtningekrisen, klimakrisen, ulighedskrisen, den kommende borgerkrig og jordens undergang. Alligevel vil hun gerne have et barn med Philip, og når hun ikke grubler over verdens tilstand, og hvor grim, forkert og uduelig hun selv er, tænker hun på, hvordan hun skal få ham overtalt – inden han dropper hende, hvilket hun er overbevist om, han vil gøre.

Sara kigger på sig selv og byen, og alle mennesker som dødsmærkede. Hvilken evne til at leve videre med kniven for struben. Sara og Philip og alle hun kender, og alle dem hun ikke kender, hele Danmark og Europa sidder på Versailles og venter på, at pøblen tropper op og slår dørene ind. Imens spiser vi økologiske grøntsager og fedtfattig ost og vitaminpiller, som om det gør nogen forskel, når hovedet alligevel skal kappes af.

Sara bruger alle sine mentale kræfter på selvudslettelsen men holder krampagtigt fast i forsøget på at realisere en umulig drøm om det gode forhold. Men når man har det sådan, er det umuligt, og det bliver ikke nemmere, da den smukke, flamboyante og påtrængende Frederikke flytter ind ovenpå. Snart sidder Frederikke med ved middagsbordet og bliver bedste venner med Philips børn. Frederikke er mindst ligeså mægtig en dramaqueen som Sara, og hun er også på jagt efter en mand og et barn. Sara kan se katastrofen forude, men kan hun forhindre den?

Om begrebet selvforstærkende profeti går i opfyldelse, må du læse romanen for at opdage.

Alene hjemme er en parforholdsgyser af format. Den strækker sig lidt for langt men overgår med højlitterær kvalitet og det sydende sprog mange af de romaner, der bliver spyttet ud på stribe og lanceret indenfor genren domestic noir. Jeg vil godt afsløre, at der er ikke nogen, der får kappet hovedet af, men det er alligevel så noir, som det kan blive.

 

 

Hambros Allé 7-9-13 af Lotte Kaa Andersen

Skærmbillede 2016-04-21 kl. 18.26.02Lotte Kaa Andersens debutroman handler om mennesker, der beboer nummer 7, 9 og 13 på en villavej i Hellerup. Kæmpevillaer, der kun er de mest velhavende forundt, gemmer sig bag forskansende hække på Hambros Allé, en adresse så celeber at den er en turistattraktion i sig selv.

Men også på de hvidskurede millionærpalæer revner væggene, utøj kravler ind i sprækkerne, og rotter sidder fast i hulrum og spreder en rådnende og varslende stank i de fine huse.

Det går ellers forrygende i månederne op til finanskrisen. Både gamle og nye penge, diskrete velhavere og ferrari-flashende nyrige mingelerer til fester med fri champagne og frugt- og chokoladedekorationer i 10.000 kroners klassen. Da finanskrisen slår til for fuld styrke, krakelerer det hele både i fysisk og mental forstand.

Det her er ikke et peepshow bag kulisserne hos de rige og smukke, og der er ikke meget glamourøs virkelighedsflugt at hente i Lotte Kaa Andersens debutroman. Det handler om virkelige mennesker med de samme eksistentielle og konkrete problemer som alle andre.

De økonomiske af slagsen er dog i en helt anden prisklasse end gennemsnittets. Det samme kan man sige om forbruget og opretholdelsen af den livsstil på 1. klasse, personerne har været vant til.

Men depression, utroskab, meningsløshed, arbejdsløshed, parforhold i krise og frygt for ikke at kunne betale husleje er også almene problemer for beboerne på Hambros Allé, og det bliver beskrevet med både indsigt og empati i denne yderst velskrevne roman.

Line er gift med virksomhedsarvingen Kristian. Hun har aldrig rigtig brugt sin journalistuddannelse til noget men har passet villaen og børnene i en årrække, mens han har betalt regningerne. Hun kan agere den perfekte værtinde og arrangerer storslåede middage som ingen anden.

Men nu er tiden gået. Line har aldrig misset en kageliste på skolen, men hun har glemt sig selv. Det er der smerten ligger, hun ser det først nu, og måske er det for sent.

Ægteskabet knirker, Line har været utro med en ung fitnessfyr, der bor på Nørrebro. Kristian er deprimeret, og familievirksomheden er i økonomisk uføre.

Det unge par Cille og Ask er nybagte forældre og har købt et faldefærdigt og overvurderet hus på den dyre adresse. Det er Asks drøm at bo på den fine adresse, selv om han er fra Amager, og Cille fra starten kan se, at de er totalt fejlcastet til at være en del af Hellerup-segmentet. Men boliglånet fanger, og drømmen om det gode liv falder fra hinanden i takt med, at hullerne i taget bliver større.

Kaare er udspekuleret ejendomsmægler med hang til udenomsægteskabelige udskejelser, hans kone Caroline aka Jernkussen foragter ham men tåler ham, så længe han opretholder økonomien. Hun er selv en succesfuld advokat, der hjælper nødstedte rigmandsfruer med at sikre sig, inden de skal skilles og bliver sendt ud i en etværelses i ekskonernes ghetto, når manden har fundet sig en yngre model. Og mens de har travlt med det, overser de fuldstændigt deres ensomme søn.

Ingen er lykkelige, uanset hvor flot de bor, og hvor meget de uhæmmet kan købe delikatesser til middagen og det rigtige porcelæn, men alle opretholder facaden indtil pengene forsvinder. Da finanskrisen rammer, skrider gulvtæppet for alvor under dem alle.

Det er en flot og meget læseværdig debut, Lotte Kaa Andersen har skrevet, og hvis du er til socialrealisme i 2900 med både vid og bid, må du ikke gå glip af den.

 

De smukkeste af Karin Slaughter

Skærmbillede 2016-04-04 kl. 16.43.25I der jævnligt følger med her på bogbobler ved, at min blog er baseret på anbefalinger, og derfor er anmeldelserne overvejende positive omend ikke ukritiske. Jeg skriver mest om bøger, jeg er begejstret for, og som jeg synes er værd, at I kære læsere bruger jeres sparsomme tid på, og hvorfor jeg synes det. Sure og negative anmeldelser må de betalte anmeldere tage sig af.

Det betyder så også, at der kan gå tid mellem indlæggene på bloggen, for i de sidste par måneder har jeg fået en del bøger i hænderne, som desværre ikke har fænget. Det betyder ikke, at de er decideret dårlige. Mange ligger et sted på midten af skalaen mellem spild af tid og fremragende, og dem er der bestemt også plads til her. For tiden har jeg gang i flere bøger, som er lidt træge i opstarten, men som jeg alligevel har tænkt mig at læse færdige. Det er bøger, der kan noget med sproget eller historien eller begge dele, men som alligevel får øjnene til at glide i eller koncentrationen til at glippe. Man lægger dem fra sig, begynder på en ny men ved, at man vil vende tilbage. Det er tit de bøger, vi betegner som murstensromaner. I ved dem på over 450 sider.

Heldigvis er der også bøger, som fanger fra side 1, og som er umulige at slippe før the end, trods mere end 400 sider, trods træthed og travlhed og andre forpligtelser (og HBO som jeg fornylig har startet abonnement på – OMG der er serieguf dér). Sådan en bog er De Smukkeste af Karin Slaughter. Alligevel har jeg det ambivalent med at anbefale den. Den kræver, at man er til genren psykologisk thriller – og det er jeg uden tvivl. Men den her har så også lige fået tilsat en solid dosis splat oveni (horror, blod og indvolde), og det i en grad, så det bliver modbydeligt, ubehageligt og direkte kvalmende. Jeg hader splattergenren, uanset om det er som bog eller film. Men føj den her er stadig så spændende, overraskende og helt igennem velskrevet, at det går ikke an at lægge den fra sig. Karaktererne har dybde. De er uforudsigelige, og det samme er plottet. Flere gange har man lyst til at kyle bogen langt væk på grund af de grusomheder personerne skal gennemleve, men det går ikke. Man er nødt til at vide, hvad der sker. Fy føj det er fremragende.

Historien handler kort fortalt om to søstre Claire og Lydia, som efter mange år uden kontakt finder sammen igen, da Claires mand bliver myrdet under et røveri. Søstrene har levet to vidt forskellige liv med et voldsomt familietraume hængende over hovedet. Deres søster Julia forsvandt på mystisk vis tyve år tilbage, og det har tæret på hele familien. Lydia har kæmpet sig gennem tilværelsen for at få sit liv på fode efter år med misbrug. Claire har levet i sus og dus med en mand, der forgudede hende. Da han er væk, finder Claire væmmelige videoer på hans computer, der vender op og ned på billedet af, hvem han egentlig var, og søstrene bliver konfronteret med fortiden. Det er ikke småting, de to kvinder bliver udsat for, og de må klare ærterne selv. Hverken politi, FBI eller nogen andre er til at stole på, selvom de instanser ret hurtigt er i hælene på dem.

Jeg vil ikke skrive mere om handlingen. Men hvis du er til genren og har nerverne til det, så er De Smukkeste i en klasse for sig. Det er Uhyggeligt med stort U og fed streg under. Og med risiko for efterfølgende mareridt.

Jeg har læst et par bøger af Karin Slaughter før, blandt andet Hvid død, som også er eminent godt skruet sammen. Hun kan sit kram, men hun lever altså også foruroligende godt op til sit efternavn, og jeg kan love en ting, hvis De Smukkeste bliver filmatiseret, skal jeg ikke se den. Men læs den endelig – hvis du tør.

Bonusinfo: Slaughter har udgivet novellen Lyst hår, blå øjne der kan hentes som e-bog. Den fortæller forhistorien til De smukkeste om hvad der skete med den tredje søster Julia.

De smukkeste er venligst tilsendt af forlaget Harper Collins Nordic

 

 

Stockholm Delete af Jens Lapidus

9788771465075Sveriges efter min mening bedste krimiforfatter, hedder Jens Lapidus. Ophavsmand til begrebet Stockholm Noir. I sine bøger portrætterer han en underverden i den ellers så smukke by, der ligger langt væk fra et postkort image som nordens Venedig, men som ikke desto mindre er fuldstændigt overbevisende og troværdigt. Lapidus er inspireret af retssager i sin anden profession som forsvarsadvokat, og selvom han for længst kan leve af sit forfatterskab, kan man sagtens forstå, at han holder fast i sit hverv, for dér er stoffet til de mange bøger.

Nu er han tilbage med opfølgeren til VIP-rummet , og den fik ikke lov at ligge uåbnet længe.

I Stockholm Delete (genial titel med en dobbeltbetydning!) bliver hovedpersonerne, ex-gangsteren Teddy, indhentet af sin fortid som betalt kidnapper, og den kloge advokatsild Emilie ryger ud i en eksistentiel og karrieremæssig krise. Det umage par dannede makkerskab i første del af serien om de to, som efterlod en gevaldig cliffhanger i VIP-rummet, og som læserne endelig kan få svar på i denne historie. I hvert fald noget af svaret. For igen bliver kun en del af den konstante spænding forløst mod slutningen. Vi efterlades med en ny ulidelig cliffhanger, og vi får ikke alle svarene men nok til, at man som læser kan være tilfreds men må væbne sig med tålmodighed og vente på næste bog for svar på nye spørgsmål. Det gælder om at finde de bageste bagmænd af organiseret kriminalitet, som udover kidnapning også omhandler økonomisk svindel i milliardklassen, våbensmugling, hvidvask, en hemmelig pædofiliring, mord, korruption og alt det snavs, man overhovedet kan komme i tanke om. Men det handler også om et tiltagende skel mellem bund og top i det svenske samfund og en åben diskussion om, hvor der er mest råddent at være.

Der er mange gangstere, mellemmænd og håndlangere at holde styr på og nogle går endda under flere navne som Mazern og Kum. Det kan godt blive lidt forvirrende. Men det hele hænger forbandet godt sammen. Ikke én løs forbindelse bliver efterladt i de mange plottråde, og det er så jävligt godt fortalt.

Karaktererne er autentiske og troværdige. Man interesser sig for dem og følger gerne med Emelie til hjembyen, den fordrukne far og den fornægtende mor, og når Teddy husker tilbage på barndomsminder og den moral og opdragelse, han trods alt har fået med sig af sin far.

Jeg har tidligere rost Lapidus formidable evne til at arbejde med sprog, stilskifte og sans for detaljer alt efter hvilken karakter, vi følger, og her er han helt tilbage på toppen med sin sikre vekslen mellem gangsterdialog spækket med slang og de høfligere men ikke mindre anspændte samtaler mellem de fine advokater og velhavere i den stockholmske overklasse. Med helt korte skarpe sætninger sætter Lapidus eminent en scene: spændingen i lokalet: tusinde megawatt…. eller beskriver en handling eller følelse med et rammende og originalt ordvalg.…Nikola løftede Teddys gøb: holdt den nede med begge hænder foran sig som en Beck nar i en svensk uvirkelighedsfilm.

I Stockholm Delete er vi med Nikola på udgang, Teddy unge nevø, der blot en uge efter han er lukket ud af ungdomsanstalten ryger ud på et seriøst skråplan. Og i tilbageblik er vi med til politiafhøringer af Mats Emanuelsson, den mand Teddy engang kidnappede men som senere tog sit liv. Nu er hans efterladte familie i ekstrem knibe.

En mand bliver fundet myrdet og skamferet til ukendelighed i et sommerhus på Värmdö og i nærheden finder politiet en anden kvæstet mand, Benjamin søn af Mats. Han kan ikke huske noget men bliver tiltalt for mordet. Nu beder han Teddy og Emelie om hjælp.

Emelie skal være Benjamins forsvarsadvokat, mens hun og Teddy efterforsker på egen hånd. Det er ikke velanset i det prestigefyldte advokatfirma, hun arbejder for, så forsvaret må hun klare i smug og i sin fritid. Snart befinder Teddy og Emelie sig i livsfare. For Emelie ender det med alvorlig stress og selvmedicinering med beroligende Stesolid, stærkt vanedannende og farligt sammen med alkohol. For Teddy bliver det en returbillet til hans gamle farlige og voldelige selv.

De seksuelle spændinger mellem Teddy og Emilie bliver uventet forløst. Han er så meget ikke hendes type og slet ikke den fyr, hun stolt kan vise frem på de fine caféer i Stockholm, og det ved han. Til gengæld har han det uimodståelige “den gode gangster-gen” og er samtidig en fyr med pæren i orden og hjertet på rette sted. Det er et klart fremskridt og langt mere interessant, at spændingerne mellem dem fremover skal handle om, hvorvidt de kan finde ud af både at være elskere og samarbejdspartnere end om hvorvidt de nogensinde skal knalde, som krimiklichéen ellers foreskriver.

Efter min mening kan en krimi ikke skrues bedre sammen. Sprog, plot og karakterer går op i en højere enhed og til forskel fra flertallet af de nordiske krimier er realismen og troværdigheden helt på plads. Det der foregår her, kan du  jævnligt høre om i nyhederne; våbensmuglere, kriminelle netværk, skandinavisk mafia med rødder i Balkan, mord for penge og magt. Det her sker til forskel fra mange andre krimiers overdrevne dyrkelse af psykopatisk og dæmonisk splatterhævnsadisme som motiv.

Jens Lapidus er toppen af toppen af superligaen i nordisk krimi. Serien om Emilie og Teddy er som skabt til en stærk TV-serie. Det skulle virkelig undre mig, hvis den ikke snart dukker op på en skærm i nærheden af dig. Den kan blive helt forrygende god men aldrig bedre end bøgerne!

Stockholm Delete er udkommet på dansk på Forlaget Modtryk.

 

Min far er en tiger af Sara Roepstorff

Skærmbillede 2016-02-27 kl. 17.43.49Forleden på biblioteket stod den her roman og bød sig til på hylderne. Jeg havde ikke rigtig lyst til at læse den, for jeg vidste, at den handlede om kræft. Men alene det smukke omslag, som burde have prisen for det pæneste i 2015, havde jo gjort sig bemærket i min bevidsthed, og nu stod den her og brølede blidt og knurrede kælent: læs mig, læs mig. Jeg tog den med hjem og tænkte at det nok blev en af dem, der røg ulæst retur en måned efter, når sms’en med tilbagekaldelsen tikkede ind.

Så en eftermiddag læste jeg de første sider, og jeg slap den ikke igen, før jeg var færdig, og det var blevet nat. Indholdet er mindst ligeså smukt som omslaget. En meget rørende og vedkommende og så fint skrevet fortælling for alle der har kræft inde på livet, hvad enten det er som sygdomsramt, pårørende eller berørt af angsten for at få det på tæt hold. Men også for alle andre som gerne vil aflive lidt af berøringsangsten omkring kræft, sygdom og døden. Jeg var pårørende til min højtelskede mormor under et ret intenst forløb i 1997-98. Hun vil altid bo i mit hjerte. Jeg var med hende hver dag og til det sidste, men det gjorde mig ikke mindre berøringsangst overfor sygdommen senere hen, tværtimod. Det gjorde mig skrækslagen.

Jeg ville ønske, at jeg havde haft denne bog i hænderne dengang, hvor jeg havde nogenlunde samme alder som forfatteren har i 2012, da hun skal indstille sig på at miste sin far.

Debutanten Sara Roepstorff fortæller om sin fars sygdomsforløb, der strækker sig over to ulidelige år i et virvar af chok, frygt, håb, afmagt og stor smerte men også af skønhed og genfundet nærvær, glæde over de små ting i tilværelsen og sammenhold i en familie med kærlige forældre og tre unge søstre. Udover farens sygdom og snarligt afsluttede liv står de midt i udfordringer med uddannelse og eksamener, ny kærlighed og nybagt moderskab. Sara skal flytte sammen med sin kæreste og to år efter, hvor hun gradvist bliver forandret for stedse, er han der til hendes overraskelse stadig. Bogen er fortalt fra hendes jeg til kærestens du.

Saras forældre er biologer, og ligesom de finder stor glæde i at følge med i fugleliv og udklækning af havørneæg på en iPad over flere dage, har Sara en særlig evne til at bemærke naturens liv og mirakler omkring hende og beskrive den på smukkeste vis. Måske som en afledning for sin egen frygt og sorg men også som bevis på, at når man står ude ved kanten af følelsesmæssig afgrund, så folder antennerne sig helt ud, og man suger livets mening til sig og den helt nødvendige følelse af at være en del af naturen, fra forårets spirer til efterårets forfald. Hun ser poesi i det hele fra knopper der springer ud, solstråler der varmer, bølgelyd der beroliger, farvestrålende malerier på hospitalet, en buket tulipaner, hun har med til sin far:

Jeg rækker de auberginefarvede tulipaner, som jeg har plukket foran stakittet til kollektivet til min far, han stikker næsen ned til støvdragerne og snuser pollen ind i lungerne fra foråret udenfor, nede under os et sted, fra jorden.

Sara ser sin far som en sej og stærk tiger, og hendes drømme og allegorier hjælper også ham i forløbet.

 Ved du godt, at dit kraftdyr er en tiger? Min far smiler, nej, det vidste jeg ikke, siger han, men ifølge den kinesiske kalender er jeg faktisk født i tigerens år. Det er en tiger, far, jeg tror det er rigtigt, jeg tænker på det hele tiden. Jeg kan se på min far, at han indvendig er stolt over det dyr jeg har valgt til ham, han tror det er mig, der har valgt tigeren. Men det er ham, der får mig til at se den.

Men som han mod slutningen må konstatere, er selv en tiger ikke uforgængelig. Slet ikke når den er indespærret i et bur, den aldrig kan komme ud af.

Romanen er på ingen måde en påtvunget tåreperser af den slags, der vil have læseren til at hulke med billige tricks. Det er en stærk, nøgtern, poetisk selvbiografisk roman, der sætter livet og døden i et meningsfuldt perspektiv, og som jeg ser det, kan den fungere bedre som hjælp til selvhjælp, end nogen selvhjælpsbog formår.

Min far er en tiger er udkommet på Forlaget Gladiator.

 

Poesi og andre former for trods af Adda Djørup

Skærmbillede 2016-02-26 kl. 13.59.36Jeg var nummer 31 til bibliotekets venteliste til denne lille skønne sag, og alligevel gik der kun tre dage, så stod den på hylden på mit lokale bibliotek klar til afhentning. Med min egen kode og et sygesikringsbevis kan jeg hente bøger, når det passer mig udenfor normal åbningstid. Det er lidt syret at gå alene rundt på biblo om aftenen og snuse til boghylderne, men det er også ret vidunderligt med komplet fred og ro til at lade sig friste af spændende titler, der byder sig til på boghylderne, når der hverken er personale eller andre lånere tilstede.

Hurra for bibliotekerne må de aldrig lukke og må der trods alt altid være behov for bogkyndigt personale.

 Poesi og andre former for trods har stået på min læseliste i lang tid. 150 skarptskårne sider med noveller og en skønsom blanding af prosa og poesi. Jeg er vild med den!

Adda Djørup skriver vanvittigt, vittigt og vedkommende. De første noveller i bogen fortæller små skøre og ret så fantasifulde surrealistiske historier med helt uforudsigelige drejninger. Ligesom karaktererne trodser alle konventioner og forventninger om korrekt opførsel drevet af lyster og indskydelser, trodser forfatteren læsernes forestillinger om, hvad der vil ske. Der tegner sig et mønster for hver historie. Hver gang man nærmer sig de sidste sider, gyser det lidt i kroppen at vende dem, for hvad pokker finder de nu på. Så snart man tror, at man har regnet personerne ud, vender de 180 grader på en tallerken, og gør noget helt forrykt. Det er sjovt, syret og exceptionelt godt skrevet. Fællestemaet er trods i flere afskygninger.

Prøv selv om du ikke kan regne ham her ud fra novellen med titlen Vesterhavet og så læs bogen og se hvad der så sker.

Jeg har det hele. Topmave, hængenosser, ekskone, måne, en bjørnerøv der snart er grå. Lægen siger at det er de lange ture, bøfferne og sovsen der giver mig forstoppelse og højt blodtryk. Jeg har en hæmoride. Sidst kom jeg hjem med gonorre. Jeg hader gummi, jeg plejer at holde mig til håndarbejdet, også for pigernes skyld. Men der var en svipser udenfor Milano.

 Så tror jeg godt, vi alle sammen kan se stereotypen på en langturschauffør for os. Men da han forsøger sig som kokainsmugler på en tur med fragt af  levende grise, får han pludselig en åbenbaring!

Længere hen bliver novellerne mindre skæve og langt mere personlige og alvorlige, fortællingerne dybere og alment rammende med temaer om kærlighedens magtmisbrug, om død, fødsel og angst for at miste. Men hver gang med et sprog der sprudler og et strejf af humor.

Novellen Nej gik lige i hjertet, og der kom tårer fra side 136 og frem. Du må selv få fat i bogen og finde ud af hvorfor. I Poesi, en historie om forfatterens yngre jeg, fortæller hun om, hvorfor hun valgte at skifte fra digter til prosaist. En sjov historie om at få tildelt en plads blandt Europas kulturelite og føle sig benovet og malplaceret på samme tid og derfra finde sit eget ståsted.

Det er dog tydeligt, at der er en erfaren lyriker tilstede i hver eneste veloplagte sætning i denne meget fine bog, som alle med interesse for det ypperste i dansk litteratur og sprogligt overskud bør skynde sig at læse.

Poesi og andre former for trods er udkommet på Samlerens Forlag.