Orkansæsonen og stilheden af Anne-Cathrine Riebnitzsky

Ethvert valg i et menneskes liv har konsekvenser for personen selv såvel som for andre. Derfor må vi som individer tage ansvar for vores valg. Det bliver på fornem vis fremstillet i Orkansæsonen og stilheden den seneste roman af Anne-Cathrine Riebnitzsky. En række menneskers liv bliver viklet ind i hinanden i denne højt anlagte og dybt ambitiøse fortælling, hvor en lang række karakterers plottråde er spundet sammen i et net og viser sommerfugleeffekten i aktion. Altså forestillingen om at en sommerfugls vingeslag på den ene side af kloden kan starte en orkan på den anden side. Lidt ligesom i film som Short Cuts, Crash, Magnolia og Babel, hvis du husker dem. Film hvor en række liv og skæbner bundet sammen af fælles temaer flettes ind i hinanden, og det hele går op i en højere enhed og bliver til én historie, der hænger sammen på forunderlig vis. I denne roman kommer vi omkring temaer som blandt andet tro, sorg, kærlighed, selvtægt, retfærdighed, drab og tilgivelse.

Det er ikke så lidt, og jeg må indrømme, jeg var skeptisk, da jeg gik i gang med bogen, samtidig med at jeg havde skyhøje forventninger, idet Riebnitzskys seneste og selvbiografiske roman Forbandede yngel var så forbasket god. Læs min anbefaling her

Man kan tydeligt mærke, at Riebnitzsky vil noget helt andet men også ualmindeligt meget i denne roman. Det vildeste er, at det rent faktisk lykkedes.

De primære personer er præsten Monica, som er god til at give gode råd til andre og påvirke dem til at ændre deres liv. Det gør hun med en selvhøjtidelig skråsikkerhed, der ser ud til at virke. Hun er gift med Johan, der som astronom og videnskabsmand er modpolen til hendes uomtvistelige tro. Menigheden søger mod Monica, når de er i krise, er ved at miste hus og hjem, og når barnet er på vej ind i en kriminel løbebane. Hun giver dem klar besked.

“Jamen Beate, jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med den slags mennesker. Det er altså ikke Guds skyld, når folk forbruger mere, end de har. Eller når de forsømmer deres børn og bagefter beklager sig over deres opførsel. Det er som om ideen om, at ethvert valg har konsekvenser er sat helt ud af spil.” Øjnene gløder. Monica er et kraftværk, en drage, en orkan af aktivitet og røre og diskussioner. Men inderst inde i Monica er der altid et fredeligt sted, som kommer frem til sidst. Det må være dér, Gud sidder i Monica. Lige midt i orkanens øje.

Beate er forsvarsadvokat og nedlægger rådyr med bue og pil. Det gør forfatteren også selv, hvilket er ret tydeligt i de fine og sanselige beskrivelser af jagten, som ellers er en aktivitet, der interesserer mig meget lidt. Hendes mand er død i en trafikulykke, og siden da har hun kæmpet med skyld og ikke været i stand til at skyde et stykke vildt, selvom hun ønsker at finde tilbage til sit tidligere selv. Oveni det bliver hun udfordret af en dominerende og bitter mor og en forelsket politimand og jagtkollega. Beate og Monica finder hinanden i et venskab, der muligvis ikke var blevet det samme uden de omstændigheder, der involverer en række personer i lokalområdet og bringer dem sammen.

Der er mange flere personer med her og et spindelvæv af sidehistorier og dramatiske brudstykker. Jeg tabte ikke tråden undervejs, og det hele er fortalt med et overmål af sanselighed og en indlevelse udover det sædvanlige, der gør at man bliver hængende. Forfatteren forstår at sætte sig overbevisende og troværdigt i sine karakteres sted, uanset om det er den selvstændige, karrierebevidste Beate i sorg, den sydamerikanske gadepige Nory der søger lykken i Nordamerika, eller de unge, danske fløse Marcus og Benjamin, der  roder sig ud i noget snavs med rockere og narkogangstere og en ulykkelig forelskelse oveni.

Et umiddelbart uoverskueligt projekt lykkedes til fulde, især fordi Riebnitzsky både formår at gøre en fortælling, der kunne have været unødvendigt kompliceret til relativ enkel og overskuelig uden at gå på kompromis med de litterære kvaliteter. Det er ret godt gået.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.