Alene Hjemme af Kirsten Hammann

For noget tid siden efterlyste jeg jeres bud på, hvem der er de sjoveste kvindelige forfattere i Danmark. Se mere her. 

Kirsten Hammann er utvivlsomt en af dem. Men som jeg også var inde på, er hendes sans for satire af den mere ondsindede tragikomiske slags. Den der tager fat om menneskers ømmeste punkter og ryster igennem. Hendes personer er ofte helt uudholdelige og alt, alt for meget, og alligevel vil man gerne se, at de klarer sig igennem de trængsler, de stiller op for sig selv.

Kirsten Hammann skriver så godt, at det gør ondt at læse. Ikke på grund af handlingen men mere det præcise og lammetæskende sprog. Hun prikker hul lige der, hvor der er allergrimmest i mennesker. Og hun gør det med en subtil humor, der er så skarp, at det ikke er tilladt at grine, men det er svært at lade være.

Hvis Hammann var en mand, havde hun formentlig været udskældt af mange feminister, men det er hun ikke, så hun må godt. Hun må godt udlevere kvinder i det moderne velfærdssamfund, når de er svagest som de selvoptagede, pinlige, neurotiske og ynkelige stakler de (vi?) indimellem er og sætte det hele lidt på spidsen.

De kvindelige hovedpersoner i Hammans bøger har ofte nul selvværd. Vi finder aldrig rigtigt ud af hvorfor, det står så skidt til bortset fra et par små hints. Men i deres tankestrømme er de virkelig gode til at spænde ben for sig selv. Sådan er det også for Sara i parforholdsgyseren Alene Hjemme, og sådan var det for Julie i Hammanns forrige roman Se på mig – bare på en helt anden måde. Den er i øvrigt stærkt anbefalelsesværdig. Det er dog længe siden, jeg har læst den, så jeg ikke har skrevet om den her på bloggen.

Sara er freelancejournalist og er flyttet ind hos Philip i en herskabslejlighed i København. Philip har travlt med sit firma og to døtre, som kommer besøg hver anden uge. Sara har svært ved at tage sig sammen til at finde arbejde og realisere sine drømme som børnebogsforfatter. Hendes tanker arbejder på højtryk med at bearbejde verdenssituationen, den er sort som kul og med dystre udsigter. Hun er sig uhyggeligt bevidst om flygtningekrisen, klimakrisen, ulighedskrisen, den kommende borgerkrig og jordens undergang. Alligevel vil hun gerne have et barn med Philip, og når hun ikke grubler over verdens tilstand, og hvor grim, forkert og uduelig hun selv er, tænker hun på, hvordan hun skal få ham overtalt – inden han dropper hende, hvilket hun er overbevist om, han vil gøre.

Sara kigger på sig selv og byen, og alle mennesker som dødsmærkede. Hvilken evne til at leve videre med kniven for struben. Sara og Philip og alle hun kender, og alle dem hun ikke kender, hele Danmark og Europa sidder på Versailles og venter på, at pøblen tropper op og slår dørene ind. Imens spiser vi økologiske grøntsager og fedtfattig ost og vitaminpiller, som om det gør nogen forskel, når hovedet alligevel skal kappes af.

Sara bruger alle sine mentale kræfter på selvudslettelsen men holder krampagtigt fast i forsøget på at realisere en umulig drøm om det gode forhold. Men når man har det sådan, er det umuligt, og det bliver ikke nemmere, da den smukke, flamboyante og påtrængende Frederikke flytter ind ovenpå. Snart sidder Frederikke med ved middagsbordet og bliver bedste venner med Philips børn. Frederikke er mindst ligeså mægtig en dramaqueen som Sara, og hun er også på jagt efter en mand og et barn. Sara kan se katastrofen forude, men kan hun forhindre den?

Om begrebet selvforstærkende profeti går i opfyldelse, må du læse romanen for at opdage.

Alene hjemme er en parforholdsgyser af format. Den strækker sig lidt for langt men overgår med højlitterær kvalitet og det sydende sprog mange af de romaner, der bliver spyttet ud på stribe og lanceret indenfor genren domestic noir. Jeg vil godt afsløre, at der er ikke nogen, der får kappet hovedet af, men det er alligevel så noir, som det kan blive.