Tid til krimi

Knaldkrimi, kvalmekrimi eller kvalikrimi? Det ene udelukker ikke det andet. Men hvilken type krimilæser er du?

Er du til klassisk detektiv eller suspekt strømer. Poirot eller Sam Spade. Engelsk landidyl eller Berlins undergrund. New York mean streets eller LA Noir. Splat eller suspense. Seriemordere eller domestic noir. Videnskab eller dæmoner. Retsmedicinsk akkuratesse eller socialrealistisk samfundskritik. Gangstere eller gys. Spektakulære plots eller antihelte. Den ensomme hævner eller panseren på afveje. Hvad synes du bedst om? Hvad skal din yndlingskrimi indeholde?

De spørgsmål stiller jeg mig selv, mens jeg giver den gas med krimilæsningen og varmer op til Krimimessen i Horsens, som jeg besøger for første gang 6.7. april. Jeg glæder mig helt enormt til at opleve den særlige horror-hyggestemning blandt kriminørder og bogfolk.

Svaret er, at jeg er til lidt af det hele, men at jeg har en række fælleskrav til kvalitet, som bliver sværere at opfylde jo flere krimier, jeg læser. Først og fremmest originalitet og overraskelser, viden der gør mig klogere på verden, interessante flerdimensionelle karakterer man gider følge, et godt og troværdigt sprog, samt fremdrift og spænding der holder fast i læsningen. Jeg bliver skuffet over langt ude i hampen utroværdige plots og twists der ikke hænger sammen, afsløring af mordere man dårligt har mødt, og som vælter ind fra højre mod slutningen, meningsløs gru og udpenslet vold der ikke har en forklaring, og når jeg har regnet det meste ud før midten. Hvis jeg SKAL vælge, så hælder jeg mere til den realistiske samfundskritiske krimi end til det spektakulære og grusomme plot. True Crime genren er bestemt også min kop te, men i perioder er jeg nødt til at undgå den, for er der noget, der skræmmer livet af mig, er det forbrydelser begået i virkeligheden.

Markedet for krimier er spækket og overfyldt, og det er blevet vanskeligere at skille sig ud. Men når det sker, kan en krimi både ryste, skræmme, røre, oplyse, vække stof til eftertanke og åbne øjnene mod nye horisonter, der er svære at glemme – på samme vis som et skønlitterært værk uden mord.

Her lidt om de seneste fire danske krimier jeg har læst, og som efter min mening ligger i den høje ende af kvalitetsspektret, og hvordan de hver for sig repræsenterer forskellige subgenrer og smag. Jeg hører gerne din mening om samme sag. Vi behøver ikke at være enige.

Krimien der gør dig klogere – Søster min af Helle Vincentz:

Søster min er den første krimi, jeg læser af Helle Vincentz, men det er absolut ikke den sidste. Her kan man virkelig mærke, at forfatteren har foretaget en omfattende research, der på imponerede vis er flettet naturligt ind i handlingen. Det handler om medicinalbranchen og dens uanede muligheder for magtspil og korruption. Hvis man ikke var mistænksom overfor medicinalvirksomheder før, så er man det i hvert fald efter læsning af Søster min.

Dette er anden selvstændige bog i serien om antropologen Sofie Munk, der arbejder som efterforsker i et privat og diskret konsulentfirma. En vidunderpille mod depression ser ud til at fjerne kvinders lyst til sex, og det er rigtig skidt for samfundsøkonomien. Mange interesser er på spil, og alle er under mistanke i denne fremragende spændingsroman. Dramakurven er dog en lidt flad fornøjelse. Spændingen ligger ikke i den omkringliggende fare, eller i det endelige opgør mellem hovedperson og skurk men derimod i Sofie Munks efterforskning og relevante spørgsmål til eksperterne, mens hun borer sig dybere ned i sagen og leverer en i høj grad, antager jeg, faktuel viden til læseren, og det er skam spændende nok. Det er også en velfortalt historie med troværdig dialog og gode karakterer. En rigtig journalistkrimi på den fede måde. Det vil sige uden medvirken af den fortærskede kliche af en journalist som hovedperson men med solid info til borgerne om samfundet.

Den højspændte krimi – Fjenden iblandt os af Jakob Melander:

En af de danske krimiforfattere der efter min mening skriver bedst er Jakob Melander. Han lægger ofte et poetisk pennestrøg over sine historier, for eksempel ved beskrivelser af København og den punkromantiske del af 1980’erne.

Det er der ikke så meget af i den seneste krimi, hvor han prøver noget nyt med en stram og tempofyldt historie, der strækker sig over knapt et døgn og følger et galleri af personer, som overskygger hovedpersonen politiassistent Lars Winkler.  Fjenden iblandt os er den sjette selvstændige del af serien med ham i centrum.

I en ghettobebyggelse ved Bellahøj findes en otteårig pige dræbt i baggården, og snart er hele boligkomplekset et inferno af racistiske og sociale spændinger tilsat politisk idioti. Også her lykkedes det at få sat flere af beboerne under mistanke, og vi følger på skift en række vidt forskellige karakterer. Slutningen i denne er lidt tam, men forfatterens indlevelse hos de enkelte er i top, og det er spændende at følge opklaringsarbejdet og den stigende frustration hos Lars Winkler og hans kollegaer.

Den spektakulære krimi – Blodspor af Julie Hastrup:

Julie Hastrup er en garvet krimiforfatter med et trofast publikum, og det kan jeg godt forstå, for hun kan sit kram og kan strikke et velfungerende plot sammen af mange fritflyvende tråde. Blodspor er forfatterens syvende med drabsefterforsker Rebekka Holm i spidsen, en kvinde der efterhånden har gået grueligt meget igennem men fortsat formår at leve og ånde for politiarbejdet.

I denne historie, som kan læses uafhængigt af de tidligere, ligger hendes svenske kæreste i koma i Stockholm, mens hun må passe sit arbejde i København. Her bliver en hel familie fundet makabert henrettet rundt om middagsbordet. Et postbud med hang til splatterfilm stikker af fra gerningsstedet, en overlevende datter kommer på afveje i en uhyggelig scene i den gamle aflukkede Danske Sal på Det Kongelige Bibliotek, og et barn svigtes på det groveste af sine inkompetente forældre. Og der er meget mere. Det hele bunder i en virkelig spansk skandalesag under Francotiden, der har vakt stor harme i Spanien. Børn blev ulovligt fjernet efter fødslen og bortadopteret for penge, og nybagte mødre blev indbildt, at børnene var afgået ved døden. Det gik især udover forældre fra dårligt stillede familier, mennesker med sindslidelser osv. Den konspiration er virkelig gruopvækkende og spændende, men plottet kammer en smule over. Intrigerne er så udspekulerede og indviklede, at troværdigheden ryger. Less is more kunne jeg fristes til at sige. Julie Hastrups socialrealistiske passager er til gengæld skrevet med en fantastisk indlevelse. Det skulle hun skrive meget mere af, for når hun beskriver, hvor grusomme voksne kan være mod børn, gør det tåredannende ondt at læse.

Den videnskabelige krimi – Djævlens værk af Lotte Petri:

Lotte Petri er også en dygtig og velskrivende krimiforfatter samt en ferm researcher med hang til bloddryppende plotmageri og grusomme mord. Der er godt styr på det faktuelle og detaljerigdom om alt fra pest og nazisme til psykisk sygdom og seriemordere og ikke mindst retsmedicinske detaljer. I Djævlens værk bevæger hun sig ud i det overtroiske og konsulterer en katolsk præst og eksorcist. Det sker efter et mord på en arkæolog og kollega til den sympatiske hovedperson, retsantropolog Josefine Jespersen, der leder en gravrydning af 1000 skeletter på Assistens Kirkegård. Der skal være plads til en metrostation, men da arkæologen bliver fundet død med et kors ridset ind i kraniet, er fanden løs. Det er både creepy og spændende.

Oooog så vil jeg da nævne den bedste danske TV-serie, jeg har set længe, Bedrag sæson 3 slog fuldstændig benene væk under mig og var eminent på alle tænkelige planer – også det visuelle. Glem de første to sæsoner, men denne må du ikke gå glip af, hvis du er en ægte krimifan. Kan ses nu på dr.dk.

Skulle du mangle flere bud på din næste krimi, er her links til nogle af de favoritkrimier, jeg har anbefalet på Bogbobler: Vip-rummet, Stockholm Delete og Top Dog af Jens Lapidus, Savner dig af Harlan Cohen, Papa og Solo af Jesper Stein, Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo, De Berusedes vej af Jakob Melander, Selfies af Jussi Adler-Olsen, De smukkeste af Karen Slaughter.

Afslutningsvis klemmer jeg lige en top ti liste ind med de senest sete udenlandske krimifavoritter blandt TV-seriernes overflødighedshorn – hvis nogen skulle have brug for et tip:

Dogs of Berlin – Netflix (Højspændt gangster- og politidrama i Berlins moderne undergrund)

Narcos Mexico – Netflix (Autentisk narkodrama om de mexicanske narkokartellers begyndelse)

Billions – HBO (Finanssvindlere i New York der skyder skarpere med ord end med kugler)

True Detective – HBO (Dvælende og mystisk politidrama med menneskelig indsigt)

Babylon Berlin – DR (Fantastisk tidsbillede af tyvernes Berlin og nazismens indtog)

Peaky Blinders – Netflix (Vanvittigt velspillet gangsterdrama fra Manchester i årene efter 1. Verdenskrig)

The Assasination of Gianni Versace – Netflix (Forstemmende True Crime fiktion der overgår fantasien i gru og meningsløshed)

Mindhunter – Netflix (Isnende historie om den første profilering af seriemordere)

Ozark – Netflix (Breaking Bad lignende vildveje i den amerikanske sump)

The Americans – Netflix (Kulørt koldkrigsdrama med psykologisk indsigt og spænding i højgear)

I Horsens har jeg fornøjelsen af at interviewe fem krimiforfattere; tre svenske stjerner: Sofie Sarenbrant, Pernilla Ericsson og Tove Alsterdal. En islandsk: Lilja Sigurdadottir. Og en dansk debutant: Jesper Nilausen.

Se programmet for Krimimessen her

Måske ses vi?

 

 

 

 

Niksen af Nathan Hill

skaermbillede-2017-02-28-kl-14-42-13Hvis du som jeg har en forkærlighed for romaner, der giver sig i kast med den store amerikanske fortælling, så fejer du læsebunken af natbordet og går i gang med Niksen af Nathan Hill. Jeg elsker hver eneste sætning i den her bog i en grad, at jeg får hvide lyspletter for øjnene, hver gang jeg læser let henover linjerne i stedet for at dvæle og suge ordenes handling og mening ind som hjerneføde og fornyet læseenergi. For det giver den i rige mængder, udover at den er eventyrligt underholdende, morsom, rørende og nærmest uhyggeligt forudseende aktuel i sit syn på politik og medier.

Ud af romanens 750 sider har jeg markeret cirka 500, fordi de er spækket med stærke sætninger skrevet i et klart og formfuldendt sprog med tankevækkende citater og skarp samfundskritik. En helt igennem imponerende debut af Nathan Hill, som har taget sig ti år om at skrive sin fantastiske historie, ligesom Donna Tartt gjorde med Stillidsen. Det giver litterære point, når en forfatter gør sig så meget umage, og tendensen med at skrive lange romaner giver fuldstændig mening i dette tilfælde. Der er ikke en linje for meget.

Historien udspiller sig i Chicago, New York, Iowa og Nordnorge og springer i tid mellem 1968, 1988 og 2011. Samuel er en først lovende, nu falleret og ensom forfatter. Han skylder sit forlag en bog på grund af et forskud, han for længst har opbrugt, underviser i litteratur på college for at overleve og spiller computerspil resten af døgnet i kamp mellem elve og orker.

Hans mor Faye forlod ham pludseligt, da han var 11 uden en forklaring, og hans store kærlighed fra barndommen går tabt på samme tidspunkt. Efter tyve år uden kontakt dukker Faye op i medierne, anholdt for terrorisme, fordi hun har kastet med sten mod en yderst højresnoet guvernør, der stiller op til præsidentvalget. Et billede fra en protestdemonstration i 68’ skaber overskrifter om en radikal hippie, der sågar har været anholdt for prostitution. Samuel kender kun sin mor som indadvendt, kærlig husmor i Iowa, der forsvandt ud af hans liv og tog trygheden med sig fra den ene dag til den anden. Morens historie kan være Samuels redning mod et sagsanlæg fra sit forlag, og han går i gang med at researche til sin bog om Hippie Terroristen.

Undervejs får han hjælp fra en medspiller på nettet ved navn Pwanage, hvis livsstil vil få alarmklokkerne til at runge hos enhver forældre til en gamerboy. Samtidig bliver han udsat for en hævnaktion fra en elev, Lede Laura der giver begrebet narcisisme nye vidder, og hvis projekt han har dumpet, fordi hun har skrevet det af fra nettet. Samuel er i krise, men efter Fayes mening er en krise slet ikke en krise, men blot en ny begyndelse. ..Alle virkelige forandringer bør i første omgang skræmme dig.

I sin efterforskning møder Samuel markante personer fra sin mors fortid, og får åbnet sprækkerne ind til en forståelse af hendes uforståelige valg og en erkendelse af, at æblet nok ikke falder så langt fra stammen, og at niksen! flytter med, uanset hvad man selv måtte mene. Flere af bogens temaer rammer lige i hjertekulen, og nedslående nok er de, der handler om kvindens emancipation, kampen mod misogyni og for menneskerettigheder som ved et trylleslag blevet tæt på ligeså højspændt nu i 2017, som de var i 1968.

Niksen er både storslået familiesaga, psykologisk drama, politisk satire og skarptslebet samtidskritik. Helt på højde med Donna Tartt, Jonathan Franzen, og jeg vil mene højere end John Irving, som han også er blevet sammenlignet med.

Nathan Hill er godt i gang med at indtage det litterære verdensherredømme med sin roman, og en tv-serie baseret på The Nix er allerede under produktion med selveste Meryl Streep i hovedrollen. Man kan så vælge at se den som et bud på, hvordan det var gået, hvis hun aldrig var vendt tilbage til det barn, hun forlod i Kramer mod Kramer eller som en forlængelse af sin nyligt vundne status som Hollywoods talerør og oprør mod det nye politiske regime i USA, der knap har varet to måneder men føles som to år. Det kan kun blive godt, og jeg glæder mig.

Bogen er venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.

Orphan Black – klonernes kamp

Skærmbillede 2015-02-07 kl. 16.35.41Jeg er normalt ikke til science-fiction og fantasy. Jeg har endnu ikke set et eneste afsnit af Game of Thrones, og jeg orker hverken vampyrer, zombier, hobbitter eller andre mystiske og mytiske væsener. I hvert fald ikke lige nu. Jeg gemmer det bedste fra de genrer til min søn er gammel nok til at se det, så vi kan fornøje os med de historier, han falder for sammen. Ligesom vi senest har storhygget os med alle Star Wars filmene og ikke mindst Ghostbusters.

Indtil da holder jeg mig til mine favoritter blandt de eksistentielle, socialrealistiske, spændende, skæve og politiske tidslomme dramaer, som det bare vælter ud med fra tv-seriernes slaraffenland.

Og det i et antal så man sagtens kunne glemme alt om bøger de næste tre år og bare suge gode historier ud af skærmen. Det har jeg nu ikke tænkt mig. Men serier som Better Call Saul, True Detective, Broadchurch, Orange is The New Black, House of Cards, Mad Men, Sons of Anarchy og Breaking Bad, hvoraf få i øvrigt savner omtale i de store medier, har fået mig til at glemme alt om bogbunkerne i perioder og simpelthen bare stene skærm til øjnene blev fuldstændigt firkantede.

Ind i mellem er det som om, hele verden bare helst vil lade sig opsluge af det intense tv-drama, mens verden går af lave i det virkelige liv. Det lader til, at livets vrangsider er nemmere at forholde sig til og kapere i fiktionens verden, når det serveres som højtbegavet underholdning med et fantastisk plotmageri, end når vi vender os mod de grumme begivenheder, der sker på kloden, som hverken har en handling eller mening, og som vi ikke kan bruge til noget som helst i vores personlige liv. Virkeligheden er ren afmagt. Nutidens tv-serier er til gengæld af så høj en kvalitet, at jeg vil vove den påstand, at de er med til at udvikle os som mennesker. Ligesom den bedste litteratur.

Men tilbage til det med min manglende interesse for sci-fi. Der er nemlig klare undtagelser. Jeg har netop afsluttet to sæsoner af den canadiske serie Orphan Black, som faktisk er helt suveræn og fortjener mindst ligeså meget omtale, som de ovennævnte, selv om den har været lidt overset i mængden. Derfor skal den have lidt ekstra opmærksomhed her på bloggen.

Orphan Blacks hovedperson er den bedste kvindelige (anti)helt, jeg har mødt længe.

Sarah Manning, en rebelsk, goth-agtig type, modig, sej, fandenivoldsk med lidt berigelses- og bedragerikriminalitet på samvittigheden men med hjertet på rette sted. Enlig mor til en bedårende datter. Opvokset hos en plejemor, britiske Mrs. S sammen med sin plejebror fantastiske Felix, som er et kapitel for sig. Flagrende, frivol, fræk, sjov, kunstnerisk og Sarahs uvurderlige stenstøtte, når det hele ramler om ørerne på hende, og det gør det ofte.

En aften på en undergrundsstation møder Sarah en kvinde, der ligner et spejlbillede af hende selv. Få sekunder efter kaster kvinden sig ud foran et tog. Sarah er i chok men overlevelsesinstinktet får hende alligevel til at stjæle kvindens taske og efterfølgende hendes identitet. Hun håber, det er vejen ud af kriminalitet og hen mod en stabil og rolig tilværelse sammen med datteren. Sådan går det selvfølgelig ikke.

Mens Sarah forsøger at leve sig ind kvindens liv for at score den nemme gevinst, dukker nye forhindringer op. Det viser sig, at der er flere dobbeltgængere derude, og at de sammen er oppe imod en mastodontisk fjende: virksomheden som i sin tid skabte dem som kloner!

Jeg skal ikke afsløre meget mere, men du bør virkelig give den her serie en chance. Glæd dig til at falde ned af tv-stolen. Serien er fuld af overraskelser, twists & turns, og den er møghamrende spændende hele vejen igennem, men det er ikke kun derfor, du skal se den.

Den er nemlig også sjov. Lårklaskende sjov. Uden at være komedie fremstiller den de mest absurde men ofte genkendelige situationer. Hvad enten vi er desperate husmødre og emsige soccermoms med rod i parforholdet, enlige mødre der føler sig utilstrækkelige, punkrebeller med hang til stoffer og seksuelle udskejelser, sindssyge seriemordere med en seriøst dårligt barndom eller ulykkeligt forelskede lesbiske vidneskabsnørder med adgang til egen genpool, så rammer de her karakterer lige i hjertet og skaber adskillige momenter af spænding, humor og skævhed, som ikke er set før og ikke mindst store følelsesmæssige øjeblikke, hvor man bliver rørt til tårer.

Se klonernes forrygende dansefest og ikke mindst the making of her

Canadiske Tatiana Maslany er helt forrygende i sine mange rolleskift. Hun burde vinde alverdens tv-priser for sit skuespil. Det er dybt imponerende, hvordan hun ubesværet og fuldstændig overbevisende leverer varen som indtil videre syv vidt forskellige karakterer, der genetisk er helt ens og alligevel vidt forskellige, og når de er i samspil med hinanden eller ligefrem låner identitet for at hjælpes ad i kampen mod de onde – eller bare de mange de ikke kan stole på, bliver det endnu sjovere.

Der er indtil videre to sæsoner at hente på Netflix. Se traileren for sæson 3 af Orphan Black med premiere i april her. Jeg kan næsten ikke vente.

Serien er filmet i Toronto men foregår et uspecificeret sted i Nordamerika. De mange fascinerende locations får mig klart til at overveje, om det ikke snart er på tide med et besøg i   Canada. Det er edderdrøneme en god serie!

SOA – Eller “ Vil du med hjem og se mit klubhus?”

Skærmbillede 2013-10-30 kl. 10.39.53Den kan ikke slå Breaking Bad, som efter min og mange andres mening er den bedste tv-serie hidtil, men Sons of Anarchy (SOA) hører absolut med i superligaen af enestående, højspændt tv-drama med skarp dialog, overraskende handling og komplekse, interessante karakterer.

Vi følger en gruppe kriminelle bikere i den lille Californiske by Charming, der lever det vilde liv helt udover kanten som outlaws efter egne regler og moralkodeks, mens de tjener penge på våbensalg, pornoproduktion og narkodistribution.

Medlemmerne i “The Sons” er lige så tæt sammentømret som mafiosoerne i Sopranos. De er hengivne og loyale og hævner hinanden, om det så skal koste dem tid i spjældet. I hvert fald indtil de bliver presset til et punkt, hvor de må vælge mellem døden, eller værre endnu udstødelse af gruppen og det at dolke deres nære i ryggen. Og det gør de så. Intrigerne krydser klinger på kryds og tværs mellem bandemedlemmer, det lokale politi, FBI-folk, kærestepar, mødre, fædre, ægtefæller og sønner.

Når hovedpersonerne ikke er optaget af at uddele kærlige kram og kys og konstante “I love you”s, udtænker de snedige hævnaktioner mod deres egne eller rivaliserende bander og gangstere af værste skuffe. Det er brutalt, sindssygt og blodigt.

Vi får et indblik i en verden, der ellers er lukket land for udenforstående, og selv om mange sikkert mener, at det er dybt forkasteligt at sidde og se på den slags “glorificering” af vold og bandekriminelle, så er det jo ikke mere umoralsk end at mæske sig i film om mafiaen, bare fordi de går med jakkesæt og slips og beder om syndsforladelse i skriftestolen. Og det samme kan jo siges om de pænt polerede politikere i serier som House of Cards, som alle os serie-entusiaster venter spændt på sæson 2 af. Metoderne til at opnå magt, ære, penge, frihed, og hvad der ellers driver værket, er stort set lige brutale, lige korrumperede og måske endda endnu mere følelseskolde og kyniske blandt politikerne end hos banderne.

Sons of Anarchy er testosteron spækket til bristepunktet med hurtige, lækre motorcykler, villige damer og vanvittigt overgearede volds- og action scener.  Man skulle tro, serien primært var lavet med henblik på drengerøve, der aldrig fik opfyldt drømmen om det frie liv på kværnen.

Men tro mig, det er et faktum, at der sidder en masse normaltbegavede kvinder med familie og små børn og fryder sig i smug i nattemørket over den her serie, mens resten af huset sover i de ligestillede, veluddannede hjem. Imens vender en del af deres mænd faktisk ryggen mod fjernsynet med et fnys om, at de i hvert fald ikke gider se sådan noget voldsforherligende bras  – på trods af, at de både elsker Breaking Bad, House of Cards, og alle de andre sublime serier, der strømmer ud af skærmene i disse år. Hvordan kan det nu lige være?

Er det ene og alene misundelsen over, at hovedpersonen Jax Teller i form af mildt sagt smækre Charlie Hunnam har usædvanligt stort dametække og vitterligt ligner en lys engel i lædervest? Om nogen er han personificeringen af ungpige-fantasien om den vilde men elskelige fyr på motorcyklen.

Skærmbillede 2014-01-27 kl. 11.20.10
“Hunky Hunnam“ som i øvrigt er en blændende god skuespiller med en høj grad af integritet. Han blev castet til hovedrollen i den kommende blockbuster “50 shades of Grey” men bakkede ud af projektet. Godt for ham.

Jax er den sympatiske antihelt, historiens fortæller der kæmper sin indre kamp og konstant må bryde med sin i bund og grund ordentlige moral, høje loyalitetssans og (relativt) sunde værdier ved at træffe det ene grænseoverskridende valg efter det andet for at nå sit endelige mål: bryde ud af det kriminelle liv, skabe en legitim motorcykel klub og leve i fred med sin familie.

Eller er det de stålsatte og stærke kvindelige karakterer, der med Jax’ udspekulerede mor Gemma Teller i spidsen som hele bandens nedrige men også følsomme alma mater har en så skræmmende, dragende effekt på et kvindeligt publikum, der et eller andet sted dybt inde godt gad at sparke bare en lille smule røv på samme overlegne facon. Den rolle er i øvrigt formidabelt fremført af Katey Sagal, som vi ellers husker som den lidt kiksede, komiske mor i den skæve familie i senfirser-serien Vore værste år. Ligeså med Jax’ ultra seje kæreste Tara der i løbet af serien udvikler sig fra pæn pige i lægekittel til hårdkogt morder, løvemor og konspirator. Er det dem, mændene er bange for?

Eller er det fordi, at manden bag serien Kurt Sutter er en helt eminent storyteller, som udover at skabe “røven udover sædet højspænding” tør at tage grebet om det amerikanske hykleri og højaktuelle tabuer for eksempel omkring den urørlige våbenlov og dens fatale konsekvenser som skoleskyderier? Der ligger mange lag i de eksplicitte og dybt ubehagelige voldsscener, som jeg mere ser som en kritik af det amerikanske samfund end en forherligelse ved at vise præcis, hvor brutalt det reelt er, og hvordan det ødelægger de mennesker, der er med. Om de så er det frivilligt eller ej.

Samtidig formår Sutter at skabe empati for sine mildt sagt utilregnelige ofte afstumpede men også multi-dimensionelle og totalt uforudsigelige karakterer. Man ved aldrig, hvor man har dem, og de overrasker i hver sæson med at tage nye spændende drejninger i deres liv såvel som, når de cruiser derudaf på Harleyen.

Jeg tror fascinationen ved Sons of Anarchy og dens dragende effekt på et kvindeligt publikum er kombinationen af ovennævnte. Modstanderne har simpelthen ikke givet serien den chance, den fortjener, så snart de så, at det var noget med nogle klamme rockere og en masse vold. Jeg bryder mig slet ikke om vold – heller ikke den fiktive, men når den afspejler virkeligheden, er den ikke til at komme udenom, og personligt har jeg svært ved at vente til de kommende sæsoner af Sons of Anarchy er tilgængelige på Netflix.