Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr

Skærmbillede 2015-04-09 kl. 14.45.26Denne smukke roman er den bedste, jeg har læst i år, og den bliver så svær at overgå, at det er med en let tristhed, jeg lægger anbefalingen her på bloggen. For hvad skal jeg så læse i det literære tomrum, jeg nu befinder mig i?

Det går nok. Jeg kan jo altid læse den igen og en gang til, for det fortjener den. Anthony Doerrs mesterværk Alt det lys vi ikke ser er lysende på så mange planer, at jeg faktisk mangler ord for det. Både sprog og historie er så smukt komponeret, at jeg holder vejret flere gange under læsningen. Med en detaljerigdom og et væld af enkle, unikke metaforer der får mig til at dvæle ved de fine sætninger, samtidig med at fortællingen bare flyder i korte overskuelige kapitler, der skifter i både tid og synsvinkel.

Historien foregår i Tyskland og Frankrig under besættelsen, men den handler om så meget mere end selve krigen. I høj grad om krigens grusomheder, og hvordan mennesker i krise virkelig forstår at sætte pris på tilværelsens små glæder og på livet som sådan og det at bruge sit liv til noget meningsfyldt og overvinde sin frygt, også selv om det er livsfarligt. Eksempelvis ved at slutte sig til modstandsbevægelsen. “Vil de ikke leve før de dør?,” spørger Madame Manec som spiller en central rolle deri, og om hvordan hun selv har det siger: “Seksoghalvfjerds år og jeg kan stadig få den her følelse. Som en lille pige med stjerner i øjnene.”

Romanen handler også om alle de daglige mirakler, alt det lys vi er omringet af uden at se det. I naturen, i relationerne mellem mennesker, i teknologien. Om videnskabens magi, og hvordan opfindelser i sig selv, for eksempel radioen skaber mirakler af kærlighed, ukuelighed og overlevelsesevne. Om den livsreddende effekt det kan have bare at kunne forbinde et par kobbertråde og lidt løsdele på den rigtige måde og opnå forbindelse med omverden. Alt det vi bare tager for givet i dag, mens vi vandrer rundt med vores smartphones konstant i forbindelse men måske uden egentligt at være forbundet?

Og så handler den om at kunne se lyset, når det gælder om at gøre det rigtige, også når alle i ens omgivelser vælger det forkerte, hvilket er den nemmeste men også den mest menneskelige ting at gøre. En stemme der holder illegale foredrag over radioen siger om lys og vores opfattelse af det: “ Hjernen, børn, er selvfølgelig lukket inde i fuldkommen mørke. Den svæver i en klar væske i vores kranium og ser aldrig lyset. Og alligevel er den verden som den skaber i vores forestilling, fuld af lys. Den flyder over af farver og bevægelse. Men hvordan tror I, børn, at hjernen der lever uden den mindste smule lys, kan vise os en verden, der er så fuld af lys?”

Vi følger to unge skæbner på hver sin side af krigen. Franske Marie-Laure LeBlanc er blind og flygter fra Paris til fæstningebyen Saint-Malo med sin far, da tyskerne invaderer Paris. Han er nøglemester på det naturhistoriske museum og med sig har de en myteombundet og muligvis forbandet juvel, der skal skjules fra nazisternes rovdrift af kunst og særlige genstande. Marie-Laures far bygger  komplette miniaturemodeller af byerne, så hans datter kan føle sig frem og derefter selv finde rundt i gaderne. På trods af sin blindhed ser den unge pige lyset, når det gælder om at handle.

Tyske Werner Pfennig vokser op på et børnehjem i en kulmineby sammen med sin søster Jutta. Han har et særligt talent for at bygge radioer, og det bliver hans vej væk fra at ende som minearbejder med kort levetid. I stedet kommer han på eliteskole for Hitlerjugend og finder snart ud af, at det er en skæbne, der er værre end at blive kvalt i en mineulykke. Mindst ligeså indelukket og begrænsende og uden anden udgang end at lade livet.

De to må på hver sin måde kæmpe for at overleve krigens rædsler, indtil den mod sin slutning bringer dem sammen i Saint-Malo, da de allierede bomber byen sønder og sammen, og tyskerne er tæt på kapitulation. Det bliver et møde, som hverken de eller deres efterkommere vil glemme.

Alt det lys vi ikke ser udkommer meget passende på dansk tæt på 75-dagen for besættelsen af Danmark 9. April 1940. Selv om du ikke skulle orke at læse, høre eller se mere om hverken 2. Verdenskrig eller krig i det hele taget, så må du ikke snyde dig selv for denne storslåede læseoplevelse. Den giver så meget mere end et indblik i krigen. Det er meget oppe i tiden, at vi travle mennesker i det moderne samfund skal lære at være tilstede i nuet. Det vil denne bog hjælpe dig med.

Alt det lys vi ikke ser er romankunst af højeste kaliber. 555 exceptionelt smukt skrevne sider. Læs den for himlens, historiens, litteraturens, for din egen og for verdensfredens skyld.

Sammen med andre gode bogbloggere fik jeg lejlighed til at møde forfatteren Anthony Doerr tidligere i dag. Det kan du læse mere om her.

Serial af Sarah Koenig m.fl.

Skærmbillede 2015-03-29 kl. 18.33.13Podcasts blev for alvor et hit indenfor digital storytelling med den amerikanske radiofortælling Serial, der blev udgivet i efteråret 2014. Hvis du ikke skulle have hørt om verdens mest omtalte af slagsen, så får du lige et par linjer her, for den er absolut værd at lytte til.

Serial er et stykke mesterlig journalistik et spin-off bedrevet af kræfterne bag This American Life, et radioshow som udgiver podcasts på stribe, som du finder her.

Med journalist og vært Sarah Koenig i spidsen optrevler et team af journalister og jurister en mordsag fra 1999 og stiller skarpt på en stribe ubesvarede spørgsmål, der skaber tvivl om sagens afgørelse. En ung high school elev Hae, forsvinder i Baltimore, USA og bliver en måned senere fundet kvalt i en park. Hendes ekskæreste Adnan bliver i løbet af det følgende år anklaget for mordet på baggrund af en række indicier, mest fordi kammeraten Jay vidner om, at han har hjulpet Adnan med at begrave Haes lig. Adnan bliver dømt på livstid og sidder den dag i dag fængslet på livstid, nu på 15. år. Men hvad nu hvis han ikke gjorde det?

Det spørgsmål er motoren i Serial. Journalisten har sin tvivl, og det får lytterne også i løbet af de tolv nervepirrende afsnit, der er lige til at hente gratis ned fra nettet.

Adnan har hele vejen igennem bedyret sin uskyld, og alle de fakta og vidneudsagn der bliver fremlagt i løbet af serien serverer i hvert fald ikke noget motiv, for at han skulle have gjort det. Der er dog heller ikke et klart belæg eller beviser for, at han ikke skulle have gjort det.

I løbet af udsendelsen fremgår det, at Adnan er en flinker og velovervejet fyr, og man tager sig selv i at håbe på, at der dukker beviser for hans uskyld op, hvilket tydeligvis også er journalistens hensigt. Men det gør der ikke, så hvad nu hvis han alligevel gjorde det?

Som lytter sidder jeg stort set tilbage med den samme tvivl fra start til slut efter knap ti timers vidneudsagn og spekulationer frem og tilbage om mystiske breve, uplacerbare telefonbokse og kryptiske vidneudsagn. Lyttere verden over er splittet mellem en følelse, der vejer enten for eller imod som et andet jurymedlem uden at have noget konkret at hænge det op på. Jeg vil ikke afsløre, hvad jeg selv hælder mest til, men selve føljetonen er altså ikke mindre spændende af den grund. Den beretter ikke kun gennemgribende om detaljerne omkring et mord og et muligt justitsmord men også om kultursammenstød på tværs af generationer, nationaliteter og livsstil i det amerikanske samfund. Adnan er muslim af pakistansk afstamning, Haes familie er kinesisk. Det unge par er vilde med hinanden og gør alt det som gennemsnittet af andre amerikanske teenagere gør: de drikker, de fester, de knalder og tager stoffer. Men de lever et dobbeltliv, for den slags adfærd er helt uacceptabel i deres respektive familier og bare det at date en fra en anden kultur er uhørt, så deres kærlighed foregår i smug og med hjælp fra vennerne. Det er interessant at høre om de unges dobbeltliv, og hvordan de bliver vant til at lyve for at passe ind og være som de andre. Og det er interessant og skræmmende at følge en af blot tusindvis af ubegribelige mordsager fra dagligdagen i USA. At få sat skæbner og ansigter på de mennesker, det handler om i en lang, tung statistik og komme helt tæt på historien bag.

Døm selv og hent hele serien her.

Det bedste ved podcasts er, at du kan svinge støvsugeren eller gå en lang tur imens. Serial kræver dog en del koncentration, hvis du ikke skal slippe taget i sagen. Så lad dig ikke distahere for meget.

Hvis du ikke kan få nok, er der samlet et antal spot-on parodier på Serial og værtens særegne fortælleform her

Askeblomster af Patrick Modiano

Skærmbillede 2015-03-13 kl. 16.29.22Oh la la…jeg har fornylig været et smut i Paris og har meget passende for lejligheden læst denne lille sag på kun 140 sider. Og hvilke sider. Askeblomster er skrevet af den franske forfatter Patrick Modiano, vinder af Nobelprisen i litteratur 2014. Kun tre af hans mere end 30 bøger er indtil videre oversat til dansk. Smertepunktet og Et forbasket forår er to andre titler, som jeg vil læse i en meget nær fremtid. Det ville være storslået at kunne læse dem på originalsproget, men der må jeg desværre melde fra med mit begrænsede ordforråd. Men for jer der kan, må det være smukt at høre en sætning som denne på fransk:

Champs-Élysées…Den minder om en dam beskrevet af en engelsk romanforfatterinde, på bunden af hvilken ekkoet af stemmerne fra alle dem, der har gået og drømt langs dens bredder, aflejrer sig lag for lag. Det glitrende vand bevarer disse ekkoer i alt evighed, og på stille nætter blander de sig med hverandre….

Fælles for Modianos bøger er, at de beskriver erindringsglimt oftest fra Paris. I Askeblomster følger vi en fortæller, der vandrer omkring i byens gader og kvarterer og tænker tilbage på forskellige episoder og historier fra byen. Fra 1930’erne, under krigen, i tresserne og frem til i dag. Mennesker han har mødt i barndommen, ungdommen, som voksen, en tidligere kæreste, et par der dør under mærkelige omstændigheder, en mystisk bekendt med en stjålen identitet, en varmhjertet dansk kvinde. Historier og anekdoter, der fører spor til hver andre igennem fortid og nutid. Uden begyndelse, uden afslutning og uden opklaring af de gåder, historierne efterlader. Det lyder måske som besværlig og uforløst læsning. Det er det ikke.

Det er enkelt, det er smukt, og det er blændende godt. Og hvis du snart skal til Paris, er det helt oplagt at tage denne lille lette bog med i håndtasken og nyde de fine linjer og forunderlige historier, mens du nipper af din kaffe på en solbelyst fortovscafé.

 

The Book of Unknown Americans af Cristina Henríquez

Skærmbillede 2014-10-30 kl. 09.11.12Indrømmet. Jeg har en svaghed for latino-forfattere og social realistisk immigrantlitteratur og gerne den amerikanske af slagsen.

Jeg havde aldrig hørt om Cristina Henríquez, men alene omslaget til paperback udgaven af hendes roman The Book of Unknown Americans er så fint, at jeg blev nødt til at købe bogen, da jeg stødte på den hos boghandleren. Never judge a book by it’s cover, siger man på engelsk. Men i dette tilfælde hjalp det altså, og indholdet viste sig at leve fuldt op til forventningerne.

For det er både en smuk og vigtig bog Henríquez har skrevet. Handlingen er centreret om kærlighedshistorien mellem teenagerne Maribel og Mayor. En kærlighed der i en moderne udgave af Romeo og Julie har ret så dårlige odds. De bor i samme forfaldne bygning et sted i udkants-USA nærmere betegnet Newark, Delaware med deres immigrant forældre fra henholdsvis Panama og Mexico.

Historien foregår nu og her i Obamas post-finanskrise Amerika, men bortset fra at bogens personer har mere råd til en mobiltelefon end et ordentligt måltid, kunne det ligeså godt foregå under depressionen i 30’erne.

Mayors forældre er flygtet fra urolighederne i Panama år tilbage og er nu solidt plantet som amerikanske statsborgere. Maribel er nyligt ankommet fra Mexico, som hendes forældre kun har forladt af én årsag. At hjælpe Maribel. En utålelig ulykke og efterfølgende hjerneskade har ændret hende for altid, og det er håbet om en bedre skole og hurtigere bedring for deres datter, der driver Alma og Arturo til USA, selv om de bolig og arbejdsforhold, der venter er langt værre, end dem, de kom fra.

Kapitlerne i bogen skifter synsvinkel mellem Mayor og Alma, der hver for sig fortæller den gribende historie, men vi hører også andre stemmer fra bygningen. De er de ukendte amerikanere med hver deres unikke baggrund og begrundelse for at søge mod det forjættede land for blot at kæmpe mod fordomme, sprogproblemer, arbejdsløshed og ulighed. Og der er heldigvis også de, der om ikke får opfyldt deres drømme i hvert fald lykkedes i en eller anden forstand.

For Mayor er det kærlighed ved første blik, da han ser Maribel, og hans hengivenhed hjælper hende i kampen for at blive sig selv igen. Men deres kærlighed får fatale konsekvenser, og det er slet, slet ikke til at bære.

Kærligheden mellem forældrene er også stor og stærk trods et væld af sorg og bekymringer. Jeg er ikke den store dyrker af romantik i bøger men prøv lige at læse dette bjergtagende afsnit, hvor Alma og Arturo efter måneder uden det mindste overskud eller nærvær har genfundet hinanden:

no matter what else happened, we would be fine, as long as we had each other. Contigo la milpa es rancho y el atole champurrado. And then, the rush. It was as if the whole world sighed. As if every human and every creature and every gas and liquid and speck of dirt and granule of sand and gust of air settled all at once, and all was right in the universe. If only for that moment.

Jeg anbefaler på det varmeste The Book of Unknown Americans.

 

Bogforum 2014 – En fest for alle bogentusiaster

logo-2014Og med alle mener jeg ALLE. For det er både festligt, folkeligt og fornøjeligt at være på Bogmesse, og det var det så absolut også i år. Der er bestemt meget at komme efter, uanset om man er højlitterær debattør, sci-fi- og fantasynørd, krimisluger, topstjerne forfatter eller bare generelt glad for bøger.

Jussi, I ved godt hvem, ejede Bogforum i år, og det er ham så vel undt. Der var sat fuld skrue på promoveringen af sjette del af Afdeling Q, Den Grænseløse med Carl Dark, som hovedpersonen muligvis kommer til at hedde, når serien med Mørck, Assad og Rose bliver omsat til tv-serie i USA. Det er ret fantastisk, så godt det er gået for Jussi Adler-Olsen og hans krimier, som topper alverdens bestsellerlister. De er også hver gang originale, fornyende, spændende og af høj kvalitet, og ligesom resten af lemmingerne glæder jeg mig til at læse den nye. Jussi har en utrolig god kontakt til sit publikum, et utrætteligt engagement og en vedholdende evne til at bevare jordforbindelsen. Det må man bare tage hatten af for. Men der er jo også andre gode, som Jussi selv så fint pointerede i sin åbningstale, da han åbnede Bogforum 2014.

Derfor var det også en ekstra cadeau, at debutantprisen gik til en indtil nu ubemærket krimi, Eremitten af Thomas Rydahl, som er udkommet på det lille enmandsforlag Bindslev. Endnu et tegn på at bogbranchen er i opbrud og i forandring, og at det ikke nødvendigvis er skidt. Hvordan bogmarkedet ser ud om ti år, er der vist ingen, der har det endegyldige svar på.

Det var på mange måder en bogmesse i krimiens tegn, selv om der jo også var rigeligt med skønlitterære indslag. Jeg sprang på forhånd kokkene, livsstilsguruerne og de fleste af biografierne over. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at høre om Renee, Qvortrup, Puk og Linse og find dig selv og kend dig selv og sig fra og sig til. Jeg er journalist og interesserer mig vældigt for fagbøger men altså ikke helt på samme måde, som jeg brænder for litteraturen og fiktionen, som tager mig med til steder, jeg aldrig har været før.

Det var umuligt at være med til det hele i så tætpakket et program med så mange kvalitetsindslag. Flere gange skøjtede jeg rundt fra det ene til det andet for til sidst at træffe nogle valg og slå rumpetten i sædet og lytte til de kloge mennesker i stedet for at tænke på alt det, jeg gik glip af.

For der er meget at lære af de bedste forfattere. De har noget på hjerte, og de er beundringsværdigt villige til at dele ud af det, også foran et summende publikum med støj i baggrunden fra de bogspækkede rullekufferter. Og også selv om teknikken i flere tilfælde drillede med mikrofoner, der skulle justeres eller skiftes ud, så tiden gik fra det væsentlige. Der var i det hele taget ret elendige lydforhold, og publikum var ved at træde hinanden over tæerne for at høre med.

IMG_3049Højdepunktet for mig i år var at lytte til Peter Høeg. Jeg er godt i gang med hans seneste roman Effekten af Susan, der ligesom Frøken Smillas Fornemmelse for sne kombinerer det finlitterære med spænding i højeste gear. Peter Høeg er, hvis nogen skulle have glemt det Danmarks største litterære verdensstjerne. Han har ry for at være lukket og mystisk, men det var en åbenhjertig, dybt poetisk og ikke mindst stærkt underholdende forfatter, der mødte op på Bogforum. Han fortalte en fantastisk historie om sin farmor, der lærte ham at fortælle. Hun var en klog, stærk og underfundig dame, som sagde: “Man skal aldrig give en dreng en springkniv, før han har lært at danse.” Hendes godnathistorier var ikke for sarte sjæle, men den, vi fik, vil jeg ikke beskrive her. Blot opfordre enhver til at skynde sig ud at høre Peter Høeg næste gang, han optræder. Jeg hørte ham to gange på Bogforum med lige stor fornøjelse.

Peter Høeg taler lige så smukt, som han skriver: “Jeg vil gerne gøre sløret mellem mennesker tyndere,” sagde han for eksempel om, hvorfor han skriver. Det er ikke alle, der kan slippe afsted med at sige sådan. Men det kan han.

IMG_3035Helle Helle var også super interessant. Hun belyste i sine samtaler mange ting om sine bøger, som måske har været uklart for os læsere, som i øvrigt er begejstrede for hende. Blandt andet: “Jeg skriver ikke om kvinder eller mænd men om mennesker.” Og til spørgsmålet om hvor samfundet er i hendes romaner, der mest beskriver de nære relationer, svarede hun: “Sprog er samfund.”

Det kan man i den grad også sige om den svenske (og temmeligt pæne) forfatter Jens Lapidus’ bøger. De hårdtslående krimier i Stockholm Noirtrilogien Cash, Aldrig Fucke op og Livet Deluxe er alt andet end pæne, men indeholder et sprog, der afspejler samfundet.

IMG_3046Fra den nederste bund i et ghetto- og gangstermiljø til den øverste eksklusive top i et Sverige, der er blevet mere klasseopdelt med årene, og ifølge forfatteren er ved at gå i opløsning. Lapidus, som selv er forsvarsadvokat, mestrer street-slang, advokat-formaliteter og det poetiske om livet og kærligheden i sine krimier på samme høje niveau, alt efter hvilken synsvinkel vi følger. Nu er han aktuel med en helt ny krimi: VIP-Rummet, den første af en ny serie, som skulle være mere moden i sit udtryk. Den lyder mycket spännande, og jeg glæder mig til at læse den.

IMG_3032Udover Lapidus fik jeg også lejlighed til at møde en svensk forfatterduo Mons Kallentoft og Markus Lutteman, som med deres nye serie om kriminalinspektør Zack fortsætter stilen fra Stockholm Noir. Den har jeg også på natbordet for tiden, og den tegner særdeles godt. Zack er ung, kvik og dygtig men lidt af en antihelt med sin dystre fortid og trang til at give los i kokainrus og ravefester. Han kommer til at opklare nogle gruopvækkende sager fra den stockholmske underverden, og han må nødvendigvis konfrontere sine indre dæmoner undervejs. Serien er bygget på Herkules-myten, så det bliver interessant at se, hvordan den udspiller sig i det moderne Sverige. Jeg mødte de to meget sympatiske forfattere til et morgenmøde om lørdagen arrangeret af Politikens forlag sammen med andre gode bogbloggere, og det var jätte trevligt og inspirerende.

Skærmbillede 2014-11-12 kl. 11.22.53Og så var der Bodil. Skuespilleren Bodil Jørgensen er udkommet med den ene biografi, jeg bare måtte høre om. En rejse gennem bly og græs, som jeg glæder mig til at læse.

De fleste, der har mødt Bodil Jørgensen, falder pladask for hende, og det gjorde jeg også, da jeg mødte hende i sommers et par uger før den frygtelige traktorulykke, der næsten kostede hende livet og førligheden. Nu er hun gudskelov stærkt tilbage og om muligt endnu sejere og mere inspirerende og i hvert fald lige så sjov som før. Bodil Jørgensen er sødme, skævhed og skarphed i smuk forening, og så er hun oprigtigt interesseret i sine medmennesker, imødekommende, åben og ærlig på en måde, jeg tror, ligger langt fra de fleste andre skuespillere, men som hun siger: “Hvis man er selvoptaget, så møder man jo kun…sig selv”.

Bodil Jørgensen er ikke bleg for at levere et par af de vanvittigt skægge og sjofle replikker, vi kender fra Rytteriet og Frokost med mor, hvis nogen beder hende om det i bussen. Og det på trods af at hun har haft et ekstremt hårdt år, hvor hun har mistet begge sine forældre og så været igennem en hel fantastisk helingsproces efter ulykken. Når man ser, hvor hurtigt hun er kommet på benene igen, kan man egentlig godt forstå, at hun trods al den modgang stadig er stærk i troen, som altid har været en stor del af hendes liv. Da hun blev spurgt, om ulykken havde ændret hendes forhold til Gud, svarede hun: “Jeg har altid troet, at Gud var i lyset, men han er lige der, hvor der er allermørkest.”

Jeg hører altid efter, når Bodil Jørgensen taler, og det samme gælder forfatteren Knud Romer, som fortalte om sin nye Børne ABC.

Han har sin egen form for hudløst ærlig skarphed og ved at udstille alle sine egne svagheder, indre kampe og alt det der er galt i samfundet, så man både griner og græder, er det selvfølgelig helt i orden, når han tordner: “Man må aldrig svigte sine børn ved at lyve.” Og senere til alle os med forfatteraspirationer:

“Hvis du ikke har noget på hjerte, så hold kæft.”

Skærmbillede 2014-11-12 kl. 11.23.51Men inden jeg gør det, vil jeg lige nævne et lavpunkt fra årets bogmesse. Nemlig at digtere som for eksempel Theis Ørntoft ikke fik helt samme grad af opmærksomhed under sin oplæsning, som Yahya Hassan fik sidste år. Han er mindst ligeså god, hvis ikke bedre. Og på sin helt egen globalt udfarende måde. Jeg skriver ikke så meget om digte her på bloggen, fordi jeg ikke er kvalificeret til at anmelde dem, men jeg er begyndt at læse flere digtsamlinger som så mange andre og netop på grund af Yahya-effekten, hvilket selvfølgelig er en god ting.

Tak for et godt Bogforum. Vi ses næste år.

Hændelsen af Anne Sofie Allarp

Skærmbillede 2014-07-27 kl. 18.51.26Indimellem bliver jeg lidt overvældet af min alenlange must read liste med alle de bøger, jeg gerne vil læse eller genlæse, og så hjælper det lidt at trodse sig selv med en overspringshandling, for eksempel ved at gribe fat i en bog, der slet ikke er med på listen.

Jeg faldt lige over denne hurtigt læste gyser på biblioteket, og den er ganske god. Den er skrevet af forfatteren Anne Sofie Allarp, som bor i Madrid og har stiftet familie med en spansk mand. Historien tager udgangspunkt i samme situation, så der er nogle erfaringer at trække på.

Danske Cecilie Holmgaard er flyttet ind i en flot gammel lejlighed i det centrale Madrid med sin mand Gabriel, klar til barsel og deres første barn. Men livet i det sydlandske bliver ikke helt som forventet. Vejret er måske varmt, men menneskene er kolde.

Først bliver fødslen en dårlig oplevelse i et ubehageligt hospitalsmiljø med nedladende læger og hårdhændede jordmødre. Svigermor er fra helvede med konstante negative bemærkninger og irettesættelser, typen der bliver møgfornærmet, når hun ikke får sin vilje. Veninder er der heller ikke mange af. De spanske kvinder er ikke så åbne overfor en smuk, blond en af slagsen fra det høje nord.

Værst af alt Gabriel begynder at ændre sig. Fra at være den elskelige, forstående mand bliver han snart til et alkoholiseret monster. Det meste af tiden er Cecilie alene med sin søn i den kæmpestore lejlighed, og her begynder der at ske mystiske ting og sager.

Ud fra balkonen har hun udsigt til den smukke by men også en masse larm fra baren og de rumænske gademusikanter på torvet nedenfor, som hun heller ikke har meget til overs for.

Gennem klip med politi- og nyhedsrapporter bliver læseren snart bekendt med, at der kommer til at ske noget frygteligt på netop dette torv. Noget der har forbindelse til Cecilies bopæl. Brrr.

Fantasien har fået frit spil, mens forfatteren vist nok selv har kedet sig lidt i en stor lejlighed i Madrid i løbet af sin egen barsel. Resultatet er en langt ude men alligevel ret så spændende pageturner med en uventet slutning.

Læs den også for Allarps skarpe portræt af spansk kultur, visse spanieres nostalgi over Franco-fascismen og gammeldags børneopdragelse med sukker bombardementer og hårde “Godnat og Sov Godt” – metoder. Jeg kan godt genkende noget af det, men det er alligevel et ensidigt og fordomsfuldt billede i forhold til det Spanien, jeg selv kender. På den anden side behøver der jo ikke altid være plads til de store kulturelle og menneskelige nuancer i en roman – og slet ikke i en gyser. Og så har Allarp jo noget at have det i. Hun har boet i Spanien meget længere, end jeg har, og hun er blond fuldblodsdansker, mens jeg er mørk halvspanier, så kulturkløften har nok været til at tage og føle på.

 

Den Hemmelige Historie af Donna Tartt

Skærmbillede 2014-06-26 kl. 11.50.24Efter at have læst Donna Tartts fantastiske mesterværk The Goldfinch, på dansk Stillidsen, som hun fornylig vandt Pullitzer-prisen for, har jeg sat mig for at læse hele Tartts forfatterskab. Det består indtil videre af tre værker, så det burde være en overkommelig opgave, også selv om hun skriver laaange romaner. Stillidsen er på cirka 800 sider, og det er ikke én side for meget, og jeg kedede mig ikke et eneste sekund, da jeg læste den, som jeg skriver i min anbefaling her.

The Secret History, Den Hemmelige Historie på dansk, er Donna Tartts debutroman fra 1992, og den fik også strålende anmeldelser verden over, da den udkom.

Som i Stillidsen følger vi en ung mands hårrejsende dannelseshistorie, og her bør enhver sammenligning mellem de to romaner så også stoppe.

Den unge Richard får studieplads på det finere Hampden college i Vermont ved hjælp af et uddannelseslegat. Han kommer fra en underklasse baggrund i Californien hos et par forældre, der får ham til at tænke på at træde ind i cockpittet på et fly, hvor piloterne er besvimet af druk, ingen har kontrol over flyet, og ingen ved, hvor det er på vej hen. Richard er en begavet og belæst fyr, der forstår at klare sig selv men savner en familie. Den finder han blandt en lille gruppe højintellektuelle, yderst velhavende, sære snegle, der studerer oldgræsk og klassisk filologi med en overbevisning om, at det er det eneste saliggørende i verden.

Deres karismatiske lærer og faderfigur Julian Morrow kræver 110 procents dedikation til faget, og det samme gør gruppens magnetiske, magtfulde og mystiske leder Henry, der har de andre i sin hule hånd. Der er kun seks studerende på holdet, og de danner snart et helt særligt sammenhold, der kommer til at besegle deres skæbne på linje med en græsk tragedie.

Gruppen holder sig mest for sig selv og langt væk fra campuslivets udskejelser. Det betyder dog ikke, at de lever et stille asketisk liv med snuden nede i bøgerne. De har derimod ry for at være en gruppe filosofinørder, der dyrker okkulte ritualer i fritiden. Og det viser sig snart, at der er noget om snakken.

Som den nye dreng i klassen bliver Richard lidt efter lidt indviet i studiekredsens hemmeligheder, og da der bliver begået et mord, er der ingen vej tilbage. Engagementet i studierne og i fællesskabet kommer til at koste på alle tænkelige planer.

Den Hemmelige Historie er en fremragende litterær thriller på “kun” lidt over 600 sider. Alligevel bliver den flere steder for langtrukken for mig med de mange indgående beskrivelser af alting samt gentagelser af personernes gøren, laden og laster. Følelsesmæssigt investerer jeg heller ikke i personerne. Karaktererne er interessante og nuancerede men for distancerede for læseren, og jeg kommer ikke rigtigt til at forstå dem. Det ændrer dog ikke ved, at Den Hemmelige Historie i sin helhed er en stærk og ret så uhyggelig historie i al sin langsommelige men sikre, snigende suspense, og at Donna Tartt var en ligeså blændende forfatter og storslået skribent, da hun debuterede, som hun er i dag.

Læs Den Hemmelige Historie for sproget og den subtile, nærmest gotiske uhygge men læs The Goldfinch først – uden i øvrigt at sammenligne.

 

 

Kantslag af Dorthe Nors

Nors__Dorthe_Kantslag_300Det er tid til at slå et slag for novellerne, der ligesom digtsamlinger alt for ofte bliver overset til fordel for romanerne. Det er synd, for novellers skarptskårne form indeholder, når de er allerbedst, nogle sindsoprivende historier, der er mindst lige så stærke som i de bedste romaner. Hvis de var skrevet som romaner, ville flere af dem faktisk ikke være til at holde ud, for noveller kan være ret hård kost, der skal indtages i små bidder sætning for sætning og tygges godt igennem, inden man kaster sig over den næste.

Af nogle af de bedste og mest anbefalelsesværdige novellesamlinger jeg har læst – og det er desværre alt for få, vil jeg lige nævne Bavian af Naja Marie Aidt og Jan Sonnergaards trilogi Radiator, Sidste søndag i oktober og Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen (det er jeg også). Det er virkelig psykologisk horror forklædt som hverdagsfortællinger, der graver dybt og ondt i de mindst flatterende sider af menneskesindet. Historier der både er vildt originale, foruroligende, og helt fantastiske.

Det samme gør sig gældende med denne lille, fine sart rosa sag med den hårdtslående titel, Kantslag, som Dorthe Nors har skrevet. Dobbeltheden mellem det sarte, skrøbelige og det knaldhårde går igen i novellerne. Historierne er skrevet i et enkelt, jordnært sprog, de er korte og afdæmpede og komplet uforudsigelige. Hver gang man tror, man har regnet pointen ud, bliver det hele vendt på hovedet. Nors noveller overrasker for hver sætning. De er simpelthen geniale.

Som selveste Oprah har beskrevet det:

I denne bog fremstår dansk skønlitteratur som dansk møbeldesign: enkel og sublim.

Danske Nors har nemlig fået strålende anmeldelser worldwide og er blevet et stort navn i USA. Hun har som den første danske forfatter nogensinde haft en af sine noveller i The New Yorker, og det er faktisk en bedrift som i sig selv burde få flere til at læse med herhjemme.

Hvad handler historierne så om? Det vurderer du bedst selv som læser. Men for mig handler de i sin helhed om følelser og om handlinger som følge deraf. Kærlighed der begynder. Kærlighed der dør. Overgreb, forstillelse, selvbedrag, opløsning, magtesløshed, resignation, ensomhed, håb og ikke mindst grusomhed. De er subtile og livskloge men ikke for sarte sjæle. Det skal du på ingen måde lade dig skræmme af.

Så tag denne lille lyserøde sag med det dystre og tankevækkende indhold med i sommertasken og læs Nors noveller i parken, på stranden eller på caféen. Hold en lang pause mellem hver og kig på menneskene omkring dig. Hvad mon der foregår bag facaden?

 

PS. trænger til flødeskum (og diller) af Jeanett Veronica Hindberg

Skærmbillede 2014-05-29 kl. 12.21.30Husker du Bitterfissen? Danmarks nok mest berømte blogger, som ingen vidste hvem var, men som var helt sin egen og skrev så spydigt og spiddende, at det var rigtig sjovt. Bitterfissen havde et fantastisk og originalt skrivetalent. Personligt synes jeg, hun spildte alt for meget af det på at svine de kendte til, selv om det til tider også var ret sjovt – bare ikke for de kendte. Men når hun skrev om Bitterfissens indtag af Fernet Branca, sagesløse mænd hun havde i kikkerten eller problemerne med mænd, kvinder og samfundet som sådan – var det hyle-morsomt og ofte spot on.

Da det så kom frem, at der bag bloggeren gemte sig en dysfunktionel (ifølge hende selv), enlig mor fra Farum med alle (u)mulige problemer, var det svært at få armene ned. Heldigvis var det ikke en eller anden selvfed, udspekuleret professionel forfatter eller journalist, der gemte sig bag pseudonymet for så at springe ud i et kæmpe mediestunt. Det var derimod en genert forfatterspire, som udlevede sit sproglige overskud med sprudlende tekster, der kunne få mange professionelle til at blegne af misundelse.

Jeanett Veronica Hindberg lagde Bitterfissen bag sig og skrev en ny og langt mere personlig blog, som gjorde, at man som læser kun kunne holde endnu mere af hende.

Nu har hun udgivet en “næsten sandfærdig” dagbog, der spænder over et halvt år, hvor hun både skal nå at tabe sig, score en mand eller bare at få noget og blive færdig med sin bog –  inden hun fylder 41. Imens kæmper hun med ensomhed, angst og social fobi, sorgen over tabet af sin elskede “moffi”, arrene efter en opvækst med en alkoholiseret mor og nogle virkelig ærgerlige valg af mænd og ikke mindst et kolossalt mindreværd.

Det lyder måske tungt og traurigt, men det hele er skrevet i Bitterfissens velkendte skarpe tone med masser af humor, selvironi og sjove indslag om alt fra at modtage dillerbilleder på telefonen af mænd hun ikke gider, til flirten med en Kvickly-ansat der ikke aner, hun eksisterer, til at være ung med de unge til Nik og Jay koncert og gemme sig under en varm paryk og kasket. Der er en overflod af skægge udtryk og herlige hug til feminister, curlingmødre, modedyr og madsnobber men mest af alt til sig selv. Det er selverkendelse på højeste og yderst overdrevne plan.

Jeanett vil helst skrive chick-lit, og det er hun også god til. Selv om vi er langt fra både London og Kartoffelrækkerne i forhold til noget social bolig i Farum, er der hilsener til både Bridget Jones og Nynne, og Jeanetts historier er sjove og rørende et langt stykke hen ad vejen. Lige indtil det hele altså begynder at blive lidt langtrukkent.

Selv om der sikkert er godt med krydderi på sagerne, så er det hendes eget liv, det handler om, og som hun selv siger, er det ikke voldsomt spændende. Hvis jeg skal sætte min ene anke lidt på spidsen, så handler PS. Trænger til flødeskum(og diller) om en fyrreårig, der skriver alt for meget om det, der interesserer tyveårige. Jeanett har heldigvis mange fans i alle aldre, og det er hende virkelig vel undt. Jeg må bare erkende, at jeg ikke rigtig er i målgruppen. Øv.

Hvis der kommer en bog, der i endnu højere grad foregår nord for navlen (og højere oppe end patværket), så gider jeg godt at læse meget mere af Jeanett. Hun har unægteligt et stort talent og virkelig sans for både underholdning og dybde. Jeg tror også, hun gemmer på en prisværdig roman om opvæksten, og hvordan hun har klaret sig på trods af alle odds. Eller om noget helt andet. Jeg vil i hvert fald følge med fra sidelinjen. Men nok om flødeskum og dillere.

 

 

Svalens Graf af Sissel-Jo Gazan

Skærmbillede 2014-01-22 kl. 15.36.48Hvis du er til sladder over hækken om genboens familiehemmeligheder, er der vel rigeligt at komme efter i Svalens Graf. Der er stort set ikke den tragedie, som ikke overgår biologen Marie Skovs familie, og der er ingen grænser for, hvor belejligt om end tilfældigt personernes fortid i denne historie spiller ind i hinanden. Marie er hovedperson i opfølgeren til Sissel-Jo Gazans forrige roman Dinosaurens Fjer. Da den udkom, var det en nyskabende form for krimi, der kombinerede videnskab med solid spænding, underholdning og familiedrama. Den var bare hamrende god. Svalens Graf fortsætter i samme spor men med langt tungere vægt på familiedramaet end krimiplottet. Historien er velfortalt og opfindsom men knap så spændende som i den forrige og også en smule for meget. Det videnskabelige tema, om hvorvidt DTP-vacciner kan være skadelige for børn i udviklingslandene og et mord forklædt som selvmord, der trækker spor til medicinalbranchens mastodonter med onde selviske hensigter, burde ellers gibbe endnu mere i læserne end i den forrige, hvor forskerstriden stod om, hvorvidt fugle nedstammer fra dinosaurer, men det synes jeg ikke, at det gør.

Svalens graf fængede mig da, og jeg læste den hurtigt til ende. Men der var mange lange passager, der kedede mig, irriterede mig og tenderede triviallitteratur. Det er uanfægtet, at Sissel-Jo Gazan skriver, så det fyger og flyder, og hun kan i den grad formidle tungt og svært tilgængeligt stof på en måde, der gør det nemt at forstå og spændende at følge. Men hele familiedramaet bliver pindet ud i lange forklarende passager, der levner en historie med for meget tell og for lidt show, også i dialogen mellem personerne hvor de skærer deres følelser ud i pap. Der er ingen antydningens kunst eller skjulte undertoner at hente mellem linjerne.

Jeg kunne også godt have ønsket, at det videnskabelige aspekt var foldet meget mere ud i Svalens Graf. For den levner unægtelig mange ubehagelige og vedkommende spørgsmål om, hvad der egentlig er op og ned med de vacciner. Især når nu en ægte vaccineforsker har leveret den del af historien til forfatteren. I stedet kunne en af romanens mange sidehistorier om parret fra Dinosaurens Fjer, politiforskeren Søren og hans dino-forsker kæreste Annas forhold, der er ved at gå i dødvande, så passende være skruet meget mere ned. Trods kritikken synes jeg bestemt, at fans af Dinosaurens Fjer skal hive fat i Svalens Graf. Den er ok god. Bare ikke ligeså god. Hvis du endnu ikke har læst Dinosaurens Fjer, så skynd dig og kom i gang!