Tag: Amerika

Pigen uden navn af Christina Baker Kline

~ isabelrosado

Skærmbillede 2016-05-26 kl. 11.15.34Nr. 1 på New York Times’ bestsellerliste er som oftest en varedeklaration, der siger god for kvaliteten af en roman. Det gælder måske ikke ligefrem Fifty Shades of Grey (ved ikke, har ikke læst den) men Pigen uden navn eller Orphan Train, som er originaltitlen er en særdeles velskrevet og rørende historie, og jeg kan godt forstå, den har solgt over 2 millioner eksemplarer i USA.

Den beskriver et stykke amerikansk historie, som der kun er ganske få vidner tilbage til at berette om. I perioden 1854 til 1929 blev mere end 200.000 forældreløse og fattige børn fragtet tværs gennem USA i togvogne. Børn helt ned til 2 år blev sat på disse tog alene, overladt til de andre børns nåde og med en uvis fremtid forude. Et stop i hver by hvor de blev sat frem til skue i håb om adoption af kærlige forældre men oftest med udsigt til sult, snavs og slavearbejde.

Romanen har to spor: I nutiden følger vi 17-årige utilpassede Molly, som selv er plejebarn, da faren er død og moren psykisk syg. Som et led i samfundstjenesten efter at have stjålet en laset kopi af Jane Eyre på biblioteket, bliver Molly sat til at hjælpe 91-årige Vivian med at rydde op på sit loft. Her bugner kasserne af minder fra Vivians lange liv, og snart ruller historien om Vivians fortid som et af de forældreløse togbørn op i levende billeder.

De to kvinders historie som forældreløse er vidt forskellige. Der er trods alt forskel på at være fattig og alene under depressionen i 30’erne og plejebarn under finanskrisen i 00’erne, men selvom Vivians barndomshistorie er grummere end Mollys, er følelserne ved det at miste sin familie, være forældreløs og overladt til fremmede, der ikke har samme grad af naturlig kærlighed som forældre vanligvis har, de samme.

Da Vivian beskriver, hvordan det føltes at være underkastet fremmedes nåde og barmhjertighed, nikker Molly. Hun ved kun alt for godt, hvordan det er at undertrykke sit naturlige jeg, at fremtvinge et smil, når man er komplet følelsesløs. Efter et stykke tid ved man ikke mere, hvad ens egne behov er. Man er taknemmelig for det mindste strejf af venlighed, men når man bliver ældre, er man mistænksom. Hvorfor skulle nogen gøre noget for én uden at vente noget til gengæld? Det gør de for det meste heller ikke. I de fleste tilfælde oplever man mennesker fra deres værste side. Man lærer, at de fleste voksne lyver. At de kun tænker på sig selv. At man kun er interessant i det omfang, man er til nytte.

De to kvinders møde hjælper dem med at blomstre op på ny og genfinde fodfæstet i tilværelsen og tilliden til andre. Det har man brug for, uanset om man er 17 eller 91. Romanen er klassisk feel good men usentimental og nøgternt fortalt med en bred appel til både voksne læsere og YA kendere. Sproget er ligetil og lettilgængeligt. Historien er vedkommende, slutningen er happy (tør jeg godt røbe), og engang i mellem er det helt ok – ja ligefrem tiltrængt, så længe det ikke klistrer med honning ned af siderne. Jeg kan rigtigt godt lide den.

Bogen er venligst tilsendt af Gads Forlag.

Advertisement

Savner dig af Harlan Coben

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-08-20 kl. 11.16.09Findes der noget bedre end en hårdkogt New Yorker krimi? Med en tæskesej politikvinde i hovedrollen, tynget af et trist privatliv og familieskeletter i skabet? Ja det gør der nok. Men når selveste Gillian Flynn forfatteren bag Kvinden der forsvandt, siger, at Harlan Coben er en af de bedste forfattere nogensinde, og Stephen King udtaler, at han er jaloux, så lytter jeg efter. Og den er god nok. Med et skudsikkert, nytænkende og mega-uhyggeligt plot og en stejlt opadgående spændingskurve, leverer Harlan Coben med Savner dig i den grad varen, hvis du trænger til en thriller, du kan mærke op og ned langs rygraden.

Kriminalbetjent Kat Donovan er all work and no fun, da hendes veninde opretter en profil for hende på et datingsite. Kat giver det en chance og falder over sin ekskæreste Jeff, der atten år tidligere forlod hende og knuste hendes hjerte, endda kort efter hun mistede sin far.

Panserkvinden må modstræbende se følelserne havne udenpå tøjet igen og drister sig til at kontakte Jeff men får et mystisk svar og en kold afvisning tilbage. Noget er galt og i sammenfald med en række hændelser, som jeg ikke vil afsløre her, begynder Kat at efterforske, hvad der mon er sket med Jeff siden dengang. Sporene bringer hende faretruende tæt på en organisation med grumme, modbydelige planer, der nok vil forhindre enhver læser i at opsøge kærligheden på nettet nogensinde.

Det er ikke kun den uforbeholdne kærlighed til Jeff, der bliver udfordret. Det samme gør forholdet til Kats forældre og hele familiehistorien, som har udspillet sig på en helt anden måde, end Kat troede. I takt med at Kat rykker tættere på Jeff og hans nye liv, bliver den fulde sandhed om fortiden rullet ud, og Kat må tage sit liv, sin baggrund, sine fordomme og forestillinger op til kraftig revision.

Harlan Coben har skrevet en ordentlig bunke krimier, der i hvert fald på afstand ligner den slags samlebåndslitteratur, som der findes tilsvarende millioner af, blot med andre titler. Sprogligt ikke særligt sublime og skrevet på rutinen, fordi de tjener gode penge.

Men efter at have læst Savner dig skal jeg bestemt have fat i et par stykker af dem. Coben har også udgivet en ny krimi siden Savner dig var oppe at ringe som nummer 1 på New York Times bestseller liste. Nu rykker The Stranger deropad, og til efteråret udgiver Gads Forlag endnu en af hans tidligere udgivelser på dansk med titlen Seks år.

Når jeg læser omtalen af begge, er jeg ikke i tvivl om, at der er noget at glæde sig til. Lige nu er Harlan Coben nummer 1 på min internationale hitliste over krimiforfattere.

Savner dig er venligst tilsendt af Gads Forlag.

 

Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-04-09 kl. 14.45.26Denne smukke roman er den bedste, jeg har læst i år, og den bliver så svær at overgå, at det er med en let tristhed, jeg lægger anbefalingen her på bloggen. For hvad skal jeg så læse i det literære tomrum, jeg nu befinder mig i?

Det går nok. Jeg kan jo altid læse den igen og en gang til, for det fortjener den. Anthony Doerrs mesterværk Alt det lys vi ikke ser er lysende på så mange planer, at jeg faktisk mangler ord for det. Både sprog og historie er så smukt komponeret, at jeg holder vejret flere gange under læsningen. Med en detaljerigdom og et væld af enkle, unikke metaforer der får mig til at dvæle ved de fine sætninger, samtidig med at fortællingen bare flyder i korte overskuelige kapitler, der skifter i både tid og synsvinkel.

Historien foregår i Tyskland og Frankrig under besættelsen, men den handler om så meget mere end selve krigen. I høj grad om krigens grusomheder, og hvordan mennesker i krise virkelig forstår at sætte pris på tilværelsens små glæder og på livet som sådan og det at bruge sit liv til noget meningsfyldt og overvinde sin frygt, også selv om det er livsfarligt. Eksempelvis ved at slutte sig til modstandsbevægelsen. “Vil de ikke leve før de dør?,” spørger Madame Manec som spiller en central rolle deri, og om hvordan hun selv har det siger: “Seksoghalvfjerds år og jeg kan stadig få den her følelse. Som en lille pige med stjerner i øjnene.”

Romanen handler også om alle de daglige mirakler, alt det lys vi er omringet af uden at se det. I naturen, i relationerne mellem mennesker, i teknologien. Om videnskabens magi, og hvordan opfindelser i sig selv, for eksempel radioen skaber mirakler af kærlighed, ukuelighed og overlevelsesevne. Om den livsreddende effekt det kan have bare at kunne forbinde et par kobbertråde og lidt løsdele på den rigtige måde og opnå forbindelse med omverden. Alt det vi bare tager for givet i dag, mens vi vandrer rundt med vores smartphones konstant i forbindelse men måske uden egentligt at være forbundet?

Og så handler den om at kunne se lyset, når det gælder om at gøre det rigtige, også når alle i ens omgivelser vælger det forkerte, hvilket er den nemmeste men også den mest menneskelige ting at gøre. En stemme der holder illegale foredrag over radioen siger om lys og vores opfattelse af det: “ Hjernen, børn, er selvfølgelig lukket inde i fuldkommen mørke. Den svæver i en klar væske i vores kranium og ser aldrig lyset. Og alligevel er den verden som den skaber i vores forestilling, fuld af lys. Den flyder over af farver og bevægelse. Men hvordan tror I, børn, at hjernen der lever uden den mindste smule lys, kan vise os en verden, der er så fuld af lys?”

Vi følger to unge skæbner på hver sin side af krigen. Franske Marie-Laure LeBlanc er blind og flygter fra Paris til fæstningebyen Saint-Malo med sin far, da tyskerne invaderer Paris. Han er nøglemester på det naturhistoriske museum og med sig har de en myteombundet og muligvis forbandet juvel, der skal skjules fra nazisternes rovdrift af kunst og særlige genstande. Marie-Laures far bygger  komplette miniaturemodeller af byerne, så hans datter kan føle sig frem og derefter selv finde rundt i gaderne. På trods af sin blindhed ser den unge pige lyset, når det gælder om at handle.

Tyske Werner Pfennig vokser op på et børnehjem i en kulmineby sammen med sin søster Jutta. Han har et særligt talent for at bygge radioer, og det bliver hans vej væk fra at ende som minearbejder med kort levetid. I stedet kommer han på eliteskole for Hitlerjugend og finder snart ud af, at det er en skæbne, der er værre end at blive kvalt i en mineulykke. Mindst ligeså indelukket og begrænsende og uden anden udgang end at lade livet.

De to må på hver sin måde kæmpe for at overleve krigens rædsler, indtil den mod sin slutning bringer dem sammen i Saint-Malo, da de allierede bomber byen sønder og sammen, og tyskerne er tæt på kapitulation. Det bliver et møde, som hverken de eller deres efterkommere vil glemme.

Alt det lys vi ikke ser udkommer meget passende på dansk tæt på 75-dagen for besættelsen af Danmark 9. April 1940. Selv om du ikke skulle orke at læse, høre eller se mere om hverken 2. Verdenskrig eller krig i det hele taget, så må du ikke snyde dig selv for denne storslåede læseoplevelse. Den giver så meget mere end et indblik i krigen. Det er meget oppe i tiden, at vi travle mennesker i det moderne samfund skal lære at være tilstede i nuet. Det vil denne bog hjælpe dig med.

Alt det lys vi ikke ser er romankunst af højeste kaliber. 555 exceptionelt smukt skrevne sider. Læs den for himlens, historiens, litteraturens, for din egen og for verdensfredens skyld.

Sammen med andre gode bogbloggere fik jeg lejlighed til at møde forfatteren Anthony Doerr tidligere i dag. Det kan du læse mere om her.

Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-03-30 kl. 21.58.15Det vælter ud med spændingsromaner om selvbedrageriske, forliste og skræmmende parforhold, der slår sig stort an som den næste Gone Girl/Kvinden der forsvandt, Gillian Flynns storhittende mesterværk, og jeg har tænkt mig at læse en del af dem, selv om jeg tvivler på, at nogen af dem kan nå helt samme højder.

Forventningerne var alligevel store, da jeg fik fat i Det burde du have vidst, for det er Gads Forlag, der udgiver den. Samme forlag som spottede Gone Girl og sikrede sig en af de helt store bestseller-succeser sidste år. Se min anbefaling her.

Lad mig sige det med det samme. Det her er ikke den næste Gone Girl. Den er ikke i nærheden af at være ligeså spændende. Plottet er langtfra ligeså raffineret og skrækindjagende, og hverken sproget eller evnen til at fange tidsånden ligeså syleskarpt og dybsindigt som Gillian Flynns. Hvis du har læst den så tænk på Amys cool-girl monolog. Helt exceptionel, blændende god. Det burde du have vidst når ikke Gone Girl til sokkeholderne. Men der er altså også langt op. Romanen er faktisk værd at læse, hvis du skruer forventningerne lidt ned.

Hovedpersonen Grace lever et ubekymret liv som psykoterapeut i de øvre lag på Manhattan. Hun er gift på 18. år med en børnelæge og sammen har de deres vidunderlige vidunderbarn Henry, som spiller violin og går på en af byens fineste, dyreste skoler. Grace er ved at få udgivet sin første bog Det burde du have vidst som baseret på sine erfaringer med forvildede klienter skal belære knuste hjerter om, at de skal lytte til de indre alarmklokker, når de bliver bedraget af deres ægtefæller, for de bimler lige fra starten af et nyt forhold. Er din mand en egoist, så ved du det. Er din mand homoseksuel, så ved du det. Er din mand notorisk utro, så ved du det. Eller du burde i hvert fald have vidst det, hvis du havde lyttet til din intuition. Grace har selv valgt sin mand, fordi hun bare vidste, at det skulle være ham, og de har levet sådan nogenlunde lykkeligt siden da. På overfladen er hendes eget ægteskabelige liv perfekt. Lige indtil det ikke er det, og alle Graces fasttømrede teorier rammer som en boomerang lige i nakken.

En mor til en af skoleleverne på Henrys eliteskole bliver myrdet, og kort efter er Graces mand Jonathan sporløst forsvundet. Alle spor peger på ham som mistænkt morder. Graces perfekte liv går i opløsning, og hun må tage alle sin forudindtagede holdninger og dogmer om, hvem hun er, og hvem hendes familie er til alvorlig revision.

Som psykologisk portræt er det interessant et godt stykke hen ad vejen. Grace udvikler sig fra at være et selvoptaget, snobbet, bedrevidende overklasseløg til at blive et helt, fornuftigt og sympatisk menneske mod slutningen. Men hold da op hvor skal vi igennem mange af hendes indre betragtninger om dette og hint, før vi når derhen. Og hold da fest hvor er det irriterende med Graces konstante selvfornægtelse og manglende vilje til at se tingene i øjnene. Hun lukker totalt af og nægter et alt for langt stykke ind i historien at tage den viden til sig, som resten af New York og omegn besidder, og det er enerverende at være vidne til som læser. Romanen er velskrevet men langtrukken, og mindst 100 sider kunne med rette have været skåret ud. Selve krimiplottet er kedsommeligt og forudsigeligt i det lange løb. Alligevel er der mange gode afsnit om et new yorker kvindeliv og et forhold, der krakelerer, som gør det værd at holde ud til sidste side. Så læs den gerne hvis du ikke kan få nok af Manhattan personager men lad være med at sammenligne med Gone Girl.

We are all completely beside ourselves af Karen Joy Fowler

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-01-06 kl. 16.12.43

Velkommen til et nyt bogår! Håber 2015 bliver forrygende for alle, og at I får oceaner af tid til at læse.

Jeg havde planer om at nå mindst fem bøger i juleferien, men det blev kun til denne ene perle, som jeg til gengæld kan anbefale på det varmeste.

Rosemary er en stille pige, der føler sig aparte på flere måder. Da hun var barn, snakkede hun hele tiden, men tabet af hendes søskende har forandret både hende og resten af familien for altid. Hun fortæller sin historie ved at starte i midten. Det har hun nemlig lært af sin far, for på den måde behøver man ikke at fortælle alt og slet ikke om sin baggrund, når man møder nye mennesker. I tilbageblik opruller hun familiens tragedie, og intet er, som man tror.

Da Rosemary skal på college flytter hun langt væk fra sine forældre for at få en frisk start, nye venner og forsøge at passe ind, men det lykkedes ikke rigtigt. Ved et tilfælde får hun en eneste veninde, Harlow som ikke er en rigtig ven, men som minder om søsteren Fern: vild, uhæmmet og uforudsigelig. Den eneste Rosemary tør være sig selv sammen med.

Det lyder måske trist, og det er det også men ikke på den måde, du umiddelbart vil tro. Rosemarys søskende er stadig i live, men den søster, som hun i sine første år er tæt forbundet med, sover med, leger med og laver narrestreger med, må forlade hjemmet, da Rosemary kun er fem år gammel. Det får deres bror Lowell til at stikke af hjemmefra uden at se sig tilbage.

Hele miseren sætter dybe spor i den traumatiserede familie, hvor Rosemary og hendes forældre lader som ingenting er hændt og lader tilværelsen køre videre, mens savnet stikker dybt i dem. Indtil en række begivenheder tvinger dem til at forholde sig til det, der hændte.

Det er synd at afsløre for meget, men plottet er fantastisk skruet sammen og sætter fokus på vigtige menneskelige såvel som etiske og politiske temaer i læserens bevidsthed. Man bliver tvunget til at tage stilling til svære emner, som mange af os behændigt undgår at bekymre os væsentligt om i dagligdagen. For eksempel, hvad gør et menneske til et menneske? Hvad betyder søskendekærlighed, og hvad gør det ved den, der bliver frarøvet den? Hvor langt skal man gå indenfor forskning og videnskab for at gavne menneskeheden og samtidigt leve med konsekvenserne? Hvor meget skal andre lide, for at nogle kan blive raske?

Karen Joy Fowler sætter alvorlige spørgsmål på spidsen, men hun gør det på den mest bevægende og begavede måde uden at fordømme. Men som Rosemary siger det: If stupid were fuel, we would never run out. Og det er altså menneskeheden, hun taler om.

Samtidig med det og andre nedslående fakta såsom where you succeed will never matter so much as where you fail, er der en god portion humor i denne pragtfulde og rørende roman, og historien er i sin helhed særdeles opløftende. Og så er den fantastisk velskrevet og ikke mindst gennemresearchet.

Der er så meget godt at sige om denne fremragende roman, men jeg synes bare, du skal gå i gang og lade dig overraske. Du får virkelig noget at tænke over – oveni i den gode læseoplevelse. Starten på mit personlige bogår kunne i hvert fald ikke være bedre.

We are all completely beside ourselves er endnu ikke oversat til dansk, men den fortjener et stort publikum også i Danmark, så det håber jeg, den bliver.

På gensyn i februar, hvor jeg gerne skulle være igennem en thriller, et par krimier og andre gode sager!

The Book of Unknown Americans af Cristina Henríquez

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-10-30 kl. 09.11.12Indrømmet. Jeg har en svaghed for latino-forfattere og social realistisk immigrantlitteratur og gerne den amerikanske af slagsen.

Jeg havde aldrig hørt om Cristina Henríquez, men alene omslaget til paperback udgaven af hendes roman The Book of Unknown Americans er så fint, at jeg blev nødt til at købe bogen, da jeg stødte på den hos boghandleren. Never judge a book by it’s cover, siger man på engelsk. Men i dette tilfælde hjalp det altså, og indholdet viste sig at leve fuldt op til forventningerne.

For det er både en smuk og vigtig bog Henríquez har skrevet. Handlingen er centreret om kærlighedshistorien mellem teenagerne Maribel og Mayor. En kærlighed der i en moderne udgave af Romeo og Julie har ret så dårlige odds. De bor i samme forfaldne bygning et sted i udkants-USA nærmere betegnet Newark, Delaware med deres immigrant forældre fra henholdsvis Panama og Mexico.

Historien foregår nu og her i Obamas post-finanskrise Amerika, men bortset fra at bogens personer har mere råd til en mobiltelefon end et ordentligt måltid, kunne det ligeså godt foregå under depressionen i 30’erne.

Mayors forældre er flygtet fra urolighederne i Panama år tilbage og er nu solidt plantet som amerikanske statsborgere. Maribel er nyligt ankommet fra Mexico, som hendes forældre kun har forladt af én årsag. At hjælpe Maribel. En utålelig ulykke og efterfølgende hjerneskade har ændret hende for altid, og det er håbet om en bedre skole og hurtigere bedring for deres datter, der driver Alma og Arturo til USA, selv om de bolig og arbejdsforhold, der venter er langt værre, end dem, de kom fra.

Kapitlerne i bogen skifter synsvinkel mellem Mayor og Alma, der hver for sig fortæller den gribende historie, men vi hører også andre stemmer fra bygningen. De er de ukendte amerikanere med hver deres unikke baggrund og begrundelse for at søge mod det forjættede land for blot at kæmpe mod fordomme, sprogproblemer, arbejdsløshed og ulighed. Og der er heldigvis også de, der om ikke får opfyldt deres drømme i hvert fald lykkedes i en eller anden forstand.

For Mayor er det kærlighed ved første blik, da han ser Maribel, og hans hengivenhed hjælper hende i kampen for at blive sig selv igen. Men deres kærlighed får fatale konsekvenser, og det er slet, slet ikke til at bære.

Kærligheden mellem forældrene er også stor og stærk trods et væld af sorg og bekymringer. Jeg er ikke den store dyrker af romantik i bøger men prøv lige at læse dette bjergtagende afsnit, hvor Alma og Arturo efter måneder uden det mindste overskud eller nærvær har genfundet hinanden:

– no matter what else happened, we would be fine, as long as we had each other. Contigo la milpa es rancho y el atole champurrado. And then, the rush. It was as if the whole world sighed. As if every human and every creature and every gas and liquid and speck of dirt and granule of sand and gust of air settled all at once, and all was right in the universe. If only for that moment.

Jeg anbefaler på det varmeste The Book of Unknown Americans.

 

Drown af Junot Díaz

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-07-01 kl. 12.50.56

“Motherfuckers will read a book that is 1/3 elvish, but put two sentences in Spanish and they think we’re taking over” – citat Junot Díaz

Jeg har endnu ikke læst en eneste bog, der indeholder elversprog eller elver for den sags skyld, men at læse Junot Díaz’s på en gang slagkraftige og poetiske engelske prosa krydret med spanske gloser på såkaldt Spanglish sætter hver gang mit blod i kog på den helt puta fede måde. For min skyld må den sproglige stil han kører med sit formfuldendte engelsk tilsat latino slang gerne overtage den litterære verden. Díaz er uden tvivl en af mine all time favorit forfattere.

Junot Díaz skal ikke kun læses for hans særegne sproglige stil men så sandelig også for de både rørende og oprørende historier, han har at dele ud af.

Díaz’s noveller er et smukt sammensurium af erindringer og fiktion. Karaktererne optræder i flere værker, og dermed lærer vi dem bedre at kende for hver fortælling. Jeg ved ikke, hvor meget af det, han fortæller, der er selvoplevet, men det er nok en del.

Jeg har tidligere anbefalet This is how you loose her og bliver da nødt til at gentage, at jeg også er fuldstændig ellevild med Junot Díaz’ ene roman til dato The Brief Wondrous Life of Oscar Wao, som jeg læste for en fem år siden og som iøvrigt fik Pullitzer-prisen. Der kommer forhåbentlig flere romaner fra Díaz. Men da han er kendt for at gøre sig umage og var elleve år om den første, der udkom i 2008, kan der nok gå lidt tid endnu.

Indtil da har jeg endelig haft hans debut Drown fra 1995 i hænderne, og alene det elegante cover gør, at jeg er helt loca med den. Men det er selvfølgelig ikke det vigtigste ved denne eminente samling af noveller. Ej heller sproget, beatet, varmen eller rytmen. Det vigtigste er de ti historier om at være barn og ung i latino-ghettoen, om familien, kærligheden, desillusionen, de første seksuelle erfaringer, svigtet, håbet og ikke mindst konstant hårdt arbejde for at opnå bare en lille bid af den amerikanske drøm. En drøm der aldrig bygger på lige forudsætninger, når den udspringer fra et latino perspektiv med brun hud og lange sorte øjenvipper, der nok kan score et par chicas blancas men på ingen måde undslippe ghetto-stemplet.

Díaz’s alter ego Yunior er den gennemgående figur, og i Drown følger vi ham, hans familie og venner fra barndommen og op i teenageårene. Først de tidlige år i hjemlandet Den Dominikanske Republik sammen med hans stærke mor og hårdkogte storbror Rafa i el barrio i Santo Domingo og så de første år, som immigranter i New Jersey, USA. Faren, som er lidt af en slubbert, rejser til Staterne et par år i forvejen og er gennem Yuniors barndom enten fuldstændig fraværende eller tenderende tyrannisk. Inden han henter sin familie til USA har han lige nået at være gift med en anden kvinde og få et barn mere, mest for at få papirerne i orden.

Da Yunior som teenager bliver lidt for kæphøj sammen med vennerne og stjæler smart tøj, som han gemmer i skabene, får han denne besked fra sin far:

You’re going to get caught, he told me one day. Just you wait. When you do I’ll show them everything you’ve taken and then they’ll throw your stupid ass away like a bad piece of meat.

He was a charmer my pop, a real asshole, but he was right. Nobody can stay smooth forever, especially kids like us. 

Som lille lider Yunior af køresyge, og det er, når faren prøver at vænne ham af med det med lange køreture, de har noget sammen.

These were the only times me and Papi did anything together. When we were alone he treated me much better, like maybe I was his son or something.

De noveller i Drown, der gør stærkest indtryk på mig er, Fiesta, Drown, No Face og Negocios. Historien i No Face om den lille dreng, der blev bidt i hovedet af en gris som baby, og som siden har båret maske eller rettere en sæk over hovedet for ikke at skræmme livet af de andre børn, der mobber ham på det grusommeste, er ganske enkelt hjerteskærende.

Her også et lille uddrag fra titelnovellen Drown. Yunior beretter om de natlige dykke- og svømmeture med ghettodrengene i en swimming pool, hvor der er adgang forbudt.

I can still go far without coming up. While everything above is loud and bright, everything below is whispers. And always the risk of coming up to find the cops stabbing their searchlights out across the water. And then everyone running, wet feet slapping against the concrete, yelling, Fuck You, officers, you puto sucios, fuck you.

Kvaliteten taler for sig selv. Hvis du endnu ikke har læst Díaz, har du i den grad noget at glæde dig til. Basta Ya. Enough said.

 

Storhed og fald af Tom Rachman

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-09-01 kl. 13.29.34De der påstår, at journalister ikke kan skrive stor litteratur, bliver i den grad sat til vægs med udgivelsen af Storhed og Fald skrevet af tidligere journalist nu forfatter på fuld tid Tom Rachman.

Som de fleste journalister var jeg vældig begejstret for Rachmans første roman De Ufuldkomne, læs anbefalingen her, som handler om den hensygnende avisbranche og en række ulykkelige og ret så troværdige skæbner omkring den.

Allerede da jeg hørte, at Storhed og Fald handler om en kvinde, der lever et stille liv som boghandler i ly fra en traumatisk fortid, var jeg solgt. Jeg har glædet mig længe til denne bog, og jeg må sige, at selv om den slet ikke er i nærheden af, hvad jeg troede, så overgår den alle mine forventninger.

I Storhed og Fald sætter Rachman spot på bogens position og fremtid i en digital verden, der har udviklet sig med rasende fart med fare for at frarøve al fokus, fordybelse og IRL fællesskab.

Men Storhed og Fald handler om så afsindigt meget andet og det på både mikro- og makro-niveau, fra den kolde krig og frem til nu. The Rise and Fall of Great Powers er den originale titel på Rachmans ekstremt ambitiøse og vanvittigt vellykkede roman. Store samfundsmæssige kræfter influerer på menneskers liv og identitet, og som konsekvens deraf møder vi i denne fuldendte historie menneskelig storhed, når det er størst og det dybeste fald, når det er værst. I psykologisk forstand vel at mærke.

I centrum af det hele står en kvinde Tooley Zylberberg, som elsker bøger og har åbnet en antikvarisk boghandel ved navn World’s End langt ude på landet i Wales. Hun vil hellere fordybe sig i sine bøger end at skaffe kunder i butikken og forsøger også at aflede sig selv med ukulele timer og aftenundervisning for at undgå at tænke på sin mystiske fortid, som har efterladt hende med en bunke uafklarede spørgsmål.

En dag bliver Tooley kontaktet af en ekskæreste på facebook, som fortæller, at hun må komme til New York, da hendes far er alvorligt syg. Hvem mon han mener? Er hendes første tanke.

Tooley er et rodløst barn af globaliseringen, som har levet sit liv på flere kontinenter. Hun er som ganske ung blevet kidnappet og på sin vis frarøvet sit sande jeg. Hun er et barn, der i utraditionel forstand er blevet svigtet og gjort fortræd, vokset op blandt svindlere og skæve eksistenser, opdraget til at leve en omflakkende tilværelse i total frihed med litteraturen som eneste faste følgesvend men også med en eksistentiel tomhed, hvor man ikke knytter sig til nogen og betaler med ensomhed og følelsen af ikke at passe ind nogen steder.

Mens Tooley opsøger skeletterne fra fortiden og gradvist genfinder sig selv og sin personlighed, følger vi hendes historie i tre årtier og i spring mellem fortid og nutid i de skelsættende år 1988, 1999 og 2011. Vi møder de mennesker, der har påvirket hendes liv, og undervejs bliver vi ligeså overraskede over sagernes sammenhæng som Tooley selv.

Tom Rachman brillerer endnu engang som storslået storyteller med et fantastisk overblik og en hel unik evne for karakterer og komposition. Lige fra starten har han fuldstændig hånd i hanke med sine personer, hvilket også er en stor nødvendighed med en roman, der er struktureret som Storhed og Fald. Romanen havde formentlig ikke haft den samme storhed i sig selv, hvis den var skrevet kronologisk. Dertil kommer så de mange skarpe observationer om menneskets natur og om tiden og tilværelsen, som man har lyst til at klippe ud og sætte i glas og ramme.

I bogens første halvdel har jeg mindst ligeså mange spørgsmål som Tooley, og det kræver en vis tålmodighed at overvinde den indledende forvirring, når den ene person efter den anden rulles op for læseren. Det er som om, Rachman bevidst vil udfordre sin læser med spørgsmålet: – nå, er det interessant nok til, at du hænger på, eller vil du hellere på facebook? Det vil jeg ikke, for som læser vil jeg fra side et kende svarene og sandheden om Tooley. Hvis du skulle gå lidt i stå undervejs – så hold ud, for belønningen kommer og hele meningen med dette værk og den måde, det er skruet sammen på, er intet mindre end genial.

Fornylig havde jeg den fornøjelse at møde Tom Rachman til en frokost i godt selskab med andre bog-entusiaster. Det var en særdeles hyggelig, interessant og berigende samtale om bogens fremtid, om overgangen fra at skrive journalistik til litteratur, om at foretrække bøger fremfor tv-serier midt i seriernes guldalder og meget andet. Hvis du vil læse mere om Tom Rachmans forfatterskab, har Politiken bragt et godt interview her.

Storhed og Fald er udkommet på dansk på Politikens Forlag.

 

 

Stoner af John Williams

~ isabelrosado

Stoner“Den bedste bog, du aldrig har hørt om.“ “Den bedste bog i årtier.“

“Et overset mesterværk” “Mere sjælden end en god bog – det er en perfekt bog.”

Der blev ikke sparet på superlativerne i omtalen af romanen Stoner, da den udkom på dansk tidligere i år. Stoner er skrevet af amerikanske John Williams og udkom første gang i 1965 uden at modtage særlig opmærksomhed. Først da den blev genudgivet i 2006 blev den opdaget for alvor, og har siden stille og roligt bevæget sig op af bestsellerlisterne i flere lande. Desværre nåede forfatteren ikke at opleve den enorme anerkendelse, bogen siden har fået, da han døde i 1994.

Og ja det er en utroligt god bog. Først og fremmest fordi den er så enkelt og smukt skrevet.

Det er også en trist bog. Sørgelig. På grænsen til det deprimerende. Men på sin vis alligevel opløftende. Nogle mener, at den ikke rigtig handler om noget. Det er jeg ikke enig i. Der er en historie, og flere gange får den blodet i kog hos denne læser.

Den handler om et levet liv, om at følge sit kald uden at give afkald på sin integritet, om at stå ved sine valg i livet, erkende fejl og mangler og acceptere sin skæbne med værdigheden i behold.

I et roligt, afdæmpet tempo fortælles historien om William Stoner. Han bliver født i starten af det nittende århundrede og vokser op i en fattig bondefamilie. Stoner kommer på landbrugsskole og opdager litteraturen og en helt ny verden. Som mønsterbryder distancerer han sig snart fra sin baggrund og sin familie, men uden at kunne bryde med den ydmyghed, der ofte følger med, når man begiver sig opad den sociale stige.

Stoner bliver gift og får barn, men det bliver kærligheden langtfra nemmere af. Han lander sit drømmejob som collegeprofessor i litteratur men må finde sig i uretfærdig og uretmæssig behandling af kollegaer og overordnede, og det kommer til at påvirke resten af hans liv.

Jeg tror, at en af grundene til at denne bog slår igennem hos så mange – nok især midaldrende læsere er den høje grad af identifikation med bogens hovedperson. Vi er i høj grad vores valg i livet, og vores karakter formes også af, hvordan vi forholder os til udefra kommende omstændigheder, men vores personlighed har vi med os fra fødslen, og nogle gange spænder den ben for os.

Uanset hvor man er vokset op, hvad man beskæftiger sig med, og hvem man omgås med, vil man kunne genkende Stoners følelsesmæssige udfordringer og hans indre og ydre kamp i det stille for at bevare sin ære og stolthed og være tro mod sig selv.

Jeg kan nok ikke finde på et nyt superlativ om denne bog, som ikke allerede er sagt. Men jeg kan sige, at du snyder dig selv, hvis du ikke får læst den.

Stoner er en meget rørende og fantastisk velskrevet roman.

 

Den Hemmelige Historie af Donna Tartt

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-06-26 kl. 11.50.24Efter at have læst Donna Tartts fantastiske mesterværk The Goldfinch, på dansk Stillidsen, som hun fornylig vandt Pullitzer-prisen for, har jeg sat mig for at læse hele Tartts forfatterskab. Det består indtil videre af tre værker, så det burde være en overkommelig opgave, også selv om hun skriver laaange romaner. Stillidsen er på cirka 800 sider, og det er ikke én side for meget, og jeg kedede mig ikke et eneste sekund, da jeg læste den, som jeg skriver i min anbefaling her.

The Secret History, Den Hemmelige Historie på dansk, er Donna Tartts debutroman fra 1992, og den fik også strålende anmeldelser verden over, da den udkom.

Som i Stillidsen følger vi en ung mands hårrejsende dannelseshistorie, og her bør enhver sammenligning mellem de to romaner så også stoppe.

Den unge Richard får studieplads på det finere Hampden college i Vermont ved hjælp af et uddannelseslegat. Han kommer fra en underklasse baggrund i Californien hos et par forældre, der får ham til at tænke på at træde ind i cockpittet på et fly, hvor piloterne er besvimet af druk, ingen har kontrol over flyet, og ingen ved, hvor det er på vej hen. Richard er en begavet og belæst fyr, der forstår at klare sig selv men savner en familie. Den finder han blandt en lille gruppe højintellektuelle, yderst velhavende, sære snegle, der studerer oldgræsk og klassisk filologi med en overbevisning om, at det er det eneste saliggørende i verden.

Deres karismatiske lærer og faderfigur Julian Morrow kræver 110 procents dedikation til faget, og det samme gør gruppens magnetiske, magtfulde og mystiske leder Henry, der har de andre i sin hule hånd. Der er kun seks studerende på holdet, og de danner snart et helt særligt sammenhold, der kommer til at besegle deres skæbne på linje med en græsk tragedie.

Gruppen holder sig mest for sig selv og langt væk fra campuslivets udskejelser. Det betyder dog ikke, at de lever et stille asketisk liv med snuden nede i bøgerne. De har derimod ry for at være en gruppe filosofinørder, der dyrker okkulte ritualer i fritiden. Og det viser sig snart, at der er noget om snakken.

Som den nye dreng i klassen bliver Richard lidt efter lidt indviet i studiekredsens hemmeligheder, og da der bliver begået et mord, er der ingen vej tilbage. Engagementet i studierne og i fællesskabet kommer til at koste på alle tænkelige planer.

Den Hemmelige Historie er en fremragende litterær thriller på “kun” lidt over 600 sider. Alligevel bliver den flere steder for langtrukken for mig med de mange indgående beskrivelser af alting samt gentagelser af personernes gøren, laden og laster. Følelsesmæssigt investerer jeg heller ikke i personerne. Karaktererne er interessante og nuancerede men for distancerede for læseren, og jeg kommer ikke rigtigt til at forstå dem. Det ændrer dog ikke ved, at Den Hemmelige Historie i sin helhed er en stærk og ret så uhyggelig historie i al sin langsommelige men sikre, snigende suspense, og at Donna Tartt var en ligeså blændende forfatter og storslået skribent, da hun debuterede, som hun er i dag.

Læs Den Hemmelige Historie for sproget og den subtile, nærmest gotiske uhygge men læs The Goldfinch først – uden i øvrigt at sammenligne.