Min kæreste elskling af Gabriel Tallent

Mendocino er et sted i det nordlige Californien, hvor man utroligt gerne vil hen efter at have læst Gabriel Tallents på en gang fremragende og forfærdende debut My Absolute Darling – på dansk Min kæreste elskling.

 Jeg har sjældent læst så levende naturbeskrivelser, hvor hver eneste gren, busk, blomst og vandløb indgår som aktører i handlingen og skaber en poesi, man har lyst til at dvæle ved og en stemning af både gru og skønhed, så det er som at være der selv. Forfatteren er selv fra Mendocino og har været naturguide i området.

Koglerne drypper, og dråberne lægger sig dirrende på nældebladene og bregnerne. Hun stavrer henover køkkenterrassens plankeskelet og kravler ned af skråningen fyldt med rådnende træstammer og giftige salamandere og firben, hendes hæle træder gennem den bløde skorpe af myrteblade ned i den sorte jord. Hun siksakker forsigtigt ned til brønden ved Slaughterhouse Creek, hvor venushår-bregnerne er sortstilkede med blade som grønne tårer, og blomsterkarsen hænger sammenfiltret med dens sprøde, våde karselugt, stenene er glatte af leverurt. Kilden her udspringer fra en lille mosbevokset krog længere oppe, og den har dannet et lille bassin af sten, hvor den falder, en brønd med koldt klar vand med jernsmag, et rum med træ af træstammer, der i årenes løb er blevet svampede i overfladen. Turtle sætter sig på stammerne, tager alt sit tøj af, lægger haglgeværet oven på det og glider med fødderne først ned i stenbassinet – her finder hun sin egen særegne trøst, en trøst fra et koldt sted, kan hun mærke, noget klart og koldt og levende.

Udover et skønsomt og lidt creepy naturområde er Mendocino et sted, hvor de økobevidste og progressive overskudsmennesker lever i smukke huse med udsigt over Stillehavet, men det er også et sted hvor fortabte og misbrugte børn kan leve under radaren, selvom omgivelserne fatter mistanke. Ligesom det kan ske i Tønder og ethvert andet sted, hvor myndighederne ikke passer deres arbejde.

 Min kæreste elskling handler først og fremmest om børnemisbrug, men den er skrevet som en slags allegori over, hvordan mennesker misbruger naturen.

Turtle lever alene med sin far i et faldefærdigt hus midt i den skønne natur og tilpas afsides fra, at mistankerne kan blive bekræftet. Bortset fra af bedstefar som bor i trailer på samme grund men alt for sent vågner til dåd for sit barnebarn. Turtle er en gennemsej pige, en ægte overlever der kan klare sig alene i vildmarken i dagevis og og samle et jagtgevær på få sekunder. Hun er kvik men indesluttet og hader alt og alle men mest af alt sig selv. Hun isolerer sig fra klassekammerater og andre og vil for alt i verden beskytte det lidet misundelsesværdige liv, hun har – bortset fra den dybe kontakt til naturen.

Hun er hårdt trænet af sin far, Martin, der udover at lære hende at passe på naturen har opgivet al tiltro til andre mennesker og fremtiden for planeten. Han anser hende for sin ejendom, og at det er hans ret at udøve psykisk terror, vold og seksuelt misbrug af værste karakter som et led i hendes opdragelse, mens han bedyrer, hvor højt han elsker hende og hvor dyrebar, hun er for ham. Og kun for ham.

Turtle er fanget i et gensidigt afhængighedsforhold, som hun ved, hun skal væk fra, men hun ved ikke hvordan, og loyaliteten over faren er uanfægtelig. Hun sladrer ikke, mest af alt af frygt for konsekvenserne, og fordi hun elsker sin far på den forskruede måde, hun har lært af ham om kærligheden  i den kvalmende symbiose de deler. Moren forsvandt, da Turtle var spæd. Bedstefar har sine egne skeletter i skabet. Først da hun møder de jævnaldrende, ordkvikke og sympatiske drenge Jacob og Brett, der kommer fra intellektuelle overskudsfamilier, tør hun træde ud af sin skal og søge mod en normal tilværelse med fare for sit eget og andres liv.

Det er en ganske brutal og hård bog i samme grad som Et lille liv, med mange passager man helst vil springe over, da de gør fysisk ondt at læse. Volds- og voldtægtsscener trækkes i langdrag, men trods alt doseret, så det går an (i modsætning til Et lille liv der blev for meget for mig) og man tilgiver forfatteren på grund af det formidable sprog, og især fordi han har en vigtig pointe.

“Martin ser Turtle som en forlængelse af sig selv og ikke som et individ. Han behandler hende som sin ejendom og misbruger hende på samme måde, som vi misbruger naturen,” sagde Gabriel Tallent fornylig, da jeg sammen med andre bloggere mødte ham på Politikens Forlag.

Men historien om Turtle skal ikke ses som et symbol på menneskets ondskab mod naturen. Problemet er reelt.

“Smerten ved børnemisbrug er brutal, og fænomenet er ikke så eksotisk, som vi gerne vil gøre det til. Hvert niende barn bliver misbrugt. Verden tillader det og lader børn ligge og dø. Når det gør ondt at læse om, er det bevis på, at det berører os. At vi skal tage os af hinanden. De smertefulde scener er med til at øge empatien, mener forfatteren.

Tallent fortalte også, hvordan hans roman ændrede sig undervejs i skriveprocessen fra klimabevidst økoroman med flere hovedkarakterer, udviklede den sig til en roman om Turtle og hendes vej ud af misbrugets klør men også konsekvenserne af det.

”Børnemisbrug ødelægger mennesker for livet,” understregede han.

Min kæreste elskling er en formidabel roman i bedste amerikanske fortællestil. Udnævnt til ”mesterværk” af selveste Stephen King og ”årets roman” af New York Times og med god grund faret til tops på bestsellerlisterne. Jo den skulle I absolut tage og læse.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Hr. Ferdinand/Politikens Forlag

★★★★★★