Alle de liv af Signe Langtved Pallisgaard

Hvad stiller man op, hvis ens nærmeste veninde bliver ramt af en forfærdelig sygdom med kun en udgang og intet håb? Man gør alt, hvad hun beder om, og derfor tager Emilie med sin veninde Solveig på roadtrip til Californien, da Solveig får konstateret ALS.

Det bliver en rejse, der bringer dem tættere sammen, og hvor sandheden om deres venskab kommer op til overfladen. For det er ikke ukompliceret, de er hverken ens eller lige, selvom de to har kendt hinanden, siden de var små, legede på vejen, fulgtes ad til skole og som teenagere var interesserede i de samme fyre. Nu er de voksne, Solveig har mand og to børn, Emilie har en kæreste og drømmer om et barn, men den drøm er efterhånden uopnåelig, og det gør det ikke lettere.

De to veninder er som nat og dag, og det bliver der ikke ændret ved, selvom sygdommen trænger sig på. Solveig er modig og målrettet, Emilie er forsigtig og eftertænksom, deres personligheder bliver forstærket af rejsen, og de lærer for alvor hinanden at kende. Efter chokket åbner Solveig alle sanserne og suger verden til sig, mens Emilie må bevare snusfornuften, så de ikke kommer galt afsted. Samtidig oplever de det ene storslåede moment efter det andet, både i mødet med naturen, og de særprægede mennesker der krydser deres vej.

Ved rejsens begyndelse beder Solveig Emilie om at beskrive det liv og den fremtid, hun sandsynligvis aldrig får. Det værste er, at jeg ikke ved, hvad der ville være sket, siger hun. Emilie er forfatter men vægrer sig alligevel. Snart bliver hun inspireret af rejsen, og Solveig får de smukkeste scenarier med sig, der beskriver livet forude fra alderen 40-90, måske det liv og den alderdom, de fleste af os drømmer om.

Hvis man ikke allerede har været på bilferie i Californien, så vil man helt sikkert afsted efter at have læst Alle de liv, eller foretage rejsen igen. Men det er den indre rejse, der er væsentlig for de to veninder, der både lærer nyt om sig selv og hinanden, og det er ikke en rejse uden strabadser og konflikt. Sygdommen driller på turen, og jo mere Solveig er sig den bevidst, jo mere frygtløs bliver hun. Det gælder om at malke livet til sidste dråbe, Emilie. Især for mig. Når man har fået halvt så lang tid som jer andre, er man nødt til at få dobbelt så meget ud af den.

Det er hårdt at være syg. Men det er heller ikke let at være pårørende, og det viser historien på fineste vis.

På Bogforum havde jeg fornøjelsen af at interviewe forfatteren til Alle de Liv, Signe Langtved Pallisgaard, og det er jeg glad for, da det ikke er en bog, jeg havde læst på eget initiativ. Jeg går gerne i en lang bue uden om romaner, der beskæftiger sig med min inderste frygt, og dødelig sygdom er ikke et af de temaer, jeg opsøger frivilligt.

Men hvor er jeg glad for, at jeg fik lejlighed til at læse denne skønne roman. Det er en klog og livsbekræftende historie. En lærerig og smukt skrevet roman jeg aldrig glemmer, og som jeg på det varmeste vil anbefale til enhver, uanset om man har sygdom tæt inde på livet, er pårørende eller bare er til.

★★★★★☆

Romanen er venligst tilsendt af forlaget Lindhardt og Ringhof.

 

 

Hungerhjerte af Karen Fastrup

Jeg kommer aldrig til at tilslutte mig græmmekoret over de enorme mængder autofiktion, der spyttes ud fra forlagene, så længe bøgerne er af samme høje kvalitet som Karen Fastrups nye roman Hungerhjerte.

Når stoffet er autentisk, er indlevelsen dybere, og når en forfatters egen historie bliver omsat til stærk litteratur med struktur, sprog, stemning og poesi i skøn forening, kan læseoplevelsen blive så intens, at den gør varigt indtryk. Sådan har jeg det med Hungerhjerte.

Karen Fastrup er forfatter og oversætter af adskillige romaner. Med Hungerhjerte, som vist er hendes sjette roman, har hun ikke lagt skjul på, at det er en dybt personlig historie, der handler om hende selv. Hun holder ikke noget tilbage men deler ærligt ud af de dybeste tabuer, et menneske kan indeholde uden at sætte sig selv i et mere flatterende lys end virkeligheden kan bære eller beskytte sig bag skriften.

Det handler om en periode i hendes liv i 2015, hvor hun blev indlagt på psykiatrisk hospital med en psykose og kort tid efter fik tildelt en ’pinlig’ diagnose. Hun håbede på bipolar, for det er lidt cool ligesom hovedpersonen i tv-serien Homeland, men fik borderline, taberdiagnosen for de identitetsløse, uhelbredelig og den næstværste diagnose efter psykopat. Men Karen bliver udfordret på sine fordomme, og det gør læserne også.

I forskudte glimt før og efter indlæggelsen samt scener fra barndommen får vi en del af forklaringen på, at hun bliver syg, selvom vi ikke finder hele årsagen. Måske fordi den ikke findes. Nogle mennesker har mere anlæg for psykisk sygdom end andre, og I Karens familie går det igen gennem generationer.

Men ikke kun arv spiller ind, for Karen vokser op i et utrygt miljø med angst som følgesvend. Der er intet, jeg frygter så meget som angst. Angst er den konstant tyggende lyd fra rottetænder. Dyret i min mave.

Hendes far er veluddannet og klog, hun er hans pige, for hun læser bøger og er kvik og kan en masse, men han er også kritisk, urimelig og en smule afstumpet. Da Karen er teenager, kan han ikke tåle synet af hendes former, og hun udvikler en spiseforstyrrelse. Hendes mor er fjern og nærmest apatisk i mange år efter, at de har mistet en bror. Der er ikke den forældrekærlighed, som et barn har ret til.

Karen har to søskende. De får heller ikke den opmærksomhed, de har brug for, men hun er den, der bukker under for følelserne. Hun er et sensitivt og empatisk væsen en sand forfattersjæl med et tyndt filter. Når hun ikke kan skrive, er afgrunden nær. Der er også noget med mobning og ensomhed i barndommen. Den får vi ikke meget at vide om, og det er lidt skuffende. For som hun skriver er næsten alle de medindlagte blevet mobbet engang. Måske ligger årsagen her?

Karens største svaghed er muligvis, at hun har brug for mere opmærksomhed og bekræftelse end hendes søskende har. Hun forelsker sig let og mister sig selv i sine forhold. Jeg tænker, at jeg ikke er forbundet med verden, når jeg ikke har en kæreste. Kroppen hungrer efter sex, hjertet hungrer efter kærlighed, fra mænd der kan se hende i øjnene, når de elsker. Men den fulde hengivenhed i samme person er ikke altid til at finde. En af Karens store udfordringer bliver at gøre sig uafhængig af mænd.

I starten af romanen møder hun Jan, som hun hurtigt flytter ind hos sammen med sine egne store børn. De er forelskede, men Jan kan ikke give Karen tilstrækkelig opmærksomhed og tillid til, at han er der for hende. Og sandt nok, da Karen bryder sammen, vifter med en køkkenkniv og bliver indlagt, kan han ikke rumme det.

Der er et vilddyr i hovedet, der vil ud. Jeg bliver nødt til at lære at holde vilddyret under den udspændte hinde i ave. Jeg ved godt, hvordan ordenlige mennesker opfører sig. De af afdæmpede, rummelige og forstående.

Hungerhjerte er en vigtig bog for alle, der gerne vil have en bedre forståelse af psykisk sygdom og et lille indblik i systemet. Hvordan det er at blive indlagt, hvordan omgangen er med personale og andre indlagte. Også pårørende til psykisk syge vil have glæde af romanen. Jeg blev faktisk positivt overrasket. Mit indtryk af det psykiatriske system er, at det mangler ressourcer, er underbemandet og ikke giver sig ordentligt tid til patienterne, der bare fyldes op med medicin og må sejle i egen sø. Sådan tror jeg også, det er for mange fortabte sjæle. På trods af “taberdiagnosen” har Karen muligvis et særligt privilegium med sit åbne forfatterhjerte og sind. En psykiater siger til hende. Du kunne være blevet meget mere syg, end du er. Det, der har forhindret det i at ske, er din begavelse.

Hungerhjerte er i alle tilfælde en begavet og modig bog, hudløst ærlig og smukt skrevet. Læs den hvis du vil blive klogere på psykisk sygdom. Læs den hvis du selv er syg og har brug for en ven, der kan sætte ord på de frygtsomme og farlige følelser, omend de er forskellige fra menneske til menneske.

Bogen er venligst tilsendt af Forlaget Gyldendal.

★★★★★★

Min kæreste elskling af Gabriel Tallent

Mendocino er et sted i det nordlige Californien, hvor man utroligt gerne vil hen efter at have læst Gabriel Tallents på en gang fremragende og forfærdende debut My Absolute Darling – på dansk Min kæreste elskling.

 Jeg har sjældent læst så levende naturbeskrivelser, hvor hver eneste gren, busk, blomst og vandløb indgår som aktører i handlingen og skaber en poesi, man har lyst til at dvæle ved og en stemning af både gru og skønhed, så det er som at være der selv. Forfatteren er selv fra Mendocino og har været naturguide i området.

Koglerne drypper, og dråberne lægger sig dirrende på nældebladene og bregnerne. Hun stavrer henover køkkenterrassens plankeskelet og kravler ned af skråningen fyldt med rådnende træstammer og giftige salamandere og firben, hendes hæle træder gennem den bløde skorpe af myrteblade ned i den sorte jord. Hun siksakker forsigtigt ned til brønden ved Slaughterhouse Creek, hvor venushår-bregnerne er sortstilkede med blade som grønne tårer, og blomsterkarsen hænger sammenfiltret med dens sprøde, våde karselugt, stenene er glatte af leverurt. Kilden her udspringer fra en lille mosbevokset krog længere oppe, og den har dannet et lille bassin af sten, hvor den falder, en brønd med koldt klar vand med jernsmag, et rum med træ af træstammer, der i årenes løb er blevet svampede i overfladen. Turtle sætter sig på stammerne, tager alt sit tøj af, lægger haglgeværet oven på det og glider med fødderne først ned i stenbassinet – her finder hun sin egen særegne trøst, en trøst fra et koldt sted, kan hun mærke, noget klart og koldt og levende.

Udover et skønsomt og lidt creepy naturområde er Mendocino et sted, hvor de økobevidste og progressive overskudsmennesker lever i smukke huse med udsigt over Stillehavet, men det er også et sted hvor fortabte og misbrugte børn kan leve under radaren, selvom omgivelserne fatter mistanke. Ligesom det kan ske i Tønder og ethvert andet sted, hvor myndighederne ikke passer deres arbejde.

 Min kæreste elskling handler først og fremmest om børnemisbrug, men den er skrevet som en slags allegori over, hvordan mennesker misbruger naturen.

Turtle lever alene med sin far i et faldefærdigt hus midt i den skønne natur og tilpas afsides fra, at mistankerne kan blive bekræftet. Bortset fra af bedstefar som bor i trailer på samme grund men alt for sent vågner til dåd for sit barnebarn. Turtle er en gennemsej pige, en ægte overlever der kan klare sig alene i vildmarken i dagevis og og samle et jagtgevær på få sekunder. Hun er kvik men indesluttet og hader alt og alle men mest af alt sig selv. Hun isolerer sig fra klassekammerater og andre og vil for alt i verden beskytte det lidet misundelsesværdige liv, hun har – bortset fra den dybe kontakt til naturen.

Hun er hårdt trænet af sin far, Martin, der udover at lære hende at passe på naturen har opgivet al tiltro til andre mennesker og fremtiden for planeten. Han anser hende for sin ejendom, og at det er hans ret at udøve psykisk terror, vold og seksuelt misbrug af værste karakter som et led i hendes opdragelse, mens han bedyrer, hvor højt han elsker hende og hvor dyrebar, hun er for ham. Og kun for ham.

Turtle er fanget i et gensidigt afhængighedsforhold, som hun ved, hun skal væk fra, men hun ved ikke hvordan, og loyaliteten over faren er uanfægtelig. Hun sladrer ikke, mest af alt af frygt for konsekvenserne, og fordi hun elsker sin far på den forskruede måde, hun har lært af ham om kærligheden  i den kvalmende symbiose de deler. Moren forsvandt, da Turtle var spæd. Bedstefar har sine egne skeletter i skabet. Først da hun møder de jævnaldrende, ordkvikke og sympatiske drenge Jacob og Brett, der kommer fra intellektuelle overskudsfamilier, tør hun træde ud af sin skal og søge mod en normal tilværelse med fare for sit eget og andres liv.

Forfatter Gabriel Tallent fortæller om Min kæreste elskling til bloggermøde.

Det er en ganske brutal og hård bog i samme grad som Et lille liv, med mange passager man helst vil springe over, da de gør fysisk ondt at læse. Volds- og voldtægtsscener trækkes i langdrag, men trods alt doseret, så det går an (i modsætning til Et lille liv der blev for meget for mig) og man tilgiver forfatteren på grund af det formidable sprog, og især fordi han har en vigtig pointe.

“Martin ser Turtle som en forlængelse af sig selv og ikke som et individ. Han behandler hende som sin ejendom og misbruger hende på samme måde, som vi misbruger naturen,” sagde Gabriel Tallent fornylig, da jeg sammen med andre bloggere mødte ham på Politikens Forlag.

Men historien om Turtle skal ikke ses som et symbol på menneskets ondskab mod naturen. Problemet er reelt.

“Smerten ved børnemisbrug er brutal, og fænomenet er ikke så eksotisk, som vi gerne vil gøre det til. Hvert niende barn bliver misbrugt. Verden tillader det og lader børn ligge og dø. Når det gør ondt at læse om, er det bevis på, at det berører os. At vi skal tage os af hinanden. De smertefulde scener er med til at øge empatien, mener forfatteren.

Tallent fortalte også, hvordan hans roman ændrede sig undervejs i skriveprocessen fra klimabevidst økoroman med flere hovedkarakterer, udviklede den sig til en roman om Turtle og hendes vej ud af misbrugets klør men også konsekvenserne af det.

”Børnemisbrug ødelægger mennesker for livet,” understregede han.

Min kæreste elskling er en formidabel roman i bedste amerikanske fortællestil. Udnævnt til ”mesterværk” af selveste Stephen King og ”årets roman” af New York Times og med god grund faret til tops på bestsellerlisterne. Jo den skulle I absolut tage og læse.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Hr. Ferdinand/Politikens Forlag

★★★★★★

 

Vi kunne alt af Merete Pryds Helle

Vi kunne alt er den selvstændige opfølger til forfatterens barske og vidunderlige slægtsroman Folkets Skønhed.

Vi starter nogenlunde, hvor vi slap hos familien Pryds i parcelhuset i Værløse. Men handlingen udspiller sig i denne roman inde hos naboen, en familie vi følger op gennem 1970’erne.

Her bor teenageren Merle og hendes storesøster Klara. Deres grønlandske mor Ane er alvorligt syg med sclerose, og deres danske VVS far, Erling er noget helt for sig selv. Han kan ikke få sine behov dækket derhjemme, så han ordner fremmede damer gerne mod betaling. Sedlerne hober sig op i huset, for han er ovenikøbet nærig. Men Merle ved, hvor hun skal lede i nødens stund.

Mor Ane er forbitret og selvmedlidende, og som sygdommen skrider frem, glider værdigheden bort, og det tærer hårdt på pigerne. Klara gemmer sig bag sin intense gymnastiktræning, og Merle står med det meste af ansvaret. Takken er en uskøn blanding af fornedrelser og kærlighedserklæringer og utilregnelig opførsel fra begge forældre. “Du var så sød, da du var lille. Nu tager du virkelig revanche”, siger Ane til sin datter. “Jeg skulle have skyllet dig ud i toilettet, da du blev født,” siger Erling i et vredesudbrud, inden han kaster hende mod en væg..

Intet under at Merle med et selvværd der knapt er større end et Shake tyggegummi bliver forelsket i Jet, skolens bad boy, der fører sig frem på knallert. Han behandler hende så nederdrægtigt, at det er svært at holde ud, men Merle vil bare have mere med de masochistiske tendenser, hun har udviklet. Samtidig er hun den, der prøver at holde sammen på hjemmet, mens de andre nærmest giver op i afmagt over sygdommen.

Hos farmor og farfar og faster er der lidt mere hjælp og tryghed at hente, men kun når det hele virkelig brænder på. Farmor drikker i smug for at klare tilværelsen, og faster kæmper med ulykkelig kærlighed til kvinder. De kører fulde i bil efter en stranddag og uden sele naturligvis, og sådan er der meget moro over 70’er billederne på godt men mest på ondt.

Merle og Klara er så dybt svigtede af deres forældre, at det er svært at kapere. Vi er i et spirende velfærdsdanmark men tydeligvis før hjemmepleje og børneværn tog begrebet aflastning alvorligt.

Nabofamilien Pryds med døtrene Gitte og Merete fremstår som den perfekte overskudsfamilie ved siden af, selvom de har deres egne problemer. I begge familier er der høje forventninger til børnenes fremtid. Der er muligheder i vente, som ingen har haft før. Den nye generation kan blive til alt og de kan alt – så længe de ikke vokser for langt fra forældrene eller klarer sig så godt, at deres ophav føler sig underlegne.

Mange, der er vokset op i 1970’erne, vil måske mene, at de har følt sig klemt i dysfunktionelle familier. Det lå ligesom i tiden, hvad enten man levede skjult bag ligusterhækken i et småborgerligt parcelhus eller i et udfarende hippiekollektiv, mens man misundte hinanden. Familien her er beskrevet helt derude på kanten, hvor det nærmer sig en karikatur eller satire over perioden, og selvom man flere gange nødtvungent trækker på smilebåndet, særligt når de mange 70’er referencer skaber klare billeder fra ens egen barndom, er det alt for ondt og hårdt til at være sjovt.

Under studierne i manuskriptudvikling har jeg lært, at på film skal en historie være naturlig, den skal have en vis form for logik i sit eget univers, og den skal have en skandale for at skabe drama og interesse. I hvert eneste kapitel af Vi kunne alt, er der en skandale så forrykt, at den vil være svært at udholde at se på et lærred, og som roman er det noget af en tilstræbelse at kalde genren for socialrealisme. Hvad enten det er den grusomme og afstumpede mobning af Merle i skolen eller morens og farens afsindige handlinger mod deres børn. Visse steder minder det mere om magisk realisme, for Merle lever forståeligt i en slags parallel drømmeverden for at klare den.

Måske har det virkelig været sådan at vokse op med en så syg forældre på det tidspunkt. Hvis det her er socialrealisme fra 1970’erne, så er vi godt nok mange, der må trække væres opfattelse af en lettere dysfunktionel opvækst i os. I sammenligning med Merle har vi haft det nemt.

Vi kunne alt er en stærk og uafhængig fortsættelse af Folkets skønhed  – faktisk bedre. Måske fordi den er tættere på. Ved nærmere eftertanke kendte mange af os 70’er børn nok en Merle i klassen eller i nabolaget. Hendes mor var ikke syg, men der var så meget andet. Dårlig lugt i hjemmet. Rod og tomme flasker. Brugte kondomer der flød.

Merete Pryds Helle kan vitterligt alt med ord og fortælling, og mine forventninger til den næste roman om familien Pryds og deres venner og bekendte er nu uoverstigeligt høje. Jeg glæder mig allerede.

Som bogelsker bør du også give dig selv den fornøjelse at lytte til Merete Pryds Helles forfatterforedrag. Hun er ligeså levende, spændende og reflekterende en formidler som forfatter.

Bogen er venligst foræret til event af Lindhardt og Ringhof

 ★★★★★★

Guds Bedste Børn af Morten Pape

Hvorfor ender nogle af de børn, der vokser op i underskudsfamilier som voldskriminelle og tabere, mens andre bryder den sociale arv og bliver velfungerende iværksættere eller forfattere? Det er blot et af mange spørgsmål, der trænger sig på under læsningen af Morten Papes nye roman Guds Bedste Børn. Der er ikke noget klart svar at hente, men med forfatterens nærmest overnaturlige indlevelsesevne i sin romans karakterer, får man som læser en dybere forståelse for, hvorfor meningsløse ting kan ske.

Historien udspringer af en virkelig hændelse tilbage i 2008, hvor et avisbud og hans kammerat blev sagesløst overfaldet, mens de spiste en pizza på en trappesten. Tre unge danske mænd stod pludseligt ud af en bil, og den yngste på 15 slog med en fastelavnskølle og ét slag til hovedet livet ud af avisbudet, en 16-årig dreng med tyrkiske aner. Den ubegribelige voldshandling var tydeligvis racistisk motiveret og skete i det berygtede Holmbladsgadekvarter på Amager, hvor bander, bøller og ballademagere bekæmper hinanden og den dag i dag jævnligt bliver jagtet af hylende sirener, når mørket er faldet på. Det er ikke mange år siden, at kvarteret var no-go. I dag er det renoveret og omdannet til middelklasseboliger, men der sker stadig ting og sager.

Som han nævner det i sin første roman Planen, var en af Morten Papes nære bekendte fra opvæksten i Urban Planen involveret i overfaldet, men forfatteren har her valgt at fiktionalisere hændelsen og skriver frit om to overfaldsmænd personificeret af karaktererne Simon og Mickey, samt ofret Zeki og hans ven og vidne Jamil. Vi følger dem gennem romanen før og efter overfaldet, og hvordan det påvirker deres liv.

Simon og Mickey er fætre men vokser op sammen hos Mickeys drukfældige og fortabte mor samt den kriminelle onkel Keller, der larmer i kulissen og opfører sig som en lokal mafiaboss. Fætrene bliver lokalkendte som brødrene Vold. En god dag for dem er kendetegnet af en hashtur på Staden efterfulgt af slåskamp – helst mod indvandrerdrenge, som de indlærte racister de er. Amagertrash af værste skuffe (Det må man godt sige, når man selv er Amagerkaner).

Simon har dog en samvittighed og vil gerne have et andet liv. Han forsøger at tage ansvar, da han skal være far som 17-årig og er færdig med at afsone sin voldsdom. Han angrer det, der er sket, men et reelt håb om et normalt familieliv er tæt på umuligt. Mickey, som svinger køllen er til gengæld udenfor pædagogisk rækkevidde. En afstumpet lille voldspsykopat, som verden og kommunekassen er bedre foruden, og som man har svært ved at føle noget for. Det gør man så alligevel, når han er under behandling af Papes pen. Hans liv er en lang konfrontation med det, omstændighederne har budt ham. I et af hans stræk midt i bogen skifter romanen synsvinkel fra tredje til første person, og vi får et indblik i Mickeys tankegang, mens han er indespærret i et sikret ungdomsfængsel:

…Og nu vi snakker om ham der gud så har jeg sagt til Eskild at jeg gerne vil begynde at tro, at jeg gerne vil tilgives for de dårlige ting jeg har gjort, at jeg gerne vil blive et bedre menneske, og jeg spørger ham om han kan hjælpe mig med at finde gud, hjælpe mig med at komme tættere på skaberen og tættere på mig selv, men det Eskild ikke ved er at jeg bare gerne vil tættere på hans nøglebundt og stikke af herfra, nu er det på tide at  komme videre og få fingrene i fucking Keller og Simon de forrædere men det tager tid, rigtig meget tid, næsten hele året går med snak om gud og Jesus og syndsforladelse og hvad fuck ved jeg, Eskild og mig snakker så længe og så meget om alt muligt at jeg næsten glemmer at narre ham, han hælder mere og mere Kristus i mig og læser højt fra det ene og andet testamente, og jeg tænker at ham her han mener det fandme, fuck hvor bliver han rundtosset når jeg en dag narrestreger ham i bund… 

Det man føler for Mickey er mest afmagt, og man må nok også betvivle, om virkelighedens Mickey ville være i stand til at føre tankebaner på et så relativt reflekterende niveau, men alligevel. Det stilistiske brud fungerer godt.

Som læser søger man forgæves efter formildende omstændigheder og undervejs må man stille nogle meget ubehagelige spørgsmål om, hvor meget af Mickeys psykopati er bestemt af arv og miljø, og hvor meget er genetisk. Kunne hans og hans ofres skæbne være ændret, hvis systemet havde grebet ind i tide eller i det mindste bare fungeret, eller var det håbløst fra starten? I en af mange tragikomiske replikker sætter Simon spørgsmålet på spidsen, da han pointerer, at Mickeys mor er blevet steriliseret. “Tænk, hvis hun havde sørget for det, før hun fik dig. Kæft, en masse bøvl, vi kunne have sparet os for.” “ Det havde sgu da været røvsygt uden mig,” replicerer Mickey.

Og hvad skal man mene om det? Er han født sådan? Havde Mickeys opførsel været anderledes, hvis ikke hans omgivelser, inklusive hans mor, havde hyldet ham som et lille fandenivoldsk individ og etnisk udrenser men i stedet havde opdraget ham? Havde det gjort en forskel, hvis systemet havde støttet på en mere fornuftig måde, end tilfældet var? Det vælger jeg at tro på.

Jamil er afdøde Zekis bedste ven. Han når ikke at reagere under overfaldet og bliver klandret af Zekis andre venner for ikke at forhindre det. Jamil døjer med voldsom PTSD og bliver indlagt på et psykiatrisk hospital. Hans kamp for at komme over på den anden side og se frem mod livet igen er hjerteskærende beskrevet. Han bliver en person, man aldrig glemmer.

Mit eneste problem med romanen er, at hændelsen stadig står skarpt i erindringen hos alle os, der kan huske den. Som læser får man en ubændig trang til at vide, hvad der skete i virkeligheden med de drenge, der var impliceret. Hvad vil de mon mene om denne fremstilling af deres liv, hvis det overhovedet interesserer dem. Og er det i det hele taget okay, at skrive fiktion om en sag, der formentlig har taget nogle helt andre drejninger end i romanen her? Den kunstneriske frihed er uanfægtelig, men jeg kunne godt ønske, at forfatteren udover at understrege, at dette er fiktion havde reflekteret mere åbent over processen og de implicerede i efterordet, når det nu er så velkendt en sag.

Bortset fra det overgår Morten Pape sig selv i sin roman nummer to efter den højt anpriste debut Planender af mange er betegnet som pligtlæsning til nye og kommende generationer. Det samme må gøre sig gældende for Guds Bedste Børn. Den gør ondt at læse fra første til sidste side, benhård og mere rystende end den selvbiografiske Planen. Der er også lidt at grine ad men langt mere at græde over.

Begge fortjener en plads som fast pensum i skolerne. Begge er vigtige bøger, man ikke slipper, efter de er læst. Pape er en af de vigtigste stemmer i dansk socialrealisme lige nu. Hans sans for den stærke fortælling, det gode sprog, skarpe replikker og ikke mindst hans indlevelsesevne er uovertruffen. Han skriver bare uforskammet godt.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

 

 

Der Der af Tommy Orange

Hvis man tror, man ved noget om, hvad det vil sige at være oprindelig, indfødt amerikaner, Native American eller kort sagt indianer i nutidens USA, så har man måske en fornemmelse af, at det ikke er helt nemt. At det er noget med enten at leve i et reservat ude i naturen, hvor man holder fast på sine kulturelle værdier, eller at assimilere sig blandt alle de andre hårdtarbejdende, moderne mennesker i storbyens melting pot. I Tommy Oranges gennembrudsroman Der Der bliver de barske realiteter – det må man formode, idet forfatteren selv er indianer – kastet lige i synet på læseren, og de er værre end de værste anelser. En trøstesløs negativ spiral af social arv, ulighed og uretfærdighed.

Der Der er et nedslående indblik i den amerikanske hverdag for ikke mindre end tolv forskellige personer af oprindelig herkomst. Mennesker der på hver sin vis lever med konsekvenserne af knap et par århundreder af dårligt selvværd trukket nedover hovedet på dem af de hvide erobrere, der tog deres land og frarøvede dem alt. Ikke kun liv og lemmer og den stolthed der ellers havde præget naturfolket men hele kernen af deres identitet.

Den forsøger de at genskabe til de årlige Powwow festivaller, hvor de ifører sig kostumer med læder og fjer og opfører de oprindelige trommedanse, sange og ceremonier. De få, der kan betegne sig som mønsterbrydere arbejder ofte i NGO-støttede programmer, der har til formål at bevare den kulturelle arv. Størstedelen af befolkningsgruppen har for længst tabt kontakten til det oprindelige og lever rodløse tilværelser ofte på bunden af samfundet. Flere i en døs af misbrug, vold og  håbløshed.

Nogle af os har sådan en følelse indeni hele tiden, som om vi har gjort noget forkert. Som om vi selv er forkerte. Som om dem vi er inderst inde, det vi gerne vil navngive, men ikke kan, det er som om, vi er bange for at blive straffet for det. Så vi gemmer os. Vi drikker alkohol, fordi det hjælper os til at føle, at vi kan være os selv uden at være bange. Men vi straffer os selv med det. Det vi allernødigst vil, lander lige oven på os.

Den spøjse titel Der Der henviser til den nordcaliforniske by Oakland, hvor det ekstra Der betegner et sted, der har forandret sig så meget, at det ikke længere findes. “Der er ikke noget der der.” Det sted der var og er, men hvor selv minderne om der, hvor man voksede op er fortabt i uigenkendelighedens tåger. Udtrykket er hentet fra et digt af forfatteren Gertrude Stein, som på et tidspunkt boede i Oakland og skrev om det.

Der Der er forfatterens romandebut, og den er så gribende. Trods de korte bekendtskaber med personerne fanger hvert kapitel som små uafhængige og vanvittigt velskrevne noveller, men samtidig er det en fornemt sammensat fortælling, hvor de alle til slut mødes ved Oaklands Powwow, der udvikler sig fra fest til tragedie.

Det er noget af det stærkeste, jeg har læst længe. Brilliant, relevant og oplysende. Det er hjerteskærende og dybt rørende social realisme med stor sproglig og litterær skønhed.

En roman der er svær at slippe, også efter den er læst. Må den få al den kærlighed, den fortjener.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

 

 

 

Bjørnen af Katrine Marie Guldager

Alle elsker vrede Vibse, hovedpersonen i Bjørnen, seneste roman af Katrine Marie Guldager. Bare se på de sociale medier, hvor udgivelsen bliver flittigt delt af bogfolket, og jeg er helt med på Bjørne-bølgen.

Bjørnen er en lille guldklump af en roman på kun 173 sider med simple, velslebne sætninger af højeste karat, der rammer læserne lige i mellemgulvet men nok af forskellige årsager.

For mig er det især smerten over barnet, der er ved at løsrive sig og på vej til at flytte hjemmefra, og selvom jeg ikke er der endnu, mærker jeg tydeligt, at det kommer til at gøre nas. Allerede dengang vi kom hjem fra hospitalet med hende, græd jeg. Fordi vi engang skulle skilles. 

Men der er også det anspændte forhold til Vibses afdøde mor, der nager. Jeg tænker på min mor. Til sidst var forholdet bare et stort sår. Det tog vel ti år. Det blev ved med at springe op, det lort. Forbandede lortesår.

Vibse har andet at være ked af, og den smerte vender sig til vrede. For hvem fanden gider at være et offer. Det er nemmere at skælde ud på verden. Og det gør Vibse, så man griner og græder. Men mest af alt skælder hun ud på sig selv.

Over utilstrækkeligheden  og utaknemligheden som mor, datter og hustru. Manden hedder Lars, men når han er irriterende, kalder hun ham Bent, så det hedder han det meste af tiden, som straf – for at være så god. Puds glorien altså!

Der står midtvejskrise med store tykke bogstaver over Vibses vrede, men krisen er reel, når en fyring efter mange års tros tjeneste som gymnasielærer og tak for ingenting skubber hende ud i isolationen i den svenske ødemark belagt med sne i knæhøjde. En storm tager strømmen, og Vibse farer vild, da hun vil hente hjælp hos den utålelige nabo. Derude lurer Bjørnen. Og tankerne og uvisheden. Man kan ikke bare skyde skylden på hormonerne, når hele identiteten er på spil, for hvad nu?

Måske er det bare nemmere at blive spist af en bjørn. Men fandeme nej. Vibse er en fighter og en lover. Hun skal bare lære at elske sig selv. Ligesom alle vi læsere elsker hende og spejler os i hende. Også min egen mand, der læser cirka en bog om året på et godt år. Bjørnen læste han på en dag, og så fik vi en god snak. Og jeg skal helt sikkert læse den igen.

★★★★★★

 Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gyldendal.

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov

Børn kan sige de sjoveste ting til deres forældre, og forældre kan sige de værste ting til deres børn. Forfatteren Leonora Christina Skovs mor mente, at det var al den stress, datteren forårsagede, da hun sprang ud som lesbisk, der var grunden til, at moren fik kræft.

Historien om det dysfunktionelle forhold mellem Leonora Christina Skov og hendes forældre, udgiver hun nu i en selvbiografisk roman, der vil vække genklang hos alle, der har siddet ”skævt på potten” omme bag parcelhusets prydelige facade. Og den vil ryste dem, der er opvokset i en kernefamilie, der ligner noget fra et IKEA-katalog. Svære og komplicerede relationer mellem børn og forældre er ikke så usædvanlige, men Leonora Christina Skovs historie er helt speciel.

Forældrene er ikke dårlige mennesker. De holder af datteren på deres egen besynderlige måde, men det er en kærlighed på betingelser. Hun skal helst ligne dem og være som dem under parolen: Den, der lever stille lever godt, men Christina, som hun hedder på det tidspunkt, lever ikke stille, når først hun bliver voksen. Og moren har det slet ikke godt, selvom hun lever stille og isoleret fra omverden uden at kende andre end sin faste støttepæl hendes mand, den nærmeste familie og en kollega eller to.

Da Christina i en alder af 21 bryder ud af sin skal og fortæller forældrene, hvem hun er og altid har været inderst inde, kan de slet ikke håndtere det. Hun flytter fra Helsinge til København og folder sit selv ud som litteraturstuderende og forfatter med nyt fornavn, Leonora, og hun møder sin første kvindelige kæreste i det lesbiske miljø, en glamourøs præst, der hjælper hende med både storbydannelsen, selvagtelsen og modet til at blomstre ud i make-up og fine kjoler, som vi kender hende i dag.

Forældrene nægter helt frem til morens død i 2015, tolv år efter kræftdiagnosen, at have noget med kæresterne at gøre, ikke engang Leonoras store kærlighed, Anette, som hun gifter sig med. Det resulterer i mange års adskillelse med kun sporadisk og overfladisk kontakt.

Moren var psykisk skrøbelig og eminent til at manipulere med omgivelserne og få sin vilje ved at lægge sig ned og græde og true med selvmord og død. Faren valgte udelukkende at støtte moren, for som han senere begrunder det, var Leonora den stærkeste af de to, og kun hun ville overleve hans svigt. Leonora bliver vred, ensom og forbitret i de første år på egne ben, mens hun kæmper for at etablere den vision, hun altid har haft for sit liv og slår igen i mediedebatten på en måde, hun aldrig har formået overfor sine forældre. For tænk nu hvis moren døde af det.

I familien bebrejder man ved de få sammenkomster hinanden i iskolde vendinger for dernæst at lade som ingenting og gå videre med det praktiske. Som den dag forældrene sviner Leonora til på det groveste i hendes nykøbte lejlighed på Amager, forlader hende og vender tilbage med en videomaskine, som de lige faldt over og hellere måtte købe, for den mangler hun jo. Den slags bizarre scener er der en del af. Kram er der ingen af. Heller ikke de store forsøg på at forstå og tale igennem med hinanden.

Leonora skriver sin historie med enorm fortællerglæde og velkendt bid og humor, men dog en del nedtonet, forståeligt da stoffet er så sårbart.

Romanen springer i tid og lægger stærkt ud med Leonoras mors dødsleje på hospice. I et par år forinden har de nærmet sig hinanden igen. Christina har strakt hånden ud mod sin terminalt syge mor og søgt forsoningen og forklaringerne. Hun har begivet sig helhjertet ind i rollen som pårørende i sundhedsvæsenet og støvsuget nettet for viden om kemo og kure, der kan hjælpe hendes mor.

Men et klart svar på hvordan forældrene kan ignorere hendes eksistens i så mange år, får hun ikke. Der er antydninger her og der, som læsere kan fortolke på egen vis, men Leonora lærer aldrig sin mor at kende eller at forstå hende helt, og det er en sorg, der aldrig kan forsvinde.

Leonora Christina Skov har siden hun var helt ung skrevet dagbog og dermed også noteret sig ord for ord, hvad der er blevet sagt mellem hende og forældrene. Hun har tidligt haft en vision for sit liv og altid vidst, at hun ville skrive sin historie. Det kan mærkes i romanens præcise dialoger og eksakte beskrivelser, der fremstår helt ægte. Lidt af et særsyn i en selvbiografisk roman.

Som læser er man næsten ligeså anspændt, som de involverede må have været, når de en sjælden gang mødes under en anstrengt og trykkende stemning. Man kan dårligt få luft, da Leonora efter års adskillelse pludselig bliver inviteret på tur i tre dage med Norgesbåden af sin mor, der pludselig har noget, hun vil sige. Hvordan skal det dog gå?

For denne læser er det relationen til forældrene, der er det helt centrale og interessante i bogen. Også kærlighedshistorierne om forholdene til Ingrid og Anette er fine og sætter Leonoras Christina Skovs liv i perspektiv. Det er som om, at de har haft afgørende betydning for hendes egen evne til at elske.

Der er flere spor, som givetvis også er spændende, men som der enten bliver kørt for let henover, for eksempel forholdene til mænd, deltagelsen i debatten – eller dvælet for meget i, såsom processen både med denne og alle de tidligere romaner. Der er så meget stof i Leonora Christina Skov, at hun med fordel kunne have gemt noget af det til en anden roman.

Jeg savner lidt refleksion og selvfortolkning af, hvad forældrene egentlig mener, når de siger vanvittige ting, hvad ligger der bag? Skal alle de hårde ord tages så bogstaveligt? Hvorfor er de så homofobiske, som de er, når flere andre i familien og den indre missionske mormor accepterer det? Og hvordan kan det være, at forfatteren selv er så modsætningsfyldt et menneske med både en ekstrem power og slagkraftig evne til at argumentere enhver ned af stolen i et tv-studie, samtidig med at hun ikke kan konfrontere forældrene med deres svigt. Hvor kom styrken fra til at krydse klinger i den offentlige debat?

Uanset at flere spørgsmål dukkede op undervejs, så strøg jeg gennem bogen på få timer. Det er en både gribende, nedslående og slagkraftig erindringsbog om, hvad der sker med selvværdet, når et menneske ikke kan blive elsket uden betingelser og aldrig kan få svar på hvorfor.

Som psykoanalytikeren Alice Miller citeres for i romanen:

– Hvis en mor ikke elsker og støtter sit barn betingelsesløst, fortrænger barnet sine følelser og skaber et omverdenstilpasset selv.

Den, der lever stille er også en vedkommende og inspirerende bog for alle med og uden forældre-issues om at blive udslettet fra familiealbummet og rejse sig selv igen. Den er smuk udenpå og indeni, rammende og fængende fortalt, en læseoplevelse jeg klart kan anbefale.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag.

Niksen af Nathan Hill

skaermbillede-2017-02-28-kl-14-42-13Hvis du som jeg har en forkærlighed for romaner, der giver sig i kast med den store amerikanske fortælling, så fejer du læsebunken af natbordet og går i gang med Niksen af Nathan Hill. Jeg elsker hver eneste sætning i den her bog i en grad, at jeg får hvide lyspletter for øjnene, hver gang jeg læser let henover linjerne i stedet for at dvæle og suge ordenes handling og mening ind som hjerneføde og fornyet læseenergi. For det giver den i rige mængder, udover at den er eventyrligt underholdende, morsom, rørende og nærmest uhyggeligt forudseende aktuel i sit syn på politik og medier.

Ud af romanens 750 sider har jeg markeret cirka 500, fordi de er spækket med stærke sætninger skrevet i et klart og formfuldendt sprog med tankevækkende citater og skarp samfundskritik. En helt igennem imponerende debut af Nathan Hill, som har taget sig ti år om at skrive sin fantastiske historie, ligesom Donna Tartt gjorde med Stillidsen. Det giver litterære point, når en forfatter gør sig så meget umage, og tendensen med at skrive lange romaner giver fuldstændig mening i dette tilfælde. Der er ikke en linje for meget.

Historien udspiller sig i Chicago, New York, Iowa og Nordnorge og springer i tid mellem 1968, 1988 og 2011. Samuel er en først lovende, nu falleret og ensom forfatter. Han skylder sit forlag en bog på grund af et forskud, han for længst har opbrugt, underviser i litteratur på college for at overleve og spiller computerspil resten af døgnet i kamp mellem elve og orker.

Hans mor Faye forlod ham pludseligt, da han var 11 uden en forklaring, og hans store kærlighed fra barndommen går tabt på samme tidspunkt. Efter tyve år uden kontakt dukker Faye op i medierne, anholdt for terrorisme, fordi hun har kastet med sten mod en yderst højresnoet guvernør, der stiller op til præsidentvalget. Et billede fra en protestdemonstration i 68’ skaber overskrifter om en radikal hippie, der sågar har været anholdt for prostitution. Samuel kender kun sin mor som indadvendt, kærlig husmor i Iowa, der forsvandt ud af hans liv og tog trygheden med sig fra den ene dag til den anden. Morens historie kan være Samuels redning mod et sagsanlæg fra sit forlag, og han går i gang med at researche til sin bog om Hippie Terroristen.

Undervejs får han hjælp fra en medspiller på nettet ved navn Pwanage, hvis livsstil vil få alarmklokkerne til at runge hos enhver forældre til en gamerboy. Samtidig bliver han udsat for en hævnaktion fra en elev, Lede Laura der giver begrebet narcisisme nye vidder, og hvis projekt han har dumpet, fordi hun har skrevet det af fra nettet. Samuel er i krise, men efter Fayes mening er en krise slet ikke en krise, men blot en ny begyndelse. ..Alle virkelige forandringer bør i første omgang skræmme dig.

I sin efterforskning møder Samuel markante personer fra sin mors fortid, og får åbnet sprækkerne ind til en forståelse af hendes uforståelige valg og en erkendelse af, at æblet nok ikke falder så langt fra stammen, og at niksen! flytter med, uanset hvad man selv måtte mene. Flere af bogens temaer rammer lige i hjertekulen, og nedslående nok er de, der handler om kvindens emancipation, kampen mod misogyni og for menneskerettigheder som ved et trylleslag blevet tæt på ligeså højspændt nu i 2017, som de var i 1968.

Niksen er både storslået familiesaga, psykologisk drama, politisk satire og skarptslebet samtidskritik. Helt på højde med Donna Tartt, Jonathan Franzen, og jeg vil mene højere end John Irving, som han også er blevet sammenlignet med.

Nathan Hill er godt i gang med at indtage det litterære verdensherredømme med sin roman, og en tv-serie baseret på The Nix er allerede under produktion med selveste Meryl Streep i hovedrollen. Man kan så vælge at se den som et bud på, hvordan det var gået, hvis hun aldrig var vendt tilbage til det barn, hun forlod i Kramer mod Kramer eller som en forlængelse af sin nyligt vundne status som Hollywoods talerør og oprør mod det nye politiske regime i USA, der knap har varet to måneder men føles som to år. Det kan kun blive godt, og jeg glæder mig.

Bogen er venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.

En uskyldig familie af Katrine Marie Guldager

skaermbillede-2017-01-11-kl-15-53-20Mit bogår er startet med et brag af en roman. Jeg læste Katrine Marie Guldagers En uskyldig familie i juleferien over tre dage, og hverken Netflix eller HBO kunne distrahere mig og lokke mig på afveje fra bogens univers (denne gang), for hold da fest for en velskrevet og flot formet fortælling.

Det er første gang, jeg læser Katrine Marie Guldager, men det er absolut ikke den sidste, for her er virkelig tale om en stærk og medrivende pen, der kan skrive sig ind i og ud af et familiedrama – også uden det helt store drama. Konflikterne foregår mest på de indre linjer særligt hos hovedpersonen Frederik, en karakter der kunne have været en af Donald Trumps slikhårede sønner, hvis ikke Frederik var vokset op i Svendborg i 70’erne og blev Yuppie i 80’erne. Frederik begår det omvendte forældreoprør, som mange unge gjorde dengang, mod de frisindede, hippie-go-lucky forældre. Han går all in med møder i Venstres Ungdom, et velpresset jakkesæt, en uddannelse på Handelshøjskolen, de pengebegærlige værdier og en overdådig karriere i Goldman Sachs New York, med alt hvad det medfører af kaviar, champagne, stiv pik og håret tilbage. Hele vejen er han drevet af en dyb og inderlig vrede mod sin baggrund, sine forældre især pinlige mor Jytte, der styrer showet i Svendborg ud fra et godt hjerte og hygger sig med diverse “husvenner” i parcelhuset, mens underkuede far Holger er gået i natureksil i sit biodynamiske landbrug i stedet for at gå i ét med tapetet.

Evigt ensomme Frederik undslipper den provinsielle middelmådighed og bliver jetset konge på Manhattan, men alligevel følger vreden med og transformerer sig med tiden til dyb depression, sammenbrud og tilbagevenden til rødderne.

Søster er en søgende sjæl og finder omend tvivlende, sandheden hos Gud. Lene bliver præst og deler ud af sin varme og omsorg til sognebørnene. Problemet er, at hun hellere vil give den til det barn, hun ikke kan få med sin sexafhængige, mindst-en-gang-om-dagen masturberende og utro ægtemand, som dog forguder den jord, hun træder på. Lillebror Jakob sidder fast i Svendborg som tabermanden, der lider med mindreværdskomplekser under sin storebrors succes. Hvem er mest svigtet, hvem svigter værst, hvem skal have skylden? Som titlen antyder, er svaret mere komplekst end ligetil.

Det lyder måske som en parodi. Det kan vel være. Underholdningsværdien er høj med de mange spydige tanker, der hvirvler i karaktererne. Men det er også en intens, dybsindig og psykologisk meget spændende fortælling om den evige kamp for at finde sig selv, friheden og meningen med det hele, om at forstå og tilgive sit ophav og sit afkom og forlige sig med sin fortid.

Romanen er fremkommet på bestilling af filmproducer Peter Aalbæk, som Guldager forsøgte at sælge rettighederne af Køge-krøniken til. Aalbæk mente ikke, at den kunne filmatiseres, der er seks bind i alt, så i stedet bestilte han en ny roman med en række betingelser eller benspænd, der skulle opfyldes. Historien skulle foregå i Svendborg – der er særdeles gunstige filmstøtte-muligheder på Fyn, og hovedpersonen skulle være en sexgal præst.

At opstille benspænd for udvikling af værker er helt almindeligt i filmbranchen, hvilket jeg lærer en del om for tiden via mine studier i filmmanuskriptudvikling på Syddansk Universitet. Det handler ikke kun om at kunne overholde visse rammer og budgetter for filmproduktion men også om at skabe fokus i udviklingen af historier og fremme kreativiteten.

Katrine Marie Guldager og Ålen indgik en aftale, men forfatteren brød alligevel betingelserne og gjorde det på sin egen måde. Karaktererne tog hende i hånden og bragte historien hen, hvor de ville og i stedet for præsten, blev det hendes mand, der var sexfikseret og hendes lillebror, der blev centrum for historien. Ålen er efter sigende og meget forståeligt rigtig godt tilfreds og udtaler på bogen forside: “ Det er en guddommelig roman”.

Det vides endnu ikke, om den så også bliver filmatiseret, og jeg skal ikke kunne sige, om romanen her er mere velegnet til film end Køge-krøniken. Som nævnt er der mest action på de indre linjer end i handlingen som sådan. Med en dygtig manuskriptforfatter ved roret kan det nok blive godt.

Som roman er jeg ikke i tvivl: En uskyldig familie er helt og aldeles vellykket.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.