Axel Steen er gået undercover i femte bind af krimiserien om politimanden med den hårde, slagkraftige skal og det følsomme indre. På et hotelværelse i Berlin iført brune garbardinebukser med svaj, knælang læderjakke i beige og bling-bling i guld skal Axel overbevise håndlangere for den russiske mafia om, at han er narkokongen Hans Hauser med tilnavnet Danskeren og direkte linje til colombianske karteller. Nu skal han lukke en gigantisk våbenhandel for at få skovlen under den russiske topboss Grisja, der også er kendt i kriminelle kredse som Papa.
Missionen foregår i tæt samarbejde mellem PET, DEA, CIA ja stort set hele efterretningsbaduljen. Amerikanerne er totalt afhængige af Axels indsats, hvis det hele skal klappe. Det er svært at forestille sig plausibiliteten af det scenarie men who cares, når det hele er så gennemført, velskrevet og velfungerende som det er.
Hvad der i starten virker som en tiltrængt flugt fra hverdagen i Danmark og pinslerne efter kærestens død, hvor Axel kan udleve alle sine mucho-macho tendenser med et nervepirrende undercoverliv i Berlin og Amsterdam, udvikler sig til nye konfrontationer med det indre mørke, hvor han i øvrigt forelsker sig som besat i en hollandsk femme fatale ved navn Christine.
Mens Axel balancerer i rollen som våbenhandler, kæmper hans tidligere kollega Vicki Thomsen i Danmark med opklaringen af en røverisag hvor 143 bankbokse i Danske Bank ved Nørreport på forunderlig vis er blevet plyndret. Men endnu mere med en bunke mandlige såkaldte kollegaer i afdelingen for Røveri. Hun er omgivet af idioter, slapsvanse og deciderede røvhuller, der ikke holder sig tilbage for voldsom chikane. Vicki er for denne læser den mest interessante karakter i Papa, der på lige fod med Axel har dybde og nuancer men også en forfriskende troværdighed til forskel fra så mange andre (anti)-heltinder i tidens krimier. En normal, sympatisk kvinde med naturlige menneskelige reaktioner på det livet byder hende, som passer sit arbejde og aldrig giver op, selvom hun overvejer det. Hende vil jeg gerne følge mere fremover.
Røverisagen hænger naturligvis sammen med det, Axel har kørende i udlandet, og selvom der er ret så mange plotelementer og karakterer at holde styr på, så er det lykkedes at få det til at hænge flot sammen. En imponerende bedrift, når man tænker på hvor løs en struktur Jesper Stein selv siger, han arbejder med i skriveprocessen.
Gangsteren Grisja er nu ikke den eneste Papa, som titlen refererer til. Axel Steen må igen tage sin egen faderrolle op til revision, da datteren Emma udtrykker ensomhed og frustration over hjemmelivet med mor og lillebror og en utryghedsskabende eks-stedfar Jens Jessen, øverste chef for PET og i gentagen karambolage med Axel men nu også med hans eks Cecilie, hvor han udviser stalkeragtig adfærd og har magten til at slippe af sted med det. Også Jens Jessen bliver i den grad udfordret på sit faderskab til sønnen Anton.Handlingen kulminerer i Botanisk Have i et åndedrætsstækkende opgør mellem Axel, russiske gangstere, agenter fra nær og fjern og korrupte pansere.
Jesper Stein leverer igen varen med solid og intelligent underholdning, sproglig finesse i beskrivelsen af de indre og ydre kampe og en utrolig detaljerigdom.
I sin helhed er Papa efter min mening ikke helt så spændende fra start til slut som den forrige Aisha, som også er svær at overgå. Forfatteren har tydeligvis haft en fest med undercover-delen, og det er ret sjovt at forestille sig Axel Steen tonse rundt på den internationale scene i boots og læderjakker. Det er på kanten af klichéen, men det holder med det komplekse og veludførte plot. De indre refleksioner er vedkommende, men der er mange af dem, Berliner-romantikken med lydspor af Bowie, Lou Reed og Leonard Cohen kammer lidt over, men jeg forstår godt, at den er svær at holde sig fra.
Slutspillet er det bedste hidtil, helt eminent, højspændt og veludført med et chokerende tvist, der leverer tårer og klump i halsen. Det sker sjældent for mig, når jeg læser en krimi.
Med Papa overbeviser Jesper Stein endnu engang om, at han er en af Danmarks bedste krimiforfattere – måske den bedste. Vi fans er klar til en seks’er og gerne med mere Vicki.
Fornylig var jeg sammen med en gruppe bogbloggere på en guidet tur rundt i Botanisk Have. Guiden var ingen ringere end forfatter Jesper Stein, der fortalte om tilblivelsen af hans seneste krimi Papa, den femte i rækken om alteregoet Axel Steen.
Det var her i Botanisk Have, han fik ideen til Papa, og det er her, det højspændte plot kulminerer i romanen. Hvor besøgende normalt ser grønt og smukt i den idylliske have, så Jesper Stein PET og DEA agenter på lur i et sneklædt buskads med natlys og AK47 rifler, mens internationale narkobaroner holdt forretningsmøder i hemmelige gange under Palmehuset.
Glad forfatter Jesper Stein med sin nye krimi Papa
Det var udgangspunktet for bog fem, men hvad skulle der ellers ske på de 400 sider?
“Denne bog var den sværeste hidtil. Jeg har brugt meget lang tid på den og på at få de to spor til at mødes,” fortalte forfatteren, mens vi i flok beundrede haven og det smukke Palmehus med helt andre briller end normalt.
Jesper Stein arbejder med en meget løs struktur. Som mange forfatterspirer måske vil genkende, sætter han sig gerne ned og skriver fede scener uden at ane, hvad der skal ske videre hen. I det lys er det noget af en bedrift, at det rent faktisk lykkedes at bygge et plot op i processen, der ovenikøbet hænger godt sammen. Overblikket sidder i baghovedet og med hjælp fra faste læsere og redaktør lukkes hullerne i.
I Papa skulle ske noget nyt med Axel Steen efter alle de pinsler, han gennemgik i Danmark i den forrige roman Aisha, så i denne er han udlånt til den amerikanske efterretningstjeneste for narkokriminalitet DEA med udstationering i Berlin og Amsterdam og et halvt år i dække som undercoveragent.
I Papa er der blæst fuld gas på Tarantino-tendenserne. Når Axel er på arbejde er det i cowboystøvler med dragesyninger, knælange læderfrakker og guldkæder om halsen. I det outfit skal han overbevise de hårdeste hunde i international organiseret kriminalitet om, at han er manden, der kan skaffe våben til den russiske mafia, og han skal balancere troværdigt mellem at være en af gutterne i den forsamling og en de aldrig vil fucke med. Det betyder også, at han er nødt til at gå ombord i farlige fristelser som coke-baner og ordentlige sjusser, hvilket ikke er så hensigtsmæssigt for Axel, der tidligere har kæmpet med misbrug.
Forfatteren på slap line
“Jeg indrømmer blankt, at jeg udlever min indre drengerøv i den her. Jeg er en drengerøv,” sagde Jesper Stein, mens hans hoppede og dansede foran Palmehuset og underholdt hele forsamlingen.
Han har endda fået hjælp til at skabe et troværdigt billede af en undercoveragent fra en tidligere af slagsen. Han hjalp ham med at skabe den type personlighed, der både har en særlig stil og dyre vaner og samtidig kan sætte sig i respekt i interaktionen med kriminelle gangstertyper. Kedeligt er det ikke.
Der blev talt meget om handlingen i Papa, og Jesper Stein tog åbent imod både spørgsmål, ris og ros fra de mestendels glade læsere. Det skal der naturligvis ikke spoiles med her.
Allerede før udgivelsen er Pigen uden hud solgt til mindst 16 lande, og Hollywood har sikret sig filmrettighederne. Grønland er hot i litteraturen, og Mads Peder Nordbo har med sin nye krimi skabt en ny genre i et på én gang magisk og dystert univers, Nuuk Noir.
Historien er en blanding af klassisk krimi og rå socialrealisme tilsat magien fra den grønlandske åndeløst betagende natur. Romanen er spækket med poetiske og meget velskrevne beskrivelser af det arktiske landskab, og hvordan personernes ånde krystalliserer sig i små is-formationer. Klar blå himmel og storslåede isfjelde bliver sat overfor trøstesløse sociale boligblokke i Nuuk. Det er kontrasternes sted, og det ene er ligeså dragende som det andet. Også beskrivelserne af den grønlandske kultur og fortryllelsen i eksempelvis trommedans er både fængende, fascinerende og til tider skræmmende.
Et enkelt sted havde frosten overrasket vandet så brat, at det så ud, som om flere vandfald på vej ned langs fjeldets langstrakte ryg var frosset til med så stor kraft, at de var stivnet i ét nu midt i deres fald. Selv skummet i vandet var frosset, og hele vægge af fastlåste bølger og nubrede bobler kastede solens stråler tilbage som tusindvis af krystalprismer i en gammel lysekrone.
Temaerne er mange, og Mads Peder Nordbo formår at flette dem sammen i historien, så de overbeviser; sorg, hævn, vold, seksuelle overgreb, børnemishandling, mord, landsbysamfund, sociale problemer, kolonitid, den dansk-grønlandske konflikt, inkompetente myndigheder, politisk magtbegær og beskyttelse af interesser for enhver pris.
Der er så også en overflod af karakterer og i modsætning til de klare temaer, kan deres indbyrdes relationer godt være forvirrende – især på skurkesiden.
Konkret handler det om den danske journalist Matthew Cave, hvis totalsvigtende amerikanske far engang var udstationeret på Thulebasen i Grønland. Matthew har søgt isolationen i Nuuk efter at have mistet sin kæreste og ufødte datter i en ulykke. For lokalavisen skal han afdække en sag om et mumificeret lig, en nordboviking, der dukker op på indlandsisen og forsvinder igen og et brutalt mord på den politimand, der vogter over det.
Manden er sprættet op og flået efter traditionelle sælfangermetoder. Matthew bliver snart sat på sporet af en fyrre år gammel sag om en række tilsvarende bestialske mord og opdager, at sagerne hænger sammen. Et af dem beskrives således angående ligfundet:
Manden, de fandt derude, var flænset fra skridtet og op til brystbenet, og al hud var flået af hans krop. Hans indvolde flød ud over gulvet omkring ham. Ikke i en pæn bunke, men spredt ud som en halo af indvolde, der omkransede hans lig. Huden var væk, og de havde ikke haft held med at finde den.
Så er der gang i voldens æstetik. Spændende hvordan filmholdet vil fremstille den scene (og mange flere), uden at mainstream publikum løber skrigende væk. Det kræver nogle opfindsomme kameravinkler men skal nok kunne lade sig gøre. Og man har jo ligesom vænnet sig til splat efter Game of Thrones.
Undervejs allierer Matthew sig med en grønlandsk kvinde, Tuparnaq, som netop er løsladt efter 12 års fængsel for at have sprættet sin far op som en sæl. Hun har en påfaldende lighed med Lisbeth Salander fra Mænd der hader kvinder med et farligt humør, kroppen dækket af tatoveringer og overnaturlige hackerevner. Med sin grønlandske baggrund er hun alligevel helt sin egen sære og spændende person. Hun er pigen uden hud, men det er der også andre piger fra fortidssporet, der er.
Tilbage i 1973 møder vi bogens mest dynamiske og interessante karakter, politimanden Jakob, der undersøger de skrækkelige mord og en række unge pigers mystiske forsvinden. Hele flashback delen er vanvittig spændende, nervepirrende og meget original. Den fylder godt til i bogen, så det er ikke et problem, at handlingen i nutiden virker lidt flad i sammenligning. Hovedkarakteren, journalisten Matthew, er set mange gange før, og han bliver ikke rigtig interessant. Han er i sorg og derfor forholdsvist passiv. Det er omstændighederne og personerne omkring ham, der tvinger ham til at handle, mens informationerne nærmest dumper ned i skødet på ham. Jakobs og Tuparnaqs historier river ham ud af sin ret til at læne sig tilbage i depressionen og først mod slutningen, kan han vriste sig fri og gøre noget.
Plottet er velturneret og spændende hele vejen igennem, selvom logikken for nogle af personernes motivation og troværdigheden i visse tilfælde mangler. Men hey det er jo krimi, og hvor seriemorderes bestialiteter i fiktionen ofte bare er frastødende og ækle for skræmmeeffektens skyld, så giver de mening her på trods af de udpenslede og blodige detaljer.
Alt i alt en særdeles spændende og nuanceret fortælling om det moderne Grønland, og de mennesker der bor der. Som læser får jeg virkelig lyst til at besøge Grønland for selv at opleve det på godt og ondt, og man kan mærke, at forfatteren er godt bekendt med stedet. Han bor der faktisk, og deler glædeligt ud af sine Grønlandsbilleder, tanker omkring processen som forfatter, og begejstringen for romanens helt fortjente succes. Det er en fornøjelse at følge, og jeg er klar til næste Nuuk Noir drama, hvor Matthew Cave formodentlig har lært noget af Jakob, kan leve med sin sorg og har udviklet sig til en mere handlekraftig herre.
Pigen uden hud er en exceptionelt god og vedkommende krimi. Den bedste jeg har læst længe.
Jeg har talt med forfatterne Jesper Stein og Olav Hergel om forskellen på at skrive journalistik og fiktion og om den kreative proces til en studieopgave i manuskriptudvikling. Det synes jeg også, I skal have glæde af.
Læs anden del med Jesper Stein:
Foto: Les Kaner, Politikens Forlag
“Det sjoveste i verden er at skrive fiktion”
Om den kreative proces, motivation, flow og faglige kicks.
Du er fuldtidsforfatter. Er du også stadig journalist?
“Nej. Jeg vender ikke tilbage til journalistikken. Der har været lidt relaterede opgaver, men jeg bliver nødt til at sige fra og nej til journalistiske opgaver, så jeg kan fokusere og skrive. Siden jeg udgav første bog har jeg vidst, at jeg kunne leve af at være forfatter. Den solgte over 20.000 og blev udgivet i udlandet.”
Havde du en plan om at skrive mange bøger?
“Nej, jeg er meget mere impulsiv. Da jeg skrev den første, ville jeg bare gerne have den færdig. Det er jo en kæmpe overvindelse at komme derhen, for alt er nyt. Så kan man have taget 48 kurser og læst 25 bøger om creative writing og narrative journalism, men alligevel gælder det om at blive færdig.”
Hvorfor har du valgt at skrive fiktion?
“Jeg har villet skrive, siden jeg var i 20’erne og har altid skrevet til skuffen, men jeg blev aldrig færdig med noget. Jeg skrev aldrig over 15 sider, og det kan der sikkert være mange psykoanalytiske årsager til, som jeg ikke selv kan gennemskue. Det hænger sammen med et dybt og brændende ønske om at blive forfatter men ikke rigtigt at have noget at bringe videre før nu….andet end min store weltschmertz. Det kunne andre skrive mere fremragende om. Jeg startede med at skrive lyrik. Jeg var ung, da den gyldne generation af 80’er lyrikere brød igennem, og jeg flyttede selv til København og gik rundt i deres fodspor. Da jeg var i 30’erne og fik mit første barn, forsøgte jeg at skrive sådan lidt depressive romaner om parforholdets opløsning. Det var godt, det ikke blev til noget. Så jeg skulle op i 40’erne, før jeg både havde noget at skrive om men også troede på, at jeg selv kunne magte det format, som en roman jo er.”
Hvorfor blev du journalist, hvis du gerne ville være forfatter?
“Jeg havde ti fjumreår, hvor jeg tossede rundt og lave alt muligt og tog en halv uddannelse, læste lidt litteratur og lidt halløj… Så i slutningen af 20’erne tænkte jeg, at jeg måtte se at få lidt retning i livet, og så blev jeg journalist. Det var kanonsjovt og super spændende. Jeg kunne godt lide at skrive nyheder og var god til det i mange år. Det er en superdisciplin at kunne skære en nyhed på fem minutter. Det var et fag og et håndværk, jeg gik op i. At skrive godt. I mange år skrev jeg krimi- og retsstof, og senere fik jeg lov til at skrive de store brede reportager. De sidste ti år arbejdede jeg som litteraturjournalist og interviewede en masse forfattere og folk fra bogbranchen. Det lærte jeg helt afsindigt meget af. Det har været tyve virkelig givende og arbejdsmæssige lykkelige år. Det kan ikke overvurderes, hvad det har givet af færdigheder og oplevelser. Jeg har rejst verden rundt og prøvet alle de forskellige genrer. I den tid troede jeg ikke på, at jeg selv kunne skrive en bog.”
Hvordan ændrede det sig?
“På et tidspunkt var der et forlag, der skulle lave en bog med Bent Isager Nielsen (tidligere chef for politiets rejsehold red.) Så spurgte de, om jeg ville skrive den. Det blev ikke noget stort kunstværk, men jeg var i gang. Det var et stort arbejde at skabe en rød tråd i hans personlige fortælling efter mere end tyve samtaler, men det gjorde jeg. Senere havde jeg noget orlov, og så begyndte jeg at skrive og “smed en død mand ned på Assistens kirkegård”, og så fik jeg skrevet 80 sider på en måned. Dem sendte jeg til nogle venner med forstand på litteratur. De læste det og sagde, jeg skulle sende dem med det samme til et forlag. Det var jeg så for jysk til. Jeg kunne ikke finde på at sende noget, der ikke var færdigt, men det motiverede mig til at skrive videre.”
Arbejdede du med plot og struktur på det tidspunkt?
“Nej, jeg skrev bare. Det gjorde så også, at jeg undervejs fik nogle ideer…jeg har altid været fascineret af forfattere som Jo Nesbø og Michael Conolly. De leverer altid nye overraskelser. Så får man én på den ene kind og så én på den anden. Jeg fik nogle ideer, som jeg gik og vendte, og det sinkede mig i 3-4 måneder. Der gik to år før, jeg var helt færdig og, jeg sendte ikke noget til forlag før. Det er sgu svært første gang.”
Skrev du meget om?
“Nej, det gjorde jeg egentlig ikke. Men jeg tænkte i lang tid over, hvordan det skulle være. Jeg stod op kl. 4 om morgenen og skrev noter om, hvordan det hele skulle hænge sammen, og jeg kunne ikke altid få det til at passe. Jeg brugte uger på det.”
Hvordan strukturerede du dit skriveliv?
“Jeg skrev i alle de lommer, der var, mens jeg havde fuldtidsarbejde. Nogle gange ringede jeg hjem og sagde, det trak ud, selvom det var løgn og sad og skrev på arbejde.”
Kunne du godt gå ind og ud af stoffet på kort tid?
“Nej. Det var så en af de dyre erfaringer, jeg gjorde mig, men jeg kunne åbenbart lidt alligevel, for jeg gjorde det jo. Men det er nemmere, hvis man skriver 23/7. Er man væk fra bogen i 14 dage, så bruger man simpelthen 3-4 dage på at komme ind i den igen. Der er mange ting, hvor jeg læser og tænker, hvorfor har du skrevet det? Man mister nemt den røde tråd.”
Bruger du post-its og kartotekskort for at holde styr på det?
“Nej, slet ikke. Jeg har prøvet det, men det fungerer ikke for mig. Jeg har i bunden af manus 15-20 mudrede sider, som skal flyttes ind et andet sted.”
Blev du træt af det og var tæt på at give op, eller fik lyst til at gå i gang med noget andet?
“Nej. Jeg holdt fast i det. Det viste sig, at jeg faktisk havde noget i mig, som jeg ikke selv vidste, jeg havde. Og det prøver jeg altid at give videre. Der var en sejhed og vilje til at fuldføre projektet. Jeg var simpelthen ikke klar over, at jeg kunne det, men jeg blev færdig. Så sad jeg og kiggede på bogen og vidste ikke rigtigt, hvad den skulle hedde, og hvad jeg skulle gøre. Jeg sendte den til en bekendt på et forlag, som gav mig en masse gode råd, men jeg kunne ikke bruge dem til noget, for så ville projektet tage en hel anden drejning. Så begyndte jeg at tvivle på mig selv. Men så viste jeg det til nogle flere og min familie, og de synes alle sammen, at det var fremragende. Den 20. december 2011 sendte jeg den til fire forlag. Jeg sendte til dem på én gang.”
Det må man jo ellers ikke?
“Jo det må man. Og det skal man gøre i dag. Jeg sendte det specifikt til folk, jeg kendte på forlagene, og så hørte jeg meget hurtigt fra dem. De var alle interesserede. Jeg skrev selvfølgelig “PS. for en god ordens skyld, har jeg sendt til fire forlag.” Det er det bedste råd, jeg kan give. Så får du læst din bog i løbet af 14 dage i stedet for at skulle vente i et halvt år. ”
Synes du selv, det var godt, da du sendte det ind?
“Nja. Jeg havde det vel blandet. Den ene dag synes man jo, det er kanon godt, og den næste hader man det som…Sådan har Niels Lyngsø og Peter Øvig det også. Og det har vi alle sammen…det må man bare se udover.”
Hvordan vil du beskrive din kreative proces, når du skriver fiktion, nu hvor du er erfaren?
“Når jeg skal lave en bog, er der tre faser. En indledningsfase som varer en 2-3 måneder, hvor jeg går og tænker og tager noter på min telefon og finder stemmerne og tester sporene. Hvad skal der ske i min hovedpersons liv? Hvad skal han udsættes for af pres? Hvad er motoren? Der er to motorer i en krimi: den ydre handling/plottet, som alle tror er det vigtigste – det er jeg sådan set ligeglad med, og så den indre handling og selve karakteren. Det er det helt afgørende for mig. Det bruger jeg meget tid på. Så tager jeg en uge i sommerhus og skriver de første 20-40 sider og finder de forskellige stemmer, og hvilket sprog de skal tale med. Derefter tænker jeg over, hvad bogen skal ende med, før jeg går i gang med midterstykket. Så tænker jeg på de forskellige turns.”
Laver du out-line, beskriver vendepunkter osv., inden du skriver?
“Nej, det gør jeg slet ikke. Jeg kender det godt, og jeg tænkte over det med min første bog, men jeg tror, da det ligger et eller andet sted i baghovedet. Når jeg er ude og fortælle om overgangen fra journalistik til fiktion, så er det jo til mennesker, der har set utallige tv-serier og film og fået fortalt historier, siden de var små. Der er utroligt mange fortællestrukturer, som ligger inde i os. Vi kan godt kalde det point-of-no return og pis og papir…men vi ved jo godt, de ting kommer undervejs. Det bremser en enormt meget, hvis man skal bruge de modeller hele tiden. Noget af det jeg fik mest ud af ved Robert Mckees kursus var, at han sagde, når du først har skrevet en scene, som du selv synes er skidegod, så skal du lægge den til side og skrive en ny version og en ny og en ny. Jeg tror, han ville have ti versioner. Det er jo alt for meget, men det har lært mig, at når jeg får en ide, så er det tit den mest logiske og klichefyldte. Det er dem, der først falder en ind. Så tænker jeg, hvad hvis det var omvendt? Hvad hvis det ikke var ham, der var vild med hende, men hende der var vild med ham osv. Hvis læseren forventer, der sker noget, og det så er lige det, der er ved at ske, men så sker der noget helt andet, så er læseren åndeløs, ikke? Så bliver læseren spulet gennem min bog. Det bliver uforudsigeligt.
Men altså 3-4 måneder hvor jeg tænker over ideer, og hvad der skal ske. Så skriver jeg en intens periode på 2-3 måneder. Så skriver jeg et råmanus og tager i den periode på nogle skriveophold en uge ad gangen, På en uge kan jeg få lavet en kvart bog. Så laver jeg ikke andet i den uge og skriver vel en 16 timer i døgnet i alt. Jeg er ikke så sjov i ugen efter.”
Laver du overspringshandlinger?
“Ja, men jeg sidder foran computeren. Så har jeg et ulæseligt råmanus, som jeg arbejder videre med. Til slut er der et redigeringsforløb med min redaktør i en 3-4 måneder, hvor jeg arbejder meget sammen med hende. Så skriver vi det igennem en fire gange.”
Går din redaktør meget ind i stoffet?
“Ja hun går rigtigt meget ind i det. Det er der forfattere, som ikke bryder sig om, men med min baggrund som journalist, så er jeg jo vant til det.”
Har du nemt ved at sætte dig selv i skriveflow? (tilstand hvor pennen flyder, forfatteren er fuldt fokuseret, glemmer tid og sted og ikke lader sig afbryde eller tyr til overspringshandlinger)
“Det er i hvert fald den tilstand, jeg eftertragter. Det er der, jeg er mest lykkelig i mit liv overhovedet. Det er ikke så svært for mig, men det kræver, at jeg har tid og koncentration, så kan jeg hurtigt komme ind i mit stof.”
Hvordan gør du helt praktisk? Har du ritualer?
“Nej. Men jeg sørger for at have flere åbninger i mit manus. Flow er den tilstand for mig, hvor jeg er i stand til at finde på. Det er det sværeste af alt. Det siger andre forfattere, og sådan er det også i filmbranchen. Guldet for dem er folk, der kan finde på. Det er også det sjoveste – og det hårdeste, fordi det er svært. Men når jeg sidder på de der ophold, og jeg kan mærke, at mine personer begynder at bevæge sig fremad i handlingen, og min hovedperson er et sted om morgenen, som jeg ikke anede, han var om aftenen, så følger jeg bare med, så har jeg ikke tid til at skrive noget rent. Jeg har ikke tid til at bebrejde mig selv, at jeg har….så er det typisk en fase, hvor jeg er i stand til at lægge alle “de der” væk. Du ved, dem der sidder på skulderen af en og siger – du er ikke god nok. Det lægger jeg fra mig, og så kører jeg bare af sted og giver slip. Det handler også om at turde, som Brian Eno siger: – Nu synes I, at jeg er genial, men hvis I så nogle af de første ting, jeg har lavet..; det er så pinligt og latterligt og håbløst. Jeg vil ikke bebrejde mig selv. Det er jo kun kreativitetshæmmere og dræbere. Det er bare at turde og sige ok, det her lyder pisse plat, men jeg skal nok få noget ud af det til sidst.”
Hvordan er selve skriveprocessen? Hvor mange gange skriver du igennem.
“Ved den første bog måske 400 gange. Nu er det ikke mere end en eller to gange. Det giver altså noget at tage på skriveophold. Jeg skrev næsten hele Akrash på to en halv uge. Det at skrive i én bevægelse gør et eller andet. I hvert fald når du arbejder med et narrativ. Du vågner og falder i søvn med dit plot i hovedet. Men det er ikke altid det lykkedes og er skidesjovt. Med min seneste bog sad jeg en hel uge på skriveophold og gik i stå og kunne ikke komme videre.”
Hvordan reagerer du i den situation?
“Når jeg går død i den kreative proces, så har jeg de der åbninger i mit råmanus. Så kan jeg sætte mig til at skrive på noget andet og arbejde med sprog. Hvis jeg føler stor lede ved det, jeg skriver der, så printer jeg hele manus ud og læser det igennem. Så finder jeg måske ud af, at en person ikke kun skal være god men også irriterende, og det er hun ikke blevet endnu.”
Du bruger dine skriveophold til at komme i flow. Sætter du dig mål for, hvad du skal skrive hver dag?
“Ja det gør jeg. Jeg sætter et mål for antal anslag, jeg skal nå hver dag. Hvis jeg er i flow kan jeg skrive 5 sider på en time. Så skal jeg holde en pause og lave kaffe eller på nettet.
Jeg har deadlines med alle mine bøger. Med den her seneste har jeg haft fire, som jeg har måtte udskyde, men det er vigtigt at planlægge og have noget at arbejde hen imod. Vi har også struktureret tiden i familien. Min kone har for eksempel givet mig hele oktober, hvor jeg ikke skal hente børnene, så ved jeg, at jeg skal nå 5000 anslag hver dag i den periode osv. Så sidder jeg helt konkret og regner ud: 31. oktober skal du være oppe på 400.000 anslag, og hvis jeg så kun er på 300.000, så er jeg meget utilfreds med mig selv. Det har jeg så måtte konstatere denne her gang. Det er gået langsommere end nogensinde før. ”
Kan du godt holde interessen for dit manus, når du har læst det flere gange?
“Ja det kan jeg godt. Indtil vi når i slutredigeringsfasen, så bliver jeg træt af det og kan godt tænke; nu gider jeg ikke at læse om ham her fyren nogensinde igen.”
Havde du samme proces og motivation, da du arbejdede som journalist? Er det ene ligeså sjovt som det andet?
“Nej. Der er ikke noget, der er ligeså sjovt som at lave fiktion. Der er ikke noget, der kommer op på siden af det. Derfor er der så mange, der gør det uden at tjene en skid, ellers ville de jo aldrig gøre det vel? Det er jo også kanonfedt at komme ud og holde foredrag og få respons fra læsere, der har alle mulige meninger om Axel Steen (hovedperson i bøgerne red.), og nu skal jeg være flink ved ham, og så skal han ikke tage så mange stoffer osv. Det er jo fordi, der er nogen, der har gidet bruge 30 timer i selskab med de ord, man har siddet og lavet. Det er da fedeste i verden, altså. Der er dog en del lighedspunkter. Når jeg har siddet med store interviews med Lone Hørslev eller John Le Carré, så har jeg da også siddet og stirret på indledningen, og det er først, når jeg har fået sat en scene, at det flyder. Man skal ind i in media res – altså man skal lige ind i lortet. Jeg har da tit siddet og ikke rigtigt kunne komme i gang, og så kommer man i gang, og så skriver man. Det flow har jeg jo kendt som journalist i mange år. Forskellen er bare, at det er sværere at finde på. Man skal jo ikke finde på noget som helst som journalist, men det skal alligevel skrives med dynamik og bevægelse.”
Har journalistikken været nemmere end fiktionen?
“Meget nemmere. Du skriver en artikel, og du ved, hvad du skal skrive om, og det kommer i avisen næste dag.”
Ville det hjælpe dig kreativt, hvis din redaktør sagde, hvad der skulle ske med Axel Steen?
“Nej. Det ville hun ikke gøre. Det ville jeg tænde helt af på. På et tidspunkt var jeg gået i stå efter 80 sider, som jeg sendte til min redaktør og to andre faste læsere og spurgte, om de havde nogle forslag til, hvad der nu skulle ske. Vi tog møder, og de kom med en masse. Men jeg kunne ikke bruge det til noget. Han er jo min figur. Jeg kan ikke få folk til at hjælpe mig med at skrive bogen. Men når jeg får meget kritik på et færdigt manus f.eks. som min seneste Aisha med en masse kommentarer og bemærkninger, så kan jeg godt bruge det. Som – jeg kan ikke mærke Axel Steen eller – det er utroværdigt, at en kvinde bliver så vildt forelsket to gange. Det er de jo gode til. Jeg bruger faktisk kun kvinder til kritik. De kan jo se ting, jeg ikke selv kan se, men de kan altså ikke få øje på, hvad der skal ske.”
Føler du dig bundet af en kontrakt med dine faste læsere, som jo har opnået et forhold til din hovedperson?
“Jeg kan gøre, hvad jeg vil med ham, jeg kan bare ikke forandre hans karakter. Hvis jeg skal blive ved med at skrive om ham, så er jeg nødt til at….de tre første var fra nedtur til genoprejsning, så jeg er nødt til at flytte ham et nyt sted hen. Der kommer måske to bøger mere, og så tror jeg, at jeg vil holde en pause, og prøve at skrive noget andet. Jeg vil gerne skrive en jeg-fortæling.”
Hvordan vil du karakterisere din motivation og drivkraft som hhv. journalist og forfatter? Hvad er det der giver passion og mening for dig? Er det selve processen og det at skrive?
“Ja. Det er det. Det er det mest afgørende for mig. Man kan sige, at efter jeg er blevet forfatter er jeg blevet meget optaget af de elementer der udgør en fortælling. Person og sted som også er vigtige i mine bøger og mange af de bøger, jeg er optaget af. Hvad skal der til for at lave fortællinger. Derfor er det, du arbejder med og den uddannelse, du tager, spændende.”
Det kan være, det er næste skridt for dig?
“Ja det kunne det godt være.”
Kunne du godt tænke dig at skrive film?
“Ja det kunne jeg. Eller tv-serier. Det er jeg dybt fascineret af.”
Lader du dig bremse eller inspirere af de gode serier?
“Jeg lader mig inspirere af dem. Jeg stjæler replikker og alt muligt. Jeg så Homeland samtidig med, at jeg skrev tredje bog. Carrie er skizofren, og gennem tre afsnit er hun indlagt dybt psykotisk, og så tænker man, hvad fanden skal vi med det her. Men så viser det sig, at hun har ladet sig medicinere med vilje. Hun har lavet det vildeste undercover…og så tænker jeg, at hvis de kan det der, så kan jeg fandeme også køre 150 sider hvor min hovedperson arbejder for de kriminelle. Sådan nogle greb bliver jeg meget inspireret af.”
Hvor meget fylder dit arbejde? Hvis du ikke kunne få lov til at være forfatter og journalist, kunne du så ligeså godt lave noget andet?
“Det ville jeg være meget ked af og blive meget frustreret over. Det er jeg også, når jeg ikke kan få lov til at skrive. Det er svært for mig, hvis jeg ikke kan det.”
Har du brug for den ydre anerkendelse du får i form af priser osv.? Eller er det de indre faglige kicks, der betyder mest?
“Ja, den har jeg da vildt meget brug for. Det betyder meget. Jeg kan da godt selv se, hvad der er blevet godt, når jeg skriver, men det betyder meget at blive set, hørt og læst. At folk læser mine bøger og synes, de har værdi, og at få tilbagemeldinger fra udlandet.”
Din personlighed er ikke introvert som mange forfattere er?
“Nej slet ikke. Men jeg har introverte glæder ved at skrive. Det er jo den mest ensomme beskæftigelse, der findes. Forfatterlivet består af to ting, som er så modsatrettede de overhovedet kan være, i hvert fald hvis du har succes. 90 procent af tiden sidder du og skriver og så resten af tiden, hvor folk klasker dig på ryggen hele tiden og siger, du er fantastisk. Og de to ting er jo sådan helt modsatte. Det kan ikke være der samtidig. ”
Hvordan får du dine ideer og samler viden til de gode plots?
“Jeg henter meget inspiration fra virkeligheden og fra aviserne. Jeg taler normalt ikke så meget med politiet, men det har jeg gjort til den næste. Der er også nogle kriminalsager, der altid har fascineret mig, og så har jeg tænkt, at den her skal du bruge en dag. Så har jeg brugt helt konkrete sager.
Jeg får en eller anden ide om, hvad min næste roman skal handle om. Eller hvilket greb den skal have. I min seneste roman er min hovedperson kommet på ret køl igen, men jeg er nødt til at udsætte ham for noget nyt, ellers bliver det for kedeligt. I den næste arbejder jeg meget med, at man ikke ved som læser, hvad han nu har gang i. Er han gået over til fjenden? Eller helt ned på coke. Et godt stykke ved man ikke rigtig, hvad der foregår. Det er sådan noget, der bærer min lyst til at arbejde med fortællingen. Så kommer det andet senere hen. Nogle gange er det en lykkelig proces, og andre gange er det en dybt ulykkelig proces, hvor jeg får lavet grebet, og det kører godt, men så kan jeg ikke komme videre. Det er meget svært.
Jeg mangler slutningen af min næste bog nu. En 50 sider, og det er det svære. Jeg ved godt, hvad der skal ske, men det skal stadig leve op til forventningerne for en krimi af høj standard. Du har en kontrakt med læserne, og den kan du ikke snyde dig ud af. Hvis det du leverer allerede bliver gættet af læserne på side et, så får du aldrig læst dine bøger igen. Hvis ikke læserne bliver overrasket, så er det en fiasko. Så på den måde er det svært. Med Aisha vidste jeg det meste af det ret tidligt, og jeg vidste, det ville virke, men det allersidste twist i den bog kom jeg først på, da jeg skrev på slutningen. De der ting i processen, hvor man selv bliver overrasket, de er så stærke og har så stor effekt, at der kan du være sikker på, at læseren får en på skrinet. Med det du meget møjsommeligt har siddet og udtænkt og konstrueret dig frem til, er der en ret stor risiko for, at nogen regner den ud, men der hvor du selv bliver overrasket, fordi du får lavet den der, men hvad så hvis, hvordan kan vi vende det på hovedet. Dér opstår muligheden for at overraske.”
Har det lettet din skriveproces, at du har aftaler, forpligtelser og forlagskontrakt?
“Den første tog længere tid jo, men de senere her er begyndt at tage længere tid end nummer to og tre, som jeg skrev på under et år. Det er jo fordi, at der er meget mere på spil, og jeg nu gør det fuldtid. Det er jo absurd, at det skulle tage længere tid, men det gør det altså nu.”
Interviewet foregik i november, siden da har Jesper Stein afsluttet del 5 af Axel Steen serien, og den udkommer i juni på Politikens Forlag.
Han har gjort det igen Danmarks ultimativt bedst sælgende forfatter med det største internationale publikum. Med 7. bind i serien om afdeling Q er Jussi Adler-Olsen mere skarp, samfundskritisk og i pagt med tidsånden end nogensinde.
De elskelige hovedkarakterer Carl Mørck og Assad står i nye og gamle mordsager op til halsen og oven i købet med et belastende Station 3 TV crew pustende i nakken. En ældre kvinde findes myrdet i Kongens Have på en måde, der minder om et andet mord begået år tilbage, en socialrådgiver ser rødt, og en gruppe unge kontanthjælpsmodtagere indgår en alliance, der ikke viger tilbage for skrupelløse og kriminelle handlinger. Rose, politiassistenten med den spaltede personlighed, bukker under for et svært traume og gennemgår en alvorlig psykose.
Med den her historie beviser Jussi Adler-Olsen endnu engang, at han er en formidabel plotmester med en yderst raffineret men ikke desto mindre beskidt fantasi. Ikke en eneste af de mange plottråde falder på gulvet i de tre-fire sager, der selvfølgelig viser sig at have forbindelse til hinanden. Carl Mørck og Assad kører deres sædvanlige på en tid sjove og hyggelige ping-pong dialog med kamel-jokes, stærk kaffe og kærlige stikbemærkninger.
Vi har hele tiden vidst, at gemytlige Assad gemmer på en skummel fortid, og jeg glæder mig virkelig til næste bind, hvor den bliver rullet ud. De mange hints vidner om, at rare, empatiske Assad med rødder i Syrien og varme brune øjne har begået handlinger, han ikke er stolt af. Jeg har min egen teori om, hvad det handler om, og det skal blive spændende at se, om jeg har gættet rigtigt.
Dette bind er dog tilegnet Roses historie, og vi får den fulde forklaring på, hvorfor hun er psykisk syg og mere end fucked up. Det psykiske helvede hun gennemgår er beskrevet med en imponerende indlevelse. Adler-Olsens opvækst på et sindssyge hospital som søn af en psykiater tjener ham virkelig godt her.
Rose stirrede ind i væggen. Når hun holdt blikket fastnaglet til den svagt gule flade og sad fuldstændigt stille, så opstod der et vakuum omkring hende, der sugede al bevidsthed ud af kroppen. I den tilstand var hun hverken vågen eller sovende. Her var åndedrættet umærkeligt og sanseapparatet sat i dvale. Her var hun bare levende død.
De passager er gribende læsning, og der er flere steder, hvor Roses lidelser er skrevet med en indlevelse, som jeg også husker fra Kvinden i Buret. Adler-Olsen er eminent til at beskrive smerte og lidelsen ved at være spærret inde i et lukket rum i både psykisk og fysisk forstand, så det virkelig gør ondt på læseren.
Dog synes jeg, at årsagen til Roses skrøbelige sind er mere end en smule ude i overdrevet, og logikken og troværdigheden er ikke hver gang overbevisende i persontegningen hos nogle af bifigurerne.
Efter de første 100 siders læsning af romanen med den geniale titel Selfies, eller Selfish same-same, havde jeg ham mistænkt for at være bestilt af Liberal Alliance til at drive klapjagt på kontanthjælpsmodtagere. Portrættet af de tre bistandstøser Denise, Jazmine og Michelle er mildt sagt den stereotype udgave af en blank deltager i Paradise Hotel, der kun tænker på sig selv, at se godt ud, intet yder til fællesskabet og nasser på samfundet, fordi hun kan. Det er dog ikke tilfældet, selvom pigerne forbliver karikerede og klichefyldte hele vejen igennem. Vi har for eksempel en type, der sørger for at blive gravid fire gange i træk bare for at kunne trække på de offentlige kasser under barslen for derefter at afgive sit afkom til myndighederne. Jeg tror det ikke.
Man kan vælge at se på historien som spydig samfundssatire, hvor personerne og deres handlinger er sat helt på spidsen, hvilket er fint nok, hvis jeg bare kunne grine lige så højt som superskurken gør efter hvert nøje planlagte mord, mua-ha-ha runger det fra den grå mus af en socialrådgiver, der nu efter 30 år bag skranken er omvendt til en koldblodig seriemorder, der bare har fået nok af de utaknemmelige tøzer, og nu skal de fandeme lære det. Hun formår oven i købet at bedrive disse handlinger midt i et forløb som patient under den samlede kræftpakke. Ej, det tror jeg så heller ikke en kræftsyg ville være i stand til. Det er godt tænkt med en socialrådgiver, der går amok, men det er som om, at overdrivelse fremmer forståelsen i det Jussiske univers. De onde er ofte sygt onde og afstumpede, de gode så heldigvis lidt mere nuancerede. Heltene er heldigvis herlige, og historierne er altid dybt originale. Det er derfor, vi er mange millioner, der bliver ved med at læse bøgerne.
Og det er jo en såkaldt krimithriller. Det er ikke højlitterær socialrealisme. Alt er tilladt, hvis vi køber præmisserne, og det ér både underholdende og monsterspændende. De sidste par hundrede sider strøg jeg igennem uden at kunne slippe bogen. Man skærer tænder og tager sig til hovedet, når Mørck og Assad fjumrer rundt og ikke gør, det de skal eller gør det for sent. I den forstand kan Jussi Adler-Olsen bare sit krimikram som ingen anden. Han involverer læseren emotionelt, og det er der ikke ret mange krimiforfattere, der gør i samme omfang.
Jeg har læst alle bind i serien undtagen den sjette, senest var jeg meget begejstret for Journal 64, som nok stadig er min favorit, men Selfies kommer rigtigt godt efter den. Der er skruet op for humoren, plotmæssigt er det af sædvanlig høj klasse, hovedpersonerne er fortsat afholdte og interessante, og hvis Jussi Adler-Olsen så ellers bare havde tid til at arbejde lidt mere med troværdigheden og nuanceringen af sine bifigurer, så er det bare at bøje sig i støvet atter en gang for hans fantastiske og verdensomspændende succes.
Vi er alle selvfede
Fornylig var en bunke bloggere inviteret til frokost med Jussi Adler-Olsen i anledning af udgivelsen af Selfies, og skulle vi have glemt at vi er en del af et større mediecirkus, så var TV2 tilstede for at minde os om det.
Alligevel var der fuldt nærvær fra Jussi Adler-Olsen, som har stor respekt for sine læsere, og de to timer bød på et underholdende og spændende indblik i forfatterværkstedet og lidt debat.
“I er de eneste, man kan stole på. I er ikke i lommen på nogen,” sagde forfatteren, så man ikke var i tvivl om, at han mente det. Og hvorfor skulle man også være det?
Hvis der er en forfatter, der er i god kontakt med sine læsere, så er det Jussi Adler-Olsen. Her med Jan Findal fra Findals krimiside.
Historien i Selfies udsprang af et møde med en jurist i Socialforvaltningen i København, som fortalte Jussi Adler-Olsen om den voksende gruppe af unge mennesker på kontanthjælp, der lider af såkaldt “aktivitets-intolerance”.
“Mange unge har siden de var teenagere fået at vide af forældrene, at de er de smukkeste og bedste i verden, der kunne blive hvad de ville. I dag har vi så en gruppe i alderen 25-35, der aldrig har fået en uddannelse og ikke føler, at de skylder samfundet noget. Deres egne forventninger om succes er aldrig blevet indfriet, og nu vakler de fra det ene jobtilbud til det andet som frisør og stylist, som de ikke er i stand til at gennemføre. De er en del af mig-mig-mig generationen, typerne der deltager i Paradise Hotel. Det er unge, som opgiver en læreplads, fordi de skal feje gulv den første dag. Jeg har hørt så mange uhyrlige historier, at man tror, det er løgn.”
Researchen til pigerne i bogen, har han udover samtaler med forvaltningen foretaget ved at se reality shows på TV3.
Jussi Adler-Olsen understreger, at det ikke er et angreb på kontanthjælpsmodtagere generelt og, at han gerne vil beskytte dem, der virkelig har brug for den. “De der udnytter systemet forplumrer det for dem, der har brug for hjælp.”
Selfies er ikke et politisk projekt, det er snarere satire med skarpe hug til både samfund, politikere og borgere – vi er alle en del af selfie kulturen nu, hvor vi ser hinanden gennem en skærm, men forfatteren savner den tid, hvor det stadig handlede om fællesskab og værdier.
“Jeg sørger lidt over det Danmark, der var. Jeg kan godt huske det samfund, hvor vi bekymrede os om alles behov – ikke kun vores egne. Hvorfor er der ikke en selfie-bølge, hvor vi viser, hvordan vi virkelig har det. Jo mere vi spiller med på den tendens, hvor vi kun tager os godt ud, jo længere kommer vi væk fra hinanden og distancerer os,” siger han.
Familien Q
Snart faldt snakken på udviklingen af karaktererne, om at denne og de kommende bøger hver er dedikeret til en af hovedpersonerne. I Selfies er det Rose, som folder sin historie ud. I den næste bliver det Assads hemmeligheder, der ser dagens lys, dernæst får vi den fulde sandhed om Carl Mørcks dæmoner, og til sidst bindes det hele sammen i en sammenhængende gaveæske med sløjfe på for hele familien Q, når bind ti udkommer.
Research: Ved et tilfælde fandt Jussi Adler-Olsen denne gamle planche skrevet på tysk med nøje instrukser til et håndvåben fra 2. verdenskrig. Den kom med i bogen.
“Jeg har været fristet til at lave en af dem til dåsemad, men så svigter jeg læserne,” afslørede forfatteren, der har hele planen for hvad, der skal ske med hver enkelt klar.
Der blev også talt om nuværende og kommende filmversioner af afdeling Q, tv-serier og andre af Jussi Adler-Olsens adskillige sideprojekter. Mændene ved bordet diskuterede forskelle på mænd og kvinder, og hvordan det fungerer, når de er skurke og mordere. Efter tavsheden fra kvinderne om bordet blev det emne hurtigt skiftet ud til kunsten at udvikle plot og karakterer og opbygge suspense, at dosere med de rette mængder af humor og at sætte endorfiner i gang: “når I ikke kan sove efter et kapitel, ha-ha så ved jeg, at jeg har jer.”Og om det gode anslag og den stærke afslutning:
“Det er det vigtigste. Når jeg ser en film, så prøver jeg altid at lave en bedre slutning i mit hoved.”
Hvem kan modstå en selfie med denne mand? Say Jussiiiii!
Jussi Adler-Olsen er den direkte modsætning af en introvert forfatter, der skutter sig hjemme ved skrivebordet. Han er også forretningsmand, strateg, entertainer og charmør. Han har både bloggere, læsere ja det meste af Danmark i sin hule hånd. Og som han selv sagde et par dage senere i et af de adskillige interviews der fulgte efter udgivelsen, “hvis jeg kunne have kontor i et glasbur på Rådhuspladsen, hvor jeg kunne følge med i det hele, så havde jeg det.”
Når Jussi Adler-Olsen laver PR for sine bøger går han all-in, og han var da heller ikke bleg for at smide sig i græsset i mordoffer position, da vi efter frokost gik tur i Kongens Have.
Se det fornøjelige indslag her, hvor der også var god PR til os bogbloggere. Tak for det!
I der jævnligt følger med her på bogbobler ved, at min blog er baseret på anbefalinger, og derfor er anmeldelserne overvejende positive omend ikke ukritiske. Jeg skriver mest om bøger, jeg er begejstret for, og som jeg synes er værd, at I kære læsere bruger jeres sparsomme tid på, og hvorfor jeg synes det. Sure og negative anmeldelser må de betalte anmeldere tage sig af.
Det betyder så også, at der kan gå tid mellem indlæggene på bloggen, for i de sidste par måneder har jeg fået en del bøger i hænderne, som desværre ikke har fænget. Det betyder ikke, at de er decideret dårlige. Mange ligger et sted på midten af skalaen mellem spild af tid og fremragende, og dem er der bestemt også plads til her. For tiden har jeg gang i flere bøger, som er lidt træge i opstarten, men som jeg alligevel har tænkt mig at læse færdige. Det er bøger, der kan noget med sproget eller historien eller begge dele, men som alligevel får øjnene til at glide i eller koncentrationen til at glippe. Man lægger dem fra sig, begynder på en ny men ved, at man vil vende tilbage. Det er tit de bøger, vi betegner som murstensromaner. I ved dem på over 450 sider.
Heldigvis er der også bøger, som fanger fra side 1, og som er umulige at slippe før the end, trods mere end 400 sider, trods træthed og travlhed og andre forpligtelser (og HBO som jeg fornylig har startet abonnement på – OMG der er serieguf dér). Sådan en bog er De Smukkeste af Karin Slaughter. Alligevel har jeg det ambivalent med at anbefale den. Den kræver, at man er til genren psykologisk thriller – og det er jeg uden tvivl. Men den her har så også lige fået tilsat en solid dosis splat oveni (horror, blod og indvolde), og det i en grad, så det bliver modbydeligt, ubehageligt og direkte kvalmende. Jeg hader splattergenren, uanset om det er som bog eller film. Men føj den her er stadig så spændende, overraskende og helt igennem velskrevet, at det går ikke an at lægge den fra sig. Karaktererne har dybde. De er uforudsigelige, og det samme er plottet. Flere gange har man lyst til at kyle bogen langt væk på grund af de grusomheder personerne skal gennemleve, men det går ikke. Man er nødt til at vide, hvad der sker. Fy føj det er fremragende.
Historien handler kort fortalt om to søstre Claire og Lydia, som efter mange år uden kontakt finder sammen igen, da Claires mand bliver myrdet under et røveri. Søstrene har levet to vidt forskellige liv med et voldsomt familietraume hængende over hovedet. Deres søster Julia forsvandt på mystisk vis tyve år tilbage, og det har tæret på hele familien. Lydia har kæmpet sig gennem tilværelsen for at få sit liv på fode efter år med misbrug. Claire har levet i sus og dus med en mand, der forgudede hende. Da han er væk, finder Claire væmmelige videoer på hans computer, der vender op og ned på billedet af, hvem han egentlig var, og søstrene bliver konfronteret med fortiden. Det er ikke småting, de to kvinder bliver udsat for, og de må klare ærterne selv. Hverken politi, FBI eller nogen andre er til at stole på, selvom de instanser ret hurtigt er i hælene på dem.
Jeg vil ikke skrive mere om handlingen. Men hvis du er til genren og har nerverne til det, så er De Smukkeste i en klasse for sig. Det er Uhyggeligt med stort U og fed streg under. Og med risiko for efterfølgende mareridt.
Jeg har læst et par bøger af Karin Slaughter før, blandt andet Hvid død, som også er eminent godt skruet sammen. Hun kan sit kram, men hun lever altså også foruroligende godt op til sit efternavn, og jeg kan love en ting, hvis De Smukkeste bliver filmatiseret, skal jeg ikke se den. Men læs den endelig – hvis du tør.
Bonusinfo: Slaughter har udgivet novellen Lyst hår, blå øjne der kan hentes som e-bog. Den fortæller forhistorien til De smukkeste om hvad der skete med den tredje søster Julia.
De smukkeste er venligst tilsendt af forlaget Harper Collins Nordic
Sveriges efter min mening bedste krimiforfatter, hedder Jens Lapidus. Ophavsmand til begrebet Stockholm Noir. I sine bøger portrætterer han en underverden i den ellers så smukke by, der ligger langt væk fra et postkort image som nordens Venedig, men som ikke desto mindre er fuldstændigt overbevisende og troværdigt. Lapidus er inspireret af retssager i sin anden profession som forsvarsadvokat, og selvom han for længst kan leve af sit forfatterskab, kan man sagtens forstå, at han holder fast i sit hverv, for dér er stoffet til de mange bøger.
Nu er han tilbage med opfølgeren til VIP-rummet, og den fik ikke lov at ligge uåbnet længe.
I Stockholm Delete (genial titel med en dobbeltbetydning!) bliver hovedpersonerne, ex-gangsteren Teddy, indhentet af sin fortid som betalt kidnapper, og den kloge advokatsild Emilie ryger ud i en eksistentiel og karrieremæssig krise. Det umage par dannede makkerskab i første del af serien om de to, som efterlod en gevaldig cliffhanger i VIP-rummet, og som læserne endelig kan få svar på i denne historie. I hvert fald noget af svaret. For igen bliver kun en del af den konstante spænding forløst mod slutningen. Vi efterlades med en ny ulidelig cliffhanger, og vi får ikke alle svarene men nok til, at man som læser kan være tilfreds men må væbne sig med tålmodighed og vente på næste bog for svar på nye spørgsmål. Det gælder om at finde de bageste bagmænd af organiseret kriminalitet, som udover kidnapning også omhandler økonomisk svindel i milliardklassen, våbensmugling, hvidvask, en hemmelig pædofiliring, mord, korruption og alt det snavs, man overhovedet kan komme i tanke om. Men det handler også om et tiltagende skel mellem bund og top i det svenske samfund og en åben diskussion om, hvor der er mest råddent at være.
Der er mange gangstere, mellemmænd og håndlangere at holde styr på og nogle går endda under flere navne som Mazern og Kum. Det kan godt blive lidt forvirrende. Men det hele hænger forbandet godt sammen. Ikke én løs forbindelse bliver efterladt i de mange plottråde, og det er så jävligt godt fortalt.
Karaktererne er autentiske og troværdige. Man interesser sig for dem og følger gerne med Emelie til hjembyen, den fordrukne far og den fornægtende mor, og når Teddy husker tilbage på barndomsminder og den moral og opdragelse, han trods alt har fået med sig af sin far.
Jeg har tidligere rost Lapidus formidable evne til at arbejde med sprog, stilskifte og sans for detaljer alt efter hvilken karakter, vi følger, og her er han helt tilbage på toppen med sin sikre vekslen mellem gangsterdialog spækket med slang og de høfligere men ikke mindre anspændte samtaler mellem de fine advokater og velhavere i den stockholmske overklasse. Med helt korte skarpe sætninger sætter Lapidus eminent en scene: spændingen i lokalet: tusinde megawatt…. eller beskriver en handling eller følelse med et rammende og originalt ordvalg.…Nikola løftede Teddys gøb: holdt den nede med begge hænder foran sig som en Beck nar i en svensk uvirkelighedsfilm.
I Stockholm Delete er vi med Nikola på udgang, Teddy unge nevø, der blot en uge efter han er lukket ud af ungdomsanstalten ryger ud på et seriøst skråplan. Og i tilbageblik er vi med til politiafhøringer af Mats Emanuelsson, den mand Teddy engang kidnappede men som senere tog sit liv. Nu er hans efterladte familie i ekstrem knibe.
En mand bliver fundet myrdet og skamferet til ukendelighed i et sommerhus på Värmdö og i nærheden finder politiet en anden kvæstet mand, Benjamin søn af Mats. Han kan ikke huske noget men bliver tiltalt for mordet. Nu beder han Teddy og Emelie om hjælp.
Emelie skal være Benjamins forsvarsadvokat, mens hun og Teddy efterforsker på egen hånd. Det er ikke velanset i det prestigefyldte advokatfirma, hun arbejder for, så forsvaret må hun klare i smug og i sin fritid. Snart befinder Teddy og Emelie sig i livsfare. For Emelie ender det med alvorlig stress og selvmedicinering med beroligende Stesolid, stærkt vanedannende og farligt sammen med alkohol. For Teddy bliver det en returbillet til hans gamle farlige og voldelige selv.
De seksuelle spændinger mellem Teddy og Emilie bliver uventet forløst. Han er så meget ikke hendes type og slet ikke den fyr, hun stolt kan vise frem på de fine caféer i Stockholm, og det ved han. Til gengæld har han det uimodståelige “den gode gangster-gen” og er samtidig en fyr med pæren i orden og hjertet på rette sted. Det er et klart fremskridt og langt mere interessant, at spændingerne mellem dem fremover skal handle om, hvorvidt de kan finde ud af både at være elskere og samarbejdspartnere end om hvorvidt de nogensinde skal knalde, som krimiklichéen ellers foreskriver.
Efter min mening kan en krimi ikke skrues bedre sammen. Sprog, plot og karakterer går op i en højere enhed og til forskel fra flertallet af de nordiske krimier er realismen og troværdigheden helt på plads. Det der foregår her, kan du jævnligt høre om i nyhederne; våbensmuglere, kriminelle netværk, skandinavisk mafia med rødder i Balkan, mord for penge og magt. Det her sker til forskel fra mange andre krimiers overdrevne dyrkelse af psykopatisk og dæmonisk splatterhævnsadisme som motiv.
Jens Lapidus er toppen af toppen af superligaen i nordisk krimi. Serien om Emilie og Teddy er som skabt til en stærk TV-serie. Det skulle virkelig undre mig, hvis den ikke snart dukker op på en skærm i nærheden af dig. Den kan blive helt forrygende god men aldrig bedre end bøgerne!
Stockholm Delete er udkommet på dansk på Forlaget Modtryk.
Er du til klassisk krimi med en hårdkogt strømer der gør og siger, hvad det passer ham, har problemer med misbrug, dæmoner og kvinder men er blød som en bamse indeni og moralens højvogter, når det virkelig gælder, så er serien om Axel Steen det helt rigtige valg.
Aisha er den fjerde udgivelse i serien, og i sidste uge modtog forfatter Jesper Stein velfortjent den fornemme pris De Gyldne Laurbær af boghandlerne. Både læsere og anmeldere er vilde med den tætpakkede spænding Jesper Stein leverer gang på gang, samtidigt med at det lykkedes ham at gå udenom de værste kliché faldgruber. Det er tydeligt, at Jesper Stein gør sig umage, selv om han har skrevet fire romaner på tre år.
Jeg har tidligere læst den første Uro, som var rigtig god og meget Nørrebrosk. De næste to Bye, bye blackbird og Akrash skulle være endnu bedre, men dem er jeg ikke nået til endnu.
Jeg må indrømme, at jeg generelt er lidt mæt af krimier, medmindre de byder på noget mere såsom originalitet, psykologisk dybde, sproglig finesse, interessante karakterer, stærk dialog og naturligvis et godt plot. Især de tre sidste forventninger lever Aisha særdeles flot op til, og den kan sagtens læses uafhængigt af de andre.
Efter at Axel Steen har været tæt på at dø på Nørrebro, har han fortrukket sig til en lejlighed på Amager, hvor han prøver at samle sit liv sammen igen i et forhold med PET-agenten Henriette, der tidligere har reddet hans liv. Men en ny ubehagelig drabssag spænder hurtigt ben for deres forhold og for efterforskningen. En tidligere PET-agent bliver fundet myrdet i sin luksuslejlighed i Ørestaden med afklippede øjenlåg og opspærrede øjne. Bestialiteten har sit formål, og Axel Steen finder ud af, at sagen spinder tråde til en gammel terrorsag, og at Henriette ikke fortæller alt, hvad hun ved. Vi følger terrorsagen i tilbageblik, og vi kommer også i børnehøjde med Axels datter Emma, som er hundeangst for, at der skal ske hendes far noget – igen. De sider er ret fint beskrevet ud fra en ni-årigs synsvinkel.
Der er visse steder midtvejs, hvor efterforskningen og kærlighedskvalerne trækker lidt i langdrag, og pageturner-effekten aftager. Og så har forfatteren en tendens til at udpensle, hvordan personerne føler, tænker og har det med sig selv, og det der plager dem, selv om vi nok har fattet det længe inden.
Til gengæld bliver de lidt traurige passager hurtigt opvejet af stærke sætninger som:
“Han følte sig sørgelig. Som om livet var blevet farve- og lidenskabsløst. Som om han bare sugede smerte og sorger til sig som en stiv gammel kridtsvamp, der lå i et forladt klasseværelse.”
Eller denne venlige salut fra Axel om sine kollegaer til en fest:
“Han kunne se, hvordan de slikkede Jens i røven og grinte høfligt af alt, han sagde. I udkanten af gruppen mængede Josephsen sig. Hans pisgule øjne var våde af iver for at komme så tæt som muligt på cheftrojkaen fra PET. Axel fik brækfornemmelser, han følte sig omgivet af det værste han vidste, sleske karriereryttere i stramme italienske polotrøjer og sølvfarvede sommerjakkesæt, glatte skjorter på glatte mennesker, det hele kun overgået af deres våde magtliderlige søbemunde, som var parate til at spise dem, der var længere nede i fødekæden end dem selv, og æde lort fra dem ovenover.”
Man skulle næsten tro, det var en beskrivelse af mediebranchen, men bortset fra det er det et troværdigt billede Jesper Stein skaber af PET og hele politisamarbejdet eller mangel på samme. Jeg tror ihvertfald på det. Forfatterens fortid som kriminalreporter fornægter sig ikke. Samlet set hænger det hele bare fornemt godt sammen, velskrevet, letfordøjeligt og en fornøjelse at læse.
Plottet er nervepirrende veludført – især sidste del er så spændende, at det nærmest gør ondt.
Der er ingen tvivl om, at Jesper Stein har indtaget tronen som Danmarks krimikonge her og nu, og at han har fundet sin helt egen stil i godt selskab med Jussi Adler-Olsen, Jakob Melander, Michael Katz Krefeld og A.J. Kazinsky. Jeg ved godt, der er mange flere gode danske krimiforfattere, men der er heldigvis også plads til dem med så mange trofaste læsere. Ingen kan dog nå dem alle. Eller?
Findes der noget bedre end en hårdkogt New Yorker krimi? Med en tæskesej politikvinde i hovedrollen, tynget af et trist privatliv og familieskeletter i skabet? Ja det gør der nok. Men når selveste Gillian Flynn forfatteren bag Kvinden der forsvandt, siger, at Harlan Coben er en af de bedste forfattere nogensinde, og Stephen King udtaler, at han er jaloux, så lytter jeg efter. Og den er god nok. Med et skudsikkert, nytænkende og mega-uhyggeligt plot og en stejlt opadgående spændingskurve, leverer Harlan Coben med Savner dig i den grad varen, hvis du trænger til en thriller, du kan mærke op og ned langs rygraden.
Kriminalbetjent Kat Donovan er all work and no fun, da hendes veninde opretter en profil for hende på et datingsite. Kat giver det en chance og falder over sin ekskæreste Jeff, der atten år tidligere forlod hende og knuste hendes hjerte, endda kort efter hun mistede sin far.
Panserkvinden må modstræbende se følelserne havne udenpå tøjet igen og drister sig til at kontakte Jeff men får et mystisk svar og en kold afvisning tilbage. Noget er galt og i sammenfald med en række hændelser, som jeg ikke vil afsløre her, begynder Kat at efterforske, hvad der mon er sket med Jeff siden dengang. Sporene bringer hende faretruende tæt på en organisation med grumme, modbydelige planer, der nok vil forhindre enhver læser i at opsøge kærligheden på nettet nogensinde.
Det er ikke kun den uforbeholdne kærlighed til Jeff, der bliver udfordret. Det samme gør forholdet til Kats forældre og hele familiehistorien, som har udspillet sig på en helt anden måde, end Kat troede. I takt med at Kat rykker tættere på Jeff og hans nye liv, bliver den fulde sandhed om fortiden rullet ud, og Kat må tage sit liv, sin baggrund, sine fordomme og forestillinger op til kraftig revision.
Harlan Coben har skrevet en ordentlig bunke krimier, der i hvert fald på afstand ligner den slags samlebåndslitteratur, som der findes tilsvarende millioner af, blot med andre titler. Sprogligt ikke særligt sublime og skrevet på rutinen, fordi de tjener gode penge.
Men efter at have læst Savner dig skal jeg bestemt have fat i et par stykker af dem. Coben har også udgivet en ny krimi siden Savner dig var oppe at ringe som nummer 1 på New York Times bestseller liste. Nu rykker The Stranger deropad, og til efteråret udgiver Gads Forlag endnu en af hans tidligere udgivelser på dansk med titlen Seks år.
Når jeg læser omtalen af begge, er jeg ikke i tvivl om, at der er noget at glæde sig til. Lige nu er Harlan Coben nummer 1 på min internationale hitliste over krimiforfattere.
Det her er en rigtig hyggekrimi, og det skal forstås som en ros, for den er også spændende og ikke mindst velskrevet. Jeg har sjældent læst en krimi, hvor jeg nærmest smagte på sætningerne og holdt små pauser for lige at danne et helt skarpt billede af ordene i mit indre i stedet for bare at ræse hen mod afslutningen og who did it-finalen. Sådan en krimi er De berusedes vej. Jakob Melander skriver simpelthen, så englene synger. Han kan noget helt særligt med stemninger og beskrivelser af sine personer, af omgivelserne, af himlen, af naturkræfterne, af røgen fra en cigaret, af byens lys og lyde. Og det er dét, der er hyggeligt. Også når det bliver uhyggeligt.
Et eksempel: Genskæret fra Irma-reklamerne sætter den stålgrå himmel i brand. Kastanieblade slår spiraler over Sortedamssøen ned mod Nørrebrogade. På Dronning Louises Bro falder den første bølge af gasgranater ned blandt demonstranterne. Brosten i slowmotion sejler den modsatte vej, mod politiets kæder. Demonstranterne løfter tørklæderne op for ansigtet. Gassen slår op fra asfalten, hvæser i det brølende inferno af skrig, fløjter og kommandoråb.
Melanders sprog er usædvanligt sanseligt og smukt af en krimi at være, tilpas doseret og en fornøjelse at læse. Man kan virkelig mærke, at forfatteren kender sin by og sit miljø. At han lever og ånder i København. Ja, De berusedes vej er en ægte københavnerkrimi. Alt er genkendeligt og ofte poetisk beskrevet. Som københavner genfinder man sin by, og bor man et andet sted, må læsningen give lyst til et besøg.
Forfatteren har derudover en høj grad af indlevelsesevne, som jeg særligt bed mærke i, da jeg fornylig læste hans forrige krimi Serafine. Her fik læserne et overbevisende og rørende indblik i, hvordan det for eksempel er at være transkønnet og at skulle slås med de dæmoner, der følger med. Den er indtil videre nummer et på min hitliste over denne krimi-trilogi.
Første bind, debuten Øjesten, har jeg stadig til gode, selv om den kigger på mig dagligt med det afbildede offers tomme blik på forsiden, da jeg har været så heldig at vinde den i en konkurrence. Det skal ikke vare længe, før jeg går i gang, for foruden at levere den gedigne krimivare af høj kvalitet, så er hovedpersonen politiassistent Lars Winkler et sympatisk bekendtskab, en karakter som viger udenom de værste stereotyper for genren. Sådan da.
Som enhver dygtig og klarsynet detektiv ryger Lars Winkler mange smøger bevares. Lever i en rodet lejlighed med et tomt køleskab og hylderne fulde af vinyl fra sin ungdom. Han har så klart problemer med ekskonen, mens nye damer selvfølgelig er vilde i varmen, og så har han et mindre stofmisbrug, som hænger ved fra de unge, dystre dage og fortiden som punker i 1980’erne med koncerter i Ungdomshuset, gang i gaden på Nørrebro, BZ’ere, brosten og oprør.
Men han er også en følsom og empatisk fyr, en jordnær, ærlig type, der samarbejder med sine kollegaer og overordnede, sålænge de fortjener det uden at banke overdrevet på brystet med macho-attitude. En man kunne have kendt fra skolen, gymnasiet eller ungdomsklubben. Dét er forfriskende.
I De berusedes vej bliver vor helt indhentet af fortiden, da en af hans gamle venner fra punk-miljøet bliver fundet død. Sprængt i stumper og stykker på redaktionen for det venstreorienterede medie Modkraft, hvor han arbejder som journalist. Drabet rusker op i nogle hændelser 30 år tilbage, som Lars Winkler vil gøre alt for at glemme. Det kan han selvfølgelig glemme alt om.
Snart er han viklet ind i et spind af venstre- såvel som højreradikale kræfter, der muligvis planlægger et terrorangreb mod et EU-topmøde i Bella Centret.
Samtidig blusser en romance op med kollegaen Sanne, men også det forhold bliver der spændt ben for, så snart begivenhederne ruller sig op, og ånden fra fortiden puster Lars i nakken. En fortid som vi følger i flere tilbageblik til 1984. Vi oplever caféerne, barerne, koncerterne, stemningen og typerne. Det er en af de scener ovenstående beskrivelse stammer fra. Skrevet i nutid så det er som at være der lige nu.
Det kunne jeg personligt godt have brugt meget mere af, selv om det måske ville blive overflødigt for plottets fremdrift.
Tempoet er roligt og afdæmpet hele vejen igennem. Selv under den spændende slutning, hvor der ellers bliver bygget op til et gevaldigt brag. Det virker, og det er i orden takket være det gode sprog.
Jeg har nogle anker i forhold til selve plottet og det karakterskifte, der sker for nogle af de centrale personer. Jeg har lidt svært ved at godtage, at et menneske kan vende på en tallerken og fravige et helt livs principper for at få hævn på grund af noget, der forekommer ubetydeligt. Og så har jeg forhåbentlig ikke sagt for meget.
Men det er jo ofte tilfældet i krimier såvel som i det virkelige liv. Uforståelige og uforklarlige motiver. Mennesker der ikke er, hvad de giver sig ud for at være. Mennesker der begår ubegribelige handlinger på trods af det, de er rundet af. Som forfatteren så smukt skriver:
Mennesket er en afgrund, man bliver svimmel, når man kigger ned.
Og den præmis må vi nok godtage, hvis vi vil have flere fornyende krimier, hvor vi ikke på forhånd kan gætte, hvad der vil ske. Den er i hvert fald godtaget her.
Axel Steen er gået undercover i femte bind af krimiserien om politimanden med den hårde, slagkraftige skal og det følsomme indre. På et hotelværelse i Berlin iført brune garbardinebukser med svaj, knælang læderjakke i beige og bling-bling i guld skal Axel overbevise håndlangere for den russiske mafia om, at han er narkokongen Hans Hauser med tilnavnet Danskeren og direkte linje til colombianske karteller. Nu skal han lukke en gigantisk våbenhandel for at få skovlen under den russiske topboss Grisja, der også er kendt i kriminelle kredse som Papa.
Isabel Fluxá Rosado 
You must be logged in to post a comment.