Jeg har talt med forfatterne Olav Hergel og Jesper Stein om forskellen på at skrive journalistik og fiktion og om den kreative proces til en studieopgave i manuskriptudvikling. Det synes jeg også, I skal have glæde af.

Læs første del med Olav Hergel:

“Jeg er en professionel journalist og en litterær amatør”

Om den kreative proces, motivation, flow og faglige kicks.

Du er en succesfuld journalist. Endda vinder af Cavling-prisen. Hvorfor har du valgt at skrive fiktion?

“Da jeg var 33 år sendte jeg et roman-manuskript til Gyldendal. Jeg fik et svar tilbage, der lød: “Du skriver meget pænt, men du har ikke noget at skrive om. Så lod jeg være. Først syntes jeg, at det var et arrogant afslag. Men jeg fik også at vide, at jeg var blandt de ti procent, der fik en begrundelse på at få afslag. Det satte sig fast i mig.

Da jeg så blev 49, havde jeg oplevet og skrevet så meget om flygtninge, at jeg havde lyst til at sige noget i debatten, men som journalist må du jo ikke vise dine holdninger. Det kan du, hvis du skriver en roman. Hele den vestlige civilisations grundsten er, at vi bedømmer et menneske på dets handlinger og ikke på dets afstamning eller religion. Det er derfor mennesker flygter til Europa. Fordi vi har menneskerettigheder. Jeg synes, at vi i den danske debat har tabt den respekt. Flygtninge bliver i for høj grad skåret over en kam og sidestillet med kriminelle. Det er ikke i orden. Selv hvis de bare er fattigdomsflygtninge, består deres forbrydelse jo ikke i andet end, at de forsøger at få et bedre liv. Det kan godt være de skal ud, men kriminelle er de fleste af dem ikke. Det er mit grundsyn, og det fik jeg mulighed for at udtrykke i min første roman. Jeg tog orlov og satte mig ned og skrev for fuld skrue i 4-5 måneder. Jeg anede jo ikke om det blev godt. Men Flygtningen blev en succes.” (Og filmatiseret red.)

Hvad vil du gerne opnå med din nye roman Punktum?

“ Det er en forfaldsroman om en avisbranche, der leder efter sig selv mens oplagene falder. Hovedpersonen passer ind i den forfaldshistorie. Ligesom i Flygtningen er der holdninger pakket ind i bogen: Jeg synes ikke, at et menneske skal fyres for at ryge udenfor sin arbejdsplads, jeg synes ikke, at det er menneskesmugling at give et lift til en flygtning på en græsk motorvej – så længe der ikke er penge involveret, og jeg synes, at Ekstra Bladet og Politiken, som har samme ejer, har et problem, når der sandsynligvis er handlede kvinder blandt de mange massageannoncer i Ekstra Bladet. Hvis huset har råd til at købe Børsen, så har de også råd til at undersøge omfanget af det. Jeg holder i den grad af Ekstra Bladet, når de slås for den lille mand og afslører vigtige politiske skandaler. Men når de ikke har noget vigtigt at skrive om, går menneskejagten i gang. Så kommer overskriften om den kendte sports – eller TV-stjerne: “Skilt-Ruineret-Fyret,” om personer, der ikke har gjort andet end at være kendte. Det sker hele tiden, og nogle får så mange slag, at det kan ødelægge et menneske. De kendte har ingen rettigheder, og hvis man har lyst til at gå i kødet på bladet, og det har jeg ofte haft lige på det her område, så er det umuligt. For journalistik er konkret, og skal man løfte en sag ordentligt, bliver det pågældende menneske jo hevet frem igen, og så har man gjort ondt værre. Det ved Ekstra Bladet udmærket, og den holdning er uhyre kynisk.

Bogen indeholder også en kritik, der går ud på, at vi ikke kan lave en historie til print, net og TV på samme dag. Så bliver det hele lige dårligt. Og selvom det er billigst at lave journalistik bag skærm og telefon, så er det ikke det samme som at bevæge sig ud i virkeligheden. Alle lyder og taler ens i en telefon, og det afspejler sig i artiklerne. Sproget dør. Men det er der ikke noget nyt i. For 20 år siden skete det samme. Journalistiske arbejdspladser er rigtigt hyggelige. Man møder sine kolleger hver dag. Det har jo aldrig været meningen. Meningen er efter min opfattelse, at Ritzau stort set skal tage sig af fælles nyhederne, og at redaktørerne på aviserne ikke skal ane hvor deres medarbejdere befinder sig, fordi de er ude i verden.”

Hvordan har reaktionen så været?

“Jeg har ikke oplevet så fin en modtagelse som denne gang, og kritikken i aviserne er også et nøk bedre end den har været de andre gange. Jeg har heller ikke mødt en eneste chef, der er vred på mig over den her bog. Jeg har kun fået positive reaktioner, men det foregår i en smallere kreds end Flygtningen, som nok ramte noget i tiden, da den kom.”

Hvordan får du ideerne til dine bøger?

“Mine romaner er hentet i virkeligheden og baseret på egne oplevelser og de artikler, jeg har skrevet igennem mange år om journalist. Her ligger al min research. I Punktum tager jeg fat i mit eget fag og bruger af hovedstolen. Jeg har altid sagt, at jeg er en professionel journalist og en litterær amatør. Det mener jeg stadig. Når jeg har skrevet en artikel ved jeg godt om den er god eller ej. Det har jeg sværere ved at vurdere, når det er en bog. Men da jeg havde afleveret mit manuskript, og der var skåret 200 sider fra, sagde min redaktør Helle Stavnem, at nu kunne jeg godt kalde mig forfatter. Det var en fin besked at få.”

Vil du fortsætte som forfatter?

“Jeg vil altid være journalist.  Jeg elsker mit fag. Det er her, jeg får min inspiration. Alt jeg har skrevet ligger som en dagbog over mit liv inde på Infomedia, og jeg har ikke stof og fantasi nok til bare at finde på, hvad jeg skal skrive. Mit eget selskab kan være fint nok i de seks til otte måneder, det tager mig at skrive en bog. Men hvis jeg uafbrudt skulle være i selskab med mig selv, ville jeg kede mig. Jeg har brug for at komme ud og være sammen med mine kollegaer. Men fiktionen giver en sikkerhed for, at hvis alt går galt, og jeg ikke længere får lov til at være journalist, så kan jeg nok godt fortsætte som forfatter, og få mine holdninger ud, så folk lytter. På en måde er det jo at blæse og have mel i munden, men endnu er der ingen der har beklaget sig over, at min journalistik er for holdningspræget. Det gode ved bøgerne er, at de bliver husket bedre og har længere levetid end en artikel i en avis.

Hvad er sjovest journalistik eller fiktion?

“Jeg ville slet ikke kunne skrive bøger uden journalistikken, og når jeg har haft skriveorlov, så glæder jeg mig til at komme tilbage til avisen (Politiken red.) At skrive en roman er en sej proces og et stort pres. Det er meget mere personligt, og der er mere på spil.”

Hvordan vil du beskrive din kreative proces, når du skriver fiktion?

“Jeg arbejder ud fra et simpelt meget overordnet plot. Jeg ved, hvad det skal handle om,  og hvad det skal ende med, men jeg ved ikke, hvad der skal ske undervejs. Personerne og handlingen bliver skabt i processen, og jeg har det sådan, at hvis jeg ikke selv bliver overrasket, så bliver læserne det heller ikke. Ideen til Punktum fik jeg for tre år siden. For et år siden tog jeg så skriveorlov og skrev syv måneder i rap.”

Hvordan er selve skriveprocessen? Sætter du regler for dig selv?

“Den er faktisk den samme ved fiktion som ved journalistik. Jeg har faste regler og skriver på faste tidspunkter hver dag. Under skriveorloven så ritualet sådan her ud:

Jeg starter min morgen med at gå i vandet. Jeg læser aviser og går på facebook. Det er en nydelse for mig. Det er ikke noget, jeg får dårlig samvittighed over, selvom jeg laver masser af overspringshandlinger. Så går jeg i gang og skriver en 3-4 timer. Jeg sætter et mål for, hvad jeg skal nå hver dag. Kl. 11.30 gider jeg ikke mere. Jeg dyrker en times motion og går i vandet igen. Ved 14-tiden redigerer jeg det, jeg har fået skrevet. Jeg får sat nogle ekstra linjer på, omformulerer nogle sætninger og forfiner teksten sprogligt. Det er noget, jeg glæder mig til. Det sjove venter om eftermiddagen.”

Hvilke forskelle er der på din skriveproces, når du skriver fiktion frem for journalistik?

“Jeg har det på samme måde, uanset om det er fiktion eller journalistik. En stor søndagsartikel er ligeså krævende og spændende som et stykke fiktion.”

Hvordan oplever du at være i flow? (tilstand hvor pennen flyder og forfatteren er fuldt fokuseret, glemmer tid og sted og ikke lader sig afbryde eller tyr til overspringshandlinger)

“Jeg kan ikke helt genkende den tilstand, du beskriver. Jeg tror ikke, at jeg kommer rigtigt i flow. Jeg har nemt ved at gå i gang med at skrive og lader mig gerne forstyrre og tyr til overspringshandlinger. Nogle dage skriver jeg bedre end andre, og så skriver jeg om.”

Er der forskel på bundne og frie opgaver?

“Jeg har som oftest indflydelse på de opgaver, jeg laver som journalist, men jeg synes, det er vildt fedt, når en redaktør har en god ide. Det gør det hele meget nemmere. Jeg er mindre tvivlende, end når jeg selv skal finde på det hele. Der er forskel på at få en præcis opgave: tag til Malmø og lav et interview med denne mand eller en mere fri opgave som: tag til Malmø og undersøg den aktuelle folkestemning efter skyderier. Jo mere præcis, jo mindre krævende. Jeg kan godt li’ at have en klar vinkel, og det bliver også et bedre resultat, hvis jeg oplever og skriver samme dag.

Det er sjældent, at jeg får opgaver, som jeg ikke bryder mig om, men det har ændret sig lidt, da vi alle har faste vagter på netavisen. Det er en pligt, men hvis det er nødvendigt, så er det nødvendigt. Der er rigtig mange af min kolleger, der har det på samme måde, men vi ved også godt, at der stadig er en meget stor frihed på en avis som Politiken og hvis avisens overlevelse afhænger af, at vi alle tager en tørn på nettet, så er det sådan det er. Heldigvis har jeg fået det sådan, at mine netvagter kører halvanden måned i et stræk i stedet for over hele året. Så er det overstået, og jeg bliver oven i købet bedre til det tekniske og opdager, hvad nettet egentlig kan. Dine artikler kan blive delt og får længere levetid.”

Hvordan får du dine faglige kicks? Hvad er mest tilfredsstillende ved dit arbejde?

“Når en bog bliver modtaget som de seneste her er blevet (top anmeldelser red.), så er det jo mere tilfredsstillende end den respons, en artikel normalt får. Men forrige år var jeg på Lesbos under flygtningekrisen. Min reportage fik 11 broadsheet sider i søndagstillægget PS, og jeg oplevede, hvordan den gik viralt og blev delt på facebook. Det betød også, at flere danskere meldte sig som frivillige. De artikler flyttede mere end nogen af bøgerne nogensinde kommer til.”

Hvordan vil du karakterisere din motivation og drivkraft som hhv. journalist og forfatter?

“Jeg har både personlige ambitioner, og jeg vil gerne være god til det, jeg laver, og så vælger jeg de emner, der engagerer mig. Der er et sammenfald med ting, der for mig forekommer uretfærdige. I det omfang folk ved hvem jeg er, så er det vel mest som flygtningejournalist. Men det kan ligeså godt være indenfor andre sammenhænge, der er bekymrende. Jeg er ikke drevet af flygtningesagen, selv om jeg må indrømme, at jeg altid vender tilbage. Men det hænger vel også sammen med, at det er den største historie i al den tid jeg har været journalist, og det vil det blive ved med at være til jeg holder op.”

Er det de ydre eller indre faktorer, der motiverer dig?

“Det at være skrivende motiverer mig stærkest, men det ér også en drivkraft, at andre mennesker synes, det, jeg laver, er godt. Som journalist bliver du bedømt hver dag, og andre kan se vores præstationer med det samme. Når noget er godt, så spreder det sig hurtigt. På en måde synes jeg, at nettet er retfærdigt. De artikler som man selv synes er middelmådige dør som regel også på nettet. De gange, hvor man har en opfattelse af, at det her godt kan rykke, så viser det sig som regel at holde stik. Men bøgerne varer længere i folks bevidsthed.”

Hvad betyder det at få anerkendelse som forfatter?

“Der er mange, der siger, at de gerne vil have mit arbejde, og det er jo en anerkendelse, som jeg er glad for. Der er også mange, der siger til en, at det vigtigste er, at man selv synes, at bogen er god. Det er sikkert rigtigt, men det hjælper altså på humøret, hvis andre også synes det er godt. Jeg er et nervevrag op til anmeldelserne, og da der kom en besked om, at der var fem hjerter i Politiken, blev jeg da lykkelig. Det er min egen arbejdsplads og lige den anmeldelse var vigtigere end alle andre. Den her gang var der rigtig mange, der roste sproget, og det er  først nu, jeg tror på, at jeg faktisk kan skrive. Det største privilegium ved anerkendelsen er den frihed, der følger med. Frihed til selv at træffe beslutninger i stedet for at andre træffer dem for dig. En lidt bedre mulighed for at være direktør i dit eget liv.

Hvad har du lært af din redaktør?

“ Jeg havde meget med at brede det hele ud i starten, inden handlingen kom i gang. Hun redigerede bogen ned fra 700-500 sider, og hun lærte mig at holde fast i personerne og spore dem ind på handlingen.”

Kommer der flere romaner?

“Ja hvis jeg har noget at skrive om. Min hovedperson Mikkel Haslund kunne godt komme på banen igen. Så længe jeg laver journalistik, så gør han også.”

Læs min anbefaling af romanen Punktum.

Læs også interview med forfatter Jesper Stein om hans kreative proces fra fredag den 10. februar.

Går du med en manuskriptforfatter i maven? Læs mere om mit studie på SDU