Tag: USA

Pigerne af Emma Cline

~ isabelrosado

skaermbillede-2016-10-13-kl-17-55-04Jeg var lidt skeptisk, da jeg fik den i hænderne, for der er gået for meget modebølge i Manson-kulten – også i TV-verdenen, hvor jeg hurtigt blev træt af serien Aquarius. Men romanen Pigerne af debuterende Emma Cline er  helt og aldeles fremragende.

Det er den først og fremmest på grund af sin fornemme prosa, de velafpudsede sætninger og skarpe betragtninger om livets uretfærdigheder, og fordi den handler mere om fremmedgjorte pigeliv end om at blive en del af en morderisk kult.

Evie er ung i sluttressernes Californien, hendes forældre bliver skilt og hurtigt optaget af nye kærester og helt fraværende overfor, hvad Evie har gang i. Hun skal alligevel snart på kostskole. Om moderens nye forhold siger hun:

Jeg hadede den ufrivillige viden; at jeg var begyndt at bemærke hvert et lille skift i magt og kontrol, finter og stød. Hvorfor kunne forhold mellem mennesker ikke være ligeværdige; hvorfor kunne begge parter ikke føle den samme interesse som tiden gik?

Evie har selv få og intetsigende venner, men da hun møder Suzanne og hendes slæng har de en dragende effekt på hende. Pigerne er en del af en sekt under ledelse af den magnetisk tiltrækkende Russel, der forstår at plædere for betydningen af den ultimative frihed – så længe han bestemmer.

Romanen er heldigvis ikke en glorificerende fascination af den modbydelige del af hippiebevægelsen i USA, som bogen er inspireret af. Det ér umuligt at se nuancer i den udåd, der blev begået her. Den er snarere et forsøg på at forstå hvorfor en flok helt unge kvinder bliver så tryllebundet af en sektleders karisma, at de ender med at begå mord på bestialsk vis og på dennes foranledning. Evie lader sig forføre til frisindet sex og syretrips men er mest fascineret af en af disciplene; farlige, frie og frygtløse Suzanne. Det er mødet med hende, der trækker Evie til ranchen, hvor sekten bor og lever i pjalter og snavs som en slags skraldere på en losseplads. Men i modsætning til de velbjergede men tomme LA-villaer giver stedet mening og samhørighed for Evie, i hvert fald til at begynde med.

De fleste kvinder med sin indre teenager i erindringen vil genkende de modstridende følelser mellem ret og vrang og længslen efter oprøret og den altopslugende kærlighed, der rumsterer i Evie. Romanen er nu ikke i genren YA (Young Adult), den har en ligeså universel appel til voksne. Vi følger Evie både som fjortenårig og som midaldrende kvinde, der ser tilbage på en omflakkende og ensom tilværelse, der til dels skyldes de valg, hun traf som teenager. Hun bor midlertidigt i en vens hus, og da dennes bad boy af en søn og hans kæreste Sasha kommer uventet forbi, opstår der en forbindelse mellem kvinderne. Evie genser i Sasha sit eget usikre teenagejeg, en pige der lader sig udnytte, fordi det er mere interessant end bare at være usynlig.

Plot er der ikke meget af. Det er mere en stille strøm af sproglig og følelsesfuld skønhed. Vi kender på forhånd det rædselsscenarie, historien bevæger sig henimod, og vi ved tidligt, at Evie ikke deltager i blodbadet, men om hun havde været i stand til det er en anden sag…

Det er virkelig en imponerende debut af kun 27-årige Emma Cline, som både forstår at sætte sig overbevisende ind i en anden tidsepoke, hun aldrig har været en del af, og som skriver som en drøm. Bogen er spækket med mindeværdige linjer som denne:

Vi havde været sammen med mændene, vi havde ladet dem gøre hvad de ville. Men de ville aldrig komme til at kende de dele af os, som vi holdt skjult for dem, de ville aldrig fornemme, at der manglede noget, ja, de ville ikke engang få den tanke, at der var mere at lede efter.

 Bogen er venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.

 

Advertisement

Et lille liv af Hanya Yanagihara

~ isabelrosado

skaermbillede-2016-10-13-kl-16-54-04I sin helhed er Hanya Yanagiharas roste roman Et Lille Liv en fremragende bog, men med tanke på need to know, nice to know og don’t wanna know indeholder romanen for meget af det sidste. Derfor har jeg det meget blandet med den. Den er et klasseeksempel på, at en forfatter bør lytte til sin redaktør. Også når forfatteren er overbevist om at have leveret et mesterværk.

Fornylig fortalte Yanagihara om sin bog i Politikens boghal, om hvordan hun havde insisteret på, at bogens omfang skulle bibeholdes på de knap 800 sider ud fra argumentet om, at hun skriver for karakterernes skyld og ikke for sin egen eller læsernes. Hendes forlag ønskede en nedredigering, men forfatteren var kompromisløs og slap godt fra det. Forlaget ville stadig udgive, romanen blev en kæmpe succes, og alle er glade.

Jeg skal lige pointere, at jeg på ingen måde har noget imod eller svært ved at læse lange romaner. Især ikke hvis de holder mig fanget med nye og ikke forudsigelige begivenheder, og jeg lærer nyt og væsentligt om hovedpersonen og dennes udvikling. For eksempel kunne jeg ikke få nok af Stillidsen som var på cirka 600 sider, og da jeg nåede mod slutningen ville ønske, der var 600 mere. Da jeg læste Et Lille Liv, ville jeg ønske, der var 300 mindre og mod slutningen havde jeg lyst til at kyle den tunge bog ud af vinduet med fare for at slå nogen ihjel.

Historien trak ud i overdrevet langdrag, mens jeg kæmpede for at nå i mål, da jeg trods alt involverede mig så meget, at jeg måtte have det hele med. Desværre var slutningen og forløsningen på fortællingen helt forudsigelig. Og selvom der er et par overraskelser undervejs, er vejen dertil fyldt op af gentagelse på gentagelse. Pointerne om hovedpersonens lidelser og gøremål i hverdagen, hans formidable evner til at præstere alting og være elskelig uden selv at fatte det, bliver banket ind med syvtommersøm. Jeg synes, det er lidt en hån mod læserne og vores sparsomme tid.

Når det så er sagt, vil jeg stadigvæk anbefale Et Lille Liv for alle de tålmodige, for romanen besidder en særlig originalitet og en fantastisk indlevelsesevne i et plaget liv.

Jude St. Francis er omdrejningspunktet for fire venner, hvis liv i New York vi følger over en periode på fyrre år. De møder hinanden på college, hvor Jude er optaget med særstipendier og en skjult fortid, der er så mørk og traumatisk, at det overskrider ens fatteevne. Vennerne opfatter hurtigt, at de ikke skal spørge ind til de tunge lig i lasten, den uovervindeligt stakkels Jude bærer rundt på. De accepterer det og gennem alle årene, oplever Jude en ubetinget, bundløs og uoverstigelig kærlighed fra sine tre trofaste venner. Og også fra sin universitetslærer og hans kone, som adopterer ham og opfatter ham som deres egen søn samt hans trofaste læge Andy. Problemet med Jude er, at han er så psykisk og fysisk skadet fra barn og indtil sit sekstende år, at genoprejsningen og troen på, at han er noget værd, og at nogen kan elske ham er umulig.

Udadtil bliver han en succesfuld og hyperbegavet advokat. Indadtil lever han et lille usselt liv, hvor han dagligt må pine sig selv for at føle blot en snert af eksistensberettigelse her i verden. Han skærer i sig selv og kaster sig ind i vægge, for at den fysiske smerte kan dulme den psykiske.

I første del af romanen følger vi hver af de fire venners rejse fra studier og ind i de mest privilegerede kredse i New York. JB bliver anerkendt kunstmaler men slås kontinuerligt med kærligheden, Willem bliver feteret skuespiller og kan vælge og vrage, men hans hjerte tilhører kun én, Malcolm er arkitekt med ambitioner, der ikke helt bliver indfriet men ellers fast forhold og styr på tingene. Det følelsesmæssige bånd mellem dem og loyaliteten der forbliver intakt, selvom de alle udvikler sig i forskellige retninger er et forfriskende og fornyende syn på kærlighed og relationer helt i tråd med den moderne urbane tidsånd. Parforhold er midlertidige, ægte venskaber varer evigt, og vennerne er familien.

Jude forstår det før de andre, for som han siger til en ensom teenagedreng, han hjælper med lektierne:

Jeg tror, at det eneste trick, der er med venskaber, det er at finde mennesker, der er bedre end én selv. Ikke smartere, ikke sejere, men sødere og mere åbne og overbærende…og værdsætte dem for det, de kan lære én, uanset hvor skidt – eller godt – det er, og have tillid til dem, hvilket er det sværeste. Men også det bedste.

Snart er det Jude, og hans dystre fortid, det handler om. Hans lille liv påvirker de andres på skæbnesvangre måder, men de svigter ham ikke et eneste sekund, selvom han gør alt, hvad han kan for at skubbe dem væk, og det er det virkeligt smukke i denne roman.

Fortællingen er yderst velskrevet i et fint og flydende sprog, men det er især empatien for personerne, man bemærker. Forfatterens evne til at sætte sig i sine karakterers sted og forstå begivenheder fra deres synsvinkel er forbilledlig.

De modbydeligheder der overgår Jude i hans ungdom er til gengæld så rædselsfulde, at det tangerer en parodi på en horrorfilm. Jeg kan godt tåle den slags, og formålet er tydeligt og berettiget. Men her er det så overdrevet, at jeg faktisk ikke kan tage det ind og derfor heller ikke bliver helt ramt eller berørt af det, som intentionen tydeligvis er. Andre anmeldere siger, at de græder floder af tårer, når de læser. Og selv om romanen muligvis skal forstås i et skær af en Dickens fortælling, er det for mig simpelthen for utroværdigt, at så megen ondskab kan ramme et enkelt ungt menneske på så kort tid. At uretfærdighederne til gengæld fortsætter med at slå ham ned som voksen, på trods af al den ubetingede og til dels også urealistiske kærlighed, der strømmer mod ham, er nemmere at forstå, da han nærmest selv beder om dem med sin ødelagte og selvdestruktive sjæl. Det vil der helt sikkert være delte meninger om, ligesom der også er det om, hvorvidt bogen skulle have være kortere eller ej.

Læs den endelig for dens originalitet, hvis du har god tid, og er du i en læsegruppe, er den det rene guf og helt oplagt til en god lang diskussion. Der er virkelig noget af tage fat på.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

 

Purity af Jonathan Franzen

~ isabelrosado

Skærmbillede 2016-08-26 kl. 10.11.52Litterater verden over har for længst vedtaget, at Jonathan Franzen er en af de forfattere enhver bogelsker med respekt for sig selv bliver nødt til at læse. Jeg var ikke mega-fan af hans forrige roman Frihed, som blev udråbt til en af de største amerikanske romaner i vor tid. Men jeg læste den da færdig. Til gengæld er jeg rimelig begejstret for forfatterens seneste Purity.

Korrektioner var gennembruddet for Franzen tilbage i 2002 og er efter nogles mening den bedste. Den har jeg stadig tilgode, selv om den har været med hjemme fra biblioteket utallige gange. Uanset hvad man mener om Franzen, er det uomtvisteligt, at han skriver godt som i formidabelt godt. Ikke alene i evnen til at fortælle en god og vigtig historie, men oveni formår han at løfte både sprog og samtidskritik til nye højder.

Purity har stort set alt det en roman skal have, når den er allerbedst. Interessante, spøjse karakterer med komplekse familierelationer man godt vil følge 6-700 sider og mange timer frem, et eminent konstrueret plot, der strækker sig over tid og kontinenter, sproglig overlegenhed og spiddende skildring af alt det der er galt med verden, her i en amerikansk men også global og historisk kontekst. Herunder en velanbragt, strittende og anklagende pegefinger mod Internettet og de sociale medier.

Der mangler dog en ting. Den rører ikke rigtigt ved mine følelser. Jeg bliver ikke grebet af personernes skæbne, som jeg gør af Theo Decker i Donna Tarts Stillidsen (nok den bedste amerikanske roman, jeg har læst til dato) og af Jude St. Francis som er hovedperson i Et lille liv af Hanya Yanagihara, en absurd lang roman, som jeg læser nu. Og jeg læser den færdig netop fordi, jeg må vide, hvad det hele ender med for Jude. Både Jude og Theo bliver lidt ligesom ens bedste venner, som læsningen skrider frem. Det gør Purity ikke helt på samme måde.

Men hvorfor skal vi så læse Jonathan Franzen?

Det skal vi først og fremmest fordi, Franzen er en klog forfatter med særdeles velpudsede briller, der ser den politiske tilstand og tilværelsen med klarhed og humor og sætter vores eget liv og plads her i verden i perspektiv. De fleste af hans karakterer er ofte overbegavede, overdrevet talentfulde og overmenneskelige på grænsen til det satiriske men aldrig kedelige. Det han har på hjerte er alment vedkommende for det privilegerede menneske med et moderne liv, og alt hvad det indebærer af informationsoverflod, sandhedssøgen, skyhøje ambitioner, opløste familier, mangel på fællesskab og ensomhed.

Purity er hovedperson i romanen, som til daglig bærer navnet Pip Tyler. En ung søgende, højt begavet og ja til en vis grad ren og uskyldig sjæl med en tårnhøj studiegæld. Hun er opvokset i tæt samhørighed med sin enlige mor i en hytte i Californien, en mor med psykiske problemer, som har trukket sig fra verden og gemmer på en del hemmeligheder, blandt andet identiteten på Pips far. Pip flytter til Oakland og bor i en slumejendom sammen med andre unge politisk bevidste. Efter en ulykkelig forelskelse kommer hun i kontakt med en tysk informationsaktivist Andreas Wolf, som har opnået verdensomspændende gurustatus og styrer et sektlignende projekt i Bolivia. En karakter inspireret af den ret så plettede Julian Assange og Wikileaks. Andreas Wolf har stærke interesser i Pip af grunde, hun ikke forstår men som bliver rullet op i løbet af romanen med langstrakte tilbageblik til USA i 1980’erne og Øst-Berlin under den kolde krig. Pip involverer sig i projektet i håb om at møde sin far. I det forløb bliver hun konfronteret med slagsiden af menneskeheden og mister i samme takt sin renhed, eller skal vi sige troen på det gode, renheden og sandheden i idealistiske formål. Som de fleste af os jo gør, som årene går, og erfaringerne spænder til i bagagen. I historien indgår et mord drama samt op til flere dybt dysfunktionelle men også fascinerende familie og kærlighedsrelationer. Da historien når sin slutning, er Purity ikke blot en hel del ubehagelige sandheder klogere på sin familie, sin fortid og verden som sådan men også på sig selv. Verden er i bund og grund sindssyg og spækket med magtbegær på alle tænkelige planer, ingen er rene, men alligevel er der kun en vej frem: at prøve at gøre det bedre.

Historien er i al sin kompleksitet blændende godt fortalt fortalt med et hav af referencer og mindst ligeså spændende som den mest solide krimi.

Et eksempel her fra Andreas Wolfs tankerække, da han sammenligner sin opvækst i den Østtyske Republik med sit nuværende liv i Det Nye Regime:

De privilegier man kunne opnå i Republikken, havde været kummerlige, en telefon, en lejlighed med en smule luft og lys, den altoverskyggende vigtige rejsetilladelse, men måske ikke mere kummerlige end at have et bestemt antal followers på Twitter, en Facebook profil med masser af likes og en gang imellem fire minutter på CNBC. Det virkelig tiltrækkende ved apparatjikismen var trygheden ved at høre til. Udenfor lugtede luften af svovl, maden var dårlig, økonomien døende, kynismen blomstrende, men indenfor var sejren over klassefjenden sikret. Indenfor studerede professoren og ingeniøren ved den tyske arbejders fødder. Udenfor forsvandt middelklassen hurtigere end indlandsisen, xenofober vandt valg eller opbyggede lagre af automatvåben, krigsførende stammer slagtede hinanden af gammel vane, men indenfor gjorde mangler: disruptive nye teknologier med ét slag traditionel politik forældet. Indenfor var decentrale ad-hoc samfund i gang med at nytænke reglerne for kreativitet, revolutionen belønnede de risikovillige, som forstod netværkernes magt. Det Nye Regime genbrugte endda den gamle Republiks buzzwords, fællesskab, samarbejde. Aksiomatisk for begge var at en ny menneskerace var ved at opstå. Hvad dette angik var apparatjiks af enhver slags enige. Det bekymrede dem tilsyneladende aldrig at deres herskende elite udgjordes af eksemplarer af den grådige, brutale gamle menneskerace.

Tal lige om at være på forkant med udviklingen og så helt og aldeles genialt beskrevet.

Nogle af passagerne er strakt ud, så det føles som en evighed at komme igennem, men der hvor Franzen er ved at drive én til vanvid, for eksempel med udpenslingen af et intenst og mildt sagt usundt kærlighedsforhold, kompenserer han rigeligt med sit fantastiske sprog, sin indsigt og sit udsyn.

Purity er en fuldfed og fremragende roman, sprængfyldt af litterære vitaminer og skarpe observationer om samtiden, og os der lever i den.

Pigen uden navn af Christina Baker Kline

~ isabelrosado

Skærmbillede 2016-05-26 kl. 11.15.34Nr. 1 på New York Times’ bestsellerliste er som oftest en varedeklaration, der siger god for kvaliteten af en roman. Det gælder måske ikke ligefrem Fifty Shades of Grey (ved ikke, har ikke læst den) men Pigen uden navn eller Orphan Train, som er originaltitlen er en særdeles velskrevet og rørende historie, og jeg kan godt forstå, den har solgt over 2 millioner eksemplarer i USA.

Den beskriver et stykke amerikansk historie, som der kun er ganske få vidner tilbage til at berette om. I perioden 1854 til 1929 blev mere end 200.000 forældreløse og fattige børn fragtet tværs gennem USA i togvogne. Børn helt ned til 2 år blev sat på disse tog alene, overladt til de andre børns nåde og med en uvis fremtid forude. Et stop i hver by hvor de blev sat frem til skue i håb om adoption af kærlige forældre men oftest med udsigt til sult, snavs og slavearbejde.

Romanen har to spor: I nutiden følger vi 17-årige utilpassede Molly, som selv er plejebarn, da faren er død og moren psykisk syg. Som et led i samfundstjenesten efter at have stjålet en laset kopi af Jane Eyre på biblioteket, bliver Molly sat til at hjælpe 91-årige Vivian med at rydde op på sit loft. Her bugner kasserne af minder fra Vivians lange liv, og snart ruller historien om Vivians fortid som et af de forældreløse togbørn op i levende billeder.

De to kvinders historie som forældreløse er vidt forskellige. Der er trods alt forskel på at være fattig og alene under depressionen i 30’erne og plejebarn under finanskrisen i 00’erne, men selvom Vivians barndomshistorie er grummere end Mollys, er følelserne ved det at miste sin familie, være forældreløs og overladt til fremmede, der ikke har samme grad af naturlig kærlighed som forældre vanligvis har, de samme.

Da Vivian beskriver, hvordan det føltes at være underkastet fremmedes nåde og barmhjertighed, nikker Molly. Hun ved kun alt for godt, hvordan det er at undertrykke sit naturlige jeg, at fremtvinge et smil, når man er komplet følelsesløs. Efter et stykke tid ved man ikke mere, hvad ens egne behov er. Man er taknemmelig for det mindste strejf af venlighed, men når man bliver ældre, er man mistænksom. Hvorfor skulle nogen gøre noget for én uden at vente noget til gengæld? Det gør de for det meste heller ikke. I de fleste tilfælde oplever man mennesker fra deres værste side. Man lærer, at de fleste voksne lyver. At de kun tænker på sig selv. At man kun er interessant i det omfang, man er til nytte.

De to kvinders møde hjælper dem med at blomstre op på ny og genfinde fodfæstet i tilværelsen og tilliden til andre. Det har man brug for, uanset om man er 17 eller 91. Romanen er klassisk feel good men usentimental og nøgternt fortalt med en bred appel til både voksne læsere og YA kendere. Sproget er ligetil og lettilgængeligt. Historien er vedkommende, slutningen er happy (tør jeg godt røbe), og engang i mellem er det helt ok – ja ligefrem tiltrængt, så længe det ikke klistrer med honning ned af siderne. Jeg kan rigtigt godt lide den.

Bogen er venligst tilsendt af Gads Forlag.

Forfattermøde med Henriette Rostrup

~ isabelrosado

En dansker i New York – eller når nissen flytter med

DET_AAR_VI_GIK_TIL_BEGRAVELSE_omslag_146x220.indd“Man kan godt være god ved andre, selv om man er et røvhul.” Så enkelt kan det siges, når en forfatter skal opsummere temaerne i sin nye roman. Men tag ikke fejl, hvis du synes, det lyder banalt. Det år vi gik til begravelser af Henriette Rostrup er en multifortælling i den amerikanske skønlitterære tradition. En dannelsesroman, en kærlighedshistorie. En roman om at finde og tilgive sig selv. En historie af internationalt format med lag-på-lag erkendelser og et væld af sidefortællinger. Men også en historie der udfordrer sin læser og forfatteren selv, der ligesom bogens hovedperson lader ting ske uden en større plan eller struktur i selve skriveprocessen.

“Jeg kan godt lide at lege med sidehistorier og se, hvor langt jeg kan gå ud. Hvor meget kan jeg få folk til at tro på? Det er især sjovt, når fortællingen bliver klogere end mig, og når karakterne bestemmer, hvad vi skal.”

Det og meget andet fortalte hun om for en uge siden, hvor jeg var med til endnu et spændende og vellykket blogger-arrangement på Politikens Forlag.

Romanen foregår i New York, hvor forfatteren selv har boet og arbejdet som assistent for en af de mest velansete og hårdhudede literære agenter. I USA kommer man nemlig ikke langt som forfatter uden sådan en. Henriette Rostrup delte velvilligt ud af anekdoter fra dengang:

“Jeg havde engang lavet en fejl, og så røg det ud af mig: “Oh my god, I just didn’t think about it.” Og fik svaret: “Then think!”

Nej, forlagsbranchen er ikke for mimoser. Og slet ikke i New York. Alligevel opnåede Henriette Rostrup agentens fulde tillid, og hun var faktisk den første til at opdage selveste Jonathan Safran Foer, forfatteren til den skønne roman Ekstremt højt og utroligt tæt på.

Erfaringerne fra storbyen over dem alle har inspireret, men romanen handler ikke som sådan om New York, og der er også langt fra universet i Sex and the City, selv om forlaget i aftenens anledning serverede dybrøde og småfarlige Cosmopolitans.

IMG_5711New York er mere en kulisse i en fortælling, der handler om at flygte fra fortiden og om at omskrive sin egen virkelighed, så den er til at holde ud. Og om at skabe en ny familie på sine egne vilkår, når man har en baggrund med en alkoholiseret mor og en fraværende far, der går mere op i døde børn som politiefterforsker end i sit eget levende. Resultatet af det er en voksen kvinde, der ikke kan træffe valg selv men lader skæbnen og de andre råde samtidig med, at hun pakker sig ind i løgnen.

Det gamle New York

Alligevel spurgte hele blogger-forsamlingen ind til årene i New York, fordi byen bare bliver ved med at fascinere.

“Alle har et forhold til den by, uanset om de har været der eller ej. Men New York er i konstant forandring, og folk flytter sig hele tiden – for at tjene flere penge eller få billigere husleje.”

Henriette Rostrup boede der i sluthalvfemserne før terrorangrebet 11. September 2001. Dengang byen stadig var farlig. Man tog ikke med Subway som turist, folk blev myrdet i Central Park, og kunstnere og bohemer havde råd til at bo i kvarterer som Hell’s Kitchen sammen med transerne, luderne og lommetyvene. De er for længst flyttet ud af byen nu. Efterhånden er det kun kedelige børshajer og ekstremt rige mennesker, der har råd til at bo på Manhattan.

“Alt det hårde og kriminelle findes ikke længere, men kunstnerne har heller ikke råd til at bo der. Hele det kunstneriske miljø er flyttet ud. Jeg ville ikke kunne skrive om byen, som den er nu post 9/11. Sidst jeg var der, gik det op for mig, at det er en sindssygt stressende by. Jeg kender ikke New York længere,” siger hun.

IMG_5707
En glad forfatter Henriette Rostrup [th.) med sin redaktør Helle Stavnem fra Politikens forlag.
Socialt handicappet

I Henriettes New York flytter hovedpersonen Jewel ind i en lille lejlighed i samme bygning som transvestitten Mr. V. og den prostituerede Lydia. De bliver snart det tætteste, hun og datteren Nadia Belle kommer på at have en familie. Senere kommer den aldrende forfatter Lawrence Scott til, hvis biografi Jewel skal ghostwrite. Jewel hed engang Julie og voksede op i Danmark, men hun har ikke længere kontakt til sine forældre, og det har som nævnt sine årsager.

Jewel har en temmelig livlig fantasi og for at skabe et pænere billede af sin barndom, skriver hun falske breve fra mormor i Danmark til sin datter med idylliserede historier om opvæksten. Jewel gør i det hele taget mange ting, som nogle af os i læsegruppen havde svært ved at forstå.

Flere fandt hende utroværdig som person på grund af hendes handlinger eller mangel på samme, men der var også bred enighed om, at det gjorde hende mere spændende som person. At hun er uforudsigelig og agerer modsat af, hvad de fleste ville gøre. Og at hun i flere tilfælde overhovedet ikke reagerer men bare lader ting ske for hende. For eksempel har hun svært ved at gribe ud efter kærligheden. Til tider er hun selvoptaget, egoistisk, møgirriterende og en smule selvudslettende.

Så meget desto større et privilegium at få lov til at spørge forfatteren direkte. Hun elsker, at hendes karakter irriterer og provokerer læserne, for så er de da ikke ligeglade.

“Jewel er socialt handicappet, og når hun handler ved ikke at handle, er det for at beskytte sig selv. Hun stikker af, når tingene bliver ubehagelige. Det, at hun ikke træffer valg, er en tillært handling, som hun har fra sin mor, og det kan hun ikke flygte fra,” forklarer Henriette Rostrup.

På grund af sin opvækst er Jewel blevet en mytoman, der bruger sin fantasi til at digte på sit liv. I tilbageblik fortæller hun om barndommen og ungdommen som små spøgelseshistorier, der skaber mere forståelse for hvor Jewel er i dag. De historier berørte mig som læser en hel del mere end selve hovedhistorien i New York.

At leve på en løgn

Kort efter at Jewel flytter til New York bliver hun gravid med journalisten Tor, som hun er forelsket i, men han får ikke noget at vide om barnet. Hun bliver en bedre mor for sit barn, end hendes egen mor har været, men kommer til at svigte på andre måder. Til gengæld svigter hun ikke sine nye venner i New York, og de har brug for hende. Ligesom hun har brug for dem. Gennem de nære relationer her opdager Jewel nye sider af sig selv, og hun lærer at tilgive og respektere sig selv, for den hun er.

Der er mange spændende temaer i bogen og rig mulighed for selvfortolkning. Hvis Henriette Rostrup selv skal gøre hovedbudskabet op, så er det helt enkelt men ikke desto mindre godt at blive husket på: “Vær dig selv!”

Savner dig af Harlan Coben

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-08-20 kl. 11.16.09Findes der noget bedre end en hårdkogt New Yorker krimi? Med en tæskesej politikvinde i hovedrollen, tynget af et trist privatliv og familieskeletter i skabet? Ja det gør der nok. Men når selveste Gillian Flynn forfatteren bag Kvinden der forsvandt, siger, at Harlan Coben er en af de bedste forfattere nogensinde, og Stephen King udtaler, at han er jaloux, så lytter jeg efter. Og den er god nok. Med et skudsikkert, nytænkende og mega-uhyggeligt plot og en stejlt opadgående spændingskurve, leverer Harlan Coben med Savner dig i den grad varen, hvis du trænger til en thriller, du kan mærke op og ned langs rygraden.

Kriminalbetjent Kat Donovan er all work and no fun, da hendes veninde opretter en profil for hende på et datingsite. Kat giver det en chance og falder over sin ekskæreste Jeff, der atten år tidligere forlod hende og knuste hendes hjerte, endda kort efter hun mistede sin far.

Panserkvinden må modstræbende se følelserne havne udenpå tøjet igen og drister sig til at kontakte Jeff men får et mystisk svar og en kold afvisning tilbage. Noget er galt og i sammenfald med en række hændelser, som jeg ikke vil afsløre her, begynder Kat at efterforske, hvad der mon er sket med Jeff siden dengang. Sporene bringer hende faretruende tæt på en organisation med grumme, modbydelige planer, der nok vil forhindre enhver læser i at opsøge kærligheden på nettet nogensinde.

Det er ikke kun den uforbeholdne kærlighed til Jeff, der bliver udfordret. Det samme gør forholdet til Kats forældre og hele familiehistorien, som har udspillet sig på en helt anden måde, end Kat troede. I takt med at Kat rykker tættere på Jeff og hans nye liv, bliver den fulde sandhed om fortiden rullet ud, og Kat må tage sit liv, sin baggrund, sine fordomme og forestillinger op til kraftig revision.

Harlan Coben har skrevet en ordentlig bunke krimier, der i hvert fald på afstand ligner den slags samlebåndslitteratur, som der findes tilsvarende millioner af, blot med andre titler. Sprogligt ikke særligt sublime og skrevet på rutinen, fordi de tjener gode penge.

Men efter at have læst Savner dig skal jeg bestemt have fat i et par stykker af dem. Coben har også udgivet en ny krimi siden Savner dig var oppe at ringe som nummer 1 på New York Times bestseller liste. Nu rykker The Stranger deropad, og til efteråret udgiver Gads Forlag endnu en af hans tidligere udgivelser på dansk med titlen Seks år.

Når jeg læser omtalen af begge, er jeg ikke i tvivl om, at der er noget at glæde sig til. Lige nu er Harlan Coben nummer 1 på min internationale hitliste over krimiforfattere.

Savner dig er venligst tilsendt af Gads Forlag.

 

DU af Caroline Kepnes

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-02-07 kl. 15.22.42Enhver der har været udsat for stalking kan skrive under på, at det er en yderst ubehagelig oplevelse. Forfølgelsen sætter sig i krop og sind længe efter, at du har skiftet dit telefonnummer, fået hemmelig adresse, og i årevis efter at du har undgået enhver form for kontakt med din stalker. DU glemmer det aldrig. Det kan jeg desværre selv skrive under på, og det er grunden til, at jeg ikke har offentliggjort mit telefonnummer her på min hjemmeside. Ikke den smarteste salgsstrategi når man gerne vil være tilgængelig for nye kunder. Men sådan må det være.

Stalking antager mange former og motiver og kan bunde i alt fra had,  svig og ulykkelig kærlighed. En psykolog har engang sagt til mig, at en stalker suger næring og energi ud af konfrontation og konflikter med sit offer, og derfor skal du aldrig forsøge at tale vedkommende til rette. Der er kun én vej ud, og det er væk.

Der er mange uhyggelige historier derude. Bare spørg dansk anti-stalking forening. Når du har hørt dem, virker den fiktive roman DU af amerikanske Caroline Kepnes ganske så harmløs i sammenligning. Og så alligevel ikke.

Joe er boghandler, begavet, belæst og besat. Da forfatterspiren Beck træder ind i hans butik og både er smuk, kvik og oven i købet vælger den helt rigtige bog i modsætning til de andre “idiotiske” kunder, er han solgt. Hun er kvinden, han vil have.

Det starter som et bekendtskab, udvikler sig til et venskab og ender med et forhold. Men helt fra starten står det klart, at Joe har en plan, og at under hans pæne facade i samværet med Beck, hvor alting foregår i et naturligt og romantisk tempo, lurer det sygeste sind.

Læserne følger hele historien fra Joes synsvinkel. Han taler direkte til bogens du i en lang tankestrøm. En slags stalkerens stream of consiousness.

“Du har minsandten en evne til at få mig til at gøre ting, jeg normalt ikke gør,” siger Joe til Beck inde i sig selv, da han har klædt sig ud til et Charles Dickens kostumebal i sin forfølgelse af hende. Men det er langtfra toppen af skalaen. Han udspionerer Beck foran hendes bopæl, bryder ind i hendes hjem og hacker hendes e-mail, facebook og Twitter, som han overvåger døgnet rundt. Man kan virkelig godt undre sig over, hvordan Joe har tid til alt det pjat, når han også har et fuldtidsarbejde. Men lad det nu ligge.

Selv om Joe er creepy som ind i helvede, er han faktisk den eneste karakter, man får rigtig sympati for, og det er måske det mest foruroligende ved den her historie. Det er så også det, der gør den rigtig interessant.

Både Beck, hendes ekskæreste Benji og veninden Peach, som også får Joes kærlighed at føle, fremstår som solide repræsentanter for en narcissistisk, privilegeret, New Yorker-overklasse præget af egoisme og overfladiske pseudo-intellektuelle værdier, der i bund og grund kun handler om at blive set, hørt og anerkendt, uanset om man markedsfører sig selv som forfatter, kunstner eller miljørigtig kurvandsproducent.

Joe kan se lige igennem dem alle og spidde dem verbalt med sin humor og intellektuelle overlegenhed. Eller – er det i virkeligheden alene hans negative, subjektive fortolkning af deres personlighed, der får læseren til at heppe på ham, bære over med ham og lade sig forføre af ham i håb om, at han snart må besinde sig og få nogle sunde interesser? Lige indtil den grummeste sandhed dæmrer. I så fald er det djævelsk godt udført af forfatteren.

DU er særdeles velskrevet, spækket med referencer til bøger, film og musik der er eller har været oppe i tiden men også med et par velanbragte pegefingre på, hvordan storbymennesker ofte ukritisk følger med strømmen af, hvad opinionsdannerne har dømt hot og not i stedet for at lytte til sig selv.

DU er både lanceret som romantik på vrangen, psyko-thriller og samtidsportræt, og den har alle dele i sig, selv om jeg hverken blev opstemt eller rigtig bange af at læse den.

Måske snarere halvdeprimeret idet den på fornem vis udstiller de værste perspektiver ved de digitale og sociale mediers rasende vækst, og hvordan de kan påvirke og ødelægge det moderne, over-ambitiøse, forfængelige sind og i virkeligheden skabe dybere ensomhed.

 

We are all completely beside ourselves af Karen Joy Fowler

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-01-06 kl. 16.12.43

Velkommen til et nyt bogår! Håber 2015 bliver forrygende for alle, og at I får oceaner af tid til at læse.

Jeg havde planer om at nå mindst fem bøger i juleferien, men det blev kun til denne ene perle, som jeg til gengæld kan anbefale på det varmeste.

Rosemary er en stille pige, der føler sig aparte på flere måder. Da hun var barn, snakkede hun hele tiden, men tabet af hendes søskende har forandret både hende og resten af familien for altid. Hun fortæller sin historie ved at starte i midten. Det har hun nemlig lært af sin far, for på den måde behøver man ikke at fortælle alt og slet ikke om sin baggrund, når man møder nye mennesker. I tilbageblik opruller hun familiens tragedie, og intet er, som man tror.

Da Rosemary skal på college flytter hun langt væk fra sine forældre for at få en frisk start, nye venner og forsøge at passe ind, men det lykkedes ikke rigtigt. Ved et tilfælde får hun en eneste veninde, Harlow som ikke er en rigtig ven, men som minder om søsteren Fern: vild, uhæmmet og uforudsigelig. Den eneste Rosemary tør være sig selv sammen med.

Det lyder måske trist, og det er det også men ikke på den måde, du umiddelbart vil tro. Rosemarys søskende er stadig i live, men den søster, som hun i sine første år er tæt forbundet med, sover med, leger med og laver narrestreger med, må forlade hjemmet, da Rosemary kun er fem år gammel. Det får deres bror Lowell til at stikke af hjemmefra uden at se sig tilbage.

Hele miseren sætter dybe spor i den traumatiserede familie, hvor Rosemary og hendes forældre lader som ingenting er hændt og lader tilværelsen køre videre, mens savnet stikker dybt i dem. Indtil en række begivenheder tvinger dem til at forholde sig til det, der hændte.

Det er synd at afsløre for meget, men plottet er fantastisk skruet sammen og sætter fokus på vigtige menneskelige såvel som etiske og politiske temaer i læserens bevidsthed. Man bliver tvunget til at tage stilling til svære emner, som mange af os behændigt undgår at bekymre os væsentligt om i dagligdagen. For eksempel, hvad gør et menneske til et menneske? Hvad betyder søskendekærlighed, og hvad gør det ved den, der bliver frarøvet den? Hvor langt skal man gå indenfor forskning og videnskab for at gavne menneskeheden og samtidigt leve med konsekvenserne? Hvor meget skal andre lide, for at nogle kan blive raske?

Karen Joy Fowler sætter alvorlige spørgsmål på spidsen, men hun gør det på den mest bevægende og begavede måde uden at fordømme. Men som Rosemary siger det: If stupid were fuel, we would never run out. Og det er altså menneskeheden, hun taler om.

Samtidig med det og andre nedslående fakta såsom where you succeed will never matter so much as where you fail, er der en god portion humor i denne pragtfulde og rørende roman, og historien er i sin helhed særdeles opløftende. Og så er den fantastisk velskrevet og ikke mindst gennemresearchet.

Der er så meget godt at sige om denne fremragende roman, men jeg synes bare, du skal gå i gang og lade dig overraske. Du får virkelig noget at tænke over – oveni i den gode læseoplevelse. Starten på mit personlige bogår kunne i hvert fald ikke være bedre.

We are all completely beside ourselves er endnu ikke oversat til dansk, men den fortjener et stort publikum også i Danmark, så det håber jeg, den bliver.

På gensyn i februar, hvor jeg gerne skulle være igennem en thriller, et par krimier og andre gode sager!

The Book of Unknown Americans af Cristina Henríquez

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-10-30 kl. 09.11.12Indrømmet. Jeg har en svaghed for latino-forfattere og social realistisk immigrantlitteratur og gerne den amerikanske af slagsen.

Jeg havde aldrig hørt om Cristina Henríquez, men alene omslaget til paperback udgaven af hendes roman The Book of Unknown Americans er så fint, at jeg blev nødt til at købe bogen, da jeg stødte på den hos boghandleren. Never judge a book by it’s cover, siger man på engelsk. Men i dette tilfælde hjalp det altså, og indholdet viste sig at leve fuldt op til forventningerne.

For det er både en smuk og vigtig bog Henríquez har skrevet. Handlingen er centreret om kærlighedshistorien mellem teenagerne Maribel og Mayor. En kærlighed der i en moderne udgave af Romeo og Julie har ret så dårlige odds. De bor i samme forfaldne bygning et sted i udkants-USA nærmere betegnet Newark, Delaware med deres immigrant forældre fra henholdsvis Panama og Mexico.

Historien foregår nu og her i Obamas post-finanskrise Amerika, men bortset fra at bogens personer har mere råd til en mobiltelefon end et ordentligt måltid, kunne det ligeså godt foregå under depressionen i 30’erne.

Mayors forældre er flygtet fra urolighederne i Panama år tilbage og er nu solidt plantet som amerikanske statsborgere. Maribel er nyligt ankommet fra Mexico, som hendes forældre kun har forladt af én årsag. At hjælpe Maribel. En utålelig ulykke og efterfølgende hjerneskade har ændret hende for altid, og det er håbet om en bedre skole og hurtigere bedring for deres datter, der driver Alma og Arturo til USA, selv om de bolig og arbejdsforhold, der venter er langt værre, end dem, de kom fra.

Kapitlerne i bogen skifter synsvinkel mellem Mayor og Alma, der hver for sig fortæller den gribende historie, men vi hører også andre stemmer fra bygningen. De er de ukendte amerikanere med hver deres unikke baggrund og begrundelse for at søge mod det forjættede land for blot at kæmpe mod fordomme, sprogproblemer, arbejdsløshed og ulighed. Og der er heldigvis også de, der om ikke får opfyldt deres drømme i hvert fald lykkedes i en eller anden forstand.

For Mayor er det kærlighed ved første blik, da han ser Maribel, og hans hengivenhed hjælper hende i kampen for at blive sig selv igen. Men deres kærlighed får fatale konsekvenser, og det er slet, slet ikke til at bære.

Kærligheden mellem forældrene er også stor og stærk trods et væld af sorg og bekymringer. Jeg er ikke den store dyrker af romantik i bøger men prøv lige at læse dette bjergtagende afsnit, hvor Alma og Arturo efter måneder uden det mindste overskud eller nærvær har genfundet hinanden:

– no matter what else happened, we would be fine, as long as we had each other. Contigo la milpa es rancho y el atole champurrado. And then, the rush. It was as if the whole world sighed. As if every human and every creature and every gas and liquid and speck of dirt and granule of sand and gust of air settled all at once, and all was right in the universe. If only for that moment.

Jeg anbefaler på det varmeste The Book of Unknown Americans.

 

Drown af Junot Díaz

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-07-01 kl. 12.50.56

“Motherfuckers will read a book that is 1/3 elvish, but put two sentences in Spanish and they think we’re taking over” – citat Junot Díaz

Jeg har endnu ikke læst en eneste bog, der indeholder elversprog eller elver for den sags skyld, men at læse Junot Díaz’s på en gang slagkraftige og poetiske engelske prosa krydret med spanske gloser på såkaldt Spanglish sætter hver gang mit blod i kog på den helt puta fede måde. For min skyld må den sproglige stil han kører med sit formfuldendte engelsk tilsat latino slang gerne overtage den litterære verden. Díaz er uden tvivl en af mine all time favorit forfattere.

Junot Díaz skal ikke kun læses for hans særegne sproglige stil men så sandelig også for de både rørende og oprørende historier, han har at dele ud af.

Díaz’s noveller er et smukt sammensurium af erindringer og fiktion. Karaktererne optræder i flere værker, og dermed lærer vi dem bedre at kende for hver fortælling. Jeg ved ikke, hvor meget af det, han fortæller, der er selvoplevet, men det er nok en del.

Jeg har tidligere anbefalet This is how you loose her og bliver da nødt til at gentage, at jeg også er fuldstændig ellevild med Junot Díaz’ ene roman til dato The Brief Wondrous Life of Oscar Wao, som jeg læste for en fem år siden og som iøvrigt fik Pullitzer-prisen. Der kommer forhåbentlig flere romaner fra Díaz. Men da han er kendt for at gøre sig umage og var elleve år om den første, der udkom i 2008, kan der nok gå lidt tid endnu.

Indtil da har jeg endelig haft hans debut Drown fra 1995 i hænderne, og alene det elegante cover gør, at jeg er helt loca med den. Men det er selvfølgelig ikke det vigtigste ved denne eminente samling af noveller. Ej heller sproget, beatet, varmen eller rytmen. Det vigtigste er de ti historier om at være barn og ung i latino-ghettoen, om familien, kærligheden, desillusionen, de første seksuelle erfaringer, svigtet, håbet og ikke mindst konstant hårdt arbejde for at opnå bare en lille bid af den amerikanske drøm. En drøm der aldrig bygger på lige forudsætninger, når den udspringer fra et latino perspektiv med brun hud og lange sorte øjenvipper, der nok kan score et par chicas blancas men på ingen måde undslippe ghetto-stemplet.

Díaz’s alter ego Yunior er den gennemgående figur, og i Drown følger vi ham, hans familie og venner fra barndommen og op i teenageårene. Først de tidlige år i hjemlandet Den Dominikanske Republik sammen med hans stærke mor og hårdkogte storbror Rafa i el barrio i Santo Domingo og så de første år, som immigranter i New Jersey, USA. Faren, som er lidt af en slubbert, rejser til Staterne et par år i forvejen og er gennem Yuniors barndom enten fuldstændig fraværende eller tenderende tyrannisk. Inden han henter sin familie til USA har han lige nået at være gift med en anden kvinde og få et barn mere, mest for at få papirerne i orden.

Da Yunior som teenager bliver lidt for kæphøj sammen med vennerne og stjæler smart tøj, som han gemmer i skabene, får han denne besked fra sin far:

You’re going to get caught, he told me one day. Just you wait. When you do I’ll show them everything you’ve taken and then they’ll throw your stupid ass away like a bad piece of meat.

He was a charmer my pop, a real asshole, but he was right. Nobody can stay smooth forever, especially kids like us. 

Som lille lider Yunior af køresyge, og det er, når faren prøver at vænne ham af med det med lange køreture, de har noget sammen.

These were the only times me and Papi did anything together. When we were alone he treated me much better, like maybe I was his son or something.

De noveller i Drown, der gør stærkest indtryk på mig er, Fiesta, Drown, No Face og Negocios. Historien i No Face om den lille dreng, der blev bidt i hovedet af en gris som baby, og som siden har båret maske eller rettere en sæk over hovedet for ikke at skræmme livet af de andre børn, der mobber ham på det grusommeste, er ganske enkelt hjerteskærende.

Her også et lille uddrag fra titelnovellen Drown. Yunior beretter om de natlige dykke- og svømmeture med ghettodrengene i en swimming pool, hvor der er adgang forbudt.

I can still go far without coming up. While everything above is loud and bright, everything below is whispers. And always the risk of coming up to find the cops stabbing their searchlights out across the water. And then everyone running, wet feet slapping against the concrete, yelling, Fuck You, officers, you puto sucios, fuck you.

Kvaliteten taler for sig selv. Hvis du endnu ikke har læst Díaz, har du i den grad noget at glæde dig til. Basta Ya. Enough said.