Alt må vige for natten af Delphine de Vigan

Hvis du endnu ikke har læst den, vil jeg i høj grad anbefale den franske forfatter Delphine de Vigans rørende og indsigtsfulde fortælling Alt må vige for natten. En beretning om forfatterens mor, en smuk kvinde med et skrøbeligt sind og et liv fyldt op af depressioner, angst og psykisk lidelse. Kort efter at have overvundet en kræftsygdom med alt hvad dertil hører af opslidende behandlinger og samtidig befinde sig et nogenlunde psykisk stabilt sted, vælger Lucile, som hun kaldes i romanen at tage sit eget liv som kun 63-årig. Delphine finder hende, efter hun har ligget død i fem dage og i en tåge af vrede og sorg, spørger hun sig selv. Hvorfor nu?

Ved at fortælle morens livs- og ikke mindst familiehistorie søger hun forklaringen og får både mange og ingen svar. For risikoen har altid været tilstede. Det samme har frygten for, at det skulle ske.

Første halvdel af bogen handler om Luciles barndom i et livligt og frisindet bohemeagtigt hjem i 50’ernes Paris som en ud af ni søskende. Luciles mor elsker babyer men er mindre interesseret i de større børn. Luciles intellektuelle far forguder sin smukke kvikke og kulturelle datter, men overskrider alle forbudte grænser.

Tre brødre mister alt for tidligt livet, og tragedien hænger som en evig sort sky over de på overfladen festlige familiemiddage, hvor Lucile fra en tidlig alder trækker sig mere og mere ind i sig selv.

Kedsomheden går aldrig over. Det er der råd for, men det er radikalt og ubehageligt for andre (nogle bliver gamle, andre dør). Bare jeg havde en uhelbredelig sygdom og kunne dø ung. Sidste år var jeg ikke engang forkølet. Sådan lyder det i et dagbogsnotat, Delphine finder i sin mors gemmer.

At tage livet af sig som det ultimative opgør mod meningsløsheden er nærmest en trend i de kredse, den unge Lucile omgås, og allerede fra helt ung er hun livstræt og leger med tanken.

Men Lucile får børn tidligt, allerede som 18-årig, og det er muligvis grunden til, at hun venter, til de i det mindste er voksne. Imens lever hun af piller, hash og alkohol og rammes af voldsomme psykoser og dernæst indlæggelser. En af dem bevirker, at hun må sige farvel til sine børn. Lucile har en særlig tiltrækningskraft. Der er mange mænd og mange venner, der er hippieliv og politisk bevidsthed. Lucile skriver og har forskellige jobs på forlag, og senere uddanner hun sig til socialrådgiver. Ja faktisk formår Lucile at vende sin livsbane i en positiv retning efter de 50.

Delphine de Vigan har under sin research talt med alle resterende familiemedlemmer om Lucile og de familieskeletter, der kan have haft en betydning for hendes valg. Hun læser morens breve og skriverier og reflekterer over sine egne og søsterens minder. Undervejs reflekterer hun også over sin skriveproces og projektet med at oprulle sin mors historie.

…jeg blander det, jeg så med mine egne barneøjne sammen med mit voksne jegs syn på sagerne. Jeg klamrer mig til mit skriveprojekt, eller også er det det, der klamrer sig til mig. Jeg ved ikke, hvem af os, der er mest besværlig.

Der er overvejelser om valg og fravalg, og hvad det egentlig er, hun forsøger at opnå. Det bliver bogen kun endnu mere interessant af, om end jeg står lidt uforstående overfor nogle af hendes valg. For eksempel at hun ikke vil tale med Luciles mange kærester gennem tiden, ikke engang forfatterens egen far, som moren er sammen med i syv år. Mændene i Luciles liv tillægges åbenbart ikke særlig betydning i den store sammenhæng, selv om de har fyldt meget i Luciles yderst sociale men på samme tid ensomme liv.

Det er en ualmindelig velskrevet bog i en, synes jeg, særlig fransk fortællestil, hvor man næsten hører stemmen som den alvidende fortæller, man tit oplever i franske film. Første halvdel er en slags familiekrønike, og jeg må indrømme, at den del kedede mig noget, og jeg undrede mig over, at romanen har slået så kraftigt igennem, som den har. Da jeg nåede igennem anden halvdel, forstod jeg det hele, og der røg også et par tårer undervejs. Den viser, hvor kompleks psykisk sygdom er, og at der aldrig er entydige svar, når vi prøver at forstå det uforståelige, alligevel forstår vi lidt bedre ved at læse Delphine de Vigans stærke og gribende portræt, som også er en stor kærlighedserklæring til en mor, der elsker sine børn men ikke formår at elske sig selv.