Hungerhjerte af Karen Fastrup

Jeg kommer aldrig til at tilslutte mig græmmekoret over de enorme mængder autofiktion, der spyttes ud fra forlagene, så længe bøgerne er af samme høje kvalitet som Karen Fastrups nye roman Hungerhjerte.

Når stoffet er autentisk, er indlevelsen dybere, og når en forfatters egen historie bliver omsat til stærk litteratur med struktur, sprog, stemning og poesi i skøn forening, kan læseoplevelsen blive så intens, at den gør varigt indtryk. Sådan har jeg det med Hungerhjerte.

Karen Fastrup er forfatter og oversætter af adskillige romaner. Med Hungerhjerte, som vist er hendes sjette roman, har hun ikke lagt skjul på, at det er en dybt personlig historie, der handler om hende selv. Hun holder ikke noget tilbage men deler ærligt ud af de dybeste tabuer, et menneske kan indeholde uden at sætte sig selv i et mere flatterende lys end virkeligheden kan bære eller beskytte sig bag skriften.

Det handler om en periode i hendes liv i 2015, hvor hun blev indlagt på psykiatrisk hospital med en psykose og kort tid efter fik tildelt en ’pinlig’ diagnose. Hun håbede på bipolar, for det er lidt cool ligesom hovedpersonen i tv-serien Homeland, men fik borderline, taberdiagnosen for de identitetsløse, uhelbredelig og den næstværste diagnose efter psykopat. Men Karen bliver udfordret på sine fordomme, og det gør læserne også.

I forskudte glimt før og efter indlæggelsen samt scener fra barndommen får vi en del af forklaringen på, at hun bliver syg, selvom vi ikke finder hele årsagen. Måske fordi den ikke findes. Nogle mennesker har mere anlæg for psykisk sygdom end andre, og I Karens familie går det igen gennem generationer.

Men ikke kun arv spiller ind, for Karen vokser op i et utrygt miljø med angst som følgesvend. Der er intet, jeg frygter så meget som angst. Angst er den konstant tyggende lyd fra rottetænder. Dyret i min mave.

Hendes far er veluddannet og klog, hun er hans pige, for hun læser bøger og er kvik og kan en masse, men han er også kritisk, urimelig og en smule afstumpet. Da Karen er teenager, kan han ikke tåle synet af hendes former, og hun udvikler en spiseforstyrrelse. Hendes mor er fjern og nærmest apatisk i mange år efter, at de har mistet en bror. Der er ikke den forældrekærlighed, som et barn har ret til.

Karen har to søskende. De får heller ikke den opmærksomhed, de har brug for, men hun er den, der bukker under for følelserne. Hun er et sensitivt og empatisk væsen en sand forfattersjæl med et tyndt filter. Når hun ikke kan skrive, er afgrunden nær. Der er også noget med mobning og ensomhed i barndommen. Den får vi ikke meget at vide om, og det er lidt skuffende. For som hun skriver er næsten alle de medindlagte blevet mobbet engang. Måske ligger årsagen her?

Karens største svaghed er muligvis, at hun har brug for mere opmærksomhed og bekræftelse end hendes søskende har. Hun forelsker sig let og mister sig selv i sine forhold. Jeg tænker, at jeg ikke er forbundet med verden, når jeg ikke har en kæreste. Kroppen hungrer efter sex, hjertet hungrer efter kærlighed, fra mænd der kan se hende i øjnene, når de elsker. Men den fulde hengivenhed i samme person er ikke altid til at finde. En af Karens store udfordringer bliver at gøre sig uafhængig af mænd.

I starten af romanen møder hun Jan, som hun hurtigt flytter ind hos sammen med sine egne store børn. De er forelskede, men Jan kan ikke give Karen tilstrækkelig opmærksomhed og tillid til, at han er der for hende. Og sandt nok, da Karen bryder sammen, vifter med en køkkenkniv og bliver indlagt, kan han ikke rumme det.

Der er et vilddyr i hovedet, der vil ud. Jeg bliver nødt til at lære at holde vilddyret under den udspændte hinde i ave. Jeg ved godt, hvordan ordenlige mennesker opfører sig. De af afdæmpede, rummelige og forstående.

Hungerhjerte er en vigtig bog for alle, der gerne vil have en bedre forståelse af psykisk sygdom og et lille indblik i systemet. Hvordan det er at blive indlagt, hvordan omgangen er med personale og andre indlagte. Også pårørende til psykisk syge vil have glæde af romanen. Jeg blev faktisk positivt overrasket. Mit indtryk af det psykiatriske system er, at det mangler ressourcer, er underbemandet og ikke giver sig ordentligt tid til patienterne, der bare fyldes op med medicin og må sejle i egen sø. Sådan tror jeg også, det er for mange fortabte sjæle. På trods af “taberdiagnosen” har Karen muligvis et særligt privilegium med sit åbne forfatterhjerte og sind. En psykiater siger til hende. Du kunne være blevet meget mere syg, end du er. Det, der har forhindret det i at ske, er din begavelse.

Hungerhjerte er i alle tilfælde en begavet og modig bog, hudløst ærlig og smukt skrevet. Læs den hvis du vil blive klogere på psykisk sygdom. Læs den hvis du selv er syg og har brug for en ven, der kan sætte ord på de frygtsomme og farlige følelser, omend de er forskellige fra menneske til menneske.

Bogen er venligst tilsendt af Forlaget Gyldendal.

★★★★★★