Patrick Melrose-romanerne af Edward St. Aubyn

Skærmbillede 2015-10-15 kl. 15.32.15Det er ikke alle, der har haft en hård barndom, der nødvendigvis skal skrive om den, men når man skriver så uforskammet godt som den britiske forfatter Edward St. Aubyn, er det nærmest en forpligtigelse.

Som barn af den britiske overloadede overklasse kunne St. Aubyn have valgt ikke at bestille andet end at smide om sig med penge og gå amok i sex, drugs and rock n’ roll. Det gjorde han så også i den første tredjedel af sit liv, indtil pinslerne fra barndommen trængte op til overfladen, og han begyndte at skrive og dermed at arbejde for første gang i sit liv.

Som storlitterær hitforfatter har han også skrevet om andet end sig selv, men det er de selvbiografiske romaner om Patrick Melrose, han er mest kendt for. De udkom allerede i 1990’erne, men er først blevet oversat til dansk fornylig af Gads Forlag.

Jeg har nu afsluttet de tre første Glem det, Dårligt Nyt og En smule håb, som fås samlet i én bog, mens de to sidste Moders mælk og Til sidst bliver udgivet samlet den 6. november. Dem skal jeg have fat i. For samtidig med at historien om Melrose er forstemmende læsning, er den også sært opmuntrende og tragisk-komisk. Spækket med ironi og sort britisk overklasse humor, der mildt sagt er usympatisk men også morsom. Især når den er selvironisk og træder på fortælleren selv men også på de andre mestendels ubehagelige karakterer med stiff upperlip og facaderytteri. Patrick Melrose-romanerne er blevet kaldt Downtown Abbey After Dark af anmeldere. Jeg kan ikke heelt se sammenligningen, bortset fra at det handler om britisk overklasse. Det er for det første forskellige tidsaldre, vi befinder os i, og så vidt jeg kan forstå, er der op til flere sympatiske karakterer i den populære tv-serie, som jeg endnu kun har set få afsnit af. Men som en veninde pointerede: “De laver jo ikke noget.” De har bare penge, og mange af dem bruger tiden på at udfylde rollen som overklasseløg, der sparker nedad. Hvilket romanen bekræfter med denne konstatering.“Folk afskyr altid dem, de har behandlet dårligt.”

De tre i én romaner finder sted på hver sit tidspunkt i en afgrænset periode af Patricks liv.

Glem det

Vi starter, da Patrick er fem år omkring 1965. Hele denne del foregår i løbet af et par dage på hans forældres sommerresidens i Frankrig. Patricks far er uddannet læge men har ikke bestilt andet end at være et dumt svin, efter han har giftet sig til en formue. Han er mildt sagt en sadist og en syg stodder både overfor Patricks iøvrigt irriterende passive og forsagte mor og overfor sin søn, som han misbruger psykisk, fysisk og seksuelt. Forældrene holder dekadente selskaber, hvorfra gæsterne egentlig helst bare vil hjem, inden de selv bliver spiddet verbalt, mens de er vidner til, at en dreng og en mor tydeligvis har det skidt. Grobunden er lagt for Patricks selvdestruktive og dystre fremtid.

Dårligt Nyt

Patrick er i 20’erne og modtager nyheden om, at hans far (endelig)er død. Han tager til New York for at hente faderens aske, og over et par dage udlever han den ondeste stofrus, mens han tænker på farens opførsel, og hadet og selvhadet vokser. Han har været narkoman af hårde stoffer i årevis og veksler sit liv mellem at checke ind på fornemme luksushoteller, splitte det hele ad i løbet af et par dage, og at vandre søgende og hvileløst rundt i de fattigste kvarterer efter det næste fix eller en kvindelig favn.

En smule håb

Patrick er i 30’erne. Han skal til fint selskab med britiske nobiliteter, og aftenens højdepunkt  er deltagelsen af prinsesse Margaret. Men han er ikke den eneste gæst, der hader det overfladiske liv. Et par på vej til selskabet har denne dialog i bilen. “Ved du hvor vi er? Ja vi er helt ude i hampen. Det er det, vi er. Vi er på vej hen for at møde en masse museumsstykker, arrogante snobber, fladpander og feudale bonderøve.”

Til festen opdager Patrick, at hans elskerinde er ham utro med hans bedste ven og tidligere med-junkie Johnny. Han er ligeglad. Patrick er afvænnet og forsøger så småt at komme videre med sit liv, selv om en læge siger, at Patrick lider af en depression oven i en anden depression. “Så kom du dig i det mindste over den første,” lyder det tørre svar fra Johnny. Patrick sidder ubehjælpeligt fast i et intetsigende overklasseliv fyldt op af hadet til sin far men nu mere reflekterende omkring sit eget liv og med en smule håb om at finde en bedre udgave af sig selv.

Alligevel kunne han aldrig befri sig for vreden over, at hans far havde frataget ham muligheden for sjælefred, og han var klar over, at uanset hvor meget han anstrengte sig for at reparere sig selv, kunne han kun skabe en illusion om helhed – han var som en vase, hvis mønstrede overflade virker hel, men som engang er blevet knust og i sit blege indre fremviser de tynde mørke linjer fra restaureringen.

Eneste håb er at hele ved at betro sig til vennen. Men det er ikke nok. Patrick prøver at komme overens med tanken om, at faderen måske snarere var syg end ond, og at han selv havde været udsat for ting, der var om ikke værre så ligeså grusomme på en anden måde.

“Jeg har altid troet at sandheden ville gøre mig fri, men sandheden driver bare en til vanvid,” konstaterer han.

Det er mørkt, det er dystert, det er gribende, det er ondt, det er morsomt, og det er helt igennem forrygende og fængende læsning.

Den 18. november kan du iøvrigt møde forfatteren på Den Sorte Diamant. Tjek det ud her

Patrick Melrose romanerne er venligst tilsendt af Gads Forlag.

Drown af Junot Díaz

Skærmbillede 2014-07-01 kl. 12.50.56

“Motherfuckers will read a book that is 1/3 elvish, but put two sentences in Spanish and they think we’re taking over” – citat Junot Díaz

Jeg har endnu ikke læst en eneste bog, der indeholder elversprog eller elver for den sags skyld, men at læse Junot Díaz’s på en gang slagkraftige og poetiske engelske prosa krydret med spanske gloser på såkaldt Spanglish sætter hver gang mit blod i kog på den helt puta fede måde. For min skyld må den sproglige stil han kører med sit formfuldendte engelsk tilsat latino slang gerne overtage den litterære verden. Díaz er uden tvivl en af mine all time favorit forfattere.

Junot Díaz skal ikke kun læses for hans særegne sproglige stil men så sandelig også for de både rørende og oprørende historier, han har at dele ud af.

Díaz’s noveller er et smukt sammensurium af erindringer og fiktion. Karaktererne optræder i flere værker, og dermed lærer vi dem bedre at kende for hver fortælling. Jeg ved ikke, hvor meget af det, han fortæller, der er selvoplevet, men det er nok en del.

Jeg har tidligere anbefalet This is how you loose her og bliver da nødt til at gentage, at jeg også er fuldstændig ellevild med Junot Díaz’ ene roman til dato The Brief Wondrous Life of Oscar Wao, som jeg læste for en fem år siden og som iøvrigt fik Pullitzer-prisen. Der kommer forhåbentlig flere romaner fra Díaz. Men da han er kendt for at gøre sig umage og var elleve år om den første, der udkom i 2008, kan der nok gå lidt tid endnu.

Indtil da har jeg endelig haft hans debut Drown fra 1995 i hænderne, og alene det elegante cover gør, at jeg er helt loca med den. Men det er selvfølgelig ikke det vigtigste ved denne eminente samling af noveller. Ej heller sproget, beatet, varmen eller rytmen. Det vigtigste er de ti historier om at være barn og ung i latino-ghettoen, om familien, kærligheden, desillusionen, de første seksuelle erfaringer, svigtet, håbet og ikke mindst konstant hårdt arbejde for at opnå bare en lille bid af den amerikanske drøm. En drøm der aldrig bygger på lige forudsætninger, når den udspringer fra et latino perspektiv med brun hud og lange sorte øjenvipper, der nok kan score et par chicas blancas men på ingen måde undslippe ghetto-stemplet.

Díaz’s alter ego Yunior er den gennemgående figur, og i Drown følger vi ham, hans familie og venner fra barndommen og op i teenageårene. Først de tidlige år i hjemlandet Den Dominikanske Republik sammen med hans stærke mor og hårdkogte storbror Rafa i el barrio i Santo Domingo og så de første år, som immigranter i New Jersey, USA. Faren, som er lidt af en slubbert, rejser til Staterne et par år i forvejen og er gennem Yuniors barndom enten fuldstændig fraværende eller tenderende tyrannisk. Inden han henter sin familie til USA har han lige nået at være gift med en anden kvinde og få et barn mere, mest for at få papirerne i orden.

Da Yunior som teenager bliver lidt for kæphøj sammen med vennerne og stjæler smart tøj, som han gemmer i skabene, får han denne besked fra sin far:

You’re going to get caught, he told me one day. Just you wait. When you do I’ll show them everything you’ve taken and then they’ll throw your stupid ass away like a bad piece of meat.

He was a charmer my pop, a real asshole, but he was right. Nobody can stay smooth forever, especially kids like us. 

Som lille lider Yunior af køresyge, og det er, når faren prøver at vænne ham af med det med lange køreture, de har noget sammen.

These were the only times me and Papi did anything together. When we were alone he treated me much better, like maybe I was his son or something.

De noveller i Drown, der gør stærkest indtryk på mig er, Fiesta, Drown, No Face og Negocios. Historien i No Face om den lille dreng, der blev bidt i hovedet af en gris som baby, og som siden har båret maske eller rettere en sæk over hovedet for ikke at skræmme livet af de andre børn, der mobber ham på det grusommeste, er ganske enkelt hjerteskærende.

Her også et lille uddrag fra titelnovellen Drown. Yunior beretter om de natlige dykke- og svømmeture med ghettodrengene i en swimming pool, hvor der er adgang forbudt.

I can still go far without coming up. While everything above is loud and bright, everything below is whispers. And always the risk of coming up to find the cops stabbing their searchlights out across the water. And then everyone running, wet feet slapping against the concrete, yelling, Fuck You, officers, you puto sucios, fuck you.

Kvaliteten taler for sig selv. Hvis du endnu ikke har læst Díaz, har du i den grad noget at glæde dig til. Basta Ya. Enough said.

 

Anden Person Ental af Daniel Dencik

Skærmbillede 2014-03-21 kl. 12.40.52Historien i Anden Person Ental er oprørende læsning, og det er den især, fordi vi ved, den er baseret på forfatterens egne erfaringer. Der står godt nok roman på omslaget, men hovedtrækkene er fra virkelighedens verden, og det gør, at man som læser i den grad kommer op af stolen og får trang til at gøre oprør mod det system, som hovedpersonen Alexander er oppe imod. Han er delefar til tvillinger, som bor hos deres mor i Sverige, og han selv bor i Danmark. Samvær og samarbejde fungerer tilsyneladende upåklageligt, indtil den dag børnenes mor beslutter sig for, at Alexander ikke længere skal se sine børn med beskyldninger om, at han har været voldelig mod dem.

Et bureaukratisk mareridt og en følelsesmæssig nedtur der strækker sig over måneder og år tager sin begyndelse og står den dag i dag uforløst. Daniel Dencik har som sin fortællerstemme Alexander ikke set sine børn i næsten to år. Forfatteren beskriver sit følelsesmæssige kaos, der svinger fra håb og optimisme til total magtesløshed og selvmordstanker. Han formår gennem hele forløbet at opføre sig civiliseret og efter reglerne, selv om hans indre rebel bliver vækket og fremmaner tanker om kidnapning og hævn samt forståelse for de værste massemordere, der føler sig snydt af systemet. Trods det at hans venner kalder ham for skvattet, holder han fast i sig selv. Han har som de fleste af os ikke personlighed til bøllemetoder og ved, at det intet nytter i det lange løb. Han bliver nødt til at spille efter reglerne, kæmpe for sin sag via rettens vej og holde ud. Processen med at skrive sig igennem smerten med denne uhyrlige og højt roste roman hjælper ham formentlig med at bevare sin forstand.

Som læser bliver man hurtigt overbevist om, at Alexander er uskyldig i anklagerne, blandt andet fordi han bliver renset for dem af anklagemyndighederne i løbet af historien. Det hjælper ham bare ikke, for da han endelig får mulighed for at se sine børn, er meldingen, at det ønsker de ikke. Alexander mener, de er underlagt en form for hjernevask, og at de siger det for at undgå konflikter med moren. Vi ved reelt intet om, hvad der foregår hos modparten, og det er bogens eneste svaghed. Vi hører kun historien fra hovedpersonens side. Den mulige forklaring, vi får, på morens besynderlige opførsel er, at hun gentager et svigt, hun selv har været udsat for i barndommen. Men selv om der skulle være det mindste hold i anklagerne mod Alexander, er det en fuldstændig urimelig modstand og mangel på forståelse, der venter, da han står overfor de svenske myndigheder i sagen.

– Åh hvor kommunalt, siger vi, når noget bliver for bureaukratisk, trækker i langdrag eller er for rigidt i system-Danmark. I Sverige har stadsdelsförvaltningen åbenbart fået den pædagogiske, politiske og regelrette korrekthed så galt i halsen, at man har lyst til at skrige. Man kan kun håbe, at romanen maner til eftertanke hos de implicerede parter, der sikkert vil kunne genkende sig selv. Daniel Denciks roman er ligeså vigtig, som den er velskrevet, og jeg vil kraftigt anbefale den til alle, der har børn, arbejder med børn eller med forældres rettigheder,  – såvel som til alle andre.

Forbandede Yngel af Anne-Cathrine Riebnitzsky

Skærmbillede 2014-01-27 kl. 12.17.24Først et stort tillykke til Anne-Cathrine Riebnitzsky som netop har  vundet boghandlernes pris De Gyldne Laurbær for sin tredje roman Forbandede Yngel. Det gav også mig tilskyndelse til at få læst bogen, som jeg har haft på hylden et stykke tid, og jeg kan kun tilslutte mig koret af de mange roser. Det er klart den bedste bog, jeg har læst af en dansk forfatter i lang tid. Den er så velskrevet og fornemt komponeret med et smukt, enkelt og poetisk sprog, der aldrig forsøger at være mere end det er, men som alligevel rager højt op i skyerne. Handlingen springer i tid og sted men på en yderst elegant måde, så man som læser aldrig er i tvivl om, hvor man er, og hvad det handler om.

Romanen afspejler som tidligere nævnt Riebnitzskys eget liv og fortæller historien om Lisa og hendes tre søskende, der vokser op i et dysfunktionelt hjem på landet med en afstumpet, voldelig far og en psykisk syg mor. De lever i konstant frygt for forældrenes utilregnelige opførsel og ved aldrig, hvad dagen byder på af tæsk, skænderier, psykisk terror, løgne og fortielser, eller om det lejlighedsvis bliver en god dag til alles overraskelse. De fire søskende har heldigt for dem et tæt sammenhold og hver deres overlevelsesmekanisme, selv om den grumme barndom præger dem for altid. Lisa og hendes ældste bror flygter ind i militæret og finder fred og frihed som udsendte i Afghanistan. Lisa kan samle et gevær, hoppe i faldskærm ti gange om dagen og foretage afhøringer, der skræmmer hende selv, men inderst inde kæmper hun med et temmelig dårligt selvværd.Den yngste søster hengiver sig til klaverspil men bryder som voksen sammen og bliver indlagt efter et selvmordsforsøg. I flyet på vej hjem for at besøge sin søster sidder Lisa sammen med en mand, hun tilfældigvis er forelsket i, og hun beslutter sig for at fortælle hele sin historie til ham. Måske som et forsøg på at overgive sig til kærligheden og sætte alt på spil, for at se om det vil briste eller bære. Om hun er værd at elske, når alle familiehemmelighederne er lagt på bordet.

Den her bog kan kun ramme enhver, der har siddet bare en smule “skævt på potten” og levet med frygt for sine forældres reaktioner, tvivlet på deres kærlighed og eget værd. Det handler ikke om misbrug og myndigheder, der burde have fjernet børnene. Men om et af de sikkert mange hjem hvor alt ser tilforladeligt ud på overfladen, men hvor forældrene svigter big time, fordi de ikke magter andet, uanset om det er af ond vilje eller ej.  Den form for dysfunktionalitet som udspiller sig bag kulisserne og som gør ondt, men som desværre nok er meget mere udbredt og genkendelig, end man lige skulle tro. Uanset om man er opvokset i den rene idyl eller det modsatte, vil bogen ramme rent hos de fleste. Det er en grum fortælling, men heldigvis er der også både humor og håb at løfte sig op ved. Så læs den. Læs den nu.

Bemærk så også lige det flotte omslag begået af knalddygtige grafiske designer og multitalent Henriette Mørk, der har skabt et fint billede på det skønne, der trods alt også er i Lisas opvækst på forsiden men med diskrete detaljer om det grumme, især på bagsiden – af livet kunne man tilføje.

This is how you lose her af Junot Díaz

Skærmbillede 2013-09-20 kl. 14.24.06No wonder at Díaz suveræne novellesamling om kærlighed i alle afskygninger og særligt hans alterego Yuniors fortrædeligheder i relationerne med kvinder og familie i det dominikansk-amerikanske samfund endnu ikke er oversat til dansk.

Det lykkedes ellers ret godt med den mindst lige så blændende roman Oscar Waos korte forunderlige liv, som Díaz vandt Pullitzer-prisen for i 2008. Men med novellerne her ville det være noget af et kunststykke at fordanske Díaz’ kontante originale stil, der taler direkte til læseren med et uovervindeligt sprogligt overskud krydret med Spanglish og ghetto-slang samt kulturelle referencer, der får dig til at rokke med til rytmen i sproget, som om der bragede hip hop musik ud af siderne. Det er ikke alene sproget, der mikser poesi med elegant prosa men lige så meget den følelsesmæssige dybde i de her historier, der i al deres enkelhed rammer rent og universelt, mens personerne prenter sig fast i bevidstheden i al deres genkendelige imperfektionisme. Hver eneste sætning er så velkomponeret, at man læser flere af dem igen og igen i håb om aldrig at glemme. Eksempel: He doesn’t speak for a moment, as if the silence is the elastic that will bring his next words forward. Om This is how you lose her skrev avisen The Observer: “Writing this good comes along, if we’re lucky, once or twice in a generation.” Jeg tror på det.

PS. Det forlyder nu, at en dansk oversættelse fra Gyldendal er på vej i november med titlen: Sådan mister du hende.

Den som blinker er bange for døden af Knud Romer

Skærmbillede 2013-10-03 kl. 16.21.30Jeg bliver nemt rørt af en rigtig god roman, men det er ikke så tit, jeg græder våde tårer, der drypper og skæmmer siderne i min bog. Det skete så, da jeg læste Knud Romers semibiografiske Den som blinker er bange for døden. Vi følger lille Knüdchens ensomme, mobbefyldte barndom med sin besindige danske far og tyske, stolte mor, der på grund af morens baggrund aldrig bliver accepteret i det klaustrofobiske landsbysamfund i Nykøbing Falster. Romer fortæller sin slægts historie så levende og nådesløst, at man godt kan forstå, han bliver nødt til at kalde det fiktion.

Som voksen gør Knud op med den tunge bagage fra barndommens udstødelse og en sørgelig afsked med sin højtelskede og dominerende mor. Der er ikke det mindste tunge over Romers poetiske linjer, der flyder som små dråber årgangsvin i et værk, der kun fylder 176 sider. Det er en af de bedste danske romaner, jeg har læst, og jeg glæder mig til Romer engang har mod på at udgive noget igen, selv om den bliver svær at overgå. Og så har Romer jo også gang i så mange andre spændende ting.

Lad mig i den forbindelse også anbefale den ligeså rørende og stærkt personlige dokumentarfilm Et blad falder til himlen, der beskriver Romers mindst ligeså svære afsked med sin døende far og hans frustration over det danske velfærdssystems mangler, når det gælder behandlingen af vore ældre. Der sad jeg også og tudede.