Anden Person Ental af Daniel Dencik

Skærmbillede 2014-03-21 kl. 12.40.52Historien i Anden Person Ental er oprørende læsning, og det er den især, fordi vi ved, den er baseret på forfatterens egne erfaringer. Der står godt nok roman på omslaget, men hovedtrækkene er fra virkelighedens verden, og det gør, at man som læser i den grad kommer op af stolen og får trang til at gøre oprør mod det system, som hovedpersonen Alexander er oppe imod. Han er delefar til tvillinger, som bor hos deres mor i Sverige, og han selv bor i Danmark. Samvær og samarbejde fungerer tilsyneladende upåklageligt, indtil den dag børnenes mor beslutter sig for, at Alexander ikke længere skal se sine børn med beskyldninger om, at han har været voldelig mod dem.

Et bureaukratisk mareridt og en følelsesmæssig nedtur der strækker sig over måneder og år tager sin begyndelse og står den dag i dag uforløst. Daniel Dencik har som sin fortællerstemme Alexander ikke set sine børn i næsten to år. Forfatteren beskriver sit følelsesmæssige kaos, der svinger fra håb og optimisme til total magtesløshed og selvmordstanker. Han formår gennem hele forløbet at opføre sig civiliseret og efter reglerne, selv om hans indre rebel bliver vækket og fremmaner tanker om kidnapning og hævn samt forståelse for de værste massemordere, der føler sig snydt af systemet. Trods det at hans venner kalder ham for skvattet, holder han fast i sig selv. Han har som de fleste af os ikke personlighed til bøllemetoder og ved, at det intet nytter i det lange løb. Han bliver nødt til at spille efter reglerne, kæmpe for sin sag via rettens vej og holde ud. Processen med at skrive sig igennem smerten med denne uhyrlige og højt roste roman hjælper ham formentlig med at bevare sin forstand.

Som læser bliver man hurtigt overbevist om, at Alexander er uskyldig i anklagerne, blandt andet fordi han bliver renset for dem af anklagemyndighederne i løbet af historien. Det hjælper ham bare ikke, for da han endelig får mulighed for at se sine børn, er meldingen, at det ønsker de ikke. Alexander mener, de er underlagt en form for hjernevask, og at de siger det for at undgå konflikter med moren. Vi ved reelt intet om, hvad der foregår hos modparten, og det er bogens eneste svaghed. Vi hører kun historien fra hovedpersonens side. Den mulige forklaring, vi får, på morens besynderlige opførsel er, at hun gentager et svigt, hun selv har været udsat for i barndommen. Men selv om der skulle være det mindste hold i anklagerne mod Alexander, er det en fuldstændig urimelig modstand og mangel på forståelse, der venter, da han står overfor de svenske myndigheder i sagen.

– Åh hvor kommunalt, siger vi, når noget bliver for bureaukratisk, trækker i langdrag eller er for rigidt i system-Danmark. I Sverige har stadsdelsförvaltningen åbenbart fået den pædagogiske, politiske og regelrette korrekthed så galt i halsen, at man har lyst til at skrige. Man kan kun håbe, at romanen maner til eftertanke hos de implicerede parter, der sikkert vil kunne genkende sig selv. Daniel Denciks roman er ligeså vigtig, som den er velskrevet, og jeg vil kraftigt anbefale den til alle, der har børn, arbejder med børn eller med forældres rettigheder,  – såvel som til alle andre.

Reklamer

Forbandede Yngel af Anne-Cathrine Riebnitzsky

Skærmbillede 2014-01-27 kl. 12.17.24Først et stort tillykke til Anne-Cathrine Riebnitzsky som netop har  vundet boghandlernes pris De Gyldne Laurbær for sin tredje roman Forbandede Yngel. Det gav også mig tilskyndelse til at få læst bogen, som jeg har haft på hylden et stykke tid, og jeg kan kun tilslutte mig koret af de mange roser. Det er klart den bedste bog, jeg har læst af en dansk forfatter i lang tid. Den er så velskrevet og fornemt komponeret med et smukt, enkelt og poetisk sprog, der aldrig forsøger at være mere end det er, men som alligevel rager højt op i skyerne. Handlingen springer i tid og sted men på en yderst elegant måde, så man som læser aldrig er i tvivl om, hvor man er, og hvad det handler om.

Romanen afspejler som tidligere nævnt Riebnitzskys eget liv og fortæller historien om Lisa og hendes tre søskende, der vokser op i et dysfunktionelt hjem på landet med en afstumpet, voldelig far og en psykisk syg mor. De lever i konstant frygt for forældrenes utilregnelige opførsel og ved aldrig, hvad dagen byder på af tæsk, skænderier, psykisk terror, løgne og fortielser, eller om det lejlighedsvis bliver en god dag til alles overraskelse. De fire søskende har heldigt for dem et tæt sammenhold og hver deres overlevelsesmekanisme, selv om den grumme barndom præger dem for altid. Lisa og hendes ældste bror flygter ind i militæret og finder fred og frihed som udsendte i Afghanistan. Lisa kan samle et gevær, hoppe i faldskærm ti gange om dagen og foretage afhøringer, der skræmmer hende selv, men inderst inde kæmper hun med et temmelig dårligt selvværd.Den yngste søster hengiver sig til klaverspil men bryder som voksen sammen og bliver indlagt efter et selvmordsforsøg. I flyet på vej hjem for at besøge sin søster sidder Lisa sammen med en mand, hun tilfældigvis er forelsket i, og hun beslutter sig for at fortælle hele sin historie til ham. Måske som et forsøg på at overgive sig til kærligheden og sætte alt på spil, for at se om det vil briste eller bære. Om hun er værd at elske, når alle familiehemmelighederne er lagt på bordet.

Den her bog kan kun ramme enhver, der har siddet bare en smule “skævt på potten” og levet med frygt for sine forældres reaktioner, tvivlet på deres kærlighed og eget værd. Det handler ikke om misbrug og myndigheder, der burde have fjernet børnene. Men om et af de sikkert mange hjem hvor alt ser tilforladeligt ud på overfladen, men hvor forældrene svigter big time, fordi de ikke magter andet, uanset om det er af ond vilje eller ej.  Den form for dysfunktionalitet som udspiller sig bag kulisserne og som gør ondt, men som desværre nok er meget mere udbredt og genkendelig, end man lige skulle tro. Uanset om man er opvokset i den rene idyl eller det modsatte, vil bogen ramme rent hos de fleste. Det er en grum fortælling, men heldigvis er der også både humor og håb at løfte sig op ved. Så læs den. Læs den nu.

Bemærk så også lige det flotte omslag begået af knalddygtige grafiske designer og multitalent Henriette Mørk, der har skabt et fint billede på det skønne, der trods alt også er i Lisas opvækst på forsiden men med diskrete detaljer om det grumme, især på bagsiden – af livet kunne man tilføje.

This is how you lose her af Junot Díaz

Skærmbillede 2013-09-20 kl. 14.24.06No wonder at Díaz suveræne novellesamling om kærlighed i alle afskygninger og særligt hans alterego Yuniors fortrædeligheder i relationerne med kvinder og familie i det dominikansk-amerikanske samfund endnu ikke er oversat til dansk.

Det lykkedes ellers ret godt med den mindst lige så blændende roman Oscar Waos korte forunderlige liv, som Díaz vandt Pullitzer-prisen for i 2008. Men med novellerne her ville det være noget af et kunststykke at fordanske Díaz’ kontante originale stil, der taler direkte til læseren med et uovervindeligt sprogligt overskud krydret med Spanglish og ghetto-slang samt kulturelle referencer, der får dig til at rokke med til rytmen i sproget, som om der bragede hip hop musik ud af siderne. Det er ikke alene sproget, der mikser poesi med elegant prosa men lige så meget den følelsesmæssige dybde i de her historier, der i al deres enkelhed rammer rent og universelt, mens personerne prenter sig fast i bevidstheden i al deres genkendelige imperfektionisme. Hver eneste sætning er så velkomponeret, at man læser flere af dem igen og igen i håb om aldrig at glemme. Eksempel: He doesn’t speak for a moment, as if the silence is the elastic that will bring his next words forward. Om This is how you lose her skrev avisen The Observer: “Writing this good comes along, if we’re lucky, once or twice in a generation.” Jeg tror på det.

PS. Det forlyder nu, at en dansk oversættelse fra Gyldendal er på vej i november med titlen: Sådan mister du hende.

Den som blinker er bange for døden af Knud Romer

Skærmbillede 2013-10-03 kl. 16.21.30Jeg bliver nemt rørt af en rigtig god roman, men det er ikke så tit, jeg græder våde tårer, der drypper og skæmmer siderne i min bog. Det skete så, da jeg læste Knud Romers semibiografiske Den som blinker er bange for døden. Vi følger lille Knüdchens ensomme, mobbefyldte barndom med sin besindige danske far og tyske, stolte mor, der på grund af morens baggrund aldrig bliver accepteret i det klaustrofobiske landsbysamfund i Nykøbing Falster. Romer fortæller sin slægts historie så levende og nådesløst, at man godt kan forstå, han bliver nødt til at kalde det fiktion.

Som voksen gør Knud op med den tunge bagage fra barndommens udstødelse og en sørgelig afsked med sin højtelskede og dominerende mor. Der er ikke det mindste tunge over Romers poetiske linjer, der flyder som små dråber årgangsvin i et værk, der kun fylder 176 sider. Det er en af de bedste danske romaner, jeg har læst, og jeg glæder mig til Romer engang har mod på at udgive noget igen, selv om den bliver svær at overgå. Og så har Romer jo også gang i så mange andre spændende ting.

Lad mig i den forbindelse også anbefale den ligeså rørende og stærkt personlige dokumentarfilm Et blad falder til himlen, der beskriver Romers mindst ligeså svære afsked med sin døende far og hans frustration over det danske velfærdssystems mangler, når det gælder behandlingen af vore ældre. Der sad jeg også og tudede.