Forsiden ligner noget fra 70’erne og har umiddelbart en appel som en slidt socialrealistisk roman på en støvet sommerhushylde, men den passer fortrinligt til sit tema om en avisbranche på vej mod afgrunden og stoltheden ved at bedrive et fag som et snarligt fortidslevn, der trækker sine sidste krampagtige åndedrag gennem en stædig smøg.
Olav Hergels nye roman Punktum er et selvreflekterende studie i den klassiske journalistiks ånd, og det er den bedste spændingsroman med en journalist som hovedperson, jeg har læst længe. Hvis ikke nogensinde.
Den er fortalt med et veldrejet fiktivt plot men kunne også sagtens stå på fagbogshylderne som pligtlæsning for både nuværende og kommende journalister. Såmænd også for alle mediekritikere og brugere, der ønsker at få indblik bag kulisserne i en branche, der kæmper med daglige dilemmaer, og hvis tjenende udøvere, trods store idealer der over tid udvikler sig til kynisme og selvhøjtidelighed, langt fra bliver opfattet som ladies and gentlemen of the press, men tværtimod står i bund på troværdighedslisten.
Mikkel Haslund er stjernereporter på Berlingske Tidende og en af de få, der stadig har det privilegium at blive sendt ud i verden og virkeligheden, møder mennesker der hvor de er og skrive om det, han brænder for. Men selvfølgelig er der også andre mere selviske motiver end at redde verden.
Mikkel Haslund blev journalist for at erobre de kvinder, der venter for enden af en smuk sætning, står der på de indledende sider. Jeg tror ikke, jeg kender de kvinder, men derfor kan jeg godt beundre de mange smukke, skarpe og sande sætninger, der flyder fra Olav Hergels blændende pen, et af dansk presses journalistisk fyrtårne, som har pænt meget tilfælles med sin hovedperson.
Han er ved at blive overhalet indenom af de unge digitale, der uden piv oplever verden bag skærm og telefon og kører netnyheder, breaking bjælker og clickbait ud på stribe 60 timer om ugen til den halve løn. Efter en redaktionel konflikt om en artikel om en kommunal ansat der bliver fyret for at ryge udendørs i arbejdstiden, må også Haslund se sig fyret, men han får hurtig en ny chance på Ekstra Bladet.
Nu var han ansat i journalistikkens dødsrige. Han kendte mindst tyve journalister, der havde ladet sig friste af de høje lønninger og var gået ind af døren med den hensigt at ville ændre bladet til, hvad det var engang. Skamløst, frækt, begavet. De stærke var gået igen. Resten lå og gispede et eller andet sted inde i bladets bug, hvor de producerede lavloftet misundelsesjournalistik, mens de forsøgte at bilde sig selv ind, at det er smudspressen, der holder demokratiet rent. Nu var han der selv, og ingen havde tvunget ham.
Her får han lov til at kæmpe for det enkelte menneskes lille men principelle sag og imod uretfærdigheder, men det er også her man går hårdt i struben på magthavere og dobbeltmoralske politikere. Mikkel Haslund bliver anset for at være en dygtig journalist og et godt menneske, men han tør ikke altid gå derud, hvor de andre tier, og det har man pligt til på Ekstra Bladet. Hverdagen bliver hurtigt en daglig konfrontation med ledelsen og konstante dilemmaer for og imod at skrive historier, der har store konsekvenser ikke kun for en minister men også for hendes familie. Alt er udførligt, klart og konkret beskrevet, dialogerne er både sindige og skarpe, men intet er sort og hvidt, og som læser er det ligeså nemt at falde i de dobbeltmoralske og selvretfærdige fælder, som det er for Mikkel Haslund. Hvad ville man selv have gjort i samme situation? Uanset hvilke valg man træffer, er der en negativ konsekvens.
Undervejs bliver der både delt skulderklap og hug ud til alle tænkelige typer indenfor medie- og magtbranchen sammen med stærke, nuancerede scener og skildringer fra flygtningekrisen, indvandrerghettoen, prostitutionsmiljøet, folkedybet og overklassen. I mødet med dem må godhedens vogter nå nogle erkendelser om sig selv, sin journalistiske forfængelighed og sit virke, der ikke er lige klædelige. Til gengæld er det ærligt og modigt, dybt underholdende og hamrende spændende. Og ikke mindst særdeles smukt skrevet.
Han har gjort det igen Danmarks ultimativt bedst sælgende forfatter med det største internationale publikum. Med 7. bind i serien om afdeling Q er Jussi Adler-Olsen mere skarp, samfundskritisk og i pagt med tidsånden end nogensinde.
De elskelige hovedkarakterer Carl Mørck og Assad står i nye og gamle mordsager op til halsen og oven i købet med et belastende Station 3 TV crew pustende i nakken. En ældre kvinde findes myrdet i Kongens Have på en måde, der minder om et andet mord begået år tilbage, en socialrådgiver ser rødt, og en gruppe unge kontanthjælpsmodtagere indgår en alliance, der ikke viger tilbage for skrupelløse og kriminelle handlinger. Rose, politiassistenten med den spaltede personlighed, bukker under for et svært traume og gennemgår en alvorlig psykose.
Med den her historie beviser Jussi Adler-Olsen endnu engang, at han er en formidabel plotmester med en yderst raffineret men ikke desto mindre beskidt fantasi. Ikke en eneste af de mange plottråde falder på gulvet i de tre-fire sager, der selvfølgelig viser sig at have forbindelse til hinanden. Carl Mørck og Assad kører deres sædvanlige på en tid sjove og hyggelige ping-pong dialog med kamel-jokes, stærk kaffe og kærlige stikbemærkninger.
Vi har hele tiden vidst, at gemytlige Assad gemmer på en skummel fortid, og jeg glæder mig virkelig til næste bind, hvor den bliver rullet ud. De mange hints vidner om, at rare, empatiske Assad med rødder i Syrien og varme brune øjne har begået handlinger, han ikke er stolt af. Jeg har min egen teori om, hvad det handler om, og det skal blive spændende at se, om jeg har gættet rigtigt.
Dette bind er dog tilegnet Roses historie, og vi får den fulde forklaring på, hvorfor hun er psykisk syg og mere end fucked up. Det psykiske helvede hun gennemgår er beskrevet med en imponerende indlevelse. Adler-Olsens opvækst på et sindssyge hospital som søn af en psykiater tjener ham virkelig godt her.
Rose stirrede ind i væggen. Når hun holdt blikket fastnaglet til den svagt gule flade og sad fuldstændigt stille, så opstod der et vakuum omkring hende, der sugede al bevidsthed ud af kroppen. I den tilstand var hun hverken vågen eller sovende. Her var åndedrættet umærkeligt og sanseapparatet sat i dvale. Her var hun bare levende død.
De passager er gribende læsning, og der er flere steder, hvor Roses lidelser er skrevet med en indlevelse, som jeg også husker fra Kvinden i Buret. Adler-Olsen er eminent til at beskrive smerte og lidelsen ved at være spærret inde i et lukket rum i både psykisk og fysisk forstand, så det virkelig gør ondt på læseren.
Dog synes jeg, at årsagen til Roses skrøbelige sind er mere end en smule ude i overdrevet, og logikken og troværdigheden er ikke hver gang overbevisende i persontegningen hos nogle af bifigurerne.
Efter de første 100 siders læsning af romanen med den geniale titel Selfies, eller Selfish same-same, havde jeg ham mistænkt for at være bestilt af Liberal Alliance til at drive klapjagt på kontanthjælpsmodtagere. Portrættet af de tre bistandstøser Denise, Jazmine og Michelle er mildt sagt den stereotype udgave af en blank deltager i Paradise Hotel, der kun tænker på sig selv, at se godt ud, intet yder til fællesskabet og nasser på samfundet, fordi hun kan. Det er dog ikke tilfældet, selvom pigerne forbliver karikerede og klichefyldte hele vejen igennem. Vi har for eksempel en type, der sørger for at blive gravid fire gange i træk bare for at kunne trække på de offentlige kasser under barslen for derefter at afgive sit afkom til myndighederne. Jeg tror det ikke.
Man kan vælge at se på historien som spydig samfundssatire, hvor personerne og deres handlinger er sat helt på spidsen, hvilket er fint nok, hvis jeg bare kunne grine lige så højt som superskurken gør efter hvert nøje planlagte mord, mua-ha-ha runger det fra den grå mus af en socialrådgiver, der nu efter 30 år bag skranken er omvendt til en koldblodig seriemorder, der bare har fået nok af de utaknemmelige tøzer, og nu skal de fandeme lære det. Hun formår oven i købet at bedrive disse handlinger midt i et forløb som patient under den samlede kræftpakke. Ej, det tror jeg så heller ikke en kræftsyg ville være i stand til. Det er godt tænkt med en socialrådgiver, der går amok, men det er som om, at overdrivelse fremmer forståelsen i det Jussiske univers. De onde er ofte sygt onde og afstumpede, de gode så heldigvis lidt mere nuancerede. Heltene er heldigvis herlige, og historierne er altid dybt originale. Det er derfor, vi er mange millioner, der bliver ved med at læse bøgerne.
Og det er jo en såkaldt krimithriller. Det er ikke højlitterær socialrealisme. Alt er tilladt, hvis vi køber præmisserne, og det ér både underholdende og monsterspændende. De sidste par hundrede sider strøg jeg igennem uden at kunne slippe bogen. Man skærer tænder og tager sig til hovedet, når Mørck og Assad fjumrer rundt og ikke gør, det de skal eller gør det for sent. I den forstand kan Jussi Adler-Olsen bare sit krimikram som ingen anden. Han involverer læseren emotionelt, og det er der ikke ret mange krimiforfattere, der gør i samme omfang.
Jeg har læst alle bind i serien undtagen den sjette, senest var jeg meget begejstret for Journal 64, som nok stadig er min favorit, men Selfies kommer rigtigt godt efter den. Der er skruet op for humoren, plotmæssigt er det af sædvanlig høj klasse, hovedpersonerne er fortsat afholdte og interessante, og hvis Jussi Adler-Olsen så ellers bare havde tid til at arbejde lidt mere med troværdigheden og nuanceringen af sine bifigurer, så er det bare at bøje sig i støvet atter en gang for hans fantastiske og verdensomspændende succes.
Vi er alle selvfede
Fornylig var en bunke bloggere inviteret til frokost med Jussi Adler-Olsen i anledning af udgivelsen af Selfies, og skulle vi have glemt at vi er en del af et større mediecirkus, så var TV2 tilstede for at minde os om det.
Alligevel var der fuldt nærvær fra Jussi Adler-Olsen, som har stor respekt for sine læsere, og de to timer bød på et underholdende og spændende indblik i forfatterværkstedet og lidt debat.
“I er de eneste, man kan stole på. I er ikke i lommen på nogen,” sagde forfatteren, så man ikke var i tvivl om, at han mente det. Og hvorfor skulle man også være det?
Hvis der er en forfatter, der er i god kontakt med sine læsere, så er det Jussi Adler-Olsen. Her med Jan Findal fra Findals krimiside.
Historien i Selfies udsprang af et møde med en jurist i Socialforvaltningen i København, som fortalte Jussi Adler-Olsen om den voksende gruppe af unge mennesker på kontanthjælp, der lider af såkaldt “aktivitets-intolerance”.
“Mange unge har siden de var teenagere fået at vide af forældrene, at de er de smukkeste og bedste i verden, der kunne blive hvad de ville. I dag har vi så en gruppe i alderen 25-35, der aldrig har fået en uddannelse og ikke føler, at de skylder samfundet noget. Deres egne forventninger om succes er aldrig blevet indfriet, og nu vakler de fra det ene jobtilbud til det andet som frisør og stylist, som de ikke er i stand til at gennemføre. De er en del af mig-mig-mig generationen, typerne der deltager i Paradise Hotel. Det er unge, som opgiver en læreplads, fordi de skal feje gulv den første dag. Jeg har hørt så mange uhyrlige historier, at man tror, det er løgn.”
Researchen til pigerne i bogen, har han udover samtaler med forvaltningen foretaget ved at se reality shows på TV3.
Jussi Adler-Olsen understreger, at det ikke er et angreb på kontanthjælpsmodtagere generelt og, at han gerne vil beskytte dem, der virkelig har brug for den. “De der udnytter systemet forplumrer det for dem, der har brug for hjælp.”
Selfies er ikke et politisk projekt, det er snarere satire med skarpe hug til både samfund, politikere og borgere – vi er alle en del af selfie kulturen nu, hvor vi ser hinanden gennem en skærm, men forfatteren savner den tid, hvor det stadig handlede om fællesskab og værdier.
“Jeg sørger lidt over det Danmark, der var. Jeg kan godt huske det samfund, hvor vi bekymrede os om alles behov – ikke kun vores egne. Hvorfor er der ikke en selfie-bølge, hvor vi viser, hvordan vi virkelig har det. Jo mere vi spiller med på den tendens, hvor vi kun tager os godt ud, jo længere kommer vi væk fra hinanden og distancerer os,” siger han.
Familien Q
Snart faldt snakken på udviklingen af karaktererne, om at denne og de kommende bøger hver er dedikeret til en af hovedpersonerne. I Selfies er det Rose, som folder sin historie ud. I den næste bliver det Assads hemmeligheder, der ser dagens lys, dernæst får vi den fulde sandhed om Carl Mørcks dæmoner, og til sidst bindes det hele sammen i en sammenhængende gaveæske med sløjfe på for hele familien Q, når bind ti udkommer.
Research: Ved et tilfælde fandt Jussi Adler-Olsen denne gamle planche skrevet på tysk med nøje instrukser til et håndvåben fra 2. verdenskrig. Den kom med i bogen.
“Jeg har været fristet til at lave en af dem til dåsemad, men så svigter jeg læserne,” afslørede forfatteren, der har hele planen for hvad, der skal ske med hver enkelt klar.
Der blev også talt om nuværende og kommende filmversioner af afdeling Q, tv-serier og andre af Jussi Adler-Olsens adskillige sideprojekter. Mændene ved bordet diskuterede forskelle på mænd og kvinder, og hvordan det fungerer, når de er skurke og mordere. Efter tavsheden fra kvinderne om bordet blev det emne hurtigt skiftet ud til kunsten at udvikle plot og karakterer og opbygge suspense, at dosere med de rette mængder af humor og at sætte endorfiner i gang: “når I ikke kan sove efter et kapitel, ha-ha så ved jeg, at jeg har jer.”Og om det gode anslag og den stærke afslutning:
“Det er det vigtigste. Når jeg ser en film, så prøver jeg altid at lave en bedre slutning i mit hoved.”
Hvem kan modstå en selfie med denne mand? Say Jussiiiii!
Jussi Adler-Olsen er den direkte modsætning af en introvert forfatter, der skutter sig hjemme ved skrivebordet. Han er også forretningsmand, strateg, entertainer og charmør. Han har både bloggere, læsere ja det meste af Danmark i sin hule hånd. Og som han selv sagde et par dage senere i et af de adskillige interviews der fulgte efter udgivelsen, “hvis jeg kunne have kontor i et glasbur på Rådhuspladsen, hvor jeg kunne følge med i det hele, så havde jeg det.”
Når Jussi Adler-Olsen laver PR for sine bøger går han all-in, og han var da heller ikke bleg for at smide sig i græsset i mordoffer position, da vi efter frokost gik tur i Kongens Have.
Se det fornøjelige indslag her, hvor der også var god PR til os bogbloggere. Tak for det!
Sveriges efter min mening bedste krimiforfatter, hedder Jens Lapidus. Ophavsmand til begrebet Stockholm Noir. I sine bøger portrætterer han en underverden i den ellers så smukke by, der ligger langt væk fra et postkort image som nordens Venedig, men som ikke desto mindre er fuldstændigt overbevisende og troværdigt. Lapidus er inspireret af retssager i sin anden profession som forsvarsadvokat, og selvom han for længst kan leve af sit forfatterskab, kan man sagtens forstå, at han holder fast i sit hverv, for dér er stoffet til de mange bøger.
Nu er han tilbage med opfølgeren til VIP-rummet, og den fik ikke lov at ligge uåbnet længe.
I Stockholm Delete (genial titel med en dobbeltbetydning!) bliver hovedpersonerne, ex-gangsteren Teddy, indhentet af sin fortid som betalt kidnapper, og den kloge advokatsild Emilie ryger ud i en eksistentiel og karrieremæssig krise. Det umage par dannede makkerskab i første del af serien om de to, som efterlod en gevaldig cliffhanger i VIP-rummet, og som læserne endelig kan få svar på i denne historie. I hvert fald noget af svaret. For igen bliver kun en del af den konstante spænding forløst mod slutningen. Vi efterlades med en ny ulidelig cliffhanger, og vi får ikke alle svarene men nok til, at man som læser kan være tilfreds men må væbne sig med tålmodighed og vente på næste bog for svar på nye spørgsmål. Det gælder om at finde de bageste bagmænd af organiseret kriminalitet, som udover kidnapning også omhandler økonomisk svindel i milliardklassen, våbensmugling, hvidvask, en hemmelig pædofiliring, mord, korruption og alt det snavs, man overhovedet kan komme i tanke om. Men det handler også om et tiltagende skel mellem bund og top i det svenske samfund og en åben diskussion om, hvor der er mest råddent at være.
Der er mange gangstere, mellemmænd og håndlangere at holde styr på og nogle går endda under flere navne som Mazern og Kum. Det kan godt blive lidt forvirrende. Men det hele hænger forbandet godt sammen. Ikke én løs forbindelse bliver efterladt i de mange plottråde, og det er så jävligt godt fortalt.
Karaktererne er autentiske og troværdige. Man interesser sig for dem og følger gerne med Emelie til hjembyen, den fordrukne far og den fornægtende mor, og når Teddy husker tilbage på barndomsminder og den moral og opdragelse, han trods alt har fået med sig af sin far.
Jeg har tidligere rost Lapidus formidable evne til at arbejde med sprog, stilskifte og sans for detaljer alt efter hvilken karakter, vi følger, og her er han helt tilbage på toppen med sin sikre vekslen mellem gangsterdialog spækket med slang og de høfligere men ikke mindre anspændte samtaler mellem de fine advokater og velhavere i den stockholmske overklasse. Med helt korte skarpe sætninger sætter Lapidus eminent en scene: spændingen i lokalet: tusinde megawatt…. eller beskriver en handling eller følelse med et rammende og originalt ordvalg.…Nikola løftede Teddys gøb: holdt den nede med begge hænder foran sig som en Beck nar i en svensk uvirkelighedsfilm.
I Stockholm Delete er vi med Nikola på udgang, Teddy unge nevø, der blot en uge efter han er lukket ud af ungdomsanstalten ryger ud på et seriøst skråplan. Og i tilbageblik er vi med til politiafhøringer af Mats Emanuelsson, den mand Teddy engang kidnappede men som senere tog sit liv. Nu er hans efterladte familie i ekstrem knibe.
En mand bliver fundet myrdet og skamferet til ukendelighed i et sommerhus på Värmdö og i nærheden finder politiet en anden kvæstet mand, Benjamin søn af Mats. Han kan ikke huske noget men bliver tiltalt for mordet. Nu beder han Teddy og Emelie om hjælp.
Emelie skal være Benjamins forsvarsadvokat, mens hun og Teddy efterforsker på egen hånd. Det er ikke velanset i det prestigefyldte advokatfirma, hun arbejder for, så forsvaret må hun klare i smug og i sin fritid. Snart befinder Teddy og Emelie sig i livsfare. For Emelie ender det med alvorlig stress og selvmedicinering med beroligende Stesolid, stærkt vanedannende og farligt sammen med alkohol. For Teddy bliver det en returbillet til hans gamle farlige og voldelige selv.
De seksuelle spændinger mellem Teddy og Emilie bliver uventet forløst. Han er så meget ikke hendes type og slet ikke den fyr, hun stolt kan vise frem på de fine caféer i Stockholm, og det ved han. Til gengæld har han det uimodståelige “den gode gangster-gen” og er samtidig en fyr med pæren i orden og hjertet på rette sted. Det er et klart fremskridt og langt mere interessant, at spændingerne mellem dem fremover skal handle om, hvorvidt de kan finde ud af både at være elskere og samarbejdspartnere end om hvorvidt de nogensinde skal knalde, som krimiklichéen ellers foreskriver.
Efter min mening kan en krimi ikke skrues bedre sammen. Sprog, plot og karakterer går op i en højere enhed og til forskel fra flertallet af de nordiske krimier er realismen og troværdigheden helt på plads. Det der foregår her, kan du jævnligt høre om i nyhederne; våbensmuglere, kriminelle netværk, skandinavisk mafia med rødder i Balkan, mord for penge og magt. Det her sker til forskel fra mange andre krimiers overdrevne dyrkelse af psykopatisk og dæmonisk splatterhævnsadisme som motiv.
Jens Lapidus er toppen af toppen af superligaen i nordisk krimi. Serien om Emilie og Teddy er som skabt til en stærk TV-serie. Det skulle virkelig undre mig, hvis den ikke snart dukker op på en skærm i nærheden af dig. Den kan blive helt forrygende god men aldrig bedre end bøgerne!
Stockholm Delete er udkommet på dansk på Forlaget Modtryk.
Er du til klassisk krimi med en hårdkogt strømer der gør og siger, hvad det passer ham, har problemer med misbrug, dæmoner og kvinder men er blød som en bamse indeni og moralens højvogter, når det virkelig gælder, så er serien om Axel Steen det helt rigtige valg.
Aisha er den fjerde udgivelse i serien, og i sidste uge modtog forfatter Jesper Stein velfortjent den fornemme pris De Gyldne Laurbær af boghandlerne. Både læsere og anmeldere er vilde med den tætpakkede spænding Jesper Stein leverer gang på gang, samtidigt med at det lykkedes ham at gå udenom de værste kliché faldgruber. Det er tydeligt, at Jesper Stein gør sig umage, selv om han har skrevet fire romaner på tre år.
Jeg har tidligere læst den første Uro, som var rigtig god og meget Nørrebrosk. De næste to Bye, bye blackbird og Akrash skulle være endnu bedre, men dem er jeg ikke nået til endnu.
Jeg må indrømme, at jeg generelt er lidt mæt af krimier, medmindre de byder på noget mere såsom originalitet, psykologisk dybde, sproglig finesse, interessante karakterer, stærk dialog og naturligvis et godt plot. Især de tre sidste forventninger lever Aisha særdeles flot op til, og den kan sagtens læses uafhængigt af de andre.
Efter at Axel Steen har været tæt på at dø på Nørrebro, har han fortrukket sig til en lejlighed på Amager, hvor han prøver at samle sit liv sammen igen i et forhold med PET-agenten Henriette, der tidligere har reddet hans liv. Men en ny ubehagelig drabssag spænder hurtigt ben for deres forhold og for efterforskningen. En tidligere PET-agent bliver fundet myrdet i sin luksuslejlighed i Ørestaden med afklippede øjenlåg og opspærrede øjne. Bestialiteten har sit formål, og Axel Steen finder ud af, at sagen spinder tråde til en gammel terrorsag, og at Henriette ikke fortæller alt, hvad hun ved. Vi følger terrorsagen i tilbageblik, og vi kommer også i børnehøjde med Axels datter Emma, som er hundeangst for, at der skal ske hendes far noget – igen. De sider er ret fint beskrevet ud fra en ni-årigs synsvinkel.
Der er visse steder midtvejs, hvor efterforskningen og kærlighedskvalerne trækker lidt i langdrag, og pageturner-effekten aftager. Og så har forfatteren en tendens til at udpensle, hvordan personerne føler, tænker og har det med sig selv, og det der plager dem, selv om vi nok har fattet det længe inden.
Til gengæld bliver de lidt traurige passager hurtigt opvejet af stærke sætninger som:
“Han følte sig sørgelig. Som om livet var blevet farve- og lidenskabsløst. Som om han bare sugede smerte og sorger til sig som en stiv gammel kridtsvamp, der lå i et forladt klasseværelse.”
Eller denne venlige salut fra Axel om sine kollegaer til en fest:
“Han kunne se, hvordan de slikkede Jens i røven og grinte høfligt af alt, han sagde. I udkanten af gruppen mængede Josephsen sig. Hans pisgule øjne var våde af iver for at komme så tæt som muligt på cheftrojkaen fra PET. Axel fik brækfornemmelser, han følte sig omgivet af det værste han vidste, sleske karriereryttere i stramme italienske polotrøjer og sølvfarvede sommerjakkesæt, glatte skjorter på glatte mennesker, det hele kun overgået af deres våde magtliderlige søbemunde, som var parate til at spise dem, der var længere nede i fødekæden end dem selv, og æde lort fra dem ovenover.”
Man skulle næsten tro, det var en beskrivelse af mediebranchen, men bortset fra det er det et troværdigt billede Jesper Stein skaber af PET og hele politisamarbejdet eller mangel på samme. Jeg tror ihvertfald på det. Forfatterens fortid som kriminalreporter fornægter sig ikke. Samlet set hænger det hele bare fornemt godt sammen, velskrevet, letfordøjeligt og en fornøjelse at læse.
Plottet er nervepirrende veludført – især sidste del er så spændende, at det nærmest gør ondt.
Der er ingen tvivl om, at Jesper Stein har indtaget tronen som Danmarks krimikonge her og nu, og at han har fundet sin helt egen stil i godt selskab med Jussi Adler-Olsen, Jakob Melander, Michael Katz Krefeld og A.J. Kazinsky. Jeg ved godt, der er mange flere gode danske krimiforfattere, men der er heldigvis også plads til dem med så mange trofaste læsere. Ingen kan dog nå dem alle. Eller?
I fredags udkom tredje del af renæssancetrilogien Mordersken af forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen. Her udvikler en ung, blid adelsfrøken, Madeleine de Montdidier, sig til en blanding af Walther White fra Breaking Bad og The Bride fra Kill Bill. Der er altså lagt op til en god gang ramasjang med en slagkraftig dame i front, og det er jo dragende i sig selv, når man som helt ung slugte tegneserier på stribe med seje damer som Yoko Tsuno, Franka, Modesty Blaise, Natacha og også selv tegnede kvindelige superhelte med vilde, outrerede og spaceagtige outfits, der kunne få Wonderwoman til at blegne af misundelse.
I anledning af udgivelsen havde Politikens Forlag inviteret til bloggerevent, og det bød på et møde med endnu en spændende forfatter, som er ligeså multifacetteret som sin hovedperson.
Madeleine starter sin dannelsesrejse i Dronningens Dame ved det franske hof, kæmper i Spanien under inkvisitionen i Bastarden og fortsætter som handlet slave i Mordersken til veltrænet snigmorder i Osmannerriget i Konstantinopel. Den unge dame kommer altså vidt omkring i en yderst anspændt periode af Europæisk historie fra 1567-1570 med dertil hørende religionskrige og intrigante magtkampe. Jeg har kun læst et par kapitler ind i Mordersken, men det er faktisk så velskrevet og troværdigt beskrevet en historie, at jeg har besluttet mig for i hvert fald at læse to’eren, før jeg går i gang med tre’eren, selv om de godt kan læses uafhængigt af hinanden.
Historisk præcision
Normalt er jeg mest til litteratur, der foregår fra anden verdenskrig og frem, men så er det jo også på tide med et større indblik i en tid, der går meget længere tilbage men har ligeså stor betydning for verden af i dag. Og når det kan gøres med både høj underholdningsværdi og velresearchet historisk præcision, er det bare at gå i gang.
Anne-Marie Vedsø Olesen vil dog meget mere med sine bøger end at underholde. Udover en stor interesse for historien hel tilbage til den ægyptiske mytologi, er hun begejstret for fantasy, science fiction og inspireret af stærke tv-serier som Game of Thrones og Breaking Bad. Her går væsentlige temaer igen som; udforskningen af volden dens væsen og æstetik om man vil, kroppens og psykens formåen, hvor langt vil man gå for at få det, man vil have og ikke mindst stærke, handlekraftige kvinder. Madeleine kæmper sin feministiske kamp i en tid, hvor der virkelig var noget at kæmpe for, selv om slaget om komplet og verdensomspændende ligestilling jo langtfra er udkæmpet endnu.
“Det er ikke en traditionel historisk roman, jeg har skrevet men en moderne fortolkning. Mit mål har været at skrive en feministisk dannelsesroman sat i en historisk ramme. Fra at være ung og benovet lærer Madeleine at tage magten og sætte præmissen for sit eget liv,” siger Anne-Marie Vedsø Olesen. En proces vi alle skal igennem som kvinder, men som kan sættes endnu mere på spidsen i en tid med et så stærkt patriarkalsk samfund.
“Kvinder kan blive ligeså stærke og seje som mænd både kropsligt og fysisk gennem hård træning. Og de kan blive ligeså gode til at slå ihjel og ryge ud af den moralske glidebane og oven i købet være stolte af det,” pointerer forfatteren.
Forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen i Kill Bill gult og redaktør Helle Stavnem fra Politikens Forlag.
Heavy Combat
Fra egen krop ved hun hvad det betyder at opbygge fysisk og mental styrke. Med sit milde og sofistikerede væsen er det nemt at gætte sig til, at forfatteren synes godt om opera, kunst og historie, men at hun også er vild med at headbange til heavy metal og hver eneste dag banker løs på en sandsæk med boksehandsker til intens bodycombat træning er ikke lige det første, man tænker på, når man møder hende.
“Jeg startede på boksetræning for halvandet år siden og elsker det. Det er ren katharsis – en udrensning af krop og sjæl. Det giver en stolthed og ranker ryggen, når man får den råstyrke og mærker 1:1 oplevelsen af at slå på sandsæk. Det giver et gennembrud som kvinde at vide, at man kan banke en fuld idiot i Gothersgade ned klokken tre om natten, og hvis du ved det, så udstråler du det også,” siger hun.
Træningen er også et opgør med pænheden og konfliktskyheden, som mange af os kæmper med. Ideen til den første bog i trilogien opstod allerede for tyve år siden, men Anne-Marie Vedsø Olesen er glad for at hun først har fuldført sit værk nu. Var det udkommet dengang havde det været en langt kedeligere historie.
“Jeg var ung og naiv, da jeg fik ideen, og historien har udviklet sig i en langt mere spændende retning i takt med min egen modningsproces. Var den udkommet for tidligt havde den været mere klichéfyldt. Madeleine havde været slave i haremmet i stedet for trænet snigmorder. Det havde været så kedeligt,” ler hun.
Det er ikke kedeligt at lytte til Anne-Marie Vedsø Olesen, og der er også flere spændende karaktertræk ved Madeleine, der gør, at jeg glæder mig til at læse. Blandt andet mister hun sin skønhed, som hun tidligere har kunnet spille på og som har hjulpet hende ud af svære situationer, men når hun mister den, hvad gør hun så?
Anne-Marie Vedsø Olesen er uddannet læge, men har helliget sig forfattergerningen, siden hun vandt en pris i 2000 for sin debut Salernos Sol. Efterfølgende har hun udgivet otte romaner.
Jeg er vild med det cover! Perfekt farve til en gråkedelig januardag.
Vind Mordersken!
Jeg har erhvervet mig to eksemplarer af Mordersken med tak til Politikens Forlag og den ene kan blive din. Du skal blot skrive en mail til mig isabelfluxa@gmail.com skriv Mordersken i overskriften og skriv i mailen hvilke to tv-serier Anne-Marie Vedsø Olesen er inspireret af. Den første, der skriver de rigtige svar, får hurtigst muligt tilsendt bogen med posten. Husk at anfør din adresse.
Inderst inde er vi alle sammen små børn, præget af vores følelser, vores forældre og de vilkår tilværelsen har tildelt os på godt og ondt. Alt det vi ikke er så glade for at bære med os fra barndommen, forsøger vi efter bedste evne at skjule som voksne. For nogle lykkedes det bedre end andre – så meget at de ofte glemmer barnet i sig selv. Sådan er det ikke for Viggo Larssen, der bliver voksen alt for tidligt. Den lille generte, ensomme dreng, der slås med uhyggelige drømme, tvangstanker, en konstant frygt og en særlig evne til at gennemskue alle de andre, får det som voksen så svært, at han flytter ud i et fyrtårn i det yderste af landet for at leve uforstyrret af alt andet end sine dæmoner med en daglig flaske Rioja som eneste trøst.
Men en kvinde holder øje med ham, og hende har læsere af Erik Valeurs forrige og meget roste roman Det syvende barn mødt før. Mystiske Marie, der nu kalder sig Malin (som i Malign!) har kastet sin åndelige kærlighed på Viggo, da hun føler, de er forbundsfæller som de sære og nærmest svævende eksistenser de er. I København er en ældre kvinde, der både er mor til landets Statsminister og Justitsminister forsvundet fra sit plejehjem og har efterladt nogle mystiske spor, der tyder på drab. Drabschefen, som insisterer på at et bæst er et bæst, også når det bliver fanget og hans Nummer To bliver sat på sagen. Som et makkerpar der minder om Axel Strøbye og Ole Ernst i Olsen Banden, ryger de hele tiden bagud på point i efterforskningen, et komisk islæt i en ellers dybt seriøs roman. Sagen har en relation til Viggo Larssens barndom og hans gamle venner fra Søborg, der voksede op på samme vej som de magtfulde brødre og led under deres tyranni, og på hver deres måde er de ved at kæntre i eget liv, uanset om de står på toppen eller bunden af succesbarometret.
Logbog fra et livsforlis er en formidabel roman, der for min skyld godt må tage prisen som årets danske mesterværk. En samtidsroman, fabel og thriller i ét med en hel masse på hjerte. Jeg var begejstret for Det syvende barn, omend jeg synes den var meget lang. Den her er bedre.
Erik Valeur har en enestående evne til at sætte ord på menneskers livsdrama i en form, der minder om magisk realisme uden at miste jordforbindelsen. Han formår at skabe en fortælling fra den grå andedam, der har en ligeså fortryllende effekt som en sydamerikansk, dampende jungle og så endda med et overnaturligt lag, der overbeviser i al sin enkelhed. Viggo er gennem hele sit liv stødt på enslydende dødsvarsler, der går i opfyldelse og overbeviser ham om, at intet er tilfældigt, og det plager ham ligesom alle de ulykkelige hændelser, han gennemgår som barn og senere som voksen introvert journalist med en særlig fascination af døden og en forkærlighed for grundighed og fordybelse i den journalistiske proces. Sådan nogle har det svært på de danske mediearbejdspladser i dag.
Erik Valeur er en ekstremt dygtig fortæller med en fortid på journalistiske fyrtårne som magasinet Press og DRs montage – og dokumentargruppe. Han har modtaget hyldemeter af priser for sin journalistik og også for sin første roman Det syvende barn. Uanset om han skriver fakta eller fiktion, leverer han knivskarpe iagttagelser om den tid, vi lever i. Og det er observationerne, fortælleevnen og det elegante sprog, der imponerer mig mere end selve spændingsplottet.
…Ove havde set, hvordan globaliseringen sendte gammastråler af utryghed ind gennem især den ældre del af befolkningen. Han havde fornemmet hvordan frygten voksede og voksede, hvordan synerne af den stadig mere uregerlige klode udviklede enorme behov for at vende indad og i dækning og rulle gardinerne for og koncentrere sig om sin egen, måske endnu overskuelige verden. Kroppen, sjælen, familien, det gode liv. Jo mere urolig verden blev, jo mere kredsede de velstående befolkninger omkring deres egen personlige sårbarhed, kroppens forfald og mangel på kontrol – og i den skrækhvirvel var døden det ultimative forræderiske fingerkys fra oven….
Ove er en af Viggos barndomsvenner, der har forrådt 70’er ungdommens idealer og ladet sig overmande af grådigheden. Han har opfundet et nyt velindbringende koncept, der skal tage rædslen ud af døden og gøre mennesker udødelige og uforglemmelige, hvis de altså investerer i en helt særlig gravplads med knapper, lyd og skærme…..
Nej, der er ingen tvivl om, hvem skurkene og de fordømte er.
Skrupelløse magthavere, selvhøjtidelige medier, management konsulenter der forblænder med blålys og buzzwords og effektiviserer livet, sjælen og meningen ud af folk med fast arbejde, ledere i det offentlige der melder sig syge så snart de skal stå til ansvar for et svigt, sundhedsfanatikere på evig flugt fra døden, danskere der pakker sig om sig selv og vender blikket indad af frygt for globaliseringens trængsler, den tilskærpede debat der gør enhver til sin egen lykkes smed i verdens lykkeligste land, den hårdere tone og lavere tolerance, manglen på rummelighed og næstekærlighed overfor kontanthjælpsmodtagerne, flygtningene, de skæve eksistenser, og de der bare har svært ved at følge med. Erik Valeur uddeler lammende øretæver til samtiden med en sproglig præcision, der rammer målskiven hver gang.
Fortællingen bærer tydeligt præg af forfatterens eget levede liv med anekdoter fra virkeligheden i skøn forening med den frie fantasi og nye greb på de helt store spørgsmål om menneskets natur, klarsyn, livet, døden, universet og meningen med det hele.
Hvad læsere måtte mangle af ramasjang, tempo, isnende spænding, blod, vold og uforudsigelige drejninger og overraskelser i denne geniale roman, får vi der elsker en velfortalt historie rigeligt kompenseret for med al den rammende dybde og klogskab, der får hjertet til at bløde af sig selv.
Logbog fra et livsforlis er venligst tilsendt af Politikens Forlag.
Der er dage, hvor det er en ekstra stor fornøjelse at blogge om bøger. I går fik jeg mulighed for at møde et journalistisk og skønlitterært fyrtårn, jeg har beundret på afstand i mange år.
Erik Valeur og Politikens Forlag havde inviteret til forfattermøde med en lille udvalgt skare af dedikerede bogbloggere i anledning af hans nye roman Logbog fra et livforlis, der udkommer i dag. Det var en hyggelig og indholdsrig formiddag, hvor bogens mange spændende temaer blev vendt, og hvor Erik Valeur også fortalte om sin forrige roman Det syvende barn og selve arbejdet med bøgerne.
Forfatteren Erik Valeur og Helle Skov Wacher fra Politikens Forlag
Nogle forfattere vægrer sig ved at dele ud af, hvor meget af deres værk der er hentet fra eget liv, og hvor meget der er fri fantasi. Sådan er det ikke med Erik Valeur, der på trods af at være et lidt sky element fortæller fuldstændig åbent og ærligt om sine erfaringer fra barndommen og voksenlivet som undersøgende journalist.
Det har sit formål, for Erik Valeur har et overordnet budskab, han gerne vil have ud: Vi voksne skal være bedre til at forstå vores børn og til at fornemme hvordan de egentligt har det, for kløften mellem børn og voksne er uundgåelig, og det er svigtet af dem også.
“De voksne overser tit børnenes særheder og den ensomhed, de føler. De ved instinktivt godt, at hvis de gør eller siger noget forkert, så bliver de voksne irriterede, vrede, kede af det eller bekymrede. Så børn lever i deres egne små tunneller, der dækker for alt det, de synes er pinligt, svært og gør dem bange – for at hjælpe og beskytte de voksne. Vi skal være bedre til at opdage de ting,” siger han.
To års tortur
Erik Valeur var selv et frygtsomt barn. Han lå vågen om natten for at undgå uhyggelige drømme, og så tænkte han på døden i stedet . Om morgenen var hans øjne blodrøde af træthed, men der blev ikke spurgt ind til det.
“De dryppede mine øjne med borvand, og så var jeg jo bange for at blive blind.”
Han sagde ikke noget om det. Hans mor havde allerede været rigeligt igennem. Først da hun måtte overlade ham til spædbarnshjemmet Kongslund i hans første år, som er afsættet for historien i Det syvende barn, og senere da han som ti-årig fik konstateret en sjælden hoftesygdom. Han blev indlagt på kysthospitalet på Røsnæs i to år og lå på ryggen og i stræk i et helt år uden at kunne foretage sig andet end at læse.
“ Forældrene måtte kun komme på kort besøg om søndagen, for så mente man, at børnene netop ikke ville savne dem så meget. Og hospitalet var bevidst placeret langt væk fra den forstyrrende verden. Så lå jeg der og kiggede udover Kalundborg Fjord,” husker han.
Viggo er Valeur
Erik savnede sin mor, og det gør hovedpersonen Viggo i Logbog fra et livsforlis også, men for ham bliver omstændighederne endnu hårdere.
I bogen flytter den voksne Viggo ud til et forladt fyrtårn på Røsnæs for at være i fred, mens hans liv er ved at kæntre.
Et sted som Erik Viggo Valeur besøgte flere gange, efter han endelig blev udskrevet fra hospitalet. Jo Viggo er hans mellemnavn, og bogens Viggo er Erik, selv om voksne Viggo er betydeligt mere ensom og mindre succesfuld end Erik, der er far til fire voksne børn.
Far vil have fred
Forfatteren er heller ikke bleg for at fortælle, hvordan han selv har svigtet sine børn. For han havde enormt travlt med at afsløre korrumperede magthavere og udstille samfundets svigt og uretfærdigheder.
“Da børnene var små, arbejdede jeg hjemme som journalist, for så var jeg jo hos dem. Men jeg havde travlt med at snakke i telefon og med skrivearbejde, og så blev jeg jo irriteret når de forstyrrede. Min lille datter hostede en del på et tidspunkt, og så fik hun nogle gange en halv codymagnyl for at være stille.”
Fem venners livsforlis
Som journalist og forfatter har Erik Valeur altid interesseret sig for dem, der har det værre end ham selv, og der var både de børn, der aldrig fik besøg på hospitalet og gik helt til grunde, alle de skæbner hvis liv han har berettet om som journalist, og de voksne der ikke kunne klare presset i mediebranchen eller i samfundet for den sags skyld.
“Vi har sådan en perfektheds- og konkurrencekultur, der er ved at tage livet af os. Jeg kender mange, der er helt blå i hovederne af at leve op til kravene om forandringsvillighed og effektivitet. Og så er der hele sundhedstrippet. Jeg har virkelig ondt af alle de arbejdspladser, der bliver kaldt til DHL-stafet,” siger Erik Valeur, der gør en dyd ud af at skrive samfundskritikken ind i sine historier.
“Jeg fik en del vrede ud, da jeg skrev Det syvende barn. Det var terapi, men der er jo stadig ting at hidse sig op over.”
Erik Valeur har tasken fuld af avisudklip om alle de svigt, vi som samfundsborgere bliver budt. Fra kummerlige forhold på plejehjem hvor beboerne føler sig som “indsatte,” og som lever fuldt ud op til betegnelsen “dødens forgård” til opgørelser over ministeriernes forbrug af milliarder til managementkonsulenter. Han har hovedet fuld af anekdoter om mennesker og magthavere, der har krydset hans vej, og flere af dem optræder i romanen.
Viggo og hans venner fra barndommen i Søborg mødes igen som voksne, og det er ikke kun Viggos liv, der er ved at kæntre. Men måske er det netop dem, der på overfladen har mest succes og styr på sagerne, der for alvor er ved at drukne, mens Viggo stadig har en chance for at blive på båden, selv om den gynger.
Læs mere om hvorfor jeg synes Logbog fra et livsforlis er et hit her
Findes der noget bedre end en hårdkogt New Yorker krimi? Med en tæskesej politikvinde i hovedrollen, tynget af et trist privatliv og familieskeletter i skabet? Ja det gør der nok. Men når selveste Gillian Flynn forfatteren bag Kvinden der forsvandt, siger, at Harlan Coben er en af de bedste forfattere nogensinde, og Stephen King udtaler, at han er jaloux, så lytter jeg efter. Og den er god nok. Med et skudsikkert, nytænkende og mega-uhyggeligt plot og en stejlt opadgående spændingskurve, leverer Harlan Coben med Savner dig i den grad varen, hvis du trænger til en thriller, du kan mærke op og ned langs rygraden.
Kriminalbetjent Kat Donovan er all work and no fun, da hendes veninde opretter en profil for hende på et datingsite. Kat giver det en chance og falder over sin ekskæreste Jeff, der atten år tidligere forlod hende og knuste hendes hjerte, endda kort efter hun mistede sin far.
Panserkvinden må modstræbende se følelserne havne udenpå tøjet igen og drister sig til at kontakte Jeff men får et mystisk svar og en kold afvisning tilbage. Noget er galt og i sammenfald med en række hændelser, som jeg ikke vil afsløre her, begynder Kat at efterforske, hvad der mon er sket med Jeff siden dengang. Sporene bringer hende faretruende tæt på en organisation med grumme, modbydelige planer, der nok vil forhindre enhver læser i at opsøge kærligheden på nettet nogensinde.
Det er ikke kun den uforbeholdne kærlighed til Jeff, der bliver udfordret. Det samme gør forholdet til Kats forældre og hele familiehistorien, som har udspillet sig på en helt anden måde, end Kat troede. I takt med at Kat rykker tættere på Jeff og hans nye liv, bliver den fulde sandhed om fortiden rullet ud, og Kat må tage sit liv, sin baggrund, sine fordomme og forestillinger op til kraftig revision.
Harlan Coben har skrevet en ordentlig bunke krimier, der i hvert fald på afstand ligner den slags samlebåndslitteratur, som der findes tilsvarende millioner af, blot med andre titler. Sprogligt ikke særligt sublime og skrevet på rutinen, fordi de tjener gode penge.
Men efter at have læst Savner dig skal jeg bestemt have fat i et par stykker af dem. Coben har også udgivet en ny krimi siden Savner dig var oppe at ringe som nummer 1 på New York Times bestseller liste. Nu rykker The Stranger deropad, og til efteråret udgiver Gads Forlag endnu en af hans tidligere udgivelser på dansk med titlen Seks år.
Når jeg læser omtalen af begge, er jeg ikke i tvivl om, at der er noget at glæde sig til. Lige nu er Harlan Coben nummer 1 på min internationale hitliste over krimiforfattere.
Igen har jeg valgt en bog alene på grund af et formidabelt cover og en spændende titel uden at ane noget på forhånd. Og igen levede indholdet fuldt og helt op til forventningerne. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg har misforstået den engelske titel, da jeg troede, at den oversat til dansk kunne blive til “Chok over efteråret”, hvilket jeg nok havde fattet, at det ikke betød, hvis jeg havde været opmærksom på, at forfatteren er englænder og ikke amerikaner. Den handler altså om “Chok efter et fald.” Stupid me.
Nathan Filers roman er endnu ikke udkommet på dansk. Jeg ved ikke, om den bliver det, men hvis jeg havde et forlag, ville jeg skynde mig at udgive den for hold da op, hvor den fortjener et stort og verdensomspændende publikum.
The Shock of the Fall er dog let læst på engelsk. Gribende, rørende og noget ganske særligt med sin spidse humor og overraskende sekvenser. En sørgelig, smuk, bittersød historie, der fik mig til at fælde tårer – og der skal efterhånden noget til.
Alene bagsideteksten giver en ganske fin fornemmelse for, hvad romanen har at byde på:
“I’ll tell you what happened because it will be a good way to introduce my brother. His name’s Simon, I think you’re going to like him. I really do. But in a couple of pages he’ll be dead. And he was never the same after that.”
Fortælleren Matthew Homes bliver heller aldrig helt den samme efter sin brors død – der altså sker efter et fald. Simon lever lystigt videre i Matts sind men ikke på nogen sund måde. Matt bliver alvorligt syg af en sygdom, “der lyder som en hvislende slange”, og et spørgsmål der virkelig rumsterer i mit lille læserhoved undervejs er, om hans tiltagende skizofreni kunne være undgået, hvis broren stadig havde været i live, eller om den er uundgåelig i og med, at den også er arveligt betinget?
Romanen handler om psykisk sygdom, og Matt fortæller sin historie fra en lukket afdeling med en stemme der skifter i form, font og tid og blander slående, kulsort socialrealisme med den ypperste magi. Udover at blive fyldt med medicin er Matt fuld af sarkastiske stikpiller men også fyldt med håb, evner og tro på en højere mening med det hele. Det er trist og sindssygt smukt på samme tid. Vi får et yderst levende indblik i, hvordan det er at leve med en så svær og uforståelig lidelse som skizofreni. Og ikke mindst hvor hårdt det også er for de fortvivlede pårørende, forældre og venner. Hvis du som jeg har en stærk interesse for psykiatri, hvordan vi opfatter og behandler psykisk syge og ikke mindst, hvordan det er leve med en psykisk lidelse, så er denne fine, fine fortælling et såkaldt mustread. Men først og fremmest skal den have min klokkeklare anbefaling, fordi den er et litterært mesterværk med en historie, der er fornemt og originalt fortalt, og som griber fat om læserne fra første side og holder os fast til det sidste.
Nathan Filer har formået at skabe en udviklingsroman bygget op som en spændingsroman ved at tilbageholde information i tilpas rette doser, der bevirker, at du ikke kan slippe bogen men åndeløst bladrer forsigtigt videre, mens du reflekterer over den side, du netop har læst. Ved siden af Alt det lys vi ikke ser, er The Shock of the Fall den bedste læseoplevelse, jeg har haft i år. Den er med et lettere forpint men ikke desto mindre præcist udtryk: F.A.N.T.A.S.T.I.S.K.
Der har desværre ikke været meget tid til at læse bøger på det seneste, men jeg kom da hurtigt igennem Leonora Christina Skovs seneste roman Hvor intet bryder vinden. Den har bredt sig som en steppebrand blandt danske bogbloggere, avisanmelderne klapper i hænderne, og det gjorde mig nysgerrig.
Forfatteren er kendt som skarp debattør og til tider barsk anmelder. Som jeg husker det, har hun dømt en række forfattere ud i kulden, før de overhovedet er blevet lukket ind i varmen. Men det er vel en anmelders gebet. Godt man holder sig til anbefalinger. Og den her vanvittige historie, som beskrives som en samtidsthriller med gotiske træk skal så absolut anbefales.
Leonora Christina Skovs pen er ligeså sylespids som romanforfatter, som den er, når hun anmelder, og det er simpelthen tragisk-komisk og top underholdende at følge med. Der bliver delt verbale øretæver ud til alle sider, når persongalleriet folder sig ud og portrætterer menneskets værste vrangsider. Personerne er enten selvhøjtidelige, selvhævdende, selvretfærdige, fordømmende, egoistiske, narcissistiske, hævngerrige, misundelige, perverse, snobbede, naive, afstumpede – eller det hele på en gang.
Det er de grimmeste karakteregenskaber, der kommer til fuld skue i denne spændende men også noget opskruede historie om syv semikunstnere, der bliver inviteret til den privatejede og isolerede ø Stormø af en anonym donor, som tilbyder arbejdsro i en måned som tak for deres bidrag til glæde for Danmark. De bliver installeret i et moderne glashus, hvor de hver især kan betragte hinanden, hvis de ikke trækker gardinerne for. Irritationen over de andre tiltager, mens de hidser sig op over manglende netforbindelse og kontakt til omverdenen. Hver og en er de på flugt fra en skummel fortid, hvor de har svigtet eller fortrængt deres synder. Hver og en er særligt udvalgt af samme årsag.
Historien er inspireret af Agatha Christies En af os er morderen, men personerne er efter sigende også inspireret af typer, forfatteren selv har mødt på sine mange skriveophold på refugier rundt i verden. Der er ikke én eneste sympatisk person at heppe på, mens de under opholdet én for en forsvinder fra selskabet på mystisk vis, og karaktererne virker på trods af deres kompleksitet nærmest som karikaturer af virkelige mennesker med så mange dårlige egenskaber samlet på et sted. Det sjoveste og sørgelige er, at de et godt stykke hen ad vejen er grumt genkendelige. Måske og heldigt nok mere i deres tanker end i deres handlinger.
Du skal ikke læse Hvor intet bryder vinden for plottets skyld. Det er om end flot komponeret og stærkt fantasifuldt også noget fortænkt, og som læser regner man rimelig hurtigt ud, hvad der ligger bag mystikken, selv om nye overraskelser om personerne og de utallige skeletter, de gemmer på, rasler ud af skabene til det allersidste. Du skal først og fremmest læse den, fordi den er helt utroligt velskrevet og nysgerrigheden efter at vide, hvad der driver disse mennesker, og hvem der hader dem som pesten får dig til at vende siderne i en vis fart.
Ingen kan beskylde Leonora Christina Skov for at være navlepillende som forfatter med fokus på egne erfaringer og sprogudfoldelser fremfor plot, som visse kritikere beskylder de danske forfattere for. Hun er en fremragende fortæller med både indsigt i mennesker og udsyn til verden. Hun er berejst og belæst, og det kommer fornemt til udtryk i sproget og i de referencer, hun bruger. Som læser kommer du vidt omkring fra Etiopien til Shanghai i de syv personers mange tilbageblik. Det er velresearchet og yderst godt gennemført.
Leonora Christina Skov fremstår som en unik og original forfatter i det danske litterære landskab, og når man følger hende på de sociale medier, er hun heller ikke bleg for at dele ud af sig selv på en vedkommende måde. Hun er en stærk stemme både som forfatter og debattør, og hvor jeg før har opfattet hende som typen, man bliver lidt bange for, har jeg nu kun beundring og respekt for hende, som en der står ved sig selv og tør sige, hvad hun mener, så det bliver hørt. Det håber jeg, hun bliver ved med, selv om hun har tænkt sig at trække sig som debattør og hellige sig forfatterskabet. Det bliver spændende at se, hvad det næste bliver, og indtil da kan man jo gå i gang med bagkataloget.
Forsiden ligner noget fra 70’erne og har umiddelbart en appel som en slidt socialrealistisk roman på en støvet sommerhushylde, men den passer fortrinligt til sit tema om en avisbranche på vej mod afgrunden og stoltheden ved at bedrive et fag som et snarligt fortidslevn, der trækker sine sidste krampagtige åndedrag gennem en stædig smøg.
Isabel Fluxá Rosado 
You must be logged in to post a comment.