Hvor intet bryder vinden af Leonora Christina Skov

Skærmbillede 2015-05-28 kl. 10.50.31Der har desværre ikke været meget tid til at læse bøger på det seneste, men jeg kom da hurtigt igennem Leonora Christina Skovs seneste roman Hvor intet bryder vinden. Den har bredt sig som en steppebrand blandt danske bogbloggere, avisanmelderne klapper i hænderne, og det gjorde mig nysgerrig.

Forfatteren er kendt som skarp debattør og til tider barsk anmelder. Som jeg husker det, har hun dømt en række forfattere ud i kulden, før de overhovedet er blevet lukket ind i varmen. Men det er vel en anmelders gebet. Godt man holder sig til anbefalinger. Og den her vanvittige historie, som beskrives som en samtidsthriller med gotiske træk skal så absolut anbefales.

Leonora Christina Skovs pen er ligeså sylespids som romanforfatter, som den er, når hun anmelder, og det er simpelthen tragisk-komisk og top underholdende at følge med. Der bliver delt verbale øretæver ud til alle sider, når persongalleriet folder sig ud og portrætterer menneskets værste vrangsider. Personerne er enten selvhøjtidelige, selvhævdende, selvretfærdige, fordømmende, egoistiske, narcissistiske, hævngerrige, misundelige, perverse, snobbede, naive, afstumpede – eller det hele på en gang.

Det er de grimmeste karakteregenskaber, der kommer til fuld skue i denne spændende men også noget opskruede historie om syv semikunstnere, der bliver inviteret til den privatejede og isolerede ø Stormø af en anonym donor, som tilbyder arbejdsro i en måned som tak for deres bidrag til glæde for Danmark. De bliver installeret i et moderne glashus, hvor de hver især kan betragte hinanden, hvis de ikke trækker gardinerne for. Irritationen over de andre tiltager, mens de hidser sig op over manglende netforbindelse og kontakt til omverdenen. Hver og en er de på flugt fra en skummel fortid, hvor de har svigtet eller fortrængt deres synder. Hver og en er særligt udvalgt af samme årsag.

Historien er inspireret af Agatha Christies En af os er morderen, men personerne er efter sigende også inspireret af typer, forfatteren selv har mødt på sine mange skriveophold på refugier rundt i verden. Der er ikke én eneste sympatisk person at heppe på, mens de under opholdet én for en forsvinder fra selskabet på mystisk vis, og karaktererne virker på trods af deres kompleksitet nærmest som karikaturer af virkelige mennesker med så mange dårlige egenskaber samlet på et sted. Det sjoveste og sørgelige er, at de et godt stykke hen ad vejen er grumt genkendelige. Måske og heldigt nok mere i deres tanker end i deres handlinger.

Du skal ikke læse Hvor intet bryder vinden for plottets skyld. Det er om end flot komponeret og stærkt fantasifuldt også noget fortænkt, og som læser regner man rimelig hurtigt ud, hvad der ligger bag mystikken, selv om nye overraskelser om personerne og de utallige skeletter, de gemmer på, rasler ud af skabene til det allersidste. Du skal først og fremmest læse den, fordi den er helt utroligt velskrevet og nysgerrigheden efter at vide, hvad der driver disse mennesker, og hvem der hader dem som pesten får dig til at vende siderne i en vis fart.

Ingen kan beskylde Leonora Christina Skov for at være navlepillende som forfatter med fokus på egne erfaringer og sprogudfoldelser fremfor plot, som visse kritikere beskylder de danske forfattere for. Hun er en fremragende fortæller med både indsigt i mennesker og udsyn til verden. Hun er berejst og belæst, og det kommer fornemt til udtryk i sproget og i de referencer, hun bruger. Som læser kommer du vidt omkring fra Etiopien til Shanghai i de syv personers mange tilbageblik. Det er velresearchet og yderst godt gennemført.

Leonora Christina Skov fremstår som en unik og original forfatter i det danske litterære landskab, og når man følger hende på de sociale medier, er hun heller ikke bleg for at dele ud af sig selv på en vedkommende måde. Hun er en stærk stemme både som forfatter og debattør, og hvor jeg før har opfattet hende som typen, man bliver lidt bange for, har jeg nu kun beundring og respekt for hende, som en der står ved sig selv og tør sige, hvad hun mener, så det bliver hørt. Det håber jeg, hun bliver ved med, selv om hun har tænkt sig at trække sig som debattør og hellige sig forfatterskabet. Det bliver spændende at se, hvad det næste bliver, og indtil da kan man jo gå i gang med bagkataloget.

Forfattermøde med Anthony Doerr

Politikens Forlag var så venlige at invitere en gruppe af os bogbloggere til forfattertræf med Anthony Doerr, der har skrevet den vidunderlige roman Alt det lys vi ikke ser.

Ti år har det taget Anthony Doerr at skrive sit mesterværk.

Han fik ideen en dag i toget, hvor en mand bag ved ham brokkede sig højlydt over, at hans mobilforbindelse gik ud under en tunnel, mens han hamrede løs på tasterne i frustration. I stedet for at tænke over hvor fantastisk det egentlig er, at vi overhovedet kan tale med hinanden over lange afstande ved hjælp af radiobølger.

“ Jeg vidste, at jeg ville skrive en historie om en dreng, der er indespærret efter et krigsbombardement og klarer sig ved at lytte til en historie i radioen. Et år efter jeg fik ideen, besøgte jeg den smukke by Saint-Malo i Bretagne i Frankrig. Min forlægger fortalte mig, at byen var blevet bombet af amerikanerne i 1944. Da vidste jeg, hvor historien skulle foregå.”

IMG_3767
Det er bare en fornøjelse at få lov til at møde en stjerneforfatter – især når han er så flink som Anthony Doerr.

Anthony Doerr er selv amerikaner men har ved hjælp af omfattende research og sit enorme literære talent skrevet sin roman set ud fra to unge europæeres synsvinkel, og det gør han fuldstændigt overbevisende.

“Jeg gjorde det ikke nemt for mig selv. Der medvirker ikke en eneste amerikaner i historien, og inden jeg besøgte Saint-Malo, troede jeg, at Bretagne var en del af Storbritannien. Nogle gange var jeg tæt på at give op, og jeg skrev to bøger imellem arbejdet med denne bog.”

Heldigvis fortsatte Anthony Doerr, og Alt det lys vi ikke ser har nu tronet på New York Times bestsellerliste i snart et år. Priserne er regnet ned over forfatteren, og mon ikke også der kunne være en Pullitzer-nominering i sigte? Det håber jeg.

Propaganda på nettet

Mange spændende spørgsmål blev vendt på bogbloggermødet. Vi talte blandt andet om radioen og internettet som propaganda maskine, og om 2. Verdenskrig kunne ske igen. Det er mindst ligeså let at flytte holdninger på nettet i dag, som det var over radioen dengang. Så jo det kunne det nok.

Vi talte om den ene hovedperson Werner, som et langt stykke hen ad vejen ikke formår at gøre det rigtige, som en del af nazi-hæren, selv om han føler det er forkert, og hvor menneskeligt det er ikke at turde protestere, især hvis man er så uheldig at være født ind i et totalitært samfund.

“ I virkeligheden er det svært at forstå, hvordan folk formår at gøre det rigtige specielt i en krigstid, hvor de fleste andre gør det forkerte. Men det gør vi jo også i dag, selv i de lande hvor der ikke er krig. Jeg flyver for eksempel over kontinenterne for at promovere min bog, selv om flyvning ikke er godt for klimaet. Det kommer jeg måske til at høre for af mine børn i fremtiden.”

IMG_3770Anthony Doerr har skrevet i over tyve år og har flere udgivelser bag sig. På trods af at han nemt bliver distraheret, er han meget disciplineret omkring sin skrivning og sørger for at få skrevet hver dag. Han får det dårligt, hvis han ikke har gjort det, også når det er en af de mindre gode skrivedage.

“ Min familie er meget overbærende. Men jeg tror også, at vi skylder vores familier at sørge for at vi er lykkelige ved at gøre det, der gør os lykkelige.”

Læs min anbefaling og hvorfor jeg synes, du skal give dig selv årets indtil videre bedste læseoplevelse med Alt det lys vi ikke ser her.

Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr

Skærmbillede 2015-04-09 kl. 14.45.26Denne smukke roman er den bedste, jeg har læst i år, og den bliver så svær at overgå, at det er med en let tristhed, jeg lægger anbefalingen her på bloggen. For hvad skal jeg så læse i det literære tomrum, jeg nu befinder mig i?

Det går nok. Jeg kan jo altid læse den igen og en gang til, for det fortjener den. Anthony Doerrs mesterværk Alt det lys vi ikke ser er lysende på så mange planer, at jeg faktisk mangler ord for det. Både sprog og historie er så smukt komponeret, at jeg holder vejret flere gange under læsningen. Med en detaljerigdom og et væld af enkle, unikke metaforer der får mig til at dvæle ved de fine sætninger, samtidig med at fortællingen bare flyder i korte overskuelige kapitler, der skifter i både tid og synsvinkel.

Historien foregår i Tyskland og Frankrig under besættelsen, men den handler om så meget mere end selve krigen. I høj grad om krigens grusomheder, og hvordan mennesker i krise virkelig forstår at sætte pris på tilværelsens små glæder og på livet som sådan og det at bruge sit liv til noget meningsfyldt og overvinde sin frygt, også selv om det er livsfarligt. Eksempelvis ved at slutte sig til modstandsbevægelsen. “Vil de ikke leve før de dør?,” spørger Madame Manec som spiller en central rolle deri, og om hvordan hun selv har det siger: “Seksoghalvfjerds år og jeg kan stadig få den her følelse. Som en lille pige med stjerner i øjnene.”

Romanen handler også om alle de daglige mirakler, alt det lys vi er omringet af uden at se det. I naturen, i relationerne mellem mennesker, i teknologien. Om videnskabens magi, og hvordan opfindelser i sig selv, for eksempel radioen skaber mirakler af kærlighed, ukuelighed og overlevelsesevne. Om den livsreddende effekt det kan have bare at kunne forbinde et par kobbertråde og lidt løsdele på den rigtige måde og opnå forbindelse med omverden. Alt det vi bare tager for givet i dag, mens vi vandrer rundt med vores smartphones konstant i forbindelse men måske uden egentligt at være forbundet?

Og så handler den om at kunne se lyset, når det gælder om at gøre det rigtige, også når alle i ens omgivelser vælger det forkerte, hvilket er den nemmeste men også den mest menneskelige ting at gøre. En stemme der holder illegale foredrag over radioen siger om lys og vores opfattelse af det: “ Hjernen, børn, er selvfølgelig lukket inde i fuldkommen mørke. Den svæver i en klar væske i vores kranium og ser aldrig lyset. Og alligevel er den verden som den skaber i vores forestilling, fuld af lys. Den flyder over af farver og bevægelse. Men hvordan tror I, børn, at hjernen der lever uden den mindste smule lys, kan vise os en verden, der er så fuld af lys?”

Vi følger to unge skæbner på hver sin side af krigen. Franske Marie-Laure LeBlanc er blind og flygter fra Paris til fæstningebyen Saint-Malo med sin far, da tyskerne invaderer Paris. Han er nøglemester på det naturhistoriske museum og med sig har de en myteombundet og muligvis forbandet juvel, der skal skjules fra nazisternes rovdrift af kunst og særlige genstande. Marie-Laures far bygger  komplette miniaturemodeller af byerne, så hans datter kan føle sig frem og derefter selv finde rundt i gaderne. På trods af sin blindhed ser den unge pige lyset, når det gælder om at handle.

Tyske Werner Pfennig vokser op på et børnehjem i en kulmineby sammen med sin søster Jutta. Han har et særligt talent for at bygge radioer, og det bliver hans vej væk fra at ende som minearbejder med kort levetid. I stedet kommer han på eliteskole for Hitlerjugend og finder snart ud af, at det er en skæbne, der er værre end at blive kvalt i en mineulykke. Mindst ligeså indelukket og begrænsende og uden anden udgang end at lade livet.

De to må på hver sin måde kæmpe for at overleve krigens rædsler, indtil den mod sin slutning bringer dem sammen i Saint-Malo, da de allierede bomber byen sønder og sammen, og tyskerne er tæt på kapitulation. Det bliver et møde, som hverken de eller deres efterkommere vil glemme.

Alt det lys vi ikke ser udkommer meget passende på dansk tæt på 75-dagen for besættelsen af Danmark 9. April 1940. Selv om du ikke skulle orke at læse, høre eller se mere om hverken 2. Verdenskrig eller krig i det hele taget, så må du ikke snyde dig selv for denne storslåede læseoplevelse. Den giver så meget mere end et indblik i krigen. Det er meget oppe i tiden, at vi travle mennesker i det moderne samfund skal lære at være tilstede i nuet. Det vil denne bog hjælpe dig med.

Alt det lys vi ikke ser er romankunst af højeste kaliber. 555 exceptionelt smukt skrevne sider. Læs den for himlens, historiens, litteraturens, for din egen og for verdensfredens skyld.

Sammen med andre gode bogbloggere fik jeg lejlighed til at møde forfatteren Anthony Doerr tidligere i dag. Det kan du læse mere om her.

Celestine af Olga Ravn

Skærmbillede 2015-03-31 kl. 23.59.37Jeg indrømmer gerne, at det i første omgang var coveret, der drog mig til Olga Ravns romandebut Celestine. De marmorede blåtoner med bogstaver i glitrende sølvglimmer er noget af det fineste, jeg har set længe.

Efter at have læst bogen kan jeg kun sige det samme om Olga Ravns sproglige talent. Forfatteren er på linje med Yahya Hassan, Theis Ørntoft og Asta Olivia Nordenhof en af de nye, unge lyriske superstjerner, udklækket fra Forfatterskolen som befinder sig i en liga helt for sig selv. De skriver, så underkæben flyder ud over bordet, og deler nådesløst ud af et helt særegent sprogligt overskud. At læse romanen Celestine er derfor også som at læse et langt digt i prosaisk form. Hver eneste sætning danner billeder og metaforer på stribe, og den slags læsning kræver lidt koncentration. Derfor er jeg glad for, at romanen ikke er længere end sine 166 om end i særdeleshed smukt skrevne sider.

Den type romaner, der sprudler af sansninger, stemninger og følelse kan ofte mangle noget i handling og historie og blive en smule søvndyssende i længden. Sådan er det ikke med Celestine. Den har det hele.

Romanens jeg er en ung, navnløs kvinde, der får job som lærer på en kostskole. Med sig har hun sin depressive kæreste Kim, som hun forsøger at elske men nok mest hader. Hun bærer selv rundt på en evig tristesse af ensomhed som skilsmissebarn med op til flere skiftende bonusforældre og søskende i bagagen og en deraf noget omflakkende tilværelse mellem to hjem.

Jeg flyttede som barn frem og tilbage mellem mine forældre, og jeg tror, de må have glemt at bade mig. Jeg var sjældent ren, havde lus og lange negle, der opstod aldrig i denne konstante pendulering mellem far og mor, en rengøringens rytme, som fandtes der en forventning om, at renselsen blev klaret et andet sted….

…Som barn var jeg skilsmissens sted, skriver hun. Men også som voksen fortabt i en bestandig følelse af at være tilovers og lidt i vejen befinder hun sig i en slags svævende tilstand af levende død, som et spøgelse.

På kostskolen bliver hun besat af historien om et ægte spøgelse, Celestine, inspireret af myten fra Dragsholm Slot, om den 16-årig pige fra herregården, som blev muret levende ind i væggen af sin familie, da hun blev gravid med staldknægten, og som ikke har kunnet finde hvile siden –  og jo hun hjemsøger kostskolen og i hvert fald vor hovedperson.

Den unge lærer kan heller ikke sove om natten men flakker rundt på gangene i en stor, hvid kjole og lurer lidt på de eleverne. De er kun få år yngre end hende, men som lærer betragtes hun som et mærkeligt vel nærmest oldnordisk gemyt, og hun må naturligvis holde sig på behørig afstand, selv om hun forelsker sig i hver årgangs mest slidte fyr og brænder inde med heftige seksuelle fantasier i sit slutty hjerte.

Hun og kæresten glider stille og roligt fra hinanden, mens kærestens psykiske sygdom forværres. Det bliver på et tidspunkt beskrevet således:

Jeg så, at den psykisk syge fremavler ynkelige og dog sejlivede planter, som han værner om som var de livgivende masker. Og snart var denne faksimileagtige sorg blevet genuin i sin kopi, var blevet ægte og hul og udslettelig, som en have, der ved mødet med et overlegent angreb af ukrudt, på toppen af sit hysteri, beslutter sig for at give efter for invasionen, for ikke længere at være en have, men et anfald af galskab.

Det er lige før, jeg ikke kan være med her, men heldigvis er det langtfra alle sætninger, der skal vi sige overblomstrer på denne vis.

Jeg tror aldrig, jeg har læst en så indlevende historie om, hvordan det må være at være spøgelse og endnu mere rammende, hvordan det må være at være skilsmissebarn omgivet af skiftende stedforældre og søskende, man bliver tvunget til at dele liv med i en periode for derefter at skilles igen. At leve et intimt liv med mennesker man intet har tilfælles med, og som voksen aldrig ønsker at møde igen. En situation som snart halvdelen af danske unge kender. Hvis det er sådan, det er og med så traumatiske følger, kan jeg godt forstå, at der bliver født for få børn i Danmark. Uanset anbefaler jeg på det varmeste, at du læser Celestine. Hvis du er til det skrevne ord, vil du uundgåeligt blive imponeret af en af Danmarks dygtige unge digtere.

Orphan Black – klonernes kamp

Skærmbillede 2015-02-07 kl. 16.35.41Jeg er normalt ikke til science-fiction og fantasy. Jeg har endnu ikke set et eneste afsnit af Game of Thrones, og jeg orker hverken vampyrer, zombier, hobbitter eller andre mystiske og mytiske væsener. I hvert fald ikke lige nu. Jeg gemmer det bedste fra de genrer til min søn er gammel nok til at se det, så vi kan fornøje os med de historier, han falder for sammen. Ligesom vi senest har storhygget os med alle Star Wars filmene og ikke mindst Ghostbusters.

Indtil da holder jeg mig til mine favoritter blandt de eksistentielle, socialrealistiske, spændende, skæve og politiske tidslomme dramaer, som det bare vælter ud med fra tv-seriernes slaraffenland.

Og det i et antal så man sagtens kunne glemme alt om bøger de næste tre år og bare suge gode historier ud af skærmen. Det har jeg nu ikke tænkt mig. Men serier som Better Call Saul, True Detective, Broadchurch, Orange is The New Black, House of Cards, Mad Men, Sons of Anarchy og Breaking Bad, hvoraf få i øvrigt savner omtale i de store medier, har fået mig til at glemme alt om bogbunkerne i perioder og simpelthen bare stene skærm til øjnene blev fuldstændigt firkantede.

Ind i mellem er det som om, hele verden bare helst vil lade sig opsluge af det intense tv-drama, mens verden går af lave i det virkelige liv. Det lader til, at livets vrangsider er nemmere at forholde sig til og kapere i fiktionens verden, når det serveres som højtbegavet underholdning med et fantastisk plotmageri, end når vi vender os mod de grumme begivenheder, der sker på kloden, som hverken har en handling eller mening, og som vi ikke kan bruge til noget som helst i vores personlige liv. Virkeligheden er ren afmagt. Nutidens tv-serier er til gengæld af så høj en kvalitet, at jeg vil vove den påstand, at de er med til at udvikle os som mennesker. Ligesom den bedste litteratur.

Men tilbage til det med min manglende interesse for sci-fi. Der er nemlig klare undtagelser. Jeg har netop afsluttet to sæsoner af den canadiske serie Orphan Black, som faktisk er helt suveræn og fortjener mindst ligeså meget omtale, som de ovennævnte, selv om den har været lidt overset i mængden. Derfor skal den have lidt ekstra opmærksomhed her på bloggen.

Orphan Blacks hovedperson er den bedste kvindelige (anti)helt, jeg har mødt længe.

Sarah Manning, en rebelsk, goth-agtig type, modig, sej, fandenivoldsk med lidt berigelses- og bedragerikriminalitet på samvittigheden men med hjertet på rette sted. Enlig mor til en bedårende datter. Opvokset hos en plejemor, britiske Mrs. S sammen med sin plejebror fantastiske Felix, som er et kapitel for sig. Flagrende, frivol, fræk, sjov, kunstnerisk og Sarahs uvurderlige stenstøtte, når det hele ramler om ørerne på hende, og det gør det ofte.

En aften på en undergrundsstation møder Sarah en kvinde, der ligner et spejlbillede af hende selv. Få sekunder efter kaster kvinden sig ud foran et tog. Sarah er i chok men overlevelsesinstinktet får hende alligevel til at stjæle kvindens taske og efterfølgende hendes identitet. Hun håber, det er vejen ud af kriminalitet og hen mod en stabil og rolig tilværelse sammen med datteren. Sådan går det selvfølgelig ikke.

Mens Sarah forsøger at leve sig ind kvindens liv for at score den nemme gevinst, dukker nye forhindringer op. Det viser sig, at der er flere dobbeltgængere derude, og at de sammen er oppe imod en mastodontisk fjende: virksomheden som i sin tid skabte dem som kloner!

Jeg skal ikke afsløre meget mere, men du bør virkelig give den her serie en chance. Glæd dig til at falde ned af tv-stolen. Serien er fuld af overraskelser, twists & turns, og den er møghamrende spændende hele vejen igennem, men det er ikke kun derfor, du skal se den.

Den er nemlig også sjov. Lårklaskende sjov. Uden at være komedie fremstiller den de mest absurde men ofte genkendelige situationer. Hvad enten vi er desperate husmødre og emsige soccermoms med rod i parforholdet, enlige mødre der føler sig utilstrækkelige, punkrebeller med hang til stoffer og seksuelle udskejelser, sindssyge seriemordere med en seriøst dårligt barndom eller ulykkeligt forelskede lesbiske vidneskabsnørder med adgang til egen genpool, så rammer de her karakterer lige i hjertet og skaber adskillige momenter af spænding, humor og skævhed, som ikke er set før og ikke mindst store følelsesmæssige øjeblikke, hvor man bliver rørt til tårer.

Se klonernes forrygende dansefest og ikke mindst the making of her

Canadiske Tatiana Maslany er helt forrygende i sine mange rolleskift. Hun burde vinde alverdens tv-priser for sit skuespil. Det er dybt imponerende, hvordan hun ubesværet og fuldstændig overbevisende leverer varen som indtil videre syv vidt forskellige karakterer, der genetisk er helt ens og alligevel vidt forskellige, og når de er i samspil med hinanden eller ligefrem låner identitet for at hjælpes ad i kampen mod de onde – eller bare de mange de ikke kan stole på, bliver det endnu sjovere.

Der er indtil videre to sæsoner at hente på Netflix. Se traileren for sæson 3 af Orphan Black med premiere i april her. Jeg kan næsten ikke vente.

Serien er filmet i Toronto men foregår et uspecificeret sted i Nordamerika. De mange fascinerende locations får mig klart til at overveje, om det ikke snart er på tide med et besøg i   Canada. Det er edderdrøneme en god serie!

Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz

Skærmbillede 2015-03-30 kl. 21.58.15Det vælter ud med spændingsromaner om selvbedrageriske, forliste og skræmmende parforhold, der slår sig stort an som den næste Gone Girl/Kvinden der forsvandt, Gillian Flynns storhittende mesterværk, og jeg har tænkt mig at læse en del af dem, selv om jeg tvivler på, at nogen af dem kan nå helt samme højder.

Forventningerne var alligevel store, da jeg fik fat i Det burde du have vidst, for det er Gads Forlag, der udgiver den. Samme forlag som spottede Gone Girl og sikrede sig en af de helt store bestseller-succeser sidste år. Se min anbefaling her.

Lad mig sige det med det samme. Det her er ikke den næste Gone Girl. Den er ikke i nærheden af at være ligeså spændende. Plottet er langtfra ligeså raffineret og skrækindjagende, og hverken sproget eller evnen til at fange tidsånden ligeså syleskarpt og dybsindigt som Gillian Flynns. Hvis du har læst den så tænk på Amys cool-girl monolog. Helt exceptionel, blændende god. Det burde du have vidst når ikke Gone Girl til sokkeholderne. Men der er altså også langt op. Romanen er faktisk værd at læse, hvis du skruer forventningerne lidt ned.

Hovedpersonen Grace lever et ubekymret liv som psykoterapeut i de øvre lag på Manhattan. Hun er gift på 18. år med en børnelæge og sammen har de deres vidunderlige vidunderbarn Henry, som spiller violin og går på en af byens fineste, dyreste skoler. Grace er ved at få udgivet sin første bog Det burde du have vidst som baseret på sine erfaringer med forvildede klienter skal belære knuste hjerter om, at de skal lytte til de indre alarmklokker, når de bliver bedraget af deres ægtefæller, for de bimler lige fra starten af et nyt forhold. Er din mand en egoist, så ved du det. Er din mand homoseksuel, så ved du det. Er din mand notorisk utro, så ved du det. Eller du burde i hvert fald have vidst det, hvis du havde lyttet til din intuition. Grace har selv valgt sin mand, fordi hun bare vidste, at det skulle være ham, og de har levet sådan nogenlunde lykkeligt siden da. På overfladen er hendes eget ægteskabelige liv perfekt. Lige indtil det ikke er det, og alle Graces fasttømrede teorier rammer som en boomerang lige i nakken.

En mor til en af skoleleverne på Henrys eliteskole bliver myrdet, og kort efter er Graces mand Jonathan sporløst forsvundet. Alle spor peger på ham som mistænkt morder. Graces perfekte liv går i opløsning, og hun må tage alle sin forudindtagede holdninger og dogmer om, hvem hun er, og hvem hendes familie er til alvorlig revision.

Som psykologisk portræt er det interessant et godt stykke hen ad vejen. Grace udvikler sig fra at være et selvoptaget, snobbet, bedrevidende overklasseløg til at blive et helt, fornuftigt og sympatisk menneske mod slutningen. Men hold da op hvor skal vi igennem mange af hendes indre betragtninger om dette og hint, før vi når derhen. Og hold da fest hvor er det irriterende med Graces konstante selvfornægtelse og manglende vilje til at se tingene i øjnene. Hun lukker totalt af og nægter et alt for langt stykke ind i historien at tage den viden til sig, som resten af New York og omegn besidder, og det er enerverende at være vidne til som læser. Romanen er velskrevet men langtrukken, og mindst 100 sider kunne med rette have været skåret ud. Selve krimiplottet er kedsommeligt og forudsigeligt i det lange løb. Alligevel er der mange gode afsnit om et new yorker kvindeliv og et forhold, der krakelerer, som gør det værd at holde ud til sidste side. Så læs den gerne hvis du ikke kan få nok af Manhattan personager men lad være med at sammenligne med Gone Girl.

Serial af Sarah Koenig m.fl.

Skærmbillede 2015-03-29 kl. 18.33.13Podcasts blev for alvor et hit indenfor digital storytelling med den amerikanske radiofortælling Serial, der blev udgivet i efteråret 2014. Hvis du ikke skulle have hørt om verdens mest omtalte af slagsen, så får du lige et par linjer her, for den er absolut værd at lytte til.

Serial er et stykke mesterlig journalistik et spin-off bedrevet af kræfterne bag This American Life, et radioshow som udgiver podcasts på stribe, som du finder her.

Med journalist og vært Sarah Koenig i spidsen optrevler et team af journalister og jurister en mordsag fra 1999 og stiller skarpt på en stribe ubesvarede spørgsmål, der skaber tvivl om sagens afgørelse. En ung high school elev Hae, forsvinder i Baltimore, USA og bliver en måned senere fundet kvalt i en park. Hendes ekskæreste Adnan bliver i løbet af det følgende år anklaget for mordet på baggrund af en række indicier, mest fordi kammeraten Jay vidner om, at han har hjulpet Adnan med at begrave Haes lig. Adnan bliver dømt på livstid og sidder den dag i dag fængslet på livstid, nu på 15. år. Men hvad nu hvis han ikke gjorde det?

Det spørgsmål er motoren i Serial. Journalisten har sin tvivl, og det får lytterne også i løbet af de tolv nervepirrende afsnit, der er lige til at hente gratis ned fra nettet.

Adnan har hele vejen igennem bedyret sin uskyld, og alle de fakta og vidneudsagn der bliver fremlagt i løbet af serien serverer i hvert fald ikke noget motiv, for at han skulle have gjort det. Der er dog heller ikke et klart belæg eller beviser for, at han ikke skulle have gjort det.

I løbet af udsendelsen fremgår det, at Adnan er en flinker og velovervejet fyr, og man tager sig selv i at håbe på, at der dukker beviser for hans uskyld op, hvilket tydeligvis også er journalistens hensigt. Men det gør der ikke, så hvad nu hvis han alligevel gjorde det?

Som lytter sidder jeg stort set tilbage med den samme tvivl fra start til slut efter knap ti timers vidneudsagn og spekulationer frem og tilbage om mystiske breve, uplacerbare telefonbokse og kryptiske vidneudsagn. Lyttere verden over er splittet mellem en følelse, der vejer enten for eller imod som et andet jurymedlem uden at have noget konkret at hænge det op på. Jeg vil ikke afsløre, hvad jeg selv hælder mest til, men selve føljetonen er altså ikke mindre spændende af den grund. Den beretter ikke kun gennemgribende om detaljerne omkring et mord og et muligt justitsmord men også om kultursammenstød på tværs af generationer, nationaliteter og livsstil i det amerikanske samfund. Adnan er muslim af pakistansk afstamning, Haes familie er kinesisk. Det unge par er vilde med hinanden og gør alt det som gennemsnittet af andre amerikanske teenagere gør: de drikker, de fester, de knalder og tager stoffer. Men de lever et dobbeltliv, for den slags adfærd er helt uacceptabel i deres respektive familier og bare det at date en fra en anden kultur er uhørt, så deres kærlighed foregår i smug og med hjælp fra vennerne. Det er interessant at høre om de unges dobbeltliv, og hvordan de bliver vant til at lyve for at passe ind og være som de andre. Og det er interessant og skræmmende at følge en af blot tusindvis af ubegribelige mordsager fra dagligdagen i USA. At få sat skæbner og ansigter på de mennesker, det handler om i en lang, tung statistik og komme helt tæt på historien bag.

Døm selv og hent hele serien her.

Det bedste ved podcasts er, at du kan svinge støvsugeren eller gå en lang tur imens. Serial kræver dog en del koncentration, hvis du ikke skal slippe taget i sagen. Så lad dig ikke distahere for meget.

Hvis du ikke kan få nok, er der samlet et antal spot-on parodier på Serial og værtens særegne fortælleform her

Askeblomster af Patrick Modiano

Skærmbillede 2015-03-13 kl. 16.29.22Oh la la…jeg har fornylig været et smut i Paris og har meget passende for lejligheden læst denne lille sag på kun 140 sider. Og hvilke sider. Askeblomster er skrevet af den franske forfatter Patrick Modiano, vinder af Nobelprisen i litteratur 2014. Kun tre af hans mere end 30 bøger er indtil videre oversat til dansk. Smertepunktet og Et forbasket forår er to andre titler, som jeg vil læse i en meget nær fremtid. Det ville være storslået at kunne læse dem på originalsproget, men der må jeg desværre melde fra med mit begrænsede ordforråd. Men for jer der kan, må det være smukt at høre en sætning som denne på fransk:

Champs-Élysées…Den minder om en dam beskrevet af en engelsk romanforfatterinde, på bunden af hvilken ekkoet af stemmerne fra alle dem, der har gået og drømt langs dens bredder, aflejrer sig lag for lag. Det glitrende vand bevarer disse ekkoer i alt evighed, og på stille nætter blander de sig med hverandre….

Fælles for Modianos bøger er, at de beskriver erindringsglimt oftest fra Paris. I Askeblomster følger vi en fortæller, der vandrer omkring i byens gader og kvarterer og tænker tilbage på forskellige episoder og historier fra byen. Fra 1930’erne, under krigen, i tresserne og frem til i dag. Mennesker han har mødt i barndommen, ungdommen, som voksen, en tidligere kæreste, et par der dør under mærkelige omstændigheder, en mystisk bekendt med en stjålen identitet, en varmhjertet dansk kvinde. Historier og anekdoter, der fører spor til hver andre igennem fortid og nutid. Uden begyndelse, uden afslutning og uden opklaring af de gåder, historierne efterlader. Det lyder måske som besværlig og uforløst læsning. Det er det ikke.

Det er enkelt, det er smukt, og det er blændende godt. Og hvis du snart skal til Paris, er det helt oplagt at tage denne lille lette bog med i håndtasken og nyde de fine linjer og forunderlige historier, mens du nipper af din kaffe på en solbelyst fortovscafé.

 

De berusedes vej af Jakob Melander

Skærmbillede 2015-03-03 kl. 17.10.20Det her er en rigtig hyggekrimi, og det skal forstås som en ros, for den er også spændende og ikke mindst velskrevet. Jeg har sjældent læst en krimi, hvor jeg nærmest smagte på sætningerne og holdt små pauser for lige at danne et helt skarpt billede af ordene i mit indre i stedet for bare at ræse hen mod afslutningen og who did it-finalen. Sådan en krimi er De berusedes vej. Jakob Melander skriver simpelthen, så englene synger. Han kan noget helt særligt med stemninger og beskrivelser af sine personer, af omgivelserne, af himlen, af naturkræfterne, af røgen fra en cigaret, af byens lys og lyde. Og det er dét, der er hyggeligt. Også når det bliver uhyggeligt.

Et eksempel: Genskæret fra Irma-reklamerne sætter den stålgrå himmel i brand. Kastanieblade slår spiraler over Sortedamssøen ned mod Nørrebrogade. På Dronning Louises Bro falder den første bølge af gasgranater ned blandt demonstranterne. Brosten i slowmotion sejler den modsatte vej, mod politiets kæder. Demonstranterne løfter tørklæderne op for ansigtet. Gassen slår op fra asfalten, hvæser i det brølende inferno af skrig, fløjter og kommandoråb.

Melanders sprog er usædvanligt sanseligt og smukt af en krimi at være, tilpas doseret og en fornøjelse at læse. Man kan virkelig mærke, at forfatteren kender sin by og sit miljø. At han lever og ånder i København. Ja, De berusedes vej er en ægte københavnerkrimi.  Alt er genkendeligt og ofte poetisk beskrevet. Som københavner genfinder man sin by, og bor man et andet sted, må læsningen give lyst til et besøg.

Forfatteren har derudover en høj grad af indlevelsesevne, som jeg særligt bed mærke i, da jeg fornylig læste hans forrige krimi Serafine. Her fik læserne et overbevisende og rørende indblik i, hvordan det for eksempel er at være transkønnet og at skulle slås med de dæmoner, der følger med. Den er indtil videre nummer et på min hitliste over denne krimi-trilogi.

Første bind, debuten Øjesten, har jeg stadig til gode, selv om den kigger på mig dagligt med det afbildede offers tomme blik på forsiden, da jeg har været så heldig at vinde den i en konkurrence. Det skal ikke vare længe, før jeg går i gang, for foruden at levere den gedigne krimivare af høj kvalitet, så er hovedpersonen politiassistent Lars Winkler et sympatisk bekendtskab, en karakter som viger udenom de værste stereotyper for genren. Sådan da.

Som enhver dygtig og klarsynet detektiv ryger Lars Winkler mange smøger bevares. Lever i en rodet lejlighed med et tomt køleskab og hylderne fulde af vinyl fra sin ungdom. Han har så klart problemer med ekskonen, mens nye damer selvfølgelig er vilde i varmen, og så har han et mindre stofmisbrug, som hænger ved fra de unge, dystre dage og fortiden som punker i 1980’erne med koncerter i Ungdomshuset, gang i gaden på Nørrebro, BZ’ere, brosten og oprør.

Men han er også en følsom og empatisk fyr, en jordnær, ærlig type, der samarbejder med sine kollegaer og overordnede, sålænge de fortjener det uden at banke overdrevet på brystet med macho-attitude. En man kunne have kendt fra skolen, gymnasiet eller ungdomsklubben. Dét er forfriskende.

I De berusedes vej bliver vor helt indhentet af fortiden, da en af hans gamle venner fra punk-miljøet bliver fundet død. Sprængt i stumper og stykker på redaktionen for det venstreorienterede medie Modkraft, hvor han arbejder som journalist. Drabet rusker op i nogle hændelser 30 år tilbage, som Lars Winkler vil gøre alt for at glemme. Det kan han selvfølgelig glemme alt om.

Snart er han viklet ind i et spind af venstre- såvel som højreradikale kræfter, der muligvis planlægger et terrorangreb mod et EU-topmøde i Bella Centret.

Samtidig blusser en romance op med kollegaen Sanne, men også det forhold bliver der spændt ben for, så snart begivenhederne ruller sig op, og ånden fra fortiden puster Lars i nakken. En fortid som vi følger i flere tilbageblik til 1984. Vi oplever caféerne, barerne, koncerterne, stemningen og typerne. Det er en af de scener ovenstående beskrivelse stammer fra. Skrevet i nutid så det er som at være der lige nu.

Det kunne jeg personligt godt have brugt meget mere af, selv om det måske ville blive overflødigt for plottets fremdrift.

Tempoet er roligt og afdæmpet hele vejen igennem. Selv under den spændende slutning, hvor der ellers bliver bygget op til et gevaldigt brag. Det virker, og det er i orden takket være det gode sprog.

Jeg har nogle anker i forhold til selve plottet og det karakterskifte, der sker for nogle af de centrale personer. Jeg har lidt svært ved at godtage, at et menneske kan vende på en tallerken og fravige et helt livs principper for at få hævn på grund af noget, der forekommer ubetydeligt. Og så har jeg forhåbentlig ikke sagt for meget.

Men det er jo ofte tilfældet i krimier såvel som i det virkelige liv. Uforståelige og uforklarlige motiver. Mennesker der ikke er, hvad de giver sig ud for at være. Mennesker der begår ubegribelige handlinger på trods af det, de er rundet af. Som forfatteren så smukt skriver:

Mennesket er en afgrund, man bliver svimmel, når man kigger ned.

Og den præmis må vi nok godtage, hvis vi vil have flere fornyende krimier, hvor vi ikke på forhånd kan gætte, hvad der vil ske. Den er i hvert fald godtaget her.

 

 

 

VIP-rummet af Jens Lapidus

Skærmbillede 2015-02-07 kl. 15.23.16Stockholm är blivit kallt sang svenske Orup i 1990’erne og ifølge forfatteren til thrilleren VIP-rummet, Jens Lapidus, er Sveriges hovedstad blevet endnu koldere i 2015.

“ Jeg ved ikke, hvordan du er sluppet ind, men det her er VIP-rummet, her lukker vi virkeligheden ude. Det er ikke et sted for alle.” Så klar er beskeden til hovedpersonen Teddy, da han er på afveje i jagten efter oplysninger.

VIP-rummet er for de særligt udvalgte, jetsettet på byens hotte og hippe insteder i et stadig mere klasseopdelt Sverige. Men det er også et billede på det svenske samfund. Og det er svært at blive lukket ind i VIP-rummet. Især hvis man som vor helt Teddy har siddet i fængsel.

Efter otte år bliver Teddy, der i øvrigt stammer fra Balkan ligesom svenskernes nationale fodboldhelt Zlatan, lukket ud i samfundet. Dog uden job, uden bolig, uden penge og uden prestige men fast besluttet på, at han er færdig med kriminalitet. Imens bliver en ung, børshaj med tilbagestrøget overklasse-frisure og fast adgang til VIP-rummene omkring Stureplan kidnappet af nogle grumme typer. Hans stenrige forældre hyrer et velanset advokatfirma til at håndtere sagen diskret og uden pressens bevågenhed. Her arbejder romanens heltinde Emilie hårdt og ambitiøst på at stige i graderne som advokat. Firmaet hyrer Teddy, der har solid erfaring med kidnapningsbranchen, og det umage detektivpar skal sammen undersøge sagen, inden politiet bliver indblandet. Det kommer til at få uoverstigelige konsekvenser for dem begge.

VIP-rummet er første del af en ny krimiserie fra Lapidus, der selv er advokat og arbejder som sådan i Sverige ved siden af sit succesfulde forfatterskab. Han er kendt for Stockholm-noir trilogien Cash, Aldrig fucke op og Livet Deluxe, hvor især Cash bragte en hel del fornyelse til genren. På trods af at Lapidus er uddannet med lovtekst og tørre paragraffer, kan han noget helt særligt med sproget og veksler sikkert, troværdigt og cool i heftige dialoger fra ghetto-skitsnak blandt indvandrere til overklasse struntprat hos Cerutti klædte slipsedrenge med Patrick Bateman tendenser.

IMG_3483
Ja jag diggar!

Jeg var vild med sproget, tempoet og karaktererne i Lapidus’ krimidebut Cash, som også blev til en ganske udmærket film. Her fulgte vi tre personer på hver sin hylde af samfundet og lodret dybere ned i den kriminelle underverden i deres kamp for at nå drømmenes mål. Virkelig gode og empatiske skildringer om rigtige mennesker, der træffer alle de forkerte valg. Eller bliver tvunget til det.

VIP-rummet er mere afdæmpet i sprog og tempo og langt mere klassisk krimi i sin struktur. Lapidus har her valgt et modent udtryk, og jeg hører ikke indbildt gangster-rap i baggrunden, når jeg pløjer gennem siderne på samme måde, som da jeg læste Cash. Men spændende det er den.

Et fint persongalleri og et fast makkerpar, Teddy og Emilie, som jeg godt vil høre meget mere om. Plottet er fuldt af overraskelser og med en helt ubærlig slutning, der tvinger mig til at sige: jeg skal så absolut også læse den næste!