Tag: bog bobler

Min ukendte bror af Niels Lyngsø

~ isabelrosado

Skærmbillede 2016-01-20 kl. 14.05.58Man behøver ikke at have gået på Nørre Gymnasium i firserne for at synes godt om Niels Lyngsøs roman Min ukendte bror, men det gør den lidt sjovere at læse. Jeg var putte (1.) G’er, da forfatteren var 3.G’er og dermed var afstanden lagt fra starten. Men alle vidste, hvem Niels Lyngsø og hans slæng var. Alle os, der var til Cure, Clash og U2 og gik i sort tøj fra Roger, ville gerne være venner med dem. En stor del af de andre i gymnasiet på den tid var medlem af KU og gik med Lacoste poloer og morfartrøjer, så de var nok ligeglade. Men det var vi ikke. Slet ikke når den musikalske del af gruppen optrådte til festerne. Jeg husker, at det var dem, der fik mig til at søge til dette gymnasium efter en introaften, hvor de gav fuld gas i fællessalen og spredte så meget energi og gode vibes omkring hele skolen. Det, og så det at jeg både kunne få spansk og filmkundskab, fik mig til at pendle fra Amager til Brønshøj hver dag i tre år.

Det sjove er, at når man læser om hovedpersonen Hans-Peters ungdomsår på Nørre G. i Brønshøj, så er det ret nemt at sætte ansigter på flere af de karakterer, der omgiver ham. Desværre ikke den person man er mest nysgerrig på, selv om jeg har bladret ivrigt i de gamle årbøger. Nok om det.

Uanset hvor du kommer fra, og om og hvor du har gået på gymnasiet, så må du læse Min ukendte bror. Den er så fremragende, som en roman kan være.

Hans-Peter bliver i nutiden fundet på helikopterplatformen på Rigshospitalet. Den nu fyrreårige mand er brudt sammen i en slags psykose. Han taler i tåger og kan ikke redegøre for de seneste par dage af sit liv. I tågestrømmen af ord opdager en portør versene fra U2 sangen I still haven’t found what I’m looking for, som har en særlig betydning for Hans-Peter. Og jo den går dybere end for de fleste, selv om sangen betyder noget for mange i den generation.

Hans-Peter kommer i terapi hos hospitalets psykiater og vender så småt tilbage til sig selv. Men det er en mystisk fortæller, der beretter om hans liv. Fra barndommen i “trygge” rammer i et parcelhus i Skovlunde som bag hæk og mur “…skulle beskytte kernefamilien mod udefrakommende farer….uanset at det som reelt kunne true kernefamilien, såsom utroskab eller arbejdsløshed, ikke lod sig standse af en hæk eller en mur….” til hans nyligt afsluttede ægteskab i en liebhaverlejlighed på Østerbro. Det bliver en fuldstændig fantastisk fortælling om søgen efter kærlighed, fællesskab og den højere mening med at være et lille fnug i det store univers. Fra helt ung er Hans-Peters krop styret af umættelige seksuelle drifter, samtidig med at hans hjerne fungerer skarpere end de flestes med en nærmest overnaturlig sans for sprog, filosofi og astronomi. I den ualmindeligt velskrevne historie bliver læseren overøset med fint formidlet viden indenfor disse og andre emner, samtidig med at man berøres dybt af Hans-Peters liv, der langtfra er nemt.

Fra lille føler han sig udenfor og malplaceret i eget liv og familie som en alien fra det ydre rum. En extra terrestrial  – eller som David Bowies Starman på midlertidigt besøg på den forunderlige planet jorden.

“Jeg har altid været som en fremmed. Derhjemme, i skolen, og også senere, da jeg blev voksen. Jeg ser tingene udefra, nogle gange ser jeg også mig selv udefra. Jeg er aldrig med, jeg er aldrig en del af noget,” siger Hans-Peter til sin terapeut.

Det er fiktion, men der er utvivlsomt en hel del elementer fra forfatterens eget liv at finde i denne overraskende beretning, der blander danmarkshistorie, dannelsesroman, familiefortælling, psykologisk spænding og en smule sci-fi i et værk. Det gør den ikke mindre rørende og ovenikøbet spændende at læse.

Niels Lyngsø er digter, debattør og en af Danmarks bedste oversættere af skønlitteratur. Min ukendte bror er hans anden roman, men det er ikke hans sidste. Historien lægger i den grad op til en fortsættelse. På de sidste sider bliver den mystiske og alvidende fortæller afsløret, og som læser bliver man nødt til at vide mere. Efter sigende er forfatteren i fuld gang. Det bliver en to’er, jeg glæder mig usigeligt meget til.

Min ukendte bror er venligst tilsendt af Forlaget Gyldendal.

Frysende våde vejbaner af Jan Sonnergaard

~ isabelrosado

Skærmbillede 2016-01-20 kl. 14.05.20Nå-generationen er i midtvejskrise i Jan Sonnergaards seneste roman Frysende våde vejbaner.

Forfatteren kalder selv romanen for en psycho-thriller, og der er da klare elementer, der kvalificerer den til at være en slags Kvinden der forsvandt for mænd, selv om plottet er knap så raffineret. Til gengæld er der mere at hente på andre planer. Hovedpersonen er en mand i starten af 50’erne, der ovenpå sin ungdomsvens alt for tidlige død vandrer Københavns gader tynde, mens han i sit indre ulmer over byens tilstand, sit fortabte liv, sit forfald og sin nye status som arbejdsløs, mens han drikker sig halvt ihjel og drømmer sig tilbage til fortiden. Dengang musik betød noget, man sygnede hen i Ramones og Lou Reed, koncerterne var uforglemmelige, pigerne og vennerne ligeså. Alt det grimme fra dengang er fortrængt og tilbage i erindringen står kun det skønne, sorte der var i hans storhedstid i 80’erne, da han var med blandt det halvpunkede parnas, som regerede på caféerne i Pisserenden.

Sonnergaard fortalte på bogforum, at romanen handler om en mand i frit fald. Hans liv er inkarnationen af Sonnergaards værste mareridt, om hvordan hans eget liv som midaldrende kunne have spillet sig ud, hvis ikke han formåede at dreje uden om de værste glidebaner i form af misbrug, meningsløshed, ensomhed og total opgivenhed overfor det der venter i livets anden halvdel.

Hovedpersonen Jesper, en egoistisk og ikke særlig elskelig type, er ude på et skråplan og på selvmordets rand, da et mirakel indtræffer i hans håbløse og ensomme liv. Han bliver forelsket. Til en fest blandt påtaget litterære ævlehoveder møder han hende. Julia. Inkarnationen af den intellektuelle tabermands våde drøm. En åndsfælle med styr på referencerne der oven i købet er ung, smuk, begavet, skæv, skør og klar på det hele i sengen og fuldstændig henført af hans uopdagede genialiteter, som hun straks kan se. Det er komik på højt plan.

Endelig lever han igen, alt det der før var grimt viser sig fra sin smukkeste side, og mens de sammen ødsler de sidste rester af hans fratrædelsesordning op på gourmetmiddage og en Europarejse på første klasse, vrider man sig som læser over hans skingrende naivitet. Alarmklokkerne om Julias motiver bimler og bamler om ørerne på ham, men det går selvfølgelig først op for staklen, da det er for sent. Mod enden er der kun én vej, og det er direkte udover kanten, dog ikke lige på den måde, man skulle tro.

Jeg har altid været fan af Sonnergaards ligefremme sprog og knivskarpe observationer om alt fra et København, der drukner i modernitet til menneskers dårlige opførsel i bussen eller krampagtige forsøg på at være intellektuelt overlegne med sætninger som denne, der udveksles til et selskab:

“Det er en fascinerende pointe. En materialistisk kausalitet der først bliver teoretisk fungibel i en teologisk optik…eller omvendt!”

Som Jesper taler Sonnergaard også med en ligefrem men nogle steder lidt gammeldags stemme, som var han et moderne svar på Ole Jastrau i Tom Kristensens Hærværk. Jeg ved ikke, om det er tilfældigt, men det har en charme, når han i år 2015 siger om Sydhavnen: ..“der var et fravær af alt hvad der indimellem kan gøre livet lidt morsomt.” Simpelt og sandt.

Sonnergaard kan i det hele taget skrive ganske enkle sætninger med en meget stærk effekt. Som beskrivelsen af den pistol, den i tiltagende grad ynkelige Jesper mod slutningen kommer i besiddelse af: “Den er ondskab. Den byder sig ikke til, den lader ikke som om, den ér. Ond. Ren ondskab. Sort og tung, massiv og kraftfuld. Og ond. Nøjagtigt det jeg efterspurgte.”

De faste læsere af denne blog har nok opdaget, at jeg er en sucker for 80’er nostalgi og de følelser, der er forbundet med at have været ung dengang. De forventninger bliver til fulde indfriet. Dog er kærlighedsaffæren mellem Julia og Jesper lige lovlig langstrakt med endeløse beskrivelser af smarte insteder, dyre restauranter og levemandsmåltider. Slutningen derimod er vidunderlig og sorthumoristisk, helt frem til allersidste geniale sætning.

Hvis du aldrig har læst Sonnergaard før, så er det ikke denne roman, du skal starte med men derimod novellesamlingerne Radiator, Sidste Søndag i Oktober og Jeg er Stadig bange for Caspar Michael Petersen. Af hans tidligere romaner er jeg også begejstret for Om Atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom. Sonnergaard er en stærk og særegen stemme i dansk litteratur.

Frysende våde vejbaner er venligst tilsendt af Forlaget Gyldendal.

Patrick Melrose-romanerne II af Edward St. Aubyn

~ isabelrosado

Untitled-1Hvis du går rundt og er lidt småbitter over din egen barndom, så skal du læse Patrick Melrose romanerne. Snart vil dine forældre fremstå som de mest pragtfulde i verden, og du vil sende dem et par kærlige tanker i taknemmelighed over, at du trods alt ikke har haft samme opvækst som ham.

Jeg har netop afsluttet 4. og 5. del af romankvintetten af den uforlignelige forfatter Edward St. Aubyn, som fornylig gæstede København. Jeg har læst dem langsomt, for den engelske forfatter er så brilliant og velskrivende, at jeg håbede på at lagre hvert eneste ord og indsigtsfulde sætning i langtidshukommelsen, hvilket selvfølgelig er umuligt. Og så skal man heller ikke glemme den høje underholdningsværdi med de i britisk særklasse sarkastiske og ironiske spydigheder, der siver ned langs siderne.

Du er nødt til at læse de tre første Glem det, Dårligt Nyt og En smule håb i den sammenhængende selvbiografiske historie, før du går videre til næste bind med de to sidste Moders Mælk og Til Sidst. Læs min anbefaling af de tre første her

Både hver for sig og samlet set er det fornem romankunst af allerhøjeste kaliber. Ordet mesterværk synes ikke helt at retfærdigøre skrivearbejdet, for det er trods alt levet liv og et virkeligt menneske, der har oplevet frygtelige overgreb og afsavn, før han formår at omsætte sine erfaringer og refleksioner og forvandler dem til et litterært konstrueret storværk med relevans for alle.

I sin helhed handler det om Patricks kvaler med sin opvækst, der forfølger ham hele voksenlivet i form af selvdestruktion, selvhad, depressioner, ensomhed og misbrug.

Det foregår på første klasse i England og Frankrig, men det bliver det ikke mindre gribende eller mere distancerende af. Der er masser at hente på identifikationskontoen også for os fra den gennemsnitlige danske middelklasse. Der er desuden andre vigtige temaer end forældres gigantiske påvirkning af barne- og voksensindet. Afhængighed, fortabelse, moderskab, kærlighedssurrogater og til sidst det altoverskyggende: Frihed. Friheden til selv at vælge sine tanker, fokusere på det man er interesseret i, og leve det liv, man ønsker uden at blive vildledt af projektioner, vrede, bitterhed, afhængighed, tvangstanker og ufrivilligt tvunget til at svælge i sine traumer.

I de to sidste romaner følger vi ikke kun Patricks synsvinkel men også flere af de mennesker, der omgiver ham. Undervejs præsenteres læserne for det fulde omfang af grusomheder, der er blevet begået mod Patrick men også mod andre i hans barndom.

Moders Mælk

Patrick er blevet gift med Mary og far til Robert og Thomas. Hans mor Eleanor har i en årrække dedikeret sit liv til en spirituel bevidsthedsbevægelse og organisationen Red Barnet. Som gammel og tiltagende dement beslutter hun sig for at gøre Patrick arveløs og overlader residensen i Frankrig til sin guru Seamus i stedet for sin fortabte søn. Patrick er rasende, for det er det eneste sted, der forbinder ham til barndommen og hans rødder på godt og ikke mindst på ondt. Han er hunderæd for at overføre sin fars sadistiske tilbøjeligheder og sin mors afmagt og inkompetence som forælder til sine egne børn og kæmper nu med en voksende vrede overfor hende. Udover Patrick følger vi den ældste søn Robert, som forguder sin far og hurtigt følger ham i distanceringen til sin bedstemor. Senere følger vi Mary, der selv har et anstrengt forhold til sin selviske, ufølsomme mor Kettle, og som nu har overgivet sig til moderskabet i en sådan grad, at Patrick bliver skubbet ud på et sidespor, mens han hungrer både efter en kvinde og en moderlig favn. Selvhadet vokser i takt med den midaldrendes trængsler. Ægteskabet er på gyngende grund.

Til sidst

Eleanor er død. Patrick og Mary er separeret. Romanen foregår til Eleanors bisættelse. Af spøgelserne fra fortiden er nu kun faderenes ven og ligeså verbalt sadistiske Nicholas Pratt tilbage på jordkloden. I et kort sekund ønsker Patrick, at hvis blot han også faldt død om, ville vejen mod friheden i en post-forældre verden langt om længe stå åben. En skør kvinde fra både Patricks og Eleanors fortid dukker uventet op til bisættelsen og laver ravage i det hele. Hun viser sig at få funktion af en slags hjælpende engel, der til sidst kan få Patrick til at slippe sine lidelser og den afhængighed han har haft hele livet af såvel lidelserne som stofferne, kvinderne, alkoholen og den distancerende ironi “- the hardest addiction to give up.” Han ser det hele og sin mor i et andet lys. Ikke et tilgivende lys “ – to forgive you have to feel morally superior.” men et frigørende lys. Måske det lys der senere får Edward St. Aubyn til at skrive sine romaner.

Verden er latterlig og hjerteskærende på samme tid

I november var Edward St. Aubyn på besøg i Den Sorte Diamant og fortalte om sin roman til Mikkel Bruun Zangenberg foran et henført publikum. Med hans stoiske ro og myndige, afdæmpede forfatterstemme var det svært at forestille sig, at Patrick Melrose er hans alterego. Men hvor er det fantastisk, at man kan komme så godt ud på den anden side af hårdt levet liv, og hvor er han dog umådelig interessant at lytte til.

Forfatterens definition af den ultimative frihed er en af de smukkeste, jeg nogensinde har hørt:

“Freedom is to react to nothing and respond to everything.”

Se selv med og oplev interviewet fra Den Sorte Diamant her: 

Patrick Melrose-romanerne er venligst tilsendt af Gads Forlag.

I en snæver vending af Mette Sø

~ isabelrosado ~ 1 kommentar

Skærmbillede 2015-12-08 kl. 16.59.42Hvem er de sjove danske kvindelige forfattere?

Hvilke danske kvindelige forfattere kan få jer til at grine? Ikke bare trække på smilebåndet midt i alvoren med en bemærkning der er komisk, bittersød, ironisk eller mere sørgelig end egentlig sjov? Som i Kirsten Hamman, Naja Marie Aidt og Helle Helle. Nej, jeg mener sådan skraldgrine helt nede fra maven, og så det sprutter ud i lokalet? Der er ikke så mange vel? Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen, siden de tre forfattere af Nynnes Dagbog rumsterede i Politiken og ramte tidsånden lige i øjet.

Det er lidt af en påstand men smid gerne fluks de gode eksempler i hovedet på mig, så jeg kan blive klogere og få noget at grine af – det er nemlig tiltrængt. Der må være nogen, jeg har overset? Jeg ved godt, at jeg skal læse Lone Hørslev, Adda Djørup og Stine Pilgaard men er vi ikke lidt i samme genre som ovennævnte forfattere? Og så er der jo Susanne Staun og Leonora Christina Skov, som kan levere et godt grin med deres ætsende onde penne i en ellers dyster historie, men ligefrem lårklasker humor er de vel næppe repræsentanter for? Lad mig høre hvad I synes? Hvilke danske kvindelige forfattere kan få jer til at grine højt?

Jeg kom til at tænke på det, da jeg afsluttede I en snæver vending af Mette Sø. Her er vi heller ikke i lårklasker kategorien, men det er det tætteste, jeg har været længe. Smil og klukkende grin opstod tit under læsningen, og de udsprang af varme og sympati med personerne i stedet for af fryd over det ironiske, pinlige eller kiksede hos svært genkendelige karakterer, som det ofte er tilfældet i  andre romaner.

Mette Sø leverer en underfundig og skæv humor i sine historier, samtidig med at hun har noget dybere på hjerte. Noget genkendeligt. Også selv om det er skævt.

Betty er hovedpersonen. Hun lever af at sælge brugte trusser per postordre. Dem fabrikerer hun nøjsomt ved hjælp af æggehvideblandinger – og yes det er big worldwide business. Lad mig i den forbindelse indskyde at Mette Sø har skrevet sin bog længe før samme gesjæft opstod blandt de indsatte i kvindefængslet i TV-serien Orange is the New Black. Gad vide om de har fået ideen fra Mette? Eller er der virkelig flere “skæve” forfatterhoveder derude, der har opsporet, at det skulle være en efterspurgt vare? Betty har et tæt forhold til sin bror og et anstrengt forhold til sin mor, som har opfostret begge børn alene. Betty er veninde med Jasmin, der bor ovenover og er enlig mor, og hun har en belgisk gift elsker, som er rejsende i chokolade og inviterer Betty på hotel. Resten af tiden bruger Betty på TV-serier og sine tanker. Hun er bange for farlige dyr og ved præcist, hvordan man gebærder sig, hvis man møder en haj eller slange, og hvad man gør I en snæver vending, når alt andet er umuligt. Hun sammenligner sit liv med yndlingskaraktererne fra TV-verdenen, og når livet bliver for svært gemmer Betty sig i et skab og lukker verdenen ude, indtil hun kan lidt igen.

En trist begivenhed i familien tvinger Betty ud af skabet og til at tage ansvar og hun nærmer sig langsomt om ikke en forståelse så en form for tilgivelse af morens bitre væsen og ikke mindst en accept af sig selv og den virkelige verden.

I en snæver vending er en skøn og hyggelig lille dannelseshistorie om at være ung og følsom, mens man gemmer sig bag det panser, man nu engang har bygget op for at beskytte sig selv. Og om at udvikle sig, turde at lægge panseret fra sig, stå ved sig selv og komme videre. Sproget er med sine korte sætninger og plim-bam-bum vendinger lige ud af landevejen og til at tage at føle på, og historien om Betty er sjov og rørende.

Jeg har engang været kollega med Mette Sø for mange år siden i reklamebranchen. Dengang var hun også indbegrebet af god humor, altid klar med en kæk bemærkning der sad – og en vis kvindes dybde, præcis som i sine små finurlige romaner. Fire har hun skrevet indtil nu. Alle har fået strålende anmeldelser. Jeg har dem på hylden men af en eller anden mærkelig årsag, er jeg først begyndt at læse dem fornylig. Måske fordi jeg kender Mette lidt og derfor nødig vil virke forudindtaget positiv. Eller af frygt for at jeg slet ikke havde lyst til at anbefale. Heldigvis har Mette Sø ikke brug for en blogger i koret af bifald. Hun klarer det fint selv og er senest blevet københavner-darling i Vendelbo-området med sin seneste roman Fordi at, der udover at fortælle en historie om en kvinde, der støder på det overnaturlige i naturen, udforsker sproget i det nordjydske.

Petit-Petit var gennembruddet, som jeg ikke har fået læst endnu. Måske fordi det er noget med sport og en kvindelig cykelrytter, selv om den selvfølgelig handler om alt muligt andet. Og så er der Snebær, som handler om tre kvindelige modstandsfolk med dæknavnene Moskva, Pim og Spot under 2. Verdenskrig.

Der er meget at glæde sig til. Og hvis I ikke kan hjælpe mig med forslag til flere sjove kvindelige danske forfattere, så er der i hvertfald Mette Sø.

 

Planen af Morten Pape

~ isabelrosado ~ 1 kommentar

Planen forsideHvor det dog glæder mit lille Amager hjerte, at det lige netop blev Morten Pape, der vandt årets debutantpris på Bogforum. Stort, stort tillykke! Aldrig før har jeg heppet på en bestemt vinder flere dage i forvejen, og det er ikke sådan, at jeg kender manden. Men Papes roman Planen har blæst mig bagover af benovelse. Den er vanvittigt velskrevet, helt vild i sit indhold, og jeg er helt vild med den på alle tænkelige planer. Sjov, sørgelig, rystende, skræmmende, oprørende og tankevækkende.

Planen handler om Morten Papes opvækst i ghettoen Urbanplanen på Amager. Det sociale boligbyggeri med lejligheder, rækkehuse, skole, kirke, daginstitutioner, grønne områder og eget butikscenter, der opstod i slut-tresserne og skulle have været en lille velfærdsoase for det arbejdende folk i overborgmester Urban Hansens socialdemokratiske København. Det blev også en ø i øen, men et sted som alle os, der boede udenfor hurtigt lærte at holde sig langt væk fra.

I teorien kunne man leve et helt liv uden nogensinde at have brug for at bevæge sig udenfor Urbanplanen.

Det ligger fire gader fra hvor jeg bor og er vokset op, og selv om man har haft sine forestillinger om livet i Urbanplanen, så overgår Papes beretning ens værste fordomme. Det er selvfølgelig trist, men hvor er det godt, det bliver fortalt, og hvor er det stort, at det bliver fortalt så godt!

Jeg gik i samme ungdomsklub som Pape og havde venner, der boede i Urbanplanen, men det var i 1980’erne cirka 15 år før bogens handling finder sted. Det var råt men ikke tilnærmelsesvis så råt, som det blev i løbet af 1990’erne og fra 2000 frem. Hold nu op, der er sket ting og sager og kun til det værre. Dog er det mit klare indtryk, at både Urbanplanen og Dyvekeskolen, der længe har haft et elendigt ry, i de sidste fem år har gennemgået en række forbedringer, men om det har gjort livet nemmere, hvis man bor i Planen, tør jeg ikke sige.

Pape vokser op i et splittet samfund mellem muslimer og taberdanskere, et sted hvor alle hader hinanden på kryds og tværs af nationaliteter men er tvunget til at omgås i skolen og i klubben men som også danner et fællesskab mod dem udenfor, der hader alle fra (T)Urbanplanen. De unge fra parcelhusmiljøer på Amager, som ikke er mindre taberagtige, og hvoraf en stor del er racister. Vold, afstumpet opførsel, kriminalitet, stoffer og ligegyldig sex er hverdag for de unge helt ned i 12-årsalderen.

Pape er for intelligent til det sted. Det samme er hans mor, men de er fanget i et trøstesløst liv ligesom alle de andre. For moren betyder det kronisk depression. For Pape bliver det en kamp for at komme væk. Men inden det lykkedes, forsumper han i afmagt, hashmisbrug og en vaklen mellem fløjene i Planen. Hvor hører han til? Er han perker-Pape eller kartoffel-pape?

“Hvad laver du”? siger Behrouz. “Hvad? Hvad har jeg gjort?” “Du lægger din hoved helt ned mod bordet, når du spiser.” “Det er så jeg ikke spilder ned af mig selv.” Behrouz smiler og ryster på hovedet af mig. “Endnu en forskel på danskere og perkere. Har du set en perker spise en dürum som om han var bange for at svine?” Jeg tænker mig længe om, men kan slet ikke følge Behrouz’ betragtninger. Han er klogere end de andre, en dreng der lægger mærke til resten af verden, ligesom mig(…..) Han tager sin shawarma op foran sig med to hænder som var det skæftet på et sværd, han skal til at stikke i sin fjende. “Lad maden komme til dig. Ikke noget med at bøje eller bukke sig ned og være forsigtig. En rigtig mand har altid sin hage oppe. Tag den op til din fjæs, og tag en bid. Sådan er det også med livet. Bare lade det komme, wallah. Ikke noget med at gemme sig.” Jeg stener længe på ham. “Er du blevet filosof nu, eller hvad?” “Hvad er en filosof?” “Sådan en som tænker over livet og sådan noget shit.” “Selvfølgelig gør jeg det. Tror du bare man kan klare sig uden? Jeg sværger, Pape. Den her nye årtusind vi lige er startet på, der gælder kune én regel:man må klare sig selv. Man kan ikke stole på nogen. Bare vent og se.” Han tager en bid af toppen og smider en klump stanniol ned i fletkurven. Han tygger af munden og nikker mod mig imens. “Den her verden eksploderer snart. Alle hader hinanden. Bare se på vores skole. Man skal være klar på det når det sker.”

Det hele kulminerer efter terrorangrebet i New York 11. September 2001, hvor hadet og modsætningerne eksploderer, og det kan man mærke, hvis man bor i Planen. Helt ind i klasseværelset.

Morten Pape vokser op med en tiltagende vrede over sit ophav og miljø og føler sig konstant fremmedgjort overfor sin familie og sine omgivelser. Alligevel er det en beretning fuld af kærlighed, forståelse og forsoning med rødderne, han har skrevet her ti år efter, han er sluppet ud og kommet videre.

Historien om Papes far og mor skærer helt ind i sjælen. En underskudsfamilie der egentlig ikke er mere dysfunktionelle end gennemsnittet og har kærlighed til de tre børn, men især farens svigt efter skilsmissen og mangel på selvindsigt er helt abnorm, samtidig med at man får lidt ondt af ham på grund af Papes nådesløse udlevering af hans pinlige adfærd.

Morens indre pinsler men også kamp for og styrke til at gøre det bedste, hun formår for sine børn er rørende læsning. Hendes historie bliver udleveret ligeså råt for usødet af sønnen, men selv om det er barskt og pinligt, mister man aldrig sympatien men får bare lyst til at sende hende på et meget langt kurophold. Pape er ligeså nådesløs ved sig selv og fortæller om barndommen og teenageårene og egne indre kampe med en hudløs, dybt troværdig og ucensureret ærlighed, der bare afføder endnu mere respekt. Det samme gør det eminente sprog, der synker let og ubesværet ind sammen med lidt klogskab fra både Morten og et par af hans få kvikke venner, og den underliggende samfundskritik som skinbarlige sandheder.

Kære litterater, I behøver ikke længere efterlyse den store danske dannelses- eller generationsroman. Den er lige her.

Planen er en vigtig bog, et stykke historisk socialrealisme, der bør indgå som pligtlæsning i skolerne fremover, indtage en plads i den danske litteraturkanon og modtage så mange hædersbevisninger som muligt.

Den har skubbet alt andet ned fra min personlige præmiehylde i bogreolen og står nu lysende klart på en førsteplads som min største læseoplevelse i 2015.

Planen er venligst tilsendt af Poltikens Forlag.

Forfattermøde med Henriette Rostrup

~ isabelrosado

En dansker i New York – eller når nissen flytter med

DET_AAR_VI_GIK_TIL_BEGRAVELSE_omslag_146x220.indd“Man kan godt være god ved andre, selv om man er et røvhul.” Så enkelt kan det siges, når en forfatter skal opsummere temaerne i sin nye roman. Men tag ikke fejl, hvis du synes, det lyder banalt. Det år vi gik til begravelser af Henriette Rostrup er en multifortælling i den amerikanske skønlitterære tradition. En dannelsesroman, en kærlighedshistorie. En roman om at finde og tilgive sig selv. En historie af internationalt format med lag-på-lag erkendelser og et væld af sidefortællinger. Men også en historie der udfordrer sin læser og forfatteren selv, der ligesom bogens hovedperson lader ting ske uden en større plan eller struktur i selve skriveprocessen.

“Jeg kan godt lide at lege med sidehistorier og se, hvor langt jeg kan gå ud. Hvor meget kan jeg få folk til at tro på? Det er især sjovt, når fortællingen bliver klogere end mig, og når karakterne bestemmer, hvad vi skal.”

Det og meget andet fortalte hun om for en uge siden, hvor jeg var med til endnu et spændende og vellykket blogger-arrangement på Politikens Forlag.

Romanen foregår i New York, hvor forfatteren selv har boet og arbejdet som assistent for en af de mest velansete og hårdhudede literære agenter. I USA kommer man nemlig ikke langt som forfatter uden sådan en. Henriette Rostrup delte velvilligt ud af anekdoter fra dengang:

“Jeg havde engang lavet en fejl, og så røg det ud af mig: “Oh my god, I just didn’t think about it.” Og fik svaret: “Then think!”

Nej, forlagsbranchen er ikke for mimoser. Og slet ikke i New York. Alligevel opnåede Henriette Rostrup agentens fulde tillid, og hun var faktisk den første til at opdage selveste Jonathan Safran Foer, forfatteren til den skønne roman Ekstremt højt og utroligt tæt på.

Erfaringerne fra storbyen over dem alle har inspireret, men romanen handler ikke som sådan om New York, og der er også langt fra universet i Sex and the City, selv om forlaget i aftenens anledning serverede dybrøde og småfarlige Cosmopolitans.

IMG_5711New York er mere en kulisse i en fortælling, der handler om at flygte fra fortiden og om at omskrive sin egen virkelighed, så den er til at holde ud. Og om at skabe en ny familie på sine egne vilkår, når man har en baggrund med en alkoholiseret mor og en fraværende far, der går mere op i døde børn som politiefterforsker end i sit eget levende. Resultatet af det er en voksen kvinde, der ikke kan træffe valg selv men lader skæbnen og de andre råde samtidig med, at hun pakker sig ind i løgnen.

Det gamle New York

Alligevel spurgte hele blogger-forsamlingen ind til årene i New York, fordi byen bare bliver ved med at fascinere.

“Alle har et forhold til den by, uanset om de har været der eller ej. Men New York er i konstant forandring, og folk flytter sig hele tiden – for at tjene flere penge eller få billigere husleje.”

Henriette Rostrup boede der i sluthalvfemserne før terrorangrebet 11. September 2001. Dengang byen stadig var farlig. Man tog ikke med Subway som turist, folk blev myrdet i Central Park, og kunstnere og bohemer havde råd til at bo i kvarterer som Hell’s Kitchen sammen med transerne, luderne og lommetyvene. De er for længst flyttet ud af byen nu. Efterhånden er det kun kedelige børshajer og ekstremt rige mennesker, der har råd til at bo på Manhattan.

“Alt det hårde og kriminelle findes ikke længere, men kunstnerne har heller ikke råd til at bo der. Hele det kunstneriske miljø er flyttet ud. Jeg ville ikke kunne skrive om byen, som den er nu post 9/11. Sidst jeg var der, gik det op for mig, at det er en sindssygt stressende by. Jeg kender ikke New York længere,” siger hun.

IMG_5707
En glad forfatter Henriette Rostrup [th.) med sin redaktør Helle Stavnem fra Politikens forlag.
Socialt handicappet

I Henriettes New York flytter hovedpersonen Jewel ind i en lille lejlighed i samme bygning som transvestitten Mr. V. og den prostituerede Lydia. De bliver snart det tætteste, hun og datteren Nadia Belle kommer på at have en familie. Senere kommer den aldrende forfatter Lawrence Scott til, hvis biografi Jewel skal ghostwrite. Jewel hed engang Julie og voksede op i Danmark, men hun har ikke længere kontakt til sine forældre, og det har som nævnt sine årsager.

Jewel har en temmelig livlig fantasi og for at skabe et pænere billede af sin barndom, skriver hun falske breve fra mormor i Danmark til sin datter med idylliserede historier om opvæksten. Jewel gør i det hele taget mange ting, som nogle af os i læsegruppen havde svært ved at forstå.

Flere fandt hende utroværdig som person på grund af hendes handlinger eller mangel på samme, men der var også bred enighed om, at det gjorde hende mere spændende som person. At hun er uforudsigelig og agerer modsat af, hvad de fleste ville gøre. Og at hun i flere tilfælde overhovedet ikke reagerer men bare lader ting ske for hende. For eksempel har hun svært ved at gribe ud efter kærligheden. Til tider er hun selvoptaget, egoistisk, møgirriterende og en smule selvudslettende.

Så meget desto større et privilegium at få lov til at spørge forfatteren direkte. Hun elsker, at hendes karakter irriterer og provokerer læserne, for så er de da ikke ligeglade.

“Jewel er socialt handicappet, og når hun handler ved ikke at handle, er det for at beskytte sig selv. Hun stikker af, når tingene bliver ubehagelige. Det, at hun ikke træffer valg, er en tillært handling, som hun har fra sin mor, og det kan hun ikke flygte fra,” forklarer Henriette Rostrup.

På grund af sin opvækst er Jewel blevet en mytoman, der bruger sin fantasi til at digte på sit liv. I tilbageblik fortæller hun om barndommen og ungdommen som små spøgelseshistorier, der skaber mere forståelse for hvor Jewel er i dag. De historier berørte mig som læser en hel del mere end selve hovedhistorien i New York.

At leve på en løgn

Kort efter at Jewel flytter til New York bliver hun gravid med journalisten Tor, som hun er forelsket i, men han får ikke noget at vide om barnet. Hun bliver en bedre mor for sit barn, end hendes egen mor har været, men kommer til at svigte på andre måder. Til gengæld svigter hun ikke sine nye venner i New York, og de har brug for hende. Ligesom hun har brug for dem. Gennem de nære relationer her opdager Jewel nye sider af sig selv, og hun lærer at tilgive og respektere sig selv, for den hun er.

Der er mange spændende temaer i bogen og rig mulighed for selvfortolkning. Hvis Henriette Rostrup selv skal gøre hovedbudskabet op, så er det helt enkelt men ikke desto mindre godt at blive husket på: “Vær dig selv!”

Patrick Melrose-romanerne af Edward St. Aubyn

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-10-15 kl. 15.32.15Det er ikke alle, der har haft en hård barndom, der nødvendigvis skal skrive om den, men når man skriver så uforskammet godt som den britiske forfatter Edward St. Aubyn, er det nærmest en forpligtigelse.

Som barn af den britiske overloadede overklasse kunne St. Aubyn have valgt ikke at bestille andet end at smide om sig med penge og gå amok i sex, drugs and rock n’ roll. Det gjorde han så også i den første tredjedel af sit liv, indtil pinslerne fra barndommen trængte op til overfladen, og han begyndte at skrive og dermed at arbejde for første gang i sit liv.

Som storlitterær hitforfatter har han også skrevet om andet end sig selv, men det er de selvbiografiske romaner om Patrick Melrose, han er mest kendt for. De udkom allerede i 1990’erne, men er først blevet oversat til dansk fornylig af Gads Forlag.

Jeg har nu afsluttet de tre første Glem det, Dårligt Nyt og En smule håb, som fås samlet i én bog, mens de to sidste Moders mælk og Til sidst bliver udgivet samlet den 6. november. Dem skal jeg have fat i. For samtidig med at historien om Melrose er forstemmende læsning, er den også sært opmuntrende og tragisk-komisk. Spækket med ironi og sort britisk overklasse humor, der mildt sagt er usympatisk men også morsom. Især når den er selvironisk og træder på fortælleren selv men også på de andre mestendels ubehagelige karakterer med stiff upperlip og facaderytteri. Patrick Melrose-romanerne er blevet kaldt Downtown Abbey After Dark af anmeldere. Jeg kan ikke heelt se sammenligningen, bortset fra at det handler om britisk overklasse. Det er for det første forskellige tidsaldre, vi befinder os i, og så vidt jeg kan forstå, er der op til flere sympatiske karakterer i den populære tv-serie, som jeg endnu kun har set få afsnit af. Men som en veninde pointerede: “De laver jo ikke noget.” De har bare penge, og mange af dem bruger tiden på at udfylde rollen som overklasseløg, der sparker nedad. Hvilket romanen bekræfter med denne konstatering.“Folk afskyr altid dem, de har behandlet dårligt.”

De tre i én romaner finder sted på hver sit tidspunkt i en afgrænset periode af Patricks liv.

Glem det

Vi starter, da Patrick er fem år omkring 1965. Hele denne del foregår i løbet af et par dage på hans forældres sommerresidens i Frankrig. Patricks far er uddannet læge men har ikke bestilt andet end at være et dumt svin, efter han har giftet sig til en formue. Han er mildt sagt en sadist og en syg stodder både overfor Patricks iøvrigt irriterende passive og forsagte mor og overfor sin søn, som han misbruger psykisk, fysisk og seksuelt. Forældrene holder dekadente selskaber, hvorfra gæsterne egentlig helst bare vil hjem, inden de selv bliver spiddet verbalt, mens de er vidner til, at en dreng og en mor tydeligvis har det skidt. Grobunden er lagt for Patricks selvdestruktive og dystre fremtid.

Dårligt Nyt

Patrick er i 20’erne og modtager nyheden om, at hans far (endelig)er død. Han tager til New York for at hente faderens aske, og over et par dage udlever han den ondeste stofrus, mens han tænker på farens opførsel, og hadet og selvhadet vokser. Han har været narkoman af hårde stoffer i årevis og veksler sit liv mellem at checke ind på fornemme luksushoteller, splitte det hele ad i løbet af et par dage, og at vandre søgende og hvileløst rundt i de fattigste kvarterer efter det næste fix eller en kvindelig favn.

En smule håb

Patrick er i 30’erne. Han skal til fint selskab med britiske nobiliteter, og aftenens højdepunkt  er deltagelsen af prinsesse Margaret. Men han er ikke den eneste gæst, der hader det overfladiske liv. Et par på vej til selskabet har denne dialog i bilen. “Ved du hvor vi er? Ja vi er helt ude i hampen. Det er det, vi er. Vi er på vej hen for at møde en masse museumsstykker, arrogante snobber, fladpander og feudale bonderøve.”

Til festen opdager Patrick, at hans elskerinde er ham utro med hans bedste ven og tidligere med-junkie Johnny. Han er ligeglad. Patrick er afvænnet og forsøger så småt at komme videre med sit liv, selv om en læge siger, at Patrick lider af en depression oven i en anden depression. “Så kom du dig i det mindste over den første,” lyder det tørre svar fra Johnny. Patrick sidder ubehjælpeligt fast i et intetsigende overklasseliv fyldt op af hadet til sin far men nu mere reflekterende omkring sit eget liv og med en smule håb om at finde en bedre udgave af sig selv.

Alligevel kunne han aldrig befri sig for vreden over, at hans far havde frataget ham muligheden for sjælefred, og han var klar over, at uanset hvor meget han anstrengte sig for at reparere sig selv, kunne han kun skabe en illusion om helhed – han var som en vase, hvis mønstrede overflade virker hel, men som engang er blevet knust og i sit blege indre fremviser de tynde mørke linjer fra restaureringen.

Eneste håb er at hele ved at betro sig til vennen. Men det er ikke nok. Patrick prøver at komme overens med tanken om, at faderen måske snarere var syg end ond, og at han selv havde været udsat for ting, der var om ikke værre så ligeså grusomme på en anden måde.

“Jeg har altid troet at sandheden ville gøre mig fri, men sandheden driver bare en til vanvid,” konstaterer han.

Det er mørkt, det er dystert, det er gribende, det er ondt, det er morsomt, og det er helt igennem forrygende og fængende læsning.

Den 18. november kan du iøvrigt møde forfatteren på Den Sorte Diamant. Tjek det ud her

Patrick Melrose romanerne er venligst tilsendt af Gads Forlag.

Logbog fra et livsforlis af Erik Valeur

~ isabelrosado ~ 1 kommentar

Logbog fra et livsforlis

Inderst inde er vi alle sammen små børn, præget af vores følelser, vores forældre og de vilkår tilværelsen har tildelt os på godt og ondt. Alt det vi ikke er så glade for at bære med os fra barndommen, forsøger vi efter bedste evne at skjule som voksne. For nogle lykkedes det bedre end andre – så meget at de ofte glemmer barnet i sig selv. Sådan er det ikke for Viggo Larssen, der bliver voksen alt for tidligt. Den lille generte, ensomme dreng, der slås med uhyggelige drømme, tvangstanker, en konstant frygt og en særlig evne til at gennemskue alle de andre, får det som voksen så svært, at han flytter ud i et fyrtårn i det yderste af landet for at leve uforstyrret af alt andet end sine dæmoner med en daglig flaske Rioja som eneste trøst.

Men en kvinde holder øje med ham, og hende har læsere af Erik Valeurs forrige og meget roste roman Det syvende barn mødt før. Mystiske Marie, der nu kalder sig Malin (som i Malign!) har kastet sin åndelige kærlighed på Viggo, da hun føler, de er forbundsfæller som de sære og nærmest svævende eksistenser de er. I København er en ældre kvinde, der både er mor til landets Statsminister og Justitsminister forsvundet fra sit plejehjem og har efterladt nogle mystiske spor, der tyder på drab. Drabschefen, som insisterer på at et bæst er et bæst, også når det bliver fanget og hans Nummer To bliver sat på sagen. Som et makkerpar der minder om Axel Strøbye og Ole Ernst i Olsen Banden, ryger de hele tiden bagud på point i efterforskningen, et komisk islæt i en ellers dybt seriøs roman. Sagen har en relation til Viggo Larssens barndom og hans gamle venner fra Søborg, der voksede op på samme vej som de magtfulde brødre og led under deres tyranni, og på hver deres måde er de ved at kæntre i eget liv, uanset om de står på toppen eller bunden af succesbarometret.

Logbog fra et livsforlis er en formidabel roman, der for min skyld godt må tage prisen som årets danske mesterværk. En samtidsroman, fabel og thriller i ét med en hel masse på hjerte. Jeg var begejstret for Det syvende barn, omend jeg synes den var meget lang. Den her er bedre.

Erik Valeur har en enestående evne til at sætte ord på menneskers livsdrama i en form, der minder om magisk realisme uden at miste jordforbindelsen. Han formår at skabe en fortælling fra den grå andedam, der har en ligeså fortryllende effekt som en sydamerikansk, dampende jungle og så endda med et overnaturligt lag, der overbeviser i al sin enkelhed. Viggo er gennem hele sit liv stødt på enslydende dødsvarsler, der går i opfyldelse og overbeviser ham om, at intet er tilfældigt, og det plager ham ligesom alle de ulykkelige hændelser, han gennemgår som barn og senere som voksen introvert journalist med en særlig fascination af døden og en forkærlighed for grundighed og fordybelse i den journalistiske proces. Sådan nogle har det svært på de danske mediearbejdspladser i dag.

Erik Valeur er en ekstremt dygtig fortæller med en fortid på journalistiske fyrtårne som magasinet Press og DRs montage – og dokumentargruppe. Han har modtaget hyldemeter af priser for sin journalistik og også for sin første roman Det syvende barn. Uanset om han skriver fakta eller fiktion, leverer han knivskarpe iagttagelser om den tid, vi lever i. Og det er observationerne, fortælleevnen og det elegante sprog, der imponerer mig mere end selve spændingsplottet.

…Ove havde set, hvordan globaliseringen sendte gammastråler af utryghed ind gennem især den ældre del af befolkningen. Han havde fornemmet hvordan frygten voksede og voksede, hvordan synerne af den stadig mere uregerlige klode udviklede enorme behov for at vende indad og i dækning og rulle gardinerne for og koncentrere sig om sin egen, måske endnu overskuelige verden. Kroppen, sjælen, familien, det gode liv. Jo mere urolig verden blev, jo mere kredsede de velstående befolkninger omkring deres egen personlige sårbarhed, kroppens forfald og mangel på kontrol – og i den skrækhvirvel var døden det ultimative forræderiske fingerkys fra oven….

 Ove er en af Viggos barndomsvenner, der har forrådt 70’er ungdommens idealer og ladet sig overmande af grådigheden. Han har opfundet et nyt velindbringende koncept, der skal tage rædslen ud af døden og gøre mennesker udødelige og uforglemmelige, hvis de altså investerer i en helt særlig gravplads med knapper, lyd og skærme…..

Nej, der er ingen tvivl om, hvem skurkene og de fordømte er.

Skrupelløse magthavere, selvhøjtidelige medier, management konsulenter der forblænder med blålys og buzzwords og effektiviserer livet, sjælen og meningen ud af folk med fast arbejde, ledere i det offentlige der melder sig syge så snart de skal stå til ansvar for et svigt, sundhedsfanatikere på evig flugt fra døden, danskere der pakker sig om sig selv og vender blikket indad af frygt for globaliseringens trængsler, den tilskærpede debat der gør enhver til sin egen lykkes smed i verdens lykkeligste land, den hårdere tone og lavere tolerance, manglen på rummelighed og næstekærlighed overfor kontanthjælpsmodtagerne, flygtningene, de skæve eksistenser, og de der bare har svært ved at følge med. Erik Valeur uddeler lammende øretæver til samtiden med en sproglig præcision, der rammer målskiven hver gang.

Fortællingen bærer tydeligt præg af forfatterens eget levede liv med anekdoter fra virkeligheden i skøn forening med den frie fantasi og nye greb på de helt store spørgsmål om menneskets natur, klarsyn, livet, døden, universet og meningen med det hele.

Hvad læsere måtte mangle af ramasjang, tempo, isnende spænding, blod, vold og uforudsigelige drejninger og overraskelser i denne geniale roman, får vi der elsker en velfortalt historie rigeligt kompenseret for med al den rammende dybde og klogskab, der får hjertet til at bløde af sig selv.

Logbog fra et livsforlis er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Læs mere om forfattermøde med Erik Valeur her

De sære børn

~ isabelrosado

Forfattermøde med Erik Valeur

Der er dage, hvor det er en ekstra stor fornøjelse at blogge om bøger. I går fik jeg mulighed for at møde et journalistisk og skønlitterært fyrtårn, jeg har beundret på afstand i mange år.

Erik Valeur og Politikens Forlag havde inviteret til forfattermøde med en lille udvalgt skare af dedikerede bogbloggere i anledning af hans nye roman Logbog fra et livforlis, der udkommer i dag. Det var en hyggelig og indholdsrig formiddag, hvor bogens mange spændende temaer blev vendt, og hvor Erik Valeur også fortalte om sin forrige roman Det syvende barn og selve arbejdet med bøgerne.

IMG_5484
Forfatteren Erik Valeur og Helle Skov Wacher fra Politikens Forlag

Nogle forfattere vægrer sig ved at dele ud af, hvor meget af deres værk der er hentet fra eget liv, og hvor meget der er fri fantasi. Sådan er det ikke med Erik Valeur, der på trods af at være et lidt sky element fortæller fuldstændig åbent og ærligt om sine erfaringer fra barndommen og voksenlivet som undersøgende journalist.

Det har sit formål, for Erik Valeur har et overordnet budskab, han gerne vil have ud: Vi voksne skal være bedre til at forstå vores børn og til at fornemme hvordan de egentligt har det, for kløften mellem børn og voksne er uundgåelig, og det er svigtet af dem også.

“De voksne overser tit børnenes særheder og den ensomhed, de føler. De ved instinktivt godt, at hvis de gør eller siger noget forkert, så bliver de voksne irriterede, vrede, kede af det eller bekymrede. Så børn lever i deres egne små tunneller, der dækker for alt det, de synes er pinligt, svært og gør dem bange  – for at hjælpe og beskytte de voksne. Vi skal være bedre til at opdage de ting,” siger han.

To års tortur

Erik Valeur var selv et frygtsomt barn. Han lå vågen om natten for at undgå uhyggelige drømme, og så tænkte han på døden i stedet . Om morgenen var hans øjne blodrøde af træthed, men der blev ikke spurgt ind til det.

“De dryppede mine øjne med borvand, og så var jeg jo bange for at blive blind.”

Han sagde ikke noget om det. Hans mor havde allerede været rigeligt igennem. Først da hun måtte overlade ham til spædbarnshjemmet Kongslund i hans første år, som er afsættet for historien i Det syvende barn, og senere da han som ti-årig fik konstateret en sjælden hoftesygdom. Han blev indlagt på kysthospitalet på Røsnæs i to år og lå på ryggen og i stræk i et helt år uden at kunne foretage sig andet end at læse.

“ Forældrene måtte kun komme på kort besøg om søndagen, for så mente man, at børnene netop ikke ville savne dem så meget. Og hospitalet var bevidst placeret langt væk fra den forstyrrende verden. Så lå jeg der og kiggede udover Kalundborg Fjord,” husker han.

Viggo er Valeur

Erik savnede sin mor, og det gør hovedpersonen Viggo i Logbog fra et livsforlis også, men for ham bliver omstændighederne endnu hårdere.

I bogen flytter den voksne Viggo ud til et forladt fyrtårn på Røsnæs for at være i fred, mens hans liv er ved at kæntre.

Et sted som Erik Viggo Valeur besøgte flere gange, efter han endelig blev udskrevet fra hospitalet. Jo Viggo er hans mellemnavn, og bogens Viggo er Erik, selv om voksne Viggo er betydeligt mere ensom og mindre succesfuld end Erik, der er far til fire voksne børn.

 Far vil have fred

Forfatteren er heller ikke bleg for at fortælle, hvordan han selv har svigtet sine børn. For han havde enormt travlt med at afsløre korrumperede magthavere og udstille samfundets svigt og uretfærdigheder.

“Da børnene var små, arbejdede jeg hjemme som journalist, for så var jeg jo hos dem. Men jeg havde travlt med at snakke i telefon og med skrivearbejde, og så blev jeg jo irriteret når de forstyrrede. Min lille datter hostede en del på et tidspunkt, og så fik hun nogle gange en halv codymagnyl for at være stille.”

Fem venners livsforlis

Som journalist og forfatter har Erik Valeur altid interesseret sig for dem, der har det værre end ham selv, og der var både de børn, der aldrig fik besøg på hospitalet og gik helt til grunde, alle de skæbner hvis liv han har berettet om som journalist, og de voksne der ikke kunne klare presset i mediebranchen eller i samfundet for den sags skyld.

“Vi har sådan en perfektheds- og konkurrencekultur, der er ved at tage livet af os. Jeg kender mange, der er helt blå i hovederne af at leve op til kravene om forandringsvillighed og effektivitet. Og så er der hele sundhedstrippet. Jeg har virkelig ondt af alle de arbejdspladser, der bliver kaldt til DHL-stafet,” siger Erik Valeur, der gør en dyd ud af at skrive samfundskritikken ind i sine historier.

“Jeg fik en del vrede ud, da jeg skrev Det syvende barn. Det var terapi, men der er jo stadig ting at hidse sig op over.”

Erik Valeur har tasken fuld af avisudklip om alle de svigt, vi som samfundsborgere bliver budt. Fra kummerlige forhold på plejehjem hvor beboerne føler sig som “indsatte,” og som lever fuldt ud op til betegnelsen “dødens forgård” til opgørelser over ministeriernes forbrug af milliarder til managementkonsulenter. Han har hovedet fuld af anekdoter om mennesker og magthavere, der har krydset hans vej, og flere af dem optræder i romanen.

Viggo og hans venner fra barndommen i Søborg mødes igen som voksne, og det er ikke kun Viggos liv, der er ved at kæntre. Men måske er det netop dem, der på overfladen har mest succes og styr på sagerne, der for alvor er ved at drukne, mens Viggo stadig har en chance for at blive på båden, selv om den gynger.

Læs mere om hvorfor jeg synes Logbog fra et livsforlis er et hit her

Du forsvinder af Christian Jungersen

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-09-14 kl. 12.21.20Det var nyheden om en kommende filmatisering af romanen Du forsvinder, der ansporede mig til langt om længe at læse den færdig efter et halvt år på natbordet – og det er jeg glad for. Christian Jungersen er en af Danmarks dygtigste forfattere, og som så mange andre blev jeg blæst væk af hans forrige roman Undtagelsen. Et studie af den ondskab der ulmer latent i os alle, og hvad der kan ske, når den får lov at spire og til sidst vokser udover potten og fortærer alt som en kødædende plante. Det starter med mobning og ender med mord blandt fire kvinder, der arbejder på Institut for Folkedrab, en institution i det nogle kalder “godhedsindustrien”, hvor der i teorien kun burde arbejde uselviske mennesker med rene motiver, men sådan er det naturligvis ikke. De er jo kun mennesker. Her dog lidt grummere end gennemsnittet. Det er ti år siden, at jeg læste Undtagelsen, men den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig og solgte helt forståeligt en masse verden over. Du forsvinder er Jungersens tredje roman, og som de forrige har han gjort sig ekstremt umage. Både i sin research og ikke mindst i opbygningen af sit plot. Det er eminent og overrasker helt frem til sidste side.

Du forsvinder er ikke en rendyrket thriller som Undtagelsen men uhyggeligt nok et hverdagsdrama om at leve med et menneske, der er syg i hjernen i bogstaveligste forstand. Under en familieferie til Mallorca bliver Mias mand Frederik indlagt efter en meget mærkelig opførsel, der blandt andet inkluderer hasarderet kørsel i bjergene med Mia og sønnen Niklas på bagsædet. Det viser sig, at Frederik er syg med en svulst i hjernen, der i løbet af de sidste tre år har ændret hans personlighed. Mia har nydt de år, for hun har aldrig fået så meget opmærksomhed fra Frederik før, men manden bliver tiltagende utilregnelig og svær at leve sammen med. Oveni det har han begået bedrageri for millioner på den privatskole, han er leder for og står til en længerevarende fængselsdom  – medmindre han kan bevise, at det hele er sygdommens skyld. I løbet af kort tid mister familien alt og må gå fra hus og hjem, og samtidig må Mia alene tage konfrontationerne med alle de mennesker, Frederik har svigtet i løbet af sin kriminelle løbebane.

I en støttegruppe for pårørende til hjerneskadede møder Mia advokaten Bernard, som hun falder hovedkulds for og nærmest bliver besat af, men Bernard har ikke tænkt sig at forlade sin syge hustru. Alt dette er blot en del af historien. For Frederiks sygdom ændrer ikke kun ham selv, men også hans nærmeste. Mias voksende indsigt i hjernesygdomme påvirker hendes egen personlighed, syn på omverden og ikke mindst på kærligheden. Hun udvikler sig fra lidt af en kedelig grå mus til en stærkere, handlekraftig men ikke synderligt sympatisk dame og bliver selv uigenkendelig især for sin søn. Romanen er tilført dokumentariske afsnit i form af kronikker, bogudsnit, mails og fotografier, som gør læseren klogere på neurologi og psykologi og højner troværdigheden af hele forløbet. Men da det meste er dygtigt opfundet af forfatteren omend baseret på research, bliver jeg i tvivl om, jeg skal tage det hele for gode varer, eller sortere i fakta, fiktion og fantasi, og det er lidt irriterende. Jeg vil gerne lære nyt og tilføre min egen hjerne faktuel viden, også når jeg læser en roman. Jeg synes også, at historiens midte trækker for langt ud, og Mias umodne besættelse af Bernard keder mig et langt stykke af vejen. Men da jeg efter en længere pause, så kom i gang med tredje del af romanen, gik det stærkt. Her bliver der serveret aha-oplevelser på stribe, og da jeg lukkede bogen var der virkelig noget for den lille hjerne at bearbejde. Derfor vil jeg i høj grad anbefale Du forsvinder, og jeg tror, at med de helt rigtige skuespillere vil filmudgaven kunne skabe mere af den spænding og det stærke menneskelige drama, der fiser lidt ud i nogle af bogens passager på grund af den subtile, langsommelige og socialrealistiske stil. Den fungerede dog helt perfekt i Undtagelsen, hvor ondskaben snoede sig op og ned af hver side men lidt mindre i det ægteskabelige drama her.