Orkansæsonen og stilheden af Anne-Cathrine Riebnitzsky

maj 2, 2016maj 2, 2016 ~ isabelrosado

Ethvert valg i et menneskes liv har konsekvenser for personen selv såvel som for andre. Derfor må vi som individer tage ansvar for vores valg. Det bliver på fornem vis fremstillet i Orkansæsonen og stilheden den seneste roman af Anne-Cathrine Riebnitzsky. En række menneskers liv bliver viklet ind i hinanden i denne højt anlagte og dybt ambitiøse fortælling, hvor en lang række karakterers plottråde er spundet sammen i et net og viser sommerfugleeffekten i aktion. Altså forestillingen om at en sommerfugls vingeslag på den ene side af kloden kan starte en orkan på den anden side. Lidt ligesom i film som Short Cuts, Crash, Magnolia og Babel, hvis du husker dem. Film hvor en række liv og skæbner bundet sammen af fælles temaer flettes ind i hinanden, og det hele går op i en højere enhed og bliver til én historie, der hænger sammen på forunderlig vis. I denne roman kommer vi omkring temaer som blandt andet tro, sorg, kærlighed, selvtægt, retfærdighed, drab og tilgivelse.

Det er ikke så lidt, og jeg må indrømme, jeg var skeptisk, da jeg gik i gang med bogen, samtidig med at jeg havde skyhøje forventninger, idet Riebnitzskys seneste og selvbiografiske roman Forbandede yngel var så forbasket god. Læs min anbefaling her

Man kan tydeligt mærke, at Riebnitzsky vil noget helt andet men også ualmindeligt meget i denne roman. Det vildeste er, at det rent faktisk lykkedes.

De primære personer er præsten Monica, som er god til at give gode råd til andre og påvirke dem til at ændre deres liv. Det gør hun med en selvhøjtidelig skråsikkerhed, der ser ud til at virke. Hun er gift med Johan, der som astronom og videnskabsmand er modpolen til hendes uomtvistelige tro. Menigheden søger mod Monica, når de er i krise, er ved at miste hus og hjem, og når barnet er på vej ind i en kriminel løbebane. Hun giver dem klar besked.

“Jamen Beate, jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med den slags mennesker. Det er altså ikke Guds skyld, når folk forbruger mere, end de har. Eller når de forsømmer deres børn og bagefter beklager sig over deres opførsel. Det er som om ideen om, at ethvert valg har konsekvenser er sat helt ud af spil.” Øjnene gløder. Monica er et kraftværk, en drage, en orkan af aktivitet og røre og diskussioner. Men inderst inde i Monica er der altid et fredeligt sted, som kommer frem til sidst. Det må være dér, Gud sidder i Monica. Lige midt i orkanens øje.

Beate er forsvarsadvokat og nedlægger rådyr med bue og pil. Det gør forfatteren også selv, hvilket er ret tydeligt i de fine og sanselige beskrivelser af jagten, som ellers er en aktivitet, der interesserer mig meget lidt. Hendes mand er død i en trafikulykke, og siden da har hun kæmpet med skyld og ikke været i stand til at skyde et stykke vildt, selvom hun ønsker at finde tilbage til sit tidligere selv. Oveni det bliver hun udfordret af en dominerende og bitter mor og en forelsket politimand og jagtkollega. Beate og Monica finder hinanden i et venskab, der muligvis ikke var blevet det samme uden de omstændigheder, der involverer en række personer i lokalområdet og bringer dem sammen.

Der er mange flere personer med her og et spindelvæv af sidehistorier og dramatiske brudstykker. Jeg tabte ikke tråden undervejs, og det hele er fortalt med et overmål af sanselighed og en indlevelse udover det sædvanlige, der gør at man bliver hængende. Forfatteren forstår at sætte sig overbevisende og troværdigt i sine karakteres sted, uanset om det er den selvstændige, karrierebevidste Beate i sorg, den sydamerikanske gadepige Nory der søger lykken i Nordamerika, eller de unge, danske fløse Marcus og Benjamin, der roder sig ud i noget snavs med rockere og narkogangstere og en ulykkelig forelskelse oveni.

Et umiddelbart uoverskueligt projekt lykkedes til fulde, især fordi Riebnitzsky både formår at gøre en fortælling, der kunne have været unødvendigt kompliceret til relativ enkel og overskuelig uden at gå på kompromis med de litterære kvaliteter. Det er ret godt gået.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Alene Hjemme af Kirsten Hammann

april 28, 2016 ~ isabelrosado ~ 1 kommentar

For noget tid siden efterlyste jeg jeres bud på, hvem der er de sjoveste kvindelige forfattere i Danmark. Se mere her.

Kirsten Hammann er utvivlsomt en af dem. Men som jeg også var inde på, er hendes sans for satire af den mere ondsindede tragikomiske slags. Den der tager fat om menneskers ømmeste punkter og ryster igennem. Hendes personer er ofte helt uudholdelige og alt, alt for meget, og alligevel vil man gerne se, at de klarer sig igennem de trængsler, de stiller op for sig selv.

Kirsten Hammann skriver så godt, at det gør ondt at læse. Ikke på grund af handlingen men mere det præcise og lammetæskende sprog. Hun prikker hul lige der, hvor der er allergrimmest i mennesker. Og hun gør det med en subtil humor, der er så skarp, at det ikke er tilladt at grine, men det er svært at lade være.

Hvis Hammann var en mand, havde hun formentlig været udskældt af mange feminister, men det er hun ikke, så hun må godt. Hun må godt udlevere kvinder i det moderne velfærdssamfund, når de er svagest som de selvoptagede, pinlige, neurotiske og ynkelige stakler de (vi?) indimellem er og sætte det hele lidt på spidsen.

De kvindelige hovedpersoner i Hammans bøger har ofte nul selvværd. Vi finder aldrig rigtigt ud af hvorfor, det står så skidt til bortset fra et par små hints. Men i deres tankestrømme er de virkelig gode til at spænde ben for sig selv. Sådan er det også for Sara i parforholdsgyseren Alene Hjemme, og sådan var det for Julie i Hammanns forrige roman Se på mig – bare på en helt anden måde. Den er i øvrigt stærkt anbefalelsesværdig. Det er dog længe siden, jeg har læst den, så jeg ikke har skrevet om den her på bloggen.

Sara er freelancejournalist og er flyttet ind hos Philip i en herskabslejlighed i København. Philip har travlt med sit firma og to døtre, som kommer besøg hver anden uge. Sara har svært ved at tage sig sammen til at finde arbejde og realisere sine drømme som børnebogsforfatter. Hendes tanker arbejder på højtryk med at bearbejde verdenssituationen, den er sort som kul og med dystre udsigter. Hun er sig uhyggeligt bevidst om flygtningekrisen, klimakrisen, ulighedskrisen, den kommende borgerkrig og jordens undergang. Alligevel vil hun gerne have et barn med Philip, og når hun ikke grubler over verdens tilstand, og hvor grim, forkert og uduelig hun selv er, tænker hun på, hvordan hun skal få ham overtalt – inden han dropper hende, hvilket hun er overbevist om, han vil gøre.

Sara kigger på sig selv og byen, og alle mennesker som dødsmærkede. Hvilken evne til at leve videre med kniven for struben. Sara og Philip og alle hun kender, og alle dem hun ikke kender, hele Danmark og Europa sidder på Versailles og venter på, at pøblen tropper op og slår dørene ind. Imens spiser vi økologiske grøntsager og fedtfattig ost og vitaminpiller, som om det gør nogen forskel, når hovedet alligevel skal kappes af.

Sara bruger alle sine mentale kræfter på selvudslettelsen men holder krampagtigt fast i forsøget på at realisere en umulig drøm om det gode forhold. Men når man har det sådan, er det umuligt, og det bliver ikke nemmere, da den smukke, flamboyante og påtrængende Frederikke flytter ind ovenpå. Snart sidder Frederikke med ved middagsbordet og bliver bedste venner med Philips børn. Frederikke er mindst ligeså mægtig en dramaqueen som Sara, og hun er også på jagt efter en mand og et barn. Sara kan se katastrofen forude, men kan hun forhindre den?

Om begrebet selvforstærkende profeti går i opfyldelse, må du læse romanen for at opdage.

Alene hjemme er en parforholdsgyser af format. Den strækker sig lidt for langt men overgår med højlitterær kvalitet og det sydende sprog mange af de romaner, der bliver spyttet ud på stribe og lanceret indenfor genren domestic noir. Jeg vil godt afsløre, at der er ikke nogen, der får kappet hovedet af, men det er alligevel så noir, som det kan blive.

Hambros Allé 7-9-13 af Lotte Kaa Andersen

april 27, 2016 ~ isabelrosado

Lotte Kaa Andersens debutroman handler om mennesker, der beboer nummer 7, 9 og 13 på en villavej i Hellerup. Kæmpevillaer, der kun er de mest velhavende forundt, gemmer sig bag forskansende hække på Hambros Allé, en adresse så celeber at den er en turistattraktion i sig selv.

Men også på de hvidskurede millionærpalæer revner væggene, utøj kravler ind i sprækkerne, og rotter sidder fast i hulrum og spreder en rådnende og varslende stank i de fine huse.

Det går ellers forrygende i månederne op til finanskrisen. Både gamle og nye penge, diskrete velhavere og ferrari-flashende nyrige mingelerer til fester med fri champagne og frugt- og chokoladedekorationer i 10.000 kroners klassen. Da finanskrisen slår til for fuld styrke, krakelerer det hele både i fysisk og mental forstand.

Det her er ikke et peepshow bag kulisserne hos de rige og smukke, og der er ikke meget glamourøs virkelighedsflugt at hente i Lotte Kaa Andersens debutroman. Det handler om virkelige mennesker med de samme eksistentielle og konkrete problemer som alle andre.

De økonomiske af slagsen er dog i en helt anden prisklasse end gennemsnittets. Det samme kan man sige om forbruget og opretholdelsen af den livsstil på 1. klasse, personerne har været vant til.

Men depression, utroskab, meningsløshed, arbejdsløshed, parforhold i krise og frygt for ikke at kunne betale husleje er også almene problemer for beboerne på Hambros Allé, og det bliver beskrevet med både indsigt og empati i denne yderst velskrevne roman.

Line er gift med virksomhedsarvingen Kristian. Hun har aldrig rigtig brugt sin journalistuddannelse til noget men har passet villaen og børnene i en årrække, mens han har betalt regningerne. Hun kan agere den perfekte værtinde og arrangerer storslåede middage som ingen anden.

Men nu er tiden gået. Line har aldrig misset en kageliste på skolen, men hun har glemt sig selv. Det er der smerten ligger, hun ser det først nu, og måske er det for sent.

Ægteskabet knirker, Line har været utro med en ung fitnessfyr, der bor på Nørrebro. Kristian er deprimeret, og familievirksomheden er i økonomisk uføre.

Det unge par Cille og Ask er nybagte forældre og har købt et faldefærdigt og overvurderet hus på den dyre adresse. Det er Asks drøm at bo på den fine adresse, selv om han er fra Amager, og Cille fra starten kan se, at de er totalt fejlcastet til at være en del af Hellerup-segmentet. Men boliglånet fanger, og drømmen om det gode liv falder fra hinanden i takt med, at hullerne i taget bliver større.

Kaare er udspekuleret ejendomsmægler med hang til udenomsægteskabelige udskejelser, hans kone Caroline aka Jernkussen foragter ham men tåler ham, så længe han opretholder økonomien. Hun er selv en succesfuld advokat, der hjælper nødstedte rigmandsfruer med at sikre sig, inden de skal skilles og bliver sendt ud i en etværelses i ekskonernes ghetto, når manden har fundet sig en yngre model. Og mens de har travlt med det, overser de fuldstændigt deres ensomme søn.

Ingen er lykkelige, uanset hvor flot de bor, og hvor meget de uhæmmet kan købe delikatesser til middagen og det rigtige porcelæn, men alle opretholder facaden indtil pengene forsvinder. Da finanskrisen rammer, skrider gulvtæppet for alvor under dem alle.

Det er en flot og meget læseværdig debut, Lotte Kaa Andersen har skrevet, og hvis du er til socialrealisme i 2900 med både vid og bid, må du ikke gå glip af den.

Stockholm Delete af Jens Lapidus

marts 3, 2016 ~ isabelrosado

Sveriges efter min mening bedste krimiforfatter, hedder Jens Lapidus. Ophavsmand til begrebet Stockholm Noir. I sine bøger portrætterer han en underverden i den ellers så smukke by, der ligger langt væk fra et postkort image som nordens Venedig, men som ikke desto mindre er fuldstændigt overbevisende og troværdigt. Lapidus er inspireret af retssager i sin anden profession som forsvarsadvokat, og selvom han for længst kan leve af sit forfatterskab, kan man sagtens forstå, at han holder fast i sit hverv, for dér er stoffet til de mange bøger.

Nu er han tilbage med opfølgeren til VIP-rummet , og den fik ikke lov at ligge uåbnet længe.

I Stockholm Delete (genial titel med en dobbeltbetydning!) bliver hovedpersonerne, ex-gangsteren Teddy, indhentet af sin fortid som betalt kidnapper, og den kloge advokatsild Emilie ryger ud i en eksistentiel og karrieremæssig krise. Det umage par dannede makkerskab i første del af serien om de to, som efterlod en gevaldig cliffhanger i VIP-rummet, og som læserne endelig kan få svar på i denne historie. I hvert fald noget af svaret. For igen bliver kun en del af den konstante spænding forløst mod slutningen. Vi efterlades med en ny ulidelig cliffhanger, og vi får ikke alle svarene men nok til, at man som læser kan være tilfreds men må væbne sig med tålmodighed og vente på næste bog for svar på nye spørgsmål. Det gælder om at finde de bageste bagmænd af organiseret kriminalitet, som udover kidnapning også omhandler økonomisk svindel i milliardklassen, våbensmugling, hvidvask, en hemmelig pædofiliring, mord, korruption og alt det snavs, man overhovedet kan komme i tanke om. Men det handler også om et tiltagende skel mellem bund og top i det svenske samfund og en åben diskussion om, hvor der er mest råddent at være.

Der er mange gangstere, mellemmænd og håndlangere at holde styr på og nogle går endda under flere navne som Mazern og Kum. Det kan godt blive lidt forvirrende. Men det hele hænger forbandet godt sammen. Ikke én løs forbindelse bliver efterladt i de mange plottråde, og det er så jävligt godt fortalt.

Karaktererne er autentiske og troværdige. Man interesser sig for dem og følger gerne med Emelie til hjembyen, den fordrukne far og den fornægtende mor, og når Teddy husker tilbage på barndomsminder og den moral og opdragelse, han trods alt har fået med sig af sin far.

Jeg har tidligere rost Lapidus formidable evne til at arbejde med sprog, stilskifte og sans for detaljer alt efter hvilken karakter, vi følger, og her er han helt tilbage på toppen med sin sikre vekslen mellem gangsterdialog spækket med slang og de høfligere men ikke mindre anspændte samtaler mellem de fine advokater og velhavere i den stockholmske overklasse. Med helt korte skarpe sætninger sætter Lapidus eminent en scene: spændingen i lokalet: tusinde megawatt…. eller beskriver en handling eller følelse med et rammende og originalt ordvalg.…Nikola løftede Teddys gøb: holdt den nede med begge hænder foran sig som en Beck nar i en svensk uvirkelighedsfilm.

I Stockholm Delete er vi med Nikola på udgang, Teddy unge nevø, der blot en uge efter han er lukket ud af ungdomsanstalten ryger ud på et seriøst skråplan. Og i tilbageblik er vi med til politiafhøringer af Mats Emanuelsson, den mand Teddy engang kidnappede men som senere tog sit liv. Nu er hans efterladte familie i ekstrem knibe.

En mand bliver fundet myrdet og skamferet til ukendelighed i et sommerhus på Värmdö og i nærheden finder politiet en anden kvæstet mand, Benjamin søn af Mats. Han kan ikke huske noget men bliver tiltalt for mordet. Nu beder han Teddy og Emelie om hjælp.

Emelie skal være Benjamins forsvarsadvokat, mens hun og Teddy efterforsker på egen hånd. Det er ikke velanset i det prestigefyldte advokatfirma, hun arbejder for, så forsvaret må hun klare i smug og i sin fritid. Snart befinder Teddy og Emelie sig i livsfare. For Emelie ender det med alvorlig stress og selvmedicinering med beroligende Stesolid, stærkt vanedannende og farligt sammen med alkohol. For Teddy bliver det en returbillet til hans gamle farlige og voldelige selv.

De seksuelle spændinger mellem Teddy og Emilie bliver uventet forløst. Han er så meget ikke hendes type og slet ikke den fyr, hun stolt kan vise frem på de fine caféer i Stockholm, og det ved han. Til gengæld har han det uimodståelige “den gode gangster-gen” og er samtidig en fyr med pæren i orden og hjertet på rette sted. Det er et klart fremskridt og langt mere interessant, at spændingerne mellem dem fremover skal handle om, hvorvidt de kan finde ud af både at være elskere og samarbejdspartnere end om hvorvidt de nogensinde skal knalde, som krimiklichéen ellers foreskriver.

Efter min mening kan en krimi ikke skrues bedre sammen. Sprog, plot og karakterer går op i en højere enhed og til forskel fra flertallet af de nordiske krimier er realismen og troværdigheden helt på plads. Det der foregår her, kan du jævnligt høre om i nyhederne; våbensmuglere, kriminelle netværk, skandinavisk mafia med rødder i Balkan, mord for penge og magt. Det her sker til forskel fra mange andre krimiers overdrevne dyrkelse af psykopatisk og dæmonisk splatterhævnsadisme som motiv.

Jens Lapidus er toppen af toppen af superligaen i nordisk krimi. Serien om Emilie og Teddy er som skabt til en stærk TV-serie. Det skulle virkelig undre mig, hvis den ikke snart dukker op på en skærm i nærheden af dig. Den kan blive helt forrygende god men aldrig bedre end bøgerne!

Stockholm Delete er udkommet på dansk på Forlaget Modtryk.

Min far er en tiger af Sara Roepstorff

februar 28, 2016 ~ isabelrosado

Forleden på biblioteket stod den her roman og bød sig til på hylderne. Jeg havde ikke rigtig lyst til at læse den, for jeg vidste, at den handlede om kræft. Men alene det smukke omslag, som burde have prisen for det pæneste i 2015, havde jo gjort sig bemærket i min bevidsthed, og nu stod den her og brølede blidt og knurrede kælent: læs mig, læs mig. Jeg tog den med hjem og tænkte at det nok blev en af dem, der røg ulæst retur en måned efter, når sms’en med tilbagekaldelsen tikkede ind.

Så en eftermiddag læste jeg de første sider, og jeg slap den ikke igen, før jeg var færdig, og det var blevet nat. Indholdet er mindst ligeså smukt som omslaget. En meget rørende og vedkommende og så fint skrevet fortælling for alle der har kræft inde på livet, hvad enten det er som sygdomsramt, pårørende eller berørt af angsten for at få det på tæt hold. Men også for alle andre som gerne vil aflive lidt af berøringsangsten omkring kræft, sygdom og døden. Jeg var pårørende til min højtelskede mormor under et ret intenst forløb i 1997-98. Hun vil altid bo i mit hjerte. Jeg var med hende hver dag og til det sidste, men det gjorde mig ikke mindre berøringsangst overfor sygdommen senere hen, tværtimod. Det gjorde mig skrækslagen.

Jeg ville ønske, at jeg havde haft denne bog i hænderne dengang, hvor jeg havde nogenlunde samme alder som forfatteren har i 2012, da hun skal indstille sig på at miste sin far.

Debutanten Sara Roepstorff fortæller om sin fars sygdomsforløb, der strækker sig over to ulidelige år i et virvar af chok, frygt, håb, afmagt og stor smerte men også af skønhed og genfundet nærvær, glæde over de små ting i tilværelsen og sammenhold i en familie med kærlige forældre og tre unge søstre. Udover farens sygdom og snarligt afsluttede liv står de midt i udfordringer med uddannelse og eksamener, ny kærlighed og nybagt moderskab. Sara skal flytte sammen med sin kæreste og to år efter, hvor hun gradvist bliver forandret for stedse, er han der til hendes overraskelse stadig. Bogen er fortalt fra hendes jeg til kærestens du.

Saras forældre er biologer, og ligesom de finder stor glæde i at følge med i fugleliv og udklækning af havørneæg på en iPad over flere dage, har Sara en særlig evne til at bemærke naturens liv og mirakler omkring hende og beskrive den på smukkeste vis. Måske som en afledning for sin egen frygt og sorg men også som bevis på, at når man står ude ved kanten af følelsesmæssig afgrund, så folder antennerne sig helt ud, og man suger livets mening til sig og den helt nødvendige følelse af at være en del af naturen, fra forårets spirer til efterårets forfald. Hun ser poesi i det hele fra knopper der springer ud, solstråler der varmer, bølgelyd der beroliger, farvestrålende malerier på hospitalet, en buket tulipaner, hun har med til sin far:

Jeg rækker de auberginefarvede tulipaner, som jeg har plukket foran stakittet til kollektivet til min far, han stikker næsen ned til støvdragerne og snuser pollen ind i lungerne fra foråret udenfor, nede under os et sted, fra jorden.

Sara ser sin far som en sej og stærk tiger, og hendes drømme og allegorier hjælper også ham i forløbet.

Ved du godt, at dit kraftdyr er en tiger? Min far smiler, nej, det vidste jeg ikke, siger han, men ifølge den kinesiske kalender er jeg faktisk født i tigerens år. Det er en tiger, far, jeg tror det er rigtigt, jeg tænker på det hele tiden. Jeg kan se på min far, at han indvendig er stolt over det dyr jeg har valgt til ham, han tror det er mig, der har valgt tigeren. Men det er ham, der får mig til at se den.

Men som han mod slutningen må konstatere, er selv en tiger ikke uforgængelig. Slet ikke når den er indespærret i et bur, den aldrig kan komme ud af.

Romanen er på ingen måde en påtvunget tåreperser af den slags, der vil have læseren til at hulke med billige tricks. Det er en stærk, nøgtern, poetisk selvbiografisk roman, der sætter livet og døden i et meningsfuldt perspektiv, og som jeg ser det, kan den fungere bedre som hjælp til selvhjælp, end nogen selvhjælpsbog formår.

Min far er en tiger er udkommet på Forlaget Gladiator.

Poesi og andre former for trods af Adda Djørup

februar 27, 2016februar 28, 2016 ~ isabelrosado

Jeg var nummer 31 til bibliotekets venteliste til denne lille skønne sag, og alligevel gik der kun tre dage, så stod den på hylden på mit lokale bibliotek klar til afhentning. Med min egen kode og et sygesikringsbevis kan jeg hente bøger, når det passer mig udenfor normal åbningstid. Det er lidt syret at gå alene rundt på biblo om aftenen og snuse til boghylderne, men det er også ret vidunderligt med komplet fred og ro til at lade sig friste af spændende titler, der byder sig til på boghylderne, når der hverken er personale eller andre lånere tilstede.

Hurra for bibliotekerne må de aldrig lukke og må der trods alt altid være behov for bogkyndigt personale.

Poesi og andre former for trods har stået på min læseliste i lang tid. 150 skarptskårne sider med noveller og en skønsom blanding af prosa og poesi. Jeg er vild med den!

Adda Djørup skriver vanvittigt, vittigt og vedkommende. De første noveller i bogen fortæller små skøre og ret så fantasifulde surrealistiske historier med helt uforudsigelige drejninger. Ligesom karaktererne trodser alle konventioner og forventninger om korrekt opførsel drevet af lyster og indskydelser, trodser forfatteren læsernes forestillinger om, hvad der vil ske. Der tegner sig et mønster for hver historie. Hver gang man nærmer sig de sidste sider, gyser det lidt i kroppen at vende dem, for hvad pokker finder de nu på. Så snart man tror, at man har regnet personerne ud, vender de 180 grader på en tallerken, og gør noget helt forrykt. Det er sjovt, syret og exceptionelt godt skrevet. Fællestemaet er trods i flere afskygninger.

Prøv selv om du ikke kan regne ham her ud fra novellen med titlen Vesterhavet og så læs bogen og se hvad der så sker.

Jeg har det hele. Topmave, hængenosser, ekskone, måne, en bjørnerøv der snart er grå. Lægen siger at det er de lange ture, bøfferne og sovsen der giver mig forstoppelse og højt blodtryk. Jeg har en hæmoride. Sidst kom jeg hjem med gonorre. Jeg hader gummi, jeg plejer at holde mig til håndarbejdet, også for pigernes skyld. Men der var en svipser udenfor Milano.

Så tror jeg godt, vi alle sammen kan se stereotypen på en langturschauffør for os. Men da han forsøger sig som kokainsmugler på en tur med fragt af levende grise, får han pludselig en åbenbaring!

Længere hen bliver novellerne mindre skæve og langt mere personlige og alvorlige, fortællingerne dybere og alment rammende med temaer om kærlighedens magtmisbrug, om død, fødsel og angst for at miste. Men hver gang med et sprog der sprudler og et strejf af humor.

Novellen Nej gik lige i hjertet, og der kom tårer fra side 136 og frem. Du må selv få fat i bogen og finde ud af hvorfor. I Poesi, en historie om forfatterens yngre jeg, fortæller hun om, hvorfor hun valgte at skifte fra digter til prosaist. En sjov historie om at få tildelt en plads blandt Europas kulturelite og føle sig benovet og malplaceret på samme tid og derfra finde sit eget ståsted.

Det er dog tydeligt, at der er en erfaren lyriker tilstede i hver eneste veloplagte sætning i denne meget fine bog, som alle med interesse for det ypperste i dansk litteratur og sprogligt overskud bør skynde sig at læse.

Poesi og andre former for trods er udkommet på Samlerens Forlag.

Aisha af Jesper Stein

februar 5, 2016februar 27, 2016 ~ isabelrosado

Er du til klassisk krimi med en hårdkogt strømer der gør og siger, hvad det passer ham, har problemer med misbrug, dæmoner og kvinder men er blød som en bamse indeni og moralens højvogter, når det virkelig gælder, så er serien om Axel Steen det helt rigtige valg.

Aisha er den fjerde udgivelse i serien, og i sidste uge modtog forfatter Jesper Stein velfortjent den fornemme pris De Gyldne Laurbær af boghandlerne. Både læsere og anmeldere er vilde med den tætpakkede spænding Jesper Stein leverer gang på gang, samtidigt med at det lykkedes ham at gå udenom de værste kliché faldgruber. Det er tydeligt, at Jesper Stein gør sig umage, selv om han har skrevet fire romaner på tre år.

Jeg har tidligere læst den første Uro, som var rigtig god og meget Nørrebrosk. De næste to Bye, bye blackbird og Akrash skulle være endnu bedre, men dem er jeg ikke nået til endnu.

Jeg må indrømme, at jeg generelt er lidt mæt af krimier, medmindre de byder på noget mere såsom originalitet, psykologisk dybde, sproglig finesse, interessante karakterer, stærk dialog og naturligvis et godt plot. Især de tre sidste forventninger lever Aisha særdeles flot op til, og den kan sagtens læses uafhængigt af de andre.

Efter at Axel Steen har været tæt på at dø på Nørrebro, har han fortrukket sig til en lejlighed på Amager, hvor han prøver at samle sit liv sammen igen i et forhold med PET-agenten Henriette, der tidligere har reddet hans liv. Men en ny ubehagelig drabssag spænder hurtigt ben for deres forhold og for efterforskningen. En tidligere PET-agent bliver fundet myrdet i sin luksuslejlighed i Ørestaden med afklippede øjenlåg og opspærrede øjne. Bestialiteten har sit formål, og Axel Steen finder ud af, at sagen spinder tråde til en gammel terrorsag, og at Henriette ikke fortæller alt, hvad hun ved. Vi følger terrorsagen i tilbageblik, og vi kommer også i børnehøjde med Axels datter Emma, som er hundeangst for, at der skal ske hendes far noget – igen. De sider er ret fint beskrevet ud fra en ni-årigs synsvinkel.

Der er visse steder midtvejs, hvor efterforskningen og kærlighedskvalerne trækker lidt i langdrag, og pageturner-effekten aftager. Og så har forfatteren en tendens til at udpensle, hvordan personerne føler, tænker og har det med sig selv, og det der plager dem, selv om vi nok har fattet det længe inden.

Til gengæld bliver de lidt traurige passager hurtigt opvejet af stærke sætninger som:

“Han følte sig sørgelig. Som om livet var blevet farve- og lidenskabsløst. Som om han bare sugede smerte og sorger til sig som en stiv gammel kridtsvamp, der lå i et forladt klasseværelse.”

Eller denne venlige salut fra Axel om sine kollegaer til en fest:

“Han kunne se, hvordan de slikkede Jens i røven og grinte høfligt af alt, han sagde. I udkanten af gruppen mængede Josephsen sig. Hans pisgule øjne var våde af iver for at komme så tæt som muligt på cheftrojkaen fra PET. Axel fik brækfornemmelser, han følte sig omgivet af det værste han vidste, sleske karriereryttere i stramme italienske polotrøjer og sølvfarvede sommerjakkesæt, glatte skjorter på glatte mennesker, det hele kun overgået af deres våde magtliderlige søbemunde, som var parate til at spise dem, der var længere nede i fødekæden end dem selv, og æde lort fra dem ovenover.”

Man skulle næsten tro, det var en beskrivelse af mediebranchen, men bortset fra det er det et troværdigt billede Jesper Stein skaber af PET og hele politisamarbejdet eller mangel på samme. Jeg tror ihvertfald på det. Forfatterens fortid som kriminalreporter fornægter sig ikke. Samlet set hænger det hele bare fornemt godt sammen, velskrevet, letfordøjeligt og en fornøjelse at læse.

Plottet er nervepirrende veludført – især sidste del er så spændende, at det nærmest gør ondt.

Der er ingen tvivl om, at Jesper Stein har indtaget tronen som Danmarks krimikonge her og nu, og at han har fundet sin helt egen stil i godt selskab med Jussi Adler-Olsen, Jakob Melander, Michael Katz Krefeld og A.J. Kazinsky. Jeg ved godt, der er mange flere gode danske krimiforfattere, men der er heldigvis også plads til dem med så mange trofaste læsere. Ingen kan dog nå dem alle. Eller?

Aisha er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Slå først frøken! Og Vind Mordersken.

januar 26, 2016februar 28, 2016 ~ isabelrosado

I fredags udkom tredje del af renæssancetrilogien Mordersken af forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen. Her udvikler en ung, blid adelsfrøken, Madeleine de Montdidier, sig til en blanding af Walther White fra Breaking Bad og The Bride fra Kill Bill. Der er altså lagt op til en god gang ramasjang med en slagkraftig dame i front, og det er jo dragende i sig selv, når man som helt ung slugte tegneserier på stribe med seje damer som Yoko Tsuno, Franka, Modesty Blaise, Natacha og også selv tegnede kvindelige superhelte med vilde, outrerede og spaceagtige outfits, der kunne få Wonderwoman til at blegne af misundelse.

I anledning af udgivelsen havde Politikens Forlag inviteret til bloggerevent, og det bød på et møde med endnu en spændende forfatter, som er ligeså multifacetteret som sin hovedperson.

Madeleine starter sin dannelsesrejse i Dronningens Dame ved det franske hof, kæmper i Spanien under inkvisitionen i Bastarden og fortsætter som handlet slave i Mordersken til veltrænet snigmorder i Osmannerriget i Konstantinopel. Den unge dame kommer altså vidt omkring i en yderst anspændt periode af Europæisk historie fra 1567-1570 med dertil hørende religionskrige og intrigante magtkampe. Jeg har kun læst et par kapitler ind i Mordersken, men det er faktisk så velskrevet og troværdigt beskrevet en historie, at jeg har besluttet mig for i hvert fald at læse to’eren, før jeg går i gang med tre’eren, selv om de godt kan læses uafhængigt af hinanden.

Historisk præcision

Normalt er jeg mest til litteratur, der foregår fra anden verdenskrig og frem, men så er det jo også på tide med et større indblik i en tid, der går meget længere tilbage men har ligeså stor betydning for verden af i dag. Og når det kan gøres med både høj underholdningsværdi og velresearchet historisk præcision, er det bare at gå i gang.

Anne-Marie Vedsø Olesen vil dog meget mere med sine bøger end at underholde. Udover en stor interesse for historien hel tilbage til den ægyptiske mytologi, er hun begejstret for fantasy, science fiction og inspireret af stærke tv-serier som Game of Thrones og Breaking Bad. Her går væsentlige temaer igen som; udforskningen af volden dens væsen og æstetik om man vil, kroppens og psykens formåen, hvor langt vil man gå for at få det, man vil have og ikke mindst stærke, handlekraftige kvinder. Madeleine kæmper sin feministiske kamp i en tid, hvor der virkelig var noget at kæmpe for, selv om slaget om komplet og verdensomspændende ligestilling jo langtfra er udkæmpet endnu.

“Det er ikke en traditionel historisk roman, jeg har skrevet men en moderne fortolkning. Mit mål har været at skrive en feministisk dannelsesroman sat i en historisk ramme. Fra at være ung og benovet lærer Madeleine at tage magten og sætte præmissen for sit eget liv,” siger Anne-Marie Vedsø Olesen. En proces vi alle skal igennem som kvinder, men som kan sættes endnu mere på spidsen i en tid med et så stærkt patriarkalsk samfund.

“Kvinder kan blive ligeså stærke og seje som mænd både kropsligt og fysisk gennem hård træning. Og de kan blive ligeså gode til at slå ihjel og ryge ud af den moralske glidebane og oven i købet være stolte af det,” pointerer forfatteren.

Forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen i Kill Bill gult og redaktør Helle Stavnem fra Politikens Forlag.

Heavy Combat

Fra egen krop ved hun hvad det betyder at opbygge fysisk og mental styrke. Med sit milde og sofistikerede væsen er det nemt at gætte sig til, at forfatteren synes godt om opera, kunst og historie, men at hun også er vild med at headbange til heavy metal og hver eneste dag banker løs på en sandsæk med boksehandsker til intens bodycombat træning er ikke lige det første, man tænker på, når man møder hende.

“Jeg startede på boksetræning for halvandet år siden og elsker det. Det er ren katharsis – en udrensning af krop og sjæl. Det giver en stolthed og ranker ryggen, når man får den råstyrke og mærker 1:1 oplevelsen af at slå på sandsæk. Det giver et gennembrud som kvinde at vide, at man kan banke en fuld idiot i Gothersgade ned klokken tre om natten, og hvis du ved det, så udstråler du det også,” siger hun.

Træningen er også et opgør med pænheden og konfliktskyheden, som mange af os kæmper med. Ideen til den første bog i trilogien opstod allerede for tyve år siden, men Anne-Marie Vedsø Olesen er glad for at hun først har fuldført sit værk nu. Var det udkommet dengang havde det været en langt kedeligere historie.

“Jeg var ung og naiv, da jeg fik ideen, og historien har udviklet sig i en langt mere spændende retning i takt med min egen modningsproces. Var den udkommet for tidligt havde den været mere klichéfyldt. Madeleine havde været slave i haremmet i stedet for trænet snigmorder. Det havde været så kedeligt,” ler hun.

Det er ikke kedeligt at lytte til Anne-Marie Vedsø Olesen, og der er også flere spændende karaktertræk ved Madeleine, der gør, at jeg glæder mig til at læse. Blandt andet mister hun sin skønhed, som hun tidligere har kunnet spille på og som har hjulpet hende ud af svære situationer, men når hun mister den, hvad gør hun så?

Anne-Marie Vedsø Olesen er uddannet læge, men har helliget sig forfattergerningen, siden hun vandt en pris i 2000 for sin debut Salernos Sol. Efterfølgende har hun udgivet otte romaner.

Jeg er vild med det cover! Perfekt farve til en gråkedelig januardag.

Vind Mordersken!

Jeg har erhvervet mig to eksemplarer af Mordersken med tak til Politikens Forlag og den ene kan blive din. Du skal blot skrive en mail til mig isabelfluxa@gmail.com skriv Mordersken i overskriften og skriv i mailen hvilke to tv-serier Anne-Marie Vedsø Olesen er inspireret af. Den første, der skriver de rigtige svar, får hurtigst muligt tilsendt bogen med posten. Husk at anfør din adresse.

Min ukendte bror af Niels Lyngsø

januar 22, 2016februar 27, 2016 ~ isabelrosado

Man behøver ikke at have gået på Nørre Gymnasium i firserne for at synes godt om Niels Lyngsøs roman Min ukendte bror, men det gør den lidt sjovere at læse. Jeg var putte (1.) G’er, da forfatteren var 3.G’er og dermed var afstanden lagt fra starten. Men alle vidste, hvem Niels Lyngsø og hans slæng var. Alle os, der var til Cure, Clash og U2 og gik i sort tøj fra Roger, ville gerne være venner med dem. En stor del af de andre i gymnasiet på den tid var medlem af KU og gik med Lacoste poloer og morfartrøjer, så de var nok ligeglade. Men det var vi ikke. Slet ikke når den musikalske del af gruppen optrådte til festerne. Jeg husker, at det var dem, der fik mig til at søge til dette gymnasium efter en introaften, hvor de gav fuld gas i fællessalen og spredte så meget energi og gode vibes omkring hele skolen. Det, og så det at jeg både kunne få spansk og filmkundskab, fik mig til at pendle fra Amager til Brønshøj hver dag i tre år.

Det sjove er, at når man læser om hovedpersonen Hans-Peters ungdomsår på Nørre G. i Brønshøj, så er det ret nemt at sætte ansigter på flere af de karakterer, der omgiver ham. Desværre ikke den person man er mest nysgerrig på, selv om jeg har bladret ivrigt i de gamle årbøger. Nok om det.

Uanset hvor du kommer fra, og om og hvor du har gået på gymnasiet, så må du læse Min ukendte bror. Den er så fremragende, som en roman kan være.

Hans-Peter bliver i nutiden fundet på helikopterplatformen på Rigshospitalet. Den nu fyrreårige mand er brudt sammen i en slags psykose. Han taler i tåger og kan ikke redegøre for de seneste par dage af sit liv. I tågestrømmen af ord opdager en portør versene fra U2 sangen I still haven’t found what I’m looking for, som har en særlig betydning for Hans-Peter. Og jo den går dybere end for de fleste, selv om sangen betyder noget for mange i den generation.

Hans-Peter kommer i terapi hos hospitalets psykiater og vender så småt tilbage til sig selv. Men det er en mystisk fortæller, der beretter om hans liv. Fra barndommen i “trygge” rammer i et parcelhus i Skovlunde som bag hæk og mur “…skulle beskytte kernefamilien mod udefrakommende farer….uanset at det som reelt kunne true kernefamilien, såsom utroskab eller arbejdsløshed, ikke lod sig standse af en hæk eller en mur….” til hans nyligt afsluttede ægteskab i en liebhaverlejlighed på Østerbro. Det bliver en fuldstændig fantastisk fortælling om søgen efter kærlighed, fællesskab og den højere mening med at være et lille fnug i det store univers. Fra helt ung er Hans-Peters krop styret af umættelige seksuelle drifter, samtidig med at hans hjerne fungerer skarpere end de flestes med en nærmest overnaturlig sans for sprog, filosofi og astronomi. I den ualmindeligt velskrevne historie bliver læseren overøset med fint formidlet viden indenfor disse og andre emner, samtidig med at man berøres dybt af Hans-Peters liv, der langtfra er nemt.

Fra lille føler han sig udenfor og malplaceret i eget liv og familie som en alien fra det ydre rum. En extra terrestrial – eller som David Bowies Starman på midlertidigt besøg på den forunderlige planet jorden.

“Jeg har altid været som en fremmed. Derhjemme, i skolen, og også senere, da jeg blev voksen. Jeg ser tingene udefra, nogle gange ser jeg også mig selv udefra. Jeg er aldrig med, jeg er aldrig en del af noget,” siger Hans-Peter til sin terapeut.

Det er fiktion, men der er utvivlsomt en hel del elementer fra forfatterens eget liv at finde i denne overraskende beretning, der blander danmarkshistorie, dannelsesroman, familiefortælling, psykologisk spænding og en smule sci-fi i et værk. Det gør den ikke mindre rørende og ovenikøbet spændende at læse.

Niels Lyngsø er digter, debattør og en af Danmarks bedste oversættere af skønlitteratur. Min ukendte bror er hans anden roman, men det er ikke hans sidste. Historien lægger i den grad op til en fortsættelse. På de sidste sider bliver den mystiske og alvidende fortæller afsløret, og som læser bliver man nødt til at vide mere. Efter sigende er forfatteren i fuld gang. Det bliver en to’er, jeg glæder mig usigeligt meget til.

Min ukendte bror er venligst tilsendt af Forlaget Gyldendal.

Frysende våde vejbaner af Jan Sonnergaard

januar 20, 2016februar 27, 2016 ~ isabelrosado

Nå-generationen er i midtvejskrise i Jan Sonnergaards seneste roman Frysende våde vejbaner.

Forfatteren kalder selv romanen for en psycho-thriller, og der er da klare elementer, der kvalificerer den til at være en slags Kvinden der forsvandt for mænd, selv om plottet er knap så raffineret. Til gengæld er der mere at hente på andre planer. Hovedpersonen er en mand i starten af 50’erne, der ovenpå sin ungdomsvens alt for tidlige død vandrer Københavns gader tynde, mens han i sit indre ulmer over byens tilstand, sit fortabte liv, sit forfald og sin nye status som arbejdsløs, mens han drikker sig halvt ihjel og drømmer sig tilbage til fortiden. Dengang musik betød noget, man sygnede hen i Ramones og Lou Reed, koncerterne var uforglemmelige, pigerne og vennerne ligeså. Alt det grimme fra dengang er fortrængt og tilbage i erindringen står kun det skønne, sorte der var i hans storhedstid i 80’erne, da han var med blandt det halvpunkede parnas, som regerede på caféerne i Pisserenden.

Sonnergaard fortalte på bogforum, at romanen handler om en mand i frit fald. Hans liv er inkarnationen af Sonnergaards værste mareridt, om hvordan hans eget liv som midaldrende kunne have spillet sig ud, hvis ikke han formåede at dreje uden om de værste glidebaner i form af misbrug, meningsløshed, ensomhed og total opgivenhed overfor det der venter i livets anden halvdel.

Hovedpersonen Jesper, en egoistisk og ikke særlig elskelig type, er ude på et skråplan og på selvmordets rand, da et mirakel indtræffer i hans håbløse og ensomme liv. Han bliver forelsket. Til en fest blandt påtaget litterære ævlehoveder møder han hende. Julia. Inkarnationen af den intellektuelle tabermands våde drøm. En åndsfælle med styr på referencerne der oven i købet er ung, smuk, begavet, skæv, skør og klar på det hele i sengen og fuldstændig henført af hans uopdagede genialiteter, som hun straks kan se. Det er komik på højt plan.

Endelig lever han igen, alt det der før var grimt viser sig fra sin smukkeste side, og mens de sammen ødsler de sidste rester af hans fratrædelsesordning op på gourmetmiddage og en Europarejse på første klasse, vrider man sig som læser over hans skingrende naivitet. Alarmklokkerne om Julias motiver bimler og bamler om ørerne på ham, men det går selvfølgelig først op for staklen, da det er for sent. Mod enden er der kun én vej, og det er direkte udover kanten, dog ikke lige på den måde, man skulle tro.

Jeg har altid været fan af Sonnergaards ligefremme sprog og knivskarpe observationer om alt fra et København, der drukner i modernitet til menneskers dårlige opførsel i bussen eller krampagtige forsøg på at være intellektuelt overlegne med sætninger som denne, der udveksles til et selskab:

“Det er en fascinerende pointe. En materialistisk kausalitet der først bliver teoretisk fungibel i en teologisk optik…eller omvendt!”

Som Jesper taler Sonnergaard også med en ligefrem men nogle steder lidt gammeldags stemme, som var han et moderne svar på Ole Jastrau i Tom Kristensens Hærværk. Jeg ved ikke, om det er tilfældigt, men det har en charme, når han i år 2015 siger om Sydhavnen: ..“der var et fravær af alt hvad der indimellem kan gøre livet lidt morsomt.” Simpelt og sandt.

Sonnergaard kan i det hele taget skrive ganske enkle sætninger med en meget stærk effekt. Som beskrivelsen af den pistol, den i tiltagende grad ynkelige Jesper mod slutningen kommer i besiddelse af: “Den er ondskab. Den byder sig ikke til, den lader ikke som om, den ér. Ond. Ren ondskab. Sort og tung, massiv og kraftfuld. Og ond. Nøjagtigt det jeg efterspurgte.”

De faste læsere af denne blog har nok opdaget, at jeg er en sucker for 80’er nostalgi og de følelser, der er forbundet med at have været ung dengang. De forventninger bliver til fulde indfriet. Dog er kærlighedsaffæren mellem Julia og Jesper lige lovlig langstrakt med endeløse beskrivelser af smarte insteder, dyre restauranter og levemandsmåltider. Slutningen derimod er vidunderlig og sorthumoristisk, helt frem til allersidste geniale sætning.

Hvis du aldrig har læst Sonnergaard før, så er det ikke denne roman, du skal starte med men derimod novellesamlingerne Radiator, Sidste Søndag i Oktober og Jeg er Stadig bange for Caspar Michael Petersen. Af hans tidligere romaner er jeg også begejstret for Om Atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom. Sonnergaard er en stærk og særegen stemme i dansk litteratur.

Frysende våde vejbaner er venligst tilsendt af Forlaget Gyldendal.

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette: