Tag: Mesterværk

Patrick Melrose-romanerne II af Edward St. Aubyn

~ isabelrosado

Untitled-1Hvis du går rundt og er lidt småbitter over din egen barndom, så skal du læse Patrick Melrose romanerne. Snart vil dine forældre fremstå som de mest pragtfulde i verden, og du vil sende dem et par kærlige tanker i taknemmelighed over, at du trods alt ikke har haft samme opvækst som ham.

Jeg har netop afsluttet 4. og 5. del af romankvintetten af den uforlignelige forfatter Edward St. Aubyn, som fornylig gæstede København. Jeg har læst dem langsomt, for den engelske forfatter er så brilliant og velskrivende, at jeg håbede på at lagre hvert eneste ord og indsigtsfulde sætning i langtidshukommelsen, hvilket selvfølgelig er umuligt. Og så skal man heller ikke glemme den høje underholdningsværdi med de i britisk særklasse sarkastiske og ironiske spydigheder, der siver ned langs siderne.

Du er nødt til at læse de tre første Glem det, Dårligt Nyt og En smule håb i den sammenhængende selvbiografiske historie, før du går videre til næste bind med de to sidste Moders Mælk og Til Sidst. Læs min anbefaling af de tre første her

Både hver for sig og samlet set er det fornem romankunst af allerhøjeste kaliber. Ordet mesterværk synes ikke helt at retfærdigøre skrivearbejdet, for det er trods alt levet liv og et virkeligt menneske, der har oplevet frygtelige overgreb og afsavn, før han formår at omsætte sine erfaringer og refleksioner og forvandler dem til et litterært konstrueret storværk med relevans for alle.

I sin helhed handler det om Patricks kvaler med sin opvækst, der forfølger ham hele voksenlivet i form af selvdestruktion, selvhad, depressioner, ensomhed og misbrug.

Det foregår på første klasse i England og Frankrig, men det bliver det ikke mindre gribende eller mere distancerende af. Der er masser at hente på identifikationskontoen også for os fra den gennemsnitlige danske middelklasse. Der er desuden andre vigtige temaer end forældres gigantiske påvirkning af barne- og voksensindet. Afhængighed, fortabelse, moderskab, kærlighedssurrogater og til sidst det altoverskyggende: Frihed. Friheden til selv at vælge sine tanker, fokusere på det man er interesseret i, og leve det liv, man ønsker uden at blive vildledt af projektioner, vrede, bitterhed, afhængighed, tvangstanker og ufrivilligt tvunget til at svælge i sine traumer.

I de to sidste romaner følger vi ikke kun Patricks synsvinkel men også flere af de mennesker, der omgiver ham. Undervejs præsenteres læserne for det fulde omfang af grusomheder, der er blevet begået mod Patrick men også mod andre i hans barndom.

Moders Mælk

Patrick er blevet gift med Mary og far til Robert og Thomas. Hans mor Eleanor har i en årrække dedikeret sit liv til en spirituel bevidsthedsbevægelse og organisationen Red Barnet. Som gammel og tiltagende dement beslutter hun sig for at gøre Patrick arveløs og overlader residensen i Frankrig til sin guru Seamus i stedet for sin fortabte søn. Patrick er rasende, for det er det eneste sted, der forbinder ham til barndommen og hans rødder på godt og ikke mindst på ondt. Han er hunderæd for at overføre sin fars sadistiske tilbøjeligheder og sin mors afmagt og inkompetence som forælder til sine egne børn og kæmper nu med en voksende vrede overfor hende. Udover Patrick følger vi den ældste søn Robert, som forguder sin far og hurtigt følger ham i distanceringen til sin bedstemor. Senere følger vi Mary, der selv har et anstrengt forhold til sin selviske, ufølsomme mor Kettle, og som nu har overgivet sig til moderskabet i en sådan grad, at Patrick bliver skubbet ud på et sidespor, mens han hungrer både efter en kvinde og en moderlig favn. Selvhadet vokser i takt med den midaldrendes trængsler. Ægteskabet er på gyngende grund.

Til sidst

Eleanor er død. Patrick og Mary er separeret. Romanen foregår til Eleanors bisættelse. Af spøgelserne fra fortiden er nu kun faderenes ven og ligeså verbalt sadistiske Nicholas Pratt tilbage på jordkloden. I et kort sekund ønsker Patrick, at hvis blot han også faldt død om, ville vejen mod friheden i en post-forældre verden langt om længe stå åben. En skør kvinde fra både Patricks og Eleanors fortid dukker uventet op til bisættelsen og laver ravage i det hele. Hun viser sig at få funktion af en slags hjælpende engel, der til sidst kan få Patrick til at slippe sine lidelser og den afhængighed han har haft hele livet af såvel lidelserne som stofferne, kvinderne, alkoholen og den distancerende ironi “- the hardest addiction to give up.” Han ser det hele og sin mor i et andet lys. Ikke et tilgivende lys “ – to forgive you have to feel morally superior.” men et frigørende lys. Måske det lys der senere får Edward St. Aubyn til at skrive sine romaner.

Verden er latterlig og hjerteskærende på samme tid

I november var Edward St. Aubyn på besøg i Den Sorte Diamant og fortalte om sin roman til Mikkel Bruun Zangenberg foran et henført publikum. Med hans stoiske ro og myndige, afdæmpede forfatterstemme var det svært at forestille sig, at Patrick Melrose er hans alterego. Men hvor er det fantastisk, at man kan komme så godt ud på den anden side af hårdt levet liv, og hvor er han dog umådelig interessant at lytte til.

Forfatterens definition af den ultimative frihed er en af de smukkeste, jeg nogensinde har hørt:

“Freedom is to react to nothing and respond to everything.”

Se selv med og oplev interviewet fra Den Sorte Diamant her: 

Patrick Melrose-romanerne er venligst tilsendt af Gads Forlag.

Planen af Morten Pape

~ isabelrosado ~ 1 kommentar

Planen forsideHvor det dog glæder mit lille Amager hjerte, at det lige netop blev Morten Pape, der vandt årets debutantpris på Bogforum. Stort, stort tillykke! Aldrig før har jeg heppet på en bestemt vinder flere dage i forvejen, og det er ikke sådan, at jeg kender manden. Men Papes roman Planen har blæst mig bagover af benovelse. Den er vanvittigt velskrevet, helt vild i sit indhold, og jeg er helt vild med den på alle tænkelige planer. Sjov, sørgelig, rystende, skræmmende, oprørende og tankevækkende.

Planen handler om Morten Papes opvækst i ghettoen Urbanplanen på Amager. Det sociale boligbyggeri med lejligheder, rækkehuse, skole, kirke, daginstitutioner, grønne områder og eget butikscenter, der opstod i slut-tresserne og skulle have været en lille velfærdsoase for det arbejdende folk i overborgmester Urban Hansens socialdemokratiske København. Det blev også en ø i øen, men et sted som alle os, der boede udenfor hurtigt lærte at holde sig langt væk fra.

I teorien kunne man leve et helt liv uden nogensinde at have brug for at bevæge sig udenfor Urbanplanen.

Det ligger fire gader fra hvor jeg bor og er vokset op, og selv om man har haft sine forestillinger om livet i Urbanplanen, så overgår Papes beretning ens værste fordomme. Det er selvfølgelig trist, men hvor er det godt, det bliver fortalt, og hvor er det stort, at det bliver fortalt så godt!

Jeg gik i samme ungdomsklub som Pape og havde venner, der boede i Urbanplanen, men det var i 1980’erne cirka 15 år før bogens handling finder sted. Det var råt men ikke tilnærmelsesvis så råt, som det blev i løbet af 1990’erne og fra 2000 frem. Hold nu op, der er sket ting og sager og kun til det værre. Dog er det mit klare indtryk, at både Urbanplanen og Dyvekeskolen, der længe har haft et elendigt ry, i de sidste fem år har gennemgået en række forbedringer, men om det har gjort livet nemmere, hvis man bor i Planen, tør jeg ikke sige.

Pape vokser op i et splittet samfund mellem muslimer og taberdanskere, et sted hvor alle hader hinanden på kryds og tværs af nationaliteter men er tvunget til at omgås i skolen og i klubben men som også danner et fællesskab mod dem udenfor, der hader alle fra (T)Urbanplanen. De unge fra parcelhusmiljøer på Amager, som ikke er mindre taberagtige, og hvoraf en stor del er racister. Vold, afstumpet opførsel, kriminalitet, stoffer og ligegyldig sex er hverdag for de unge helt ned i 12-årsalderen.

Pape er for intelligent til det sted. Det samme er hans mor, men de er fanget i et trøstesløst liv ligesom alle de andre. For moren betyder det kronisk depression. For Pape bliver det en kamp for at komme væk. Men inden det lykkedes, forsumper han i afmagt, hashmisbrug og en vaklen mellem fløjene i Planen. Hvor hører han til? Er han perker-Pape eller kartoffel-pape?

“Hvad laver du”? siger Behrouz. “Hvad? Hvad har jeg gjort?” “Du lægger din hoved helt ned mod bordet, når du spiser.” “Det er så jeg ikke spilder ned af mig selv.” Behrouz smiler og ryster på hovedet af mig. “Endnu en forskel på danskere og perkere. Har du set en perker spise en dürum som om han var bange for at svine?” Jeg tænker mig længe om, men kan slet ikke følge Behrouz’ betragtninger. Han er klogere end de andre, en dreng der lægger mærke til resten af verden, ligesom mig(…..) Han tager sin shawarma op foran sig med to hænder som var det skæftet på et sværd, han skal til at stikke i sin fjende. “Lad maden komme til dig. Ikke noget med at bøje eller bukke sig ned og være forsigtig. En rigtig mand har altid sin hage oppe. Tag den op til din fjæs, og tag en bid. Sådan er det også med livet. Bare lade det komme, wallah. Ikke noget med at gemme sig.” Jeg stener længe på ham. “Er du blevet filosof nu, eller hvad?” “Hvad er en filosof?” “Sådan en som tænker over livet og sådan noget shit.” “Selvfølgelig gør jeg det. Tror du bare man kan klare sig uden? Jeg sværger, Pape. Den her nye årtusind vi lige er startet på, der gælder kune én regel:man må klare sig selv. Man kan ikke stole på nogen. Bare vent og se.” Han tager en bid af toppen og smider en klump stanniol ned i fletkurven. Han tygger af munden og nikker mod mig imens. “Den her verden eksploderer snart. Alle hader hinanden. Bare se på vores skole. Man skal være klar på det når det sker.”

Det hele kulminerer efter terrorangrebet i New York 11. September 2001, hvor hadet og modsætningerne eksploderer, og det kan man mærke, hvis man bor i Planen. Helt ind i klasseværelset.

Morten Pape vokser op med en tiltagende vrede over sit ophav og miljø og føler sig konstant fremmedgjort overfor sin familie og sine omgivelser. Alligevel er det en beretning fuld af kærlighed, forståelse og forsoning med rødderne, han har skrevet her ti år efter, han er sluppet ud og kommet videre.

Historien om Papes far og mor skærer helt ind i sjælen. En underskudsfamilie der egentlig ikke er mere dysfunktionelle end gennemsnittet og har kærlighed til de tre børn, men især farens svigt efter skilsmissen og mangel på selvindsigt er helt abnorm, samtidig med at man får lidt ondt af ham på grund af Papes nådesløse udlevering af hans pinlige adfærd.

Morens indre pinsler men også kamp for og styrke til at gøre det bedste, hun formår for sine børn er rørende læsning. Hendes historie bliver udleveret ligeså råt for usødet af sønnen, men selv om det er barskt og pinligt, mister man aldrig sympatien men får bare lyst til at sende hende på et meget langt kurophold. Pape er ligeså nådesløs ved sig selv og fortæller om barndommen og teenageårene og egne indre kampe med en hudløs, dybt troværdig og ucensureret ærlighed, der bare afføder endnu mere respekt. Det samme gør det eminente sprog, der synker let og ubesværet ind sammen med lidt klogskab fra både Morten og et par af hans få kvikke venner, og den underliggende samfundskritik som skinbarlige sandheder.

Kære litterater, I behøver ikke længere efterlyse den store danske dannelses- eller generationsroman. Den er lige her.

Planen er en vigtig bog, et stykke historisk socialrealisme, der bør indgå som pligtlæsning i skolerne fremover, indtage en plads i den danske litteraturkanon og modtage så mange hædersbevisninger som muligt.

Den har skubbet alt andet ned fra min personlige præmiehylde i bogreolen og står nu lysende klart på en førsteplads som min største læseoplevelse i 2015.

Planen er venligst tilsendt af Poltikens Forlag.

Patrick Melrose-romanerne af Edward St. Aubyn

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-10-15 kl. 15.32.15Det er ikke alle, der har haft en hård barndom, der nødvendigvis skal skrive om den, men når man skriver så uforskammet godt som den britiske forfatter Edward St. Aubyn, er det nærmest en forpligtigelse.

Som barn af den britiske overloadede overklasse kunne St. Aubyn have valgt ikke at bestille andet end at smide om sig med penge og gå amok i sex, drugs and rock n’ roll. Det gjorde han så også i den første tredjedel af sit liv, indtil pinslerne fra barndommen trængte op til overfladen, og han begyndte at skrive og dermed at arbejde for første gang i sit liv.

Som storlitterær hitforfatter har han også skrevet om andet end sig selv, men det er de selvbiografiske romaner om Patrick Melrose, han er mest kendt for. De udkom allerede i 1990’erne, men er først blevet oversat til dansk fornylig af Gads Forlag.

Jeg har nu afsluttet de tre første Glem det, Dårligt Nyt og En smule håb, som fås samlet i én bog, mens de to sidste Moders mælk og Til sidst bliver udgivet samlet den 6. november. Dem skal jeg have fat i. For samtidig med at historien om Melrose er forstemmende læsning, er den også sært opmuntrende og tragisk-komisk. Spækket med ironi og sort britisk overklasse humor, der mildt sagt er usympatisk men også morsom. Især når den er selvironisk og træder på fortælleren selv men også på de andre mestendels ubehagelige karakterer med stiff upperlip og facaderytteri. Patrick Melrose-romanerne er blevet kaldt Downtown Abbey After Dark af anmeldere. Jeg kan ikke heelt se sammenligningen, bortset fra at det handler om britisk overklasse. Det er for det første forskellige tidsaldre, vi befinder os i, og så vidt jeg kan forstå, er der op til flere sympatiske karakterer i den populære tv-serie, som jeg endnu kun har set få afsnit af. Men som en veninde pointerede: “De laver jo ikke noget.” De har bare penge, og mange af dem bruger tiden på at udfylde rollen som overklasseløg, der sparker nedad. Hvilket romanen bekræfter med denne konstatering.“Folk afskyr altid dem, de har behandlet dårligt.”

De tre i én romaner finder sted på hver sit tidspunkt i en afgrænset periode af Patricks liv.

Glem det

Vi starter, da Patrick er fem år omkring 1965. Hele denne del foregår i løbet af et par dage på hans forældres sommerresidens i Frankrig. Patricks far er uddannet læge men har ikke bestilt andet end at være et dumt svin, efter han har giftet sig til en formue. Han er mildt sagt en sadist og en syg stodder både overfor Patricks iøvrigt irriterende passive og forsagte mor og overfor sin søn, som han misbruger psykisk, fysisk og seksuelt. Forældrene holder dekadente selskaber, hvorfra gæsterne egentlig helst bare vil hjem, inden de selv bliver spiddet verbalt, mens de er vidner til, at en dreng og en mor tydeligvis har det skidt. Grobunden er lagt for Patricks selvdestruktive og dystre fremtid.

Dårligt Nyt

Patrick er i 20’erne og modtager nyheden om, at hans far (endelig)er død. Han tager til New York for at hente faderens aske, og over et par dage udlever han den ondeste stofrus, mens han tænker på farens opførsel, og hadet og selvhadet vokser. Han har været narkoman af hårde stoffer i årevis og veksler sit liv mellem at checke ind på fornemme luksushoteller, splitte det hele ad i løbet af et par dage, og at vandre søgende og hvileløst rundt i de fattigste kvarterer efter det næste fix eller en kvindelig favn.

En smule håb

Patrick er i 30’erne. Han skal til fint selskab med britiske nobiliteter, og aftenens højdepunkt  er deltagelsen af prinsesse Margaret. Men han er ikke den eneste gæst, der hader det overfladiske liv. Et par på vej til selskabet har denne dialog i bilen. “Ved du hvor vi er? Ja vi er helt ude i hampen. Det er det, vi er. Vi er på vej hen for at møde en masse museumsstykker, arrogante snobber, fladpander og feudale bonderøve.”

Til festen opdager Patrick, at hans elskerinde er ham utro med hans bedste ven og tidligere med-junkie Johnny. Han er ligeglad. Patrick er afvænnet og forsøger så småt at komme videre med sit liv, selv om en læge siger, at Patrick lider af en depression oven i en anden depression. “Så kom du dig i det mindste over den første,” lyder det tørre svar fra Johnny. Patrick sidder ubehjælpeligt fast i et intetsigende overklasseliv fyldt op af hadet til sin far men nu mere reflekterende omkring sit eget liv og med en smule håb om at finde en bedre udgave af sig selv.

Alligevel kunne han aldrig befri sig for vreden over, at hans far havde frataget ham muligheden for sjælefred, og han var klar over, at uanset hvor meget han anstrengte sig for at reparere sig selv, kunne han kun skabe en illusion om helhed – han var som en vase, hvis mønstrede overflade virker hel, men som engang er blevet knust og i sit blege indre fremviser de tynde mørke linjer fra restaureringen.

Eneste håb er at hele ved at betro sig til vennen. Men det er ikke nok. Patrick prøver at komme overens med tanken om, at faderen måske snarere var syg end ond, og at han selv havde været udsat for ting, der var om ikke værre så ligeså grusomme på en anden måde.

“Jeg har altid troet at sandheden ville gøre mig fri, men sandheden driver bare en til vanvid,” konstaterer han.

Det er mørkt, det er dystert, det er gribende, det er ondt, det er morsomt, og det er helt igennem forrygende og fængende læsning.

Den 18. november kan du iøvrigt møde forfatteren på Den Sorte Diamant. Tjek det ud her

Patrick Melrose romanerne er venligst tilsendt af Gads Forlag.

Logbog fra et livsforlis af Erik Valeur

~ isabelrosado ~ 1 kommentar

Logbog fra et livsforlis

Inderst inde er vi alle sammen små børn, præget af vores følelser, vores forældre og de vilkår tilværelsen har tildelt os på godt og ondt. Alt det vi ikke er så glade for at bære med os fra barndommen, forsøger vi efter bedste evne at skjule som voksne. For nogle lykkedes det bedre end andre – så meget at de ofte glemmer barnet i sig selv. Sådan er det ikke for Viggo Larssen, der bliver voksen alt for tidligt. Den lille generte, ensomme dreng, der slås med uhyggelige drømme, tvangstanker, en konstant frygt og en særlig evne til at gennemskue alle de andre, får det som voksen så svært, at han flytter ud i et fyrtårn i det yderste af landet for at leve uforstyrret af alt andet end sine dæmoner med en daglig flaske Rioja som eneste trøst.

Men en kvinde holder øje med ham, og hende har læsere af Erik Valeurs forrige og meget roste roman Det syvende barn mødt før. Mystiske Marie, der nu kalder sig Malin (som i Malign!) har kastet sin åndelige kærlighed på Viggo, da hun føler, de er forbundsfæller som de sære og nærmest svævende eksistenser de er. I København er en ældre kvinde, der både er mor til landets Statsminister og Justitsminister forsvundet fra sit plejehjem og har efterladt nogle mystiske spor, der tyder på drab. Drabschefen, som insisterer på at et bæst er et bæst, også når det bliver fanget og hans Nummer To bliver sat på sagen. Som et makkerpar der minder om Axel Strøbye og Ole Ernst i Olsen Banden, ryger de hele tiden bagud på point i efterforskningen, et komisk islæt i en ellers dybt seriøs roman. Sagen har en relation til Viggo Larssens barndom og hans gamle venner fra Søborg, der voksede op på samme vej som de magtfulde brødre og led under deres tyranni, og på hver deres måde er de ved at kæntre i eget liv, uanset om de står på toppen eller bunden af succesbarometret.

Logbog fra et livsforlis er en formidabel roman, der for min skyld godt må tage prisen som årets danske mesterværk. En samtidsroman, fabel og thriller i ét med en hel masse på hjerte. Jeg var begejstret for Det syvende barn, omend jeg synes den var meget lang. Den her er bedre.

Erik Valeur har en enestående evne til at sætte ord på menneskers livsdrama i en form, der minder om magisk realisme uden at miste jordforbindelsen. Han formår at skabe en fortælling fra den grå andedam, der har en ligeså fortryllende effekt som en sydamerikansk, dampende jungle og så endda med et overnaturligt lag, der overbeviser i al sin enkelhed. Viggo er gennem hele sit liv stødt på enslydende dødsvarsler, der går i opfyldelse og overbeviser ham om, at intet er tilfældigt, og det plager ham ligesom alle de ulykkelige hændelser, han gennemgår som barn og senere som voksen introvert journalist med en særlig fascination af døden og en forkærlighed for grundighed og fordybelse i den journalistiske proces. Sådan nogle har det svært på de danske mediearbejdspladser i dag.

Erik Valeur er en ekstremt dygtig fortæller med en fortid på journalistiske fyrtårne som magasinet Press og DRs montage – og dokumentargruppe. Han har modtaget hyldemeter af priser for sin journalistik og også for sin første roman Det syvende barn. Uanset om han skriver fakta eller fiktion, leverer han knivskarpe iagttagelser om den tid, vi lever i. Og det er observationerne, fortælleevnen og det elegante sprog, der imponerer mig mere end selve spændingsplottet.

…Ove havde set, hvordan globaliseringen sendte gammastråler af utryghed ind gennem især den ældre del af befolkningen. Han havde fornemmet hvordan frygten voksede og voksede, hvordan synerne af den stadig mere uregerlige klode udviklede enorme behov for at vende indad og i dækning og rulle gardinerne for og koncentrere sig om sin egen, måske endnu overskuelige verden. Kroppen, sjælen, familien, det gode liv. Jo mere urolig verden blev, jo mere kredsede de velstående befolkninger omkring deres egen personlige sårbarhed, kroppens forfald og mangel på kontrol – og i den skrækhvirvel var døden det ultimative forræderiske fingerkys fra oven….

 Ove er en af Viggos barndomsvenner, der har forrådt 70’er ungdommens idealer og ladet sig overmande af grådigheden. Han har opfundet et nyt velindbringende koncept, der skal tage rædslen ud af døden og gøre mennesker udødelige og uforglemmelige, hvis de altså investerer i en helt særlig gravplads med knapper, lyd og skærme…..

Nej, der er ingen tvivl om, hvem skurkene og de fordømte er.

Skrupelløse magthavere, selvhøjtidelige medier, management konsulenter der forblænder med blålys og buzzwords og effektiviserer livet, sjælen og meningen ud af folk med fast arbejde, ledere i det offentlige der melder sig syge så snart de skal stå til ansvar for et svigt, sundhedsfanatikere på evig flugt fra døden, danskere der pakker sig om sig selv og vender blikket indad af frygt for globaliseringens trængsler, den tilskærpede debat der gør enhver til sin egen lykkes smed i verdens lykkeligste land, den hårdere tone og lavere tolerance, manglen på rummelighed og næstekærlighed overfor kontanthjælpsmodtagerne, flygtningene, de skæve eksistenser, og de der bare har svært ved at følge med. Erik Valeur uddeler lammende øretæver til samtiden med en sproglig præcision, der rammer målskiven hver gang.

Fortællingen bærer tydeligt præg af forfatterens eget levede liv med anekdoter fra virkeligheden i skøn forening med den frie fantasi og nye greb på de helt store spørgsmål om menneskets natur, klarsyn, livet, døden, universet og meningen med det hele.

Hvad læsere måtte mangle af ramasjang, tempo, isnende spænding, blod, vold og uforudsigelige drejninger og overraskelser i denne geniale roman, får vi der elsker en velfortalt historie rigeligt kompenseret for med al den rammende dybde og klogskab, der får hjertet til at bløde af sig selv.

Logbog fra et livsforlis er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Læs mere om forfattermøde med Erik Valeur her

De sære børn

~ isabelrosado

Forfattermøde med Erik Valeur

Der er dage, hvor det er en ekstra stor fornøjelse at blogge om bøger. I går fik jeg mulighed for at møde et journalistisk og skønlitterært fyrtårn, jeg har beundret på afstand i mange år.

Erik Valeur og Politikens Forlag havde inviteret til forfattermøde med en lille udvalgt skare af dedikerede bogbloggere i anledning af hans nye roman Logbog fra et livforlis, der udkommer i dag. Det var en hyggelig og indholdsrig formiddag, hvor bogens mange spændende temaer blev vendt, og hvor Erik Valeur også fortalte om sin forrige roman Det syvende barn og selve arbejdet med bøgerne.

IMG_5484
Forfatteren Erik Valeur og Helle Skov Wacher fra Politikens Forlag

Nogle forfattere vægrer sig ved at dele ud af, hvor meget af deres værk der er hentet fra eget liv, og hvor meget der er fri fantasi. Sådan er det ikke med Erik Valeur, der på trods af at være et lidt sky element fortæller fuldstændig åbent og ærligt om sine erfaringer fra barndommen og voksenlivet som undersøgende journalist.

Det har sit formål, for Erik Valeur har et overordnet budskab, han gerne vil have ud: Vi voksne skal være bedre til at forstå vores børn og til at fornemme hvordan de egentligt har det, for kløften mellem børn og voksne er uundgåelig, og det er svigtet af dem også.

“De voksne overser tit børnenes særheder og den ensomhed, de føler. De ved instinktivt godt, at hvis de gør eller siger noget forkert, så bliver de voksne irriterede, vrede, kede af det eller bekymrede. Så børn lever i deres egne små tunneller, der dækker for alt det, de synes er pinligt, svært og gør dem bange  – for at hjælpe og beskytte de voksne. Vi skal være bedre til at opdage de ting,” siger han.

To års tortur

Erik Valeur var selv et frygtsomt barn. Han lå vågen om natten for at undgå uhyggelige drømme, og så tænkte han på døden i stedet . Om morgenen var hans øjne blodrøde af træthed, men der blev ikke spurgt ind til det.

“De dryppede mine øjne med borvand, og så var jeg jo bange for at blive blind.”

Han sagde ikke noget om det. Hans mor havde allerede været rigeligt igennem. Først da hun måtte overlade ham til spædbarnshjemmet Kongslund i hans første år, som er afsættet for historien i Det syvende barn, og senere da han som ti-årig fik konstateret en sjælden hoftesygdom. Han blev indlagt på kysthospitalet på Røsnæs i to år og lå på ryggen og i stræk i et helt år uden at kunne foretage sig andet end at læse.

“ Forældrene måtte kun komme på kort besøg om søndagen, for så mente man, at børnene netop ikke ville savne dem så meget. Og hospitalet var bevidst placeret langt væk fra den forstyrrende verden. Så lå jeg der og kiggede udover Kalundborg Fjord,” husker han.

Viggo er Valeur

Erik savnede sin mor, og det gør hovedpersonen Viggo i Logbog fra et livsforlis også, men for ham bliver omstændighederne endnu hårdere.

I bogen flytter den voksne Viggo ud til et forladt fyrtårn på Røsnæs for at være i fred, mens hans liv er ved at kæntre.

Et sted som Erik Viggo Valeur besøgte flere gange, efter han endelig blev udskrevet fra hospitalet. Jo Viggo er hans mellemnavn, og bogens Viggo er Erik, selv om voksne Viggo er betydeligt mere ensom og mindre succesfuld end Erik, der er far til fire voksne børn.

 Far vil have fred

Forfatteren er heller ikke bleg for at fortælle, hvordan han selv har svigtet sine børn. For han havde enormt travlt med at afsløre korrumperede magthavere og udstille samfundets svigt og uretfærdigheder.

“Da børnene var små, arbejdede jeg hjemme som journalist, for så var jeg jo hos dem. Men jeg havde travlt med at snakke i telefon og med skrivearbejde, og så blev jeg jo irriteret når de forstyrrede. Min lille datter hostede en del på et tidspunkt, og så fik hun nogle gange en halv codymagnyl for at være stille.”

Fem venners livsforlis

Som journalist og forfatter har Erik Valeur altid interesseret sig for dem, der har det værre end ham selv, og der var både de børn, der aldrig fik besøg på hospitalet og gik helt til grunde, alle de skæbner hvis liv han har berettet om som journalist, og de voksne der ikke kunne klare presset i mediebranchen eller i samfundet for den sags skyld.

“Vi har sådan en perfektheds- og konkurrencekultur, der er ved at tage livet af os. Jeg kender mange, der er helt blå i hovederne af at leve op til kravene om forandringsvillighed og effektivitet. Og så er der hele sundhedstrippet. Jeg har virkelig ondt af alle de arbejdspladser, der bliver kaldt til DHL-stafet,” siger Erik Valeur, der gør en dyd ud af at skrive samfundskritikken ind i sine historier.

“Jeg fik en del vrede ud, da jeg skrev Det syvende barn. Det var terapi, men der er jo stadig ting at hidse sig op over.”

Erik Valeur har tasken fuld af avisudklip om alle de svigt, vi som samfundsborgere bliver budt. Fra kummerlige forhold på plejehjem hvor beboerne føler sig som “indsatte,” og som lever fuldt ud op til betegnelsen “dødens forgård” til opgørelser over ministeriernes forbrug af milliarder til managementkonsulenter. Han har hovedet fuld af anekdoter om mennesker og magthavere, der har krydset hans vej, og flere af dem optræder i romanen.

Viggo og hans venner fra barndommen i Søborg mødes igen som voksne, og det er ikke kun Viggos liv, der er ved at kæntre. Men måske er det netop dem, der på overfladen har mest succes og styr på sagerne, der for alvor er ved at drukne, mens Viggo stadig har en chance for at blive på båden, selv om den gynger.

Læs mere om hvorfor jeg synes Logbog fra et livsforlis er et hit her

The Shock of the Fall af Nathan Filer

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-06-30 kl. 11.21.17Igen har jeg valgt en bog alene på grund af et formidabelt cover og en spændende titel uden at ane noget på forhånd. Og igen levede indholdet fuldt og helt op til forventningerne. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg har misforstået den engelske titel, da jeg troede, at den oversat til dansk kunne blive til “Chok over efteråret”, hvilket jeg nok havde fattet, at det ikke betød, hvis jeg havde været opmærksom på, at forfatteren er englænder og ikke amerikaner. Den handler altså om “Chok efter et fald.” Stupid me. 

Nathan Filers roman er endnu ikke udkommet på dansk. Jeg ved ikke, om den bliver det, men hvis jeg havde et forlag, ville jeg skynde mig at udgive den for hold da op, hvor den fortjener et stort og verdensomspændende publikum.

The Shock of the Fall er dog let læst på engelsk. Gribende, rørende og noget ganske særligt med sin spidse humor og overraskende sekvenser. En sørgelig, smuk, bittersød historie, der fik mig til at fælde tårer – og der skal efterhånden noget til.

Alene bagsideteksten giver en ganske fin fornemmelse for, hvad romanen har at byde på:

“I’ll tell you what happened because it will be a good way to introduce my brother. His name’s Simon, I think you’re going to like him. I really do. But in a couple of pages he’ll be dead. And he was never the same after that.”

Fortælleren Matthew Homes bliver heller aldrig helt den samme efter sin brors død – der altså sker efter et fald. Simon lever lystigt videre i Matts sind men ikke på nogen sund måde. Matt bliver alvorligt syg af en sygdom, “der lyder som en hvislende slange”, og et spørgsmål der virkelig rumsterer i mit lille læserhoved undervejs er, om hans tiltagende skizofreni kunne være undgået, hvis broren stadig havde været i live, eller om den er uundgåelig i og med, at den også er arveligt betinget?

Romanen handler om psykisk sygdom, og Matt fortæller sin historie fra en lukket afdeling med en stemme der skifter i form, font og tid og blander slående, kulsort socialrealisme med den ypperste magi. Udover at blive fyldt med medicin er Matt fuld af sarkastiske stikpiller men også fyldt med håb, evner og tro på en højere mening med det hele. Det er trist og sindssygt smukt på samme tid.  Vi får et yderst levende indblik i, hvordan det er at leve med en så svær og uforståelig lidelse som skizofreni. Og ikke mindst hvor hårdt det også er for de fortvivlede pårørende, forældre og venner. Hvis du som jeg har en stærk interesse for psykiatri, hvordan vi opfatter og behandler psykisk syge og ikke mindst, hvordan det er leve med en psykisk lidelse, så er denne fine, fine fortælling et såkaldt mustread. Men først og fremmest skal den have min klokkeklare anbefaling, fordi den er et litterært mesterværk med en historie, der er fornemt og originalt fortalt, og som griber fat om læserne fra første side og holder os fast til det sidste.

Nathan Filer har formået at skabe en udviklingsroman bygget op som en spændingsroman ved at tilbageholde information i tilpas rette doser, der bevirker, at du ikke kan slippe bogen men åndeløst bladrer forsigtigt videre, mens du reflekterer over den side, du netop har læst. Ved siden af Alt det lys vi ikke ser, er The Shock of the Fall den bedste læseoplevelse, jeg har haft i år. Den er med et lettere forpint men ikke desto mindre præcist udtryk: F.A.N.T.A.S.T.I.S.K.

Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-04-09 kl. 14.45.26Denne smukke roman er den bedste, jeg har læst i år, og den bliver så svær at overgå, at det er med en let tristhed, jeg lægger anbefalingen her på bloggen. For hvad skal jeg så læse i det literære tomrum, jeg nu befinder mig i?

Det går nok. Jeg kan jo altid læse den igen og en gang til, for det fortjener den. Anthony Doerrs mesterværk Alt det lys vi ikke ser er lysende på så mange planer, at jeg faktisk mangler ord for det. Både sprog og historie er så smukt komponeret, at jeg holder vejret flere gange under læsningen. Med en detaljerigdom og et væld af enkle, unikke metaforer der får mig til at dvæle ved de fine sætninger, samtidig med at fortællingen bare flyder i korte overskuelige kapitler, der skifter i både tid og synsvinkel.

Historien foregår i Tyskland og Frankrig under besættelsen, men den handler om så meget mere end selve krigen. I høj grad om krigens grusomheder, og hvordan mennesker i krise virkelig forstår at sætte pris på tilværelsens små glæder og på livet som sådan og det at bruge sit liv til noget meningsfyldt og overvinde sin frygt, også selv om det er livsfarligt. Eksempelvis ved at slutte sig til modstandsbevægelsen. “Vil de ikke leve før de dør?,” spørger Madame Manec som spiller en central rolle deri, og om hvordan hun selv har det siger: “Seksoghalvfjerds år og jeg kan stadig få den her følelse. Som en lille pige med stjerner i øjnene.”

Romanen handler også om alle de daglige mirakler, alt det lys vi er omringet af uden at se det. I naturen, i relationerne mellem mennesker, i teknologien. Om videnskabens magi, og hvordan opfindelser i sig selv, for eksempel radioen skaber mirakler af kærlighed, ukuelighed og overlevelsesevne. Om den livsreddende effekt det kan have bare at kunne forbinde et par kobbertråde og lidt løsdele på den rigtige måde og opnå forbindelse med omverden. Alt det vi bare tager for givet i dag, mens vi vandrer rundt med vores smartphones konstant i forbindelse men måske uden egentligt at være forbundet?

Og så handler den om at kunne se lyset, når det gælder om at gøre det rigtige, også når alle i ens omgivelser vælger det forkerte, hvilket er den nemmeste men også den mest menneskelige ting at gøre. En stemme der holder illegale foredrag over radioen siger om lys og vores opfattelse af det: “ Hjernen, børn, er selvfølgelig lukket inde i fuldkommen mørke. Den svæver i en klar væske i vores kranium og ser aldrig lyset. Og alligevel er den verden som den skaber i vores forestilling, fuld af lys. Den flyder over af farver og bevægelse. Men hvordan tror I, børn, at hjernen der lever uden den mindste smule lys, kan vise os en verden, der er så fuld af lys?”

Vi følger to unge skæbner på hver sin side af krigen. Franske Marie-Laure LeBlanc er blind og flygter fra Paris til fæstningebyen Saint-Malo med sin far, da tyskerne invaderer Paris. Han er nøglemester på det naturhistoriske museum og med sig har de en myteombundet og muligvis forbandet juvel, der skal skjules fra nazisternes rovdrift af kunst og særlige genstande. Marie-Laures far bygger  komplette miniaturemodeller af byerne, så hans datter kan føle sig frem og derefter selv finde rundt i gaderne. På trods af sin blindhed ser den unge pige lyset, når det gælder om at handle.

Tyske Werner Pfennig vokser op på et børnehjem i en kulmineby sammen med sin søster Jutta. Han har et særligt talent for at bygge radioer, og det bliver hans vej væk fra at ende som minearbejder med kort levetid. I stedet kommer han på eliteskole for Hitlerjugend og finder snart ud af, at det er en skæbne, der er værre end at blive kvalt i en mineulykke. Mindst ligeså indelukket og begrænsende og uden anden udgang end at lade livet.

De to må på hver sin måde kæmpe for at overleve krigens rædsler, indtil den mod sin slutning bringer dem sammen i Saint-Malo, da de allierede bomber byen sønder og sammen, og tyskerne er tæt på kapitulation. Det bliver et møde, som hverken de eller deres efterkommere vil glemme.

Alt det lys vi ikke ser udkommer meget passende på dansk tæt på 75-dagen for besættelsen af Danmark 9. April 1940. Selv om du ikke skulle orke at læse, høre eller se mere om hverken 2. Verdenskrig eller krig i det hele taget, så må du ikke snyde dig selv for denne storslåede læseoplevelse. Den giver så meget mere end et indblik i krigen. Det er meget oppe i tiden, at vi travle mennesker i det moderne samfund skal lære at være tilstede i nuet. Det vil denne bog hjælpe dig med.

Alt det lys vi ikke ser er romankunst af højeste kaliber. 555 exceptionelt smukt skrevne sider. Læs den for himlens, historiens, litteraturens, for din egen og for verdensfredens skyld.

Sammen med andre gode bogbloggere fik jeg lejlighed til at møde forfatteren Anthony Doerr tidligere i dag. Det kan du læse mere om her.

We are all completely beside ourselves af Karen Joy Fowler

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-01-06 kl. 16.12.43

Velkommen til et nyt bogår! Håber 2015 bliver forrygende for alle, og at I får oceaner af tid til at læse.

Jeg havde planer om at nå mindst fem bøger i juleferien, men det blev kun til denne ene perle, som jeg til gengæld kan anbefale på det varmeste.

Rosemary er en stille pige, der føler sig aparte på flere måder. Da hun var barn, snakkede hun hele tiden, men tabet af hendes søskende har forandret både hende og resten af familien for altid. Hun fortæller sin historie ved at starte i midten. Det har hun nemlig lært af sin far, for på den måde behøver man ikke at fortælle alt og slet ikke om sin baggrund, når man møder nye mennesker. I tilbageblik opruller hun familiens tragedie, og intet er, som man tror.

Da Rosemary skal på college flytter hun langt væk fra sine forældre for at få en frisk start, nye venner og forsøge at passe ind, men det lykkedes ikke rigtigt. Ved et tilfælde får hun en eneste veninde, Harlow som ikke er en rigtig ven, men som minder om søsteren Fern: vild, uhæmmet og uforudsigelig. Den eneste Rosemary tør være sig selv sammen med.

Det lyder måske trist, og det er det også men ikke på den måde, du umiddelbart vil tro. Rosemarys søskende er stadig i live, men den søster, som hun i sine første år er tæt forbundet med, sover med, leger med og laver narrestreger med, må forlade hjemmet, da Rosemary kun er fem år gammel. Det får deres bror Lowell til at stikke af hjemmefra uden at se sig tilbage.

Hele miseren sætter dybe spor i den traumatiserede familie, hvor Rosemary og hendes forældre lader som ingenting er hændt og lader tilværelsen køre videre, mens savnet stikker dybt i dem. Indtil en række begivenheder tvinger dem til at forholde sig til det, der hændte.

Det er synd at afsløre for meget, men plottet er fantastisk skruet sammen og sætter fokus på vigtige menneskelige såvel som etiske og politiske temaer i læserens bevidsthed. Man bliver tvunget til at tage stilling til svære emner, som mange af os behændigt undgår at bekymre os væsentligt om i dagligdagen. For eksempel, hvad gør et menneske til et menneske? Hvad betyder søskendekærlighed, og hvad gør det ved den, der bliver frarøvet den? Hvor langt skal man gå indenfor forskning og videnskab for at gavne menneskeheden og samtidigt leve med konsekvenserne? Hvor meget skal andre lide, for at nogle kan blive raske?

Karen Joy Fowler sætter alvorlige spørgsmål på spidsen, men hun gør det på den mest bevægende og begavede måde uden at fordømme. Men som Rosemary siger det: If stupid were fuel, we would never run out. Og det er altså menneskeheden, hun taler om.

Samtidig med det og andre nedslående fakta såsom where you succeed will never matter so much as where you fail, er der en god portion humor i denne pragtfulde og rørende roman, og historien er i sin helhed særdeles opløftende. Og så er den fantastisk velskrevet og ikke mindst gennemresearchet.

Der er så meget godt at sige om denne fremragende roman, men jeg synes bare, du skal gå i gang og lade dig overraske. Du får virkelig noget at tænke over – oveni i den gode læseoplevelse. Starten på mit personlige bogår kunne i hvert fald ikke være bedre.

We are all completely beside ourselves er endnu ikke oversat til dansk, men den fortjener et stort publikum også i Danmark, så det håber jeg, den bliver.

På gensyn i februar, hvor jeg gerne skulle være igennem en thriller, et par krimier og andre gode sager!

Drown af Junot Díaz

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-07-01 kl. 12.50.56

“Motherfuckers will read a book that is 1/3 elvish, but put two sentences in Spanish and they think we’re taking over” – citat Junot Díaz

Jeg har endnu ikke læst en eneste bog, der indeholder elversprog eller elver for den sags skyld, men at læse Junot Díaz’s på en gang slagkraftige og poetiske engelske prosa krydret med spanske gloser på såkaldt Spanglish sætter hver gang mit blod i kog på den helt puta fede måde. For min skyld må den sproglige stil han kører med sit formfuldendte engelsk tilsat latino slang gerne overtage den litterære verden. Díaz er uden tvivl en af mine all time favorit forfattere.

Junot Díaz skal ikke kun læses for hans særegne sproglige stil men så sandelig også for de både rørende og oprørende historier, han har at dele ud af.

Díaz’s noveller er et smukt sammensurium af erindringer og fiktion. Karaktererne optræder i flere værker, og dermed lærer vi dem bedre at kende for hver fortælling. Jeg ved ikke, hvor meget af det, han fortæller, der er selvoplevet, men det er nok en del.

Jeg har tidligere anbefalet This is how you loose her og bliver da nødt til at gentage, at jeg også er fuldstændig ellevild med Junot Díaz’ ene roman til dato The Brief Wondrous Life of Oscar Wao, som jeg læste for en fem år siden og som iøvrigt fik Pullitzer-prisen. Der kommer forhåbentlig flere romaner fra Díaz. Men da han er kendt for at gøre sig umage og var elleve år om den første, der udkom i 2008, kan der nok gå lidt tid endnu.

Indtil da har jeg endelig haft hans debut Drown fra 1995 i hænderne, og alene det elegante cover gør, at jeg er helt loca med den. Men det er selvfølgelig ikke det vigtigste ved denne eminente samling af noveller. Ej heller sproget, beatet, varmen eller rytmen. Det vigtigste er de ti historier om at være barn og ung i latino-ghettoen, om familien, kærligheden, desillusionen, de første seksuelle erfaringer, svigtet, håbet og ikke mindst konstant hårdt arbejde for at opnå bare en lille bid af den amerikanske drøm. En drøm der aldrig bygger på lige forudsætninger, når den udspringer fra et latino perspektiv med brun hud og lange sorte øjenvipper, der nok kan score et par chicas blancas men på ingen måde undslippe ghetto-stemplet.

Díaz’s alter ego Yunior er den gennemgående figur, og i Drown følger vi ham, hans familie og venner fra barndommen og op i teenageårene. Først de tidlige år i hjemlandet Den Dominikanske Republik sammen med hans stærke mor og hårdkogte storbror Rafa i el barrio i Santo Domingo og så de første år, som immigranter i New Jersey, USA. Faren, som er lidt af en slubbert, rejser til Staterne et par år i forvejen og er gennem Yuniors barndom enten fuldstændig fraværende eller tenderende tyrannisk. Inden han henter sin familie til USA har han lige nået at være gift med en anden kvinde og få et barn mere, mest for at få papirerne i orden.

Da Yunior som teenager bliver lidt for kæphøj sammen med vennerne og stjæler smart tøj, som han gemmer i skabene, får han denne besked fra sin far:

You’re going to get caught, he told me one day. Just you wait. When you do I’ll show them everything you’ve taken and then they’ll throw your stupid ass away like a bad piece of meat.

He was a charmer my pop, a real asshole, but he was right. Nobody can stay smooth forever, especially kids like us. 

Som lille lider Yunior af køresyge, og det er, når faren prøver at vænne ham af med det med lange køreture, de har noget sammen.

These were the only times me and Papi did anything together. When we were alone he treated me much better, like maybe I was his son or something.

De noveller i Drown, der gør stærkest indtryk på mig er, Fiesta, Drown, No Face og Negocios. Historien i No Face om den lille dreng, der blev bidt i hovedet af en gris som baby, og som siden har båret maske eller rettere en sæk over hovedet for ikke at skræmme livet af de andre børn, der mobber ham på det grusommeste, er ganske enkelt hjerteskærende.

Her også et lille uddrag fra titelnovellen Drown. Yunior beretter om de natlige dykke- og svømmeture med ghettodrengene i en swimming pool, hvor der er adgang forbudt.

I can still go far without coming up. While everything above is loud and bright, everything below is whispers. And always the risk of coming up to find the cops stabbing their searchlights out across the water. And then everyone running, wet feet slapping against the concrete, yelling, Fuck You, officers, you puto sucios, fuck you.

Kvaliteten taler for sig selv. Hvis du endnu ikke har læst Díaz, har du i den grad noget at glæde dig til. Basta Ya. Enough said.

 

Storhed og fald af Tom Rachman

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-09-01 kl. 13.29.34De der påstår, at journalister ikke kan skrive stor litteratur, bliver i den grad sat til vægs med udgivelsen af Storhed og Fald skrevet af tidligere journalist nu forfatter på fuld tid Tom Rachman.

Som de fleste journalister var jeg vældig begejstret for Rachmans første roman De Ufuldkomne, læs anbefalingen her, som handler om den hensygnende avisbranche og en række ulykkelige og ret så troværdige skæbner omkring den.

Allerede da jeg hørte, at Storhed og Fald handler om en kvinde, der lever et stille liv som boghandler i ly fra en traumatisk fortid, var jeg solgt. Jeg har glædet mig længe til denne bog, og jeg må sige, at selv om den slet ikke er i nærheden af, hvad jeg troede, så overgår den alle mine forventninger.

I Storhed og Fald sætter Rachman spot på bogens position og fremtid i en digital verden, der har udviklet sig med rasende fart med fare for at frarøve al fokus, fordybelse og IRL fællesskab.

Men Storhed og Fald handler om så afsindigt meget andet og det på både mikro- og makro-niveau, fra den kolde krig og frem til nu. The Rise and Fall of Great Powers er den originale titel på Rachmans ekstremt ambitiøse og vanvittigt vellykkede roman. Store samfundsmæssige kræfter influerer på menneskers liv og identitet, og som konsekvens deraf møder vi i denne fuldendte historie menneskelig storhed, når det er størst og det dybeste fald, når det er værst. I psykologisk forstand vel at mærke.

I centrum af det hele står en kvinde Tooley Zylberberg, som elsker bøger og har åbnet en antikvarisk boghandel ved navn World’s End langt ude på landet i Wales. Hun vil hellere fordybe sig i sine bøger end at skaffe kunder i butikken og forsøger også at aflede sig selv med ukulele timer og aftenundervisning for at undgå at tænke på sin mystiske fortid, som har efterladt hende med en bunke uafklarede spørgsmål.

En dag bliver Tooley kontaktet af en ekskæreste på facebook, som fortæller, at hun må komme til New York, da hendes far er alvorligt syg. Hvem mon han mener? Er hendes første tanke.

Tooley er et rodløst barn af globaliseringen, som har levet sit liv på flere kontinenter. Hun er som ganske ung blevet kidnappet og på sin vis frarøvet sit sande jeg. Hun er et barn, der i utraditionel forstand er blevet svigtet og gjort fortræd, vokset op blandt svindlere og skæve eksistenser, opdraget til at leve en omflakkende tilværelse i total frihed med litteraturen som eneste faste følgesvend men også med en eksistentiel tomhed, hvor man ikke knytter sig til nogen og betaler med ensomhed og følelsen af ikke at passe ind nogen steder.

Mens Tooley opsøger skeletterne fra fortiden og gradvist genfinder sig selv og sin personlighed, følger vi hendes historie i tre årtier og i spring mellem fortid og nutid i de skelsættende år 1988, 1999 og 2011. Vi møder de mennesker, der har påvirket hendes liv, og undervejs bliver vi ligeså overraskede over sagernes sammenhæng som Tooley selv.

Tom Rachman brillerer endnu engang som storslået storyteller med et fantastisk overblik og en hel unik evne for karakterer og komposition. Lige fra starten har han fuldstændig hånd i hanke med sine personer, hvilket også er en stor nødvendighed med en roman, der er struktureret som Storhed og Fald. Romanen havde formentlig ikke haft den samme storhed i sig selv, hvis den var skrevet kronologisk. Dertil kommer så de mange skarpe observationer om menneskets natur og om tiden og tilværelsen, som man har lyst til at klippe ud og sætte i glas og ramme.

I bogens første halvdel har jeg mindst ligeså mange spørgsmål som Tooley, og det kræver en vis tålmodighed at overvinde den indledende forvirring, når den ene person efter den anden rulles op for læseren. Det er som om, Rachman bevidst vil udfordre sin læser med spørgsmålet: – nå, er det interessant nok til, at du hænger på, eller vil du hellere på facebook? Det vil jeg ikke, for som læser vil jeg fra side et kende svarene og sandheden om Tooley. Hvis du skulle gå lidt i stå undervejs – så hold ud, for belønningen kommer og hele meningen med dette værk og den måde, det er skruet sammen på, er intet mindre end genial.

Fornylig havde jeg den fornøjelse at møde Tom Rachman til en frokost i godt selskab med andre bog-entusiaster. Det var en særdeles hyggelig, interessant og berigende samtale om bogens fremtid, om overgangen fra at skrive journalistik til litteratur, om at foretrække bøger fremfor tv-serier midt i seriernes guldalder og meget andet. Hvis du vil læse mere om Tom Rachmans forfatterskab, har Politiken bragt et godt interview her.

Storhed og Fald er udkommet på dansk på Politikens Forlag.