Forsiden ligner noget fra 70’erne og har umiddelbart en appel som en slidt socialrealistisk roman på en støvet sommerhushylde, men den passer fortrinligt til sit tema om en avisbranche på vej mod afgrunden og stoltheden ved at bedrive et fag som et snarligt fortidslevn, der trækker sine sidste krampagtige åndedrag gennem en stædig smøg.
Olav Hergels nye roman Punktum er et selvreflekterende studie i den klassiske journalistiks ånd, og det er den bedste spændingsroman med en journalist som hovedperson, jeg har læst længe. Hvis ikke nogensinde.
Den er fortalt med et veldrejet fiktivt plot men kunne også sagtens stå på fagbogshylderne som pligtlæsning for både nuværende og kommende journalister. Såmænd også for alle mediekritikere og brugere, der ønsker at få indblik bag kulisserne i en branche, der kæmper med daglige dilemmaer, og hvis tjenende udøvere, trods store idealer der over tid udvikler sig til kynisme og selvhøjtidelighed, langt fra bliver opfattet som ladies and gentlemen of the press, men tværtimod står i bund på troværdighedslisten.
Mikkel Haslund er stjernereporter på Berlingske Tidende og en af de få, der stadig har det privilegium at blive sendt ud i verden og virkeligheden, møder mennesker der hvor de er og skrive om det, han brænder for. Men selvfølgelig er der også andre mere selviske motiver end at redde verden.
Mikkel Haslund blev journalist for at erobre de kvinder, der venter for enden af en smuk sætning, står der på de indledende sider. Jeg tror ikke, jeg kender de kvinder, men derfor kan jeg godt beundre de mange smukke, skarpe og sande sætninger, der flyder fra Olav Hergels blændende pen, et af dansk presses journalistisk fyrtårne, som har pænt meget tilfælles med sin hovedperson.
Han er ved at blive overhalet indenom af de unge digitale, der uden piv oplever verden bag skærm og telefon og kører netnyheder, breaking bjælker og clickbait ud på stribe 60 timer om ugen til den halve løn. Efter en redaktionel konflikt om en artikel om en kommunal ansat der bliver fyret for at ryge udendørs i arbejdstiden, må også Haslund se sig fyret, men han får hurtig en ny chance på Ekstra Bladet.
Nu var han ansat i journalistikkens dødsrige. Han kendte mindst tyve journalister, der havde ladet sig friste af de høje lønninger og var gået ind af døren med den hensigt at ville ændre bladet til, hvad det var engang. Skamløst, frækt, begavet. De stærke var gået igen. Resten lå og gispede et eller andet sted inde i bladets bug, hvor de producerede lavloftet misundelsesjournalistik, mens de forsøgte at bilde sig selv ind, at det er smudspressen, der holder demokratiet rent. Nu var han der selv, og ingen havde tvunget ham.
Her får han lov til at kæmpe for det enkelte menneskes lille men principelle sag og imod uretfærdigheder, men det er også her man går hårdt i struben på magthavere og dobbeltmoralske politikere. Mikkel Haslund bliver anset for at være en dygtig journalist og et godt menneske, men han tør ikke altid gå derud, hvor de andre tier, og det har man pligt til på Ekstra Bladet. Hverdagen bliver hurtigt en daglig konfrontation med ledelsen og konstante dilemmaer for og imod at skrive historier, der har store konsekvenser ikke kun for en minister men også for hendes familie. Alt er udførligt, klart og konkret beskrevet, dialogerne er både sindige og skarpe, men intet er sort og hvidt, og som læser er det ligeså nemt at falde i de dobbeltmoralske og selvretfærdige fælder, som det er for Mikkel Haslund. Hvad ville man selv have gjort i samme situation? Uanset hvilke valg man træffer, er der en negativ konsekvens.
Undervejs bliver der både delt skulderklap og hug ud til alle tænkelige typer indenfor medie- og magtbranchen sammen med stærke, nuancerede scener og skildringer fra flygtningekrisen, indvandrerghettoen, prostitutionsmiljøet, folkedybet og overklassen. I mødet med dem må godhedens vogter nå nogle erkendelser om sig selv, sin journalistiske forfængelighed og sit virke, der ikke er lige klædelige. Til gengæld er det ærligt og modigt, dybt underholdende og hamrende spændende. Og ikke mindst særdeles smukt skrevet.
Han har gjort det igen Danmarks ultimativt bedst sælgende forfatter med det største internationale publikum. Med 7. bind i serien om afdeling Q er Jussi Adler-Olsen mere skarp, samfundskritisk og i pagt med tidsånden end nogensinde.
De elskelige hovedkarakterer Carl Mørck og Assad står i nye og gamle mordsager op til halsen og oven i købet med et belastende Station 3 TV crew pustende i nakken. En ældre kvinde findes myrdet i Kongens Have på en måde, der minder om et andet mord begået år tilbage, en socialrådgiver ser rødt, og en gruppe unge kontanthjælpsmodtagere indgår en alliance, der ikke viger tilbage for skrupelløse og kriminelle handlinger. Rose, politiassistenten med den spaltede personlighed, bukker under for et svært traume og gennemgår en alvorlig psykose.
Med den her historie beviser Jussi Adler-Olsen endnu engang, at han er en formidabel plotmester med en yderst raffineret men ikke desto mindre beskidt fantasi. Ikke en eneste af de mange plottråde falder på gulvet i de tre-fire sager, der selvfølgelig viser sig at have forbindelse til hinanden. Carl Mørck og Assad kører deres sædvanlige på en tid sjove og hyggelige ping-pong dialog med kamel-jokes, stærk kaffe og kærlige stikbemærkninger.
Vi har hele tiden vidst, at gemytlige Assad gemmer på en skummel fortid, og jeg glæder mig virkelig til næste bind, hvor den bliver rullet ud. De mange hints vidner om, at rare, empatiske Assad med rødder i Syrien og varme brune øjne har begået handlinger, han ikke er stolt af. Jeg har min egen teori om, hvad det handler om, og det skal blive spændende at se, om jeg har gættet rigtigt.
Dette bind er dog tilegnet Roses historie, og vi får den fulde forklaring på, hvorfor hun er psykisk syg og mere end fucked up. Det psykiske helvede hun gennemgår er beskrevet med en imponerende indlevelse. Adler-Olsens opvækst på et sindssyge hospital som søn af en psykiater tjener ham virkelig godt her.
Rose stirrede ind i væggen. Når hun holdt blikket fastnaglet til den svagt gule flade og sad fuldstændigt stille, så opstod der et vakuum omkring hende, der sugede al bevidsthed ud af kroppen. I den tilstand var hun hverken vågen eller sovende. Her var åndedrættet umærkeligt og sanseapparatet sat i dvale. Her var hun bare levende død.
De passager er gribende læsning, og der er flere steder, hvor Roses lidelser er skrevet med en indlevelse, som jeg også husker fra Kvinden i Buret. Adler-Olsen er eminent til at beskrive smerte og lidelsen ved at være spærret inde i et lukket rum i både psykisk og fysisk forstand, så det virkelig gør ondt på læseren.
Dog synes jeg, at årsagen til Roses skrøbelige sind er mere end en smule ude i overdrevet, og logikken og troværdigheden er ikke hver gang overbevisende i persontegningen hos nogle af bifigurerne.
Efter de første 100 siders læsning af romanen med den geniale titel Selfies, eller Selfish same-same, havde jeg ham mistænkt for at være bestilt af Liberal Alliance til at drive klapjagt på kontanthjælpsmodtagere. Portrættet af de tre bistandstøser Denise, Jazmine og Michelle er mildt sagt den stereotype udgave af en blank deltager i Paradise Hotel, der kun tænker på sig selv, at se godt ud, intet yder til fællesskabet og nasser på samfundet, fordi hun kan. Det er dog ikke tilfældet, selvom pigerne forbliver karikerede og klichefyldte hele vejen igennem. Vi har for eksempel en type, der sørger for at blive gravid fire gange i træk bare for at kunne trække på de offentlige kasser under barslen for derefter at afgive sit afkom til myndighederne. Jeg tror det ikke.
Man kan vælge at se på historien som spydig samfundssatire, hvor personerne og deres handlinger er sat helt på spidsen, hvilket er fint nok, hvis jeg bare kunne grine lige så højt som superskurken gør efter hvert nøje planlagte mord, mua-ha-ha runger det fra den grå mus af en socialrådgiver, der nu efter 30 år bag skranken er omvendt til en koldblodig seriemorder, der bare har fået nok af de utaknemmelige tøzer, og nu skal de fandeme lære det. Hun formår oven i købet at bedrive disse handlinger midt i et forløb som patient under den samlede kræftpakke. Ej, det tror jeg så heller ikke en kræftsyg ville være i stand til. Det er godt tænkt med en socialrådgiver, der går amok, men det er som om, at overdrivelse fremmer forståelsen i det Jussiske univers. De onde er ofte sygt onde og afstumpede, de gode så heldigvis lidt mere nuancerede. Heltene er heldigvis herlige, og historierne er altid dybt originale. Det er derfor, vi er mange millioner, der bliver ved med at læse bøgerne.
Og det er jo en såkaldt krimithriller. Det er ikke højlitterær socialrealisme. Alt er tilladt, hvis vi køber præmisserne, og det ér både underholdende og monsterspændende. De sidste par hundrede sider strøg jeg igennem uden at kunne slippe bogen. Man skærer tænder og tager sig til hovedet, når Mørck og Assad fjumrer rundt og ikke gør, det de skal eller gør det for sent. I den forstand kan Jussi Adler-Olsen bare sit krimikram som ingen anden. Han involverer læseren emotionelt, og det er der ikke ret mange krimiforfattere, der gør i samme omfang.
Jeg har læst alle bind i serien undtagen den sjette, senest var jeg meget begejstret for Journal 64, som nok stadig er min favorit, men Selfies kommer rigtigt godt efter den. Der er skruet op for humoren, plotmæssigt er det af sædvanlig høj klasse, hovedpersonerne er fortsat afholdte og interessante, og hvis Jussi Adler-Olsen så ellers bare havde tid til at arbejde lidt mere med troværdigheden og nuanceringen af sine bifigurer, så er det bare at bøje sig i støvet atter en gang for hans fantastiske og verdensomspændende succes.
Vi er alle selvfede
Fornylig var en bunke bloggere inviteret til frokost med Jussi Adler-Olsen i anledning af udgivelsen af Selfies, og skulle vi have glemt at vi er en del af et større mediecirkus, så var TV2 tilstede for at minde os om det.
Alligevel var der fuldt nærvær fra Jussi Adler-Olsen, som har stor respekt for sine læsere, og de to timer bød på et underholdende og spændende indblik i forfatterværkstedet og lidt debat.
“I er de eneste, man kan stole på. I er ikke i lommen på nogen,” sagde forfatteren, så man ikke var i tvivl om, at han mente det. Og hvorfor skulle man også være det?
Hvis der er en forfatter, der er i god kontakt med sine læsere, så er det Jussi Adler-Olsen. Her med Jan Findal fra Findals krimiside.
Historien i Selfies udsprang af et møde med en jurist i Socialforvaltningen i København, som fortalte Jussi Adler-Olsen om den voksende gruppe af unge mennesker på kontanthjælp, der lider af såkaldt “aktivitets-intolerance”.
“Mange unge har siden de var teenagere fået at vide af forældrene, at de er de smukkeste og bedste i verden, der kunne blive hvad de ville. I dag har vi så en gruppe i alderen 25-35, der aldrig har fået en uddannelse og ikke føler, at de skylder samfundet noget. Deres egne forventninger om succes er aldrig blevet indfriet, og nu vakler de fra det ene jobtilbud til det andet som frisør og stylist, som de ikke er i stand til at gennemføre. De er en del af mig-mig-mig generationen, typerne der deltager i Paradise Hotel. Det er unge, som opgiver en læreplads, fordi de skal feje gulv den første dag. Jeg har hørt så mange uhyrlige historier, at man tror, det er løgn.”
Researchen til pigerne i bogen, har han udover samtaler med forvaltningen foretaget ved at se reality shows på TV3.
Jussi Adler-Olsen understreger, at det ikke er et angreb på kontanthjælpsmodtagere generelt og, at han gerne vil beskytte dem, der virkelig har brug for den. “De der udnytter systemet forplumrer det for dem, der har brug for hjælp.”
Selfies er ikke et politisk projekt, det er snarere satire med skarpe hug til både samfund, politikere og borgere – vi er alle en del af selfie kulturen nu, hvor vi ser hinanden gennem en skærm, men forfatteren savner den tid, hvor det stadig handlede om fællesskab og værdier.
“Jeg sørger lidt over det Danmark, der var. Jeg kan godt huske det samfund, hvor vi bekymrede os om alles behov – ikke kun vores egne. Hvorfor er der ikke en selfie-bølge, hvor vi viser, hvordan vi virkelig har det. Jo mere vi spiller med på den tendens, hvor vi kun tager os godt ud, jo længere kommer vi væk fra hinanden og distancerer os,” siger han.
Familien Q
Snart faldt snakken på udviklingen af karaktererne, om at denne og de kommende bøger hver er dedikeret til en af hovedpersonerne. I Selfies er det Rose, som folder sin historie ud. I den næste bliver det Assads hemmeligheder, der ser dagens lys, dernæst får vi den fulde sandhed om Carl Mørcks dæmoner, og til sidst bindes det hele sammen i en sammenhængende gaveæske med sløjfe på for hele familien Q, når bind ti udkommer.
Research: Ved et tilfælde fandt Jussi Adler-Olsen denne gamle planche skrevet på tysk med nøje instrukser til et håndvåben fra 2. verdenskrig. Den kom med i bogen.
“Jeg har været fristet til at lave en af dem til dåsemad, men så svigter jeg læserne,” afslørede forfatteren, der har hele planen for hvad, der skal ske med hver enkelt klar.
Der blev også talt om nuværende og kommende filmversioner af afdeling Q, tv-serier og andre af Jussi Adler-Olsens adskillige sideprojekter. Mændene ved bordet diskuterede forskelle på mænd og kvinder, og hvordan det fungerer, når de er skurke og mordere. Efter tavsheden fra kvinderne om bordet blev det emne hurtigt skiftet ud til kunsten at udvikle plot og karakterer og opbygge suspense, at dosere med de rette mængder af humor og at sætte endorfiner i gang: “når I ikke kan sove efter et kapitel, ha-ha så ved jeg, at jeg har jer.”Og om det gode anslag og den stærke afslutning:
“Det er det vigtigste. Når jeg ser en film, så prøver jeg altid at lave en bedre slutning i mit hoved.”
Hvem kan modstå en selfie med denne mand? Say Jussiiiii!
Jussi Adler-Olsen er den direkte modsætning af en introvert forfatter, der skutter sig hjemme ved skrivebordet. Han er også forretningsmand, strateg, entertainer og charmør. Han har både bloggere, læsere ja det meste af Danmark i sin hule hånd. Og som han selv sagde et par dage senere i et af de adskillige interviews der fulgte efter udgivelsen, “hvis jeg kunne have kontor i et glasbur på Rådhuspladsen, hvor jeg kunne følge med i det hele, så havde jeg det.”
Når Jussi Adler-Olsen laver PR for sine bøger går han all-in, og han var da heller ikke bleg for at smide sig i græsset i mordoffer position, da vi efter frokost gik tur i Kongens Have.
Se det fornøjelige indslag her, hvor der også var god PR til os bogbloggere. Tak for det!
Jeg var lidt skeptisk, da jeg fik den i hænderne, for der er gået for meget modebølge i Manson-kulten – også i TV-verdenen, hvor jeg hurtigt blev træt af serien Aquarius. Men romanen Pigerne af debuterende Emma Cline er helt og aldeles fremragende.
Det er den først og fremmest på grund af sin fornemme prosa, de velafpudsede sætninger og skarpe betragtninger om livets uretfærdigheder, og fordi den handler mere om fremmedgjorte pigeliv end om at blive en del af en morderisk kult.
Evie er ung i sluttressernes Californien, hendes forældre bliver skilt og hurtigt optaget af nye kærester og helt fraværende overfor, hvad Evie har gang i. Hun skal alligevel snart på kostskole. Om moderens nye forhold siger hun:
Jeg hadede den ufrivillige viden; at jeg var begyndt at bemærke hvert et lille skift i magt og kontrol, finter og stød. Hvorfor kunne forhold mellem mennesker ikke være ligeværdige; hvorfor kunne begge parter ikke føle den samme interesse som tiden gik?
Evie har selv få og intetsigende venner, men da hun møder Suzanne og hendes slæng har de en dragende effekt på hende. Pigerne er en del af en sekt under ledelse af den magnetisk tiltrækkende Russel, der forstår at plædere for betydningen af den ultimative frihed – så længe han bestemmer.
Romanen er heldigvis ikke en glorificerende fascination af den modbydelige del af hippiebevægelsen i USA, som bogen er inspireret af. Det ér umuligt at se nuancer i den udåd, der blev begået her. Den er snarere et forsøg på at forstå hvorfor en flok helt unge kvinder bliver så tryllebundet af en sektleders karisma, at de ender med at begå mord på bestialsk vis og på dennes foranledning. Evie lader sig forføre til frisindet sex og syretrips men er mest fascineret af en af disciplene; farlige, frie og frygtløse Suzanne. Det er mødet med hende, der trækker Evie til ranchen, hvor sekten bor og lever i pjalter og snavs som en slags skraldere på en losseplads. Men i modsætning til de velbjergede men tomme LA-villaer giver stedet mening og samhørighed for Evie, i hvert fald til at begynde med.
De fleste kvinder med sin indre teenager i erindringen vil genkende de modstridende følelser mellem ret og vrang og længslen efter oprøret og den altopslugende kærlighed, der rumsterer i Evie. Romanen er nu ikke i genren YA (Young Adult), den har en ligeså universel appel til voksne. Vi følger Evie både som fjortenårig og som midaldrende kvinde, der ser tilbage på en omflakkende og ensom tilværelse, der til dels skyldes de valg, hun traf som teenager. Hun bor midlertidigt i en vens hus, og da dennes bad boy af en søn og hans kæreste Sasha kommer uventet forbi, opstår der en forbindelse mellem kvinderne. Evie genser i Sasha sit eget usikre teenagejeg, en pige der lader sig udnytte, fordi det er mere interessant end bare at være usynlig.
Plot er der ikke meget af. Det er mere en stille strøm af sproglig og følelsesfuld skønhed. Vi kender på forhånd det rædselsscenarie, historien bevæger sig henimod, og vi ved tidligt, at Evie ikke deltager i blodbadet, men om hun havde været i stand til det er en anden sag…
Det er virkelig en imponerende debut af kun 27-årige Emma Cline, som både forstår at sætte sig overbevisende ind i en anden tidsepoke, hun aldrig har været en del af, og som skriver som en drøm. Bogen er spækket med mindeværdige linjer som denne:
Vi havde været sammen med mændene, vi havde ladet dem gøre hvad de ville. Men de ville aldrig komme til at kende de dele af os, som vi holdt skjult for dem, de ville aldrig fornemme, at der manglede noget, ja, de ville ikke engang få den tanke, at der var mere at lede efter.
Bogener venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.
I sin helhed er Hanya Yanagiharas roste roman Et Lille Liv en fremragende bog, men med tanke på need to know, nice to know og don’t wanna know indeholder romanen for meget af det sidste. Derfor har jeg det meget blandet med den. Den er et klasseeksempel på, at en forfatter bør lytte til sin redaktør. Også når forfatteren er overbevist om at have leveret et mesterværk.
Fornylig fortalte Yanagihara om sin bog i Politikens boghal, om hvordan hun havde insisteret på, at bogens omfang skulle bibeholdes på de knap 800 sider ud fra argumentet om, at hun skriver for karakterernes skyld og ikke for sin egen eller læsernes. Hendes forlag ønskede en nedredigering, men forfatteren var kompromisløs og slap godt fra det. Forlaget ville stadig udgive, romanen blev en kæmpe succes, og alle er glade.
Jeg skal lige pointere, at jeg på ingen måde har noget imod eller svært ved at læse lange romaner. Især ikke hvis de holder mig fanget med nye og ikke forudsigelige begivenheder, og jeg lærer nyt og væsentligt om hovedpersonen og dennes udvikling. For eksempel kunne jeg ikke få nok af Stillidsen som var på cirka 600 sider, og da jeg nåede mod slutningen ville ønske, der var 600 mere. Da jeg læste Et Lille Liv, ville jeg ønske, der var 300 mindre og mod slutningen havde jeg lyst til at kyle den tunge bog ud af vinduet med fare for at slå nogen ihjel.
Historien trak ud i overdrevet langdrag, mens jeg kæmpede for at nå i mål, da jeg trods alt involverede mig så meget, at jeg måtte have det hele med. Desværre var slutningen og forløsningen på fortællingen helt forudsigelig. Og selvom der er et par overraskelser undervejs, er vejen dertil fyldt op af gentagelse på gentagelse. Pointerne om hovedpersonens lidelser og gøremål i hverdagen, hans formidable evner til at præstere alting og være elskelig uden selv at fatte det, bliver banket ind med syvtommersøm. Jeg synes, det er lidt en hån mod læserne og vores sparsomme tid.
Når det så er sagt, vil jeg stadigvæk anbefale Et Lille Liv for alle de tålmodige, for romanen besidder en særlig originalitet og en fantastisk indlevelsesevne i et plaget liv.
Jude St. Francis er omdrejningspunktet for fire venner, hvis liv i New York vi følger over en periode på fyrre år. De møder hinanden på college, hvor Jude er optaget med særstipendier og en skjult fortid, der er så mørk og traumatisk, at det overskrider ens fatteevne. Vennerne opfatter hurtigt, at de ikke skal spørge ind til de tunge lig i lasten, den uovervindeligt stakkels Jude bærer rundt på. De accepterer det og gennem alle årene, oplever Jude en ubetinget, bundløs og uoverstigelig kærlighed fra sine tre trofaste venner. Og også fra sin universitetslærer og hans kone, som adopterer ham og opfatter ham som deres egen søn samt hans trofaste læge Andy. Problemet med Jude er, at han er så psykisk og fysisk skadet fra barn og indtil sit sekstende år, at genoprejsningen og troen på, at han er noget værd, og at nogen kan elske ham er umulig.
Udadtil bliver han en succesfuld og hyperbegavet advokat. Indadtil lever han et lille usselt liv, hvor han dagligt må pine sig selv for at føle blot en snert af eksistensberettigelse her i verden. Han skærer i sig selv og kaster sig ind i vægge, for at den fysiske smerte kan dulme den psykiske.
I første del af romanen følger vi hver af de fire venners rejse fra studier og ind i de mest privilegerede kredse i New York. JB bliver anerkendt kunstmaler men slås kontinuerligt med kærligheden, Willem bliver feteret skuespiller og kan vælge og vrage, men hans hjerte tilhører kun én, Malcolm er arkitekt med ambitioner, der ikke helt bliver indfriet men ellers fast forhold og styr på tingene. Det følelsesmæssige bånd mellem dem og loyaliteten der forbliver intakt, selvom de alle udvikler sig i forskellige retninger er et forfriskende og fornyende syn på kærlighed og relationer helt i tråd med den moderne urbane tidsånd. Parforhold er midlertidige, ægte venskaber varer evigt, og vennerne er familien.
Jude forstår det før de andre, for som han siger til en ensom teenagedreng, han hjælper med lektierne:
Jeg tror, at det eneste trick, der er med venskaber, det er at finde mennesker, der er bedre end én selv. Ikke smartere, ikke sejere, men sødere og mere åbne og overbærende…og værdsætte dem for det, de kan lære én, uanset hvor skidt – eller godt – det er, og have tillid til dem, hvilket er det sværeste. Men også det bedste.
Snart er det Jude, og hans dystre fortid, det handler om. Hans lille liv påvirker de andres på skæbnesvangre måder, men de svigter ham ikke et eneste sekund, selvom han gør alt, hvad han kan for at skubbe dem væk, og det er det virkeligt smukke i denne roman.
Fortællingen er yderst velskrevet i et fint og flydende sprog, men det er især empatien for personerne, man bemærker. Forfatterens evne til at sætte sig i sine karakterers sted og forstå begivenheder fra deres synsvinkel er forbilledlig.
De modbydeligheder der overgår Jude i hans ungdom er til gengæld så rædselsfulde, at det tangerer en parodi på en horrorfilm. Jeg kan godt tåle den slags, og formålet er tydeligt og berettiget. Men her er det så overdrevet, at jeg faktisk ikke kan tage det ind og derfor heller ikke bliver helt ramt eller berørt af det, som intentionen tydeligvis er. Andre anmeldere siger, at de græder floder af tårer, når de læser. Og selv om romanen muligvis skal forstås i et skær af en Dickens fortælling, er det for mig simpelthen for utroværdigt, at så megen ondskab kan ramme et enkelt ungt menneske på så kort tid. At uretfærdighederne til gengæld fortsætter med at slå ham ned som voksen, på trods af al den ubetingede og til dels også urealistiske kærlighed, der strømmer mod ham, er nemmere at forstå, da han nærmest selv beder om dem med sin ødelagte og selvdestruktive sjæl. Det vil der helt sikkert være delte meninger om, ligesom der også er det om, hvorvidt bogen skulle have være kortere eller ej.
Læs den endelig for dens originalitet, hvis du har god tid, og er du i en læsegruppe, er den det rene guf og helt oplagt til en god lang diskussion. Der er virkelig noget af tage fat på.
Litterater verden over har for længst vedtaget, at Jonathan Franzen er en af de forfattere enhver bogelsker med respekt for sig selv bliver nødt til at læse. Jeg var ikke mega-fan af hans forrige roman Frihed, som blev udråbt til en af de største amerikanske romaner i vor tid. Men jeg læste den da færdig. Til gengæld er jeg rimelig begejstret for forfatterens seneste Purity.
Korrektioner var gennembruddet for Franzen tilbage i 2002 og er efter nogles mening den bedste. Den har jeg stadig tilgode, selv om den har været med hjemme fra biblioteket utallige gange. Uanset hvad man mener om Franzen, er det uomtvisteligt, at han skriver godt som i formidabelt godt. Ikke alene i evnen til at fortælle en god og vigtig historie, men oveni formår han at løfte både sprog og samtidskritik til nye højder.
Purity har stort set alt det en roman skal have, når den er allerbedst. Interessante, spøjse karakterer med komplekse familierelationer man godt vil følge 6-700 sider og mange timer frem, et eminent konstrueret plot, der strækker sig over tid og kontinenter, sproglig overlegenhed og spiddende skildring af alt det der er galt med verden, her i en amerikansk men også global og historisk kontekst. Herunder en velanbragt, strittende og anklagende pegefinger mod Internettet og de sociale medier.
Der mangler dog en ting. Den rører ikke rigtigt ved mine følelser. Jeg bliver ikke grebet af personernes skæbne, som jeg gør af Theo Decker i Donna Tarts Stillidsen (nok den bedste amerikanske roman, jeg har læst til dato) og af Jude St. Francis som er hovedperson i Et lille liv af Hanya Yanagihara, en absurd lang roman, som jeg læser nu. Og jeg læser den færdig netop fordi, jeg må vide, hvad det hele ender med for Jude. Både Jude og Theo bliver lidt ligesom ens bedste venner, som læsningen skrider frem. Det gør Purity ikke helt på samme måde.
Men hvorfor skal vi så læse Jonathan Franzen?
Det skal vi først og fremmest fordi, Franzen er en klog forfatter med særdeles velpudsede briller, der ser den politiske tilstand og tilværelsen med klarhed og humor og sætter vores eget liv og plads her i verden i perspektiv. De fleste af hans karakterer er ofte overbegavede, overdrevet talentfulde og overmenneskelige på grænsen til det satiriske men aldrig kedelige. Det han har på hjerte er alment vedkommende for det privilegerede menneske med et moderne liv, og alt hvad det indebærer af informationsoverflod, sandhedssøgen, skyhøje ambitioner, opløste familier, mangel på fællesskab og ensomhed.
Purity er hovedperson i romanen, som til daglig bærer navnet Pip Tyler. En ung søgende, højt begavet og ja til en vis grad ren og uskyldig sjæl med en tårnhøj studiegæld. Hun er opvokset i tæt samhørighed med sin enlige mor i en hytte i Californien, en mor med psykiske problemer, som har trukket sig fra verden og gemmer på en del hemmeligheder, blandt andet identiteten på Pips far. Pip flytter til Oakland og bor i en slumejendom sammen med andre unge politisk bevidste. Efter en ulykkelig forelskelse kommer hun i kontakt med en tysk informationsaktivist Andreas Wolf, som har opnået verdensomspændende gurustatus og styrer et sektlignende projekt i Bolivia. En karakter inspireret af den ret så plettede Julian Assange og Wikileaks. Andreas Wolf har stærke interesser i Pip af grunde, hun ikke forstår men som bliver rullet op i løbet af romanen med langstrakte tilbageblik til USA i 1980’erne og Øst-Berlin under den kolde krig. Pip involverer sig i projektet i håb om at møde sin far. I det forløb bliver hun konfronteret med slagsiden af menneskeheden og mister i samme takt sin renhed, eller skal vi sige troen på det gode, renheden og sandheden i idealistiske formål. Som de fleste af os jo gør, som årene går, og erfaringerne spænder til i bagagen. I historien indgår et mord drama samt op til flere dybt dysfunktionelle men også fascinerende familie og kærlighedsrelationer. Da historien når sin slutning, er Purity ikke blot en hel del ubehagelige sandheder klogere på sin familie, sin fortid og verden som sådan men også på sig selv. Verden er i bund og grund sindssyg og spækket med magtbegær på alle tænkelige planer, ingen er rene, men alligevel er der kun en vej frem: at prøve at gøre det bedre.
Historien er i al sin kompleksitet blændende godt fortalt fortalt med et hav af referencer og mindst ligeså spændende som den mest solide krimi.
Et eksempel her fra Andreas Wolfs tankerække, da han sammenligner sin opvækst i den Østtyske Republik med sit nuværende liv i Det Nye Regime:
De privilegier man kunne opnå i Republikken, havde været kummerlige, en telefon, en lejlighed med en smule luft og lys, den altoverskyggende vigtige rejsetilladelse, men måske ikke mere kummerlige end at have et bestemt antal followers på Twitter, en Facebook profil med masser af likes og en gang imellem fire minutter på CNBC. Det virkelig tiltrækkende ved apparatjikismen var trygheden ved at høre til. Udenfor lugtede luften af svovl, maden var dårlig, økonomien døende, kynismen blomstrende, men indenfor var sejren over klassefjenden sikret. Indenfor studerede professoren og ingeniøren ved den tyske arbejders fødder. Udenfor forsvandt middelklassen hurtigere end indlandsisen, xenofober vandt valg eller opbyggede lagre af automatvåben, krigsførende stammer slagtede hinanden af gammel vane, men indenfor gjorde mangler: disruptive nye teknologier med ét slag traditionel politik forældet. Indenfor var decentrale ad-hoc samfund i gang med at nytænke reglerne for kreativitet, revolutionen belønnede de risikovillige, som forstod netværkernes magt. Det Nye Regime genbrugte endda den gamle Republiks buzzwords, fællesskab, samarbejde. Aksiomatisk for begge var at en ny menneskerace var ved at opstå. Hvad dette angik var apparatjiks af enhver slags enige. Det bekymrede dem tilsyneladende aldrig at deres herskende elite udgjordes af eksemplarer af den grådige, brutale gamle menneskerace.
Tal lige om at være på forkant med udviklingen og så helt og aldeles genialt beskrevet.
Nogle af passagerne er strakt ud, så det føles som en evighed at komme igennem, men der hvor Franzen er ved at drive én til vanvid, for eksempel med udpenslingen af et intenst og mildt sagt usundt kærlighedsforhold, kompenserer han rigeligt med sit fantastiske sprog, sin indsigt og sit udsyn.
Purity er en fuldfed og fremragende roman, sprængfyldt af litterære vitaminer og skarpe observationer om samtiden, og os der lever i den.
Hvis du endnu ikke har læst den, vil jeg i høj grad anbefale den franske forfatter Delphine de Vigans rørende og indsigtsfulde fortælling Alt må vige for natten. En beretning om forfatterens mor, en smuk kvinde med et skrøbeligt sind og et liv fyldt op af depressioner, angst og psykisk lidelse. Kort efter at have overvundet en kræftsygdom med alt hvad dertil hører af opslidende behandlinger og samtidig befinde sig et nogenlunde psykisk stabilt sted, vælger Lucile, som hun kaldes i romanen at tage sit eget liv som kun 63-årig. Delphine finder hende, efter hun har ligget død i fem dage og i en tåge af vrede og sorg, spørger hun sig selv. Hvorfor nu?
Ved at fortælle morens livs- og ikke mindst familiehistorie søger hun forklaringen og får både mange og ingen svar. For risikoen har altid været tilstede. Det samme har frygten for, at det skulle ske.
Første halvdel af bogen handler om Luciles barndom i et livligt og frisindet bohemeagtigt hjem i 50’ernes Paris som en ud af ni søskende. Luciles mor elsker babyer men er mindre interesseret i de større børn. Luciles intellektuelle far forguder sin smukke kvikke og kulturelle datter, men overskrider alle forbudte grænser.
Tre brødre mister alt for tidligt livet, og tragedien hænger som en evig sort sky over de på overfladen festlige familiemiddage, hvor Lucile fra en tidlig alder trækker sig mere og mere ind i sig selv.
Kedsomheden går aldrig over. Det er der råd for, men det er radikalt og ubehageligt for andre (nogle bliver gamle, andre dør). Bare jeg havde en uhelbredelig sygdom og kunne dø ung. Sidste år var jeg ikke engang forkølet. Sådan lyder det i et dagbogsnotat, Delphine finder i sin mors gemmer.
At tage livet af sig som det ultimative opgør mod meningsløsheden er nærmest en trend i de kredse, den unge Lucile omgås, og allerede fra helt ung er hun livstræt og leger med tanken.
Men Lucile får børn tidligt, allerede som 18-årig, og det er muligvis grunden til, at hun venter, til de i det mindste er voksne. Imens lever hun af piller, hash og alkohol og rammes af voldsomme psykoser og dernæst indlæggelser. En af dem bevirker, at hun må sige farvel til sine børn. Lucile har en særlig tiltrækningskraft. Der er mange mænd og mange venner, der er hippieliv og politisk bevidsthed. Lucile skriver og har forskellige jobs på forlag, og senere uddanner hun sig til socialrådgiver. Ja faktisk formår Lucile at vende sin livsbane i en positiv retning efter de 50.
Delphine de Vigan har under sin research talt med alle resterende familiemedlemmer om Lucile og de familieskeletter, der kan have haft en betydning for hendes valg. Hun læser morens breve og skriverier og reflekterer over sine egne og søsterens minder. Undervejs reflekterer hun også over sin skriveproces og projektet med at oprulle sin mors historie.
…jeg blander det, jeg så med mine egne barneøjne sammen med mit voksne jegs syn på sagerne. Jeg klamrer mig til mit skriveprojekt, eller også er det det, der klamrer sig til mig. Jeg ved ikke, hvem af os, der er mest besværlig.
Der er overvejelser om valg og fravalg, og hvad det egentlig er, hun forsøger at opnå. Det bliver bogen kun endnu mere interessant af, om end jeg står lidt uforstående overfor nogle af hendes valg. For eksempel at hun ikke vil tale med Luciles mange kærester gennem tiden, ikke engang forfatterens egen far, som moren er sammen med i syv år. Mændene i Luciles liv tillægges åbenbart ikke særlig betydning i den store sammenhæng, selv om de har fyldt meget i Luciles yderst sociale men på samme tid ensomme liv.
Det er en ualmindelig velskrevet bog i en, synes jeg, særlig fransk fortællestil, hvor man næsten hører stemmen som den alvidende fortæller, man tit oplever i franske film. Første halvdel er en slags familiekrønike, og jeg må indrømme, at den del kedede mig noget, og jeg undrede mig over, at romanen har slået så kraftigt igennem, som den har. Da jeg nåede igennem anden halvdel, forstod jeg det hele, og der røg også et par tårer undervejs. Den viser, hvor kompleks psykisk sygdom er, og at der aldrig er entydige svar, når vi prøver at forstå det uforståelige, alligevel forstår vi lidt bedre ved at læse Delphine de Vigans stærke og gribende portræt, som også er en stor kærlighedserklæring til en mor, der elsker sine børn men ikke formår at elske sig selv.
Det er et ubehageligt emne, forfatter Morten Brask behandler i sin seneste roman Ofrene.
Slet ikke et emne jeg havde lyst til at fordybe mig i og især ikke efter at have fulgt med i Informations fremragende journalistiske serie, Jeg blev voldtaget. Her står en række kvinder offentligt frem og fortæller dybt personlige historier om at være offer for voldtægt.
Brasks roman handler om en voldtægt beskrevet fra en mandlig synsvinkel. Ikke som voldtægtsmand eller offer men som ofrets kæreste. Hun er det oplagte offer. Men han er også et offer for den krænkelse, hun er blevet udsat for. Han lider som hende under konsekvenserne af traumet og døjer med tanker om hævnlyst, magtesløshed, skyld, skam og utilstrækkelighed. Og de er muligvis ikke de eneste ofre i denne sag.
Jeg skal ærligt indrømme, at hvis ikke jeg var blevet inviteret til bloggermøde hos Politikens forlag for at møde Morten Brask, havde jeg nok ikke orket at gå i gang med en roman om så tungt et tema, selv om jeg havde hørt godt om den.
Efter et vældigt interessant og inspirerende møde gik jeg hjem med bogen og ville lige skimme et par sider, inden den forventeligt røg over i bunken af halvt læste bøger, så jeg kunne gå videre med en anden. Men jeg kunne ikke slippe den og blev færdig over weekenden. Ofrene handler faktisk om meget mere end voldtægt, og så er den ualmindelig velskrevet.
Brask skriver i en minimalistisk stil med skarptskårne, intense dialoger krydret med sirlige poetiske elementer, der beskriver omgivelser og sindsstemninger. Det er godt, og det bløder op for de brutale og detaljerede passager om selve voldtægten, der fremstår råt for usødet, fortalt i en nøgtern men ikke desto mindre kvalmende, dokumentarisk stil både under afhøringen af politiet, da parret netop har anmeldt voldtægten og senere under retssagen, hvor den formodede gerningsmand står tiltalt.
Vi var de sidste der kom ind i salen, en bevægelse gik gennem de andre, ikke som noget forstyrrende, mere som den slørede bevægelse man så ofte har set i film om koralrev, sløret, forsinket. Som søanemoners tentakler. Stilhed.
Parret har kun kendt hinanden i et halvt år, da det sker, og alting forandres. De er fornylig flyttet sammen, og på årets hedeste sommernat er hun i byen med veninderne, mens han venter derhjemme. Hun kommer hjem næste morgen, fuld, i chok, forslået og med tydelige mærker af kvælertag på halsen. Han tager hende med til Rigshospitalets traumecenter og sørger for, det bliver anmeldt. Hun får foretaget de nødvendige retsmedicinske undersøgelser og bliver afhørt af politiet. Han må ikke være med under afhøringen men lytter ved døren. Læserne er med helt tæt på i det private rum, og selv om vi som ofrene helst vil stikke af fra det hele, er vi fastlåst i situationen og romanens jerngreb og bliver nødt til at blive.
Derfra springer handlingen mellem tiden før og efter voldtægten. Med de stramme og til tider irriterende og øretæveindbydende dialoger fra forholdets begyndelse, opdager læserne hurtigt, at parret har andre problemer. Brask er en mester i at vise, hvad der er galt mellem de to uden at fortælle det.
Det er således ikke kun en barsk fortælling om realiteterne omkring en voldtægt men også en lille ’gyser’ om et dysfunktionelt parforhold, der bygger på forskruede forestillinger om kærlighed som en afhængighed. Om en kvinde med psykiske problemer, en mand der ikke kan finde ud af at sige fra, og et par der ikke er ærlige overfor hinanden. En yderst læsværdig roman.
Ofrene er Morten Brasks tiende udgivelse. Det er den første, jeg læser men absolut ikke den sidste. Tidligere har han blandt andet udgivet den selvbiografiske og meget roste En pige og en dreng. Den handler om et ungt par, der mister deres for tidligt fødte tvillinger. Bestemt heller ikke en historie jeg frivilligt vil opsøge med så ubærligt og angstprovokerende et tema. Men efter at have læst Ofrene bliver jeg nødt til det.
Det er altid en glæde, når en kollega lykkes med sine forfatterdrømme. Jeg kender ikke Anna Pia Holmgaard personligt og har aldrig mødt hende, men på mange måder tror jeg, at vi ligner hinanden. Uddannede journalister der lever af journalistik og kommunikation og har skønlitterære ambitioner. Nu er Holmgaard debuteret med romanen Stenslag på forlaget Turbine, og den kan hun godt være stolt af.
Det er sommer og ferietid, da en række skæbner fletter sig ind og ud af hinandens livsbaner, mens de drøner ud af motorvejen. Hver for sig er eller bliver de forbundne under kørslen, og turen bliver et vendepunkt i hver persons liv.
Stærkest er historien om Lars og Lotte og deres to børn på vej mod ferie i Skagen. Prototypen på en kernesund superfamilie anno 2016 med styr på det hele, men under overfladen er der giga-krise.
De elskede hinanden. Men de elskede allermest de bedste versioner af hinanden, ferieudgaven af Lotte og Lars. Solbrune, glade, veludhvilede, og allerhelst ved pool, langt væk hjemmefra, hvor IKEA-indkøbene støvede til. Den bedste version af dem hver især var desværre gået i hi for at passe på sig selv i den brandstorm af krav, de begge stod i.
For Lotte og Lars intensiverer det ægteskabelige drama sig på turen. Lars får for lidt og har været utro med karrierekvinden Carin. Hun udviser stalkeradfærd på telefonen og følger efter mod Skagen i overbevisning om, at Lars snart vil forlade sin kone. Lotte opdager en sms på hans telefon, fanden er løs på den jyske motorvej, og det går selvfølgelig værst udover børnene. Forældrene farer løs på hinanden og års indestængte aggressioner bliver sluppet ud og æltet udover den anden i et infantilt raseri.
Da de når i feriemål, må svigermor træde til. Lars’ mor Inga synes de begge er nogle fjolser men støtter op for børnenes skyld. Inga har ellers nok at se til med en døende veninde på hospice, der tilfældigvis er karriere-Carins mor, men de har ikke kontakt. Inga sætter Lars og Lottes perfektionisme og høje forventninger til hinanden i perspektiv. Hun er fra en generation, der tager ansvar. Deres historier er hver især fængende og indlevende og flere steder rørende beskrevet. Men der er mange flere i persongalleriet, hvis liv bliver viklet ind i hinanden i bedste Short Cuts-stil, og nogle gør mere indtryk end andre.
Svagest står historien om Jos og Lilla. To unge piger på eventyr, der ender som en flugt fra egen idioti. Deres handlinger fører til gengæld et andet par sammen og danner en fin lille kærlighedshistorie. Og så er der unge Stine hvis møde med den afdankede rockstjerne Luffe sætter evige spor.
Stenslag er et samlet set yderst velfungerende, velskrevet og flot anlagt puslespil af historier og personer, der bindes sammen omkring et veldrejet plot, der kulminerer i Skagen, hvor alle ramler ind i hinanden. Et afdæmpet drama med hverdagshistorier sat helt ud på spidsen. Jeg kunne godt have undværet et par af personerne og deres historier. Det bliver lidt overfladisk hist og pist. Men det er svært at sige hvilke, da alle har en funktion for helheden. Uanset er det en flot, ambitiøs og vellykket debut.
Nr. 1 på New York Times’ bestsellerliste er som oftest en varedeklaration, der siger god for kvaliteten af en roman. Det gælder måske ikke ligefrem Fifty Shades of Grey (ved ikke, har ikke læst den) men Pigen uden navn eller Orphan Train, som er originaltitlen er en særdeles velskrevet og rørende historie, og jeg kan godt forstå, den har solgt over 2 millioner eksemplarer i USA.
Den beskriver et stykke amerikansk historie, som der kun er ganske få vidner tilbage til at berette om. I perioden 1854 til 1929 blev mere end 200.000 forældreløse og fattige børn fragtet tværs gennem USA i togvogne. Børn helt ned til 2 år blev sat på disse tog alene, overladt til de andre børns nåde og med en uvis fremtid forude. Et stop i hver by hvor de blev sat frem til skue i håb om adoption af kærlige forældre men oftest med udsigt til sult, snavs og slavearbejde.
Romanen har to spor: I nutiden følger vi 17-årige utilpassede Molly, som selv er plejebarn, da faren er død og moren psykisk syg. Som et led i samfundstjenesten efter at have stjålet en laset kopi af Jane Eyre på biblioteket, bliver Molly sat til at hjælpe 91-årige Vivian med at rydde op på sit loft. Her bugner kasserne af minder fra Vivians lange liv, og snart ruller historien om Vivians fortid som et af de forældreløse togbørn op i levende billeder.
De to kvinders historie som forældreløse er vidt forskellige. Der er trods alt forskel på at være fattig og alene under depressionen i 30’erne og plejebarn under finanskrisen i 00’erne, men selvom Vivians barndomshistorie er grummere end Mollys, er følelserne ved det at miste sin familie, være forældreløs og overladt til fremmede, der ikke har samme grad af naturlig kærlighed som forældre vanligvis har, de samme.
Da Vivian beskriver, hvordan det føltes at være underkastet fremmedes nåde og barmhjertighed, nikker Molly. Hun ved kun alt for godt, hvordan det er at undertrykke sit naturlige jeg, at fremtvinge et smil, når man er komplet følelsesløs. Efter et stykke tid ved man ikke mere, hvad ens egne behov er. Man er taknemmelig for det mindste strejf af venlighed, men når man bliver ældre, er man mistænksom. Hvorfor skulle nogen gøre noget for én uden at vente noget til gengæld? Det gør de for det meste heller ikke. I de fleste tilfælde oplever man mennesker fra deres værste side. Man lærer, at de fleste voksne lyver. At de kun tænker på sig selv. At man kun er interessant i det omfang, man er til nytte.
De to kvinders møde hjælper dem med at blomstre op på ny og genfinde fodfæstet i tilværelsen og tilliden til andre. Det har man brug for, uanset om man er 17 eller 91. Romanen er klassisk feel good men usentimental og nøgternt fortalt med en bred appel til både voksne læsere og YA kendere. Sproget er ligetil og lettilgængeligt. Historien er vedkommende, slutningen er happy (tør jeg godt røbe), og engang i mellem er det helt ok – ja ligefrem tiltrængt, så længe det ikke klistrer med honning ned af siderne. Jeg kan rigtigt godt lide den.
Ethvert valg i et menneskes liv har konsekvenser for personen selv såvel som for andre. Derfor må vi som individer tage ansvar for vores valg. Det bliver på fornem vis fremstillet i Orkansæsonen og stilheden den seneste roman af Anne-Cathrine Riebnitzsky. En række menneskers liv bliver viklet ind i hinanden i denne højt anlagte og dybt ambitiøse fortælling, hvor en lang række karakterers plottråde er spundet sammen i et net og viser sommerfugleeffekten i aktion. Altså forestillingen om at en sommerfugls vingeslag på den ene side af kloden kan starte en orkan på den anden side. Lidt ligesom i film som Short Cuts, Crash, Magnolia og Babel, hvis du husker dem. Film hvor en række liv og skæbner bundet sammen af fælles temaer flettes ind i hinanden, og det hele går op i en højere enhed og bliver til én historie, der hænger sammen på forunderlig vis. I denne roman kommer vi omkring temaer som blandt andet tro, sorg, kærlighed, selvtægt, retfærdighed, drab og tilgivelse.
Det er ikke så lidt, og jeg må indrømme, jeg var skeptisk, da jeg gik i gang med bogen, samtidig med at jeg havde skyhøje forventninger, idet Riebnitzskys seneste og selvbiografiske roman Forbandede yngel var så forbasket god. Læs min anbefaling her
Man kan tydeligt mærke, at Riebnitzsky vil noget helt andet men også ualmindeligt meget i denne roman. Det vildeste er, at det rent faktisk lykkedes.
De primære personer er præsten Monica, som er god til at give gode råd til andre og påvirke dem til at ændre deres liv. Det gør hun med en selvhøjtidelig skråsikkerhed, der ser ud til at virke. Hun er gift med Johan, der som astronom og videnskabsmand er modpolen til hendes uomtvistelige tro. Menigheden søger mod Monica, når de er i krise, er ved at miste hus og hjem, og når barnet er på vej ind i en kriminel løbebane. Hun giver dem klar besked.
“Jamen Beate, jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med den slags mennesker. Det er altså ikke Guds skyld, når folk forbruger mere, end de har. Eller når de forsømmer deres børn og bagefter beklager sig over deres opførsel. Det er som om ideen om, at ethvert valg har konsekvenser er sat helt ud af spil.” Øjnene gløder. Monica er et kraftværk, en drage, en orkan af aktivitet og røre og diskussioner. Men inderst inde i Monica er der altid et fredeligt sted, som kommer frem til sidst. Det må være dér, Gud sidder i Monica. Lige midt i orkanens øje.
Beate er forsvarsadvokat og nedlægger rådyr med bue og pil. Det gør forfatteren også selv, hvilket er ret tydeligt i de fine og sanselige beskrivelser af jagten, som ellers er en aktivitet, der interesserer mig meget lidt. Hendes mand er død i en trafikulykke, og siden da har hun kæmpet med skyld og ikke været i stand til at skyde et stykke vildt, selvom hun ønsker at finde tilbage til sit tidligere selv. Oveni det bliver hun udfordret af en dominerende og bitter mor og en forelsket politimand og jagtkollega. Beate og Monica finder hinanden i et venskab, der muligvis ikke var blevet det samme uden de omstændigheder, der involverer en række personer i lokalområdet og bringer dem sammen.
Der er mange flere personer med her og et spindelvæv af sidehistorier og dramatiske brudstykker. Jeg tabte ikke tråden undervejs, og det hele er fortalt med et overmål af sanselighed og en indlevelse udover det sædvanlige, der gør at man bliver hængende. Forfatteren forstår at sætte sig overbevisende og troværdigt i sine karakteres sted, uanset om det er den selvstændige, karrierebevidste Beate i sorg, den sydamerikanske gadepige Nory der søger lykken i Nordamerika, eller de unge, danske fløse Marcus og Benjamin, der roder sig ud i noget snavs med rockere og narkogangstere og en ulykkelig forelskelse oveni.
Et umiddelbart uoverskueligt projekt lykkedes til fulde, især fordi Riebnitzsky både formår at gøre en fortælling, der kunne have været unødvendigt kompliceret til relativ enkel og overskuelig uden at gå på kompromis med de litterære kvaliteter. Det er ret godt gået.
Forsiden ligner noget fra 70’erne og har umiddelbart en appel som en slidt socialrealistisk roman på en støvet sommerhushylde, men den passer fortrinligt til sit tema om en avisbranche på vej mod afgrunden og stoltheden ved at bedrive et fag som et snarligt fortidslevn, der trækker sine sidste krampagtige åndedrag gennem en stædig smøg.
Isabel Fluxá Rosado 
You must be logged in to post a comment.