Hambros Allé 7-9-13 af Lotte Kaa Andersen

april 27, 2016 ~ isabelrosado

Lotte Kaa Andersens debutroman handler om mennesker, der beboer nummer 7, 9 og 13 på en villavej i Hellerup. Kæmpevillaer, der kun er de mest velhavende forundt, gemmer sig bag forskansende hække på Hambros Allé, en adresse så celeber at den er en turistattraktion i sig selv.

Men også på de hvidskurede millionærpalæer revner væggene, utøj kravler ind i sprækkerne, og rotter sidder fast i hulrum og spreder en rådnende og varslende stank i de fine huse.

Det går ellers forrygende i månederne op til finanskrisen. Både gamle og nye penge, diskrete velhavere og ferrari-flashende nyrige mingelerer til fester med fri champagne og frugt- og chokoladedekorationer i 10.000 kroners klassen. Da finanskrisen slår til for fuld styrke, krakelerer det hele både i fysisk og mental forstand.

Det her er ikke et peepshow bag kulisserne hos de rige og smukke, og der er ikke meget glamourøs virkelighedsflugt at hente i Lotte Kaa Andersens debutroman. Det handler om virkelige mennesker med de samme eksistentielle og konkrete problemer som alle andre.

De økonomiske af slagsen er dog i en helt anden prisklasse end gennemsnittets. Det samme kan man sige om forbruget og opretholdelsen af den livsstil på 1. klasse, personerne har været vant til.

Men depression, utroskab, meningsløshed, arbejdsløshed, parforhold i krise og frygt for ikke at kunne betale husleje er også almene problemer for beboerne på Hambros Allé, og det bliver beskrevet med både indsigt og empati i denne yderst velskrevne roman.

Line er gift med virksomhedsarvingen Kristian. Hun har aldrig rigtig brugt sin journalistuddannelse til noget men har passet villaen og børnene i en årrække, mens han har betalt regningerne. Hun kan agere den perfekte værtinde og arrangerer storslåede middage som ingen anden.

Men nu er tiden gået. Line har aldrig misset en kageliste på skolen, men hun har glemt sig selv. Det er der smerten ligger, hun ser det først nu, og måske er det for sent.

Ægteskabet knirker, Line har været utro med en ung fitnessfyr, der bor på Nørrebro. Kristian er deprimeret, og familievirksomheden er i økonomisk uføre.

Det unge par Cille og Ask er nybagte forældre og har købt et faldefærdigt og overvurderet hus på den dyre adresse. Det er Asks drøm at bo på den fine adresse, selv om han er fra Amager, og Cille fra starten kan se, at de er totalt fejlcastet til at være en del af Hellerup-segmentet. Men boliglånet fanger, og drømmen om det gode liv falder fra hinanden i takt med, at hullerne i taget bliver større.

Kaare er udspekuleret ejendomsmægler med hang til udenomsægteskabelige udskejelser, hans kone Caroline aka Jernkussen foragter ham men tåler ham, så længe han opretholder økonomien. Hun er selv en succesfuld advokat, der hjælper nødstedte rigmandsfruer med at sikre sig, inden de skal skilles og bliver sendt ud i en etværelses i ekskonernes ghetto, når manden har fundet sig en yngre model. Og mens de har travlt med det, overser de fuldstændigt deres ensomme søn.

Ingen er lykkelige, uanset hvor flot de bor, og hvor meget de uhæmmet kan købe delikatesser til middagen og det rigtige porcelæn, men alle opretholder facaden indtil pengene forsvinder. Da finanskrisen rammer, skrider gulvtæppet for alvor under dem alle.

Det er en flot og meget læseværdig debut, Lotte Kaa Andersen har skrevet, og hvis du er til socialrealisme i 2900 med både vid og bid, må du ikke gå glip af den.

Min far er en tiger af Sara Roepstorff

februar 28, 2016 ~ isabelrosado

Forleden på biblioteket stod den her roman og bød sig til på hylderne. Jeg havde ikke rigtig lyst til at læse den, for jeg vidste, at den handlede om kræft. Men alene det smukke omslag, som burde have prisen for det pæneste i 2015, havde jo gjort sig bemærket i min bevidsthed, og nu stod den her og brølede blidt og knurrede kælent: læs mig, læs mig. Jeg tog den med hjem og tænkte at det nok blev en af dem, der røg ulæst retur en måned efter, når sms’en med tilbagekaldelsen tikkede ind.

Så en eftermiddag læste jeg de første sider, og jeg slap den ikke igen, før jeg var færdig, og det var blevet nat. Indholdet er mindst ligeså smukt som omslaget. En meget rørende og vedkommende og så fint skrevet fortælling for alle der har kræft inde på livet, hvad enten det er som sygdomsramt, pårørende eller berørt af angsten for at få det på tæt hold. Men også for alle andre som gerne vil aflive lidt af berøringsangsten omkring kræft, sygdom og døden. Jeg var pårørende til min højtelskede mormor under et ret intenst forløb i 1997-98. Hun vil altid bo i mit hjerte. Jeg var med hende hver dag og til det sidste, men det gjorde mig ikke mindre berøringsangst overfor sygdommen senere hen, tværtimod. Det gjorde mig skrækslagen.

Jeg ville ønske, at jeg havde haft denne bog i hænderne dengang, hvor jeg havde nogenlunde samme alder som forfatteren har i 2012, da hun skal indstille sig på at miste sin far.

Debutanten Sara Roepstorff fortæller om sin fars sygdomsforløb, der strækker sig over to ulidelige år i et virvar af chok, frygt, håb, afmagt og stor smerte men også af skønhed og genfundet nærvær, glæde over de små ting i tilværelsen og sammenhold i en familie med kærlige forældre og tre unge søstre. Udover farens sygdom og snarligt afsluttede liv står de midt i udfordringer med uddannelse og eksamener, ny kærlighed og nybagt moderskab. Sara skal flytte sammen med sin kæreste og to år efter, hvor hun gradvist bliver forandret for stedse, er han der til hendes overraskelse stadig. Bogen er fortalt fra hendes jeg til kærestens du.

Saras forældre er biologer, og ligesom de finder stor glæde i at følge med i fugleliv og udklækning af havørneæg på en iPad over flere dage, har Sara en særlig evne til at bemærke naturens liv og mirakler omkring hende og beskrive den på smukkeste vis. Måske som en afledning for sin egen frygt og sorg men også som bevis på, at når man står ude ved kanten af følelsesmæssig afgrund, så folder antennerne sig helt ud, og man suger livets mening til sig og den helt nødvendige følelse af at være en del af naturen, fra forårets spirer til efterårets forfald. Hun ser poesi i det hele fra knopper der springer ud, solstråler der varmer, bølgelyd der beroliger, farvestrålende malerier på hospitalet, en buket tulipaner, hun har med til sin far:

Jeg rækker de auberginefarvede tulipaner, som jeg har plukket foran stakittet til kollektivet til min far, han stikker næsen ned til støvdragerne og snuser pollen ind i lungerne fra foråret udenfor, nede under os et sted, fra jorden.

Sara ser sin far som en sej og stærk tiger, og hendes drømme og allegorier hjælper også ham i forløbet.

Ved du godt, at dit kraftdyr er en tiger? Min far smiler, nej, det vidste jeg ikke, siger han, men ifølge den kinesiske kalender er jeg faktisk født i tigerens år. Det er en tiger, far, jeg tror det er rigtigt, jeg tænker på det hele tiden. Jeg kan se på min far, at han indvendig er stolt over det dyr jeg har valgt til ham, han tror det er mig, der har valgt tigeren. Men det er ham, der får mig til at se den.

Men som han mod slutningen må konstatere, er selv en tiger ikke uforgængelig. Slet ikke når den er indespærret i et bur, den aldrig kan komme ud af.

Romanen er på ingen måde en påtvunget tåreperser af den slags, der vil have læseren til at hulke med billige tricks. Det er en stærk, nøgtern, poetisk selvbiografisk roman, der sætter livet og døden i et meningsfuldt perspektiv, og som jeg ser det, kan den fungere bedre som hjælp til selvhjælp, end nogen selvhjælpsbog formår.

Min far er en tiger er udkommet på Forlaget Gladiator.

Poesi og andre former for trods af Adda Djørup

februar 27, 2016februar 28, 2016 ~ isabelrosado

Jeg var nummer 31 til bibliotekets venteliste til denne lille skønne sag, og alligevel gik der kun tre dage, så stod den på hylden på mit lokale bibliotek klar til afhentning. Med min egen kode og et sygesikringsbevis kan jeg hente bøger, når det passer mig udenfor normal åbningstid. Det er lidt syret at gå alene rundt på biblo om aftenen og snuse til boghylderne, men det er også ret vidunderligt med komplet fred og ro til at lade sig friste af spændende titler, der byder sig til på boghylderne, når der hverken er personale eller andre lånere tilstede.

Hurra for bibliotekerne må de aldrig lukke og må der trods alt altid være behov for bogkyndigt personale.

Poesi og andre former for trods har stået på min læseliste i lang tid. 150 skarptskårne sider med noveller og en skønsom blanding af prosa og poesi. Jeg er vild med den!

Adda Djørup skriver vanvittigt, vittigt og vedkommende. De første noveller i bogen fortæller små skøre og ret så fantasifulde surrealistiske historier med helt uforudsigelige drejninger. Ligesom karaktererne trodser alle konventioner og forventninger om korrekt opførsel drevet af lyster og indskydelser, trodser forfatteren læsernes forestillinger om, hvad der vil ske. Der tegner sig et mønster for hver historie. Hver gang man nærmer sig de sidste sider, gyser det lidt i kroppen at vende dem, for hvad pokker finder de nu på. Så snart man tror, at man har regnet personerne ud, vender de 180 grader på en tallerken, og gør noget helt forrykt. Det er sjovt, syret og exceptionelt godt skrevet. Fællestemaet er trods i flere afskygninger.

Prøv selv om du ikke kan regne ham her ud fra novellen med titlen Vesterhavet og så læs bogen og se hvad der så sker.

Jeg har det hele. Topmave, hængenosser, ekskone, måne, en bjørnerøv der snart er grå. Lægen siger at det er de lange ture, bøfferne og sovsen der giver mig forstoppelse og højt blodtryk. Jeg har en hæmoride. Sidst kom jeg hjem med gonorre. Jeg hader gummi, jeg plejer at holde mig til håndarbejdet, også for pigernes skyld. Men der var en svipser udenfor Milano.

Så tror jeg godt, vi alle sammen kan se stereotypen på en langturschauffør for os. Men da han forsøger sig som kokainsmugler på en tur med fragt af levende grise, får han pludselig en åbenbaring!

Længere hen bliver novellerne mindre skæve og langt mere personlige og alvorlige, fortællingerne dybere og alment rammende med temaer om kærlighedens magtmisbrug, om død, fødsel og angst for at miste. Men hver gang med et sprog der sprudler og et strejf af humor.

Novellen Nej gik lige i hjertet, og der kom tårer fra side 136 og frem. Du må selv få fat i bogen og finde ud af hvorfor. I Poesi, en historie om forfatterens yngre jeg, fortæller hun om, hvorfor hun valgte at skifte fra digter til prosaist. En sjov historie om at få tildelt en plads blandt Europas kulturelite og føle sig benovet og malplaceret på samme tid og derfra finde sit eget ståsted.

Det er dog tydeligt, at der er en erfaren lyriker tilstede i hver eneste veloplagte sætning i denne meget fine bog, som alle med interesse for det ypperste i dansk litteratur og sprogligt overskud bør skynde sig at læse.

Poesi og andre former for trods er udkommet på Samlerens Forlag.

Slå først frøken! Og Vind Mordersken.

januar 26, 2016februar 28, 2016 ~ isabelrosado

I fredags udkom tredje del af renæssancetrilogien Mordersken af forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen. Her udvikler en ung, blid adelsfrøken, Madeleine de Montdidier, sig til en blanding af Walther White fra Breaking Bad og The Bride fra Kill Bill. Der er altså lagt op til en god gang ramasjang med en slagkraftig dame i front, og det er jo dragende i sig selv, når man som helt ung slugte tegneserier på stribe med seje damer som Yoko Tsuno, Franka, Modesty Blaise, Natacha og også selv tegnede kvindelige superhelte med vilde, outrerede og spaceagtige outfits, der kunne få Wonderwoman til at blegne af misundelse.

I anledning af udgivelsen havde Politikens Forlag inviteret til bloggerevent, og det bød på et møde med endnu en spændende forfatter, som er ligeså multifacetteret som sin hovedperson.

Madeleine starter sin dannelsesrejse i Dronningens Dame ved det franske hof, kæmper i Spanien under inkvisitionen i Bastarden og fortsætter som handlet slave i Mordersken til veltrænet snigmorder i Osmannerriget i Konstantinopel. Den unge dame kommer altså vidt omkring i en yderst anspændt periode af Europæisk historie fra 1567-1570 med dertil hørende religionskrige og intrigante magtkampe. Jeg har kun læst et par kapitler ind i Mordersken, men det er faktisk så velskrevet og troværdigt beskrevet en historie, at jeg har besluttet mig for i hvert fald at læse to’eren, før jeg går i gang med tre’eren, selv om de godt kan læses uafhængigt af hinanden.

Historisk præcision

Normalt er jeg mest til litteratur, der foregår fra anden verdenskrig og frem, men så er det jo også på tide med et større indblik i en tid, der går meget længere tilbage men har ligeså stor betydning for verden af i dag. Og når det kan gøres med både høj underholdningsværdi og velresearchet historisk præcision, er det bare at gå i gang.

Anne-Marie Vedsø Olesen vil dog meget mere med sine bøger end at underholde. Udover en stor interesse for historien hel tilbage til den ægyptiske mytologi, er hun begejstret for fantasy, science fiction og inspireret af stærke tv-serier som Game of Thrones og Breaking Bad. Her går væsentlige temaer igen som; udforskningen af volden dens væsen og æstetik om man vil, kroppens og psykens formåen, hvor langt vil man gå for at få det, man vil have og ikke mindst stærke, handlekraftige kvinder. Madeleine kæmper sin feministiske kamp i en tid, hvor der virkelig var noget at kæmpe for, selv om slaget om komplet og verdensomspændende ligestilling jo langtfra er udkæmpet endnu.

“Det er ikke en traditionel historisk roman, jeg har skrevet men en moderne fortolkning. Mit mål har været at skrive en feministisk dannelsesroman sat i en historisk ramme. Fra at være ung og benovet lærer Madeleine at tage magten og sætte præmissen for sit eget liv,” siger Anne-Marie Vedsø Olesen. En proces vi alle skal igennem som kvinder, men som kan sættes endnu mere på spidsen i en tid med et så stærkt patriarkalsk samfund.

“Kvinder kan blive ligeså stærke og seje som mænd både kropsligt og fysisk gennem hård træning. Og de kan blive ligeså gode til at slå ihjel og ryge ud af den moralske glidebane og oven i købet være stolte af det,” pointerer forfatteren.

Forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen i Kill Bill gult og redaktør Helle Stavnem fra Politikens Forlag.

Heavy Combat

Fra egen krop ved hun hvad det betyder at opbygge fysisk og mental styrke. Med sit milde og sofistikerede væsen er det nemt at gætte sig til, at forfatteren synes godt om opera, kunst og historie, men at hun også er vild med at headbange til heavy metal og hver eneste dag banker løs på en sandsæk med boksehandsker til intens bodycombat træning er ikke lige det første, man tænker på, når man møder hende.

“Jeg startede på boksetræning for halvandet år siden og elsker det. Det er ren katharsis – en udrensning af krop og sjæl. Det giver en stolthed og ranker ryggen, når man får den råstyrke og mærker 1:1 oplevelsen af at slå på sandsæk. Det giver et gennembrud som kvinde at vide, at man kan banke en fuld idiot i Gothersgade ned klokken tre om natten, og hvis du ved det, så udstråler du det også,” siger hun.

Træningen er også et opgør med pænheden og konfliktskyheden, som mange af os kæmper med. Ideen til den første bog i trilogien opstod allerede for tyve år siden, men Anne-Marie Vedsø Olesen er glad for at hun først har fuldført sit værk nu. Var det udkommet dengang havde det været en langt kedeligere historie.

“Jeg var ung og naiv, da jeg fik ideen, og historien har udviklet sig i en langt mere spændende retning i takt med min egen modningsproces. Var den udkommet for tidligt havde den været mere klichéfyldt. Madeleine havde været slave i haremmet i stedet for trænet snigmorder. Det havde været så kedeligt,” ler hun.

Det er ikke kedeligt at lytte til Anne-Marie Vedsø Olesen, og der er også flere spændende karaktertræk ved Madeleine, der gør, at jeg glæder mig til at læse. Blandt andet mister hun sin skønhed, som hun tidligere har kunnet spille på og som har hjulpet hende ud af svære situationer, men når hun mister den, hvad gør hun så?

Anne-Marie Vedsø Olesen er uddannet læge, men har helliget sig forfattergerningen, siden hun vandt en pris i 2000 for sin debut Salernos Sol. Efterfølgende har hun udgivet otte romaner.

Jeg er vild med det cover! Perfekt farve til en gråkedelig januardag.

Vind Mordersken!

Jeg har erhvervet mig to eksemplarer af Mordersken med tak til Politikens Forlag og den ene kan blive din. Du skal blot skrive en mail til mig isabelfluxa@gmail.com skriv Mordersken i overskriften og skriv i mailen hvilke to tv-serier Anne-Marie Vedsø Olesen er inspireret af. Den første, der skriver de rigtige svar, får hurtigst muligt tilsendt bogen med posten. Husk at anfør din adresse.

Min ukendte bror af Niels Lyngsø

januar 22, 2016februar 27, 2016 ~ isabelrosado

Man behøver ikke at have gået på Nørre Gymnasium i firserne for at synes godt om Niels Lyngsøs roman Min ukendte bror, men det gør den lidt sjovere at læse. Jeg var putte (1.) G’er, da forfatteren var 3.G’er og dermed var afstanden lagt fra starten. Men alle vidste, hvem Niels Lyngsø og hans slæng var. Alle os, der var til Cure, Clash og U2 og gik i sort tøj fra Roger, ville gerne være venner med dem. En stor del af de andre i gymnasiet på den tid var medlem af KU og gik med Lacoste poloer og morfartrøjer, så de var nok ligeglade. Men det var vi ikke. Slet ikke når den musikalske del af gruppen optrådte til festerne. Jeg husker, at det var dem, der fik mig til at søge til dette gymnasium efter en introaften, hvor de gav fuld gas i fællessalen og spredte så meget energi og gode vibes omkring hele skolen. Det, og så det at jeg både kunne få spansk og filmkundskab, fik mig til at pendle fra Amager til Brønshøj hver dag i tre år.

Det sjove er, at når man læser om hovedpersonen Hans-Peters ungdomsår på Nørre G. i Brønshøj, så er det ret nemt at sætte ansigter på flere af de karakterer, der omgiver ham. Desværre ikke den person man er mest nysgerrig på, selv om jeg har bladret ivrigt i de gamle årbøger. Nok om det.

Uanset hvor du kommer fra, og om og hvor du har gået på gymnasiet, så må du læse Min ukendte bror. Den er så fremragende, som en roman kan være.

Hans-Peter bliver i nutiden fundet på helikopterplatformen på Rigshospitalet. Den nu fyrreårige mand er brudt sammen i en slags psykose. Han taler i tåger og kan ikke redegøre for de seneste par dage af sit liv. I tågestrømmen af ord opdager en portør versene fra U2 sangen I still haven’t found what I’m looking for, som har en særlig betydning for Hans-Peter. Og jo den går dybere end for de fleste, selv om sangen betyder noget for mange i den generation.

Hans-Peter kommer i terapi hos hospitalets psykiater og vender så småt tilbage til sig selv. Men det er en mystisk fortæller, der beretter om hans liv. Fra barndommen i “trygge” rammer i et parcelhus i Skovlunde som bag hæk og mur “…skulle beskytte kernefamilien mod udefrakommende farer….uanset at det som reelt kunne true kernefamilien, såsom utroskab eller arbejdsløshed, ikke lod sig standse af en hæk eller en mur….” til hans nyligt afsluttede ægteskab i en liebhaverlejlighed på Østerbro. Det bliver en fuldstændig fantastisk fortælling om søgen efter kærlighed, fællesskab og den højere mening med at være et lille fnug i det store univers. Fra helt ung er Hans-Peters krop styret af umættelige seksuelle drifter, samtidig med at hans hjerne fungerer skarpere end de flestes med en nærmest overnaturlig sans for sprog, filosofi og astronomi. I den ualmindeligt velskrevne historie bliver læseren overøset med fint formidlet viden indenfor disse og andre emner, samtidig med at man berøres dybt af Hans-Peters liv, der langtfra er nemt.

Fra lille føler han sig udenfor og malplaceret i eget liv og familie som en alien fra det ydre rum. En extra terrestrial – eller som David Bowies Starman på midlertidigt besøg på den forunderlige planet jorden.

“Jeg har altid været som en fremmed. Derhjemme, i skolen, og også senere, da jeg blev voksen. Jeg ser tingene udefra, nogle gange ser jeg også mig selv udefra. Jeg er aldrig med, jeg er aldrig en del af noget,” siger Hans-Peter til sin terapeut.

Det er fiktion, men der er utvivlsomt en hel del elementer fra forfatterens eget liv at finde i denne overraskende beretning, der blander danmarkshistorie, dannelsesroman, familiefortælling, psykologisk spænding og en smule sci-fi i et værk. Det gør den ikke mindre rørende og ovenikøbet spændende at læse.

Niels Lyngsø er digter, debattør og en af Danmarks bedste oversættere af skønlitteratur. Min ukendte bror er hans anden roman, men det er ikke hans sidste. Historien lægger i den grad op til en fortsættelse. På de sidste sider bliver den mystiske og alvidende fortæller afsløret, og som læser bliver man nødt til at vide mere. Efter sigende er forfatteren i fuld gang. Det bliver en to’er, jeg glæder mig usigeligt meget til.

Min ukendte bror er venligst tilsendt af Forlaget Gyldendal.

Frysende våde vejbaner af Jan Sonnergaard

januar 20, 2016februar 27, 2016 ~ isabelrosado

Nå-generationen er i midtvejskrise i Jan Sonnergaards seneste roman Frysende våde vejbaner.

Forfatteren kalder selv romanen for en psycho-thriller, og der er da klare elementer, der kvalificerer den til at være en slags Kvinden der forsvandt for mænd, selv om plottet er knap så raffineret. Til gengæld er der mere at hente på andre planer. Hovedpersonen er en mand i starten af 50’erne, der ovenpå sin ungdomsvens alt for tidlige død vandrer Københavns gader tynde, mens han i sit indre ulmer over byens tilstand, sit fortabte liv, sit forfald og sin nye status som arbejdsløs, mens han drikker sig halvt ihjel og drømmer sig tilbage til fortiden. Dengang musik betød noget, man sygnede hen i Ramones og Lou Reed, koncerterne var uforglemmelige, pigerne og vennerne ligeså. Alt det grimme fra dengang er fortrængt og tilbage i erindringen står kun det skønne, sorte der var i hans storhedstid i 80’erne, da han var med blandt det halvpunkede parnas, som regerede på caféerne i Pisserenden.

Sonnergaard fortalte på bogforum, at romanen handler om en mand i frit fald. Hans liv er inkarnationen af Sonnergaards værste mareridt, om hvordan hans eget liv som midaldrende kunne have spillet sig ud, hvis ikke han formåede at dreje uden om de værste glidebaner i form af misbrug, meningsløshed, ensomhed og total opgivenhed overfor det der venter i livets anden halvdel.

Hovedpersonen Jesper, en egoistisk og ikke særlig elskelig type, er ude på et skråplan og på selvmordets rand, da et mirakel indtræffer i hans håbløse og ensomme liv. Han bliver forelsket. Til en fest blandt påtaget litterære ævlehoveder møder han hende. Julia. Inkarnationen af den intellektuelle tabermands våde drøm. En åndsfælle med styr på referencerne der oven i købet er ung, smuk, begavet, skæv, skør og klar på det hele i sengen og fuldstændig henført af hans uopdagede genialiteter, som hun straks kan se. Det er komik på højt plan.

Endelig lever han igen, alt det der før var grimt viser sig fra sin smukkeste side, og mens de sammen ødsler de sidste rester af hans fratrædelsesordning op på gourmetmiddage og en Europarejse på første klasse, vrider man sig som læser over hans skingrende naivitet. Alarmklokkerne om Julias motiver bimler og bamler om ørerne på ham, men det går selvfølgelig først op for staklen, da det er for sent. Mod enden er der kun én vej, og det er direkte udover kanten, dog ikke lige på den måde, man skulle tro.

Jeg har altid været fan af Sonnergaards ligefremme sprog og knivskarpe observationer om alt fra et København, der drukner i modernitet til menneskers dårlige opførsel i bussen eller krampagtige forsøg på at være intellektuelt overlegne med sætninger som denne, der udveksles til et selskab:

“Det er en fascinerende pointe. En materialistisk kausalitet der først bliver teoretisk fungibel i en teologisk optik…eller omvendt!”

Som Jesper taler Sonnergaard også med en ligefrem men nogle steder lidt gammeldags stemme, som var han et moderne svar på Ole Jastrau i Tom Kristensens Hærværk. Jeg ved ikke, om det er tilfældigt, men det har en charme, når han i år 2015 siger om Sydhavnen: ..“der var et fravær af alt hvad der indimellem kan gøre livet lidt morsomt.” Simpelt og sandt.

Sonnergaard kan i det hele taget skrive ganske enkle sætninger med en meget stærk effekt. Som beskrivelsen af den pistol, den i tiltagende grad ynkelige Jesper mod slutningen kommer i besiddelse af: “Den er ondskab. Den byder sig ikke til, den lader ikke som om, den ér. Ond. Ren ondskab. Sort og tung, massiv og kraftfuld. Og ond. Nøjagtigt det jeg efterspurgte.”

De faste læsere af denne blog har nok opdaget, at jeg er en sucker for 80’er nostalgi og de følelser, der er forbundet med at have været ung dengang. De forventninger bliver til fulde indfriet. Dog er kærlighedsaffæren mellem Julia og Jesper lige lovlig langstrakt med endeløse beskrivelser af smarte insteder, dyre restauranter og levemandsmåltider. Slutningen derimod er vidunderlig og sorthumoristisk, helt frem til allersidste geniale sætning.

Hvis du aldrig har læst Sonnergaard før, så er det ikke denne roman, du skal starte med men derimod novellesamlingerne Radiator, Sidste Søndag i Oktober og Jeg er Stadig bange for Caspar Michael Petersen. Af hans tidligere romaner er jeg også begejstret for Om Atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom. Sonnergaard er en stærk og særegen stemme i dansk litteratur.

Frysende våde vejbaner er venligst tilsendt af Forlaget Gyldendal.

Patrick Melrose-romanerne II af Edward St. Aubyn

december 15, 2015februar 27, 2016 ~ isabelrosado

Hvis du går rundt og er lidt småbitter over din egen barndom, så skal du læse Patrick Melrose romanerne. Snart vil dine forældre fremstå som de mest pragtfulde i verden, og du vil sende dem et par kærlige tanker i taknemmelighed over, at du trods alt ikke har haft samme opvækst som ham.

Jeg har netop afsluttet 4. og 5. del af romankvintetten af den uforlignelige forfatter Edward St. Aubyn, som fornylig gæstede København. Jeg har læst dem langsomt, for den engelske forfatter er så brilliant og velskrivende, at jeg håbede på at lagre hvert eneste ord og indsigtsfulde sætning i langtidshukommelsen, hvilket selvfølgelig er umuligt. Og så skal man heller ikke glemme den høje underholdningsværdi med de i britisk særklasse sarkastiske og ironiske spydigheder, der siver ned langs siderne.

Du er nødt til at læse de tre første Glem det, Dårligt Nyt og En smule håb i den sammenhængende selvbiografiske historie, før du går videre til næste bind med de to sidste Moders Mælk og Til Sidst. Læs min anbefaling af de tre første her

Både hver for sig og samlet set er det fornem romankunst af allerhøjeste kaliber. Ordet mesterværk synes ikke helt at retfærdigøre skrivearbejdet, for det er trods alt levet liv og et virkeligt menneske, der har oplevet frygtelige overgreb og afsavn, før han formår at omsætte sine erfaringer og refleksioner og forvandler dem til et litterært konstrueret storværk med relevans for alle.

I sin helhed handler det om Patricks kvaler med sin opvækst, der forfølger ham hele voksenlivet i form af selvdestruktion, selvhad, depressioner, ensomhed og misbrug.

Det foregår på første klasse i England og Frankrig, men det bliver det ikke mindre gribende eller mere distancerende af. Der er masser at hente på identifikationskontoen også for os fra den gennemsnitlige danske middelklasse. Der er desuden andre vigtige temaer end forældres gigantiske påvirkning af barne- og voksensindet. Afhængighed, fortabelse, moderskab, kærlighedssurrogater og til sidst det altoverskyggende: Frihed. Friheden til selv at vælge sine tanker, fokusere på det man er interesseret i, og leve det liv, man ønsker uden at blive vildledt af projektioner, vrede, bitterhed, afhængighed, tvangstanker og ufrivilligt tvunget til at svælge i sine traumer.

I de to sidste romaner følger vi ikke kun Patricks synsvinkel men også flere af de mennesker, der omgiver ham. Undervejs præsenteres læserne for det fulde omfang af grusomheder, der er blevet begået mod Patrick men også mod andre i hans barndom.

Moders Mælk

Patrick er blevet gift med Mary og far til Robert og Thomas. Hans mor Eleanor har i en årrække dedikeret sit liv til en spirituel bevidsthedsbevægelse og organisationen Red Barnet. Som gammel og tiltagende dement beslutter hun sig for at gøre Patrick arveløs og overlader residensen i Frankrig til sin guru Seamus i stedet for sin fortabte søn. Patrick er rasende, for det er det eneste sted, der forbinder ham til barndommen og hans rødder på godt og ikke mindst på ondt. Han er hunderæd for at overføre sin fars sadistiske tilbøjeligheder og sin mors afmagt og inkompetence som forælder til sine egne børn og kæmper nu med en voksende vrede overfor hende. Udover Patrick følger vi den ældste søn Robert, som forguder sin far og hurtigt følger ham i distanceringen til sin bedstemor. Senere følger vi Mary, der selv har et anstrengt forhold til sin selviske, ufølsomme mor Kettle, og som nu har overgivet sig til moderskabet i en sådan grad, at Patrick bliver skubbet ud på et sidespor, mens han hungrer både efter en kvinde og en moderlig favn. Selvhadet vokser i takt med den midaldrendes trængsler. Ægteskabet er på gyngende grund.

Til sidst

Eleanor er død. Patrick og Mary er separeret. Romanen foregår til Eleanors bisættelse. Af spøgelserne fra fortiden er nu kun faderenes ven og ligeså verbalt sadistiske Nicholas Pratt tilbage på jordkloden. I et kort sekund ønsker Patrick, at hvis blot han også faldt død om, ville vejen mod friheden i en post-forældre verden langt om længe stå åben. En skør kvinde fra både Patricks og Eleanors fortid dukker uventet op til bisættelsen og laver ravage i det hele. Hun viser sig at få funktion af en slags hjælpende engel, der til sidst kan få Patrick til at slippe sine lidelser og den afhængighed han har haft hele livet af såvel lidelserne som stofferne, kvinderne, alkoholen og den distancerende ironi “- the hardest addiction to give up.” Han ser det hele og sin mor i et andet lys. Ikke et tilgivende lys “ – to forgive you have to feel morally superior.” men et frigørende lys. Måske det lys der senere får Edward St. Aubyn til at skrive sine romaner.

Verden er latterlig og hjerteskærende på samme tid

I november var Edward St. Aubyn på besøg i Den Sorte Diamant og fortalte om sin roman til Mikkel Bruun Zangenberg foran et henført publikum. Med hans stoiske ro og myndige, afdæmpede forfatterstemme var det svært at forestille sig, at Patrick Melrose er hans alterego. Men hvor er det fantastisk, at man kan komme så godt ud på den anden side af hårdt levet liv, og hvor er han dog umådelig interessant at lytte til.

Forfatterens definition af den ultimative frihed er en af de smukkeste, jeg nogensinde har hørt:

“Freedom is to react to nothing and respond to everything.”

Se selv med og oplev interviewet fra Den Sorte Diamant her:

Patrick Melrose-romanerne er venligst tilsendt af Gads Forlag.

I en snæver vending af Mette Sø

december 8, 2015februar 28, 2016 ~ isabelrosado ~ 1 kommentar

Hvem er de sjove danske kvindelige forfattere?

Hvilke danske kvindelige forfattere kan få jer til at grine? Ikke bare trække på smilebåndet midt i alvoren med en bemærkning der er komisk, bittersød, ironisk eller mere sørgelig end egentlig sjov? Som i Kirsten Hamman, Naja Marie Aidt og Helle Helle. Nej, jeg mener sådan skraldgrine helt nede fra maven, og så det sprutter ud i lokalet? Der er ikke så mange vel? Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen, siden de tre forfattere af Nynnes Dagbog rumsterede i Politiken og ramte tidsånden lige i øjet.

Det er lidt af en påstand men smid gerne fluks de gode eksempler i hovedet på mig, så jeg kan blive klogere og få noget at grine af – det er nemlig tiltrængt. Der må være nogen, jeg har overset? Jeg ved godt, at jeg skal læse Lone Hørslev, Adda Djørup og Stine Pilgaard men er vi ikke lidt i samme genre som ovennævnte forfattere? Og så er der jo Susanne Staun og Leonora Christina Skov, som kan levere et godt grin med deres ætsende onde penne i en ellers dyster historie, men ligefrem lårklasker humor er de vel næppe repræsentanter for? Lad mig høre hvad I synes? Hvilke danske kvindelige forfattere kan få jer til at grine højt?

Jeg kom til at tænke på det, da jeg afsluttede I en snæver vending af Mette Sø. Her er vi heller ikke i lårklasker kategorien, men det er det tætteste, jeg har været længe. Smil og klukkende grin opstod tit under læsningen, og de udsprang af varme og sympati med personerne i stedet for af fryd over det ironiske, pinlige eller kiksede hos svært genkendelige karakterer, som det ofte er tilfældet i andre romaner.

Mette Sø leverer en underfundig og skæv humor i sine historier, samtidig med at hun har noget dybere på hjerte. Noget genkendeligt. Også selv om det er skævt.

Betty er hovedpersonen. Hun lever af at sælge brugte trusser per postordre. Dem fabrikerer hun nøjsomt ved hjælp af æggehvideblandinger – og yes det er big worldwide business. Lad mig i den forbindelse indskyde at Mette Sø har skrevet sin bog længe før samme gesjæft opstod blandt de indsatte i kvindefængslet i TV-serien Orange is the New Black. Gad vide om de har fået ideen fra Mette? Eller er der virkelig flere “skæve” forfatterhoveder derude, der har opsporet, at det skulle være en efterspurgt vare? Betty har et tæt forhold til sin bror og et anstrengt forhold til sin mor, som har opfostret begge børn alene. Betty er veninde med Jasmin, der bor ovenover og er enlig mor, og hun har en belgisk gift elsker, som er rejsende i chokolade og inviterer Betty på hotel. Resten af tiden bruger Betty på TV-serier og sine tanker. Hun er bange for farlige dyr og ved præcist, hvordan man gebærder sig, hvis man møder en haj eller slange, og hvad man gør I en snæver vending, når alt andet er umuligt. Hun sammenligner sit liv med yndlingskaraktererne fra TV-verdenen, og når livet bliver for svært gemmer Betty sig i et skab og lukker verdenen ude, indtil hun kan lidt igen.

En trist begivenhed i familien tvinger Betty ud af skabet og til at tage ansvar og hun nærmer sig langsomt om ikke en forståelse så en form for tilgivelse af morens bitre væsen og ikke mindst en accept af sig selv og den virkelige verden.

I en snæver vending er en skøn og hyggelig lille dannelseshistorie om at være ung og følsom, mens man gemmer sig bag det panser, man nu engang har bygget op for at beskytte sig selv. Og om at udvikle sig, turde at lægge panseret fra sig, stå ved sig selv og komme videre. Sproget er med sine korte sætninger og plim-bam-bum vendinger lige ud af landevejen og til at tage at føle på, og historien om Betty er sjov og rørende.

Jeg har engang været kollega med Mette Sø for mange år siden i reklamebranchen. Dengang var hun også indbegrebet af god humor, altid klar med en kæk bemærkning der sad – og en vis kvindes dybde, præcis som i sine små finurlige romaner. Fire har hun skrevet indtil nu. Alle har fået strålende anmeldelser. Jeg har dem på hylden men af en eller anden mærkelig årsag, er jeg først begyndt at læse dem fornylig. Måske fordi jeg kender Mette lidt og derfor nødig vil virke forudindtaget positiv. Eller af frygt for at jeg slet ikke havde lyst til at anbefale. Heldigvis har Mette Sø ikke brug for en blogger i koret af bifald. Hun klarer det fint selv og er senest blevet københavner-darling i Vendelbo-området med sin seneste roman Fordi at, der udover at fortælle en historie om en kvinde, der støder på det overnaturlige i naturen, udforsker sproget i det nordjydske.

Petit-Petit var gennembruddet, som jeg ikke har fået læst endnu. Måske fordi det er noget med sport og en kvindelig cykelrytter, selv om den selvfølgelig handler om alt muligt andet. Og så er der Snebær, som handler om tre kvindelige modstandsfolk med dæknavnene Moskva, Pim og Spot under 2. Verdenskrig.

Der er meget at glæde sig til. Og hvis I ikke kan hjælpe mig med forslag til flere sjove kvindelige danske forfattere, så er der i hvertfald Mette Sø.

Planen af Morten Pape

november 6, 2015februar 27, 2016 ~ isabelrosado ~ 1 kommentar

Hvor det dog glæder mit lille Amager hjerte, at det lige netop blev Morten Pape, der vandt årets debutantpris på Bogforum. Stort, stort tillykke! Aldrig før har jeg heppet på en bestemt vinder flere dage i forvejen, og det er ikke sådan, at jeg kender manden. Men Papes roman Planen har blæst mig bagover af benovelse. Den er vanvittigt velskrevet, helt vild i sit indhold, og jeg er helt vild med den på alle tænkelige planer. Sjov, sørgelig, rystende, skræmmende, oprørende og tankevækkende.

Planen handler om Morten Papes opvækst i ghettoen Urbanplanen på Amager. Det sociale boligbyggeri med lejligheder, rækkehuse, skole, kirke, daginstitutioner, grønne områder og eget butikscenter, der opstod i slut-tresserne og skulle have været en lille velfærdsoase for det arbejdende folk i overborgmester Urban Hansens socialdemokratiske København. Det blev også en ø i øen, men et sted som alle os, der boede udenfor hurtigt lærte at holde sig langt væk fra.

I teorien kunne man leve et helt liv uden nogensinde at have brug for at bevæge sig udenfor Urbanplanen.

Det ligger fire gader fra hvor jeg bor og er vokset op, og selv om man har haft sine forestillinger om livet i Urbanplanen, så overgår Papes beretning ens værste fordomme. Det er selvfølgelig trist, men hvor er det godt, det bliver fortalt, og hvor er det stort, at det bliver fortalt så godt!

Jeg gik i samme ungdomsklub som Pape og havde venner, der boede i Urbanplanen, men det var i 1980’erne cirka 15 år før bogens handling finder sted. Det var råt men ikke tilnærmelsesvis så råt, som det blev i løbet af 1990’erne og fra 2000 frem. Hold nu op, der er sket ting og sager og kun til det værre. Dog er det mit klare indtryk, at både Urbanplanen og Dyvekeskolen, der længe har haft et elendigt ry, i de sidste fem år har gennemgået en række forbedringer, men om det har gjort livet nemmere, hvis man bor i Planen, tør jeg ikke sige.

Pape vokser op i et splittet samfund mellem muslimer og taberdanskere, et sted hvor alle hader hinanden på kryds og tværs af nationaliteter men er tvunget til at omgås i skolen og i klubben men som også danner et fællesskab mod dem udenfor, der hader alle fra (T)Urbanplanen. De unge fra parcelhusmiljøer på Amager, som ikke er mindre taberagtige, og hvoraf en stor del er racister. Vold, afstumpet opførsel, kriminalitet, stoffer og ligegyldig sex er hverdag for de unge helt ned i 12-årsalderen.

Pape er for intelligent til det sted. Det samme er hans mor, men de er fanget i et trøstesløst liv ligesom alle de andre. For moren betyder det kronisk depression. For Pape bliver det en kamp for at komme væk. Men inden det lykkedes, forsumper han i afmagt, hashmisbrug og en vaklen mellem fløjene i Planen. Hvor hører han til? Er han perker-Pape eller kartoffel-pape?

“Hvad laver du”? siger Behrouz. “Hvad? Hvad har jeg gjort?” “Du lægger din hoved helt ned mod bordet, når du spiser.” “Det er så jeg ikke spilder ned af mig selv.” Behrouz smiler og ryster på hovedet af mig. “Endnu en forskel på danskere og perkere. Har du set en perker spise en dürum som om han var bange for at svine?” Jeg tænker mig længe om, men kan slet ikke følge Behrouz’ betragtninger. Han er klogere end de andre, en dreng der lægger mærke til resten af verden, ligesom mig(…..) Han tager sin shawarma op foran sig med to hænder som var det skæftet på et sværd, han skal til at stikke i sin fjende. “Lad maden komme til dig. Ikke noget med at bøje eller bukke sig ned og være forsigtig. En rigtig mand har altid sin hage oppe. Tag den op til din fjæs, og tag en bid. Sådan er det også med livet. Bare lade det komme, wallah. Ikke noget med at gemme sig.” Jeg stener længe på ham. “Er du blevet filosof nu, eller hvad?” “Hvad er en filosof?” “Sådan en som tænker over livet og sådan noget shit.” “Selvfølgelig gør jeg det. Tror du bare man kan klare sig uden? Jeg sværger, Pape. Den her nye årtusind vi lige er startet på, der gælder kune én regel:man må klare sig selv. Man kan ikke stole på nogen. Bare vent og se.” Han tager en bid af toppen og smider en klump stanniol ned i fletkurven. Han tygger af munden og nikker mod mig imens. “Den her verden eksploderer snart. Alle hader hinanden. Bare se på vores skole. Man skal være klar på det når det sker.”

Det hele kulminerer efter terrorangrebet i New York 11. September 2001, hvor hadet og modsætningerne eksploderer, og det kan man mærke, hvis man bor i Planen. Helt ind i klasseværelset.

Morten Pape vokser op med en tiltagende vrede over sit ophav og miljø og føler sig konstant fremmedgjort overfor sin familie og sine omgivelser. Alligevel er det en beretning fuld af kærlighed, forståelse og forsoning med rødderne, han har skrevet her ti år efter, han er sluppet ud og kommet videre.

Historien om Papes far og mor skærer helt ind i sjælen. En underskudsfamilie der egentlig ikke er mere dysfunktionelle end gennemsnittet og har kærlighed til de tre børn, men især farens svigt efter skilsmissen og mangel på selvindsigt er helt abnorm, samtidig med at man får lidt ondt af ham på grund af Papes nådesløse udlevering af hans pinlige adfærd.

Morens indre pinsler men også kamp for og styrke til at gøre det bedste, hun formår for sine børn er rørende læsning. Hendes historie bliver udleveret ligeså råt for usødet af sønnen, men selv om det er barskt og pinligt, mister man aldrig sympatien men får bare lyst til at sende hende på et meget langt kurophold. Pape er ligeså nådesløs ved sig selv og fortæller om barndommen og teenageårene og egne indre kampe med en hudløs, dybt troværdig og ucensureret ærlighed, der bare afføder endnu mere respekt. Det samme gør det eminente sprog, der synker let og ubesværet ind sammen med lidt klogskab fra både Morten og et par af hans få kvikke venner, og den underliggende samfundskritik som skinbarlige sandheder.

Kære litterater, I behøver ikke længere efterlyse den store danske dannelses- eller generationsroman. Den er lige her.

Planen er en vigtig bog, et stykke historisk socialrealisme, der bør indgå som pligtlæsning i skolerne fremover, indtage en plads i den danske litteraturkanon og modtage så mange hædersbevisninger som muligt.

Den har skubbet alt andet ned fra min personlige præmiehylde i bogreolen og står nu lysende klart på en førsteplads som min største læseoplevelse i 2015.

Planen er venligst tilsendt af Poltikens Forlag.

Forfattermøde med Henriette Rostrup

oktober 29, 2015 ~ isabelrosado

En dansker i New York – eller når nissen flytter med

“Man kan godt være god ved andre, selv om man er et røvhul.” Så enkelt kan det siges, når en forfatter skal opsummere temaerne i sin nye roman. Men tag ikke fejl, hvis du synes, det lyder banalt. Det år vi gik til begravelser af Henriette Rostrup er en multifortælling i den amerikanske skønlitterære tradition. En dannelsesroman, en kærlighedshistorie. En roman om at finde og tilgive sig selv. En historie af internationalt format med lag-på-lag erkendelser og et væld af sidefortællinger. Men også en historie der udfordrer sin læser og forfatteren selv, der ligesom bogens hovedperson lader ting ske uden en større plan eller struktur i selve skriveprocessen.

“Jeg kan godt lide at lege med sidehistorier og se, hvor langt jeg kan gå ud. Hvor meget kan jeg få folk til at tro på? Det er især sjovt, når fortællingen bliver klogere end mig, og når karakterne bestemmer, hvad vi skal.”

Det og meget andet fortalte hun om for en uge siden, hvor jeg var med til endnu et spændende og vellykket blogger-arrangement på Politikens Forlag.

Romanen foregår i New York, hvor forfatteren selv har boet og arbejdet som assistent for en af de mest velansete og hårdhudede literære agenter. I USA kommer man nemlig ikke langt som forfatter uden sådan en. Henriette Rostrup delte velvilligt ud af anekdoter fra dengang:

“Jeg havde engang lavet en fejl, og så røg det ud af mig: “Oh my god, I just didn’t think about it.” Og fik svaret: “Then think!”

Nej, forlagsbranchen er ikke for mimoser. Og slet ikke i New York. Alligevel opnåede Henriette Rostrup agentens fulde tillid, og hun var faktisk den første til at opdage selveste Jonathan Safran Foer, forfatteren til den skønne roman Ekstremt højt og utroligt tæt på.

Erfaringerne fra storbyen over dem alle har inspireret, men romanen handler ikke som sådan om New York, og der er også langt fra universet i Sex and the City, selv om forlaget i aftenens anledning serverede dybrøde og småfarlige Cosmopolitans.

New York er mere en kulisse i en fortælling, der handler om at flygte fra fortiden og om at omskrive sin egen virkelighed, så den er til at holde ud. Og om at skabe en ny familie på sine egne vilkår, når man har en baggrund med en alkoholiseret mor og en fraværende far, der går mere op i døde børn som politiefterforsker end i sit eget levende. Resultatet af det er en voksen kvinde, der ikke kan træffe valg selv men lader skæbnen og de andre råde samtidig med, at hun pakker sig ind i løgnen.

Det gamle New York

Alligevel spurgte hele blogger-forsamlingen ind til årene i New York, fordi byen bare bliver ved med at fascinere.

“Alle har et forhold til den by, uanset om de har været der eller ej. Men New York er i konstant forandring, og folk flytter sig hele tiden – for at tjene flere penge eller få billigere husleje.”

Henriette Rostrup boede der i sluthalvfemserne før terrorangrebet 11. September 2001. Dengang byen stadig var farlig. Man tog ikke med Subway som turist, folk blev myrdet i Central Park, og kunstnere og bohemer havde råd til at bo i kvarterer som Hell’s Kitchen sammen med transerne, luderne og lommetyvene. De er for længst flyttet ud af byen nu. Efterhånden er det kun kedelige børshajer og ekstremt rige mennesker, der har råd til at bo på Manhattan.

“Alt det hårde og kriminelle findes ikke længere, men kunstnerne har heller ikke råd til at bo der. Hele det kunstneriske miljø er flyttet ud. Jeg ville ikke kunne skrive om byen, som den er nu post 9/11. Sidst jeg var der, gik det op for mig, at det er en sindssygt stressende by. Jeg kender ikke New York længere,” siger hun.

En glad forfatter Henriette Rostrup [th.) med sin redaktør Helle Stavnem fra Politikens forlag.

Socialt handicappet

I Henriettes New York flytter hovedpersonen Jewel ind i en lille lejlighed i samme bygning som transvestitten Mr. V. og den prostituerede Lydia. De bliver snart det tætteste, hun og datteren Nadia Belle kommer på at have en familie. Senere kommer den aldrende forfatter Lawrence Scott til, hvis biografi Jewel skal ghostwrite. Jewel hed engang Julie og voksede op i Danmark, men hun har ikke længere kontakt til sine forældre, og det har som nævnt sine årsager.

Jewel har en temmelig livlig fantasi og for at skabe et pænere billede af sin barndom, skriver hun falske breve fra mormor i Danmark til sin datter med idylliserede historier om opvæksten. Jewel gør i det hele taget mange ting, som nogle af os i læsegruppen havde svært ved at forstå.

Flere fandt hende utroværdig som person på grund af hendes handlinger eller mangel på samme, men der var også bred enighed om, at det gjorde hende mere spændende som person. At hun er uforudsigelig og agerer modsat af, hvad de fleste ville gøre. Og at hun i flere tilfælde overhovedet ikke reagerer men bare lader ting ske for hende. For eksempel har hun svært ved at gribe ud efter kærligheden. Til tider er hun selvoptaget, egoistisk, møgirriterende og en smule selvudslettende.

Så meget desto større et privilegium at få lov til at spørge forfatteren direkte. Hun elsker, at hendes karakter irriterer og provokerer læserne, for så er de da ikke ligeglade.

“Jewel er socialt handicappet, og når hun handler ved ikke at handle, er det for at beskytte sig selv. Hun stikker af, når tingene bliver ubehagelige. Det, at hun ikke træffer valg, er en tillært handling, som hun har fra sin mor, og det kan hun ikke flygte fra,” forklarer Henriette Rostrup.

På grund af sin opvækst er Jewel blevet en mytoman, der bruger sin fantasi til at digte på sit liv. I tilbageblik fortæller hun om barndommen og ungdommen som små spøgelseshistorier, der skaber mere forståelse for hvor Jewel er i dag. De historier berørte mig som læser en hel del mere end selve hovedhistorien i New York.

At leve på en løgn

Kort efter at Jewel flytter til New York bliver hun gravid med journalisten Tor, som hun er forelsket i, men han får ikke noget at vide om barnet. Hun bliver en bedre mor for sit barn, end hendes egen mor har været, men kommer til at svigte på andre måder. Til gengæld svigter hun ikke sine nye venner i New York, og de har brug for hende. Ligesom hun har brug for dem. Gennem de nære relationer her opdager Jewel nye sider af sig selv, og hun lærer at tilgive og respektere sig selv, for den hun er.

Der er mange spændende temaer i bogen og rig mulighed for selvfortolkning. Hvis Henriette Rostrup selv skal gøre hovedbudskabet op, så er det helt enkelt men ikke desto mindre godt at blive husket på: “Vær dig selv!”

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette: