Er du til klassisk krimi med en hårdkogt strømer der gør og siger, hvad det passer ham, har problemer med misbrug, dæmoner og kvinder men er blød som en bamse indeni og moralens højvogter, når det virkelig gælder, så er serien om Axel Steen det helt rigtige valg.
Aisha er den fjerde udgivelse i serien, og i sidste uge modtog forfatter Jesper Stein velfortjent den fornemme pris De Gyldne Laurbær af boghandlerne. Både læsere og anmeldere er vilde med den tætpakkede spænding Jesper Stein leverer gang på gang, samtidigt med at det lykkedes ham at gå udenom de værste kliché faldgruber. Det er tydeligt, at Jesper Stein gør sig umage, selv om han har skrevet fire romaner på tre år.
Jeg har tidligere læst den første Uro, som var rigtig god og meget Nørrebrosk. De næste to Bye, bye blackbird og Akrash skulle være endnu bedre, men dem er jeg ikke nået til endnu.
Jeg må indrømme, at jeg generelt er lidt mæt af krimier, medmindre de byder på noget mere såsom originalitet, psykologisk dybde, sproglig finesse, interessante karakterer, stærk dialog og naturligvis et godt plot. Især de tre sidste forventninger lever Aisha særdeles flot op til, og den kan sagtens læses uafhængigt af de andre.
Efter at Axel Steen har været tæt på at dø på Nørrebro, har han fortrukket sig til en lejlighed på Amager, hvor han prøver at samle sit liv sammen igen i et forhold med PET-agenten Henriette, der tidligere har reddet hans liv. Men en ny ubehagelig drabssag spænder hurtigt ben for deres forhold og for efterforskningen. En tidligere PET-agent bliver fundet myrdet i sin luksuslejlighed i Ørestaden med afklippede øjenlåg og opspærrede øjne. Bestialiteten har sit formål, og Axel Steen finder ud af, at sagen spinder tråde til en gammel terrorsag, og at Henriette ikke fortæller alt, hvad hun ved. Vi følger terrorsagen i tilbageblik, og vi kommer også i børnehøjde med Axels datter Emma, som er hundeangst for, at der skal ske hendes far noget – igen. De sider er ret fint beskrevet ud fra en ni-årigs synsvinkel.
Der er visse steder midtvejs, hvor efterforskningen og kærlighedskvalerne trækker lidt i langdrag, og pageturner-effekten aftager. Og så har forfatteren en tendens til at udpensle, hvordan personerne føler, tænker og har det med sig selv, og det der plager dem, selv om vi nok har fattet det længe inden.
Til gengæld bliver de lidt traurige passager hurtigt opvejet af stærke sætninger som:
“Han følte sig sørgelig. Som om livet var blevet farve- og lidenskabsløst. Som om han bare sugede smerte og sorger til sig som en stiv gammel kridtsvamp, der lå i et forladt klasseværelse.”
Eller denne venlige salut fra Axel om sine kollegaer til en fest:
“Han kunne se, hvordan de slikkede Jens i røven og grinte høfligt af alt, han sagde. I udkanten af gruppen mængede Josephsen sig. Hans pisgule øjne var våde af iver for at komme så tæt som muligt på cheftrojkaen fra PET. Axel fik brækfornemmelser, han følte sig omgivet af det værste han vidste, sleske karriereryttere i stramme italienske polotrøjer og sølvfarvede sommerjakkesæt, glatte skjorter på glatte mennesker, det hele kun overgået af deres våde magtliderlige søbemunde, som var parate til at spise dem, der var længere nede i fødekæden end dem selv, og æde lort fra dem ovenover.”
Man skulle næsten tro, det var en beskrivelse af mediebranchen, men bortset fra det er det et troværdigt billede Jesper Stein skaber af PET og hele politisamarbejdet eller mangel på samme. Jeg tror ihvertfald på det. Forfatterens fortid som kriminalreporter fornægter sig ikke. Samlet set hænger det hele bare fornemt godt sammen, velskrevet, letfordøjeligt og en fornøjelse at læse.
Plottet er nervepirrende veludført – især sidste del er så spændende, at det nærmest gør ondt.
Der er ingen tvivl om, at Jesper Stein har indtaget tronen som Danmarks krimikonge her og nu, og at han har fundet sin helt egen stil i godt selskab med Jussi Adler-Olsen, Jakob Melander, Michael Katz Krefeld og A.J. Kazinsky. Jeg ved godt, der er mange flere gode danske krimiforfattere, men der er heldigvis også plads til dem med så mange trofaste læsere. Ingen kan dog nå dem alle. Eller?
I fredags udkom tredje del af renæssancetrilogien Mordersken af forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen. Her udvikler en ung, blid adelsfrøken, Madeleine de Montdidier, sig til en blanding af Walther White fra Breaking Bad og The Bride fra Kill Bill. Der er altså lagt op til en god gang ramasjang med en slagkraftig dame i front, og det er jo dragende i sig selv, når man som helt ung slugte tegneserier på stribe med seje damer som Yoko Tsuno, Franka, Modesty Blaise, Natacha og også selv tegnede kvindelige superhelte med vilde, outrerede og spaceagtige outfits, der kunne få Wonderwoman til at blegne af misundelse.
I anledning af udgivelsen havde Politikens Forlag inviteret til bloggerevent, og det bød på et møde med endnu en spændende forfatter, som er ligeså multifacetteret som sin hovedperson.
Madeleine starter sin dannelsesrejse i Dronningens Dame ved det franske hof, kæmper i Spanien under inkvisitionen i Bastarden og fortsætter som handlet slave i Mordersken til veltrænet snigmorder i Osmannerriget i Konstantinopel. Den unge dame kommer altså vidt omkring i en yderst anspændt periode af Europæisk historie fra 1567-1570 med dertil hørende religionskrige og intrigante magtkampe. Jeg har kun læst et par kapitler ind i Mordersken, men det er faktisk så velskrevet og troværdigt beskrevet en historie, at jeg har besluttet mig for i hvert fald at læse to’eren, før jeg går i gang med tre’eren, selv om de godt kan læses uafhængigt af hinanden.
Historisk præcision
Normalt er jeg mest til litteratur, der foregår fra anden verdenskrig og frem, men så er det jo også på tide med et større indblik i en tid, der går meget længere tilbage men har ligeså stor betydning for verden af i dag. Og når det kan gøres med både høj underholdningsværdi og velresearchet historisk præcision, er det bare at gå i gang.
Anne-Marie Vedsø Olesen vil dog meget mere med sine bøger end at underholde. Udover en stor interesse for historien hel tilbage til den ægyptiske mytologi, er hun begejstret for fantasy, science fiction og inspireret af stærke tv-serier som Game of Thrones og Breaking Bad. Her går væsentlige temaer igen som; udforskningen af volden dens væsen og æstetik om man vil, kroppens og psykens formåen, hvor langt vil man gå for at få det, man vil have og ikke mindst stærke, handlekraftige kvinder. Madeleine kæmper sin feministiske kamp i en tid, hvor der virkelig var noget at kæmpe for, selv om slaget om komplet og verdensomspændende ligestilling jo langtfra er udkæmpet endnu.
“Det er ikke en traditionel historisk roman, jeg har skrevet men en moderne fortolkning. Mit mål har været at skrive en feministisk dannelsesroman sat i en historisk ramme. Fra at være ung og benovet lærer Madeleine at tage magten og sætte præmissen for sit eget liv,” siger Anne-Marie Vedsø Olesen. En proces vi alle skal igennem som kvinder, men som kan sættes endnu mere på spidsen i en tid med et så stærkt patriarkalsk samfund.
“Kvinder kan blive ligeså stærke og seje som mænd både kropsligt og fysisk gennem hård træning. Og de kan blive ligeså gode til at slå ihjel og ryge ud af den moralske glidebane og oven i købet være stolte af det,” pointerer forfatteren.
Forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen i Kill Bill gult og redaktør Helle Stavnem fra Politikens Forlag.
Heavy Combat
Fra egen krop ved hun hvad det betyder at opbygge fysisk og mental styrke. Med sit milde og sofistikerede væsen er det nemt at gætte sig til, at forfatteren synes godt om opera, kunst og historie, men at hun også er vild med at headbange til heavy metal og hver eneste dag banker løs på en sandsæk med boksehandsker til intens bodycombat træning er ikke lige det første, man tænker på, når man møder hende.
“Jeg startede på boksetræning for halvandet år siden og elsker det. Det er ren katharsis – en udrensning af krop og sjæl. Det giver en stolthed og ranker ryggen, når man får den råstyrke og mærker 1:1 oplevelsen af at slå på sandsæk. Det giver et gennembrud som kvinde at vide, at man kan banke en fuld idiot i Gothersgade ned klokken tre om natten, og hvis du ved det, så udstråler du det også,” siger hun.
Træningen er også et opgør med pænheden og konfliktskyheden, som mange af os kæmper med. Ideen til den første bog i trilogien opstod allerede for tyve år siden, men Anne-Marie Vedsø Olesen er glad for at hun først har fuldført sit værk nu. Var det udkommet dengang havde det været en langt kedeligere historie.
“Jeg var ung og naiv, da jeg fik ideen, og historien har udviklet sig i en langt mere spændende retning i takt med min egen modningsproces. Var den udkommet for tidligt havde den været mere klichéfyldt. Madeleine havde været slave i haremmet i stedet for trænet snigmorder. Det havde været så kedeligt,” ler hun.
Det er ikke kedeligt at lytte til Anne-Marie Vedsø Olesen, og der er også flere spændende karaktertræk ved Madeleine, der gør, at jeg glæder mig til at læse. Blandt andet mister hun sin skønhed, som hun tidligere har kunnet spille på og som har hjulpet hende ud af svære situationer, men når hun mister den, hvad gør hun så?
Anne-Marie Vedsø Olesen er uddannet læge, men har helliget sig forfattergerningen, siden hun vandt en pris i 2000 for sin debut Salernos Sol. Efterfølgende har hun udgivet otte romaner.
Jeg er vild med det cover! Perfekt farve til en gråkedelig januardag.
Vind Mordersken!
Jeg har erhvervet mig to eksemplarer af Mordersken med tak til Politikens Forlag og den ene kan blive din. Du skal blot skrive en mail til mig isabelfluxa@gmail.com skriv Mordersken i overskriften og skriv i mailen hvilke to tv-serier Anne-Marie Vedsø Olesen er inspireret af. Den første, der skriver de rigtige svar, får hurtigst muligt tilsendt bogen med posten. Husk at anfør din adresse.
Man behøver ikke at have gået på Nørre Gymnasium i firserne for at synes godt om Niels Lyngsøs roman Min ukendte bror, men det gør den lidt sjovere at læse. Jeg var putte (1.) G’er, da forfatteren var 3.G’er og dermed var afstanden lagt fra starten. Men alle vidste, hvem Niels Lyngsø og hans slæng var. Alle os, der var til Cure, Clash og U2 og gik i sort tøj fra Roger, ville gerne være venner med dem. En stor del af de andre i gymnasiet på den tid var medlem af KU og gik med Lacoste poloer og morfartrøjer, så de var nok ligeglade. Men det var vi ikke. Slet ikke når den musikalske del af gruppen optrådte til festerne. Jeg husker, at det var dem, der fik mig til at søge til dette gymnasium efter en introaften, hvor de gav fuld gas i fællessalen og spredte så meget energi og gode vibes omkring hele skolen. Det, og så det at jeg både kunne få spansk og filmkundskab, fik mig til at pendle fra Amager til Brønshøj hver dag i tre år.
Det sjove er, at når man læser om hovedpersonen Hans-Peters ungdomsår på Nørre G. i Brønshøj, så er det ret nemt at sætte ansigter på flere af de karakterer, der omgiver ham. Desværre ikke den person man er mest nysgerrig på, selv om jeg har bladret ivrigt i de gamle årbøger. Nok om det.
Uanset hvor du kommer fra, og om og hvor du har gået på gymnasiet, så må du læse Min ukendte bror. Den er så fremragende, som en roman kan være.
Hans-Peter bliver i nutiden fundet på helikopterplatformen på Rigshospitalet. Den nu fyrreårige mand er brudt sammen i en slags psykose. Han taler i tåger og kan ikke redegøre for de seneste par dage af sit liv. I tågestrømmen af ord opdager en portør versene fra U2 sangen I still haven’t found what I’m looking for, som har en særlig betydning for Hans-Peter. Og jo den går dybere end for de fleste, selv om sangen betyder noget for mange i den generation.
Hans-Peter kommer i terapi hos hospitalets psykiater og vender så småt tilbage til sig selv. Men det er en mystisk fortæller, der beretter om hans liv. Fra barndommen i “trygge” rammer i et parcelhus i Skovlunde som bag hæk og mur “…skulle beskytte kernefamilien mod udefrakommende farer….uanset at det som reelt kunne true kernefamilien, såsom utroskab eller arbejdsløshed, ikke lod sig standse af en hæk eller en mur….” til hans nyligt afsluttede ægteskab i en liebhaverlejlighed på Østerbro. Det bliver en fuldstændig fantastisk fortælling om søgen efter kærlighed, fællesskab og den højere mening med at være et lille fnug i det store univers. Fra helt ung er Hans-Peters krop styret af umættelige seksuelle drifter, samtidig med at hans hjerne fungerer skarpere end de flestes med en nærmest overnaturlig sans for sprog, filosofi og astronomi. I den ualmindeligt velskrevne historie bliver læseren overøset med fint formidlet viden indenfor disse og andre emner, samtidig med at man berøres dybt af Hans-Peters liv, der langtfra er nemt.
Fra lille føler han sig udenfor og malplaceret i eget liv og familie som en alien fra det ydre rum. En extra terrestrial – eller som David Bowies Starman på midlertidigt besøg på den forunderlige planet jorden.
“Jeg har altid været som en fremmed. Derhjemme, i skolen, og også senere, da jeg blev voksen. Jeg ser tingene udefra, nogle gange ser jeg også mig selv udefra. Jeg er aldrig med, jeg er aldrig en del af noget,” siger Hans-Peter til sin terapeut.
Det er fiktion, men der er utvivlsomt en hel del elementer fra forfatterens eget liv at finde i denne overraskende beretning, der blander danmarkshistorie, dannelsesroman, familiefortælling, psykologisk spænding og en smule sci-fi i et værk. Det gør den ikke mindre rørende og ovenikøbet spændende at læse.
Niels Lyngsø er digter, debattør og en af Danmarks bedste oversættere af skønlitteratur. Min ukendte bror er hans anden roman, men det er ikke hans sidste. Historien lægger i den grad op til en fortsættelse. På de sidste sider bliver den mystiske og alvidende fortæller afsløret, og som læser bliver man nødt til at vide mere. Efter sigende er forfatteren i fuld gang. Det bliver en to’er, jeg glæder mig usigeligt meget til.
Min ukendte bror er venligst tilsendt af Forlaget Gyldendal.
Nå-generationen er i midtvejskrise i Jan Sonnergaards seneste roman Frysende våde vejbaner.
Forfatteren kalder selv romanen for en psycho-thriller, og der er da klare elementer, der kvalificerer den til at være en slags Kvinden der forsvandt for mænd, selv om plottet er knap så raffineret. Til gengæld er der mere at hente på andre planer. Hovedpersonen er en mand i starten af 50’erne, der ovenpå sin ungdomsvens alt for tidlige død vandrer Københavns gader tynde, mens han i sit indre ulmer over byens tilstand, sit fortabte liv, sit forfald og sin nye status som arbejdsløs, mens han drikker sig halvt ihjel og drømmer sig tilbage til fortiden. Dengang musik betød noget, man sygnede hen i Ramones og Lou Reed, koncerterne var uforglemmelige, pigerne og vennerne ligeså. Alt det grimme fra dengang er fortrængt og tilbage i erindringen står kun det skønne, sorte der var i hans storhedstid i 80’erne, da han var med blandt det halvpunkede parnas, som regerede på caféerne i Pisserenden.
Sonnergaard fortalte på bogforum, at romanen handler om en mand i frit fald. Hans liv er inkarnationen af Sonnergaards værste mareridt, om hvordan hans eget liv som midaldrende kunne have spillet sig ud, hvis ikke han formåede at dreje uden om de værste glidebaner i form af misbrug, meningsløshed, ensomhed og total opgivenhed overfor det der venter i livets anden halvdel.
Hovedpersonen Jesper, en egoistisk og ikke særlig elskelig type, er ude på et skråplan og på selvmordets rand, da et mirakel indtræffer i hans håbløse og ensomme liv. Han bliver forelsket. Til en fest blandt påtaget litterære ævlehoveder møder han hende. Julia. Inkarnationen af den intellektuelle tabermands våde drøm. En åndsfælle med styr på referencerne der oven i købet er ung, smuk, begavet, skæv, skør og klar på det hele i sengen og fuldstændig henført af hans uopdagede genialiteter, som hun straks kan se. Det er komik på højt plan.
Endelig lever han igen, alt det der før var grimt viser sig fra sin smukkeste side, og mens de sammen ødsler de sidste rester af hans fratrædelsesordning op på gourmetmiddage og en Europarejse på første klasse, vrider man sig som læser over hans skingrende naivitet. Alarmklokkerne om Julias motiver bimler og bamler om ørerne på ham, men det går selvfølgelig først op for staklen, da det er for sent. Mod enden er der kun én vej, og det er direkte udover kanten, dog ikke lige på den måde, man skulle tro.
Jeg har altid været fan af Sonnergaards ligefremme sprog og knivskarpe observationer om alt fra et København, der drukner i modernitet til menneskers dårlige opførsel i bussen eller krampagtige forsøg på at være intellektuelt overlegne med sætninger som denne, der udveksles til et selskab:
“Det er en fascinerende pointe. En materialistisk kausalitet der først bliver teoretisk fungibel i en teologisk optik…eller omvendt!”
Som Jesper taler Sonnergaard også med en ligefrem men nogle steder lidt gammeldags stemme, som var han et moderne svar på Ole Jastrau i Tom Kristensens Hærværk. Jeg ved ikke, om det er tilfældigt, men det har en charme, når han i år 2015 siger om Sydhavnen: ..“der var et fravær af alt hvad der indimellem kan gøre livet lidt morsomt.” Simpelt og sandt.
Sonnergaard kan i det hele taget skrive ganske enkle sætninger med en meget stærk effekt. Som beskrivelsen af den pistol, den i tiltagende grad ynkelige Jesper mod slutningen kommer i besiddelse af: “Den er ondskab. Den byder sig ikke til, den lader ikke som om, den ér. Ond. Ren ondskab. Sort og tung, massiv og kraftfuld. Og ond. Nøjagtigt det jeg efterspurgte.”
De faste læsere af denne blog har nok opdaget, at jeg er en sucker for 80’er nostalgi og de følelser, der er forbundet med at have været ung dengang. De forventninger bliver til fulde indfriet. Dog er kærlighedsaffæren mellem Julia og Jesper lige lovlig langstrakt med endeløse beskrivelser af smarte insteder, dyre restauranter og levemandsmåltider. Slutningen derimod er vidunderlig og sorthumoristisk, helt frem til allersidste geniale sætning.
Hvis du aldrig har læst Sonnergaard før, så er det ikke denne roman, du skal starte med men derimod novellesamlingerne Radiator, Sidste Søndag i Oktober og Jeg er Stadig bange for Caspar Michael Petersen. Af hans tidligere romaner er jeg også begejstret for Om Atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom. Sonnergaard er en stærk og særegen stemme i dansk litteratur.
Frysende våde vejbaner er venligst tilsendt af Forlaget Gyldendal.
Hvis du går rundt og er lidt småbitter over din egen barndom, så skal du læse Patrick Melrose romanerne. Snart vil dine forældre fremstå som de mest pragtfulde i verden, og du vil sende dem et par kærlige tanker i taknemmelighed over, at du trods alt ikke har haft samme opvækst som ham.
Jeg har netop afsluttet 4. og 5. del af romankvintetten af den uforlignelige forfatter Edward St. Aubyn, som fornylig gæstede København. Jeg har læst dem langsomt, for den engelske forfatter er så brilliant og velskrivende, at jeg håbede på at lagre hvert eneste ord og indsigtsfulde sætning i langtidshukommelsen, hvilket selvfølgelig er umuligt. Og så skal man heller ikke glemme den høje underholdningsværdi med de i britisk særklasse sarkastiske og ironiske spydigheder, der siver ned langs siderne.
Du er nødt til at læse de tre første Glem det, Dårligt Nyt og En smule håb i den sammenhængende selvbiografiske historie, før du går videre til næste bind med de to sidste Moders Mælk og Til Sidst. Læs min anbefaling af de tre første her
Både hver for sig og samlet set er det fornem romankunst af allerhøjeste kaliber. Ordet mesterværk synes ikke helt at retfærdigøre skrivearbejdet, for det er trods alt levet liv og et virkeligt menneske, der har oplevet frygtelige overgreb og afsavn, før han formår at omsætte sine erfaringer og refleksioner og forvandler dem til et litterært konstrueret storværk med relevans for alle.
I sin helhed handler det om Patricks kvaler med sin opvækst, der forfølger ham hele voksenlivet i form af selvdestruktion, selvhad, depressioner, ensomhed og misbrug.
Det foregår på første klasse i England og Frankrig, men det bliver det ikke mindre gribende eller mere distancerende af. Der er masser at hente på identifikationskontoen også for os fra den gennemsnitlige danske middelklasse. Der er desuden andre vigtige temaer end forældres gigantiske påvirkning af barne- og voksensindet. Afhængighed, fortabelse, moderskab, kærlighedssurrogater og til sidst det altoverskyggende: Frihed. Friheden til selv at vælge sine tanker, fokusere på det man er interesseret i, og leve det liv, man ønsker uden at blive vildledt af projektioner, vrede, bitterhed, afhængighed, tvangstanker og ufrivilligt tvunget til at svælge i sine traumer.
I de to sidste romaner følger vi ikke kun Patricks synsvinkel men også flere af de mennesker, der omgiver ham. Undervejs præsenteres læserne for det fulde omfang af grusomheder, der er blevet begået mod Patrick men også mod andre i hans barndom.
Moders Mælk
Patrick er blevet gift med Mary og far til Robert og Thomas. Hans mor Eleanor har i en årrække dedikeret sit liv til en spirituel bevidsthedsbevægelse og organisationen Red Barnet. Som gammel og tiltagende dement beslutter hun sig for at gøre Patrick arveløs og overlader residensen i Frankrig til sin guru Seamus i stedet for sin fortabte søn. Patrick er rasende, for det er det eneste sted, der forbinder ham til barndommen og hans rødder på godt og ikke mindst på ondt. Han er hunderæd for at overføre sin fars sadistiske tilbøjeligheder og sin mors afmagt og inkompetence som forælder til sine egne børn og kæmper nu med en voksende vrede overfor hende. Udover Patrick følger vi den ældste søn Robert, som forguder sin far og hurtigt følger ham i distanceringen til sin bedstemor. Senere følger vi Mary, der selv har et anstrengt forhold til sin selviske, ufølsomme mor Kettle, og som nu har overgivet sig til moderskabet i en sådan grad, at Patrick bliver skubbet ud på et sidespor, mens han hungrer både efter en kvinde og en moderlig favn. Selvhadet vokser i takt med den midaldrendes trængsler. Ægteskabet er på gyngende grund.
Til sidst
Eleanor er død. Patrick og Mary er separeret. Romanen foregår til Eleanors bisættelse. Af spøgelserne fra fortiden er nu kun faderenes ven og ligeså verbalt sadistiske Nicholas Pratt tilbage på jordkloden. I et kort sekund ønsker Patrick, at hvis blot han også faldt død om, ville vejen mod friheden i en post-forældre verden langt om længe stå åben. En skør kvinde fra både Patricks og Eleanors fortid dukker uventet op til bisættelsen og laver ravage i det hele. Hun viser sig at få funktion af en slags hjælpende engel, der til sidst kan få Patrick til at slippe sine lidelser og den afhængighed han har haft hele livet af såvel lidelserne som stofferne, kvinderne, alkoholen og den distancerende ironi “- the hardest addiction to give up.” Han ser det hele og sin mor i et andet lys. Ikke et tilgivende lys “ – to forgive you have to feel morally superior.” men et frigørende lys. Måske det lys der senere får Edward St. Aubyn til at skrive sine romaner.
Verden er latterlig og hjerteskærende på samme tid
I november var Edward St. Aubyn på besøg i Den Sorte Diamant og fortalte om sin roman til Mikkel Bruun Zangenberg foran et henført publikum. Med hans stoiske ro og myndige, afdæmpede forfatterstemme var det svært at forestille sig, at Patrick Melrose er hans alterego. Men hvor er det fantastisk, at man kan komme så godt ud på den anden side af hårdt levet liv, og hvor er han dog umådelig interessant at lytte til.
Forfatterens definition af den ultimative frihed er en af de smukkeste, jeg nogensinde har hørt:
“Freedom is to react to nothing and respond to everything.”
Besøg Torvehallerne i dag fra kl. 16 – 19, få en kulinarisk oplevelse, køb en syrisk kogebog og støt Dansk Flygtningehjælp.
I mine ører lyder det som et entydigt godt initiativ tre forfattere og Politikens Forlag har stablet på benene, så det vil jeg bruge min eftermiddag på. Måske ses vi?
Det bliver så første gang, jeg anbefaler en bog, jeg ikke har læst her på bloggen, og det bliver nok også den sidste. Men en kombi af kulinarisk eventyr og kulturrejse fra det Syrien, jeg altid gerne har villet besøge men aldrig nåede, før landet blev splittet i atomer, oveni at man støtter Dansk Flygtningehjælp ved at købe en bog, er så oplagt en fin ide, at det bliver jeg nødt til at støtte, uanset hvad bogen indeholder.
Forlaget skriver:
Syriens gryder – en kulinarisk dannelsesrejseer ikke blot en kogebog med de skønneste retter til lange middage med snak over bordet. Den er også en kærlighedserklæring til det syriske folk og dets rige kultur, fra før verden gik af lave, og borgerkrigen brød ud. Journalist Ruth von Sperling fortæller levende om både hverdagslivet og madkulturen fra sine rejser i Syrien, og billedkunstner Pernille Kløvedal Helweg har foreviget oplevelserne med sit kamera. Mød syrerne: Kom med på shopping i Den lige Gade, spis på Restaurant Al-Mahab, som serverer retter med alt med lam – og tag med til privat fødselsdagsfest hos Fatima, hvor der både bliver danset og sunget. Ruth von Sperling har indsamlet en række autentiske mezze-opskrifter, som Trine Hahnemann har testet og udviklet sammen med bogens øvrige retter. Både de velkendte falafel, baba ganoush og tabbouleh og nye og spændende madoplevelser som f.eks. kylling med citron og grønne oliven, rødbedemutable samt et væld af lækre salater.
Syriens gryder er blevet til på baggrund af et ønske fra forfatterne og forlaget om at yde et bidrag til hjælpen til de mange syriske flygtninge, der har mistet alt og nu kæmper for en ny tilværelse. Alle involverede i tilblivelsen af bogen har stillet deres arbejdskraft gratis til rådighed.
Hvilke danske kvindelige forfattere kan få jer til at grine? Ikke bare trække på smilebåndet midt i alvoren med en bemærkning der er komisk, bittersød, ironisk eller mere sørgelig end egentlig sjov? Som i Kirsten Hamman, Naja Marie Aidt og Helle Helle. Nej, jeg mener sådan skraldgrine helt nede fra maven, og så det sprutter ud i lokalet? Der er ikke så mange vel? Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen, siden de tre forfattere af Nynnes Dagbog rumsterede i Politiken og ramte tidsånden lige i øjet.
Det er lidt af en påstand men smid gerne fluks de gode eksempler i hovedet på mig, så jeg kan blive klogere og få noget at grine af – det er nemlig tiltrængt. Der må være nogen, jeg har overset? Jeg ved godt, at jeg skal læse Lone Hørslev, Adda Djørup og Stine Pilgaard men er vi ikke lidt i samme genre som ovennævnte forfattere? Og så er der jo Susanne Staun og Leonora Christina Skov, som kan levere et godt grin med deres ætsende onde penne i en ellers dyster historie, men ligefrem lårklasker humor er de vel næppe repræsentanter for? Lad mig høre hvad I synes? Hvilke danske kvindelige forfattere kan få jer til at grine højt?
Jeg kom til at tænke på det, da jeg afsluttede I en snæver vending af Mette Sø. Her er vi heller ikke i lårklasker kategorien, men det er det tætteste, jeg har været længe. Smil og klukkende grin opstod tit under læsningen, og de udsprang af varme og sympati med personerne i stedet for af fryd over det ironiske, pinlige eller kiksede hos svært genkendelige karakterer, som det ofte er tilfældet i andre romaner.
Mette Sø leverer en underfundig og skæv humor i sine historier, samtidig med at hun har noget dybere på hjerte. Noget genkendeligt. Også selv om det er skævt.
Betty er hovedpersonen. Hun lever af at sælge brugte trusser per postordre. Dem fabrikerer hun nøjsomt ved hjælp af æggehvideblandinger – og yes det er big worldwide business. Lad mig i den forbindelse indskyde at Mette Sø har skrevet sin bog længe før samme gesjæft opstod blandt de indsatte i kvindefængslet i TV-serien Orange is the New Black. Gad vide om de har fået ideen fra Mette? Eller er der virkelig flere “skæve” forfatterhoveder derude, der har opsporet, at det skulle være en efterspurgt vare? Betty har et tæt forhold til sin bror og et anstrengt forhold til sin mor, som har opfostret begge børn alene. Betty er veninde med Jasmin, der bor ovenover og er enlig mor, og hun har en belgisk gift elsker, som er rejsende i chokolade og inviterer Betty på hotel. Resten af tiden bruger Betty på TV-serier og sine tanker. Hun er bange for farlige dyr og ved præcist, hvordan man gebærder sig, hvis man møder en haj eller slange, og hvad man gør I en snæver vending, når alt andet er umuligt. Hun sammenligner sit liv med yndlingskaraktererne fra TV-verdenen, og når livet bliver for svært gemmer Betty sig i et skab og lukker verdenen ude, indtil hun kan lidt igen.
En trist begivenhed i familien tvinger Betty ud af skabet og til at tage ansvar og hun nærmer sig langsomt om ikke en forståelse så en form for tilgivelse af morens bitre væsen og ikke mindst en accept af sig selv og den virkelige verden.
I en snæver vending er en skøn og hyggelig lille dannelseshistorie om at være ung og følsom, mens man gemmer sig bag det panser, man nu engang har bygget op for at beskytte sig selv. Og om at udvikle sig, turde at lægge panseret fra sig, stå ved sig selv og komme videre. Sproget er med sine korte sætninger og plim-bam-bum vendinger lige ud af landevejen og til at tage at føle på, og historien om Betty er sjov og rørende.
Jeg har engang været kollega med Mette Sø for mange år siden i reklamebranchen. Dengang var hun også indbegrebet af god humor, altid klar med en kæk bemærkning der sad – og en vis kvindes dybde, præcis som i sine små finurlige romaner. Fire har hun skrevet indtil nu. Alle har fået strålende anmeldelser. Jeg har dem på hylden men af en eller anden mærkelig årsag, er jeg først begyndt at læse dem fornylig. Måske fordi jeg kender Mette lidt og derfor nødig vil virke forudindtaget positiv. Eller af frygt for at jeg slet ikke havde lyst til at anbefale. Heldigvis har Mette Sø ikke brug for en blogger i koret af bifald. Hun klarer det fint selv og er senest blevet københavner-darling i Vendelbo-området med sin seneste roman Fordi at, der udover at fortælle en historie om en kvinde, der støder på det overnaturlige i naturen, udforsker sproget i det nordjydske.
Petit-Petit var gennembruddet, som jeg ikke har fået læst endnu. Måske fordi det er noget med sport og en kvindelig cykelrytter, selv om den selvfølgelig handler om alt muligt andet. Og så er der Snebær, som handler om tre kvindelige modstandsfolk med dæknavnene Moskva, Pim og Spot under 2. Verdenskrig.
Der er meget at glæde sig til. Og hvis I ikke kan hjælpe mig med forslag til flere sjove kvindelige danske forfattere, så er der i hvertfald Mette Sø.
Årets folkefest for bognørder og andre glade læsere er slut, og nu når vi alle sammen er færdige med at brokke os over støjniveauet, at der er for varmt, at der er for koldt, det manglende overblik, at det smalle og top-literære fylder for lidt, at mainstream og populisme regerer det hele, den klaustrofobiske samling omkring bestsellerforfatterne ved stande med for lidt plads, at vi er ved at falde over alle rullekufferterne og snuble over de kendte, at der er for meget overlap på de gode indslag, over ændringer i programmet, at Bogforum er bagud på det digitale, at der er for mange mennesker med gråt hår, for mange børn, for mange kvinder over fyrre, at maden er for dyr og for kedelig, at toiletkøen er for lang, at vi ikke kan se og ikke kan høre, at vi er trætte og nu vil vi hjem, og nu kan det være nok, og nu vil vi have lov til at læse og skrive i fred – så kan man jo også bare vælge at tage klaphatten på og konstatere, at messen har haft rekordbesøg, forfatterne har nået deres publikum, læserne har mærket deres respekt, forlagene har solgt en ordentlig r..fuld bøger, der er blevet debatteret, der er blevet grint og grædt, pisket stemninger op, øjnet op for noget nyt, og selv om der altid vil være plads til forbedringer og fornyelser, så er det mit indtryk, at de fleste gik glade hjem.
Ellers er der jo altid den mulighed at blive væk. Det gjorde jeg i mange år, da Bogforum foregik i Forum. Jeg havde simpelthen svært ved at få luft i menneskevrimlen, og meget kan man sige om Bella Centret, men der er altid en redning fra at blive kvalt eller mast, så siden bogmessen flyttede derud, har jeg været med og det med stor fornøjelse. Også i år.
Mit største problem var som altid, at jeg ikke havde tid nok til at stene over lækre bogomslag og fortabe mig i standenes tilbud, fordi der var så mange interessante indslag. Næsten alle mine billeder blev noget crap og er totalt uegnede til publicering – nu må jeg snart spare op til en nyere smartphone. Jeg nåede naturligvis ikke at høre alle de forfattere, jeg havde sat mig for, selv om jeg var tilstede alle tre dage. I stedet valgte jeg at høre nogle af de samme flere gange, fordi de var så pokkers interessante.
Hvert individ har sin egen personlige oplevelse. Her er højdepunkterne som jeg så dem:
Smile and screeeam med Caitlin Moran. Gyldendal hjalp til med fan-fotos. God service dér.
Jeg skraldgrinede da skønne Caitlin Moran væltede Scenen med en jubelperformance om at være en underlig teenager i 80’erne og uddanne sig selv på biblioteket, mens mor var på syre og far var drugdealer. Om hvad man kunne bruge en lyserød Mum deodorant til, hvis man ellers kunne se udover, at den hed Mum. Om hvordan man forholder sig til en meget veludrustet person af det modsatte køn. Om sit syn på feminismen der i bund og grund handler om at slappe af og give sig selv lov til at være uperfekt, at lade strømperne løbe og blive halvfed og midaldrende og have det fint med det ligesom mange mænd er så dygtige til. Om at skrive for at redde sit liv og sin familie ud af fattigdom og om lysten til at starte et nyt revolutionerende parti der for alvor gør mænd og kvinder lige og udrydder fattigdom. Sådan – hende stemmer jeg på!
Jeg kneb en tåre da jeg så Ejersbo Ekspeditionen den nye og glimrende dokumentar film om forfatteren Jakob Ejersbo, der sled sig selv op for at fuldføre storværket Afrika-trilogien Eksil, Revolution og Liberty og døde alt for tidligt uden at få lov til at nyde det fulde omfang af sin succes. Filmen er også et interessant portræt af hans nærmeste venner, og hvordan Jakob Ejersbos død har påvirket dem. Det er fantastisk at se, hvordan ham der er mest ødelagt bliver bygget op igen, da de sammen med et fotografhold beslutter sig for at bestige Kilimanjaro og sprede noget af Jakobs aske ud fra toppen efter hans eget ønske.
Der er så meget, jeg gerne vil se på Cph. Dox, men jeg kan ikke nå det. Grrr!
Jo, jo den er god nok. Puk Damsgård og Daniel Rye befinder sig derinde et sted i menneskehavet.
Jeg var dybt rørt, da fotograf Daniel Rye holdt en dundertale om mediernes til tider ensidige og forfejlede vinkling af hans historie, og hvorfor det var så vigtigt for ham at fortælle det hele samlet i Ser du månen, Daniel. Da han fortalte om sit livs bedste juleaften, der fandt sted i cellen og de menneskelige relationer, der opstod mellem ham og de andre gidsler. Og da han forklarede grunden til at han kom igennem 13 måneder som gidsel hos Islamisk Stat i Syrien uden at blive traumatiseret for livet: “ Hvis jeg havde været løsladt efter en måned, havde jeg været et vrag i dag.” Det at komme direkte ud i verden efter en måned i chok over gidseltagningen og udsat for gentagen tortur ville have været sværere end at gennemgå de fire faser, der forløb: Chok, tilpasning, hverdag og løsladelse. Daniel var det svage led i starten men blev med sin solide jyske kernefamiliebaggrund og gymnastiktræning i stand til at bygge sig selv op fysisk og mentalt. Han blev robust af opholdet og af at høre de andre gidslers historier. “Jeg lærte at sætte mig ind i andre menneskers smerte.” Respekt for det!
Ole Henriksen deler smil ud til bogfolket.
Mit smil var bredest da Ole Henriksen fortalte om, Sådan får du Ole Henriksens hjerne. Lyt til den indre stemme – sjælen I ved – for at få de tilsvarende grøn-blå harmoniske hjernescanninger som hans egne i modsætning til de ildevarslende rød-gule, der er tegn på stress og vrede. Bare op med armene og smiiiil.
Kamilla Hega Holst læser op fra sin bog På Træk i samtale med Nanna Goul.
Jeg var helt opslugt da Kamilla Hega Holst fortalte om sin seneste roman På Træk, om en kvinde der flygter til Thailand efter et forlist forhold – den vil jeg læse. Og da Jan Sonnergaard fortalte om sin nye generationsroman for midaldrende Frysende våde vejbaner. Han kaldte den også en afviklingsroman og en historie om en mand i frit fald. Den er skrevet ud fra forfatterens værste mareridt om, hvordan hans deroute kunne have set ud, hvis ikke han havde været fornuftig nok til ikke at lade det ske. For det gælder for os alle, at afgrunden er lige ude til højre og for ikke at falde udover kanten lever vi i selvforblændelsen og ønsketænkning om hvem vi er og hvor vores position er i samfundet. Jeg kan godt lide Sonnergaards dystre 80’er nostalgi og ikke mindst hans fantastiske sprog og spydigheder om samtiden, så den glæder jeg mig til at læse.
Tillykke fra en amagerkaner til en anden. Morten Pape er vinder af årets debutantpris.
Jeg var gladest da Amagerdrengen Morten Pape vandt Bogforums debutantpris og lagde hele parnasset ned med sin roman Planen om opvæksten i ghettoen i Urban Planen. Det var så interessant at høre ham fortælle om processen med at skrive den, og om hvordan familien og vennerne har taget imod hans hudløst ærlige skildring. En vanvittig god bog, som jeg ikke kan anbefale nok. Kig med her
Miss Vogelsang siger det: Læs eller dø! Var der ellers noget?
Det var skægt da Rikke fik sig en litterær tatoo hos Lindhardt og Ringhof som nok den eneste i 40+ segmentet. Læs eller dø! Så kan det vist ikke siges klarere.
Jakob Melander skriver kanon gode københavner krimier.
Det var første gang, jeg bad om forfatter selfies på Bogforum og fik en lille sludder med blandt andre den gode Jakob Melander, forfatter til De berusedes vej. En mester i Copenhagen noir, som skriver så englene (og punkerne) synger.
To tæskeseje damer. Susanne Staun og Mette Fugl.
Det var uhyggeligt, da skarpe Susanne Staun fortalte om sin dokumentariske roman Velkommen til mit mareridt og fremlagde de psykologiske mekanismer, der kan være årsag til at kvinder bliver hos psykopatiske, voldelige mænd. Det handler ofte om sex og om en gradvist tiltagende afhængighed af at blive afvist og taget til nåde. Det er vel også en form for opmærksomhed. Jeez.
Tommy Heisz og Jens Unmack om at ville levere det ypperste i hver deres felt.
Det var spændende at høre om tilblivelsen af min gamle studiekammerat Tommy Heisz nye biografi Himmelflugt og Højdeskræk om den danske supergruppe Loveshop, der nu er reduceret til en mand med en uforglemmelig stemme Jens Unmack. Det er herligt at se, hvor dygtig og selvsikker en fortæller Tommy er blevet, og jeg glæder mig meget til at læse min tredje musikbiografi nogensinde.
Hvad sker der danskere? Adam og Noah trak fans i alle aldre.
Det var også sjovt, da Adam og Noah delte klogskab ud til danskerne hos People’s Press. Deres helt flækket videoer på You Tube og på DR2 og nu også på bog, er befriende midt i den uhyggelige til tider skingre men nødvendige debat om dårlig integration.
Hvis du synes, det var for langt et indlæg, så lad mig afslutte med et citat fra mit nye feministiske idol (og sådan et har jeg ikke haft før udover Gloria Steinem) Caitlin Moran:
Hvor det dog glæder mit lille Amager hjerte, at det lige netop blev Morten Pape, der vandt årets debutantpris på Bogforum. Stort, stort tillykke! Aldrig før har jeg heppet på en bestemt vinder flere dage i forvejen, og det er ikke sådan, at jeg kender manden. Men Papes roman Planen har blæst mig bagover af benovelse. Den er vanvittigt velskrevet, helt vild i sit indhold, og jeg er helt vild med den på alle tænkelige planer. Sjov, sørgelig, rystende, skræmmende, oprørende og tankevækkende.
Planen handler om Morten Papes opvækst i ghettoen Urbanplanen på Amager. Det sociale boligbyggeri med lejligheder, rækkehuse, skole, kirke, daginstitutioner, grønne områder og eget butikscenter, der opstod i slut-tresserne og skulle have været en lille velfærdsoase for det arbejdende folk i overborgmester Urban Hansens socialdemokratiske København. Det blev også en ø i øen, men et sted som alle os, der boede udenfor hurtigt lærte at holde sig langt væk fra.
I teorien kunne man leve et helt liv uden nogensinde at have brug for at bevæge sig udenfor Urbanplanen.
Det ligger fire gader fra hvor jeg bor og er vokset op, og selv om man har haft sine forestillinger om livet i Urbanplanen, så overgår Papes beretning ens værste fordomme. Det er selvfølgelig trist, men hvor er det godt, det bliver fortalt, og hvor er det stort, at det bliver fortalt så godt!
Jeg gik i samme ungdomsklub som Pape og havde venner, der boede i Urbanplanen, men det var i 1980’erne cirka 15 år før bogens handling finder sted. Det var råt men ikke tilnærmelsesvis så råt, som det blev i løbet af 1990’erne og fra 2000 frem. Hold nu op, der er sket ting og sager og kun til det værre. Dog er det mit klare indtryk, at både Urbanplanen og Dyvekeskolen, der længe har haft et elendigt ry, i de sidste fem år har gennemgået en række forbedringer, men om det har gjort livet nemmere, hvis man bor i Planen, tør jeg ikke sige.
Pape vokser op i et splittet samfund mellem muslimer og taberdanskere, et sted hvor alle hader hinanden på kryds og tværs af nationaliteter men er tvunget til at omgås i skolen og i klubben men som også danner et fællesskab mod dem udenfor, der hader alle fra (T)Urbanplanen. De unge fra parcelhusmiljøer på Amager, som ikke er mindre taberagtige, og hvoraf en stor del er racister. Vold, afstumpet opførsel, kriminalitet, stoffer og ligegyldig sex er hverdag for de unge helt ned i 12-årsalderen.
Pape er for intelligent til det sted. Det samme er hans mor, men de er fanget i et trøstesløst liv ligesom alle de andre. For moren betyder det kronisk depression. For Pape bliver det en kamp for at komme væk. Men inden det lykkedes, forsumper han i afmagt, hashmisbrug og en vaklen mellem fløjene i Planen. Hvor hører han til? Er han perker-Pape eller kartoffel-pape?
“Hvad laver du”? siger Behrouz. “Hvad? Hvad har jeg gjort?” “Du lægger din hoved helt ned mod bordet, når du spiser.” “Det er så jeg ikke spilder ned af mig selv.” Behrouz smiler og ryster på hovedet af mig. “Endnu en forskel på danskere og perkere. Har du set en perker spise en dürum som om han var bange for at svine?” Jeg tænker mig længe om, men kan slet ikke følge Behrouz’ betragtninger. Han er klogere end de andre, en dreng der lægger mærke til resten af verden, ligesom mig(…..) Han tager sin shawarma op foran sig med to hænder som var det skæftet på et sværd, han skal til at stikke i sin fjende. “Lad maden komme til dig. Ikke noget med at bøje eller bukke sig ned og være forsigtig. En rigtig mand har altid sin hage oppe. Tag den op til din fjæs, og tag en bid. Sådan er det også med livet. Bare lade det komme, wallah. Ikke noget med at gemme sig.” Jeg stener længe på ham. “Er du blevet filosof nu, eller hvad?” “Hvad er en filosof?” “Sådan en som tænker over livet og sådan noget shit.” “Selvfølgelig gør jeg det. Tror du bare man kan klare sig uden? Jeg sværger, Pape. Den her nye årtusind vi lige er startet på, der gælder kune én regel:man må klare sig selv. Man kan ikke stole på nogen. Bare vent og se.” Han tager en bid af toppen og smider en klump stanniol ned i fletkurven. Han tygger af munden og nikker mod mig imens. “Den her verden eksploderer snart. Alle hader hinanden. Bare se på vores skole. Man skal være klar på det når det sker.”
Det hele kulminerer efter terrorangrebet i New York 11. September 2001, hvor hadet og modsætningerne eksploderer, og det kan man mærke, hvis man bor i Planen. Helt ind i klasseværelset.
Morten Pape vokser op med en tiltagende vrede over sit ophav og miljø og føler sig konstant fremmedgjort overfor sin familie og sine omgivelser. Alligevel er det en beretning fuld af kærlighed, forståelse og forsoning med rødderne, han har skrevet her ti år efter, han er sluppet ud og kommet videre.
Historien om Papes far og mor skærer helt ind i sjælen. En underskudsfamilie der egentlig ikke er mere dysfunktionelle end gennemsnittet og har kærlighed til de tre børn, men især farens svigt efter skilsmissen og mangel på selvindsigt er helt abnorm, samtidig med at man får lidt ondt af ham på grund af Papes nådesløse udlevering af hans pinlige adfærd.
Morens indre pinsler men også kamp for og styrke til at gøre det bedste, hun formår for sine børn er rørende læsning. Hendes historie bliver udleveret ligeså råt for usødet af sønnen, men selv om det er barskt og pinligt, mister man aldrig sympatien men får bare lyst til at sende hende på et meget langt kurophold. Pape er ligeså nådesløs ved sig selv og fortæller om barndommen og teenageårene og egne indre kampe med en hudløs, dybt troværdig og ucensureret ærlighed, der bare afføder endnu mere respekt. Det samme gør det eminente sprog, der synker let og ubesværet ind sammen med lidt klogskab fra både Morten og et par af hans få kvikke venner, og den underliggende samfundskritik som skinbarlige sandheder.
Kære litterater, I behøver ikke længere efterlyse den store danske dannelses- eller generationsroman. Den er lige her.
Planen er en vigtig bog, et stykke historisk socialrealisme, der bør indgå som pligtlæsning i skolerne fremover, indtage en plads i den danske litteraturkanon og modtage så mange hædersbevisninger som muligt.
Den har skubbet alt andet ned fra min personlige præmiehylde i bogreolen og står nu lysende klart på en førsteplads som min største læseoplevelse i 2015.
Om 5 dage går det løs. Fredag den 6. november, lørdag den 7. og søndag den 8. november slippes bognørderne ud af læse- og skrivehulerne og beruser sig i forfattermøder og bogtilbud i Bella Center København. Også i år byder Bogforum på et stjernespækket program, der kan give enhver bogtosse sved på panden og akutte tilfælde af FOMO (fear of missing out – og her mener jeg i IRL ;-). For hvornår skal man få tid til at spise frokost, drikke kaffe, nå en tissepause og ikke mindst hyggesnakke med alle bogvenner og bekendte, når der er så mange spændende forfattere at lytte til?
Der må prioriteres benhårdt, så her nævner jeg blot nogle af de forfattersamtaler og kloge hoveder, jeg ikke vil gå glip af i år:
Jan Sonnergaard, Caitlin Moran, Morten Pape, Puk Damsgård og Daniel Rye, Erik Valeur, Jakob Melander, Jesper Stein, Michael Larsen, Leonora Christina Skov, Jakob Levinsen, , Sørine Godtfredsen, Knud Romer, Christian Dorph og Simon Pasternak, Niels Lyngsø, Kirsten Hammann, Susanne Staun, Ulla Hinge Thomsen, Tommy Heisz, Kim Leine, Stefan Anhem, Svend Brinkmann, Stine Pilgaard, Theis Ørntoft, Ritt Bjerregaard og sidst men ikke mindst humørbomben Ole Henriksen.
Forleden var jeg til en særdeles hyggelig lille generalprøve, da arrangørerne bag Bogforum inviterede til blogger-event på Bella Sky hotel. Her mødte vi tre forfattere, jeg absolut også gerne vil høre på igen, og som du kan møde på Bogforum.
Tre forfattere fortæller: Dennis Jürgensen, Ole Tornbjerg og Rune-Skyum Nielsen.
Ole Tornbjerg er aktuel med Drengen Fra Godhavn. En roman baseret på rigtige menneskers fortællinger om den horrible opvækst på børnehjemmet Godhavn, et sted hvor de voksne var alt andet end gode. Den har længe været på min læseliste.
Rune Skyum-Nielsen har arbejdet intenst i fem år på Jakob var her, en biografisk fortælling om forfatteren Jakob Ejersbo, der skrev Nordkraft og Afrika-trilogien Eksil, Liberty og Revolution. Bøgerne er blevet milepæle i dansk litteratur, og jeg glæder mig meget til at læse biografien, som dog først udkommer til foråret. Til gengæld er der samtaler om forfatterskabet og forpremiere på dokumentarfilmen Ejersbo-ekspeditionen. Den skal jeg se.
Et af barndomsidolerne Dennis Jürgensen fortalte om sin seneste krimi Dansende Røde Bjørne, og selv om jeg ikke har læst hans mange, mange bøger, der er udkommet siden Kærlighed ved første hik, så var det sjovt at opleve den nærmest kultagtige status han har blandt andre bloggere.
Der er faktisk også et rigtigt fint program for børn. Så i år bliver første år, jeg insisterer på, at min 7-årige søn skal med en af dagene, selv om det trækker mere i ham, når man siger spilmesse end bogmesse. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at han jubler, når jeg nævner:
Sebastian Klein, Kim Fupz Aakeson, Jacob Martin Strid, Jacob Riising, Tobias Hamann-Pedersen, Fest med Hr. Skæg, tegnekonkurrence, skattejagt, tegnemaskine, læs højt, superheltemasker og andet godt.
Hvis du også er klar til Bogforum, kan du vinde en billet med gratis adgang til én dag. Den der passer dig bedst.
Du skal blot skrive hvilken forfatter, du helst vil se på Bogforum og hvorfor.
Skriv i kommentarsporet, så finder jeg to vindere på onsdag kl. 12 og sender din billet med posten eller efter nærmere aftale.
Er du til klassisk krimi med en hårdkogt strømer der gør og siger, hvad det passer ham, har problemer med misbrug, dæmoner og kvinder men er blød som en bamse indeni og moralens højvogter, når det virkelig gælder, så er serien om Axel Steen det helt rigtige valg.
Isabel Fluxá Rosado 
You must be logged in to post a comment.